Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Forandringer i livet
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • 2. DEL

      Forandringer i livet

      Er du ked af de forandringer der sker med din krop?

      □ Ja □ Nej

      Har de forandringer der er sket i puberteten, fået dig til at føle dig alene, forvirret eller bange?

      □ Ja □ Nej

      Kredser dine tanker om det modsatte køn i næsten alle dine vågne timer?

      □ Ja □ Nej

      Hvis du svarede „ja“ på nogen af de ovennævnte spørgsmål, så tag det helt roligt — det betyder ikke at der er noget galt med dig! De fysiske og følelsesmæssige forandringer der sker i puberteten, kan betyde at du kommer igennem hele følelsesregisteret, lige fra jublende glæde til dyb nedtrykthed. Du har sikkert altid gerne villet være voksen, men nu hvor processen er begyndt, kan det godt virke skræmmende! Kapitel 6-8 vil hjælpe dig til at tackle de forandringer der sker med dig.

      [Helsides illustration på side 56, 57]

  • Hvad sker der med min krop?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • KAPITEL 6

      Hvad sker der med min krop?

      „Jeg skød meget hurtigt i vejret. Det gjorde ondt. Det var da fint nok at blive højere, men jeg fik kramper i mine ben og fødder. Jeg hadede det!“ — Paul.

      „Du ved at din krop forandrer sig, og håber at ingen lægger mærke til det. Men så er der en der i den bedste mening siger til dig at du har fået runde hofter — og så får du bare lyst til at grave dig ned og aldrig vise dig igen!“ — Chanelle.

      ER DU nogen sinde flyttet til et nyt område sammen med din familie? Syntes du ikke at det var en udfordring? Faktisk forlod du jo alt hvad du kendte og var vant til — dit hjem, din skole og dine venner. Mon ikke det tog et stykke tid for dig at vænne dig til de nye omgivelser?

      Når puberteten begynder — den fase af dit liv hvor kroppen færdigudvikles — går du ind i en af livets mest omfattende overgangsperioder. På en måde flytter du til et helt nyt „område“. Det er selvfølgelig spændende! Men overgangen til voksenlivet kan fremkalde blandede følelser, og det er ikke sikkert at det er nemt for dig at vænne dig til det. Hvad sker der i løbet af denne spændende, men turbulente periode i dit liv?

      Specielt for piger

      Puberteten er en drastisk overgangsperiode i dit liv. Nogle af de forandringer der sker med dig, vil være ret synlige. For eksempel sætter hormoner gang i hårvæksten omkring dine kønsorganer. Du vil også opdage at dine bryster begynder at vokse, og at dine hofter, dine lår og din bagdel bliver bredere. Din krop lader langsomt barnets skikkelse bag sig og får den voksne kvindes feminine kurver. Det er ikke noget du skal blive foruroliget over — det er fuldkommen normalt. Og det er et tegn på at din krop er ved at gøre sig klar til det tidspunkt hvor du vil kunne give livet videre ved at føde børn!

      Nogen tid efter at puberteten er begyndt, vil du opleve at menstruationscyklussen går i gang. Hvis du ikke er blevet tilstrækkelig forberedt på dette vendepunkt i dit liv, kan det der sker, godt virke skræmmende. „Det kom fuldstændig bag på mig da jeg fik min første menstruation,“ mindes Samantha. „Jeg følte mig snavset. Jeg skrubbede og skurede mig da jeg stod under bruseren, og tænkte: ’Hvor er jeg dog ulækker.’ Tanken om at jeg skulle have menstruation hver eneste måned i de næste mange år, gjorde mig rædselsslagen!“

      Men husk at menstruationscyklussen er et tegn på at dine kønsorganer er ved at udvikle sig. Selvom der vil gå flere år inden du er parat til at blive mor, er du nu godt på vej til at blive kvinde. Men de første menstruationer kan alligevel godt gøre en lidt bange. „Det der var sværest at klare, var humørsvingningerne,“ siger Kelli. „Det var så frustrerende ikke at vide hvorfor jeg kunne være glad hele dagen og så samme aften være ved at græde øjnene ud af hovedet.“

      Hvis det er sådan du har det, må du være tålmodig. Efterhånden vil du vænne dig til det. Annette på 20 år siger: „Jeg kan huske at jeg nåede dertil at jeg accepterede at det var det der skulle gøre mig til en voksen kvinde, og at Jehova havde givet mig den gave at kunne give livet videre. Det varer et stykke tid før man accepterer det, og for nogle piger er det virkelig svært; men efterhånden lærer man at leve med forandringerne.“

      Er du begyndt at mærke nogle af de fysiske forandringer vi her har været inde på? På de følgende linjer kan du skrive de spørgsmål du har i forbindelse med de forandringer du oplever.

