Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Jaget efter materiel velstand
    Vågn op! – 1994 | 8. december
    • Jaget efter materiel velstand

      AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I TAIWAN

      ’LYKKEN kan ikke købes for penge!’ Selv om de fleste er mere eller mindre enige i denne udtalelse, søger mange at blive rige i håb om at få et lykkeligere liv. Og hvorfor skulle de ikke det? Det virker jo trods alt som om løsningen på mange af menneskehedens problemer ligger i materiel velstand og succes.

      Prøv blot at forestille dig hvor forandret verden ville være hvis hver mand, kvinde og barn havde hvad de skulle bruge materielt. Den nedværdigelse og de lidelser som millioner der i dag bor i verdens slumkvarterer og ghettoer oplever, ville høre fortiden til. Der ville heller ikke være nogen hjemløse, et problem som både rige og fattige lande kæmper med.

      Lykken er også forbundet med det at have et godt helbred. Men selv om lægevidenskaben gør store fremskridt, finder flere og flere ud af at de dårligt har råd til lægebehandling. Millioner er stadig underernærede og sulter hver dag. Hvis der virkelig var materiel velstand rundt om på jorden, ville alle have mulighed for at leve et sundere og dermed lykkeligere liv.

      Selve jorden ville også nyde gavn af materiel velstand. Hvordan? Miljøet på jorden bliver i dag ødelagt af dødbringende forureningskilder der for en stor del skyldes afbrænding af fossilt brændsel. Én af de grunde man anfører til ikke at bruge teknologien som et middel til at udvikle renere energiformer, er at det er for dyrt. Ødelæggelsen af regnskovene, en anden alvorlig økologisk trussel, skyldes også for en stor del økonomiske faktorer.

      Det er derfor ikke overraskende at mennesker gennem mange år har forbundet rigdom med lykke, eftersom materiel velstand tilsyneladende kunne løse mange af vore problemer og fjerne mange lidelser. Mens det for eksempel er skik og brug i Vesten nytårsdag at hilse på hinanden med et: „Godt nytår,“ følger kineserne en anden tradition under månenytåret. De siger: „Kung hsi få Tsai,“ en hilsen hvormed man udtrykker ønske om at vedkommende må blive rig. Ja, man kan ikke benægte at vi lever i en verden hvor menneskene prioriterer jaget efter materiel velstand meget højt, og mange giver det endda førsteprioritet. Succes eller fiasko måles ofte efter en materiel målestok.

      Det er ikke nødvendigvis forkert at erhverve sig materielle ejendele og glæde sig over dem, men kan de garantere at man bliver lykkelig? Hvor stor værdi skal man tillægge dem? Er materiel velstand virkelig nøglen til en bedre verden?

  • Kan materielle ejendele gøre én lykkelig?
    Vågn op! – 1994 | 8. december
    • Kan materielle ejendele gøre én lykkelig?

      „UD AF omkring 50 elever i vores skole, var der kun et par stykker som havde sko,“ mindes den 45-årige Poching, der voksede op i den sydlige del af Taiwan i 1950’erne. „Vi havde ikke råd til sko, men vi betragtede aldrig os selv som fattige. Vi havde alt hvad vi skulle bruge.“

      Sådan var forholdene for cirka 40 år siden. Men livet har ændret sig drastisk for Poching og resten af denne øs 20 millioner indbyggere. Bogen Facts and Figures — The Republic of China on Taiwan siger: „Taiwan [er blevet] forvandlet fra et landbrugssamfund til et pulserende industrisamfund.“ I slutningen af 1970’erne blev Taiwan betragtet som „et stabilt og velstående samfund“.

      Overalt i Taiwan ser man beviser på at det bestemt er et velstående samfund. Fra de høje, ultramoderne kontorkomplekser som hastigt er skudt op på øen, til motorvejene som er fyldt til trængsel med dyre importerede biler. Det er denne velstand som andre udviklingslande misunder Taiwan. China Post, Taiwans førende engelske avis, har pralende skrevet at „Taiwans befolkning i dag kan glæde sig over den højeste levestandard i kinesisk historie“.

