Nyheder på nært hold
„Fossilkapring“
Under denne overskrift bringer det franske dagblad Le Monde en artikel om en indisk palæontolog der „gennem 20 år . . . åbenbart bedrog sine kolleger med hensyn til findestedet for de fossiler han sendte til bedømmelse hos dem“. Efter forlydende havde han sendt kollegerne fossiler fra USA, Afrika, Tjekkoslovakiet og Storbritannien og påstået at have afdækket dem i Himalayabjergkæden. Han havde offentliggjort sine resultater i over 300 artikler. Bedraget blev bragt for dagens lys af en australsk videnskabsmand i det engelske naturvidenskabelige blad Nature. Denne gav udtryk for undren over ’hvordan det kunne lade sig gøre at tvivlsomme resultater i så stor mængde gennem så lang tid fik lov at stå ubestridt’.
Le Monde angiver som mulig årsag at mange videnskabsfolk iagttager en slags ’tavshedspligt’. Artiklen bemærker at denne svindel har „undermineret praktisk taget al den viden man [i løbet af de seneste 20 år] har indsamlet om Himalayas geologi“.
Dette nye tilfælde af videnskabssvindel har naturligvis ikke sået tvivl om videnskabens generelle pålidelighed. Men det udgør et yderligere vidnesbyrd om at palæontologiens argumenter stillet over for Bibelens ufejlbarlige nøjagtighed ofte kun er det Paulus kaldte „modstridende opfattelser der hører til den ’kundskab’ som overhovedet ikke er nogen kundskab“. — 1 Timoteus 6:20, Jerusalem-Bibelen.
„Fulde af blod“
Skruppelløse colombianske narkotikakonger hyrer ofte unge mænd til at rydde rivaler af vejen eller til at sprede skræk blandt politikere og i befolkningen. En sådan sicario (lejemorder) har til journalister fra det spanske nyhedstidsskrift Tiempo sagt at ’det er hårdt at myrde med koldt blod’. Hvordan dulmer han sin samvittighed? Han fortæller: „Jeg ved at en af Guds love siger at man ikke må slå ihjel, men i mit tilfælde er det at slå ihjel et spørgsmål om at overleve. Jeg slår ihjel med god samvittighed fordi jeg har brug for pengene. Kan De ikke se at det er et arbejde jeg har fordi jeg må have noget at leve af? . . . Før jeg går ud for at slå en eller anden ihjel, beder jeg Gud og Jomfruen om at beskytte mig.“
Katolske teologer ville utvivlsomt tage skarp afstand fra denne tænkemåde, men når kirkeledere har lovliggjort væbnet konflikt „som en sidste udvej for at gøre ende på et åbenlyst og vedvarende tyranni“ — og dermed bifalder voldsanvendelse imod politisk uretfærdighed — bør det da overraske os at nogle katolikker, som denne sicario, retfærdiggør drab på grund af økonomisk uretfærdighed? Det er sandelig risikabelt at udvande Guds ord!
Den nat da den største uretfærdighed nogen sinde — Jesu arrestation, domfældelse og henrettelse — var ved at blive begået, afviste Jesus den blotte tanke om voldsanvendelse. Han sagde til Peter: „Alle, som griber til sværd, skal falde for sværd.“ (Mattæus 26:52, da. aut.) Hvordan kan de der griber til vold da vente at den almægtige Gud overhovedet lytter til dem, når Esajas’ profeti rent ud siger: „Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders hænder er fulde af blod“? — Esajas 1:15, da. aut.
„Tilbagebetal kejseren det der er kejserens“
Skatte- og afgiftsunddragelse er et voksende problem i mange lande. For eksempel er det ifølge dagbladet El Diario Vasco almindeligt ved ejendomshandel i Spanien at både køber og sælger forsætligt opgiver en urigtig salgssum. Da ejendomshandel er belagt med afgifter, enes køber og sælger ofte om at påføre skødet en lavere salgssum for derved at mindske afgiften. Over for El Diario Vasco hævder notar José María Segura Zurbano at notarer ikke direkte medvirker til dette bedrag, men er vidende om at det er en urigtig købspris de bogfører. Han nævner dog en enkelt ærlig undtagelse: „I dette land lyver alle og enhver, på nær Jehovas vidner. Når de køber eller sælger, opgiver de den reelle værdi.“
Jehovas vidner er kendt for deres sandfærdighed og ærlighed. De er klar over at Jehova Gud forventer at hans tjenere viser sådanne egenskaber i alt hvad de gør. Gud hader „løgnetunge“ og „et falsk vidne som udspyr løgn“. Og vedrørende betaling af skatter og afgifter satte Jesus følgende norm for sine disciple: „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ — Ordsprogene 6:16-19; Markus 12:17.