      ․․․․․

      Specielt for drenge

      Hvis du er en dreng, vil puberteten have en gennemgribende indvirkning på dit udseende. For eksempel bliver din hud måske tit fedtet, og du får bumser og hudorme.a „Det er bare så irriterende og frustrerende med alle de bumser,“ siger Matt på 18 år. „Det er totalkrig — man bliver nødt til at bekæmpe dem. Man aner ikke om de nogen sinde forsvinder igen eller efterlader ar, eller om folk vil se ned på en fordi man har dem.“

      Der er dog også noget der tæller på plussiden. Måske opdager du at du er ved at blive større og stærkere, og at du er begyndt at blive bredere over skuldrene. I puberteten begynder du sikkert også at få hår på benene, på brystet, i ansigtet og under armene. Hvor kraftig kropsbehåring du har, har i øvrigt ikke noget som helst at gøre med hvor mandig du er; det er ganske enkelt et spørgsmål om arv.

      Da ikke alle dele af din krop vokser lige hurtigt, føler du dig måske lidt klodset i denne periode. „Jeg var lige så yndefuld som en giraf på rulleskøjter,“ fortæller Dwayne. „Det var som om min hjerne udsendte en besked som mine arme og ben først modtog en uge senere!“

      I løbet af teenageårene bliver din stemme dybere, men det er en gradvis proces. I et stykke tid kan du derfor komme ud for at din stemme knækker over, og at de dybe toner lige pludselig bliver afbrudt af pinlige høje toner. Men du skal ikke være bekymret. Efterhånden vil din stemme finde sit rette leje. Hvis du indtil da lærer at grine af dig selv, vil det hjælpe dig til ikke at blive så flov.

      I takt med at din forplantningsevne udvikles, bliver dine kønsorganer større, og der begynder at vokse hår omkring dem. De vil også begynde at producere sæd. Denne væske indeholder millioner af mikroskopiske sædceller, der udløses under et samleje. En sædcelle kan befrugte en kvindes æg så det udvikler sig til et barn.

      Sædcellerne ophobes i din krop. Nogle af dem optages af kroppen, men en del af dem kan med mellemrum blive udtømt om natten mens du sover. Sådanne sædudtømmelser er helt normale. Selv Bibelen omtaler dem. (3 Mosebog 15:16, 17) De vidner om at din forplantningsevne fungerer normalt, og at du er godt på vej til at blive en voksen mand.

      Er du begyndt at mærke nogle af de fysiske forandringer vi her har været inde på? På de følgende linjer kan du skrive de spørgsmål du har i den forbindelse.

      ․․․․․

      Hvad skal man stille op med de nye følelser?

      Efterhånden som forplantningssystemet modnes, begynder unge at lægge mærke til det modsatte køn på en helt anden måde end før. „Da jeg kom i puberteten, gik det pludselig op for mig hvor mange kønne piger der var,“ siger Matt. „Det var virkelig frustrerende, for jeg var samtidig klar over at jeg ikke kunne gøre noget ved det før jeg blev meget ældre.“ Kapitel 29 vil komme nærmere ind på denne side af voksenlivet. Lige nu er det dog vigtigt at du lærer at kontrollere din kønsdrift. (Kolossenserne 3:5) Selvom det kan virke svært, så kan du vælge ikke at give efter for den!

      Der er også andre følelser du skal lære at håndtere i puberteten. For eksempel kan man nemt få et lavt selvværd. Ensomhed er en almindelig følelse blandt unge, og det samme er perioder med nedtrykthed. Når man oplever det, er det godt at tale med en af sine forældre eller en anden man har tillid til. Skriv navnet på en voksen som du kunne tale med om dine følelser.

      ․․․․․

      Den vigtigste form for vækst

      Den vigtigste form for vækst som du gennemgår, har intet at gøre med din højde, din figur eller dine ansigtstræk, men med din udvikling som menneske — mentalt, følelsesmæssigt og, frem for alt, åndeligt. Apostelen Paulus sagde: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig; men nu da jeg er blevet mand, har jeg aflagt de træk der hører den mindreårige til.“ (1 Korinther 13:11) Det er tydeligt hvad vi skal lære af det. Det er ikke nok at se ud som en voksen. Du må lære at opføre dig som en voksen, tale som en voksen og tænke som en voksen. Bliv ikke så optaget af hvad der sker med din krop, at du forsømmer at pleje dit indre menneske!

