-
„Se! Jehovas trælkvinde!“Efterlign deres tro
-
-
KAPITEL SYTTEN
„Se! Jehovas trælkvinde!“
1, 2. (a) Hvilken hilsen blev Maria mødt med af en fremmed? (b) I hvilken forstand befandt Maria sig ved en skillevej?
MARIA så med store øjne på gæsten der trådte ind i hendes hjem. Han spurgte ikke efter hendes far eller mor. Han var kommet for at tale med hende. Én ting var hun sikker på: Han var ikke fra Nazaret. I hendes lille by lagde man straks mærke til fremmede. Denne fremmede ville man dog lægge mærke til alle steder. Han henvendte sig til Maria på en måde hun aldrig før havde oplevet. Han sagde: „Vær hilset, du højt begunstigede, Jehova er med dig.“ — Læs Lukas 1:26-28.
2 Sådan bliver vi i Bibelen præsenteret for Maria, datter af Eli, fra byen Nazaret i Galilæa. Vi møder hende på et tidspunkt hvor hun i en vis forstand stod ved en skillevej. Hun var forlovet med tømreren Josef, som ikke var nogen velhavende mand men en mand med en stærk tro på Gud. Så hun havde sikkert allerede en god idé om hvordan hendes fremtid ville forme sig. Hun skulle leve et enkelt liv hvor hun ville samarbejde med sin mand, Josef, og sammen ville de opdrage deres børn. Men så kom denne besøgende med en opgave fra Gud, en der fuldstændig ville ændre hendes liv.
3, 4. Hvad må vi se bort fra for at kunne lære Maria bedre at kende, og hvad må vi fokusere på?
3 Mange er overraskede over hvor lidt Bibelen siger om Maria. Den nævner ikke meget om hendes baggrund, endnu mindre om hendes personlighed og slet intet om hendes udseende. Men vi kan alligevel udlede en hel del af de oplysninger vi finder om hende i Guds ord.
4 For at kunne lære Maria bedre at kende må vi se bort fra mange af de forestillinger om hende der findes inden for forskellige trossamfund. Så lad os prøve at glemme de utallige afbildninger af hende. Lad os også se bort fra de indviklede læresætninger og dogmer der ophøjer denne ydmyge kvinde til at være „Guds moder“ og „Himmeldronning“. Lad os i stedet fokusere på det Bibelen rent faktisk fortæller. Det vil give os en værdifuld indsigt i hendes tro og vise os hvordan vi kan efterligne denne tro.
Besøg af en engel
5. (a) Hvad kan vi lære om Maria ud fra hendes reaktion på Gabriels hilsen? (b) Hvilken vigtig ting kan vi lære af Maria?
5 Marias gæst var ikke noget menneske. Det var englen Gabriel. Da han kaldte Maria „du højt begunstigede“, blev hun „dybt foruroliget over det han sagde, og begyndte at spekulere på hvad dette kunne være for en hilsen“. (Luk. 1:29) Højt begunstiget af hvem? Maria nærede ikke nogen forventning om at blive begunstiget af mennesker. Men det englen talte om, var Jehova Guds gunst, og den betød noget for hende. Hun gik imidlertid ikke stolt ud fra at hun havde Guds godkendelse. Hvis vi stræber efter at opnå Guds godkendelse og aldrig hovmodigt går ud fra at vi allerede har den, kan vi lære noget meget vigtigt som Maria klart forstod. Nemlig at Gud står de hovmodige imod, men elsker og støtter de ydmyge. — Jak. 4:6.
Maria gik ikke stolt ud fra at hun havde Guds godkendelse
6. Hvilket privilegium fremholdt englen for Maria?
6 Maria ville få brug for en sådan ydmyghed, for englen fremholdt et helt ufatteligt privilegium for hende. Han forklarede at hun skulle føde et barn som ville blive det mest betydningsfulde menneske nogen sinde. Gabriel sagde: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:32, 33) Maria kendte uden tvivl dette løfte som Gud mere end tusind år tidligere havde givet David — at en af hans efterkommere skulle herske for evigt. (2 Sam. 7:12, 13) Hendes søn skulle altså være den Messias som Guds folk havde ventet på i århundreder!
Englen Gabriel fremholdt et helt ufatteligt privilegium for Maria
7. (a) Hvad viste Marias spørgsmål om hende? (b) Hvad kan unge i dag lære af Maria?
