2. del

Videnskaben — Menneskets evige søgen efter sandhed

Menneskets søgen begynder

„INGEN ved hvem der først opdagede ilden, opfandt hjulet, udviklede buen og pilen, eller forsøgte at give en forklaring på solens bevægelse over himmelen,“ skriver The World Book Encyclopedia. Men der er ingen tvivl om at disse opfindelser og opdagelser i bund og grund har forandret verden. Det var den spæde begyndelse på menneskets søgen efter sandhed, en søgen som nu har varet i seks tusind år.

Mennesker har altid været nysgerrige, har altid ønsket at forstå både den levende og den livløse verden der har omgivet dem. De har også altid været interesserede i at anvende deres viden i praksis, så den blev til gavn for dem selv. Menneskets medfødte kundskabstørst og deres ønske om at bruge deres viden, har været drivkraften bag deres evige søgen efter videnskabelig sandhed.

De første forsøg på at finde praktisk anvendelse for videnskabelig viden blev naturligvis ikke kaldt for teknologi, sådan som tilfældet er i dag. For den sags skyld blev de der foretog forskellige forsøg heller ikke kaldt for videnskabsmænd eller forskere. Faktisk har der i størstedelen af menneskets historie ikke eksisteret videnskab i moderne forstand.

Den første zoolog viser vejen

Uanset hvad videnskab oprindelig blev kaldt, blev den til i Edens have lige så snart menneskene begyndte at udforske den verden der omgav dem. Allerede før Evas skabelse fik Adam besked på at give dyrene navne. At finde passende navne til dem krævede et grundigt studium af deres adfærd og egenskaber. I dag ville man kalde dette for zoologi. — 1 Mosebog 2:19.

Adam og Evas første barn, Kain, gik i gang med „at bygge en by“, så han må have besiddet tilstrækkelig videnskabelig viden til at han kunne fremstille de nødvendige redskaber. Det fortælles at en af hans efterkommere, Tubal-Kajin, „smedede al slags værktøj af kobber og jern“, så på det tidspunkt havde videnskaben og teknologien tydeligvis nået et højere stade. — 1 Mosebog 4:17-22.

Da Ægypten blev en verdensmagt — den første verdensmagt som er omtalt i Bibelen — var videnskaben så langt fremme at ægypterne kunne opføre de vældige pyramider. Om pyramidebyggeriet siges der i The New Encyclopædia Britannica: „Det er først lykkedes efter megen eksperimenteren, hvorunder der er blevet løst store byggetekniske problemer.“ At løse disse problemer har krævet et ganske omfattende kendskab til matematik og beslægtede videnskaber.

Men det var ikke kun ægypterne der interesserede sig for videnskab. Babylonierne fremstillede for eksempel en kalender samt et tal- og målesystem. I Fjernøsten kom kineserne med værdifulde bidrag til videnskaben. Og inkaernes og mayaernes forfædre i Amerika havde opbygget en højt udviklet kultur, hvilket senere overraskede de europæiske opdagelsesrejsende, der næppe havde forventet at „de tilbagestående vilde“ kunne nå så vidt.

Det var imidlertid ikke alt hvad disse gamle folkeslag betragtede som videnskabelige sandheder der viste sig at være videnskabeligt korrekt. The World Book Encyclopedia fortæller at ud over de nyttige videnskabelige værktøjer babylonierne udviklede, „skabte de også pseudovidenskaben astrologi“.a

Babylon er overalt

For bibellæsere er det gamle Babylon synonymt med afgudsdyrkelse. Ifølge den babyloniske astrologi herskede forskellige guder over hver sit afsnit af himmelen. Bibelen lærer at der kun er én sand Gud, og viser sig således at være videnskabeligt korrekt idet den forkaster pseudovidenskaben astrologi. — 5 Mosebog 18:10-12; 1 Korinther 8:6; 12:6; Efeserne 4:6.

Religion var en integreret del af livet i oldtiden. Det er derfor forståeligt at videnskaben ikke kunne holdes adskilt fra religiøse idéer og forestillinger. Dette gælder især inden for lægevidenskaben.

