MOSKEER med gyldne kupler, helligdomme med buegange, kirker med tårne og spir, pagoder prydet med statuer. Dette er Malaysia, et land hvor de fire store verdensreligioner mødes. Den 16.000.000 store befolkning består af malajer, kinesere, indere, eurasiere, ibanere, kadazanere og adskillige indfødte stammer. Man finder nok ingen andre steder større variation hvad religion, kultur, skikke, traditioner og sprog angår.

I disse omgivelser forkynder Jehovas vidner „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) Men hvordan når de ud til mennesker med så vidt forskellige sprog, skikke og religiøse opfattelser? Hvordan er det at forkynde Rigets budskab i dette land? Og hvad har forkynderne kunnet udrette?

Den religiøse udfordring tages op

For at kunne få mennesker med forskellig religiøs baggrund i tale, må forkynderne lære at bedømme om beboerne i det hus de skal besøge er muslimer, hinduer, buddhister, taoister, protestanter eller katolikker. Hvordan gør de det?

Der er flere kendetegn at gå efter. For eksempel vidner et rødt alter om at beboerne er taoister eller buddhister, mens en statue af Maria eller Jesus viser at de er katolikker. Hinduiske hjem kendes på mangobladene, og muslimske på de arabiske skriftsteder fra Koranen over indgangen.

Ét er imidlertid at bestemme folks religiøse baggrund, noget ganske andet er at vække deres interesse for den gode nyhed. Det typiske svar, gerne på en blanding af kinesisk, malayisk og engelsk, lyder: „Semua agama sama lah.“ Herefter tilføjer den besøgte ofte med et bredt smil: „Sorry, I am not interesting.“ („Undskyld mig, men jeg er ikke interessant.“) Hermed mener han at al religion kommer ud på ét og at han ikke er interesseret.

Mange malaysiere der er vokset op som buddhister, taoister eller hinduer er blevet tiltrukket af den hurtige omvendelse de kristne missioner kan tilbyde, og har tilsluttet sig en af de forskellige protestantiske sekter. På præsteskabets opfordring har mange af dem nægtet at lytte til den gode nyhed. Alligevel bliver Jehovas store navn og hensigter fortsat forkyndt i dette farverige land.

På grund af forkyndernes tålmodighed og forståelse har mange retsindige reageret velvilligt på Rigets budskab. Tag for eksempel Patrick, der tidligere røg og havde langt, usoigneret hår. Han havde lært kinesisk kampteknik og svarede igen med vold når han blev provokeret. Selv om han ikke troede på noget som helst, blev han betaget af ordene „døden skal ikke være mere“, som en forkynder læste for ham fra Åbenbaringen 21:4. Patrick tog derfor imod et bibelstudium. Han blev begejstret over de bibelske sandheder han lærte, og inden længe begyndte han at fortælle sin moder om dem, dels pr. brev og dels når han var hjemme for at besøge hende. Men hun var stærkt imod det.

En dag irettesatte Patrick og hans moder en yngre broder, der også var karateekspert. Broderen begyndte at slå og sparke, men til moderens forundring slog Patrick ikke igen. Hun blev meget nysgerrig efter at finde ud af hvad hendes søn lærte, siden det i den grad havde forandret ham. Moderen gjorde hurtige fremskridt og blev døbt inden for seks måneder. Og hun igen begyndte at forkynde for sin moder på 73 år, en renlivet buddhist. Også denne ældre dame fandt håbet om evigt liv tiltalende. På trods af at hun var analfabet, begyndte hun at læse bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden ved at lære så mange kinesiske bogstaver som hun kunne. Nu er også hun en forkynder af den gode nyhed.

Den kulturelle og sproglige udfordring

Forkyndelsen fra hus til hus i dette mangesprogede land fordrer en righoldig litteraturforsyning. Men det er ikke altid nok.

At man er kineser og medbringer kinesisk læsestof betyder ikke nødvendigvis at man kan kommunikere med de kinesere man besøger. Hvis forkynderen taler hokkien og den besøgte kantonesisk, kan der opstå problemer. Kinesisk er et tonalt sprog, så den mindste afvigelse i udtalen kan give ordet en helt anden mening. For eksempel vakte det almindelig morskab da en pionersøster der taler hokkien, fortalte folk i et kantonesisk distrikt at hun var en „forrykt læser“ i stedet for en „bibellæser“. Selv når man bruger det rigtige ord, kan nogle misforstå det.

Malaysierne er almindeligvis meget imødekommende og passer på ikke at fornærme nogen. Det er særlig svært for dem at afvise fremmede. Derfor finder man ud af at man ikke skal blive ovenud begejstret når én siger at han gerne vil have et bibelstudium eller komme til de kristne møder, for måske er han slet ikke interesseret. Det kræver tid og erfaring at afgøre hvem der virkelig er interesseret.

Malaysia er et af de lande der har flest helligdage og religiøse højtider. På sådanne dage besøger folk deres venner og slægtninge. De malaysiske forkyndere udnytter dagene til at gøre en særlig indsats i forkyndelsen. Men de må vise takt og forståelse hvis de skal opnå gode resultater.

En af helligdagene er det kinesiske nytår. Taoisterne tror at man selv kan gøre noget for at det bliver et godt år ved at indlede det med venlige ord og gode gerninger. Denne dag undgår forkynderne derfor at bruge ord som „død“, „sygdom“ og „lidelse“, men holder sig i stedet til glædelige emner, såsom håbet om evigt liv i fuldstændig sundhed og fred i en ny verden. Sådan en dag bør man ikke minde folk om alle verdens genvordigheder.