7 Englen fortalte hende desuden at hendes søn skulle „kaldes den Højestes søn“. Hvordan kunne et menneske føde Guds søn? Ja, hvordan skulle hun overhovedet kunne få en søn? Hun var forlovet med Josef, men de var endnu ikke gift. Det fik hende til at spørge lige ud: „Hvorledes skal dette gå til, da jeg ikke har omgang med nogen mand?“ (Luk. 1:34) Læg mærke til at Maria ikke skammede sig over at være jomfru. Hun værnede derimod om sin ærbarhed. I dag kan mange unge næsten ikke vente med at få deres seksuelle debut, og de gør ofte nar af dem der stadig er uerfarne. Verden har virkelig forandret sig. Men Jehova har ikke forandret sig. (Mal. 3:6) Ligesom på Marias tid sætter han i dag pris på dem der følger hans moralnormer. — Læs Hebræerne 13:4.
8. Hvordan kunne Maria få et fuldkomment barn når hun selv var ufuldkommen?
8 Maria var en trofast tjener for Gud, men hun var trods alt kun et ufuldkomment menneske. Så hvordan kunne hun få et fuldkomment barn, Guds søn? Gabriel forklarede: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ (Luk. 1:35) At noget er helligt, vil sige at det er rent og ubesmittet. Normalt arver børn forældrenes ufuldkommenhed. Men i Marias tilfælde ville Jehova udføre et storslået mirakel. Han ville overføre sin søns liv fra himlen til Marias livmoder og derefter „overskygge“ hende med sin virksomme kraft, eller hellige ånd, og derved beskytte barnet mod at blive besmittet med synd. Troede Maria på englens løfte? Hvordan reagerede hun?
Marias svar til Gabriel
9. (a) Hvorfor har skeptikere ikke ret når de betvivler beretningen om Maria? (b) Hvordan styrkede Gabriel Marias tro?
9 Mange skeptikere, deriblandt flere af kristenhedens teologer, har meget svært ved at tro på at en jomfru kunne føde et barn. På trods af deres megen lærdom er der en enkel, grundlæggende sandhed de ikke forstår. Som Gabriel sagde: „Intet som Gud siger, vil være umuligt for ham.“ (Luk. 1:37) Den unge Maria troede på det Gabriel sagde, for hun havde en stærk tro på Gud. Men hun var ikke lettroende. Som ethvert andet tænkende menneske havde hun brug for noget hun kunne bygge sin tro på. Gabriel ville gerne give hende flere vidnesbyrd. Han fortalte hende om hendes ældre slægtning Elisabet om hvem det længe havde været kendt at hun ikke kunne få børn. Gud havde mirakuløst gjort det muligt for hende at undfange.
10. Hvorfor skal vi ikke tro at Marias privilegium ikke var forbundet med bekymringer og vanskeligheder?
10 Hvad ville Maria nu gøre? Hun havde fået forklaret hvad opgaven bestod i, og fået vidnesbyrd om at Gud ville gøre alt hvad Gabriel havde sagt. Vi skal ikke tro at dette store privilegium ikke var forbundet med bekymringer og vanskeligheder. Maria var jo forlovet med Josef. Ville han stadig gifte sig med hende når han fandt ud af at hun var gravid? Og det ansvar der fulgte med opgaven, må i sig selv have virket overvældende. Hun skulle føde den mest betydningsfulde af alle Guds skabninger — hans egen elskede søn. Hun skulle tage sig af ham mens han var et hjælpeløst spædbarn, og beskytte ham i en ond verden. Det var virkelig et stort ansvar!
11, 12. (a) Hvordan har selv stærke og trofaste mænd nogle gange reageret når Gud gav dem vanskelige opgaver? (b) Hvad fortæller Marias ord til Gabriel os om hende?
11 Bibelen viser at selv stærke og trofaste mænd nogle gange har tøvet med at tage imod vanskelige opgaver fra Gud. Moses indvendte at han ikke var tilstrækkelig veltalende til at være Guds talsmand. (2 Mos. 4:10) Jeremias sagde at han ’kun var en dreng’ og dermed alt for ung til at påtage sig den opgave Gud havde givet ham. (Jer. 1:6) Og Jonas flygtede fra sin opgave! (Jon. 1:3) Hvad gjorde Maria?
