En bog man må læse

„Bibelen er ikke en bog man kan tage alvorligt,“ sagde en universitetsprofessor til en ung kvinde.

„Har De nogen sinde læst Bibelen?“ spurgte hun frimodigt.

Noget overrumplet måtte professoren indrømme at det havde han ikke.

„Hvordan kan De have så afgjort en mening om en bog De aldrig har læst?“

Det var der noget om. Professoren besluttede sig derfor til at læse Bibelen og siden danne sig en mening om den.

MAN har sagt om Bibelen, der består af 66 bøger, at det „sandsynligvis er den samling bøger der har haft den største indflydelse på menneskehedens historie“.¹ Der er ingen tvivl om at den har givet inspiration til nogle af de største værker inden for billedkunst, litteratur og musik. Den har også haft en betydelig indflydelse på mange landes lovgivning. Den er blevet berømmet for sin litterære stil og agtet højt af mange veluddannede mennesker. Den har haft en gennemgribende indflydelse på mennesker fra alle samfundslag. Mange af Bibelens læsere har været bemærkelsesværdigt loyale over for den. Nogle har faktisk sat deres liv på spil for at læse den.

Men der er også en del der betragter Bibelen med skepsis. Nogle har en meget afgjort mening om den, skønt de aldrig selv har læst den. De mener måske nok at den har en vis litterær eller historisk værdi, men siger alligevel: Hvordan kan en bog der er skrevet for tusinder af år siden, have nogen som helst betydning i vores moderne verden? Vi lever i „informationsalderen“. Blot ved et tryk på en knap kan vi få de allernyeste oplysninger om begivenheder, om teknik og så videre. Vi har let adgang til „ekspertråd“ om stort set alle livets spørgsmål. Kan Bibelen virkelig tilbyde noget af praktisk betydning i dag?

Denne brochure vil forsøge at besvare disse spørgsmål. Den er ikke skrevet for at pådutte dig en bestemt religiøs holdning, men for at vise at Bibelen, der har øvet stor indflydelse på historien, er værd at undersøge. I en artikel der blev bragt i 1994, blev det sagt at nogle skolefolk mener at Bibelen har så nær tilknytning til den vestlige kultur at „de der ikke har kendskab til Bibelens lære og beretninger, hvad enten de er troende eller ej, kulturelt set vil være analfabeter“.²

Efter at have læst brochuren vil du sikkert give os ret i at Bibelen er en bog som man i det mindste må læse — hvad enten man er religiøs eller ej.

En bog der er blevet fordrejet

„Læren om at Jorden drejer om sin egen akse og kredser om Solen, er forkert og ganske i modstrid med Den Hellige Skrift.“ Sådan kunne man i 1616 læse i et dekret fra den katolske kirkes index-kongregation.¹ Men siger Bibelen virkelig det? Modsiger den videnskabelige kendsgerninger? Eller er den blevet sat i et forkert lys?

I VINTEREN 1609/10 rettede Galileo Galilei sin nyudviklede kikkert mod himmelen og opdagede fire måner der kredser om planeten Jupiter. Det han så, ændrede radikalt den herskende opfattelse, der gik ud på at alle himmellegemer kredsede om Jorden. Allerede i 1543 havde den polske astronom Nikolaus Kopernikus fremsat den teori at planeterne kredser om Solen. Galilei bekræftede at det forholdt sig således.

For katolske teologer var dette imidlertid udtryk for kætteri. Kirken havde jo længe påstået at Jorden var universets centrum.² Denne opfattelse byggede på en bogstavelig fortolkning af skriftsteder der skildrede Jorden som hvilende på „sin faste grundvold“ hvor den ’aldrig i evighed rokkes’. (Salme 104:5, da. aut.) Galilei blev kaldt til Rom, hvor han måtte møde frem for inkvisitionsdomstolen. Her blev han efter et skarpt forhør tvunget til at tilbagekalde sine opdagelser, og han måtte tilbringe resten af sine dage i husarrest.

I 1992, cirka 350 år efter Galileis død, erkendte den katolske kirke omsider at han havde haft ret.³ Men hvis Galilei havde ret, havde Bibelen så uret?

Den rette forståelse af bibelske passager

Galilei troede på at Bibelen var sand. Da hans videnskabelige opdagelser modsagde den gængse tolkning af visse skriftsteder, ræsonnerede han som så at teologerne misforstod disse passager. Han skrev derfor: „To sandheder kan aldrig modsige hinanden.“⁴ Han formodede derfor at videnskabens præcise udtryksmåde ikke modsagde Bibelens hverdagssprog. Men teologerne lod sig ikke overbevise. De insisterede på at alle Bibelens udtalelser om Jorden skulle forstås bogstaveligt. Som følge heraf afviste de ikke alene Galileis opdagelser, men fik heller ikke fat i den egentlige betydning af de pågældende bibelske udtryk.

Men alene den sunde fornuft bør sige os at når Bibelen taler om „jordens fire hjørner“, betyder det ikke at bibelskribenterne regnede jorden for at være firkantet. (Åbenbaringen 7:1) Bibelen er skrevet på det jævne folks sprog og bruger ofte malende ordbilleder. Når Bibelen taler om at jorden har „fire hjørner“, ’urokkelige grundvolde’, „fodstykker“ og „hjørnesten“, er det ikke en videnskabelig beskrivelse af jorden; der er tydeligvis tale om den slags ordbilleder vi så ofte bruger i daglig tale.a — Mika 6:2; Job 38:6.

I sin bog Galileo Galilei har biografen L. Geymonat skrevet: „Snæversynede teologer der ved hjælp af bibelske argumenter prøvede at sætte grænser for videnskaben, bragte i virkeligheden blot Bibelen i miskredit.“⁵ Og det var netop hvad de gjorde. Faktisk var det teologernes fortolkning af Bibelen og ikke Bibelen selv der pålagde videnskaben urimelige begrænsninger.

Det samme sker i dag når religiøse fundamentalister fordrejer Bibelen ved at påstå at jorden blev skabt på seks dage på hver 24 timer. (1 Mosebog 1:3-31) Dette er hverken i harmoni med videnskaben eller med Bibelen. Bibelen bruger ordet „dag“ om tidsrum af forskellig varighed, ligesom vi gør i daglig tale. I Første Mosebog 2:4 omtales alle seks skabelsesdage for eksempel som én „dag“. Det hebraiske ord der i Bibelen oversættes med „dag“, kan blot betyde „en lang tid“.⁶ Bibelen giver altså ikke grund til at man insisterer på at hver skabelsesdag var på 24 timer. Når fundamentalister siger noget andet, fordrejer de Bibelen. — Se også Andet Petersbrev 3:8.

I historiens løb har teologer ofte fordrejet Bibelen. Lad os se på hvilke andre områder Bibelen har fået ’lagt forkerte ord i munden’ af kristenhedens trossamfund.

Fordrejet af religionen

De der hævder at følge Bibelen, opfører sig ofte på en måde der bringer skam over den bog de hævder at holde i ære. Såkaldt kristne har udgydt hinandens blod i Guds navn. Men Bibelen formaner Kristi disciple til at „elske hinanden“. — Johannes 13:34, 35; Mattæus 26:52.

Nogle præster narrer ved hjælp af søde ord folks surt tjente penge fra dem. Det har ikke meget med Bibelens lære at gøre, for den siger: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ — Mattæus 10:8; 1 Peter 5:2, 3.

Det er klart at man ikke bør bedømme Bibelen efter hvordan de der hævder at følge den, eller de der citerer fra den, lever. Den der er fordomsfri, vil naturligvis foretrække selv at undersøge Bibelen for at finde ud af hvorfor denne bog er så bemærkelsesværdig.

[Fodnote]

[Illustration på side 4]

To af Galileis kikkerter

[Illustration på side 5]

Galilei forhøres af sine inkvisitorer

Verdens mest udbredte bog

„Bibelen er den mest læste bog i historien. . . . Der er blevet distribueret flere eksemplarer af Bibelen end af nogen anden bog. Bibelen er også den bog der er blevet oversat flest gange til flest sprog.“ — The World Book Encyclopedia.¹

BØGER ligner på mange måder mennesker. De dukker op, bliver måske populære, for så, med undtagelse af nogle få klassikere, at dø og blive glemt. Bibliotekerne fungerer ofte som kirkegårde for bøger der er forældede og ulæste, ja, i realiteten døde.

Bibelen er imidlertid noget ganske særligt, selv blandt de klassiske værker. Skønt man begyndte at skrive den for 3500 år siden, er den stadig meget livskraftig. Den er langt den mest udbredte bog på jorden.a Hvert år bliver der distribueret cirka 60 millioner eksemplarer af hele Bibelen eller dele af den. Den første udgave trykt med løse typer forlod opfinderen Johann Gutenbergs trykpresse omkring år 1455. Man anslår at der siden er blevet trykt fire milliarder eksemplarer af hele Bibelen eller dele af den. Ingen anden religiøs eller verdslig bog kommer i nærheden af dette oplag.

Bibelen er også den mest oversatte bog i historien. Hele Bibelen eller dele af den er blevet oversat til mere end 2100 sprog og dialekter.b Over 90 procent af jordens befolkning har adgang til i det mindste en del af Bibelen på deres eget sprog.² Denne bog har således krydset landegrænser og overvundet racemæssige og etniske skel.

Nu er det jo ikke sikkert at statistiske oplysninger alene giver dig lyst til at undersøge Bibelen. Men det at den er oversat og udbredt i så stort et omfang, viser trods alt at den henvender sig til alle slags mennesker. Historiens mest solgte og mest oversatte bog må være værd at undersøge.

[Fodnoter]

[Illustration på side 6]

Gutenbergbibelen på latin var den første komplette bog der blev trykt med løse typer

Hvordan har bogen overlevet?

Gamle bøger kan let angribes af fugt og skimmel eller gå op i luer. Bibelen har ikke været immun over for disse naturlige fjender. Men alligevel har den overlevet og er blevet verdens mest udbredte bog. Historien om hvordan dette er gået til, er helt enestående blandt gamle skrifter. Det er en historie der fortjener mere end blot overfladisk interesse.

BIBELSKRIBENTERNE huggede ikke deres ord i sten og prentede dem ikke på holdbare lertavler. De brugte forgængelige materialer som papyrus (fremstillet af den ægyptiske plante af samme navn) og pergament (fremstillet af dyreskind).

Hvad er der sket med de originale skrifter? De er sandsynligvis gået til for længe siden, de fleste af dem i fortidens Israel. Forskeren Oscar Paret forklarer: „Begge disse skrivematerialer [papyrus og skind] er meget sårbare over for fugt samt skimmel- og insektangreb. Vi ved af erfaring hvor let papir og selv stærkt læder kan tage skade hvis det ligger udendørs eller i et fugtigt rum.“¹

Hvis ingen af de originale håndskrifter er bevaret, hvordan har bibelskribenternes ord da overlevet til vor tid?

Bevaret af pertentlige afskrivere

Kort efter at de originale håndskrifter var blevet skrevet, begyndte man at fremstille håndskrevne kopier. I fortidens Israel blev det at afskrive Skrifterne faktisk en profession. (Ezra 7:6; Salme 45:1) Men til disse afskrifter brugte man også forgængelige materialer, der med tiden måtte udskiftes med andre håndskrevne kopier. Da de originale håndskrifter gik til grunde, dannede afskrifterne grundlag for de næste håndskrifter. Denne afskrivning af afskrifterne var en proces der fortsatte i mange hundrede år. Har de fejl afskriverne lavede i århundredernes løb, ændret bibelteksten i væsentlig grad? Ud fra de foreliggende vidnesbyrd må vi svare nej.

