Hvorfor være åben over for nye tanker?

EFTERHÅNDEN som tågedisen lettede kunne den amerikanske kommandør Matthew C. Perry begynde at skimte bjerget Fuji fra dækket af sit flagskib, Susquehanna. Han havde glædet sig til at se Japan, og den 8. juli 1853, efter mere end syv måneders sejlads, var han endelig nået frem. Kommandøren havde studeret alt hvad han kunne få fat i om Japan. Hvorfor? Jo, han håbede at åbne dette „isolerede land“ for omverdenen.

Over 200 år tidligere havde Japan afskåret sine handelsforbindelser og kulturelle bånd til alle lande undtagen Kina, Korea og Holland. Derefter sank landet ned i uforstyrret ro. I denne tilstand mindede det om de mange mennesker der lukker af over for enhver ny tanke, og som nægter at lytte til meninger der afviger fra deres egen. Dette kan ganske vist føles behageligt, for nye tanker virker ofte foruroligende eller ligefrem skræmmende. Men er det klogt at lukke af på den måde? Lad os se på følgerne af Japans isolationspolitik.

Baggrunden for Japans isolation

Det var ikke uden grund at Japan valgte at isolere sig. I 1549 kom den jesuitiske missionær Francisco Xavier til Japan for at udbrede sin tro. Inden længe var den romersk-katolske tro blevet fremherskende i landet. Datidens herskere havde imidlertid oplevet et religiøst oprør anstiftet af en buddhistisk sekt, og nu var de bange for at dette ville gentage sig blandt katolikkerne. Katolicismen blev derfor forbudt — dog uden at forbudet blev håndhævet særlig strengt.

Herskerne, der hævdede at Japan var „det guddommelige land“, agtede ikke at lade en „kristen“ religion true deres ordning. Hvorfor var de så ikke mere konsekvente med hensyn til at håndhæve forbudet mod katolicismen? Fordi de katolske missionærer ankom til Japan på portugisiske handelsskibe, og regeringen ville nødig vinke farvel til den indtægt som disse skibe betød for dem. Efterhånden vejede frygten for katolikkernes indflydelse på japanerne dog tungere end ønsket om profit, og gennem en række nye love strammede herskerne kontrollen med udenrigshandel, immigration og kristne.

Da forfulgte og hårdt trængte kristne gjorde oprør mod en lokal lensherre, blev det dråben der fik bægeret til at flyde over. Styret, det såkaldte shogunat, betragtede oprøret som et direkte resultat af katolsk propaganda. Som følge heraf blev portugiserne udvist og japanerne fik forbud mod at rejse udenlands. Med udstedelsen af denne forordning i 1639 var Japans isolation en realitet.

De eneste vesterlændinge der fortsat kunne handle med Japan var hollænderne, som dog kun fik adgang til Deshima, en lille ø ud for Nagasakis havn. I 200 år var denne ø det eneste vindue til den vestlige verden. En gang om året aflagde øens handelsstationsbestyrer rapport til regeringen om hvad der foregik i verden udenfor, men shogunatet sørgede for at ingen andre fik adgang til disse rapporter. Japanerne levede derfor i total isolation indtil kommandør Perry kom og bankede på i 1853.

Isolationen brydes

Da Perrys store, sorte, røgspyende skibe stævnede ind i Edobugten troede de lokale fiskere at det var sejlende vulkaner, og blev lamslåede. Mange af indbyggerne i byen Edo (nu Tokyo) flygtede i panik med alle deres ejendele. Denne udvandring var så omfattende at regeringen måtte udsende en officiel meddelelse for at berolige gemytterne.

Det var ikke kun kommandør Perrys dampskibe men også de gaver han medbragte der forbløffede det isolerede folk. Det forbavsede dem overmåde at se budskaber blive telegraferet fra ét hus til et andet. En beretning om ekspeditionen der er affattet under Perrys tilsyn, Narrative of the Expedition of an American Squadron to the China Seas and Japan, fortæller at nogle af de japanske embedsmænd ikke kunne modstå fristelsen til at sætte sig op på et lilleput-lokomotiv der „dårlig nok kunne bære et seksårs barn“. Selv en værdig mandarin klyngede sig til lokomotivets tag „mens hans løsthængende gevandter blafrede i vinden“.

Japans dør blev tvunget op på vid gab da Perry året efter aflagde sit andet besøg. Regeringen måtte bøje sig for presset, og åbnede landet. Der var dog nogle som mente at Japan burde fastholde isolationspolitikken. De tyede til terrorisme, forøvede et attentat mod en minister og gik også til angreb på udlændinge. Andre åbnede ild mod fremmede skibe. Disse angreb ophørte dog med tiden, og kejseren overtog regeringen efter Tokugawa-shogunatet.