12 Hendes ord, der fortæller noget om hvor ydmyg og lydig hun var, er kendt af mange der tror på Gud. Hun sagde til Gabriel: „Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du har sagt.“ (Luk. 1:38) En trælkvinde var den laveste blandt tjenestefolk; hendes liv var helt og holdent i hendes herres hånd. Sådan betragtede Maria sin Herre, Jehova. Hun vidste at hun kunne være tryg i hans hænder, at han er loyal over for dem der er loyale over for ham, og at han ville velsigne hende i hendes bestræbelser for at udføre denne krævende opgave. — Sl. 18:25.
Maria vidste at hun var tryg i sin loyale Guds, Jehovas, hænder
13. Hvis dét Gud beder os om, virker vanskeligt, eller ligefrem umuligt, hvordan kan vi da have gavn af Marias eksempel?
13 Nogle gange beder Gud os om at gøre noget der i vores øjne kan virke vanskeligt, ja, ligefrem umuligt. Men i sit ord giver han os mange grunde til at vi kan stole på ham og lægge vores liv i hans hænder, ligesom Maria gjorde. (Ordsp. 3:5, 6) Hvis vi gør det, vil han belønne os, og vores tro vil blive stærkere.
Besøger Elisabet
14, 15. (a) Hvordan blev Maria belønnet af Jehova da hun besøgte Elisabet og Zakarias? (b) Hvad lærer vi om Maria ud fra hendes ord i Lukas 1:46-55?
14 Det Gabriel sagde om Elisabet, betød meget for Maria. Hvilken anden kvinde ville kunne forstå hendes situation bedre end Elisabet? Maria tog hurtigt af sted for at besøge Elisabet i Judas bjergland, en rejse på måske tre-fire dage. Da hun trådte ind ad døren hos Elisabet og præsten Zakarias, gav Jehova Maria endnu et stærkt vidnesbyrd som kunne styrke hendes tro. I samme øjeblik Elisabet hørte Marias hilsen, kunne hun mærke at fosteret i hendes moderliv sprang af glæde. Hun blev fyldt med hellig ånd og kaldte Maria for „min Herres moder“. Gud havde åbenbaret for Elisabet at Marias søn skulle blive hendes Herre, Messias. Gud inspirerede hende desuden til at rose Maria for hendes tro og lydighed. Hun sagde: „Lykkelig er hun som troede.“ (Luk. 1:39-45) Ja, alt hvad Jehova havde lovet Maria, ville gå i opfyldelse.
Marias og Elisabets venskab var en velsignelse for dem begge
15 Det Maria herefter sagde, er omhyggeligt bevaret i Guds ord. (Læs Lukas 1:46-55). Det er Marias længste udtalelse i den bibelske beretning, og den fortæller meget om hende. Den viser hendes værdsættelse og taknemmelige indstilling, for hun priste Jehova fordi han havde velsignet hende med det privilegium at blive mor til Messias. Den vidner også om dybden af hendes tro, for hun sagde at Jehova ydmyger de stolte og mægtige og hjælper de fattige og de dårligt stillede som ønsker at tjene ham. Hendes ord røbede også at hun havde stor kundskab. Ifølge en optælling henviste hun til De Hebraiske Skrifter mere end 20 gange.a
16, 17. (a) Hvilken indstilling som Maria og hendes søn havde, må vi efterligne? (b) Hvilken velsignelse minder Marias besøg hos Elisabet os om?
16 Maria grundede tydeligvis over Guds ord. Alligevel var hun ydmyg og ville hellere lade Skrifterne tale end at tale ud fra sine egne idéer. Drengebarnet i hendes moderliv ville en dag vise den samme indstilling ved at sige: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Joh. 7:16) Vi gør klogt i at spørge os selv: ’Har jeg en sådan respekt og ærefrygt for Guds ord, eller foretrækker jeg mine egne idéer og holdninger?’ Det er tydeligt hvad Marias indstilling var.
