FILIPPERBREVET
Et brev i De Kristne Græske Skrifter skrevet af apostelen Paulus til menigheden i byen Filippi i provinsen Makedonien, en menighed som Paulus havde oprettet omkring år 50 under sin anden missionsrejse.
Hvor og hvornår det er skrevet. Brevet selv vidner om at det er skrevet under Paulus’ første fangenskab i Rom. Han taler om at „hele prætorianergarden“ kender grunden til hans lænker, og han sender hilsener fra dem der hører til „kejserens husstand“. (Flp 1:13; 4:22) Det antages almindeligvis at Paulus’ første fangenskab i Rom fandt sted omkring år 59-61. Der var sket flere ting efter at Paulus var ankommet til Rom, og før han besluttede at skrive til filipperne. Epafroditus var rejst dertil fra Filippi, havde arbejdet sammen med Paulus og hjulpet ham og var blevet meget syg. Filipperne havde, ca. 1000 km derfra, hørt om hans sygdom. Nu var Epafroditus blevet rask, og Paulus sendte ham tilbage med brevet. Brevet må derfor være skrevet omkring år 60 eller 61.
Baggrunden for brevet. Menigheden i Filippi havde vist stor kærlighed til og omsorg for Paulus. Kort efter hans besøg i Filippi havde menigheden gavmildt sendt ham en materiel gave under hans flere uger lange ophold i den nærliggende by Thessalonika. (Flp 4:15, 16) Senere, da brødrene i Jerusalem kom ind i en periode med hård forfølgelse og havde brug for materiel hjælp, viste de kristne i Filippi, der selv var meget fattige og gennemgik hårde prøvelser, sig villige til at bidrage med hjælp endog ud over deres evne. Paulus satte så megen pris på deres gode indstilling at han nævnte dem som et eksempel for de andre menigheder. (2Kor 8:1-6) De var også travlt optaget af at forkynde den gode nyhed og havde tilsyneladende ikke været i nær kontakt med Paulus i nogen tid. Men nu, da han havde brug for hjælp i sit fangenskab, sendte de ikke alene materielle gaver sådan at han havde overflod, men de udsendte også Epafroditus, en mand der var værdifuld for dem, som deres personlige repræsentant. Denne nidkære broder ydede modigt Paulus hjælp og bragte endda sit eget liv i fare. Paulus omtaler ham derfor meget rosende over for menigheden. — Flp 2:25-30; 4:18.
Paulus udtrykker tillid til at han selv, i overensstemmelse med deres bønner, vil blive løsladt fra fangenskabet og være i stand til at besøge dem igen. (Flp 1:19; 2:24) Han ved at det bedste for dem er at han bliver ved med at leve, selv om han med længsel ser frem til den tid da Kristus vil tage ham hjem til sig. (Flp 1:21-25; jf. Joh 14:3.) I mellemtiden håber han at sende Timoteus, som mere end nogen anden oprigtigt vil have deres interesser på sinde. — Flp 2:19-23.
Brevet udstråler kærlighed. Paulus afholdt sig aldrig fra at rose når det var på sin plads, og han veg heller ikke tilbage for at give nødvendig irettesættelse, men i dette tilfælde var det opmuntring der var brug for. Menigheden havde modstandere som søgte at skade den, og som ønskede at prale af det kødelige og af kødets omskærelse, men det ser ud til at dette ikke i alvorlig grad berørte brødrene eller gjorde dem urolige. (Flp 3:2) Derfor behøvede Paulus ikke at fremsætte stærke argumenter og irettesættelser, sådan som i brevene til menighederne i Galatien og Korinth. Den eneste antydning af irettesættelse er hans formaning om at Evodia og Syntyke skal holde fred. Hele vejen igennem brevet opmuntrer han Filippermenigheden til at fortsætte den gode tjeneste — at søge større skelneevne og at få et fast greb om livets ord, en stærkere tro og tillid til den kommende sejrspris.
