3. del

Et enigt folk

Er det muligt for millioner af mennesker fra alle nationer og sproggrupper at samarbejde som et enigt folk — et brodersamfund?

Jehovas Vidners historie i nyere tid besvarer dette spørgsmål med et klart ja! Denne del (kapitlerne 15-21) fortæller hvordan deres organisation fungerer. Den afspejler den nidkærhed de viser i forkyndelsen af Guds rige og den kærlighed der kommer til udtryk når de samarbejder og når de viser hinanden omsorg i nødsituationer.

Kapitel 15

Menighedsorganisationen tager form

JEHOVAS VIDNERS organisation og virksomhed er undergået betydelige forandringer siden Charles Taze Russell og hans venner begyndte at studere Bibelen sammen i 1870. Så længe bibelstudenterne var få i tal, havde de ikke meget af det man normalt forbinder med en organisation. Men når folk i dag betragter Jehovas Vidners menigheder, deres stævner og deres forkyndelse af den gode nyhed i over 200 lande, undres de over hvor gnidningsløst organisationen fungerer. Hvordan er denne organisation blevet til?

Bibelstudenterne var ikke kun ivrige efter at forstå Bibelens lære, men de ønskede også at vide på hvilken måde man skulle tjene Gud, sådan som det fremgik af hans ord. De forstod at Bibelen ikke gav rum for en ordning med betitlede gejstlige der prædikede for et lægfolk. Broder Russell var besluttet på at der ikke skulle være nogen præsteklasse iblandt dem.a I Watch Tower blev læserne ofte mindet om at Jesus sagde til sine disciple: „Én er jeres Fører, Messias,“ men: „I er alle brødre.“ — Matt. 23:8, 10.

Bibelstudenternes samfund i begyndelsen

De der læste Watch Tower og Russells øvrige skrifter, indså snart at de for at behage Gud måtte bryde med enhver kirke der viste sig at være utro mod Gud ved at sætte trosbekendelser og menneskers overleveringer højere end hans skrevne ord. (2 Kor. 6:14-18) Men hvor skulle de gå hen når de havde trukket sig ud af kristenhedens kirker?

I en artikel med titlen „Ekklesiaen“b påpegede broder Russell at den sande kirke, den kristne menighed, ikke er en organisation med medlemmer der går ind for en bestemt trosbekendelse og har deres navne stående på en medlemsliste. Nej, forklarede han, den består af mennesker som har viet deres tid, evner og liv til Gud, og som har udsigt til at få del i det himmelske rige sammen med Kristus. Disse mennesker, sagde han, er kristne som er forenede i kristen kærlighed og af fælles interesser, som efterkommer Guds ånds ledelse og underlægger sig Kristus som deres hoved. Broder Russell var ikke interesseret i at indføre nogen anden ordning, og han var stærkt imod at gøre noget som helst der kunne bidrage til det udbredte sektvæsen blandt dem der bekendte sig til kristendommen.

Samtidig forstod han fuldt ud at Herrens tjenere havde behov for at komme sammen, i overensstemmelse med vejledningen i Hebræerbrevet 10:23-25. Han rejste personligt rundt for at besøge og opbygge læserne af Watch Tower og for at sætte dem i forbindelse med ligesindede som boede i samme område. I begyndelsen af 1881 anmodede han om at de der holdt regelmæssige møder, underrettede Vagttårnets kontor om hvor disse møder blev holdt. Han indså værdien af at bevare dem i kontakt med hinanden.

Broder Russell understregede imidlertid at bibelstudenterne ikke gjorde noget forsøg på at oprette en „jordisk organisation“. Han sagde tværtimod: „Vi tilslutter os kun den himmelske organisation — ’hvis navne er indskrevne i himmelen’. (Hebr. 12:23; Luk. 10:20.)“ På grund af kristenhedens afskrækkende historie ledte talen om en „kirkeorganisation“ som regel tanken hen på sektvæsen, et dominerende præsteskab og tvungen anerkendelse af en trosbekendelse der var formuleret af et kirkeligt koncil. Derfor følte broder Russell at det var bedre at omtale bibelstudenterne som et „samfund“.

Han var udmærket klar over at Kristi apostle havde oprettet menigheder og udnævnt ældste i dem. Men han troede at Kristus igen var nærværende, om end usynligt, og personligt stod i spidsen for den sidste indhøstning af dem der skulle være arvinger sammen med ham. I betragtning af disse omstændigheder mente broder Russell i begyndelsen at den ældsteordning der havde eksisteret i de kristne menigheder i det første århundrede, ikke var nødvendig i høsttiden.

