Fire måneder efter ankomsten til Tahiti gik vi om bord i en lille sejlbåd som var lastet med kokosnødder. Fem dage senere var vi nået til vort nye distrikt — øen Nuku Hiva, én af Marquesasøerne. Der var omkring 1500 indbyggere på øen, men ingen Jehovas vidner. Kun os.

Dengang var forholdene ret primitive. Vi boede i et lille hus bygget af beton og bambus, og der var ingen elektricitet. Vi havde en vandhane som af og til virkede, men vandet var grumset. Som regel brugte vi regnvand fra en cisterne. Der var ingen asfalterede veje, kun smalle jordveje.

For at nå ud til de afsidesliggende steder på øen måtte vi leje nogle heste. Sadlerne var lavet af træ og derfor meget ubehagelige at sidde på, især for Babette, som aldrig havde prøvet at ride før. Vi medbragte macheter så vi kunne hugge vej gennem den bambus der kunne spærre os vejen. Det var en stor forandring fra tilværelsen i Frankrig.

Vi holdt søndagsmøderne, selv om vi var de eneste der kom. I begyndelsen holdt vi ikke de andre møder, men læste i stedet sammen det pensum der skulle gennemgås.

Da der var gået nogle måneder kom vi til det resultat at det ikke var godt at fortsætte på den måde. Michel fortæller: „Jeg sagde til Babette: ’Fra nu af skal vi tage pænt mødetøj på. Du skal sidde dér, og jeg vil sidde her. Jeg indleder med bøn, og så vil vi holde Den Teokratiske Skole og tjenestemødet. Jeg stiller spørgsmålene og du kan række hånden op, selv om der ikke er andre end dig til at svare.’ Det var godt vi gjorde det sådan, for man kan let blive åndeligt svækket når der ingen menighed er.“

Det tog tid at få andre til at overvære de kristne møder. Faktisk var vi alene i de første otte måneder. Senere kom der en gæst eller to, undertiden tre. Ét år hvor vi to alene var begyndt på den årlige fejring af Herrens aftensmåltid, kom der efter ti minutter flere til, så Michel måtte standse midt i sit foredrag og begynde forfra.

På Nuku Hiva lærte vi at være tålmodige. Bortset fra de mest elementære livsfornødenheder måtte vi vente på alting. Hvis man for eksempel ville have en bog, måtte man skrive efter den og så vente to eller tre måneder før den kom.