Familiens overhoved

Hvem var familiens overhoved? På patriarkernes tid var mænd som Abraham, Isak og Jakob ubestridt „familieoverhoveder“. (Apostelgerninger 7:8, 9; Hebræerne 7:4) I sin bog The New Manners and Customs of Bible Times skriver Ralph Gower: „Familien var . . . et ’lille kongerige’ der blev styret af faderen. Hustru, børn, børnebørn og tjenere, alle i husstanden var underlagt hans ledelse.“ Ofte havde patriarkerne også myndighed over deres sønners familier. — Jævnfør Første Mosebog 42:37.

Men gav det ikke mændene frie hænder til at undertrykke deres kone og børn? Bestemt ikke. Det er sandt at Gud sagde til den første kvinde, Eva: „Din attrå vil være til din mand, og han skal herske over dig.“ (1 Mosebog 3:16) Disse ord viser hvordan mænd i almindelighed ville opføre sig, men de er ikke en beskrivelse af hvordan forholdene ville være blandt Guds sande tjenere. Gudfrygtige ægtemænd skulle huske Jehovas oprindelige hensigt. Jehova skabte kvinden som mandens medhjælp, „som et modstykke til ham“, ikke som hans slave. (1 Mosebog 2:20) Eftersom fortidens gudfrygtige mænd erkendte at de selv var underlagt Gud og skulle stå ham til regnskab, misbrugte de ikke deres myndighed. Gudfrygtige patriarker viste deres koner og børn ægte kærlighed og hengivenhed og behandlede dem bestemt ikke som slaver.

Første Mosebog 50:23 viser os et lille glimt af den kærlighed børn sædvanligvis modtog. Her siges der om Josefs oldebørn: „De blev født på Josefs knæ.“ Dette kan ganske enkelt betyde at Josef anerkendte barnet som sit eget, men det kan også vise at han kærligt legede med børnene, vuggede dem på sine knæ. I dag må fædre vise deres børn en lignende omsorg.

Som familieoverhoveder skulle de gudfrygtige patriarker også sørge for deres families åndelige behov. Da Noa efter den globale vandflod kom ud af arken, siges der: „Derpå byggede Noa et alter for Jehova . . . og bragte brændofre på alteret.“ (1 Mosebog 8:20; Jævnfør Job 1:5.) Den trofaste patriark Abraham satte et godt eksempel ved personligt at undervise de enkelte familiemedlemmer. Han ’gav sine sønner og sit hus efter sig påbud, så de holdt sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret’. (1 Mosebog 18:19) Hvis kærlige familieoverhoveder følger disse råd, vil deres familie trives både følelsesmæssigt og åndeligt.

I dag følger kristne mænd dette mønster. De sætter et godt eksempel ved at føre an i gudsdyrkelsen og derved hjælper de deres familie til at rette sig efter Guds krav. (Mattæus 28:19, 20; Hebræerne 10:24, 25) Ligesom patriarkerne sætter kristne ægtemænd og fædre også tid af til at undervise deres familie.

Der kræves handling

Da patriarken Jakob endelig var blevet færdig med at afbetale en stor gæld til sin svigerfar, spurgte han: „Hvornår kan jeg nu selv gøre noget for mit eget hus?“ (1 Mosebog 30:30) Som de fleste fædre følte Jakob det som et pres at skulle dække sin families behov, og han arbejdede flittigt for at kunne gøre det. I Første Mosebog 30:43 står der: „Manden blev ved med at brede sig mere og mere, og han fik efterhånden meget småkvæg og tjenestepiger og tjenere og kameler og æsler.“

Men nogle år senere, da Jakob havde bosat sig i Kana’an, lagde han tilsyneladende ikke mærke til at hans datter Dina havde tillagt sig den farlige vane at omgås de hedenske kana’anæere.a (1 Mosebog 34:1) Han greb heller ikke ind da han blev klar over at der var hedenske genstande i hans hus. Efter den tragiske episode hvor Dina var blevet voldtaget af en kana’anæisk mand, skred Jakob til handling. „Fjern de fremmede guder der er iblandt jer, og rens jer,“ sagde han. — 1 Mosebog 35:2-4.

En kristen far må årvågent følge sin families åndelige sundhed. Han må straks skride til handling hvis der er noget som udgør en alvorlig trussel mod familiens åndelige sundhed — hvis han for eksempel opdager umoralsk litteratur i hjemmet eller hører at der bliver spillet nedbrydende musik.