De professionelle afskrivere gik meget op i deres opgave og havde dyb ærefrygt for den tekst de afskrev. De var desuden pertentlige. Det hebraiske ord der er oversat med „skriftlærd“, er soferʹ, som kommer af en rod der betyder „at tælle“. Masoreterne er et godt eksempel på hvor nøjagtige afskriverne var.a Forskeren Thomas Hartwell Horne siger om dem: „De . . . talte sig frem til det midterste bogstav i Pentateuken [Bibelens fem første bøger], den midterste sætning i hver bog, og hvor mange gange hvert bogstav i [det hebraiske alfabet] forekommer i alle De Hebraiske Skrifter.“³

Dygtige afskrivere brugte altså flere forskellige metoder når de skulle kontrollere den tekst de havde afskrevet. For ikke at udelade et eneste bogstav i bibelteksten gik de så langt at de ikke alene talte de ord, men også de bogstaver de havde afskrevet. Forestil dig hvilken omhu det har krævet. Det siges at de holdt regnskab med 815.140 bogstaver i De Hebraiske Skrifter!⁴ Denne omhyggelige indsats sikrede stor nøjagtighed.

Og dog var afskriverne naturligvis ikke ufejlbarlige. Kan man da fastslå om bibelteksten, trods århundreders afskrivning, alligevel er blevet nøjagtigt overleveret?

God grund til at stole på teksten

Der er god grund til at tro at Bibelen er blevet nøjagtigt overleveret frem til vor tid. For eksempel findes der 6000 komplette eller fragmentariske håndskrifter af De Hebraiske Skrifter og cirka 5000 af De Kristne Græske Skrifter. Heriblandt findes der et hebraisk håndskrift der blev fundet i 1947, som viser hvor nøjagtigt man afskrev Skrifterne. Det er blevet kaldt „det største håndskriftfund i nyere tid“.⁵

En ung beduinhyrde som var i færd med at passe sine får, opdagede i 1947 en hule i nærheden af Det Døde Hav. I denne hule fandt han flere lerkrukker hvoraf de fleste var tomme. Men i en af krukkerne, der var tæt forseglet, fandt han en skindrulle der var omhyggeligt indsvøbt i lærred, og som indeholdt hele Esajas’ Bog, en af Bibelens bøger. Det så ud som om denne velbevarede, men medtagne skriftrulle var blevet repareret. Den unge hyrde havde ingen anelse om at den gamle skriftrulle han holdt i hænderne, senere skulle tiltrække sig hele verdens opmærksomhed.

Hvad var det der var så bemærkelsesværdigt ved netop dette håndskrift? I 1947 stammede de ældste komplette hebraiske håndskrifter man kendte til, fra omkring det 10. århundrede e.v.t. Men denne skriftrulle blev dateret til det 2. århundrede f.v.t.b og var således over et tusind år ældre.c Forskerne var meget interesserede i at sammenligne denne skriftrulle med de eksemplarer der var blevet fremstillet langt senere.

Forskere har blandt andet sammenlignet kapitel 53 i Esajasrullen fra Det Døde Hav med den masoretiske tekst der er blevet fremstillet tusind år senere. I bogen A General Introduction to the Bible kan man læse følgende om resultatet: „Af de 166 ord der findes i Esajas 53, er der kun tvivl om sytten bogstaver. I ti af disse tilfælde er det udelukkende et spørgsmål om stavemåde, og det har ingen indflydelse på meningen. I yderligere fire tilfælde er der tale om mindre stilistiske ændringer, såsom konjunktioner. De sidste tre bogstaver udgør ordet ’lys’, som er tilføjet i vers 11, og som ikke berører meningen stort. . . . I et kapitel med 166 ord er der således, efter tusind års overlevering, kun tvivl om ét ord (tre bogstaver) — og dette ord ændrer ikke synderlig ved meningen.“⁷

Professor Millar Burrows, der i årevis arbejdede med Dødehavsrullerne og analyserede indholdet, kom til en lignende konklusion: „Mange af forskellene mellem . . . Esajasrulle[n] og den masoretiske tekst kan forklares som afskriverfejl. Bortset fra disse er der i det store og hele en bemærkelsesværdig overensstemmelse med teksten i de middelalderlige håndskrifter. En sådan overensstemmelse i et håndskrift der er så meget ældre, udgør et betryggende vidnesbyrd om hvor nøjagtig den overleverede tekst i almindelighed er.“⁸

Man finder tilsvarende „betryggende vidnesbyrd“ hvad angår afskrivningen af De Kristne Græske Skrifter. Da man for eksempel i det 19. århundrede fandt Codex Sinaiticus, et pergamenthåndskrift fra det 4. århundrede e.v.t., var det med til at bekræfte nøjagtigheden af de afskrifter af De Kristne Græske Skrifter der var fremstillet flere hundrede år senere. Et papyrusfragment af Johannesevangeliet, der blev fundet i Faiyūm i Egypten, er dateret til den første halvdel af det 2. århundrede e.v.t., mindre end 50 år efter at originalen blev skrevet. Fragmentet er blevet bevaret i århundreder i tørt sand. Teksten stemmer overens med teksten i håndskrifter af langt senere dato.⁹

Vidnesbyrdene bekræfter således at afskriverne virkelig var meget nøjagtige. De lavede ikke desto mindre fejl. Intet håndskrift er uden fejl, heller ikke Esajasrullen fra Det Døde Hav. Men bibelforskerne har været i stand til at opdage og rette sådanne afvigelser fra originalen.

Afskrivernes fejl rettes

Forestil dig at 100 personer blev bedt om at foretage en afskrift i hånden af et langt dokument. Nogle af afskriverne ville uden tvivl lave fejl. Men de ville ikke alle lave de samme fejl. Hvis man tog alle 100 afskrifter og udførte en meget omhyggelig sammenligning, ville man være i stand til at finde frem til hvad der helt præcist havde stået i det oprindelige dokument selv om man aldrig havde set det.

De der afskrev Bibelen, lavede heller ikke alle de samme fejl. Da der i dag findes i tusindvis af bibelhåndskrifter som man kan sammenligne med hinanden, har tekstforskerne været i stand til at finde fejlene, afgøre den oprindelige læsemåde og foretage de nødvendige rettelser. Som følge af et sådant omhyggeligt studium har tekstforskere kunnet fremstille tekstudgaver på originalsprogene. I disse tekstudgaver af den hebraiske og græske tekst har man valgt de ord som generelt regnes for at være de originale, foruden at man ofte i fodnoter har angivet variationer eller den alternative læsemåde som findes i visse håndskrifter. Det er disse tekstudgaver udarbejdet af tekstforskere som bibeloversættere bruger når de skal oversætte Bibelen til nutidssprog.

Når man læser en nyere oversættelse af Bibelen, er der derfor al mulig grund til at nære tillid til at de hebraiske og græske tekster de bygger på, er en korrekt gengivelse af det bibelskribenterne oprindelig skrev.d Beretningen om hvordan Bibelen har overlevet årtusinders afskrivning, er helt enestående. Sir Frederic Kenyon, der gennem mange år var direktør for British Museum, kunne derfor sige: „Det kan ikke understreges for kraftigt at bibelteksten i det væsentlige er sikker. . . . Dette kan ikke siges om nogen anden oldtidsbog i verden.“¹⁰

[Fodnoter]

[Illustration på side 8]

Bibelen blev bevaret af dygtige afskrivere

[Illustration på side 9]

Esajasrullen fra Det Døde Hav (her vist i reproduktion) er stort set identisk med den masoretiske tekst som er tusind år yngre

En bog der „taler“ levende sprog

Hvis det sprog en bog bliver skrevet på, dør, vil bogen i realiteten også dø. Det er de færreste i dag der kan læse de gamle sprog Bibelen blev skrevet på. Bibelen lever imidlertid i bedste velgående. Den har overlevet fordi den har „lært at tale“ de levende sprog der bruges i dag. De oversættere der har „lært“ den at tale forskellige sprog, har til tider stået over for tilsyneladende uovervindelige vanskeligheder.

AT OVERSÆTTE Bibelen — med dens over 1100 kapitler og 31.000 vers — er en kolossal opgave. Men i århundredernes løb har selvopofrende oversættere med glæde påtaget sig opgaven. Mange har været villige til at udholde trængsler og endog dø for deres arbejde. Historien om hvordan Bibelen blev oversat til alverdens sprog, er en bemærkelsesværdig beretning om udholdenhed og opfindsomhed. Lad os betragte blot en lille del af den fængslende historie.

De udfordringer oversættere har stået over for

Hvordan oversætter man en bog til et sprog der ikke har noget skriftsprog? Adskillige bibeloversættere har haft dette problem. For eksempel begyndte Wulfila i det 4. århundrede e.v.t. at oversætte Bibelen til gotisk. Gotisk var et af datidens talesprog, men ikke et skriftsprog. Wulfila løste opgaven ved at opfinde det gotiske alfabet bestående af 27 bogstaver, som han hovedsagelig byggede på det græske og det latinske alfabet. Hans oversættelse af næsten hele Bibelen til gotisk blev fuldført før år 381 e.v.t.

I det 9. århundrede ønskede to græsktalende brødre, Kyrillos (oprindelig Konstantin) og Methodios, begge dygtige lærde og sprogfolk, at oversætte Bibelen for de slavisktalende. Men forløberen for vore dages slaviske sprog havde intet skriftsprog. Derfor opfandt de to brødre et alfabet der skulle gøre det muligt at fremstille en oversættelse af Bibelen. På den måde kunne Bibelen nu „tale“ med langt flere, nemlig dem der boede i den slavisktalende del af verden.

I det 16. århundrede begyndte William Tyndale at oversætte Bibelen fra originalsprogene til engelsk, men han mødte stor modstand fra både kirken og staten. Tyndale, der var uddannet ved Oxford, ønskede at lave en oversættelse som selv en „plovdreng“ kunne forstå.¹ Men for at dette kunne lykkes måtte han flygte til Tyskland, hvor hans engelske udgave af „Ny Testamente“ blev trykt i 1526. Da nogle eksemplarer blev smuglet til England, blev myndighederne så rasende at de begyndte at brænde dem offentligt. Tyndale blev senere forrådt. Umiddelbart før han blev stranguleret og brændt, sagde han med høj røst: „Herre, luk øjnene op på Englands konge.“²

Oversættelsen af Bibelen fortsatte; oversætterne lod sig ikke standse. I år 1800 havde i det mindste dele af Bibelen „lært at tale“ 68 sprog. Da man begyndte at oprette bibelselskaber, især The British and Foreign Bible Society, der blev oprettet i 1804, gik der ikke lang tid før Bibelen „lærte“ at tale endnu flere sprog. I hundredvis af unge mænd meldte sig frivilligt til at rejse til fremmede lande som missionærer, mange med det hovedformål at oversætte Bibelen.