      ’En mængde vanskelige problemer’

      Har denne materielle velstand bragt folk sand lykke og tilfredshed? Der er ingen tvivl om at der er mange ting som befolkningen i Taiwan er stolte af, men succesen har også en bagside. China Post går videre og påpeger at „der med denne høje levestandard er fulgt en mængde komplicerede og vanskelige problemer“. Taiwans materielle velstand har haft sin pris.

      Angående de „komplicerede og vanskelige problemer“ som hjemsøger denne ø, hvor der tidligere næsten ikke blev begået nogen forbrydelser, siger China Post: „I de senere år er antallet af forbrydelser og optøjer steget alarmerende i vort velstående samfund, og det udgør en voksende trussel mod alle lovlydige borgeres liv og ejendom.“ I en artikel i China Post med titlen „Rigdom gør Taiwan til et løssluppent land“ beskrives problemet med den tiltagende søgning til „restauranter og beværtninger med et pornografisk anstrøg“ og til illegale bordeller der drives under dække af frisørsaloner. Et andet problem er pengeafpresning, for eksempel gennem kidnapning. En journalist omtaler kidnapning af børn som „Taiwans nye succesforetagende“. Mange begår sådanne forbrydelser for at kunne betale spillegæld eller andre økonomiske tab.

      Børn er ikke kun uskyldige ofre for forbrydelser; flere og flere børn begår selv forbrydelser. Rapporter viser at alene i 1989 steg ungdomskriminaliteten med 30 procent. Nogle sætter denne stigning i forbindelse med familiens opløsning, og statistikkerne ser ud til at støtte denne formodning. I perioden fra 1977 til 1987 faldt antallet af nye ægteskabsindgåelser, mens skilsmissetallet blev mere end fordoblet. Eftersom den kinesiske kultur traditionelt lægger stor vægt på familien som en grundsten i et stabilt samfund, er det ikke overraskende at mange er meget bekymrede over de dårlige tilstande.

      Problemets rod

      Der er fremkommet forskellige forklaringer på hvorfor samfundsstrukturen i et velstående samfund går i opløsning. Nogle er meget filosofiske og siger at det blot er prisen for at opnå succes. Men at give succes eller velstand skylden, er det samme som at påstå at den mad man spiser kan være grådig. Ikke alle der spiser er grådige og ikke alle velhavere er materialister eller kriminelle. Nej, materiel velstand er ikke i sig selv skyld i at kriminaliteten stiger og samfundet går i opløsning.

      En lederartikel i China Post pegede på en stor, medvirkende faktor: „Vi har i tidens løb lagt alt for stor vægt på materiel udvikling. Det er det der er skyld i moralens og de åndelige værdiers forfald i vort samfund i dag.“ (Kursiveret af os.) Ja, når man lægger for stor vægt på jaget efter materielle ting, fører det til en materialistisk og havesyg indstilling der fremmer egoismen. Det er en sådan indstilling der bevirker at familien går i opløsning og at forhold der har en negativ virkning på samfundet breder sig som en løbeild. Det Bibelen sagde for 2000 år siden er stadig sandt: „Kærligheden til penge [ikke pengene i sig selv] er en rod til alt muligt skadeligt.“ — 1 Timoteus 6:10.

      Et verdensomspændende problem

      Tusinder fra Taiwan er emigreret til andre lande i håb om at finde fred, ro og, ikke mindst, sikkerhed. Men disse problemer er ikke enkeltstående for Taiwan. De findes overalt på jorden.