      Husk også at Gud „ser på hjertet“. (1 Samuel 16:7) Bibelen siger at kong Saul var en høj, flot mand, men han var en fiasko som konge og menneske. (1 Samuel 9:2) Som kontrast dertil var Zakæus „lille af vækst“, men til gengæld havde han den indre styrke der skulle til for at ændre sit liv og blive en discipel af Jesus. (Lukas 19:2-10) Det er altså helt klart det indre der er vigtigst.

      Ét er sikkert: Der findes ingen ufarlige metoder til hverken at fremme eller forsinke den fysiske vækstproces. Se derfor ikke forandringerne i møde med vrede eller frygt, men accepter dem med taknemmelighed — og humoristisk sans. Puberteten er ikke nogen sygdom, og du er heller ikke den første der gennemlever den. Så tag det roligt, du skal nok overleve. Når pubertetens stormfulde tid er ovre, er du blevet en fuldvoksen mand eller kvinde!

      NÆSTE KAPITEL

      Hvad nu hvis du ikke kan lide det du ser når du kigger dig i spejlet? Hvordan kan du få et afbalanceret syn på dit udseende?

      [Fodnote]

      a Piger oplever også dette problem. Som regel kan det holdes under kontrol ved hjælp af god hudpleje.

      NØGLESKRIFTSTED

      „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ — Salme 139:14.

      TIP

      Efterhånden som din krop begynder at udvikle sig, må du være opmærksom på at undgå tøj der kan virke udfordrende. Klæd dig altid „med fordringsløshed og et sundt sind“. — 1 Timoteus 2:9.

      VIDSTE DU DET . . .?

      Puberteten kan begynde så tidligt som i otteårsalderen eller så sent som midt i teenageårene. Der er vide grænser for hvad der er normalt.

      HANDLINGSPLAN!

      Den egenskab jeg har mest brug for at arbejde på mens jeg er ved at blive voksen, er ․․․․․

      For at gøre noget ved min åndelige vækst vil jeg ․․․․․

      Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

      HVAD MENER DU?

      ● Hvorfor er de fysiske og følelsesmæssige forandringer der sker i puberteten, så svære at håndtere?

      ● Hvad føler du er den største udfordring ved denne overgangsperiode?

      ● Hvordan kan det være at ens kærlighed til Gud er tilbøjelig til at blive mindre i puberteten, men hvordan kan du forhindre at det sker for dig?

      [Tekstcitat på side 61]

      „Der er meget i puberteten der gør en usikker, og man ved aldrig rigtigt hvad det næste er der vil ske med ens krop. Men efterhånden som man bliver voksen, lærer man at acceptere forandringerne og endda at synes om dem.“ — Annette

      [Ramme på side 63, 64]

      Hvordan kan jeg tale med far eller mor om sex?

      „Hvis der var noget jeg gerne ville vide om sex, kunne jeg ikke finde på at spørge mine forældre om det.“ — Beth.

      „Jeg ville ikke have mod til at bringe det på bane.“ — Dennis.

      Hvis du har det ligesom Beth og Dennis, befinder du dig i et dilemma. Du vil gerne vide noget om sex, men de der har svarene — dine forældre — er måske dem du allermindst har lyst til at spørge! Der er mange spørgsmål der bekymrer dig:

      Hvad vil de tro om mig?

      „Jeg ville ikke have at de skulle blive mistroiske over for mig fordi jeg spurgte.“ — Jessica.

      „De vil gerne have at man forbliver ung og uskyldig hele livet, og den dag man begynder at tale med dem om sex, mister man noget af sin uskyld i deres øjne.“ — Beth.

      Hvordan vil de reagere?

      „Jeg ville være bange for at mine forældre skulle drage nogle forhastede slutninger før jeg var færdig med det jeg ville sige, og så begynde at holde en moralprædiken for mig.“ — Gloria.

      „Mine forældre er ikke gode til at skjule deres følelser, så jeg ville være bange for at se skuffelsen stå malet i deres ansigt. Mens jeg talte, ville min far sikkert spekulere på hvilke formanende ord han skulle komme med når jeg var færdig.“ — Pam.

      Vil de misforstå grunden til at jeg spørger?

