At lære af andres gode eksempel gav mig rige velsignelser

Jeg er født i byen Quebec i den fransktalende provins Quebec i Canada. Mine forældre, Louis og Zélia, skabte en kærlig atmosfære i mit barndomshjem. Min far var en genert type der elskede at læse. Jeg var glad for at skrive og havde en drøm om en dag at blive journalist.

Da jeg var omkring 12 år, kom Rodolphe Soucy, en af min fars kolleger, og hans ven på besøg. De var Jehovas Vidner. Jeg vidste ikke særligt meget om Vidnerne og var heller ikke specielt interesseret i deres tro. Men jeg kunne godt lide at de logisk og venligt svarede på spørgsmål ved at bruge Bibelen. Mine forældre var også imponerede, så vi sagde ja tak til et bibelstudie.

På det tidspunkt gik jeg på en katolsk skole. En gang imellem talte jeg med mine klassekammerater om det jeg lærte ud fra Bibelen. Det fandt mine lærere, der alle var præster, på et tidspunkt ud af. Men i stedet for at bruge Bibelen til at vise at jeg tog fejl, var der en af dem der foran hele klassen anklagede mig for at være en rebel! Det var en svær situation at stå i, men den konfrontation viste sig at blive en velsignelse, for det gik op for mig at de læresætninger der blev undervist i på skolen, slet ikke harmonerede med Bibelen. Jeg kunne se at jeg ikke hørte til der. Så med mine forældres tilladelse skiftede jeg skole.

JEG LÆRER AT ELSKE FORKYNDELSEN

Jeg fortsatte mit bibelstudie, men jeg gjorde ikke rigtigt åndelige fremskridt fordi jeg var bange for at gå fra hus til hus. Den katolske kirke havde stor indflydelse og modarbejdede voldsomt Jehovas Vidners forkyndelse. Maurice Duplessis, premierministeren i Quebec, var en af kirkens tætte allierede. Med hans støtte blev forkynderne chikaneret og udsat for direkte angreb. Det krævede virkelig mod at gå ud at forkynde dengang.

En bror der hjalp mig til at overvinde min frygt, var John Rae, som havde været elev i Gileadskolens niende klasse. John havde stor erfaring og var en mild og beskeden bror der var nem at tale med. Han vejledte mig sjældent direkte, men hans gode eksempel sagde mere end mange ord. John var ikke så god til fransk, og vi fulgtes tit ad i forkyndelsen så jeg kunne hjælpe ham med sproget. Den tid jeg brugte sammen med John, hjalp mig til endelig at tage et modigt standpunkt for sandheden. Jeg blev døbt ti år efter min første kontakt med Jehovas Vidner, nemlig den 26. maj 1951.

Vores lille menighed i byen Quebec bestod hovedsageligt af pionerer. Deres gode påvirkning motiverede mig til også at begynde som pioner. Dengang var det kun Bibelen vi brugte når vi forkyndte fra hus til hus. Når vi nu ikke havde noget litteratur, måtte vi bruge Bibelen mere effektivt. Jeg arbejdede derfor på at blive godt kendt med forskellige bibelvers så jeg kunne forsvare sandheden. Men også Bibelen nægtede mange at læse i hvis den ikke var officielt godkendt af den katolske kirkes censurinstans.

I 1952 blev jeg gift med Simone Patry, en trofast søster i den lokale menighed. Vi flyttede til Montreal, og inden der var gået et år, fik vi vores dejlige lille datter, Lise. Jeg var stoppet som pioner kort tid før vores bryllup, men alligevel prøvede vi at holde fast ved en enkel livsstil så vores familie kunne gøre så meget som muligt i menigheden.

