Forenede i tjenesten for Gud i medgang og modgang

FORTALT AF MICHEL OG BABETTE MULLER

„JEG har dårlige nyheder,“ sagde lægen. „De kan godt glemme alt om missionærlivet i Afrika.“ Henvendt til Babette sagde han: „De har brystkræft.“

Vi var helt lamslåede. En masse tanker fløj gennem vore hoveder. Vi havde troet at dette besøg hos lægen blot ville være en sidste kontrolundersøgelse. Vi havde allerede købt flybilletter til Benin i Vestafrika og havde regnet med at være der inden ugen var gået. I de 23 år vi havde været gift, havde vi oplevet både medgang og modgang. Forvirrede og bekymrede forberedte vi os nu på kampen mod kræften.

Men lad os først skrue tiden lidt tilbage. Michel blev født i september 1947, Babette i august 1945. Vi voksede op i Frankrig og blev gift i 1967, hvorefter vi bosatte os i Paris. En morgen i begyndelsen af 1968 skulle Babette på arbejde men var sent på den. En dame ringede på døren og tilbød en religiøs brochure, som Babette tog imod. Derefter spurgte damen: „Må min mand og jeg komme igen for at tale med dig og din mand?“

Da Babette stod og trippede for at komme på arbejde, sagde hun: „Ja, ja, det er i orden.“

Michel fortæller: „Jeg var ikke interesseret i religion, men brochuren fangede min opmærksomhed og jeg læste den. Nogle dage senere kom damen, Joceline Lemoine, tilbage sammen med sin mand, Claude. Han var meget dygtig til at bruge Bibelen og kunne besvare alle mine spørgsmål. Det gjorde et stort indtryk på mig.

Babette var en ivrig katolik, men som så mange andre katolikker havde hun ingen bibel. Hun var meget begejstret for at se og læse Guds ord. Gennem vort studium af Bibelen blev vi klar over at mange af de religiøse tanker og idéer vi tidligere havde lært, var falske. Vi begyndte at fortælle vore slægtninge og venner om alt det vi lærte. I januar 1969 blev vi døbt som Jehovas vidner. Inden længe blev ni af vore familiemedlemmer og venner også døbt.“

Tjente hvor der var behov

Kort tid efter vores dåb sagde vi til os selv: ’Vi har ingen børn, så hvad skulle hindre os i at begynde i heltidstjenesten?’ I 1970 sagde vi derfor vores arbejde op, meldte os som almindelige pionerer og flyttede til den lille by Magny-Lormes ved Nevers, som ligger i Midtfrankrig.

Det var et vanskeligt distrikt. Det var ikke nemt at finde nogen der ville studere Bibelen. Vi kunne ikke få noget arbejde og havde derfor kun få midler at leve af. Nogle gange havde vi ikke andet at spise end kartofler. Om vinteren faldt temperaturen til et godt stykke under frysepunktet. Vi plejer at omtale den periode vi var dér som de syv tynde køers tid. — 1 Mosebog 41:3.

Men Jehova holdt os oppe. En dag hvor vi næsten ingen mad havde, kom postbudet og afleverede en stor pakke ost fra Babettes søster. En anden gang kom vi hjem efter at have været ude at forkynde og blev modtaget af nogle venner som havde kørt 500 kilometer for at besøge os. De havde hørt at vi sad lidt hårdt i det og havde derfor fyldt deres to biler op med madvarer som de forærede os.

Efter halvandet år blev vi af Selskabet udnævnt til specialpionerer. I de næste fire år tjente vi i Nevers, derefter i Troyes og til sidst i Montigny-lès-Metz. I 1976 blev Michel indbudt til at tjene som rejsende tilsynsmand i den sydvestlige del af Frankrig.