Men efterhånden som bibelstudenterne blev flere, gik det op for broder Russell at Herren ledede tingene på en anden måde end han havde forventet. Han måtte ændre holdning. Men på hvilket grundlag?

Det voksende samfunds behov dækkes

Watch Tower for 15. november 1895 (Vagt-Taarnet for maj-juni 1906) handlede næsten udelukkende om emnet „Alt ske sømmelig og med Orden“. Heri vedgik broder Russell ærligt: „Apostlene havde meget at sige den første Menighed om Orden i de Helliges Forsamlinger; og øjensynligt har vi været temmelig uagtsomme med Hensyn til dette vise Raad, fordi vi har tænkt, at det kun var af ringe Vigtighed nu, da Menigheden er saa nær ved Enden af sit Løb, og Høsten er en Adskillelsestid.“ Hvad fik dem til at tage denne vejledning op til fornyet overvejelse?

Artiklen nævnte fire forhold: (1) Det var tydeligt at de enkelte bibelstudenter ikke var nået lige langt i åndelig udvikling. Der var fristelser, prøvelser, vanskeligheder og farer som ikke alle var lige forberedte på at møde. Der var således behov for vise og forstandige tilsynsmænd, dygtige og erfarne mænd som var dybt interesserede i at våge over alles åndelige vel og i stand til at undervise dem i sandheden. (2) Det havde vist sig at hjorden måtte forsvares mod ’ulve i fåreklæder’. (Matt. 7:15, GD) Fårene måtte styrkes ved at nogle ledede dem til fuld kundskab om sandheden. (3) Erfaringen havde vist at hvis der ikke fandtes nogen ordning for indsættelse af ældste til at vogte hjorden, ville nogle tiltage sig lederstillingen og begynde at betragte hjorden som deres egen. (4) Hvis der ikke var ordnede forhold i menigheden, kunne de der var trofaste mod sandheden begynde at føle at deres tjeneste var uønsket på grund af den indflydelse der måske blev øvet af nogle få som var uenige med dem.

På denne baggrund erklærede Vagt-Taarnet: „Med alle disse Tilfælde for Øje tøver vi ikke med at anbefale Menighederne paa ethvert Sted, enten deres Antal er stort eller lille, at følge Apostlenes Raad og i hver Kreds vælge Ældste til at ’røgte’ og ’have Tilsyn’ med Hjorden.“ (Apg. 14:21-23; 20:17, 28) De lokale menigheder fulgte denne velfunderede bibelske vejledning. Det var et vigtigt skridt hen imod indførelsen af en menighedsorganisation som svarede til den der fandtes på apostlenes tid.

På grundlag af den forståelse man havde, udvalgte man imidlertid ældste og assisterende diakoner ved afstemning i menigheden. En gang om året, eller oftere hvis det var nødvendigt, overvejede man brødrenes kvalifikationer og foretog en afstemning. Det var egentlig en demokratisk fremgangsmåde, men den var omgærdet med restriktioner der skulle virke beskyttende. Alle i menigheden blev opfordret til omhyggeligt at overveje de bibelske kvalifikationer og ikke stemme ud fra deres egen opfattelse men ud fra hvad de mente var Herrens vilje. Eftersom det kun var ’dem der helt og fuldt havde indviet sig til Herren’ der havde stemmeret, blev deres kollektive stemmeafgivning, for så vidt som den var ledet af Herrens ord og ånd, betragtet som et udtryk for Herrens vilje i sagen. At broder Russell anbefalede denne ordning har muligvis ikke alene skyldtes hans ønske om at undgå enhver antydning af en ophøjet præsteklasse, men også — hvad han måske ikke gjorde sig helt klart — i nogen grad at han selv havde stået i den kongregationalistiske kirke som ung.

Da spørgsmålet om de ældstes opgave og deres udvælgelse senere blev grundigt behandlet i bogen Den nye Skabning (bind VI af Millenniets Daggry, engelsk 1904; dansk 1917), blev opmærksomheden især henledt på Apostelgerninger 14:23. James Strongs og Robert Youngs ordbøger blev citeret for den opfattelse at udtrykket ’de havde udvalgt ældste for dem’ (GD) burde oversættes ’de havde udvalgt ældste for dem ved håndsoprækning’.c Nogle bibeloversættelser siger ligefrem at de ældste blev ’udnævnt ved afstemning’. (Youngs Literal Translation of the Holy Bible; Rotherhams Emphasised Bible) Men hvem var det der skulle stemme?

