Jeg er født i byen Quebec i den fransktalende provins Quebec i Canada. Mine forældre, Louis og Zélia, skabte en kærlig atmosfære i mit barndomshjem. Min far var en genert type der elskede at læse. Jeg var glad for at skrive og havde en drøm om en dag at blive journalist.

Da jeg var omkring 12 år, kom Rodolphe Soucy, en af min fars kolleger, og hans ven på besøg. De var Jehovas Vidner. Jeg vidste ikke særligt meget om Vidnerne og var heller ikke specielt interesseret i deres tro. Men jeg kunne godt lide at de logisk og venligt svarede på spørgsmål ved at bruge Bibelen. Mine forældre var også imponerede, så vi sagde ja tak til et bibelstudie.

På det tidspunkt gik jeg på en katolsk skole. En gang imellem talte jeg med mine klassekammerater om det jeg lærte ud fra Bibelen. Det fandt mine lærere, der alle var præster, på et tidspunkt ud af. Men i stedet for at bruge Bibelen til at vise at jeg tog fejl, var der en af dem der foran hele klassen anklagede mig for at være en rebel! Det var en svær situation at stå i, men den konfrontation viste sig at blive en velsignelse, for det gik op for mig at de læresætninger der blev undervist i på skolen, slet ikke harmonerede med Bibelen. Jeg kunne se at jeg ikke hørte til der. Så med mine forældres tilladelse skiftede jeg skole.

JEG LÆRER AT ELSKE FORKYNDELSEN

Jeg fortsatte mit bibelstudie, men jeg gjorde ikke rigtigt åndelige fremskridt fordi jeg var bange for at gå fra hus til hus. Den katolske kirke havde stor indflydelse og modarbejdede voldsomt Jehovas Vidners forkyndelse. Maurice Duplessis, premierministeren i Quebec, var en af kirkens tætte allierede. Med hans støtte blev forkynderne chikaneret og udsat for direkte angreb. Det krævede virkelig mod at gå ud at forkynde dengang.

En bror der hjalp mig til at overvinde min frygt, var John Rae, som havde været elev i Gileadskolens niende klasse. John havde stor erfaring og var en mild og beskeden bror der var nem at tale med. Han vejledte mig sjældent direkte, men hans gode eksempel sagde mere end mange ord. John var ikke så god til fransk, og vi fulgtes tit ad i forkyndelsen så jeg kunne hjælpe ham med sproget. Den tid jeg brugte sammen med John, hjalp mig til endelig at tage et modigt standpunkt for sandheden. Jeg blev døbt ti år efter min første kontakt med Jehovas Vidner, nemlig den 26. maj 1951.

Vores lille menighed i byen Quebec bestod hovedsageligt af pionerer. Deres gode påvirkning motiverede mig til også at begynde som pioner. Dengang var det kun Bibelen vi brugte når vi forkyndte fra hus til hus. Når vi nu ikke havde noget litteratur, måtte vi bruge Bibelen mere effektivt. Jeg arbejdede derfor på at blive godt kendt med forskellige bibelvers så jeg kunne forsvare sandheden. Men også Bibelen nægtede mange at læse i hvis den ikke var officielt godkendt af den katolske kirkes censurinstans.

TILBAGE TIL BYEN QUEBEC SOM SPECIALPIONERER

I 1964 blev Simone og jeg udnævnt som specialpionerer og sendt til vores hjemby Quebec, hvor vi tjente i en del år. På det tidspunkt var forholdene blevet lidt bedre, men der var stadig nogle der var imod at vi forkyndte.

En lørdag eftermiddag blev jeg arresteret i Sainte-Marie, en lille by ikke så langt fra byen Quebec. En betjent tog mig med på stationen og fængslede mig fordi jeg havde forkyndt fra dør til dør uden tilladelse. Senere blev jeg stillet for dommer Baillargeon, der var en ret skræmmende mand. Han spurgte hvem der skulle repræsentere mig i retten. Da jeg nævnte navnet Glen How,a udbrød han nervøst: “Åh nej! Ikke ham!” Glen How var en meget kendt advokat der var Jehovas Vidne, og han havde dengang noget af et ry som forsvarsadvokat for Vidnerne. Kort efter gav retten mig besked om at anklagerne var frafaldet.

Den modstand vi oplevede i Quebec, gjorde det svært for os at leje passende lokaler hvor vi kunne holde møder. Vores lille menighed kunne kun finde en gammel uopvarmet garage. For bare at få en smule varme i de iskolde vintermåneder brugte brødrene en petroleumsovn. Vi samledes ofte rundt om ovnen et par timer før mødet for at fortælle opmuntrende oplevelser.

Det er vidunderligt at se hvordan forkyndelsesarbejdet har båret frugt i løbet af årene. Tilbage i 1960’erne var der kun få og meget små menigheder i hele det område der dækkede byen Quebec og omegn, Côte-Nord-regionen og Gaspéhalvøen. I dag er der mere end to hele kredse i de områder, og vennerne holder deres møder i smukke rigssale.