To år senere, mens en skole for rejsende tilsynsmænd blev afholdt, modtog vi en invitation fra Selskabet til at rejse ud som missionærer; i brevet stod der at vi kunne vælge mellem Tchad og Øvre Volta (nu Burkina Faso). Vi valgte Tchad. Snart modtog vi et andet brev, som sagde at vi havde fået tildelt arbejde under afdelingskontoret i Tahiti. Vi havde søgt om Afrika, et kæmpemæssigt kontinent, men befandt os snart på en lille ø.

Forkyndelsen på de sydlige Stillehavsøer

Tahiti er en smuk tropeø i det sydlige Stillehav. Da vi ankom var der cirka hundrede brødre i lufthavnen for at tage imod os. Vi fik blomsterkranse hængt om halsen, og selv om vi var trætte efter den lange tur fra Frankrig, var vi meget glade.

Fire måneder efter ankomsten til Tahiti gik vi om bord i en lille sejlbåd som var lastet med kokosnødder. Fem dage senere var vi nået til vort nye distrikt — øen Nuku Hiva, én af Marquesasøerne. Der var omkring 1500 indbyggere på øen, men ingen Jehovas vidner. Kun os.

Dengang var forholdene ret primitive. Vi boede i et lille hus bygget af beton og bambus, og der var ingen elektricitet. Vi havde en vandhane som af og til virkede, men vandet var grumset. Som regel brugte vi regnvand fra en cisterne. Der var ingen asfalterede veje, kun smalle jordveje.

For at nå ud til de afsidesliggende steder på øen måtte vi leje nogle heste. Sadlerne var lavet af træ og derfor meget ubehagelige at sidde på, især for Babette, som aldrig havde prøvet at ride før. Vi medbragte macheter så vi kunne hugge vej gennem den bambus der kunne spærre os vejen. Det var en stor forandring fra tilværelsen i Frankrig.

Vi holdt søndagsmøderne, selv om vi var de eneste der kom. I begyndelsen holdt vi ikke de andre møder, men læste i stedet sammen det pensum der skulle gennemgås.

Da der var gået nogle måneder kom vi til det resultat at det ikke var godt at fortsætte på den måde. Michel fortæller: „Jeg sagde til Babette: ’Fra nu af skal vi tage pænt mødetøj på. Du skal sidde dér, og jeg vil sidde her. Jeg indleder med bøn, og så vil vi holde Den Teokratiske Skole og tjenestemødet. Jeg stiller spørgsmålene og du kan række hånden op, selv om der ikke er andre end dig til at svare.’ Det var godt vi gjorde det sådan, for man kan let blive åndeligt svækket når der ingen menighed er.“

Det tog tid at få andre til at overvære de kristne møder. Faktisk var vi alene i de første otte måneder. Senere kom der en gæst eller to, undertiden tre. Ét år hvor vi to alene var begyndt på den årlige fejring af Herrens aftensmåltid, kom der efter ti minutter flere til, så Michel måtte standse midt i sit foredrag og begynde forfra.

I dag er der 42 forkyndere fordelt på 3 menigheder på Marquesasøerne. Selv om størstedelen af arbejdet blev udført af vore efterfølgere, er nogle af de interesserede som vi dengang havde kontakt med nu blevet døbt.

Vore brødre er dyrebare

På Nuku Hiva lærte vi at være tålmodige. Bortset fra de mest elementære livsfornødenheder måtte vi vente på alting. Hvis man for eksempel ville have en bog, måtte man skrive efter den og så vente to eller tre måneder før den kom.

En anden ting vi lærte var at vore brødre er dyrebare. Når vi overværede et møde på Tahiti og hørte brødrene synge, blev vi rørt til tårer. Det er sandt at nogle brødre måske kan være lidt vanskelige at samarbejde med, men når man er alene forstår man hvor skønt det er at være sammen med brødrene. I 1980 besluttede Selskabet at vi skulle rejse tilbage til Tahiti og virke i kredstjenesten. Dér var brødrenes hjertelige gæstfrihed og deres begejstring for forkyndelsen til stor opmuntring for os. Vi tilbragte tre år i kredstjenesten på Tahiti.