17 Maria blev hos Elisabet i omkring tre måneder, og der er ingen tvivl om at de begge blev meget opmuntret af samværet. (Luk. 1:56) Bibelens hjertevarmende beretning om dette besøg minder os om hvor stor en velsignelse det er at have gode venner. Hvis vi vælger venner der elsker Jehova Gud, vil vi vokse åndeligt og få et nærmere forhold til ham. (Ordsp. 13:20) Tiden var nu inde til at Maria skulle begive sig hjemad. Hvad ville Josef sige når han blev klar over at hun var gravid?
Maria og Josef
18. Hvad fortalte Maria Josef, og hvordan reagerede han på det?
18 Maria har sikkert ikke ventet med at fortælle om sin graviditet til den kunne ses. Hun var nødt til at tale med Josef om det. Forinden har hun måske spekuleret over hvordan denne retskafne, gudfrygtige mand ville reagere på det hun havde at fortælle ham. Ikke desto mindre fortalte hun alt hvad der var sket. Som man nok kan forestille sig, blev Josef meget bekymret. Han ønskede at tro på sin elskede Maria, men det lod til at hun havde været ham utro. Den bibelske beretning siger ikke noget om hvilke tanker der gik gennem hans hoved, eller hvordan han ræsonnerede. Men den fortæller at han besluttede at lade sig skille fra hende. Dengang blev en forlovelse nemlig regnet for lige så bindende som et ægteskab. Han ønskede imidlertid ikke at hun skulle udsættes for offentlig skam, så han overvejede at lade sig skille fra hende i hemmelighed. (Matt. 1:18, 19) Det må have smertet Maria at se denne gode mand være så bekymret over den usædvanlige situation. Men Maria blev ikke bitter.
19. Hvordan hjalp Jehova Josef til at handle på den rigtige måde?
19 Jehova hjalp kærligt Josef til at gøre det der var rigtigt. I en drøm fortalte Guds engel ham at Marias graviditet skyldtes et mirakel. Det må have været en stor lettelse. Josef gjorde nu det som Maria hele tiden havde gjort — han handlede i harmoni med Jehovas anvisninger. Han giftede sig med Maria og forberedte sig på den enestående opgave at tage sig af Jehovas søn. — Matt. 1:20-24.
20, 21. Hvad kan ægtepar og de der har planer om at gifte sig, lære af Maria og Josef?
20 Ægtepar — og de der har planer om at gifte sig — kan lære meget af dette unge par som levede for 2.000 år siden. Da Josef senere så hvordan den unge Maria blev en dygtig hustru og mor, har han uden tvivl været glad for at Jehovas engel havde ledet ham. Josef må have indset hvor vigtigt det er at støtte sig til Jehova når man skal træffe store beslutninger. (Sl. 37:5; Ordsp. 18:13) Efterfølgende har Josef helt sikkert været omhyggelig og kærlig når han som familiens overhoved skulle træffe beslutninger.
21 Vi kan også lære noget af Marias villighed til at gifte sig med Josef. Skønt han i første omgang måske havde svært ved at forstå det hun fortalte ham, ventede hun på at han skulle træffe en beslutning om hvad de skulle gøre, for det var ham der skulle være familiens overhoved. Det har sikkert været lærerigt for Maria, ligesom det er for kristne kvinder i dag. Endelig har disse begivenheder sandsynligvis lært både Josef og Maria meget om vigtigheden af at være ærlig og at have en åben kommunikation. — Læs Ordsprogene 15:22.
22. Hvad var grundlaget for Josef og Marias ægteskab, og hvilken opgave lå foran dem?
22 Dette unge ægtepar begyndte deres ægteskab på det bedst tænkelige grundlag. De elskede begge Jehova Gud højere end alt andet, og de ønskede at behage ham som ansvarlige og omsorgsfulde forældre. Der ventede dem naturligvis endnu større velsignelser — og endnu større udfordringer. De skulle opdrage og tage sig af Jesus, som ville vokse op og blive det største menneske der nogen sinde har levet.
a Blandt disse henvisninger er sandsynligvis et citat af den trofaste kvinde Hanna, som Jehova også havde velsignet med et barn. — Se rammen „To bemærkelsesværdige bønner“ i kapitel 6.
-
-
Hun ‘drog slutninger i sit hjerte’Efterlign deres tro
-
-
KAPITEL ATTEN
Hun ’drog slutninger i sit hjerte’
1, 2. Hvilken rejse var Maria ude på, og hvorfor var den ikke så behagelig for hende?