Det synspunkt at afstemningen skulle foretages af hele menigheden, gav ikke altid de resultater man havde håbet. De der stemte skulle ganske vist være ’fuldt indviede’, og nogle af dem der blev valgt opfyldte virkelig de bibelske krav og betjente ydmygt deres brødre. Men stemmeafgivningen var ofte mere præget af personlige meninger og ønsker end af Guds ord og ånd. Da nogle mænd i Halle (Tyskland) som mente at de burde være ældste, ikke fik de stillinger de ønskede, skabte de svære splittelser i menigheden. Og blandt kandidaterne i Barmen (Tyskland) var der i 1927 mænd som modstod Selskabets arbejde; da afstemningen skulle finde sted blev der råbt så meget op at man måtte gå over til hemmelig afstemning.

Mange år før dette, i 1916, havde broder Russell med dyb bekymring skrevet: „Fra Beretninger, der naar os, hører vi, at der i nogle Klasser hersker frygtelige Tilstande, naar et Valg skal finde Sted. Menighedens Tjenere forsøger at være Herskere, Diktatorer — idet de undertiden holder fast ved Lederstillingen ved Mødet i den øjensynlige Hensigt at sørge for, at de selv og deres særlige Venner bliver valgt til Ældste og Diakoner. . . . Nogle prøver ganske stille paa at drage Fordel af Klassen ved at have Valg paa en Tid, som er særlig gunstig for dem og deres Venner. Andre søger at fylde Mødet med deres Venner, idet de bringer forholdsvis fremmede med, som slet ikke tænker paa at overvære Klassens Møder regelmæssigt, men blot kommer for at gøre den Vennetjeneste at stemme paa en af deres Venner.“

Skulle de blot lære at følge de demokratiske principper lidt bedre når de afholdt valg, eller var der noget i Guds ord de endnu ikke havde forstået?

Organiserede til at forkynde den gode nyhed

Broder Russell indså meget tidligt at en af de kristnes væsentligste forpligtelser var at forkynde. (1 Pet. 2:9) Watch Tower forklarede at det ikke kun var Jesus men også alle hans salvede disciple der måtte opfylde de profetiske ord i Esajas 61:1: „Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt,“ eller, som King James-oversættelsen gengiver Jesu citat af denne passage: „Han har salvet mig til at forkynde evangeliet.“ — Luk. 4:18.

Så tidligt som i 1881 indeholdt Watch Tower en artikel med titlen „Vi søger 1000 forkyndere“. Den tilskyndede de enkelte medlemmer af menighederne til at bruge den tid de kunne (en halv time, en time eller to eller tre) til at udbrede sandheden fra Bibelen. Mænd og kvinder som ikke havde forsørgerpligter og som kunne give halvdelen eller mere af deres tid udelukkende til Herrens gerning, blev opfordret til at forkynde som kolportører. Antallet af sådanne kolportører varierede en del fra år til år, men i 1885 var der allerede omkring 300 som udførte dette arbejde. Andre udførte en mere begrænset form for kolportørtjeneste. Kolportørerne fik forslag til hvordan de kunne udføre deres tjeneste. Men marken var stor, og i hvert fald i begyndelsen valgte de selv hvor de ville tjene, og de flyttede omkring stort set som de havde lyst til. Når de mødtes ved stævnerne, talte de sammen og foretog de nødvendige justeringer så de ikke overlappede andres indsats.

Samme år som kolportørtjenesten begyndte, fremstillede broder Russell nogle traktater (eller brochurer) til gratis uddeling. En af de mere kendte var Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne), som i løbet af de første fire måneder blev uddelt i 1.200.000 eksemplarer. Arbejdet med at trykke og uddele disse traktater gav anledning til oprettelsen af Zion’s Watch Tower Tract Society til at tage sig af de praktiske foranstaltninger. For at arbejdet ikke skulle blive afbrudt i tilfælde af hans død og for at man lettere kunne modtage og anvende de bidrag der blev givet til arbejdet, ansøgte broder Russell om at få dette selskab indregistreret, hvilket skete den 15. december 1884. Derved fik man et redskab der opfyldte lovens krav.

Efterhånden som der blev behov for det, oprettede Selskabet afdelingskontorer i andre lande. Det første var kontoret i London, der blev oprettet den 23. april 1900. Et andet blev oprettet i Elberfeld i Tyskland i 1902. To år senere blev der oprettet en afdeling på den anden side af jorden, i Melbourne i Australien. Nu mens dette skrives, er der 99 afdelingskontorer jorden over.