      „Måske vil de overreagere og stille spørgsmål som: ’Har du følt dig fristet til at dyrke sex?’ eller: ’Bliver du presset af dine kammerater?’ Men måske er man bare nysgerrig.“ — Lisa.

      „Min far får altid det dér bekymrede udtryk i ansigtet når jeg nævner en fyr. Og så begynder han straks på sit foredrag om moral. Jeg tænker: ’Far, jeg sagde jo bare at han var sød. Jeg nævnte ikke spor om ægteskab eller sex!’“ — Stacey.

      Hvis det kan trøste dig, så føler dine forældre sig sikkert lige så pinligt berørt over at tale med dig om sex, som du ville føle det ved at tale med dem! Det forklarer måske resultatet af en undersøgelse hvor 65 procent af de adspurgte forældre svarede at de havde talt med deres børn om sex, mens kun 41 procent af børnene kunne huske noget om at de havde haft en sådan samtale.

      Det kan altså godt være at dine forældre er tilbageholdende med at tale om sex. I mange tilfælde var det ikke noget deres forældre talte med dem om! Men uanset hvad, så vær lidt forstående over for dine forældre. Måske kan du frimodigt bringe emnet på bane. Det vil gavne både dig og dem. Men hvordan skal du bære dig ad?

      Hvordan du tager hul på emnet

      Dine forældre sidder inde med mange kloge råd om emnet sex. Du skal bare vide hvordan du får begyndt på samtalen. Prøv følgende:

      1 Sig med det samme hvad det er du er bange for, så I har rene linjer. „Jeg er lidt nervøs for at tage det her emne op, for jeg er bange for at du skal tro at . . .“

      2 Fortæl dernæst hvorfor du vil tale med dem. „Men jeg har et spørgsmål, og jeg vil hellere have dig til at besvare det end alle mulige andre.“

      3 Sig så ligeud hvad det er du vil spørge om. „Det jeg gerne vil spørge om, er . . .“

      4 Ved slutningen af samtalen må du sikre dig at muligheden står åben for at tage emnet op igen. „Hvis der dukker noget andet op som jeg gerne vil have svar på, kan jeg så komme tilbage og tale med dig om det?“

      Selv hvis du ved at svaret vil være ja, vil det at du hører din far eller mor sige det, holde muligheden åben for at du kan komme tilbage med andre spørgsmål, og det vil få dig til at slappe mere af næste gang. Prøv det! Bagefter vil du måske have det som Trina. Nu, hvor hun er 24, siger hun: „Mens min mor og jeg sad og snakkede, kan jeg huske at jeg ønskede at vi slet ikke var begyndt på emnet. Men nu er jeg glad for at min mor var så åben og ærlig. Det har været en stor beskyttelse!“

      [Illustration på side 59]

      At sige farvel til sin barndom kan sammenlignes med at flytte væk fra sit hjem — men du kan tilpasse dig

  • Hvad nu hvis jeg hader mit udseende?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • KAPITEL 7

      Hvad nu hvis jeg hader mit udseende?

      Er du ofte skuffet over dit udseende?

      □ Ja □ Nej

      Har du nogen sinde overvejet at få en kosmetisk operation eller at gå på en ekstrem slankekur for at komme til at se bedre ud?

      □ Ja □ Nej

      Hvilke fysiske træk hos dig selv ville du lave om på hvis du kunne? (Tegn en cirkel om dine svar).

      Højde

      Figur

      Hudfarve

      Vægt

      Hår

      Stemme

      HVIS du svarede ja på de to første spørgsmål og tegnede en cirkel om tre eller flere ting som svar på det tredje spørgsmål, så prøv at se sagen fra den lyse side: Der er gode chancer for at andre ikke betragter dig lige så negativt som du selv gør. Det er nemt at gå til yderligheder og bekymre sig alt for meget om sit udseende. Faktisk fremgik det af en spørgeundersøgelse at unge kvinder ofte er mere bange for at tage på i vægt end de er for atomkrig, kræft eller endda for at miste deres forældre!

      Der er ingen tvivl om at dit udseende kan påvirke dit syn på dig selv — og indvirke på hvordan du bliver behandlet af andre. „Da jeg voksede op, var mine to storesøstre blændende smukke, mens jeg var buttet,“ fortæller Maritza på 19 år. „Jeg blev mobbet i skolen. Og så kaldte min moster mig oven i købet Chubs [Trunte], som var navnet på hendes lille overvægtige hund!“ Julie på 16 oplevede noget lignende. „En pige i skolen drillede mig og sagde at jeg havde ’kanintænder’. Det var selvfølgelig en lille ting, men jeg blev alligevel ked af det, og selv i dag er jeg utilfreds med mine tænder!“

      Normal interesse eller besættelse?