„Det ægyptiske samfund og lægevidenskaben i Det Gamle Rige beskrives i gamle dokumenter, hvoraf det fremgår at magi og religion var nært sammenvævet med rationel empirisk lægepraksis og at den øverste magiker ved faraos hof som oftest samtidig var nationens øverste læge,“ siger The New Encyclopædia Britannica.

Under det tredje dynasti vandt en vis arkitekt ved navn Imhotep ry som en dygtig læge. Mindre end et hundrede år efter hans død blev han tilbedt som Ægyptens lægegud. I slutningen af det sjette århundrede før vor tidsregning fik han status som en hovedgud. The New Encyclopædia Britannica siger at de templer der var viet til ham „ofte myldrede med syge som bad og sov dér i den overbevisning at guden ville åbenbare nogle helbredende lægemidler for dem i deres drømme“.

Ægyptiske og babyloniske læger var i høj grad påvirket af religiøse idéer. „Den fremherskende sygdomsteori dengang, og i de efterfølgende generationer,“ siger The Book of Popular Science, „var at feber, infektioner og smerter blev forårsaget af onde ånder, eller dæmoner, som trængte ind i legemet.“ Derfor omfattede lægebehandlingen som regel ofringer, besværgelser eller trylleformularer.

Den græske læge Hippokrates, der levede i det femte og fjerde århundrede f.v.t., vendte sig imidlertid imod overtroen. Han har lagt navn til den hippokratiske ed, lægeløftet som fastslår lægegerningens etik. I bogen Moments of Discovery — The Origins of Science siges der at Hippokrates også var „en af de første der udfordrede præsternes monopol på at finde årsagen til menneskets sygdomme“. Med sin videnskabelige behandling af emnet søgte han at finde naturlige forklaringer på sygdommene. Religiøs overtro og gætteværk måtte vige for fornuft og erfaring.

Ved at adskille de religiøse idéer fra lægekunsten, tog Hippokrates et skridt i den rigtige retning. Den dag i dag bliver vi imidlertid stadig mindet om lægevidenskabens religiøse baggrund. Dens symbol, den græske lægegud Asklepios’ stav der er omslynget af en slange (den såkaldte Æskulapstav se GX 10:333), kan spores tilbage til oldtidens templer hvor man holdt hellige, undergørende slanger. Ifølge The Encyclopedia of Religion mentes disse slanger at kunne „give nyt liv og genfødsel i sundhed“.

Hippokrates kaldes også lægekunstens fader. Men på flere punkter tog han fejl. The Book of Popular Science bemærker at nogle af hans fejlagtige forestillinger „virker groteske i vore øjne“. Men opslagsværket advarer imod lægelig arrogance, og tilføjer: „Nogle af de medicinske teorier der nu er særdeles velunderbyggede vil en fremtidig generation finde groteske.“

Ét skridt ad gangen

Opdagelsen af videnskabelige sandheder har været en gradvis proces, som har krævet at fejlagtige teorier i århundredernes løb er blevet frasorteret. Men for at dette kunne lade sig gøre, måtte det som ét slægtled havde fundet frem til, videregives nøjagtigt til det næste. Én måde at gøre det på var selvfølgelig via det talte ord. — Jævnfør Første Mosebog 2:23.

Denne måde at videregive iagttagelser på har imidlertid aldrig været pålidelig nok til at opnå den nøjagtighed som er en forudsætning for videnskabelige og teknologiske fremskridt. Der var et indlysende behov for at bevare informationer i skreven form.

Præcis hvornår mennesker begyndte at skrive vides ikke. Men efter skrivekunstens tilblivelse havde man gode muligheder for at bevare oplysninger som andre kunne bygge videre på. Før opfindelsen af papiret — der måske fandt sted i Kina omkring år 105 e.v.t. — skrev man på lertavler, papyrus og pergament.

Større videnskabelige fremskridt ville have været utænkelige uden tal- og målesystemer, hvis betydning næppe kan overvurderes. Bogen The Book of Popular Science fortæller at man overalt og til alle tider har anvendt matematik og at matematiske analyser „har ført til mange uhyre vigtige videnskabelige fremskridt“. Matematik tjener også „som et uvurderligt værktøj for kemikeren, fysikeren, astronomen, ingeniøren og andre“.