Men samtidig med at man opbyggede en form for organisation der var nødvendig for at tilvejebringe bibelsk litteratur i større mængder, overlod man det i begyndelsen til de enkelte menigheder selv at finde ud af hvordan de ville organisere uddelingen af dette læsestof. I et brev dateret den 16. marts 1900 gav broder Russell udtryk for hvordan han så på sagen. I brevet, der var stilet til „Alexander M. Graham og kirkend i Boston, Massachusetts,“ skrev han blandt andet: „Som I alle ved, er det min erklærede hensigt at overlade det til de enkelte grupper af Herrens folk at styre deres egne anliggender, efter hvordan de selv finder det bedst, og blot stille forslag, ikke som indblanding, men udelukkende som rådgivning.“ Dette gjaldt ikke blot deres møder, men også deres måde at udføre forkyndelsen på. Efter at have givet brødrene nogle praktiske anvisninger, sluttede han derfor med ordene: „Dette skal udelukkende betragtes som forslag.“

Nogle aktiviteter krævede dog mere præcise anvisninger fra Selskabet. I forbindelse med forevisningen af „Skabelsens Fotodrama“ måtte de enkelte menigheder afgøre om de var villige til og i stand til at leje en teatersal eller et andet lokale hvor der kunne arrangeres en forevisning. Men det var nødvendigt at flytte udstyret fra by til by, og der var datoer som skulle overholdes, så i disse tilfælde sørgede Selskabet for en central styring af planerne. Hver menighed blev opfordret til at nedsætte et „dramaudvalg“ der skulle sørge for det lokale arrangement, men Selskabet sendte en tilsynsførende som gik detaljerne grundigt igennem for at sikre sig at alt forløb glat.

Som årene 1914 og 1915 kom og gik, ventede de salvede kristne ivrigt på opfyldelsen af deres himmelske håb. Samtidig blev de tilskyndet til at være travlt optaget i Herrens gerning. Selv om de mente at den tid de havde tilbage i kødet var meget kort, blev det klart for dem at hvis forkyndelsen af den gode nyhed skulle foregå på ordnet vis, måtte der mere styring til nu end dengang de kun talte nogle få hundrede. Kort efter at J. F. Rutherford var blevet Vagttårnsselskabets anden præsident, blev der taget skridt i denne retning. I The Watch Tower for 1. marts 1917 blev det bekendtgjort at alt distrikt som blev gennemarbejdet af kolportører og hyrdearbejderee i menighederne, for fremtiden ville blive tildelt af Selskabets kontor. Hvis der i en by eller et amt var både lokale forkyndere og kolportører som deltog i tjenesten, blev distriktet delt op imellem dem af et lokalt nedsat distriktsudvalg. Denne ordning bidrog til en bemærkelsesværdig stor uddeling af Den fuldbyrdede Hemmelighed i løbet af få måneder i 1917-18. Den var også medvirkende til at man kunne lynuddele 10.000.000 eksemplarer af en magtfuld afsløring af kristenheden i en traktat med titlen „Babylons fald“.

Kort efter dette blev de fleste medlemmer af Selskabets administrative stab arresteret, og den 21. juni 1918 blev de idømt fængselsstraffe på 20 år. Forkyndelsen af den gode nyhed gik praktisk taget i stå. Var tiden inde til at de omsider ville blive forenet med Herren i himmelsk herlighed?

Få måneder senere endte krigen. Året efter blev Selskabets ledere løsladt. De befandt sig stadig i kødet. Det var ikke det de havde forventet, men de sluttede at Gud stadig måtte have et arbejde for dem at gøre her på jorden.

Brødrene havde netop stået svære trosprøver igennem. I 1919 styrkede Vagt-Taarnet dem imidlertid med opildnende bibelske artikler over temaet „Salige er de, som ikke frygter“, fulgt op af en artikel med titlen „Lejligheder til Tjeneste“. Ingen af dem forudså dog den dramatiske udvikling organisationen ville gennemgå i løbet af de efterfølgende årtier.

Det rette eksempel for hjorden

Broder Rutherford forstod klart at hvis arbejdet skulle fortsætte på en ordnet og harmonisk måde, uanset hvor kort tid der måtte være tilbage, var det vigtigt at der blev sat det rette eksempel for hjorden. Jesus havde beskrevet sine disciple som får, og får følger deres hyrde. Det er naturligvis Jesus selv der er ’den rigtige hyrde’, men han bruger også ældste til at virke som underhyrder for sit folk. (1 Pet. 5:1-3) Disse ældste må være mænd der selv deltager i det arbejde som Jesus betroede sit folk, og de må tilskynde andre til at gøre det samme. De må være opfyldt af ægte evangelieånd. Men da man spredte Den fuldbyrdede Hemmelighed i USA havde nogle af de ældste holdt sig tilbage; visse havde endda temmelig direkte frarådet andre at deltage i arbejdet.