      For nogle år siden viste en undersøgelse at det rigeste amt i Californien i USA havde landets højeste skilsmisseprocent. Omkring 90 procent af alle transaktioner med fast ejendom i nogle områder af amtet skyldtes opløste ægteskaber. Antallet af selvmord var dobbelt så højt som landets gennemsnit. Det var et af de steder i landet hvor der var flest alkoholikere, og efter sigende var der i dette amt flere psykiatere og andre behandlere af sindslidelser pr. indbygger end noget andet sted i De Forenede Stater.

      Jesus Kristus pegede på en fundamental sandhed da han sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ (Mattæus 4:4) Uanset hvor mange materielle ejendele man har, kan de ikke tilfredsstille alle de behov mennesket søger opfyldt, og de er heller ikke en garanti for at man bliver lykkelig. Derimod går det ofte som der siges i et kinesisk ordsprog: „Når man er mæt og varm, begynder man at tænke på udsvævelser og kødelige ønsker.“ Det der er sket i Taiwan og andre steder, har vist at materiel velstand alene ofte er begyndelsen til et moralsk og socialt forfald og de problemer der følger i kølvandet.

      Hvad skal der til for at materiel velstand kan føre til sand og varig lykke? Det vil vi komme ind på i den næste artikel.

      [Tekstcitat på side 6]

      „Når man er mæt og varm, begynder man at tænke på udsvævelser og kødelige ønsker.“ — Kinesisk ordsprog

      [Illustration på side 5]

      Materiel velstand har forvandlet landsbyer til travle, neonoplyste storbyer

  • Noget der med sikkerhed fører til lykke
    Vågn op! – 1994 | 8. december
    • Noget der med sikkerhed fører til lykke

      „LYKKELIGE er de som erkender deres åndelige behov,“ sagde Jesus Kristus. (Mattæus 5:3) I modsætning til den gængse opfattelse pegede Jesus på at den vigtigste faktor for at blive lykkelig er at man får dækket sit åndelige behov og ikke sine materielle ønsker. Hvis man erkender sit åndelige behov og får det dækket på rette vis, vil man med sikkerhed blive lykkelig.

      At erkende sit åndelige behov betyder imidlertid mere end blot at være klar over at man har et sådant behov. Hvis dette behov ikke dækkes, vil det meget ofte føre til bekymring og vrede i stedet for til lykke. Et ordsprog i Bibelen siger det på denne måde: „Langvarig forventning gør hjertet sygt.“ (Ordsprogene 13:12) Hvis man derfor erkender sit åndelige behov og tager skridt til at få det dækket, vil man blive lykkelig. Men hvordan bærer man sig ad?

      Det er her Bibelen kommer ind i billedet. Kun Bibelen kan give svar på spørgsmål som mange længe har spekuleret på uden at finde tilfredsstillende svar. Har du for eksempel nogen sinde stillet spørgsmål som disse: ’Hvad er meningen med livet? Hvorfor er mennesket på jorden? Hvad vil der ske i fremtiden?’ Ud over at give tilfredsstillende svar på disse og mange andre spørgsmål, indeholder Bibelen også leveregler som har hjulpet millioner til at klare de indviklede problemer som vi alle i dag kæmper med og som ofte hæmmer os i vores søgen efter lykke. „[Guds] ord er en lampe for min fod og et lys på min sti,“ sagde salmisten. (Salme 119:105) Ja, Bibelen er en pålidelig ledetråd der kan hjælpe os til at blive lykkelige. Lad os betragte to eksempler fra det virkelige liv.

      Ægteskabelige problemer løses

      Ægteskabet kan medføre enten lykke eller sorg. Sørgeligt nok er det sidste ofte tilfældet. Ved at følge Bibelens råd har mange imidlertid fundet lykken i et tidligere ulykkeligt ægteskab.