Bibelen på afrikanske sprog

I år 1800 fandtes der kun cirka en halv snes skriftsprog i Afrika. I hundredvis af talesprog måtte vente med at få Bibelen indtil nogen opfandt en måde at skrive sprogene på. De missionærer der rejste ud, lærte sig sprogene uden hjælp af ordbøger eller lærebøger for begyndere. Siden sled de med at udvikle en skreven form af sproget, hvorefter de lærte folk at læse det. Alt dette gjorde de for at folk en skønne dag skulle kunne læse Bibelen på deres eget sprog.³

En af disse missionærer var en skotte ved navn Robert Moffat. I 1821 oprettede Moffat i en alder af 25 år en missionsstation blandt den tswanatalende befolkning i det sydlige Afrika. For at lære deres sprog, der ikke havde noget skriftsprog, blandede han sig med lokalbefolkningen og rejste af og til ind i landets indre for at bo blandt dem. „Befolkningen var venlig,“ skrev han senere, „og mine sproglige bommerter vakte megen latter. En person ville aldrig rette et ord eller en sætning før vedkommende havde gentaget det jeg havde sagt, så grundigt at de kunne more andre ved at fortælle hvad jeg havde sagt.“⁴ Men Moffat holdt ud og lærte til sidst at mestre sproget, foruden at han fandt frem til en måde at skrive det på.

I 1829, efter at Robert Moffat havde arbejdet blandt tswanaerne i otte år, færdiggjorde han en oversættelse af Lukasevangeliet. For at få det trykt rejste han næsten 1000 kilometer med oksekærre ud til kysten, hvorefter han tog med skib til Cape Town. Her gav guvernøren ham tilladelse til at bruge en af statens trykkemaskiner, men han måtte selv håndsætte Bibelen og trykke den. I 1830 blev evangeliet omsider udgivet. For første gang kunne tswanafolket nu læse en del af Bibelen på deres eget sprog. I 1857 færdiggjorde Robert Moffat en oversættelse af hele Bibelen til tswana.

Moffat beskrev senere tswanafolkets reaktion da de for første gang fik mulighed for at læse Lukasevangeliet. Han fortæller: „Jeg har oplevet hvordan nogle har rejst hundreder af kilometer for at få fat i eksemplarer af Skt. Lukas. . . . Jeg har set dem modtage afsnit af Skt. Lukas og grædende knuge dem til sig af taknemmelighed. Jeg måtte sige til mere end én: ’Du ødelægger bøgerne med dine tårer.’“⁵

Takket være nidkære oversættere som Robert Moffat blev det for første gang muligt for mange afrikanere, hvoraf nogle i begyndelsen ikke mente at de havde brug for et skriftsprog, at kommunikere ved hjælp af det skrevne ord. Oversætterne mente imidlertid at de gav afrikanerne en langt mere kostelig gave — Bibelen på deres eget sprog. I dag „taler“ Bibelen eller dele af den over 600 afrikanske sprog.

Bibelen på asiatiske sprog

Mens oversættere i Afrika kæmpede med at udvikle skriftsprog til de talte sprog, løb oversættere på den anden side af kloden ind i helt andre problemer. De skulle oversætte Bibelen til sprog der allerede havde et kompliceret skriftsystem. Det gjaldt for eksempel dem der oversatte Bibelen til de asiatiske sprog.

I begyndelsen af det 19. århundrede rejste William Carey og Joshua Marshman til Indien. De mestrede mange af landets skriftsprog, og med hjælp fra en trykker ved navn William Ward fremstillede de helt eller delvis Bibelen på næsten 40 sprog.⁶ Forfatteren J. Herbert Kane har skrevet følgende om William Carey: „Han opfandt et smukt, letflydende folke[bengali] der erstattede den gamle klassiske form, og gjorde det dermed mere tiltalende og lettere at forstå for nye læsere.“⁷

Adoniram Judson, der var født og opvokset i USA, rejste til Burma, og i 1817 begyndte han at oversætte Bibelen til burmesisk. Om vanskelighederne med at lære at mestre et orientalsk sprog i en sådan grad at man kan oversætte Bibelen, skriver han: ’Når man skal lære et sprog der tales af folk på den anden side af kloden hvis tankegang er helt forskellig fra vor, et sprog hvis måde at udtrykke sig på følgelig er helt ny for en, og hvis bogstaver og ord mangler den fjerneste lighed med noget sprog man før har set; når man hverken har nogen ordbog eller tolk og må forsøge at lære tilstrækkeligt af sproget til at man kan få hjælp af en indfødt lærer — så kan man tale om slid!’⁸

I Judsons tilfælde krævede det cirka 18 års flittig indsats. Den sidste del af Bibelen på burmesisk blev trykt i 1835. Hans ophold i Burma kostede ham imidlertid dyrt. Mens han arbejdede på oversættelsen, blev han anklaget for at være spion og måtte derfor tilbringe næsten to år i et moskitoplaget fængsel. Kort efter sin løsladelse døde hans kone og lille datter af feber.

Da den 25-årige Robert Morrison ankom til Kina i 1807, påtog han sig den ekstremt vanskelige opgave at oversætte Bibelen til kinesisk, et af de mest komplicerede skriftsprog der findes. Han havde kun begrænset kendskab til kinesisk, hvilket han var begyndt at studere blot to år forinden. Morrison måtte også kæmpe med de kinesiske love der havde til formål at opretholde Kinas isolation. For kinesere var der dødsstraf for at undervise fremmede i kinesisk, og for udlændinge var der dødsstraf for at oversætte Bibelen til kinesisk.

Morrison fortsatte imidlertid uforknyt, men forsigtigt med at studere kinesisk, og han lærte det hurtigt. I løbet af to år havde han fået arbejde som oversætter ved Det Ostindiske Kompagni. Om dagen arbejdede han for firmaet, men i hemmelighed og i konstant fare for at blive opdaget arbejdede han med at oversætte Bibelen. I 1814, syv år efter at han var kommet til Kina, havde han De Kristne Græske Skrifter klar til tryk.⁹ Fem år senere fuldførte han med hjælp fra William Milne De Hebraiske Skrifter.

Det var en enorm præstation. Bibelen kunne nu „tale“ det sprog der blev talt af flest mennesker i verden. Takket være dygtige oversættere blev Bibelen siden oversat til andre asiatiske sprog. I dag foreligger dele af Bibelen på mere end 500 asiatiske sprog.

Hvorfor sled mænd som Tyndale, Moffat, Judson og Morrison i årevis, i visse tilfælde med livet som indsats, for at oversætte en bog til folk de ikke kendte, og som i nogle tilfælde ikke havde et skriftsprog? Afgjort ikke for at opnå ære eller vinding. Men de troede at Bibelen er Guds ord, og at den skulle „tale“ til folk — alle folk — på deres eget sprog.

Hvad enten du mener at Bibelen er Guds ord eller ej, vil du sikkert være enig med os i at disse flittige oversætteres selvopofrende indstilling er alt for sjælden i vore dages verden. Er en bog der får folk til at vise en sådan uselviskhed, ikke værd at undersøge?

[Oversigt på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det antal sprog dele af Bibelen er blevet trykt på siden år 1800

1800

68

107

171

269

367

1900

522

729

971

1199

1762

1995

2123

Kilde: United Bible Societies

[Illustration på side 10]

William Tyndale oversatte Bibelen

[Illustration på side 11]

Robert Moffat

[Illustration på side 12]

Adoniram Judson

[Illustration på side 13]

Robert Morrison

Bogens indhold

Første gang man kommer ind på et bibliotek, virker de mange bøger måske forvirrende. Men når man først har fået forklaret hvordan bøgerne er grupperet, vil det ikke vare længe før man selv kan finde rundt. Det er også lettere at finde rundt i Bibelen når man ved hvordan indholdet er ordnet.

ORDET „bibel“ er afledt af det græske ord bibliʹa, der betyder „papyrusruller“ eller „bøger“.¹ Bibelen er faktisk et bibliotek bestående af 66 forskellige bøger der er blevet skrevet over en årrække på cirka 1600 år, fra 1513 f.v.t. til omkring år 98 e.v.t.

De første 39 bøger, omkring tre fjerdedele af Bibelens indhold, kaldes De Hebraiske Skrifter da de for størstepartens vedkommende blev skrevet på dette sprog. Disse bøger kan stort set opdeles i tre grupper: (1) De historiske bøger, fra Første Mosebog til Esters Bog, 17 bøger; (2) de poetiske bøger, fra Jobs Bog til Højsangen, 5 bøger; og (3) de profetiske bøger, fra Esajas’ Bog til Malakias’ Bog, 17 bøger. De Hebraiske Skrifter omhandler jordens og menneskenes tidligste historie samt nationen Israels historie fra dens oprettelse til det 5. århundrede f.v.t.

De øvrige 27 bøger kaldes De Kristne Græske Skrifter eftersom de blev skrevet på græsk, datidens internationale sprog. De er i det store og hele ordnet efter emne. De kan inddeles i (1) de 5 historiske bøger, nemlig evangelierne og Apostelgerninger, (2) de 21 breve og (3) Åbenbaringen. De Kristne Græske Skrifter koncentrerer sig om det Jesus Kristus og hans disciple gjorde og lærte i det første århundrede efter vor tidsregning.

Kan man stole på bogen?

„Jeg finder flere sikre tegn på pålidelighed i Bibelen end i nogen som helst verdslig historisk beretning.“ — Den engelske videnskabsmand sir Isaac Newton.1

KAN man stole på Bibelen? Omtaler den virkelige personer, steder der har eksisteret, og begivenheder der har fundet sted? I givet fald bør der være vidnesbyrd om at den blev skrevet af omhyggelige og ærlige skribenter. Det er også tilfældet. Mange vidnesbyrd har ligget skjult i jorden, og endnu flere findes i bogen selv.

Vidnesbyrdene graves frem

Gamle kulturgenstande der har ligget begravet i Bibelens lande, vidner om at Bibelen er historisk og geografisk nøjagtig. Lad os betragte nogle få af de vidnesbyrd arkæologerne har gravet frem.

David, den modige unge hyrde der blev Israels konge, er velkendt af bibellæsere. Hans navn forekommer 1138 gange i Bibelen, og udtrykket „Davids hus“ — der ofte bruges om hans kongehus — forekommer 25 gange. (1 Samuel 16:13; 20:16) Indtil for nylig har man kun haft Bibelens ord for at David har levet. Er David blot en opdigtet person?

I 1993 gjorde et hold arkæologer under ledelse af professor Avraham Biran et forbløffende fund beskrevet i Israel Exploration Journal. I en gammel ruinhøj kaldet Tel Dan i det nordlige Israel fandt de en basaltsten. Indgraveret i stenen stod ordene „Davids hus“ og „Israels konge“.² Inskriptionen, der er dateret til det 9. århundrede f.v.t., menes at være en del af et sejrsmonument rejst af Israels fjender aramæerne, der boede mod øst. Hvorfor er denne gamle inskription så bemærkelsesværdig?

På baggrund af en rapport af professor Biran og hans kollega professor Joseph Naveh stod der i en artikel i tidsskriftet Biblical Archaeology Review: „Det er første gang overhovedet at navnet David er blevet fundet i en fortidig skriftkilde bortset fra Bibelen.“3a Der er også noget andet bemærkelsesværdigt ved inskriptionen. Udtrykket „Davids hus“ er skrevet i ét ord. Sprogeksperten professor Anson Rainey forklarer: „Skilletegn . . . blev [gerne] udeladt, især hvis sammensætningen var et velkendt egennavn. ’Davids hus’ var afgjort et sådant egennavn med både politisk og geografisk betydning i midten af det niende århundrede før vor tidsregning.“⁵ Kong David og hans kongeslægt var tydeligvis velkendt i fortiden.