MARIA forsøgte at finde en bekvem stilling på det lille lastdyr. Hun havde redet i flere timer. Lige foran hende gik Josef støt og roligt fremad på vej mod det fjerne Betlehem. Maria mærkede endnu en gang det lille barn sparke i sin mave.
2 Af beretningen fremgår det at Maria må have været langt henne i sin graviditet. (Luk. 2:5, 6) Efterhånden som parret kom forbi den ene mark efter den anden, har nogle af landmændene måske kigget op fra deres pløjning og såning og undret sig over hvorfor en højgravid kvinde foretog en sådan rejse. Hvad var det der fik Maria til at tage så langt væk fra sit hjem i Nazaret?
3. Hvilken opgave havde Maria fået, og hvad vil vi nu se nærmere på?
3 Det hele begyndte adskillige måneder tidligere da denne unge jødiske kvinde fik en opgave der var uden sidestykke i menneskehedens historie. Hun skulle føde Guds søn, der ville blive den lovede Messias! (Luk. 1:35) Da tiden for fødslen nærmede sig, blev det nødvendigt at tage på denne rejse. Undervejs kom Maria ud for flere ting der satte hendes tro på prøve. Lad os se hvad der hjalp hende til at forblive åndeligt stærk.
Rejsen til Betlehem
4, 5. (a) Hvorfor var Josef og Maria på vej til Betlehem? (b) Hvilken profeti blev opfyldt som følge af kejserens bestemmelse?
4 Josef og Maria var ikke de eneste der var på rejse. Kejser Augustus havde nyligt truffet bestemmelse om at alle landets indbyggere skulle registreres, og folk måtte derfor tage til deres fødeby for at blive indskrevet. Hvordan reagerede Josef på det? Beretningen siger: „Da Josef var af Davids hus og slægt, tog han naturligvis også af sted fra Galilæa, fra byen Nazaret, op til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem.“ — Luk. 2:1-4.
5 Det var ikke tilfældigt at kejseren traf bestemmelse om en sådan indskrivning på netop det tidspunkt. En profeti der var nedskrevet omkring 700 år tidligere, forudsagde at Messias ville blive født i Betlehem. Blot 11 kilometer fra Nazaret lå der en by som hed Betlehem. Men profetien havde helt specifikt udpeget „Betlehem Efrata“ som byen hvor Messias skulle fødes. (Læs Mika 5:2). For at nå fra Nazaret til denne lille by måtte man tilbagelægge omkring 130 kilometer gennem kuperet terræn via Samaria. Det var i Betlehem Efrata at Josef skulle lade sig indskrive, for det var her Davids slægt stammede fra — den slægt som både Josef og hans kone hørte til.
6, 7. (a) Hvorfor kan rejsen til Betlehem have været en udfordring for Maria? (b) Hvordan havde det at Maria nu var gift med Josef, indflydelse på de beslutninger hun traf? (Se også fodnoten).
6 Ville Maria nu støtte Josef i hans beslutning om at adlyde kejserens bestemmelse? Det ville trods alt være en hård rejse for hende. Det var højst tænkeligt efterår, så der kunne falde en let regn eftersom den tørre årstid var ved at være forbi. Desuden fortæller beretningen at de drog „op til Judæa“. Dette udtryk er meget rammende da Betlehem ligger mere end 700 meter over havets overflade — en stejl stigning at skulle op ad efter en rejse på flere dage. Ja, rejsen har måske endda taget endnu længere tid end normalt, for Marias tilstand har sikkert krævet at de tog adskillige hvil undervejs. På et tidspunkt som dette ville en ung kvinde nok have ønsket at være i nærheden af sit hjem, hvor hun havde familie og venner der var klar til at hjælpe når fødselsveerne begyndte. Det må virkelig have krævet mod af Maria at tage på denne rejse.
Rejsen til Betlehem var ikke let
7 Ikke desto mindre skriver Lukas at Josef tog af sted „for at blive indskrevet sammen med Maria“. Lukas nævner også at Maria „som lovet var givet [Josef] til ægte“. (Luk. 2:4, 5) At Maria nu var Josefs kone, havde stor indflydelse på de beslutninger hun traf. I overensstemmelse med Guds ordning betragtede hun Josef som sit overhoved, og hun levede op til sit gudgivne ansvar som Josefs medhjælper ved at støtte ham i hans beslutninger.a Maria var villig til at adlyde sin mand, og derved viste hun tro.