Der skulle gå ti år før jeg igen begyndte at tænke seriøst på at blive pioner. I 1962, mens jeg som ældste var på Rigets Tjenesteskole på Betel i Canada, boede jeg en hel måned på værelse med en bror der hed Camille Ouellette. Camille var en meget ivrig forkynder, og det gjorde stort indtryk på mig – især fordi han havde kone og børn. Dengang var det praktisk talt uhørt i Quebec at man kunne være pioner samtidig med at man havde børn, men dét var alligevel Camilles mål. I løbet af den tid vi boede sammen, opmuntrede han mig til at tænke over mine muligheder. Og efter bare et par måneder fandt jeg ud af at jeg faktisk godt kunne blive pioner igen. Der var nogle der satte spørgsmålstegn ved om min beslutning var fornuftig, men jeg kastede mig ud i det, for jeg var helt sikker på at Jehova nok skulle velsigne mine anstrengelser for at gøre mere i tjenesten.

TILBAGE TIL BYEN QUEBEC SOM SPECIALPIONERER

I 1964 blev Simone og jeg udnævnt som specialpionerer og sendt til vores hjemby Quebec, hvor vi tjente i en del år. På det tidspunkt var forholdene blevet lidt bedre, men der var stadig nogle der var imod at vi forkyndte.

En lørdag eftermiddag blev jeg arresteret i Sainte-Marie, en lille by ikke så langt fra byen Quebec. En betjent tog mig med på stationen og fængslede mig fordi jeg havde forkyndt fra dør til dør uden tilladelse. Senere blev jeg stillet for dommer Baillargeon, der var en ret skræmmende mand. Han spurgte hvem der skulle repræsentere mig i retten. Da jeg nævnte navnet Glen How,a udbrød han nervøst: “Åh nej! Ikke ham!” Glen How var en meget kendt advokat der var Jehovas Vidne, og han havde dengang noget af et ry som forsvarsadvokat for Vidnerne. Kort efter gav retten mig besked om at anklagerne var frafaldet.

Den modstand vi oplevede i Quebec, gjorde det svært for os at leje passende lokaler hvor vi kunne holde møder. Vores lille menighed kunne kun finde en gammel uopvarmet garage. For bare at få en smule varme i de iskolde vintermåneder brugte brødrene en petroleumsovn. Vi samledes ofte rundt om ovnen et par timer før mødet for at fortælle opmuntrende oplevelser.

Det er vidunderligt at se hvordan forkyndelsesarbejdet har båret frugt i løbet af årene. Tilbage i 1960’erne var der kun få og meget små menigheder i hele det område der dækkede byen Quebec og omegn, Côte-Nord-regionen og Gaspéhalvøen. I dag er der mere end to hele kredse i de områder, og vennerne holder deres møder i smukke rigssale.

VI KOMMER I REJSETJENESTEN

I 1970 blev Simone og jeg bedt om at begynde i kredstjenesten. Og i 1973 blev vi sendt i områdetjenesten. I løbet af de år lærte jeg meget af dygtige brødre som Laurier Saumurb og David Splane,c som begge var rejsende tilsynsmænd. Efter stævnerne gav David og jeg hinanden forslag til hvordan vi kunne forbedre vores undervisning. Jeg husker engang hvor David sagde: “Léonce, jeg nød dit afsluttende foredrag. Det var godt, men jeg ville nok have lavet tre foredrag ud af alt det stof!” Jeg havde tendens til at pakke mine foredrag med alt for mange informationer. Jeg måtte lære at være mere koncis.

Områdetilsynsmanden havde til opgave at opmuntre kredstilsynsmændene. Men mange af vennerne i Quebec kendte mig rigtig godt, og de ville gerne følges med mig i forkyndelsen når jeg besøgte deres kreds. Det var hyggeligt at gå i tjenesten med brødrene, men jeg brugte ikke tid nok sammen med kredstilsynsmanden. Ved en lejlighed sagde en kærlig kredstilsynsmand til mig: “Det er sødt af dig at bruge tid på brødrene, men du må ikke glemme at det her er min uge. Jeg har også brug for at blive opmuntret!” Hans venlige påmindelse hjalp mig til at finde den rigtige balance.