      Det har Yungk’un og Meihsiu oplevet: „De første syv år af vort ægteskab var ikke lykkelige,“ fortæller Yungk’un. „Jeg brugte meget lidt tid sammen med min hustru og mine to døtre. Ofte overnattede jeg faktisk på min arbejdsplads.“ Selv om de havde alt hvad de skulle bruge materielt, var de ikke lykkelige. Hans hustru tilføjer: „Min mand sørgede for os materielt, men alle andre familieanliggender overlod han til mig. Det gjorde mig vred.“ De overvejede endda at lade sig separere.

      Yungk’un havde også andre familieproblemer at kæmpe med. På grund af tidligere stridigheder i familien havde han ikke talt med sin søster i syv år. Det til trods for at de boede mindre end hundrede meter fra hinanden! Nu har han imidlertid fået et lykkeligt ægteskab og et godt forhold til sin søster. Hvordan har det kunnet lade sig gøre?

      „Min hustru og jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner og at overvære deres ugentlige bibelske møder,“ forklarer Yungk’un. Det samme gjorde hans søster. De begyndte at anvende de ting de lærte — og var forbløffede over resultaterne. Yungk’un fik et arbejde der satte ham i stand til ikke alene at tage sig af sin families materielle behov, men også af deres åndelige og følelsesmæssige behov. De er nu en lykkelig familie med et godt sammenhold.

      Hun fandt en mening med livet

      Nogle der studerer menneskets natur siger at man for at blive lykkelig skal have en grund til at leve, en mening med livet. Et liv der er centreret om et selvisk jag efter materielle ting kan ikke opfylde dette behov. Det har Lini på 26 erfaret.

      „Jeg plejede at arbejde 12 timer om dagen, syv dage om ugen,“ siger hun. „Mit mål var at åbne en stor skønhedssalon.“ Selv om hun var tæt på at realisere sin drøm, følte hun at der manglede noget i hendes liv. „Jeg spekulerede ofte over meningen med livet. Var det blot at arbejde og tjene penge?“

      En dag stillede en kunde hende lige præcis dette spørgsmål. Hun fik at vide at Bibelen havde svaret. Selv om hun aldrig havde læst i Bibelen gik hun med til at bruge en time om ugen på at undersøge den.

      Ved dette ugentlige studium lærte Lini at Bibelen har forudsagt mange af de ting vi hver dag er vidne til. Hun blev forbløffet over hvor nøjagtigt Bibelen beskrev den indstilling der herskede omkring hende, blandt andet at „menneskene [ville] være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. Hun undersøgte også andre profetier der omtaler de lidelser i verden som er forårsaget af krige, hungersnød og naturkatastrofer. — 2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:7, 12.

      Lini lærte derefter noget som gjorde hende meget glad: at disse verdensforhold, der ofte berøver folk lykken, er et tegn på at en ny epoke i menneskets historie er nær. (Mattæus 24:3-14) Hun læste også i Bibelen at menneskets Skaber har til hensigt at skabe en ny verden her på jorden hvor en materiel velstand som det ufuldkomne menneske aldrig har kendt til, vil brede sig til hele jorden. (Salme 72:16; Esajas 65:17, 18, 21, 22) Dette velstående samfund vil ikke blive spoleret af grådighed, selviskhed eller materialisme — eller nogen af de dårlige konsekvenser dette medfører. (Salme 37:9-11, 29; 1 Korinther 6:9, 10) Hun blev glad da hun læste disse ord i Bibelen: „Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Peter 3:13.

      Du kan også blive lykkelig

      Lini bruger nu meget af sin tid på at fortælle andre om de ting hun har lært, i stedet for at anvende al sin tid på at stræbe efter materielle mål. Kunne du tænke dig at lære mere om disse vidunderlige løfter? Kunne du tænke dig at se hvordan Bibelen kan hjælpe dig til at finde lykken, sådan som det har været tilfældet for Lini, Yungk’un, Meihsiu og millioner af andre? Hvis du også ønsker at finde lykken, vil Jehovas vidner med glæde hjælpe dig.

      [Illustration på side 8 og 9]

      Skaberen har til hensigt at omdanne jorden til et paradis

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del