Tilpasset
Det var Martin Luthers kamp mod salget af aflad (i form af breve som fritog en synder for straf) der fik den katolske kirke til i 1562 at forbyde afladshandelen. Men Pedro Albellan fra Vatikanet har for nylig erklæret at selve læren om indrømmelse af aflad „står ved magt og ikke kan rokkes“. En ny katolsk lærebog om aflad viser at Vatikanet nu har tilpasset denne gamle skik til nutidig teknologi. Ifølge Londonbladet The Times kan biskopper „via radio eller tv give fuld aflad til de troende tre gange om året når de lyser velsignelse i pavens navn“. Men der er en begrænsning: „Det skal være en direkte udsendelse,“ siger Luigi De Magistris fra det Vatikan-kontor der har med aflad at gøre. „Det er ikke nok blot at se en genudsendelse.“
Men er brugen af aflad — pr. brev, personligt eller via tv — overhovedet bibelsk? Undertiden tilgav Jesus synder ganske frit, men han nævnte ikke noget om behovet for aflad, og det gjorde apostlene heller ikke. „Jesu, [Guds] søns, blod renser os fra al synd,“ skrev apostelen Johannes. „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ (1 Johannes 1:7, 9) Hvis alle synder således kan blive eftergivet, hvad er det da for en straf man skal fritages for ved aflad? — Johannes 3:36; Romerne 5:10.
Opskrift på katastrofe
„I fjernsynets barndom skildrede man ikke vold så ofte og så udførligt som i dag,“ erklærer dr. Paul Wilson fra Australiens Kriminologiske Institut. Det vi ser i dag, er imidlertid ’opskriften på en social katastrofe og på anarki’, mener Wilson. „Nu ser man blodet vælde ud af gabende sår, og dødens pine skildres med køligt dvælende omhu. . . . Teenagere hugges ned og kvæles i deres eget blod mens kameraet ivrigt indfanger deres dødsrallen.“
I en avisartikel bemærker Paul Wilson at de australske medier havde svært ved at fange offentlighedens interesse da de for nylig rapporterede om det ublodige statskup på Fijiøerne. „Vold er blevet den moderne underholdnings varemærke,“ siger han. Reportagerne i aviser og tv var nøjagtige, saglige og velunderbyggede, men „der var jo ingen filmklip med voldsscener og ingen avisomtale af optøjer“.
Det stigende krav om vold som underholdning passer ind i den beskrivelse Bibelen giver af „de sidste dage“ for denne tingenes ordning, den tid hvor menneskene ville være ’uden selvbeherskelse, vilde, og uden kærlighed til det gode’. — 2 Timoteus 3:1, 3.
Monogami eller polygami?
Kirker i visse lande tumler med dette spørgsmål: Kan man være medlem af kirken hvis man har mere end én ægtefælle? Den Anglikanske Kirke i Uganda har nedsat en komité for at undersøge spørgsmålet „polygami og kristent familieliv“. Biskop Christopher Senyonjo skal, ifølge Den Økumeniske Pressetjeneste, have udtalt at polygami ikke alene er acceptabelt, det er ligefrem gavnligt. Hvorfor? Han hævder at polygame ægteskaber medvirker til at hæmme udbredelsen af AIDS. Biskoppen mener endda at kristne selv må afgøre om de vil have en eller flere ægtefæller, for „Kristus vil forvandle vore triste og kedelige ægteskaber til sød vin, hvad enten de er monogame eller polygame“.
Bibelen viser imidlertid at Jehova Gud, der har indstiftet ægteskabet som monogam institution, ikke er af denne mening. Han lod den kristne apostel Paulus skrive: „Lad . . . hver mand have sin egen hustru, og lad hver kvinde have sin egen mand“. (1 Korinther 7:2) Bemærk også hvad Paulus senere skrev om kravene til dem der skulle være hyrder for hjorden: „Tilsynsmanden bør derfor være ulastelig, én kvindes mand.“ — 1 Timoteus 3:2.
Ikke alene i Afrika, men også i andre dele af verden, ser sande kristne derfor polygami som det det er: en overtrædelse af Guds lov.