      Det er ikke forkert af dig at gå op i dit udseende. Faktisk taler Bibelen rosende om hvordan en række mænd og kvinder så ud, deriblandt Sara, Rakel, Josef, David og Abigajil. Om en kvinde ved navn Abisjag siger Bibelen at hun „virkelig [var] meget smuk“. — 1 Kongebog 1:4.

      Men mange unge er nærmest besatte af deres udseende. Nogle piger sætter for eksempel lighedstegn mellem det at være tynd og det at være tiltrækkende, og billederne af de supertynde fotomodeller i modebladene fremmer blot den opfattelse. De færreste tænker over at de fantastiske billeder er blevet retoucheret til fuldkommenhed og redigeret på en computer, og at de åleslanke mannequiner nærmest må sulte sig selv for at bevare deres figur! Men det kan godt være at du alligevel bliver fortvivlet når du sammenligner dig selv med dem du ser i bladene. Hvad skal du gøre hvis du virkelig er ulykkelig over dit udseende? Først bliver du nødt til at kaste et realistisk blik på dig selv.

      Et forvrænget billede?

      Har du nogen sinde set dig selv i et spejl der giver et forvrænget billede? Spejlet kan få dig til at se større eller mindre ud end du i virkeligheden er. Men hvad du end ser, så er billedet forkert.

      Mange unge har et lignende forvrænget billede af sig selv. Det er tankevækkende at 58 procent af de adspurgte piger i en spørgeundersøgelse betragtede sig selv som overvægtige, mens det i virkeligheden kun var 17 procent af dem der var det. I en anden undersøgelse troede 45 procent af de kvinder der i virkeligheden var undervægtige, at de vejede for meget!

      Nogle eksperter siger at de fleste af de piger der er bekymrede over deres vægt, ikke har nogen som helst grund til at være det. Den oplysning er selvfølgelig ikke til særlig stor trøst hvis du virkelig er kraftig. Hvis det er tilfældet, hvad kan så være årsagen til det?

      Generne kan spille en vis rolle. Nogle mennesker er fra naturens hånd tynde og spinkle. Men hvis dine gener gør at du har en rundere figur og mere kropsfedt, så er du ganske enkelt ikke programmeret til at være tynd. Selv med din idealvægt vil du sandsynligvis se lidt mere kraftig ud end du foretrækker. Motion og diæt kan hjælpe, men i det store og hele kan du ikke lave om på din nedarvede kropsbygning.

      En anden medvirkende faktor kan være de normale forandringer der sker i puberteten. En pige i puberteten går fra at have omkring 8 procents kropsfedt til at have omkring 22 procents kropsfedt. Ofte ændrer det sig med tiden, og en buttet 11-12-årig pige vil når hun er igennem puberteten, have udviklet sig til en flot og velskabt teenager. Men hvad nu hvis din størrelse er en følge af dårlig ernæring eller mangel på motion? Hvad skal du gøre hvis du virkelig har brug for at tabe dig af hensyn til dit helbred?

      En afbalanceret fremgangsmåde

      Bibelen taler positivt om at være ’mådeholden i vaner’. (1 Timoteus 3:11) Undgå derfor at springe nogen måltider over eller at gå i gang med ekstreme slankekure. Det bedste man kan gøre for at tabe nogle kilo, er nok at følge en sund kostplan og sørge for at få en fornuftig mængde motion.

      Der er ingen grund til at gribe til populære slankemidler. For eksempel kan slankepiller måske nedsætte din appetit i et stykke tid; men inden længe har kroppen vænnet sig til dem, og så kommer din appetit tilbage. Det kan også ske at dit stofskifte falder og du så alligevel tager på. Dertil kommer de bivirkninger der kan være ved slankepiller, som for eksempel svimmelhed, for højt blodtryk, angstanfald eller måske endda afhængighed. Meget af dette gælder også vanddrivende piller og piller der sætter stofskiftet i vejret.

      I modsætning hertil vil en fornuftig kostplan sammen med moderat men regelmæssig motion være godt for både dit udseende og dit velvære. Moderat konditionstræning flere gange om ugen vil være utrolig godt for dit helbred. Noget så enkelt som en rask gåtur eller det at gå op og ned ad trapper kan være tilstrækkeligt.

      Pas på anoreksiens fælde!