Da Perry vristede Japans dør op havde den industrielle revolution allerede fundet sted i Vesten. Isolationspolitikken havde medført at Japan var sakket langt agterud. For eksempel var industrilandene begyndt at benytte dampmaskiner, og i 1830’erne var de almindeligt udbredt. Da den første delegation af japanere kom til Europa kunne de ikke undgå at bemærke hvor langt bagud Japan var kommet hvad industrialisering angik. På en udstilling der i 1862 blev afholdt i London, udstillede japanerne genstande af papir og træ der efter en forlegen delegerets mening „hørte hjemme i en antikvitetsforretning“.

De japanske delegerede i Europa og De Forenede Stater følte et desperat behov for at deres fædreland blev industrialiseret, og de agiterede derfor ivrigt for nye ideer og moderne opfindelser. Fireogtres år efter Perrys første besøg var det sidste dalevende medlem af hans besætning en tur i Japan. Bagefter udtalte han: „Det forbløffede mig at se hvilke fremskridt Japan har gjort på kun godt tres år.“

Japans isolationspolitik begrænsede i høj grad landets muligheder for vækst. Det viste sig på mange måder at være gavnligt for landet at det åbnede sig for indflydelse udefra. Nogle der i dag bor i landet påpeger imidlertid at nogle japanere er tilbøjelige til at „lukke af“ rent åndeligt, og de ser dette som et problem. Sandt nok er det en udfordring — ikke blot for japanere, men for alle mennesker — at overvinde tilbøjeligheden til at afvise nye tanker. Hvordan ser du på dét? Ville du mon have gavn af at åbne dit sind for nogle nye tanker, ligesom Japan gjorde dengang i 1850’erne?

Er du åben over for nye tanker?

NOGLE vælger at lukke af over for enhver ny tanke eller idé. En kvinde har for eksempel skrevet til ugebladet Hjemmet: „Vi har et rend af Jehovas Vidner ved døren. De irriterer mig frygteligt, men jeg kan alligevel ikke finde ud af, hvordan jeg skal få dem til at gå. . . . Kan deres rend i givet fald forbydes ved lov?“

Da Vesten i midten af det 19. århundrede bankede på døren til Japan, opfattede japanerne det også som ’frygtelig irriterende’. I manges øjne var alt hvad der havde at gøre med udlændinge værdiløst eller ligefrem skadeligt. Som et orientalsk ordsprog siger: „Mistænksomhed skaber uhyrer i mørket.“ Japanske tegninger af kommandør Perry viser hvilken indstilling mange havde. Der findes i dag cirka 50, men kun på 2-3 stykker ser han ud som en almindelig, amerikansk flådeofficer. På de øvrige er han afbildet som et langnæset uhyre eller et blegt monster, som det fremgår af illustrationerne her i bladet.

Da landet åbnede sine døre indså fordomsfri japanere imidlertid at udlændinge ikke nødvendigvis var de rene barbarer. Nogle af deltagerne i den første japanske delegation i Amerika måtte for eksempel ændre mening om den vestlige kultur da de selv fik lejlighed til at stifte bekendtskab med den. Højere embedsmænd i Japan klagede ganske vist konstant over hvor uhøflige amerikanerne var, set med japanske øjne, men den yngre generation fik en mere afbalanceret holdning til den nye kultur.

En højtstående embedsmands 19-årige tjener skrev for eksempel senere: „De fleste af de 70 japanske delegerede brød sig ikke om [amerikanerne] eller hadede dem ligefrem. Da vi så de virkelige forhold var der imidlertid nogle iblandt os der forstod at vi havde taget fejl, og vi fortrød at vi havde næret sådanne følelser. Hvis vi mener at udlændinge befinder sig på samme plan som hunde eller heste, opnår vi kun at få ry for at være ubarmhjertige og uretfærdige.“ Er du fordomsfri nok til at betragte nye tanker med et lige så åbent sind som denne unge tjener?

Indbyggerne i Berøa

I det første århundrede nærede mange jøder nogle urimelige fordomme mod den kristne lære. Deres holdning mindede lidt om den holdning visse japanere engang havde til omverdenen. „Overalt bliver [kristendommen] modsagt,“ hævdede jøderne i det gamle Rom. (Apostelgerninger 28:22) Og fordomsfulde jøder råbte om nogle kristne i byen Thessalonika: „Disse mænd som har vendt op og ned på den beboede jord, er også her.“ — Apostelgerninger 17:6.

Nogle var imidlertid villige til at skubbe fordommene til side. Læg for eksempel mærke til hvordan indbyggerne i byen Berøa reagerede på den gode nyhed der blev forkyndt af apostelen Paulus og hans ledsager, Silas. Bibelskribenten Lukas fortæller: „Disse jøder var mere ædeltsindede end de i Thessalonika, for de tog imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således.“ (Apostelgerninger 17:11) Er du ’ædeltsindet’, ligesom indbyggerne i Berøa?