Et betydningsfuldt skridt hen imod at korrigere dette misforhold blev taget i 1919, da man begyndte at udgive bladet The Golden Age. Dette blad skulle blive et magtfuldt redskab til at forkynde Guds rige som den eneste varige løsning på menneskehedens problemer. De menigheder der ville være med til at sprede bladet, blev opfordret til at anmode Selskabet om at blive registreret som en „tjenesteorganisation“. Derefter udnævnte Selskabet en arbejdsleder, en såkaldt arbejdsdirektør, som ikke skulle genvælges hvert år.f Han skulle som Selskabets stedlige repræsentant organisere arbejdet, uddele distrikt og tilskynde menigheden til at deltage i tjenesten. Det vil sige at der ved siden af ordningen med de demokratisk valgte ældste og diakoner begyndte at blive indført en anden organisationsform, en form der anerkendte en udnævnende myndighed uden for den lokale menighed og som lagde større vægt på forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige.g

I de følgende år gik arbejdet med at forkynde Guds rige frem med stormskridt, som drevet af en uimodståelig kraft. Begivenhederne i 1914 og derefter havde gjort det klart at den store profeti hvori Herren Jesus Kristus beskrev afslutningen på tingenes ordning, var ved at gå i opfyldelse. I lyset af dette blev det i 1920, med en henvisning til Mattæus 24:14, påpeget i Vagt-Taarnet at tiden var inde til at forkynde den gode nyhed om „den gamle Samfundsordens Ende og Messiasrigets Oprettelse“.h (Matt. 24:3-14) Efter at have overværet bibelstudenternes stævne i Cedar Point, Ohio, i 1922, vendte deltagerne hjem med slagordet „Forkynd, forkynd, forkynd Kongen og hans Rige“ ringende i ørerne. De sande kristnes opgave blev betonet endnu stærkere da man i 1931 antog navnet Jehovas Vidner.

Det var tydeligt at Jehova havde pålagt sine tjenere at udføre et arbejde som de alle kunne deltage i. Reaktionen var overvældende. Mange foretog store forandringer i deres tilværelse for at kunne ofre al deres tid i arbejdet. Og selv blandt dem der kun kunne afse en del af deres tid, var der mange som tilbragte hele dage i tjenesten i weekenden. Som følge af de mange tilskyndelser i Vagttaarnet og Budbringer i 1938 og 1939, stræbte mange Jehovas vidner dengang samvittighedsfuldt efter at bruge 60 timer om måneden i tjenesten på arbejdsmarken.

Blandt disse nidkære forkyndere var der adskillige ydmyge og hengivne tjenere for Jehova som var ældste i menighederne. Men nogle steder var der i 1920’erne og i begyndelsen af 1930’erne også betragtelig modstand mod tanken om at alle skulle deltage i forkyndelsen. De demokratisk valgte ældste tog ofte temmelig direkte til orde mod det som Vagttaarnet sagde om ansvaret for at forkynde for mennesker uden for menigheden. Deres modstand mod at lytte til hvad Guds ånd gennem Bibelen havde at sige til menigheden om dette, hindrede ånden i at virke i disse grupper. — Åb. 2:5, 7.

I 1932 blev der taget skridt til at rette dette forhold. Hovedsagen var ikke om nogle fremtrædende ældste ville blive fornærmede eller om nogle af menighedernes medlemmer måske ville trække sig tilbage. Nej, ønsket var først og fremmest at behage Jehova og gøre hans vilje. Med dette for øje bragte Vagttaarnet for 15. oktober og 1. november (den engelske udgave for 15. august og 1. september) dette år to artikler med emnet „Jehovas Organisation“.

Disse artikler viste tydeligt at alle som virkelig var en del af Jehovas organisation ville udføre det arbejde som hans ord sagde skulle udføres i vor tid. Artiklerne gjorde gældende at det at være en kristen ældste ikke var et embede man kunne vælges til, men en tilstand man kunne nå frem til ved åndelig vækst. Der blev lagt særlig vægt på Jesu bøn om at hans disciple ’alle måtte være ét’ — i samhørighed med Gud og Kristus, og dermed også i samhørighed med hinanden i udførelsen af Guds vilje. (Joh. 17:21) Med hvilket resultat? Den anden artikel svarede at „hver eneste en af Levningen [den salvede rest] nu maa være et Vidne om Jehova Guds Navn og hans Rige“. De der undlod eller nægtede at gøre hvad de med rimelighed kunne i den offentlige forkyndelse, kunne ikke få betroet et tilsynshverv i menigheden.

