I det følgende vil vi betragte nogle skikke i Mexico, så man kan danne sig en mening om den latinamerikanske jul.

Posadas, „de tre vise mænd“ og Nacimiento

Posadas, der begynder den 16. december, danner optakten til festlighederne. I bogen Mexico’s Feasts of Life hedder det: „Under posadas, de ni fortryllende dage inden juleaften, mindes man Josef og Maria på deres ensomme vandring gennem Betlehem indtil de endelig mødte nogen der var så venlige at give dem husly. Familier og venner samles om aftenen for at gentage det Josef og Maria oplevede i dagene før Jesu fødsel.“

Det er tradition at en gruppe mennesker bærer billeder af Maria og Josef til et hus og i sang beder om husly, eller posada. De der er i huset, svarer i sang, og til sidst får gæsterne lov til at komme indenfor. Så følger en fest hvor nogle, med bind for øjnene og en stok i hånden, efter tur prøver at slå en piñata itu. Piñataen er en stor stentøjskrukke der hænger i en snor. Når den er gået i stykker, indsamler festdeltagerne dens indhold (slik, frugt og lignende). Derefter er der mad og drikke samt dans og musik. Fra den 16. til den 23. december holdes der 8 posada-gilder. Den 24. fejrer man Nochebuena (juleaften), og familierne bestræber sig for at være sammen til et særligt måltid.

Snart derefter kommer nytårsaften, hvor man holder støjende fester. Den 5. januar om aftenen siges det at Tres Reyes Magos („tre vise mænd“) kommer med legetøj til børnene. Højdepunktet er en fest den 6. januar, hvor man serverer en rosca de Reyes (ringformet kage). Når kagen bliver spist, vil en eller anden i sit stykke finde en lille figur der forestiller Jesusbarnet. Den der finder figuren, skal arrangere den sidste fest, der holdes den 2. februar. (Nogle steder er der tre figurer, der forestiller „de tre vise mænd“.) I forbindelse med julen holdes der altså den ene fest efter den anden.

I denne periode spiller nacimiento (julekrybben) en fremtrædende rolle. Hvordan det? På offentlige steder såvel som i kirker og private hjem anbringer man store eller små figurer af keramik, træ eller ler som forestiller Josef og Maria der knæler ved krybben med det nyfødte barn. Der kan også være figurer der forestiller hyrderne og Los Reyes Magos („de vise mænd“). En stald danner baggrunden, og nogle dyr fuldender sceneriet. Men det er det nyfødte spædbarn, på spansk el Niño Dios (Barneguden), der er den centrale figur. Mange lægger denne figur i krybben juleaften.

Vi ser nærmere på julens traditioner

Hvad angår fejringen af julen sådan som den foregår i det meste af verden, står der i The Encyclopedia Americana: „De fleste af de skikke der nu forbindes med julen, var oprindelig ikke juleskikke, men er snarere førkristne og ikkekristne skikke som den kristne kirke har optaget. Saturnalierne, en romersk fest som blev fejret i midten af december, dannede forbillede for mange af julens lystige skikke. Fra denne højtid stammer for eksempel de overdådige måltider og skikkene at give gaver og at brænde lys.“

I Latinamerika kan det forekomme at man overholder traditionerne i forbindelse med Jesu fødsel og samtidig følger andre skikke. Hvor stammer de andre skikke så fra? Mange der ønsker at følge Bibelen, ved godt at nogle af skikkene er aztekiske ritualer. El Universal, en avis i Mexico City, skriver: „Munke fra forskellige ordener udnyttede det at aztekernes religiøse fester faldt sammen med den katolske kirkes højtider, til at fremme udbredelsen af evangeliet. De fester der før var blevet fejret til minde om indianernes gamle guddomme, blev i stedet holdt for kristenhedens guder. Munkene erstattede de indianske fester med de europæiske, hvilket førte til synkretisme og har resulteret i nogle typisk mexicanske skikke.“

The Encyclopedia Americana forklarer: „Krybbespil blev på et tidligt tidspunkt en del af fejringen . . . Det siges at Frans af Assisi indførte skikken med at lade forestillingen finde sted i kirken.“ Disse skuespil, der skildrede Jesu fødsel, blev opført i kirker i begyndelsen af Mexicos kolonisering. Det var franciskanermunke der arrangerede dem for at indianerne skulle lære om Jesu fødsel. Senere blev det mere populært med posadas. Uanset hvad der oprindelig lå bag traditionen, taler den måde posadas i dag fejres på, for sig selv. Hvis man er i Mexico på den tid af året, forstår man hvad journalisten mener med følgende kommentar i avisen El Universal: „Oprindelig skulle posadas minde folk om hvordan Jesu forældre rejste til Betlehem og søgte efter et herberg hvor Barneguden kunne blive født, men i dag er posadas blot en tid til fuldskab, udskejelser, frådseri og tomhed samt stadig mere kriminalitet.“

Idéen til nacimiento opstod under kolonitiden i Mexico og havde udspring i de skuespil der oprindelig blev opført i kirken. Det er en populær tradition, men er dens gengivelse af den bibelske beretning korrekt? Det er et godt spørgsmål. Da de tre såkaldte vise mænd — der faktisk var astrologer — kom på besøg, holdt Jesus og hans familie ikke længere til i en stald. Der var gået nogen tid, og familien boede nu i et hus. Denne interessante detalje kan du læse i Mattæus 2:1, 11. Bemærk også at Bibelen ikke siger hvor mange astrologer der var.a

I Latinamerika varetager de tre vise mænd julemandens opgaver. Ligesom i andre lande gemmer mange forældre stadig legetøj i hjemmet. Man lader som om de tre vise mænd er kommet med legetøjet, og den 6. januar leder børnene efter gaverne. Det er kronede dage for legetøjsbranchen, og nogle har tjent en formue på dét som alle ved er det rene opspind. Mange, selv små børn, er ved at miste troen på de tre vise mænd. Der findes en del som er utilfredse med at stadig færre tror på denne myte, men hvad andet kan man forvente? Myten holdes jo udelukkende i live for traditionens og de handlendes skyld.