I dette brev findes der mange gode principper som er til vejledning og opmuntring for alle kristne. Blandt disse er følgende:
Kapitel og vers
Princip
Kristne skal forvisse sig om de mere vigtige ting så de ikke bringer andre til snublen og fald
De kan fryde sig, selv når fjender af sandheden forkynder af stridbarhed, for det tjener blot til at sandheden gøres kendt
Guds tjeneres bøn er virkningsfuld
De kristnes enhed og mod over for deres modstandere er et bevis på at Gud vil udfri sine tjenere og udslette sine fjender
Ydmyghed fører til ophøjelse fra Gud
Gud kan takkes for sin barmhjertighed når en af hans trofaste tjenere bliver rask efter en sygdom
I det omfang den kristne har gjort fremskridt, bør han fortsat vandre regelret i samme gænge for at opnå sejrsprisen
Kristne skal se hen til himmelen, hvor deres statsborgerskab er, og ikke til jordiske forbindelser
Kristne skal ikke være bekymrede, men i alt lade deres anmodninger blive gjort kendt for Gud, og han vil give dem en fred der beskytter deres hjerte og sind
Kristne bør altid have det der er ret og rosværdigt, i tanke
[Ramme på side 571]
HOVEDPUNKTER I FILIPPERBREVET
Et brev der afspejler den særlige kærlighed som knyttede Paulus til de kristne i Filippi
Skrevet af Paulus ca. 60-61 e.v.t. mens han var i fangenskab i Rom
Paulus’ kærlighed til brødrene og hans værdsættelse af deres gavmildhed
Paulus takker Gud for filippernes bidrag til fremme af den gode nyhed. På grund af sin inderlige hengivenhed for dem beder han om at deres kærlighed må øges, og at de må forvisse sig om de mere vigtige ting (1:3-11)
Paulus er bekymret for filipperne; han håber at kunne sende dem Timoteus, som han anbefaler varmt. Han har tillid til at han også selv vil besøge dem inden længe (2:19-24)
For at berolige brødrene med hensyn til Epafroditus, som filipperne havde hørt var meget syg, sender Paulus dem denne loyale tjener som de havde givet den opgave at betjene Paulus (2:25-30)
Paulus er ganske vist i stand til at klare sig under alle forhold, takket være den styrke han modtager ovenfra, men ikke desto mindre roser han filipperne for deres store gavmildhed (4:10-19)
Hvad Paulus’ fangenskab har udvirket
Paulus’ fangenskab har været til fremgang for den gode nyhed; hans situation er blevet almindeligt kendt for hele prætorianergarden, og de fleste af brødrene har mere mod til at tale Guds ord uden frygt (1:12-14)
Nogle forkynder af et godt motiv, andre af et dårligt motiv — under alle omstændigheder forkyndes Kristus. Paulus ønsker at ophøje Kristus hvad enten han lever eller dør, men han føler at han skal leve for at betjene filipperne (1:15-26)
Opbyggende vejledning angående holdning og adfærd
Filipperne skal leve et liv der er den gode nyhed værdigt, og ikke lade sig skræmme af deres modstandere. Fjenderne vil blive udslettet, mens de troende vil blive frelst (1:27-30)
De skal vise samme indstilling som Kristus ved at være ydmyge og ikke søge deres egne interesser (2:1-11)
Som dadelfrie børn skal de skinne som lysspredere midt i en forkvaklet generation og have „et fast greb om livets ord“ (2:12-16)
De skal tage sig i agt for dem der går ind for omskærelse; en kristen sætter sin lid til Kristus, ikke til kødelig omskærelse (3:1-3)
Hvad kvalifikationer efter kødet angår, kan ingen måle sig med Paulus, og dog anser han alt dette for affald på grund af „den langt større værdi som kundskaben om Kristus“ har. Han jager frem mod sejrsprisen og tilskynder andre til at gøre det samme (3:4-21)
Filipperne skal fortsat glæde sig i Herren, være rimelige, lade deres anmodninger blive gjort kendt for Gud i bøn og fylde deres sind med sunde og rette tanker (4:4-9)