Da menighederne havde studeret disse artikler blev de opfordret til at vedtage en resolution hvori de gav deres tilslutning til kende. Dermed ophørte det årlige valg af ældste og diakoner i menighederne. Nogle af de tidligere „valgte ældste“ forlod menighederne — som det for eksempel skete i Belfast i Nordirland — og nogle af deres tilhængere fulgte dem. Det tyndede lidt ud i rækkerne, men organisationen som helhed blev styrket. De der blev tilbage var villige til at skuldre deres kristne forpligtelse til at forkynde. I stedet for at vælge ældste udpegede menighederne — stadig ved hjælp af demokratiske metoder — et tjenesteudvalgi bestående af åndeligt modne mænd som deltog aktivt i den offentlige forkyndelse. Menighedernes medlemmer valgte også en ordstyrer til at præsidere ved deres møder samt en broder til at tjene som sekretær og kasserer. De skulle alle være mænd som var aktive vidner for Jehova.

Nu da tilsynet i menighederne var lagt i hænderne på mænd som ikke gik op i deres stilling men i at gøre Guds vilje — at aflægge vidnesbyrd om hans navn og rige — og som viste et godt eksempel ved selv at deltage, gik arbejdet lettere og mere gnidningsløst. Hvad de ikke vidste, var at der lå et stort arbejde foran dem. Der skulle aflægges et langt større vidnesbyrd end der allerede var aflagt, og der skulle foretages en indsamling af en størrelsesorden de slet ikke forestillede sig. (Es. 55:5) Jehova var åbenbart ved at forberede dem på opgaven.

Enkelte som nærede håb om evigt liv på jorden var begyndt at slutte sig til dem.j Men Bibelen forudsagde at der skulle indsamles en stor skare som ville blive bevaret gennem den store trængsel. (Åb. 7:9-14) I 1935 kom det til at stå klart hvem denne store skare bestod af. Den nye måde at udvælge tilsynsmænd på som blev indført i 1930’erne, satte organisationen bedre i stand til at indsamle, undervise og oplære dem.

De fleste Jehovas vidner så dette udvidede arbejde som en spændende opgave. Deres forkyndelse fik ny betydning for dem. Enkelte var dog ikke så begejstrede for at forkynde. De holdt sig tilbage, og de forsøgte at retfærdiggøre deres passivitet ved at påstå at der ikke ville blive indsamlet nogen stor skare før efter Harmagedon. Men flertallet tog det som en yderligere lejlighed til at vise deres loyalitet mod Jehova og deres kærlighed til næsten.

Hvordan passede medlemmerne af den store skare nu ind i den menighedsstruktur der var opbygget? De fik forklaret hvilken plads Guds ord tildelte ’den lille hjord’ af salvede, og de anerkendte med glæde denne ordning. (Luk. 12:32-44) De fik også at vide at de, ligesom de salvede, var forpligtede til at dele den gode nyhed med andre. (Åb. 22:17) Eftersom de gerne ville være jordiske undersåtter under Guds rige, måtte dette rige komme først i deres liv, og de måtte ivrigt fortælle andre om det. For at svare til Bibelens beskrivelse af dem der ville blive bevaret gennem den store trængsel og komme ind i Guds nye verden, måtte de „råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ (Åb. 7:10, 14) I 1937, da deres antal var vokset og deres nidkærhed var blevet tydelig, blev de også indbudt til at være med til at skuldre det ansvar at føre tilsyn i menigheden.

De blev imidlertid mindet om at organisationen tilhører Jehova og ikke noget menneske. Der skulle ikke være noget skel mellem de salvede og den store skare af andre får. De skulle arbejde sammen som brødre og søstre i Jehovas gerning. Som Jesus havde sagt: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ (Joh. 10:16) Det var netop hvad der skete.

På forholdsvis kort tid havde organisationen gennemgået en forbløffende udvikling. Men manglede der stadig noget i at menighedslivet blev styret i fuld overensstemmelse med Jehovas principper som de fremsættes i hans inspirerede ord?

Teokratisk organisation

„Teokrati“ betyder „gudsstyre“. Var der et sandt gudsstyre i menighederne? Var det sådan at medlemmerne ikke alene tilbad Jehova, men også så hen til ham som den der styrede deres menighedsanliggender? Rettede de sig helt efter hvad han sagde om disse ting i sit inspirerede ord? Den 1. og 15. august 1938 bragte Vagttaarnet en artikel i to dele om emnet „Organisation“, hvori der klart blev sagt: „Jehovas Organisation er paa ingen Maade demokratisk. Jehova er den Højeste, og hans Regering eller Organisation er strengt teokratisk.“ Men i de lokale menigheder af Jehovas Vidner på den tid blev de fleste af dem der førte tilsyn med møderne og forkyndelsen, stadig valgt demokratisk. Der måtte flere ændringer til.