Tænk engang over Masajis eksempel. Han var på et tidspunkt meget imod kristendommen, og mindede faktisk om dem der syntes at Japan skulle isolere sig fra omverdenen. Da hans kone, Sachiko, begyndte at studere Bibelen, modstod han hende med vold. Han overvejede endda at dræbe sin familie og begå selvmord. Eftersom han var så voldelig måtte hans kone og børn flygte fra hjemmet og slå sig ned hos hendes storebroder i den nordlige del af Japan.

Langt om længe besluttede Masaji at give sig en anelse og undersøge sin kones tro. Da han havde læst noget bibelsk læsestof, kunne han se at han måtte foretage nogle forandringer. Og efterhånden som han studerede Bibelen ændredes hans voldelige indstilling så han i stedet begyndte at vise Guds ånds frugt. (Galaterne 5:22, 23) Han tøvede med at overvære Jehovas Vidners møder fordi han var bange for at de ville hævne sig på ham efter at han havde optrådt voldeligt over for dem. Men da han overvandt sig selv og kom til møde i en rigssal, blev han budt velkommen med en sådan varme at han brast i gråd.

Ja, det er sundt at overvinde fordomme og undersøge nye tanker. Det kan blandt andet udvide ens horisont. Men vil det sige at man skal være åben over for enhver ny tanke man støder på?

Undersøg sagen

Da Japans isolation var blevet brudt, strømmede nye ideer ind i landet. Nogle af dem var gode — andre gjorde mere skade end gavn. „I strid med kommandør Perrys hensigter,“ sagde general Douglas McArthur da han efter den anden verdenskrig modtog Japans kapitulation, „anvendte Japan Vestens kundskab som et middel til undertrykkelse og trældom.“ Japan havde efterlignet sine vestlige rådgivere og var begyndt at følge en kurs der styrtede landet ud i en række af krige. Det kulminerede med den anden verdenskrig, under hvis afslutning der blev nedkastet to atombomber over Japan.

Hvad kan vi lære af dette? At vi ikke skal acceptere enhver ny idé eller tanke. Det bedste vi kan gøre er at efterligne indbyggerne i Berøa, som ’daglig undersøgte Skrifterne om disse ting [som Paulus fortalte] forholdt sig således’. (Apostelgerninger 17:11) Det græske ord der her er gengivet med „undersøgte“, betyder „at foretage omhyggelige og nøjagtige undersøgelser, som i forbindelse med en retssag“. (Word Pictures in the New Testament af A. T. Robertson) Vi bør ikke blindt acceptere enhver ny tanke vi støder på. Vi må først undersøge sagen omhyggeligt og nøjagtigt, som en dommer ville gøre under en retssag.

Hvis vi undersøger sagen vil vi heller ikke følge ethvert modelune, eller nye ideer der i virkeligheden er skadelige. Det der i 1960’erne blev kaldt den nye moral, forekom for eksempel nogle at være en ny og tiltalende idé. En omhyggelig undersøgelse ville imidlertid have afsløret at det blot var den gamle, skadelige umoralitet der optrådte under et nyt navn. Og i 1920’ernes økonomisk plagede Tyskland betragtede mange uden tvivl nazismen som en inspirerende, ny tanke — men den resulterede i store lidelser.

Til alt held for os har Gud givet os en prøvesten som kan hjælpe os til at bedømme nye tanker. Det er hans inspirerede ord, Bibelen. Hvis vi følger dens retningslinjer for familielivet og andre forhold mennesker imellem, vil det hjælpe os til at bedømme nye tanker fra sociologer, psykologer og andre der hævder at være eksperter på disse områder. (Efeserne 5:21–6:4; Kolossenserne 3:5-14) Bibelens vejledning om forholdet til Gud og næsten giver os mulighed for at bedømme mange af de nye ideer der i dag fremsættes om religiøse forhold. (Markus 12:28-31) Nøjagtig bibelkundskab vil sætte os i stand til at afgøre om en ny tanke har værdi eller ikke. Vi vil så kunne ’forvisse os om alt og holde fast ved det gode’. — 1 Thessaloniker 5:21.

Jehovas vidner besøger andre for at opmuntre dem til at lære mere om Bibelen så de på grundlag heraf kan bedømme nye tanker. Jehovas vidner henviser også til bibelske tanker der er nye for mange, deriblandt sandheden om den tid vi lever i og om hvad fremtiden vil indebære for menneskeheden. (Mattæus 24:3-44; 2 Timoteus 3:1-5; Åbenbaringen 21:3, 4) Derfor skulle du ikke uden videre afvise Jehovas vidner når de besøger dig. Det er langt bedre at invitere dem indenfor og høre hvad de har at sige. Vær åben over for nye tanker der kan være til evig gavn for dig.

[Kildeangivelse på side 5]

USA’s Kongresbibliotek, foto LC-USC62-7258