Har Nineve — Assyrernes store by, som er omtalt i Bibelen — virkelig eksisteret? Det nægtede nogle bibelkritikere at tro helt frem til begyndelsen af det 19. århundrede. Men i 1849 afdækkede sir Austen Henry Layard ruinerne af kong Sankeribs palads i Kujundjik, en ruinhøj der viste sig at være en del af fortidens Nineve. Det bragte kritikerne til tavshed. Men disse ruiner havde mere at berette. På væggene i et af de velbevarede kamre fandt man en afbildning af indtagelsen af en stærkt befæstet by, hvor fangerne blev ført hen foran den erobrende konge. Over kongen står inskriptionen: „Sankerib, verdens konge, Assyriens konge, sad på en nimedu-trone og mønstrede byttet fra Lakisj (La-ki-su).“⁶

Denne afbildning og inskription, som kan ses på British Museum, stemmer overens med den bibelske beretning i Anden Kongebog 18:13, 14, der siger at Sankerib indtog den judæiske by Lakisj. Om betydningen af dette fund skrev Layard: „Hvem ville, før disse opdagelser blev gjort, have troet det sandsynligt eller muligt at man under den dynge jord og affald der markerede Nineves beliggenhed, ville finde historien om krigene mellem [Judas konge] Ezekias og Sankerib, skrevet af Sankerib selv på netop den tid da de fandt sted, og at de ville bekræfte Bibelens beretning til mindste detalje?“⁷

Arkæologer har fundet mange andre genstande — potteskår, bygningsruiner, lertavler, mønter, håndskrifter, monumenter og inskriptioner — der bekræfter Bibelens pålidelighed. Man har udgravet den kaldæiske by Ur, der var et kulturelt og religiøst center hvor Abraham boede.⁸ (1 Mosebog 11:27-31) Nabonids Krønike, der blev fundet i det 19. århundrede, beskriver Babylons fald for Kyros den Stores hånd i år 539 f.v.t., en begivenhed der er omtalt i Daniels Bog, kapitel 5.⁹ En inskription (hvoraf fragmenter opbevares på British Museum) fundet på en murbue i Thessalonika indeholder navnene på byens ledere og kalder dem „politarker“, et ord der ikke findes i den klassiske græske litteratur, men som bruges af bibelskribenten Lukas.¹⁰ (Apostelgerninger 17:6, fodnoten) Lukas’ nøjagtighed blev hermed fastslået — hvilket allerede var sket hvad angik andre detaljer. — Jævnfør Lukas 1:3.

Arkæologer er imidlertid ikke altid enige med hinanden eller med Bibelen. Men Bibelen selv indeholder stærke vidnesbyrd om at den er en bog man kan stole på.

En ærlig fremstilling

Ærlige historikere vil ikke blot berette om sejre (som for eksempel Sankeribs indtagelse af Lakisj), men også om nederlag. De vil ikke blot skrive om medgang, men også om modgang, ikke blot beskrive folks stærke sider, men også deres svagheder. Det gør kun de færreste verdslige krøniker.

Hvad angår de assyriske historikere, siger Daniel D. Luckenbill: „Som oftest er det tydeligt at den kongelige forfængelighed krævede at man tog let på den historiske nøjagtighed.“¹¹ Som eksempel på denne „kongelige forfængelighed“ kan nævnes den assyriske kong Assurbanipals annaler, hvori der pralende står: „Jeg er kongelig, jeg er ædel, jeg er ophøjet, jeg er mægtig, jeg er æret, jeg er berømt, jeg er fremragende, jeg er magtfuld, jeg er tapper, jeg er modig som en løve, og jeg er en helt!“¹² Ville du betragte alt hvad du læste i sådanne optegnelser, som historisk korrekt?

Som en kontrast hertil er bibelskribenterne forfriskende ærlige. Moses, Israels leder, fortæller åbenhjertigt om hvordan hans bror og søster, Aron og Mirjam, og hans nevøer, Nadab og Abihu, begik fejl, foruden at han beretter om sine egne og folkets fejl. (2 Mosebog 14:11, 12; 32:1-6; 3 Mosebog 10:1, 2; 4 Mosebog 12:1-3; 20:9-12; 27:12-14) Der blev heller ikke dækket over kong Davids alvorlige fejltrin, men de blev skrevet ned — og det mens David stadig var konge. (2 Samuel, kapitel 11 og 24) Mattæus, der har skrevet det evangelium der bærer hans navn, beretter hvordan apostlene (han selv iberegnet) diskuterede hvem af dem der var størst, og hvordan de forlod Jesus den nat han blev arresteret. (Mattæus 20:20-24; 26:56) De der skrev brevene i De Kristne Græske Skrifter, lagde ikke skjul på at der var problemer i nogle af de kristne menigheder i det første århundrede, blandt andet tilfælde af kønslig umoralitet og splittelser. Og de lagde ikke fingrene imellem når de omtalte sådanne problemer. — 1 Korinther 1:10-13; 5:1-13.

En sådan åben og ærlig beskrivelse af forholdene vidner om at man har ønsket at fortælle sandheden. Er det at bibelskribenterne har været villige til at medtage ugunstige oplysninger om deres egen familie, om deres folk og om dem selv, ikke med til at vise at der er god grund til at stole på det de har skrevet?

Nøjagtig ned til mindste detalje

I retssager kan man ofte afgøre om et vidne taler sandt, ved en nærmere undersøgelse af detaljerne. Hvis vidneudsagnet i mindste detalje stemmer overens med kendsgerningerne, peger det på at udsagnet er sandt, hvorimod alvorlige uoverensstemmelser kan vise at det er opdigtet. På den anden side kan et alt for poleret udsagn — et udsagn hvor hver eneste detalje er helt på plads — også røbe at der er tale om et falsk vidneudsagn.

Hvordan forholder det sig med bibelskribenternes „vidneudsagn“? Det er bemærkelsesværdigt hvor nøje deres beretninger stemmer overens selv i de mindste detaljer. Der er dog ikke tale om en omhyggeligt konstrueret samklang der vækker mistanke om en hemmelig forståelse. Skribenterne er ofte helt ubevidst i harmoni med hinanden, uden at det virker konstrueret. Lad os tage nogle eksempler.

Bibelskribenten Mattæus skrev: „Da Jesus nu kom ind i Peters hus, så han at hans svigermoder lå og var syg med feber.“ (Mattæus 8:14) Mattæus giver os her en interessant, men uvæsentlig detalje: Peter var gift. Denne oplysning støttes af Paulus, der skrev: „Har vi ikke ret til at have en søster med omkring som hustru, ligesom de øvrige apostle og . . . Kefas?“b (1 Korinther 9:5) Af sammenhængen fremgår det at Paulus her forsvarer sig mod uberettiget kritik. (1 Korinther 9:1-4) Det er indlysende at Paulus ikke nævner denne lille detalje om at Peter er gift for at støtte Mattæus’ beretning. Det er et rent tilfælde at han omtaler dette.

Alle fire evangelieskribenter — Mattæus, Markus, Lukas og Johannes — nævner at den nat hvor Jesus arresteres, trækker en af hans disciple et sværd, langer ud efter ypperstepræstens træl og hugger øret af ham. Det er dog kun i Johannesevangeliet at vi læser en tilsyneladende unødvendig detalje: „Trællens navn var Malkus.“ (Johannes 18:10, 26) Hvorfor er det kun Johannes der oplyser mandens navn? Nogle få vers længere fremme i beretningen læser vi endnu en detalje der ikke findes andre steder: Johannes „var en bekendt af ypperstepræsten“. Ypperstepræstens husstand, deriblandt tjenestefolkene, kendte ham, og han kendte dem. (Johannes 18:15, 16) Det er derfor helt naturligt at Johannes nævner navnet på den sårede mand, hvorimod de andre evangelieskribenter, der ikke kendte manden, ikke nævner det.

I nogle tilfælde udelades en detaljeret forklaring i én beretning, mens den et andet sted nævnes i forbifarten. For eksempel nævner Mattæus’ beretning om Jesu rettergang for det jødiske sanhedrin at nogle af de tilstedeværende „gav ham lussinger, og de sagde: ’Profetér for os, Kristus. Hvem var det der slog dig?’“ (Mattæus 26:67, 68) Hvorfor sagde de at Jesus skulle ’profetere’ om hvem der slog ham, når den der slog, stod lige foran ham? Det siger Mattæus ikke noget om. Men to af de andre evangelieskribenter giver os indblik i den manglende detalje: Jesu forfølgere havde tilhyllet hans ansigt før de slog ham. (Markus 14:65; Lukas 22:64) Mattæus skriver sin beretning uden at tænke på at få hver eneste detalje med.

I Johannes’ evangelium læser vi at en stor skare ved en lejlighed var samlet for at høre Jesus undervise. Da Jesus så skaren, sagde han ifølge beretningen „til Filip: ’Hvor skal vi købe brød, så disse kan få noget at spise?’“ (Johannes 6:5) Hvorfor spørger Jesus Filip hvor de kunne købe noget brød, når der var så mange andre disciple til stede? Det nævner skribenten ikke noget om i beretningen. Men i en parallelberetning nævner Lukas at hændelsen fandt sted i nærheden af Betsajda, en by der ligger ved den nordlige bred af Galilæas Sø, og tidligere i Johannes’ evangelium siges der at „Filip var fra Betsajda“. (Johannes 1:44; Lukas 9:10) Jesus spurgte derfor logisk nok en der stammede fra en nærliggende by. Denne overensstemmelse mellem detaljerne er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi den er utilsigtet.

I nogle tilfælde er udeladelsen af visse detaljer kun med til at styrke bibelskribentens troværdighed. Den der har skrevet Første Kongebog, omtaler for eksempel en alvorlig hungersnød i Israel. Den var så alvorlig at kongen ikke kunne finde tilstrækkeligt med vand og græs til at holde sine heste og muldyr i live. (1 Kongebog 17:7; 18:5) Men i samme beretning tales der om at profeten Elias gav ordre til at der skulle bringes så meget vand op til ham på Karmels Bjerg (i forbindelse med et offer) at det kunne fylde en rende omkring et areal der måske har målt 1000 kvadratmeter. (1 Kongebog 18:33-35) Hvor skulle man få alt dette vand fra når der var tørke? Det har skribenten af Første Kongebog ikke forklaret. Men alle der bor i Israel, ved at Karmel ligger ved Middelhavskysten, hvilket nævnes i forbifarten senere i beretningen. (1 Kongebog 18:43) Det ville altså have været muligt at skaffe havvand. Hvis denne bog, der ellers er meget detaljeret, blot var fiktion forklædt som fakta, hvorfor ville skribenten, der i givet fald måtte være en dygtig bedrager, da undlade at gøre rede for denne vanskelighed i teksten?

Kan man stole på Bibelen? Arkæologer har fundet tilstrækkeligt med genstande til at bekræfte at Bibelen taler om virkelige personer, virkelige steder og virkelige begivenheder. Noget der er endnu mere overbevisende, er imidlertid de vidnesbyrd vi finder i selve Bibelen. Skribenterne skrev tingene som de var, og skånede ingen, end ikke sig selv. Bibelens indre harmoni, deriblandt de tilfældige sammentræf, giver dens „vidneudsagn“ sandhedens præg. Med sådanne „sikre tegn på pålidelighed“ er det tydeligt at Bibelen er en bog man kan stole på.