8. (a) Hvad kan ellers have motiveret Maria til at rejse til Betlehem sammen med Josef? (b) På hvilken måde er Maria et eksempel til efterfølgelse?
8 Hvad kan ellers have motiveret Maria til lydigt at tage med? Kendte hun til profetien om at Messias skulle fødes i Betlehem? Det siger Bibelen ikke noget om. Men vi kan ikke afvise denne mulighed, for profetien var almindeligt kendt både blandt de religiøse ledere og det jævne folk. (Matt. 2:1-7; Joh. 7:40-42) Og Maria var godt kendt med Skrifterne. (Luk. 1:46-55) Uanset hvorfor Maria valgte at tage af sted — om det var for at adlyde sin mand, for at følge kejserens bestemmelse, fordi hun kendte til profetien fra Jehova, eller en kombination af flere faktorer — så var hun et rigtig godt eksempel. Jehova sætter stor pris på et menneske der har en ydmyg og lydig indstilling. I dag hvor ydmyghed ikke regnes for ret meget, er Maria et eksempel til efterfølgelse for alle troende mennesker.
Jesu fødsel
9, 10. (a) Hvad kan Maria og Josef have tænkt over mens de nærmede sig Betlehem? (b) Hvor overnattede Josef og Maria, og hvorfor?
9 Maria må have åndet lettet op da hun endelig kunne se Betlehem. Mens de bevægede sig op ad bakkeskråningerne og passerede forbi olivenlundene — oliven var en af de sidste afgrøder der blev høstet — kan Maria og Josef meget vel have tænkt over den lille bys historie. Som profeten Mika havde sagt, var den for ubetydelig til at blive regnet med blandt Judas byer. Alligevel var det her at både Boaz, No’omi, og senere hen David, mere end tusind år tidligere var blevet født.
10 Betlehem viste sig at være fyldt med mennesker. Mange andre var allerede kommet for at lade sig registrere, så der var ikke plads til Josef og Maria i overnatningsrummet.b De havde ikke andet valg end at overnatte i en stald. Vi kan forestille os Josefs bekymringer da Maria begyndte at føle en smerte hun ikke tidligere havde oplevet, en smerte der blev værre og værre. Her, af alle steder, begyndte Marias fødselsveer!
11. (a) Hvorfor kan kvinder overalt sætte sig ind i hvordan Maria havde det? (b) På hvilke måder var Jesus ’førstefødt’?
11 Kvinder overalt på jorden kan sikkert sætte sig ind i hvordan Maria havde det. Omkring 4.000 år tidligere havde Jehova forudsagt at kvinden, på grund af den nedarvede synd, ville føle smerte når hun fødte børn. (1 Mos. 3:16) Der er ikke noget der tyder på at Maria var nogen undtagelse. Lukas’ beretning omgiver fødslen med diskretion og siger blot: „Hun fødte sin søn, den førstefødte.“ (Luk. 2:7) Ja, Marias „førstefødte“ var nu kommet til verden — den første af de mange børn hun fik, mindst syv i alt. (Mark. 6:3) Men dette barn ville for altid skille sig ud som noget helt særligt. Ikke alene var han Marias førstefødte; han var også Jehova Guds „førstefødte“, hans enestefødte søn. — Kol. 1:15.
12. Hvor lagde Maria spædbarnet, og hvordan adskilte de faktiske forhold sig fra det man i dag ser skildret i krybbespil, malerier og julekrybber?
12 På dette tidspunkt i beretningen nævnes der en velkendt detalje: „Hun svøbte ham i bind og lagde ham i en krybbe.“ (Luk. 2:7) Alverdens krybbespil, malerier og julekrybber gengiver omgivelserne som ganske idylliske. Men overvej engang hvordan forholdene rent faktisk har været. En krybbe er et trug eller en beholder som dyrene spiser af. Familien boede jo i en stald — et sted der ikke ligefrem forbindes med god ventilation og hygiejne. Der er næppe nogen forældre der ville have valgt at deres barn skulle fødes i en stald hvis de havde haft andre muligheder. De fleste forældre ønsker at give deres barn det bedste. Hvor meget mere har Maria og Josef så ikke ønsket at sørge bedst muligt for Guds søn?