Men fremgik det ikke af Apostelgerninger 14:23 at de ældste i menighederne skulle udpeges til deres opgave ved at man ’rakte hånden ud’, som ved en afstemning? I den første af de to vagttårnsartikler om emnet „Organisation“ blev det erkendt at man tidligere havde misforstået dette skriftsted. Det var ikke ved at alle menighedens medlemmer ’rakte hånden ud’ at man havde foretaget udnævnelser blandt de første kristne. Nej, som det blev påvist, var det apostlene og dem som de havde bemyndiget der ’rakte hånden ud’. Og de gjorde det ikke ved at deltage i en afstemning i menigheden, men ved at lægge hænderne på de egnede personer. Det var et symbol på bekræftelse, godkendelse eller udnævnelse.k De oldkristne menigheder anbefalede undertiden kvalificerede mænd, men den endelige udvælgelse eller godkendelse blev foretaget enten af apostlene, som var blevet direkte bemyndiget af Kristus, eller af dem som apostlene havde overdraget myndighed til. (Apg. 6:1-6) Vagttaarnet henledte opmærksomheden på at det kun var i breve til ansvarlige tilsynsmænd (Timoteus og Titus) at apostelen Paulus, under den hellige ånds ledelse, gav instruktioner om at indsætte tilsynsmænd. (1 Tim. 3:1-13; 5:22; Tit. 1:5) Ingen af de inspirerede breve som var stilet til menighederne indeholdt sådanne instruktioner.

Hvordan skulle man så udnævne mænd til at tjene i menighederne i dag? Vagttaarnets analyse af den teokratiske organisationsform viste ud fra Bibelen at Jehova havde indsat Jesus som „hovedet for . . . menigheden“, at Kristus ved sin tilbagevenden som Herre ville betro sin „trofaste og kloge træl“ ansvaret for ’alt hvad han ejede’, at denne trofaste og kloge træl bestod af alle dem på jorden som var blevet salvet med hellig ånd til at være Kristi medarvinger og som tjente i forening under hans ledelse, og at Kristus ville bruge denne trælleskare som sit redskab til at føre det nødvendige tilsyn med menighederne. (Kol. 1:18; Matt. 24:45-47; 28:18) Trælleskaren var på sin side forpligtet til under bøn at følge de instruktioner der klart var fremsat i Guds inspirerede ord, og ud fra dem afgøre hvem der var egnet til at få overdraget en tjenesteopgave.

Eftersom Kristus ville bruge den trofaste og kloge træl som sit synlige redskab (og eftersom denne „træl“, som allerede vist, benytter Vagttårnsselskabet som sit lovmæssige organ), forklarede Vagttaarnet at en teokratisk fremgangsmåde måtte indebære at udnævnelser til tjenesteopgaver blev foretaget gennem dette redskab. Ligesom menighederne i det første århundrede anerkendte det styrende råd i Jerusalem, sådan ville menighederne i dag ikke få åndelig fremgang uden centralt tilsyn. — Apg. 15:2-30; 16:4, 5.

For at sætte tingene i det rette perspektiv blev det imidlertid påpeget at når Vagttaarnet talte om „Selskabet“, hentydede det ikke slet og ret til et lovmæssigt redskab, en korporation, men til den gruppe af salvede kristne der havde dannet dette lovmæssige redskab og gjorde brug af det. Udtrykket „Selskabet“ stod altså for den trofaste og kloge træl og dens Styrende Råd.

Allerede før Vagttaarnet bragte disse artikler om „Organisation“, var menighederne i London, New York, Chicago og Los Angeles blevet så store at det havde været tilrådeligt at dele dem i mindre grupper, og de havde i den forbindelse anmodet Selskabet om at udnævne alle deres tjenere. Nu opfordrede Vagttaarnet for 15. august 1938 alle andre menigheder til at gøre det samme. Med det formål blev det foreslået at de vedtog følgende resolution:

„Vi, Kredsen af Guds Folk udtaget for hans Navn, i . . . . . . . . . . . . anerkender, at Guds Herredømme er et rent Teokrati, og at Kristus Jesus er i Templet og har fuldt Opsyn med og hele Ledelsen af Jehovas synlige Organisation saavel som den usynlige i sine Hænder, og at ’Selskabet’ er Herrens synlige Repræsentant paa Jorden, og vi anmoder derfor ’Selskabet’ om at organisere denne Kreds til Arbejdet og udnævne dens forskellige Tjenere, saa at vi alle kan samarbejde i Fred, Retfærd, Harmoni og fuldstændig Enhed. Vi vedlægger en Liste over Navnene paa de Personer i denne Kreds, der synes os at være mere modne og derfor bedst egnede til at udfylde de respektive tjenende Stillinger.“l

Så godt som alle menigheder af Jehovas Vidner tog beredvilligt dette skridt. De få enkeltpersoner der ikke gjorde det, ophørte snart med at forkynde Guds rige og således med at være Jehovas vidner.

