Hvorfor være åben over for nye tanker?
EFTERHÅNDEN som tågedisen lettede kunne den amerikanske kommandør Matthew C. Perry begynde at skimte bjerget Fuji fra dækket af sit flagskib, Susquehanna. Han havde glædet sig til at se Japan, og den 8. juli 1853, efter mere end syv måneders sejlads, var han endelig nået frem. Kommandøren havde studeret alt hvad han kunne få fat i om Japan. Hvorfor? Jo, han håbede at åbne dette „isolerede land“ for omverdenen.
Over 200 år tidligere havde Japan afskåret sine handelsforbindelser og kulturelle bånd til alle lande undtagen Kina, Korea og Holland. Derefter sank landet ned i uforstyrret ro. I denne tilstand mindede det om de mange mennesker der lukker af over for enhver ny tanke, og som nægter at lytte til meninger der afviger fra deres egen. Dette kan ganske vist føles behageligt, for nye tanker virker ofte foruroligende eller ligefrem skræmmende. Men er det klogt at lukke af på den måde? Lad os se på følgerne af Japans isolationspolitik.
Baggrunden for Japans isolation
Det var ikke uden grund at Japan valgte at isolere sig. I 1549 kom den jesuitiske missionær Francisco Xavier til Japan for at udbrede sin tro. Inden længe var den romersk-katolske tro blevet fremherskende i landet. Datidens herskere havde imidlertid oplevet et religiøst oprør anstiftet af en buddhistisk sekt, og nu var de bange for at dette ville gentage sig blandt katolikkerne. Katolicismen blev derfor forbudt — dog uden at forbudet blev håndhævet særlig strengt.
Herskerne, der hævdede at Japan var „det guddommelige land“, agtede ikke at lade en „kristen“ religion true deres ordning. Hvorfor var de så ikke mere konsekvente med hensyn til at håndhæve forbudet mod katolicismen? Fordi de katolske missionærer ankom til Japan på portugisiske handelsskibe, og regeringen ville nødig vinke farvel til den indtægt som disse skibe betød for dem. Efterhånden vejede frygten for katolikkernes indflydelse på japanerne dog tungere end ønsket om profit, og gennem en række nye love strammede herskerne kontrollen med udenrigshandel, immigration og kristne.
Da forfulgte og hårdt trængte kristne gjorde oprør mod en lokal lensherre, blev det dråben der fik bægeret til at flyde over. Styret, det såkaldte shogunat, betragtede oprøret som et direkte resultat af katolsk propaganda. Som følge heraf blev portugiserne udvist og japanerne fik forbud mod at rejse udenlands. Med udstedelsen af denne forordning i 1639 var Japans isolation en realitet.
De eneste vesterlændinge der fortsat kunne handle med Japan var hollænderne, som dog kun fik adgang til Deshima, en lille ø ud for Nagasakis havn. I 200 år var denne ø det eneste vindue til den vestlige verden. En gang om året aflagde øens handelsstationsbestyrer rapport til regeringen om hvad der foregik i verden udenfor, men shogunatet sørgede for at ingen andre fik adgang til disse rapporter. Japanerne levede derfor i total isolation indtil kommandør Perry kom og bankede på i 1853.
Isolationen brydes
Da Perrys store, sorte, røgspyende skibe stævnede ind i Edobugten troede de lokale fiskere at det var sejlende vulkaner, og blev lamslåede. Mange af indbyggerne i byen Edo (nu Tokyo) flygtede i panik med alle deres ejendele. Denne udvandring var så omfattende at regeringen måtte udsende en officiel meddelelse for at berolige gemytterne.
Det var ikke kun kommandør Perrys dampskibe men også de gaver han medbragte der forbløffede det isolerede folk. Det forbavsede dem overmåde at se budskaber blive telegraferet fra ét hus til et andet. En beretning om ekspeditionen der er affattet under Perrys tilsyn, Narrative of the Expedition of an American Squadron to the China Seas and Japan, fortæller at nogle af de japanske embedsmænd ikke kunne modstå fristelsen til at sætte sig op på et lilleput-lokomotiv der „dårlig nok kunne bære et seksårs barn“. Selv en værdig mandarin klyngede sig til lokomotivets tag „mens hans løsthængende gevandter blafrede i vinden“.
Japans dør blev tvunget op på vid gab da Perry året efter aflagde sit andet besøg. Regeringen måtte bøje sig for presset, og åbnede landet. Der var dog nogle som mente at Japan burde fastholde isolationspolitikken. De tyede til terrorisme, forøvede et attentat mod en minister og gik også til angreb på udlændinge. Andre åbnede ild mod fremmede skibe. Disse angreb ophørte dog med tiden, og kejseren overtog regeringen efter Tokugawa-shogunatet.
Da Perry vristede Japans dør op havde den industrielle revolution allerede fundet sted i Vesten. Isolationspolitikken havde medført at Japan var sakket langt agterud. For eksempel var industrilandene begyndt at benytte dampmaskiner, og i 1830’erne var de almindeligt udbredt. Da den første delegation af japanere kom til Europa kunne de ikke undgå at bemærke hvor langt bagud Japan var kommet hvad industrialisering angik. På en udstilling der i 1862 blev afholdt i London, udstillede japanerne genstande af papir og træ der efter en forlegen delegerets mening „hørte hjemme i en antikvitetsforretning“.
De japanske delegerede i Europa og De Forenede Stater følte et desperat behov for at deres fædreland blev industrialiseret, og de agiterede derfor ivrigt for nye ideer og moderne opfindelser. Fireogtres år efter Perrys første besøg var det sidste dalevende medlem af hans besætning en tur i Japan. Bagefter udtalte han: „Det forbløffede mig at se hvilke fremskridt Japan har gjort på kun godt tres år.“
Japans isolationspolitik begrænsede i høj grad landets muligheder for vækst. Det viste sig på mange måder at være gavnligt for landet at det åbnede sig for indflydelse udefra. Nogle der i dag bor i landet påpeger imidlertid at nogle japanere er tilbøjelige til at „lukke af“ rent åndeligt, og de ser dette som et problem. Sandt nok er det en udfordring — ikke blot for japanere, men for alle mennesker — at overvinde tilbøjeligheden til at afvise nye tanker. Hvordan ser du på dét? Ville du mon have gavn af at åbne dit sind for nogle nye tanker, ligesom Japan gjorde dengang i 1850’erne?