13. (a) Hvordan forsøgte Maria og Josef at få det bedste ud af situationen? (b) Hvordan kan kloge forældre i dag prioritere på samme måde som Maria og Josef?
13 Men de fokuserede ikke på deres negative omstændigheder; de forsøgte derimod at få det bedste ud af situationen. Læg for eksempel mærke til at Maria selv sørgede for den nyfødte. Hun svøbte ham nænsomt i bind og lagde ham til at sove i krybben så han kunne være tryg og varm. Maria tillod ikke at bekymringer over deres nuværende situation hindrede hende i at gøre sit bedste. Både Josef og Maria vidste desuden at det var dét at sørge for barnets åndelige behov der ville være af størst betydning. (Læs 5 Mosebog 6:6-8). I vor tids åndeligt udhungrede verden prioriterer kloge forældre på samme måde.
Et opmuntrende besøg
14, 15. (a) Hvorfor var hyrderne ivrige efter at se barnet? (b) Hvad gjorde hyrderne efter at de havde set barnet i stalden?
14 Pludselig blev freden forstyrret. Nogle hyrder kom ind i stalden, ivrige efter at se familien, og især det lille barn. Mændene var ovenud begejstrede, ja, glæden strålede ud af dem. De havde skyndt sig ind til byen fra bjergskråningerne, hvor de boede med deres hjorde.c De fortalte det forbløffede forældrepar om en fantastisk oplevelse de lige havde haft. En engel havde pludselig vist sig for dem om natten. Jehovas herlighed havde strålet om dem, og en engel havde fortalt dem at Kristus, eller Messias, lige var blevet født i Betlehem. De havde også fået at vide at de ville finde barnet svøbt i bind og liggende i en krybbe. Så var der sket noget der var endnu mere fantastisk — en hærskare af engle havde vist sig og lovprist Gud! — Luk. 2:8-14.
15 Det er ikke svært at sætte sig ind i hvorfor disse ydmyge mænd skyndte sig til Betlehem. De må have frydet sig over at finde den lille nyfødte dér, ligesom englen havde sagt. Og de holdt ikke denne gode nyhed for sig selv. Nej, ’de bekendtgjorde hvad der var blevet sagt . . . og alle der hørte det undrede sig over de ting som hyrderne fortalte dem’. (Luk. 2:17, 18) Datidens religiøse ledere så tilsyneladende ned på hyrder. Men Jehova værdsatte tydeligvis disse ydmyge og trofaste mænd. Hvordan påvirkede deres besøg mon Maria?
Jehova værdsatte tydeligvis de ydmyge og trofaste hyrder
16. Hvoraf fremgår det at Maria tænkte dybt over tingene, og hvad var en væsentlig grund til at hun havde en stærk tro?
16 Maria har uden tvivl været udmattet oven på fødslen, men alligevel lyttede hun opmærksomt til hvert eneste ord. Og hun gjorde mere end det: „Maria begyndte at bevare alle disse udtalelser og at drage slutninger i sit hjerte.“ (Luk. 2:19) Ja, denne unge kvinde tænkte dybt over tingene. Hun vidste at englens ord var af største betydning. Hendes Gud, Jehova, ønskede at hun skulle være klar over hvem hendes søn var, og hvor betydningsfuld han var. Så hun nøjedes ikke med at lytte. Hun gemte alle ordene i sit hjerte så hun i de kommende måneder og år kunne tænke over dem igen og igen. Netop dette er en af de væsentligste grunde til at Maria havde så stærk en tro gennem hele sit liv. — Læs Hebræerne 11:1.
Maria lyttede opmærksomt til hyrderne og gemte deres ord i sit hjerte
17. Hvordan kan vi følge Marias eksempel i forbindelse med de åndelige sandheder?
17 Vil du følge Marias eksempel? Jehova har fyldt hver eneste side i sit ord, Bibelen, med vigtige åndelige sandheder. Men vi vil kun få fuld gavn af disse sandheder hvis vi giver agt på dem. Det gør vi ved at læse regelmæssigt i Bibelen og ved ikke blot at betragte den som et litterært værk, men som Guds inspirerede ord. (2 Tim. 3:16) Derefter må vi, ligesom Maria, gemme disse åndelige sandheder i vores hjerte og grunde over dem. Hvis vi mediterer over det vi læser i Bibelen, og tænker over hvordan vi i endnu højere grad kan anvende vejledningen fra Jehova, giver vi vores tro den næring der er nødvendig for at den kan vokse.