Også andre faktorer har i tidens løb sat skub i den videnskabelige forskning. For eksempel rejser. The Book of Popular Science forklarer: „Den mand som drager ud til fremmede lande, vil sandsynligvis få skærpet sin nysgerrighed af nye lugte og lyde samt nye syns- og smagsindtryk. Han vil begynde at spørge hvorfor tingene er anderledes i det fremmede. Og for at tilfredsstille sin nysgerrighed, vil han tilegne sig visdom. Sådan var det med de gamle grækere.“

De allestedsnærværende grækere

Uanset om man beskæftiger sig med religiøs, politisk eller økonomisk historie, støder man på grækerne. De fostrede mange berømte filosoffer, et ord der for øvrigt kommer af det græske ord filosofiʹa, der betyder „kærlighed til visdom“. Grækernes kærlighed til visdom og deres kundskabstørst var almindeligt kendt dengang den kristne apostel Paulus i det første århundrede besøgte landet. Han henvendte sig til de epikuræiske og stoiske filosoffer, der, ligesom alle ’athenerne og de fremmede som var på besøg dér, ikke brugte deres fritid til andet end at fortælle eller at høre nyt’. — Apostelgerninger 17:18-21.

Det kan derfor ikke overraske at grækerne er det oldtidsfolk som har efterladt videnskaben den største arv. The New Encyclopædia Britannica skriver: „Græsk filosofis forsøg på at fremstille en teori om universet til erstatning for de mytiske kosmologier, førte slutteligt til reelle videnskabelige opdagelser.“

Faktisk kom nogle af de græske filosoffer med betydelige bidrag til vor forståelse af vore omgivelser. De forsøgte at luge deres forgængeres fejlagtige tanker og idéer ud, samtidig med at de byggede på et grundlag som de fandt korrekt. (I rammen ses nogle eksempler på dette.) Oldtidens græske filosoffer var dem som kom nutidens videnskabelige tankegang nærmest. En mere spekulativ form for naturvidenskab blev faktisk kaldt for „naturfilosofi“.

Med tiden blev det filosofielskende Grækenland imidlertid overskygget af Romerriget. Hvilken betydning fik det for videnskaben? Og hvilke følger fik kristendommens komme? Disse spørgsmål vil blive besvaret i tredje del af denne serie.

[Fodnote]

[Ramme på side 22]

Antikkens „videnskabsmænd“

THALES fra Milet (sjette århundrede f.v.t.), især kendt for sit virke inden for matematik og for sin teori om at alt stof stammer fra et urstof, vand. Søgte en naturlig forklaring på fænomenerne i kosmos, hvilket ifølge The New Encyclopædia Britannica var „afgørende for udviklingen af den videnskabelige tankegang“.

Sokrates (femte århundrede f.v.t.) kaldes i The Book of Popular Science „skaberen af diskuterekunsten — dialektikken — som faktisk er noget nær kernen i den videnskabelige metode“.

Demokrit fra Abdera (femte til fjerde århundrede f.v.t.) lagde grundlaget for atomteorien om universet samt teorierne om stofs uforgængelighed og energiens konstans.

Platon (femte til fjerde århundrede f.v.t.) oprettede Akademiet i Athen som center for metodisk studium af filosofi og videnskab.

Aristoteles (fjerde århundrede f.v.t.), dygtig biolog, grundlagde Lykeion, en institution med mange videnskabelige discipliner. I over 1500 år dominerede hans tanker videnskaben, og han blev betragtet som den øverste videnskabelige autoritet.

Euklid (fjerde århundrede f.v.t.), antikkens største matematiker, bedst kendt for sit omfattende studium af geometrien, et græsk ord som betyder „landmåling“.

Hipparchos fra Nikæa (det andet århundrede f.v.t.), fremragende astronom og trigonometriens grundlægger, klassificerede stjernerne efter lysstyrke, et system der i det store og hele stadig bruges. Var forløber for Ptolemæus, en dygtig geograf og astronom der levede i det andet århundrede e.v.t. og som byggede videre på Hipparchos’ resultater og lærte at Jorden er universets centrum.

[Illustration på side 23]

Æskulapstaven vidner om at videnskaben ikke er blevet til uden religiøs påvirkning