Fra ø til ø

Derefter blev vi sendt til et missionærhjem på en anden Stillehavsø, Raiatéa, hvor vi var i cirka to år. Så blev vi bedt om at virke i kredstjenesten på Tuamotuøerne. Vi har besøgt 25 af de i alt 80 øer med båd. Og det var ikke nemt for Babette, for hun blev søsyg hver gang.

Babette siger: „Det var frygteligt! Jeg var syg under hele sejlturen. Hvis vi var på havet i fem dage, ja, så var jeg syg i fem dage. Ingen medicin hjalp. Men bortset fra det, fandt jeg havet så smukt. Det var et vidunderligt syn. Delfinerne svømmede om kap med båden og sprang ofte op af vandet når man klappede i hænderne!“

Efter fem år i rejsetjenesten blev vi sendt tilbage til Tahiti, hvor vi tjente yderligere to år. På halvandet år var antallet af forkyndere i vores menighed fordoblet fra 35 til 70. Tolv af dem vi studerede Bibelen med blev døbt lige før vi rejste. Nogle tjener nu som ældste i menigheden.

Alt i alt tilbragte vi 12 år på Stillehavsøerne. Så modtog vi et brev fra Selskabet som sagde at der ikke længere var behov for missionærer på øerne, eftersom menighederne nu havde fået solidt fodfæste. Der var cirka 450 forkyndere på Tahiti da vi kom og over 1000 da vi rejste.

Endelig Afrika

Da vi havde været i Frankrig i halvanden måned, gav Selskabet os en ny distriktstildeling: Benin i Vestafrika. Det var vi meget lykkelige for, da det var Afrika vi havde ønsket at blive sendt til 13 år tidligere.

Vi ankom til Benin den 3. november 1990 og var blandt de første missionærer der kom ind i landet efter ophævelsen af det 14 år lange forbud mod forkyndelsen. Det var utrolig spændende. Vi havde ingen problemer med at falde til, for levevisen ligner den på Stillehavsøerne. Folk er meget venlige og gæstfri. Man kan komme i snak med alle man møder på sin vej.

Få uger efter at vi var kommet til Benin opdagede Babette en knude i brystet. Vi tog hen til en lille klinik som lå i nærheden af det nye afdelingskontor. Da lægen havde undersøgt hende sagde han at hun måtte opereres hurtigst muligt. Næste dag konsulterede vi en europæisk læge, en gynækolog fra Frankrig, på en anden klinik. Hun mente også at vi straks burde rejse til Frankrig så Babette kunne blive opereret. To dage senere sad vi i et fly på vej til Frankrig.

Det var trist at måtte forlade Benin. Med den nye religiøse frihed var brødrene lykkelige over at have fået missionærer og vi var lykkelige over at være der. Vi var derfor kede af at vi skulle rejse efter at have tilbragt blot nogle få uger i landet.

I Frankrig blev Babette undersøgt af en kirurg, som bekræftede at en operation var nødvendig. Lægerne handlede hurtigt. De foretog et lille indgreb og Babette blev udskrevet næste dag. Og så troede vi at det var enden på den sag.

Otte dage senere var vi til samtale med kirurgen. Det var på det tidspunkt han gav os meddelelsen om at Babette havde brystkræft.

Om sin reaktion dengang siger Babette: „I begyndelsen var jeg mindre chokeret end Michel var, men dagen efter at vi havde fået den dårlige nyhed var jeg næsten lammet. Jeg kunne hverken græde eller le. Jeg troede jeg skulle dø. For mig var kræft lig med døden. Jeg tænkte at nu måtte vi blot gå det uundgåelige i møde.“

Kampen mod kræften

Vi fik den triste meddelelse om fredagen. Tirsdagen efter skulle Babette opereres for anden gang. Indtil da havde vi boet hos Babettes søster, men hun var også syg, og derfor kunne vi ikke blive boende i hendes lille lejlighed.