Flere udtalelser at tænke over
18. (a) Hvordan adlød Maria og Josef Moseloven da Jesus var spæd? (b) Hvad fortæller det offer Maria og Josef bragte i templet, os om deres økonomiske situation?
18 Da drengen var otte dage gammel, fik Maria og Josef ham omskåret, sådan som Moseloven foreskrev, og de gav ham navnet Jesus, som anvist af englen. (Luk. 1:31) Da Jesus var 40 dage gammel, tog de ham med til templet i Jerusalem, der lå cirka 10 kilometer fra Betlehem. Her ofrede de det renselsesoffer som man ifølge Loven kunne bringe hvis man var fattig — to turtelduer eller to dueunger. Hvis de var skamfulde over at de ikke kunne ofre et vædderlam og en turteldue som mange andre forældre havde råd til, må de have skubbet sådanne følelser til side. Hvordan det end forholdt sig, fik de megen opmuntring mens de var i templet. — Luk. 2:21-24.
19. (a) Hvilke udtalelser af Simeon kan Maria også have gemt i sit hjerte? (b) Hvordan reagerede Anna da hun så Jesus?
19 En ældre mand ved navn Simeon kom hen til dem og fremsatte flere udtalelser som Maria uden tvivl gemte i sit hjerte. Simeon var blevet lovet at han inden sin død ville få Messias at se, og Jehovas hellige ånd lod ham vide at dette lille barn var den lovede frelser. Simeon advarede også Maria om den smerte hun en dag måtte udholde. Han sagde at hun ville føle det som om et langt sværd gennemborede hende. (Luk. 2:25-35) Selv disse ildevarslende ord kan have hjulpet Maria til at holde ud da denne svære tid kom tre årtier senere. Efter Simeon var det profetinden Anna der så Jesus og begyndte at fortælle om ham til alle der med længsel ventede på Jerusalems befrielse. — Læs Lukas 2:36-38.
Maria og Josef fik megen opmuntring mens de var i Jehovas tempel i Jerusalem
20. Hvordan viste det sig at være en god beslutning at tage Jesus med til templet?
20 Hvor var det en god beslutning Josef og Maria havde truffet ved at tage deres lille nyfødte med til Jehovas tempel i Jerusalem! Det blev begyndelsen på deres søns livslange vane med trofast at komme i Jehovas tempel. Mens Josef og Maria var i templet, ydede de det bedste de kunne efter deres omstændigheder, og de modtog anvisninger og opmuntring. Da Maria forlod templet den dag, var hendes tro uden tvivl blevet styrket, og hendes hjerte var fyldt med åndelige udtalelser hun kunne meditere over og dele med andre.
21. Hvad kan vi gøre for at vores tro, ligesom Marias, kan blive endnu stærkere?
21 Det er dejligt at se forældre i dag følge dette eksempel. Forældre som er Jehovas Vidner, tager trofast deres børn med til kristne møder. Sådanne forældre bidrager med det de kan, blandt andet ved at tale opmuntrende med deres trosfæller. Og når de tager af sted fra et møde, føler de sig styrkede og glade og er fyldt med mange gode ting de kan dele med andre. Det er dejligt at overvære disse møder! Når vi gør det, erfarer vi ligesom Maria at vores tro bliver endnu stærkere.
a Bemærk forskellen mellem denne passage og følgende omtale af en tidligere rejse: „I de dage brød Maria så op“ for at besøge Elisabet. (Luk. 1:39) På dette tidspunkt, hvor Maria var forlovet men ikke gift, tog hun måske af sted uden at drøfte det med Josef. Men efter at de var blevet gift, var det Josef, ikke Maria, der tog initiativ til deres rejse.
b Dengang var det almindeligt at byerne havde et rum hvor rejsende kunne overnatte.
c At hyrderne på dette tidspunkt af året levede udendørs med deres hjorde på marken, bekræfter det som Bibelens kronologi også viser: Jesu fødsel fandt ikke sted i december, hvor hjordene ville have været under tag i nærheden af ejernes hjem, men snarere i begyndelsen af oktober.
-