      I deres kamp for at tabe sig er nogle unge blevet ofre for anoreksi — en livstruende spiseforstyrrelse hvor man i realiteten sulter sig selv. Efter at have gennemgået fire måneders behandling for anoreksi siger Masami: „Når folk siger til mig at jeg ser godt ud, siger jeg til mig selv at det må være fordi jeg er ved at blive fed. Så bliver jeg meget ked af det og tænker: ’Hvis bare jeg kunne komme ned på min tidligere vægt — den jeg havde for fire måneder siden!’“

      Anoreksi kan begynde helt uskyldigt. En ung pige begynder måske på en tilsyneladende harmløs slankekur, bare for at tabe nogle få kilo. Men da hun har nået sit mål, er hun ikke tilfreds. „Jeg er stadig for fed!“ siger hun til sig selv mens hun misbilligende ser sig selv i spejlet. Hun beslutter derfor at hun vil tabe nogle få kilo til. Og så bare lidt flere. Og lidt flere. Mønsteret er dannet, og kimen til anoreksi er lagt.

      Hvis du har symptomer på anoreksi eller en anden spiseforstyrrelse, har du brug for hjælp. Betro dig til en af dine forældre eller en anden voksen du har tillid til. Et bibelsk ordsprog siger: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ — Ordsprogene 17:17.

      Definitionen af ægte skønhed

      Alt i alt lægger Bibelen meget lidt vægt på ens udseende og figur. Det er nemlig det indre menneske der er afgørende for om man er tiltalende i Guds øjne eller ej. — Ordsprogene 11:20, 22.

      Tænk over eksemplet med kong Davids søn Absalom. Bibelen siger: „I hele Israel var ingen mand så prist for sin skønhed som Absalom; fra fodsål til isse var der ingen fejl ved ham.“ (2 Samuel 14:25) Men denne unge mand var forræderisk. Drevet af stolthed og ambitioner prøvede han at tilrane sig den trone som tilhørte Jehovas udnævnte konge. Bibelen tegner derfor ikke et smukt billede af Absalom, men skildrer ham som en uforskammet og illoyal mand der var opfyldt af morderisk had.

      Det vigtigste er at huske at „Jehova bedømmer hjerter“ — og ikke en piges taljemål eller størrelsen af en drengs overarme. (Ordsprogene 21:2) Så selvom der ikke er noget galt med gerne at ville se godt ud, er din personlighed altså langt vigtigere end dit udseende. I det lange løb vil gode åndelige egenskaber gøre dig mere tiltalende i andres øjne end veltrænede muskler eller en flad mave!

      LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 1, KAPITEL 10

      NÆSTE KAPITEL

      Mange unge lider af en kronisk sygdom eller et handicap. Hvis det gælder dig, hvordan kan du så klare situationen?

      NØGLESKRIFTSTED

      „Mennesker ser . . . på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet.“ — 1 Samuel 16:7.

      TIP

      Når du prøver at tabe dig . . .

      ● Spring ikke morgenmaden over. Hvis du gør det, kan den efterfølgende sult faktisk få dig til at spise mere end ellers.

      ● Drik et stort glas vand før hvert måltid. Det vil dæmpe din appetit og hjælpe dig til at styre hvor meget du spiser.

      VIDSTE DU DET . . .?

      Nogle eksperter advarer om at hvis man sulter sig for at tabe nogle kilo, så slår kroppen måske alarm, nedsætter stofskiftet og får en til hurtigt at tage alt det på igen som man har tabt!

      HANDLINGSPLAN!

      Jeg kan passe bedre på mit helbred ved at ․․․․․

      For mig ville et fornuftigt motionsprogram omfatte ․․․․․

      Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

      HVAD MENER DU?

      ● Hvordan har du det med dit udseende?

      ● Hvilke fornuftige skridt kan du tage for at forbedre dit udseende?

      ● Hvad ville du sige til en ven der lider af en spiseforstyrrelse?

      ● Hvordan ville du hjælpe din lillebror eller lillesøster til at få et afbalanceret syn på sit udseende?

      [Tekstcitat på side 69]

      „I lang tid blev jeg drillet med mine store øjne. Jeg lærte at grine ad det, men også at have det godt med min personlighed og være bevidst om mine stærke sider. Jeg har lært at affinde mig med mit udseende. Jeg accepterer mig selv som jeg er.“ — Amber

      [Illustration på side 68]

      Din opfattelse af dig selv kan være som et forvrænget spejlbillede

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del