[Fodnoter]

[Illustration på side 15]

Tel Dan-fragmentet

[Illustration på side 16 og 17]

Assyrisk vægrelief der skildrer belejringen af Lakisj, som beskrevet i Anden Kongebog 18:13, 14

Stemmer bogen overens med videnskaben?

Religionen har ikke altid betragtet videnskaben som sin ven. Tidligere har teologer endda modarbejdet videnskaben når de mente at dens opdagelser var til skade for deres fortolkning af Bibelen. Men er videnskaben egentlig Bibelens fjende?

HVIS bibelskribenterne havde fremholdt de videnskabelige opfattelser der var fremherskende på deres tid, ville de have skrevet en bog fuld af grelle videnskabelige unøjagtigheder. Men bibelskribenterne gjorde sig ikke til talsmænd for sådanne uvidenskabelige opfattelser — tværtimod. Ikke alene skrev de flere ting der er videnskabeligt korrekte, men de skrev også noget der var i direkte modstrid med udbredte opfattelser i datiden.

Jordens form

Mennesker har i årtusinder spekuleret på hvordan Jordens form er. Før i tiden havde man den forestilling at den var flad. Babylonierne troede for eksempel at universet var en kasse eller et kammer hvor Jorden var gulvet. Vedapræsterne i Indien mente at Jorden var flad, og at det kun var den ene side der var beboet. En primitiv stamme i Asien forestillede sig Jorden som en stor serveringsbakke.

Allerede i det 6. århundrede f.v.t. fremsatte den græske filosof Pythagoras dog den teori at eftersom Solen og Månen var runde, måtte Jorden også være rund. Senere erklærede Aristoteles (4. århundrede f.v.t.) sig enig heri og forklarede at en måneformørkelse beviser at Jorden er rund eftersom Jordens skygge på Månen er bueformet.

Men forestillingen om at Jorden var flad (og kun beboet på den ene side), forsvandt ikke fuldstændig. Den logiske konsekvens af at Jorden var rund, var begrebet antipoder.a Men ikke alle ville acceptere dette. Lactantius, en kristen apologet fra det 4. århundrede e.v.t., gjorde nar af tanken. Han ræsonnerede som så: „Findes der nogen så tåbelig at han tror at der findes mennesker hvis fødder er oven over deres hoveder? . . . at træer og planter vokser nedad? at regn, sne og hagl falder opad?“²

Flere teologer fandt det antipodiske begreb problematisk. Ifølge visse teorier kunne mennesker der levede på den modsatte side af Jorden, ikke have nogen forbindelse med de folkeslag man kendte til, enten fordi havet var for stort til at krydse, eller fordi der befandt sig en uigennemtrængelig tropisk zone ved ækvator. Hvor kunne sådanne mennesker så være kommet fra? Det gjorde nogle teologer så forvirrede at de foretrak at tro at der ikke kunne findes mennesker på den modsatte side af Jorden, eller, som Lactantius indvendte, at Jorden i det hele taget ikke kunne være rund.

Men forestillingen om at Jorden var rund, vandt hævd og blev til sidst almindeligt accepteret. Det er imidlertid først her i det 20. århundredes rumalder at det er blevet muligt for mennesker at rejse tilstrækkelig langt ud i rummet til at de ved selvsyn har kunnet konstatere at jorden er kugleformet.b

Hvad siger Bibelen i denne forbindelse? I det 8. århundrede f.v.t., da man havde den fremherskende opfattelse at Jorden var flad — flere hundrede år før græske filosoffer fremsatte teorier om at Jorden sandsynligvis var kugleformet, og tusinder af år før mennesker fra rummet så at Jorden var rund — sagde den hebraiske profet Esajas kort og godt: „Det er Ham der bor over jordens kreds.“ (Esajas 40:22) Det hebraiske ord chugh, der her er oversat med „kreds“, kan også gengives med „sfære“ eller „kugle“.³ Andre bibeloversættelser taler i dette skriftsted om „Jordens Bold“ (Lindberg) og „den runde jord“. — Moffatt.c

Bibelskribenten Esajas fremholdt altså ikke de almindeligt udbredte myter om Jorden. Han nedskrev derimod et faktum der ikke kunne kuldkastes af videnskabelige opdagelser.

Hvad holder Jorden oppe?

I fortiden var der også andre spørgsmål om kosmos der forvirrede folk: Hvad hviler Jorden på? Hvad holder Solen, Månen og stjernerne oppe? Man kendte intet til tyngdeloven, som Isaac Newton formulerede og beskrev i 1687. Folk vidste intet om at himmellegemerne faktisk hænger i det tomme rum. Datidens forklaringer gik derfor ud på at der måtte være noget håndgribeligt der holdt Jorden og de andre himmellegemer oppe.

En af teorierne, der måske er udtænkt af folk der boede på en ø, gik for eksempel ud på at Jorden var omgivet af vand, og at den flød i dette vand. Hinduerne forestillede sig at Jorden havde adskillige fundamenter anbragt oven på hinanden. Den hvilede på fire elefanter der stod på en enorm skildpadde som igen stod på en kolossal slange, og den sammenrullede slange flød på universets vande. Empedokles, en græsk filosof fra det 5. århundrede f.v.t., troede at Jorden hvilede på en hvirvelvind, og at det var denne hvirvelvind der fik himmellegemerne til at bevæge sig.

Aristoteles fremholdt en af de opfattelser der fik størst udbredelse. Han havde en teori om at Jorden var en kugle, men mente ikke at den kunne hænge i det tomme rum. I sin afhandling Universets Bygning imødegår Aristoteles den opfattelse at Jorden hviler på vand, med ordene: „Heller ikke Vandet har jo den Natur at kunne holde sig svævende i Luften, men maa have noget at hvile paa.“⁴ Hvad ’hviler’ Jorden da på? Aristoteles mente at Solen, Månen og stjernerne var fastgjort på overfladen af faste gennemsigtige kugler. Den ene kugle lå inden i den anden, og Jorden lå ubevægelig i midten. Når kuglerne drejede rundt inde i hinanden, bevægede de objekter der sad på dem — Solen, Månen og planeterne — sig hen over himmelen.

Aristoteles’ forklaring forekom logisk. Hvordan kunne himmellegemerne holde sig oppe hvis ikke de var fastgjort til et eller andet? Den agtede Aristoteles’ teori blev anerkendt som faktum i cirka 2000 år. Ifølge The New Encyclopædia Britannica opnåede hans lære i det 16. og 17. århundrede „status af religiøst dogme“ i kirkens øjne.⁵

Da teleskopet blev opfundet, begyndte astronomerne at betvivle Aristoteles’ teori. Man forstod dog først den rette sammenhæng da sir Isaac Newton forklarede at planeterne hænger i det tomme rum og holdes i kredsløb af en usynlig kraft, nemlig tyngdekraften. Teorien forekom imidlertid mange utrolig, og nogle af Newtons kolleger fandt det vanskeligt at tro at rummet kunne være et stort intet hvor der i det store og hele ikke fandtes stof.d⁶

Hvad siger Bibelen herom? For næsten 3500 år siden sagde Bibelen klart og tydeligt at Jorden hænger „på intet“. (Job 26:7) Det hebraiske ord der her er gengivet med „intet“ (belīmahʹ), betyder ordret „uden noget“.⁷ Bibeloversættelsen Contemporary English Version bruger udtrykket „i det tomme rum“.

At Jorden var en planet der hang i „det tomme rum“, var på ingen måde den forestilling flertallet havde på daværende tidspunkt. Men langt forud for sin tid nedfældede bibelskribenten en udtalelse der er videnskabeligt korrekt.

Stemmer Bibelen overens med lægevidenskaben?

Den moderne lægevidenskab har lært os meget om hvordan sygdomme spredes og forebygges. De medicinske fremskridt i det 19. århundrede førte til at man tog antiseptiske forholdsregler i lægegerningen, hvilket vil sige at man ved hjælp af god hygiejne gjorde mere for at hindre infektioner. Det medførte opsigtsvækkende resultater. Der skete et drastisk fald i antallet af infektioner og for tidlige dødsfald.

I fortiden havde lægerne imidlertid ikke fuld forståelse af hvordan sygdomme spredes, og de forstod heller ikke vigtigheden af at have en høj hygiejne for at hindre sygdomme. Det er derfor ikke så mærkeligt at meget af datidens lægepraksis efter vore dages målestok forekommer barbarisk.

Et af de ældste lægeskrifter der findes, er Papyrus Ebers, en samling ægyptiske lægeråd fra omkring år 1550 f.v.t. Denne skriftrulle indeholder 700 lægeråd mod forskellige sygdomme „fra krokodillebid til smerter i tåneglene“.⁸ Vi læser i The International Standard Bible Encyclopaedia: „Vi [ved] at disse lægers medicinske viden var rent empirisk, helt uvidenskabelig og for størstedelen byggede på magi.“⁹ De fleste lægemidler var blot virkningsløse, men nogle var ekstremt farlige. For eksempel anbefalede man at behandle et sår ved at smøre det med en substans der indeholdt menneskeekskrementer.¹⁰

Denne tekst med ægyptiske lægeråd blev skrevet omtrent samtidig med de første bøger i Bibelen, deriblandt Moseloven. Moses blev født i 1593 f.v.t. og voksede op i Ægypten. (2 Mosebog 2:1-10) Som medlem af Faraos husstand blev han „oplært i al ægypternes visdom“. (Apostelgerninger 7:22) Han var derfor kendt med Ægyptens ’læger’. (1 Mosebog 50:1-3) Fik deres virkningsløse eller farlige lægepraksis indflydelse på hans skrifter?

Nej. Moseloven indeholdt tværtimod nogle hygiejneregler som var langt forud for deres tid. For eksempel krævede en lov vedrørende militærlejre at man gravede sine ekskrementer ned uden for lejren. (5 Mosebog 23:13) Der var her tale om særdeles moderne forholdsregler. De bevirkede at vandet ikke blev forurenet, og hindrede at man blev smittet med dysenteri og andre diarrésygdomme, der selv i dag årligt koster millioner af mennesker livet i lande hvor de sanitære forhold er meget dårlige.

Moseloven indeholdt også andre hygiejneregler der beskyttede israelitterne mod smitsomme sygdomme. Den der havde, eller som man mistænkte for at have en smitsom sygdom, blev sat i karantæne. (3 Mosebog 13:1-5) Klæder eller kar der kom i kontakt med et selvdødt dyr (der måske var død af sygdom), skulle vaskes før de atter blev brugt, eller helt destrueres. (3 Mosebog 11:27, 28, 32, 33) Den der rørte ved et lig, blev betragtet som uren og måtte gennemgå en renselsesprocedure der indebar at man badede sig og vaskede sine klæder. Vedkommende var uren i en periode på syv dage, og i denne periode måtte han undgå fysisk kontakt med andre. — 4 Mosebog 19:1-13.