Vi spekulerede på hvor vi kunne tage hen. Så kom vi i tanker om Yves og Brigitte Merda, et ægtepar vi havde overnattet hos før og som havde været meget gæstfri over for os. Vi ringede derfor til Yves og fortalte ham at Babette måtte gennemgå en operation og at vi ikke havde noget sted at bo. Vi fortalte ham også at Michel manglede arbejde.

Yves sørgede for at Michel fik et job, som bestod i at foretage småreparationer og lignende omkring hans og Brigittes hus. Brødrene støttede og opmuntrede os på mange måder og hjalp os også økonomisk. Selskabet betalte Babettes lægeregninger.

Det var en stor operation. Lægerne måtte fjerne lymfeknuderne og brystet. De begyndte straks at give kemoterapi. Efter en uge kunne Babette forlade hospitalet, men hun skulle møde på hospitalet hver tredje uge for at blive behandlet.

I al den tid Babette fik behandling var forkynderne i menigheden meget hjælpsomme. En søster som også havde haft brystkræft var til stor opmuntring. Hun viste Babette megen omsorg og fortalte hende om sygdommens eftervirkninger.

Ikke desto mindre var vi ængstelige med hensyn til vores fremtid. Dét fornemmede vore venner Michel og Jeanette Cellerier og inviterede os derfor til middag på en restaurant.

Vi fortalte dem at vi var nødt til at holde op i missionærtjenesten og at vi aldrig ville kunne vende tilbage til Afrika. Til det sagde broder Cellerier: „Hvad for noget? Hvem har sagt at I må holde op? Det Styrende Råd? Brødrene i Frankrig? Hvem har sagt sådan?“

„Det er der ingen der har,“ sagde vi. „Det er os der siger det.“

„Nej, nej!“ sagde bror Cellerier. „I skal nok komme tilbage!“

Kemoterapien blev efterfulgt af strålebehandling, som sluttede sidst i august 1991. Ifølge lægerne skulle der ikke være noget i vejen for at vi rejste tilbage til Afrika, forudsat at Babette kom til regelmæssig kontrol i Frankrig.

Tilbage til Benin

Vi skrev så til hovedkontoret i Brooklyn for at bede om lov til at vende tilbage til missionærtjenesten. Vi var meget spændte på at få deres svar, og vi syntes at tiden slæbte sig af sted. Til sidst kunne Michel ikke vente længere, så han ringede til Brooklyn og spurgte om de havde modtaget vort brev. De sagde at de havde behandlet sagen og at vi godt måtte rejse tilbage til Benin! Hvor var vi taknemmelige mod Jehova!

Familien Merda arrangerede en stor sammenkomst for at fejre nyheden. I november 1991 rejste vi tilbage til Benin, hvor brødrene holdt en velkomstfest for os.

Nu synes Babette at have det godt. Tid efter anden har vi været i Frankrig til kontrolundersøgelser, og lægerne har ikke fundet nye tegn på kræft. Vi glæder os over igen at være i vort missionærdistrikt. Vi føler at der er brug for os i Benin, og Jehova har velsignet vort arbejde. Efter at vi er kommet tilbage har vi hjulpet 14 nye frem til dåb. Fem af dem tjener nu som almindelige pionerer og én er blevet udnævnt som menighedstjener. Vi har også haft den glæde at se vores lille menighed vokse og blive delt.

Igennem årene har vi som ægtepar i vor tjeneste for Jehova nydt mange velsignelser og lært mange dejlige mennesker at kende. Men vi er også blevet oplært og styrket af Jehova til at udholde prøvelser. Ligesom Job har vi ikke altid forstået hvorfor tingene skete som de gjorde, men vi havde tillid til at Jehova altid var der til at hjælpe os. Det er som Guds ord siger: „Se! Jehovas hånd er ikke for kort til at frelse, og hans øre er ikke for tungt til at høre.“ — Esajas 59:1.

[Illustration på side 23]

Michel og Babette Muller i Benin, klædt i traditionelle dragter

[Illustrationer på side 25]

Missionærarbejdet blandt polynesiere på det tropiske Tahiti