I 1976 skete der så noget uventet og meget tragisk. Simone, min elskede hustru, blev alvorligt syg og sov ind i døden. Hendes selvopofrende indstilling og stærke kærlighed til Jehova havde gjort hende til en vidunderlig ægtefælle. At holde mig travlt beskæftiget med tjenesten hjalp mig til at klare tabet, og jeg takker Jehova for den kærlige støtte han gav mig i den svære tid. Senere giftede jeg mig med Carolyn Elliott, en flittig engelsktalende pioner der var kommet til Quebec for at tjene hvor behovet var større. Carolyn er en imødekommende søster der er oprigtigt interesseret i andre, især dem der er generte eller ensomme. Hun blev en sand velsignelse for mig da hun sluttede sig til mig i rejsetjenesten.

ET HELT SPECIELT ÅR

I januar 1978 blev jeg bedt om at være lærer på den første pionerskole i Quebec. Jeg var meget nervøs eftersom pensummet var lige så nyt for mig som for eleverne. Heldigvis var der mange erfarne pionerer i den første klasse. Selvom det var mig der var lærer, lærte eleverne også mig rigtig meget!

Senere samme år blev det internationale stævne “Den sejrende tro” afholdt på det olympiske stadion i Montreal. Det var det hidtil største stævne i Quebec, med over 80.000 til stede. Jeg fik til opgave at arbejde i stævnets presseafdeling. Jeg talte med mange journalister og blev meget begejstret over at se al den positive medieomtale. Der blev sendt mere end 20 timers interviews i fjernsynet og i radioen, og der blev trykt flere hundrede artikler om stævnet. Det var et kæmpe vidnesbyrd!

EN NY OPGAVE I ET NYT DISTRIKT

I 1996 skete der en stor forandring for mig. Lige siden min dåb havde jeg tjent i den fransktalende region Quebec, men nu skulle jeg til at begå mig på engelsk som områdetilsynsmand i Toronto og omegn. Jeg følte mig slet ikke kvalificeret og gruede for at skulle holde foredrag på mit gebrokne engelsk. Jeg blev nødt til at bede endnu mere til Jehova og stole helt og fuldt på ham.

Når jeg tænker tilbage på de to dejlige år vi tjente i Toronto-området, må jeg sige at jeg virkelig nød vores tid der. Carolyn hjalp mig tålmodigt til at blive mere tryg ved at tale engelsk, og brødrene var meget støttende og opmuntrende. Vi fik hurtigt mange nye venner.

Selvom der altid var mange ekstra opgaver og forberedelser op til en weekend med stævne, brugte jeg ofte omkring en time fredag aften i hus til hus-forkyndelsen. Nogle tænkte måske: ‘Hvorfor gå i tjenesten lige op til en travl stævneweekend?’ Men for mig var det forfriskende at komme ud i forkyndelsen og få nogle gode samtaler. Jeg får stadig ny energi hver gang jeg går i tjenesten.

I 1998 blev Carolyn og jeg sendt til Montreal som specialpionerer. I mange år bestod min opgave blandt andet i at organisere offentlig forkyndelse og tage kontakt til nyhedsmedierne for at nedbryde fordomme mod Jehovas Vidner. Carolyn og jeg er nu glade for at forkynde for udlændinge der for nylig er flyttet til Canada, og som ofte er ivrige efter at lære mere om Bibelen.

Når jeg tænker tilbage på de 68 år hvor jeg har været døbt som en tjener for Jehova, føler jeg mig meget velsignet. At jeg lærte at elske forkyndelsen og har kunnet hjælpe mange til at lære sandheden at kende, har virkelig gjort mit liv indholdsrigt. Min datter, Lise, og hendes mand fik selv en familie, men da deres forhold tillod det, begyndte de som pionerer. Det varmer mig om hjertet at se at Lise stadig er fuldt engageret i tjenesten. Jeg er meget taknemmelig for de trosfæller der med deres gode eksempel og kloge råd hjalp mig til at vokse åndeligt så jeg kunne tage mig af mange forskellige teokratiske opgaver. Jeg har fundet ud af at det kun er muligt at holde ud i en opgave hvis man støtter sig til Jehova og får hjælp fra hans stærke hellige ånd. (Sl. 51:11) Jeg bliver ved med at takke Jehova fordi han har givet mig det store privilegium at kunne prise hans navn! – Sl. 54:6.