Disse sanitære forholdsregler afspejler en visdom som lægerne i de omboende nationer ikke sad inde med på daværende tidspunkt. Tusinder af år før lægevidenskaben fik kendskab til hvordan sygdomme spredes, angav Bibelen nogle fornuftige forholdsregler som beskyttede mod sygdomme. Det er derfor ikke overraskende at Moses kunne sige at israelitterne på hans tid normalt blev 70 til 80 år gamle.e — Salme 90:10.

Måske erkender du at Bibelens udsagn på disse områder er videnskabeligt nøjagtige. Men Bibelen omtaler også noget som man ikke kan føre videnskabeligt bevis for. Betyder det nødvendigvis at Bibelen ikke stemmer overens med videnskaben?

Kan man tro på noget der ikke lader sig bevise?

Et udsagn der ikke kan bevises, er ikke nødvendigvis usandt. Videnskabelige beviser er begrænset af menneskets evne til at finde tilstrækkeligt med vidnesbyrd eller tyde materialet korrekt. Nogle sandheder lader sig slet ikke bevise fordi bevismaterialet er dunkelt, ikke er blevet bevaret eller ikke er fundet. Det kan også skyldes at man ikke har tilstrækkelig videnskabelig formåen og ekspertise til at nå frem til en utvetydig konklusion. Kunne dette være tilfældet hvad angår udtalelser i Bibelen hvor man ikke har uafhængige, fysiske beviser?

Når Bibelen for eksempel taler om at der findes en usynlig verden af åndeskabninger, kan det ikke rent videnskabeligt bevises — eller modbevises. Det samme gælder de mirakler der omtales i Bibelen. Det er heller ikke alle der finder de geologiske vidnesbyrd om en verdensomspændende vandflod på Noas tid tilstrækkelige. (1 Mosebog, kapitel 7) Må vi da slutte at det ikke er sket? Historiske begivenheder kan sløres af tidens tand. Er det da ikke også muligt at årtusinders geologisk aktivitet har udvisket mange af vidnesbyrdene om Vandfloden?

Det må indrømmes at Bibelen indeholder passager der hverken kan bevises eller modbevises ved hjælp af tilgængelige fysiske vidnesbyrd. Men bør det overraske os? Bibelen er ikke en videnskabelig lærebog. Men den taler alligevel sandt. Vi har set at der findes stærke vidnesbyrd om at dens skribenter var retskafne og ærlige mænd. Når de omtaler videnskabelige forhold, er de nøjagtige og helt upåvirkede af gamle „videnskabelige“ teorier der blot har vist sig at være myter. Videnskaben er derfor ikke Bibelens fjende. Der er al mulig grund til at vurdere Bibelens udtalelser med et åbent sind.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 21]

Et udsagn der ikke kan bevises, er ikke nødvendigvis usandt

[Illustration på side 18]

Tusinder af år før mennesker kunne betragte Jorden fra rummet og se at den var en kugle, talte Bibelen om „jordens kreds“

[Illustrationer på side 20]

Sir Isaac Newton forklarede at det er tyngdekraften der fastholder planeterne i deres baner

En bog der er praktisk anvendelig i vor tid

Bøger med gode råd er meget populære i dag. Men der går ikke lang tid før de er forældede eller bliver revideret og skiftet ud. Hvordan forholder det sig med Bibelen? Den blev skrevet færdig for næsten 2000 år siden. Dens oprindelige budskab er dog aldrig blevet revideret eller ført ajour. Kan en sådan bog overhovedet indeholde noget af praktisk betydning for vor tid?

NOGLE vil svare nej. „Ingen vil foreslå at man bruger en lærebog i kemi fra 1924 når man i dag skal undervise elever i kemi,“ har dr. Eli S. Chesen anført som forklaring til hvorfor han mente at Bibelen var forældet.¹ Det lyder umiddelbart som et fornuftigt argument. Vi har trods alt lært meget om mentalhygiejne og menneskelig adfærd siden Bibelen blev skrevet. Hvordan kan så gammel en bog have relevans for os der lever i dag?

Eviggyldige principper

Det er sandt at tiderne har forandret sig, men menneskers grundlæggende behov er de samme. Folk har altid haft behov for kærlighed. De har ønsket at blive lykkelige og leve et meningsfyldt liv. De har haft brug for vejledning om hvordan man klarer det økonomiske pres, hvordan man får et lykkeligt ægteskab, og hvordan man giver sine børn gode moralske og etiske værdier. Bibelen indeholder vejledning om disse grundlæggende behov. — Prædikeren 3:12, 13; Romerne 12:10; Kolossenserne 3:18-21; 1 Timoteus 6:6-10.

Bibelens vejledning afspejler et dybtgående kendskab til den menneskelige natur. Lad os se nogle eksempler på Bibelens specifikke, eviggyldige principper der er praktisk anvendelige i vore dages verden.

Praktisk vejledning angående ægteskab

Ifølge tidsskriftet UN Chronicle er familien „den ældste og mest grundlæggende enhed blandt menneskene; den er det vigtigste bindeled mellem generationerne“. Men dette ’vigtige bindeled’ er i alarmerende omfang ved at gå i stykker. Bladet fortsætter: „I vore dages verden står mange familier over for enorme udfordringer der truer deres evne til at fungere, ja, faktisk til at overleve.“² Hvilken bibelsk vejledning kan hjælpe familien til at overleve?

For det første har Bibelen meget at sige om hvordan mand og kone skal behandle hinanden. Den siger for eksempel følgende til ægtemænd: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ (Efeserne 5:28, 29) Hustruen bliver på den anden side rådet til at „have dyb respekt for sin mand“. — Efeserne 5:33.

Hvad vil det medføre at følge denne bibelske vejledning? En mand der elsker sin kone ’som sit eget legeme’, vil aldrig behandle hende ondskabsfuldt eller brutalt. Han vil ikke slå hende eller mishandle hende verbalt eller følelsesmæssigt. Han vil i stedet vise hende den samme ære og det samme hensyn som han viser sig selv. (1 Peter 3:7) Det vil medføre at hans kone føler sig elsket og tryg i ægteskabet. Derved sætter han et godt eksempel for børnene og viser dem hvordan kvinder skal behandles. En hustru der har „dyb respekt“ for sin mand, vil på den anden side ikke fratage ham hans værdighed ved hele tiden at kritisere eller nedgøre ham. Når hun viser ham en sådan respekt, får det ham til at føle at hun stoler på ham, anerkender ham og sætter pris på ham.

Er en sådan vejledning praktisk anvendelig i vore dages verden? Det er interessant at de der i dag har specialiseret sig i familieforhold, er nået til lignende konklusioner. En leder af et familierådgivningsprogram har sagt: „De mest velfungerende familier jeg kender, er dem hvor faderen og moderen har et stærkt og kærligt forhold til hinanden. . . . Et sådant stabilt forhold gør tilsyneladende børn trygge.“³

I årenes løb har Bibelens vejledning vedrørende ægteskab vist sig at være langt mere anvendelig end mange familierådgiveres nok så velmente råd. Det er for eksempel ikke ret længe siden at mange eksperter mente at skilsmisse var den hurtigste og letteste løsning på et ubehageligt ægteskab. I dag opfordrer mange rådgivere folk til at blive sammen hvis det overhovedet er muligt. Men de har først foretaget denne holdningsændring efter at der er sket megen skade.

Bibelen, derimod, giver pålidelig og ligevægtig vejledning vedrørende ægteskabet. Den siger at det er tilladt at lade sig skille i visse ekstreme situationer. (Mattæus 19:9) Bibelen fordømmer dog at man lader sig skille af ubetydelige årsager. (Malakias 2:14-16) Den fordømmer også utroskab. (Hebræerne 13:4) Den understreger at man må føle sig forpligtet hvis man gifter sig: „Af den grund forlader en mand sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.“a — 1 Mosebog 2:24; Mattæus 19:5, 6.

Bibelens vejledning vedrørende ægteskabet er lige så relevant i dag som da Bibelen blev skrevet. Når mand og kone viser hinanden kærlighed og respekt og betragter ægteskabet som et ganske særligt forhold, er der større sandsynlighed for at det vil holde så familien kan blive sammen.

Praktiske råd til forældre

For flere år siden blev der lanceret nogle „nye tanker“ vedrørende børneopdragelse der fik forældre til at tro at det var „forbudt at forbyde“.⁸ De var bange for at det at sætte grænser for børnene ville gøre dem frustrerede og give dem sår på sjælen. Velmenende rådgivere i børneopdragelse holdt på at forældre kun måtte give deres børn en særdeles skånsom irettesættelse. Men mange af disse eksperter har nu taget spørgsmålet om tugt op til fornyet overvejelse, og bekymrede forældre ønsker klarhed over emnet.

Bibelen har dog hele tiden givet en klar og fornuftig vejledning om børneopdragelse. For næsten 2000 år siden sagde den: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Det græske navneord der oversættes med „tugt“, betyder „opdragelse, oplæring, vejledning“.⁹ Bibelen siger at når forældre giver en sådan tugt eller vejledning, vidner det om deres kærlighed til børnene. (Ordsprogene 13:24) Børn kan godt lide at have en moralsk rettesnor og klare rammer for hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Når de får rimelig tugt, fortæller det dem at deres forældre interesserer sig for dem og bekymrer sig om deres udvikling.

Men forældrenes myndighed, der i Bibelen omtales som „tugtens kæp“, må aldrig tage form af mishandling.b (Ordsprogene 22:15; 29:15) Bibelen siger advarende til forældre: „Irettesæt ikke hele tiden jeres børn, ellers gør I dem fuldstændig modløse.“ (Kolossenserne 3:21, Phillips) Den erkender også at fysisk afstraffelse normalt ikke er den bedste undervisningsmetode. I Ordsprogene 17:10 står der: „En irettesættelse til den forstandige når dybere end hundrede slag til tåben.“ Desuden anbefaler Bibelen at der lægges vægt på forebyggelse i opdragelsen. I Femte Mosebog 11:19 tilskyndes forældre til at lære deres børn moralske værdinormer under afslappede former. — Se også Femte Mosebog 6:6, 7.

Bibelens eviggyldige vejledning til forældre er ikke til at tage fejl af. Børn har brug for konsekvent og kærlig opdragelse. Praktisk erfaring viser at en sådan fornuftig, ligevægtig vejledning fungerer i praksis.c

Overvinder det der skiller folk

I dag er folk splittede som følge af racemæssige, nationale og etniske forskelle. Sådanne kunstige barrierer har bidraget til at uskyldige mennesker overalt i verden er blevet slået ihjel i krige. I betragtning af historiens forløb ser det afgjort ikke ud til at mænd og kvinder fra forskellige racer og nationaliteter nogen sinde vil komme til at betragte og behandle hinanden som ligestillede. En afrikansk statsmand har sagt: „Løsningen skal findes i vort hjerte.“¹¹ Men det er ikke let at ændre folks hjerteindstilling. Det er dog værd at bemærke at Bibelens budskab taler til hjertet og får folk til at betragte hinanden som ligestillede.

Bibelens lære om at Gud „ud af ét menneske [har] dannet hver nation af mennesker“, udelukker enhver tanke om racemæssig overlegenhed. (Apostelgerninger 17:26) Den viser at der i virkeligheden kun findes én race — menneskeracen. Bibelen opfordrer os endvidere til at ’blive Guds efterlignere’ og siger at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Efeserne 5:1; Apostelgerninger 10:34, 35) For dem der tager Bibelen alvorligt, og som virkelig forsøger at leve efter dens lære, virker denne viden forenende. Den udvirker noget inderst inde i mennesket, påvirker så at sige hjertet og nedbryder de menneskeskabte barrierer der skiller folk. Lad os tage et eksempel.

Da Hitler førte krig i Europa, var der en gruppe kristne der standhaftigt nægtede at deltage i nedslagtningen af uskyldige mennesker. Det var Jehovas Vidner. De ville ikke „løfte sværd“ mod deres medmennesker. De indtog dette standpunkt fordi de ønskede at behage Gud. (Esajas 2:3, 4; Mika 4:3, 5) De troede virkelig på det Bibelen lærer — at ingen nation eller race er bedre end en anden. (Galaterne 3:28) De fredselskende Jehovas vidner var nogle af de første der blev sendt i koncentrationslejrene på grund af deres holdning. — Romerne 12:18.

Men ikke alle der hævdede at følge Bibelen, indtog samme standpunkt. Kort efter den anden verdenskrig skrev den tyske protestantiske præst Martin Niemöller: „Den, som her vil drage Gud til Ansvar [for krig], han kender ikke Guds Ord eller vil ikke kende det! . . . Kristne Kirker [har] Aarhundreder igennem stadig paany . . . indladt sig paa at velsigne Krigen, Tropperne og Vaabnene, . . . [og har] på ganske ukristelig Maade . . . bedet for Modstanderens Tilintetgørelse. Alt dette er vor Skyld og vore Fædres Skyld, men sandelig ikke Guds Skyld. — Og nu staar vi Kristne i Dag beskæmmede over for den saakaldte Sekt, de alvorlige Bibelforskere [Jehovas Vidner], som i Hundredvis, ja i Tusindvis er vandrede ind i Koncentrationslejrene og i Døden, fordi de nægtede at gøre Krigstjeneste og vægrede sig ved at skyde paa Mennesker.“¹²

Den dag i dag er Jehovas vidner kendt for deres broderskab der forener arabere og jøder, kroater og serbere samt hutuer og tutsier. De erkender dog beredvilligt at denne enhed ikke skyldes at de er bedre end andre, men skyldes kraften i Bibelens budskab. — 1 Thessaloniker 2:13.

En praktisk rettesnor der fremmer mental sundhed

Vores fysiske helbred berøres ofte af vores følelsesmæssige og mentale tilstand. Videnskabelige undersøgelser har for eksempel påvist de skadelige virkninger af vrede. Dr. Redford Williams, der er leder af adfærdsforskningen ved Duke University Medical Center, og hans kone, Virginia Williams, skriver i deres bog Anger Kills (Vrede dræber): „De fleste foreliggende vidnesbyrd peger på at vredladne mennesker af forskellige årsager har øget risiko for at pådrage sig hjerte- og kredsløbssygdomme (samt andre sygdomme), hvilket blandt andet skyldes manglende sociale forbindelser, forstærkede biologiske reaktioner når de bliver vrede, samt det at de har en mere risikofyldt og sundhedsskadelig adfærd.“¹³

Tusinder af år før sådanne videnskabelige undersøgelser har Bibelen i enkle vendinger gjort opmærksom på forbindelsen mellem følelserne og det fysiske helbred: „Et roligt hjerte er liv for legemet, men skinsyge er råddenskab i knoglerne.“ (Ordsprogene 14:30; 17:22) Bibelen giver følgende kloge råd: „Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare,“ og: „Vær ikke hastig i din ånd til at føle dig krænket [eller: blive vred, King James Version].“ — Salme 37:8; Prædikeren 7:9, fodnote.

Bibelen indeholder også fornuftige råd om hvordan man behersker sin vrede. For eksempel siges der i Ordsprogene 19:11: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ Det hebraiske ord for „indsigt“ er afledt af et verbum der indebærer tanken om „kendskab til årsagen“ til noget.¹⁴ Det kloge råd lyder: „Tænk før du handler.“ Når man bestræber sig for at forstå hvorfor nogle siger eller gør et eller andet, kan det hjælpe en til at være mere tolerant og mindre tilbøjelig til at blive vred. — Ordsprogene 14:29.

I Kolossenserbrevet 3:13 finder vi et andet praktisk råd: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden.“ Mindre irritationsmomenter er en del af livet. Med udtrykket „bliv ved med at affinde jer med“ tænkes der på at man tolererer det som man ikke bryder sig om hos andre. „At tilgive“ vil sige at man ophører med at være vred på en anden. Det er ofte bedre at give slip på bitre følelser end at gå og pleje dem; at nære vrede vil blot øge ens byrder. — Se rammen: „Praktiske råd om et godt forhold til andre.“

Der findes mange steder i dag hvor man kan hente råd og vejledning. Men Bibelen er noget helt for sig. Dens vejledning er ikke blot teori, og det vil aldrig skade os at følge den. Dens kloge råd har tværtimod vist sig at være „meget pålidelige“. (Salme 93:5) Desuden er Bibelens råd eviggyldige. Selv om den blev fuldført for næsten 2000 år siden, er dens vejledning stadig praktisk anvendelig. Og den kan følges af alle uanset hvilken race man tilhører, og hvilket land man bor i. Bibelens ord indeholder desuden stor kraft — kraft til at forandre folk til det bedre. (Hebræerne 4:12) Derfor vil det gavne en at læse den og leve efter dens principper.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 24]

Bibelen indeholder fornuftig og klar vejledning om familielivet

[Ramme på side 23]

Noget der kendetegner stærke familier

For adskillige år siden foretog en familierådgiver en omfattende undersøgelse hvor hun bad 500 familievejledere om at beskrive hvad der kendetegner „stærke“ familier. Interessant nok var det meste af det de anførte, noget der for længe siden er blevet anbefalet i Bibelen.

God kommunikation var det vigtigste, deriblandt effektive metoder til at bilægge uoverensstemmelser. Noget der kendetegner stærke familier, er at „man ikke går i seng mens man er vred på hinanden,“ fortæller den der forestod undersøgelsen.⁶ For mere end 1900 år siden gav Bibelen dette råd: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ (Efeserne 4:26) På Bibelens tid regnede man dagene fra solnedgang til solnedgang. Længe før vor tids eksperter gav sig til at studere familieforhold, har Bibelen altså givet det kloge råd at man skal få det der virker splittende, ud af verden før en dag er forbi og en ny begynder.

Stærke familier „begynder ikke at diskutere potentielt sprængfarlige emner lige før de skal ud af døren eller lige før sengetid,“ erfarede forskeren. „Igen og igen hørte jeg udtrykket ’det rette tidspunkt’“.⁷ Sådanne familier lever, uden selv at vide det, efter et bibelsk ordsprog der blev skrevet for mere end 2700 år siden: „Som guldæbler i ornamenter af sølv er et ord som er talt i rette tid.“ (Ordsprogene 15:23; 25:11) Her tænkes der måske på bakker af sølv med indlagte guldornamenter med form som æbler, hvilket har været smukke og højt skattede ejendele på Bibelens tid. Sammenligningen viser at ord i rette tid er smukke og værdifulde. I pressede situationer er de rette ord sagt på det rette tidspunkt af uvurderlig betydning. — Ordsprogene 10:19.

[Ramme på side 26]

Praktiske råd om et godt forhold til andre

„Bliv opbragte, men synd ikke. Sig det i jeres hjerte, på jeres seng, men sig det ikke højt.“ (Salme 4:4) I de fleste tilfælde hvor det drejer sig om mindre forseelser, kan det være klogt at lægge bånd på sig selv og undgå følelsesudbrud.

„Der findes nogle der taler tankeløst som med sværdhug, men de vises tunge læger.“ (Ordsprogene 12:18) Tænk før du taler. Tankeløse ord kan såre andre og ødelægge venskaber.

„Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ (Ordsprogene 15:1) Det kræver selvbeherskelse at reagere med mildhed, men det afhjælper ofte problemet og fremmer et fredeligt forhold.

„At begynde på kiv er som at lade vand fosse ud; forsvind derfor før striden bryder ud.“ (Ordsprogene 17:14) Det er klogt at gå fra en provokerende situation før man mister selvbeherskelsen.

„Vær ikke hurtig til at blive fortørnet, for det er tåber der gemmer på fortørnelse.“ (Prædikeren 7:9, The New English Bible) Følelser går ofte forud for handlinger. Den der er hurtig til at tage anstød, er tåbelig, for det kan føre til uoverlagte ord — og de uoverlagte ord kan meget let blive til nogle handlinger som man vil fortryde.

[Illustration på side 25]

Jehovas vidner var blandt de første der blev sendt i koncentrationslejre

En bog med profetier

Folk interesserer sig for fremtiden. De søger pålidelige forudsigelser om alt lige fra vejret til de økonomiske strømninger. Men når de foretager sig et eller andet på baggrund af sådanne forudsigelser, bliver de ofte skuffede. I Bibelen er der mange forudsigelser, eller profetier. Hvor nøjagtige er de? Er der tale om historie nedskrevet på forhånd? Eller er det skrevet bagefter og forklædt som profetier?

DEN romerske statsmand Cato (234-149 f.v.t.) skal have sagt: „Det undrer mig at sandsigerne ikke bryder ud i latter når de møder hinanden.“¹ Også i dag betragter man spåmænd, astrologer og andre sandsigere med skepsis. Ofte formuleres deres forudsigelser i så vage vendinger at de kan udlægges på mange forskellige måder.

Hvordan forholder det sig med Bibelens profetier? Er der grund til at betragte dem med skepsis? Eller kan man nære tillid til dem?

Ikke blot kvalificerede gæt

Kyndige personer forsøger måske at finde ud af hvad der vil ske i fremtiden, ved at lægge mærke til tendenserne i samfundet, men de får aldrig ret på alle områder. I bogen Fremtids-chok siges der: „Ethvert samfund står ikke alene over for flere på hinanden følgende sandsynlige fremtider, men over for en række mulige fremtider — hvortil kommer, at det må imødese konflikter over ønskelige fremtider.“ Forfatteren tilføjer: „Selvfølgelig kan ingen ’kende’ fremtiden i ordets absolutte forstand. Vi kan kun systematisere og uddybe vore formodninger og knytte visse antagelser om deres sandsynlighed til dem.“²

Men bibelskribenterne havde ikke blot „visse antagelser“ eller „formodninger“ om fremtiden. Deres forudsigelser kan heller ikke afvises som så tågede at de kan fortolkes på mange forskellige måder. Mange af deres profetier var tværtimod særdeles tydelige og usædvanlig specifikke. De forudsagde desuden ofte det modsatte af hvad man kunne forvente. Tag for eksempel det Bibelen forudsagde om oldtidsbyen Babylon.

Byen der skulle ’fejes bort med tilintetgørelsens kost’

Fortidens Babylon blev kaldt „rigernes juvel“. (Esajas 13:19, The New American Bible) Denne driftige storby lå strategisk godt placeret på en handelsrute der gik fra Den Persiske Bugt til Middelhavet. Den udgjorde derfor et kommercielt center for både handelen til lands og til vands mellem Østen og Vesten.

I det 7. århundrede f.v.t. var Babylon den tilsyneladende uindtagelige hovedstad i det babyloniske imperium. Byen bredte sig på begge sider af Eufratfloden, og flodens vande dannede en dyb og bred voldgrav og et netværk af kanaler. Desuden var byen beskyttet af vældige dobbeltmure forsynet med talrige forsvarstårne. Det var derfor ikke så mærkeligt at dens indbyggere følte sig trygge.

Allerede i det 8. århundrede f.v.t., før Babylon nåede sin magts tinde, forudsagde profeten Esajas imidlertid at Babylon skulle ’fejes bort med tilintetgørelsens kost’. (Esajas 13:19; 14:22, 23) Han beskrev desuden hvordan Babylon ville falde. De invaderende hære ville ’udtørre’ den flod der udgjorde dens voldgrav, og derved gøre byen sårbar. Esajas forudsagde endog navnet på sejrherren, nemlig Kyros, en mægtig persisk konge, „foran hvem porte skal åbnes og ingen døre være lukket“. — Esajas 44:27–45:2, The New English Bible.

Disse forudsigelser var dristige i deres præcision. Gik de i opfyldelse? Historien giver os svaret.

„Uden kamp“

Natten den 5./6. oktober år 539 f.v.t., to hundrede år efter at Esajas havde nedskrevet sin profeti, lå Medo-Persiens hære under ledelse af Kyros den Store lejrede i nærheden af Babylon. Men babylonierne følte sig trygge. Ifølge den græske historiker Herodot (fra det 5. århundrede f.v.t.) havde man tilstrækkeligt med forråd til flere år.³ Desuden havde man Eufratfloden og Babylons vældige mure til at beskytte sig. Men ifølge Nabonids Krønike var det netop denne nat at „Kyros’ tropper [drog] ind i Babylon uden kamp“.⁴ Hvordan var det muligt?

Herodot forklarer at man inde i byen ’fejrede en fest og dansede og morede sig’.⁵ Udenfor havde Kyros imidlertid ledt Eufratflodens vande bort. Da vandstanden sank, vadede hans hær gennem flodlejet i vand op til lårene. De passerede forbi de tårnhøje mure og kom ifølge Herodot ind i byen gennem „portene, der vender ud mod floden“, porte som man skødesløst havde ladet stå åbne.⁶ (Jævnfør Daniel 5:1-4; Jeremias 50:24; 51:31, 32.) Andre historikere, deriblandt Xenofon (cirka 431 til cirka 352 f.v.t.), samt nogle arkæologiske fund i form af kileskriftdokumenter, bekræfter den pludselighed hvormed Babylon blev indtaget af Kyros.⁷

Esajas’ profeti om Babylon gik således i opfyldelse. Eller gjorde den? Er det muligt at dette ikke var en profeti, men i virkeligheden noget der blev skrevet efter at det havde fundet sted? Man kan stille det samme spørgsmål angående Bibelens øvrige profetier.

Historie forklædt som profeti?

Hvis Bibelens profeter — deriblandt Esajas — blot omskrev historien så den kom til at ligne en profeti, var disse mænd blot dygtige bedragere. Men hvad skulle være motivet til et sådant bedrag? Sande profeter har altid været ubestikkelige. (1 Samuel 12:3; Daniel 5:17) Vi har allerede set flere stærke beviser for at bibelskribenterne (hvoraf mange var profeter) var pålidelige mænd der var parate til at berette om deres egne pinlige fejltrin. Det forekommer usandsynligt at den slags mænd skulle være tilbøjelige til at begå et omfattende bedrageri og skrive profetier forklædt som historie.

Der er også noget andet man må tage i betragtning. Mange bibelprofetier indeholdt skarpe fordømmelser af profeternes eget folk, deriblandt dets præster og herskere. Esajas fordømte for eksempel israelitternes sørgelige moralske tilstand på hans tid, både hvad angik folket og dets ledere. (Esajas 1:2-10) Andre profeter afslørede i utvetydige vendinger præsternes synder. (Zefanias 3:4; Malakias 2:1-9) Det er vanskeligt at forestille sig hvorfor de skulle have opdigtet nogle profetier der indeholdt den skarpest tænkelige kritik af deres eget folk, og hvorfor præsterne skulle være gået med til noget sådant.

Hvordan kunne profeterne — hvis de blot var svindlere — være sluppet af sted med et sådant bedrag? Man opfordrede israelitterne til at lære at læse og skrive, og børnene lærte at læse og skrive fra de var ganske små. (5 Mosebog 6:6-9) Man opfordrede alle til personligt at læse i Skrifterne. (Salme 1:2) På den ugentlige sabbat blev Skrifterne oplæst i synagogerne. (Apostelgerninger 15:21) Det forekommer usandsynligt at en hel nation der kunne læse og skrive, og som var udmærket kendt med Skrifterne, kunne være blevet ført bag lyset af et sådant bedrag.

Der er desuden noget andet man må tage i betragtning hvad angår Esajas’ profeti om Babylons fald. Den indeholder nemlig en detalje som ganske enkelt ikke kunne være skrevet efter at den havde fået sin opfyldelse.

„Det vil aldrig blive beboet“

Hvad skulle der ske med Babylon efter byens fald? Esajas forudsagde: „Det vil aldrig blive beboet, og det vil heller aldrig, generation efter generation, selv tage bolig. Og dér vil araberen ikke slå sit telt op, og ingen hyrder vil lade deres hjorde lægge sig dér.“ (Esajas 13:20) Denne profeti om at en by der havde så gunstig en placering, permanent skulle forblive ubeboet, må mildest talt have lydt mærkelig. Kunne Esajas’ ord være blevet skrevet efter at han havde set Babylon ligge øde?

Efter at Kyros havde indtaget Babylon, fortsatte byen i århundreder med at være beboet, blot i mindre målestok. Vi skal huske at Dødehavsrullerne indeholder et eksemplar af hele Esajas’ Bog der er dateret til det 2. århundrede f.v.t. Omkring det tidspunkt da denne skriftrulle blev afskrevet, var Babylon underlagt partherne. I det 1. århundrede e.v.t. fandtes der en koloni af jøder i Babylon som bibelskribenten Peter besøgte. (1 Peter 5:13) På det tidspunkt havde den udgave af Esajas’ Bog som blev fundet blandt Dødehavsrullerne, eksisteret i godt to hundrede år. I det 1. århundrede e.v.t. lå Babylon altså endnu ikke fuldstændig øde, og Esajas’ Bog var blevet fuldført længe forinden.a

Som forudsagt blev Babylon til sidst blot „til stenhobe“. (Jeremias 51:37) Ifølge den hebraiskkyndige Hieronymus (det 4. århundrede e.v.t.) var Babylon på hans tid et jagtterræn hvor „vilddyr af enhver slags“ strejfede om.⁹ Den dag i dag ligger Babylon øde.

Esajas levede under ingen omstændigheder længe nok til at se Babylon blive ubeboet. Men ruinerne af denne engang så mægtige by cirka 80 kilometer syd for Baghdad i Irak, er et tavst vidnesbyrd om opfyldelsen af hans ord: „Det vil aldrig blive beboet.“ Det kan godt være at Babylon vil blive restaureret som turistattraktion for at lokke besøgende til, men Babylons „afkom og efterslægt“ er for evigt borte. — Esajas 13:20; 14:22, 23.

Det er tydeligt at profeten Esajas ikke fremsatte nogle uklare profetier som man kan få til at passe på hvad som helst. Han omskrev heller ikke historien for at få den til at tage sig ud som profeti. Hvorfor skulle en bedrager forsøge at „profetere“ noget som han overhovedet ikke havde indflydelse på, nemlig at det mægtige Babylon aldrig mere skulle bebos?

Denne profeti om Babylons fald er blot ét eksempel fra Bibelen.b Mange betragter opfyldelsen af Bibelens profetier som et vidnesbyrd om at den stammer fra en kilde der er højere end mennesker. Måske er du enig med os i at denne profetiske bog i det mindste er værd at undersøge. Én ting er sikker: Der er stor forskel på de vage eller sensationelle forudsigelser vore dages spåmænd fremsætter, og de tydelige, nøgterne og specifikke profetier vi finder i Bibelen.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 28]

Var bibelskribenterne sandfærdige profeter eller dygtige bedragere?

[Illustration på side 29]

Ruiner af Babylon

Er det en bog for dig?

„Der er ingen ende på de mange bøger der frembringes,“ skrev Salomon for omkring 3000 år siden. (Prædikeren 12:12) Dette gælder mere end nogen sinde. Foruden klassikerne trykkes der hvert år i tusindvis af nye bøger. Når der nu findes så mange bøger at vælge imellem, hvorfor så netop læse Bibelen?

MANGE læser bøger for fornøjelsens skyld eller for at tilegne sig viden, eller måske af begge årsager. Det samme kan siges om det at læse Bibelen. Den er både opbyggende og underholdende. Men den er langt mere. Den indeholder en ganske særlig kundskab. — Prædikeren 12:9, 10.

Bibelen giver svar på de spørgsmål som folk gennem tiderne har stillet sig selv, spørgsmål om fortiden, nutiden og fremtiden. Mange spørger sig selv: Hvor er vi kommet fra? Hvad er meningen med livet? Hvordan bliver man lykkelig? Vil der altid kunne eksistere liv på jorden? Hvad vil fremtiden bringe?

De oplysninger der er blevet fremlagt i denne brochure, viser tydeligt at vi kan åbne Bibelen i forvisningen om at den er nøjagtig og autentisk. Vi har allerede set hvordan dens praktiske vejledning kan hjælpe os til at få en meningsfyldt og lykkelig tilværelse i dag. Da den giver tilfredsstillende svar på de spørgsmål vi har om nutiden, er det afgjort værd at man omhyggeligt undersøger hvad den har sagt om fortiden, og hvilke profetier den har om fremtiden.

Hvordan man får mest gavn af Bibelen

Mange er begyndt at læse Bibelen, men er holdt op igen fordi noget i den er svært at forstå. Hvis du har oplevet noget lignende, vil du måske finde følgende råd nyttige.

Vælg en pålidelig oversættelse på nutidssprog, for eksempel Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter.a Nogle begynder med at læse evangelieberetningerne om Jesu liv. Hans lære som den for eksempel kommer til udtryk i Bjergprædikenen, er præget af visdom og afspejler en dyb indsigt i den menneskelige natur og viser hvordan vi kan forbedre vor lod i livet. — Se Mattæus, kapitel 5 til 7.

Foruden at læse Bibelen forfra kan det være meget berigende at studere den emnevis. Det kræver at man må analysere hvad Bibelen siger om et bestemt emne. Det vil måske overraske dig hvad Bibelen egentlig siger om emner som sjælen, himmelen, jorden, livet og døden samt hvad Guds rige er, og hvad det vil udrette.b Jehovas vidner tilbyder et gratis bibelkursus hvor man undersøger Bibelen emnevis. Hvis du ønsker et sådant bibelkursus, kan du skrive til udgiverne af denne brochure og benytte den nærmeste af de adresser der er angivet på side 2.

Efter at have undersøgt vidnesbyrdene er mange nået til den konklusion at Bibelen stammer fra Gud, der i Skrifterne kaldes „Jehova“. (Salme 83:18) Måske er du ikke overbevist om at Bibelen stammer fra en guddommelig kilde. Men hvorfor ikke undersøge den selv? Vi er overbevist om at du efter at have lært dens tidløse visdom at kende, efter at have grundet over den og måske selv erfaret at den er praktisk anvendelig, vil komme til den konklusion at Bibelen virkelig er en bog for alle mennesker, ja, en bog for dig.