Fordelene ved en teokratisk ledelse

Hvis de enkelte menigheder selv kunne fastlægge lærepunkter, adfærdsnormer, menighedsstruktur og fremgangsmåder i forkyndelsen, siger det sig selv at organisationen snart ville miste sin identitet og enhed. Brødrene kunne nemt blive splittet af sociale, kulturelle og nationale forskelle. En teokratisk ledelse ville derimod sikre at den åndelige fremgang uhindret kom alle menighederne i hele verden til gode. Den ville fremkalde den ægte samhørighed som Jesus bad om måtte råde blandt hans sande disciple, og bevirke at det forkyndelsesarbejde han gav befaling om, kunne blive fuldført. — Joh. 17:20-22.

Nogle har imidlertid hævdet at J. F. Rutherford ved at foreslå denne ændring i organisationsformen blot forsøgte at skaffe sig større kontrol med Jehovas vidner og at han kun tog dette skridt for at styrke sin egen myndighed. Var det sådan det forholdt sig? Der er ingen tvivl om at broder Rutherford var en stærk personlighed. Han tog magtfuldt og kompromisløst til orde for det han mente var sandt. Han kunne være ret brysk i situationer hvor han fornemmede at nogle gik mere op i deres egen stilling end i Herrens gerning. Men han var oprigtigt ydmyg over for Gud. Som Karl Klein, der blev medlem af Det Styrende Råd i 1974, senere skrev: „Broder Rutherford [vandt også] min hengivenhed gennem sine bønner ved morgenbordet. Han havde en kraftig stemme, men når han henvendte sig til Gud lød han nøjagtig som en lille dreng der taler med sin fader. Det viste noget om hvilket godt forhold han havde til Jehova!“ Broder Rutherford var fuldstændig overbevist om at det var Jehovas synlige organisation, og han gjorde alt for at sikre sig at ingen person eller gruppe af personer ville blive i stand til at hindre brødrene nogen steder i at få fuld gavn af den åndelige føde og de teokratiske anvisninger som Jehova gav sine tjenere.

Selv om broder Rutherford tjente som Vagttårnsselskabets præsident i 25 år og brugte alle sine kræfter på at fremme organisationens arbejde, var han ikke Jehovas Vidners leder og ønskede heller ikke at være det. Kort før sin død talte han i 1941 ved et stævne i St. Louis i Missouri om spørgsmålet om ledelse, og sagde: „Jeg vil gerne have at alle fremmede her skal vide hvad I mener om at et menneske skulle være jeres leder, så de ikke glemmer det. Hver gang der opstår noget og det begynder at vokse, siger folk at der er en lederskikkelse, et menneske der har vundet sig tilhængere. Hvis der er nogen i denne forsamling som mener at jeg, det menneske der står her, er Jehovas Vidners leder, bedes de svare ’Ja’.“ Der fulgte en talende tavshed, kun afbrudt af et eftertrykkeligt „Nej“ fra flere i forsamlingen. Taleren fortsatte: „Hvis I som er til stede her mener at jeg blot er en af Herrens tjenere, og at vi arbejder enigt sammen skulder ved skulder, idet vi tjener Gud og tjener Kristus, bedes I svare ’Ja’.“ Der lød et øredøvende „Ja“ fra forsamlingen. Måneden efter reagerede en tilhørerskare i England på nøjagtig samme måde.

I nogle områder begyndte man straks at få gavn af den teokratiske organisationsform. Andre steder tog det lidt længere tid; de tjenere der ikke viste sig at være modne og ydmyge blev efterhånden afsat, og andre blev udnævnt i stedet.

Men efterhånden som de teokratiske fremgangsmåder blev mere indarbejdet, kunne Jehovas vidner glæde sig over at erfare det der forudsiges i Esajas 60:17. Her beskriver Jehova i billedsprog de forbedrede tilstande der ville komme til at råde blandt hans tjenere, idet han siger: „I stedet for kobber bringer jeg guld, og i stedet for jern bringer jeg sølv, og i stedet for træ, kobber, og i stedet for sten, jern; og jeg indsætter fred som dine tilsynsmænd, og retfærdighed som dine arbejdsfogeder.“ Dette skildrer ikke hvad mennesker ville gøre, men hvad Gud selv ville gøre, og hvilke fordele det ville bringe hans tjenere at indordne sig under det. Der måtte råde fred iblandt dem, og kærlighed til retfærdighed måtte være den kraft der tilskyndede dem til at tjene.

Fra Brasilien skrev afdelingstilsynsmandens hustru, Maud Yuille, til broder Rutherford: „Artiklen ’Organisation’ i Watchtower for 1. og 15. juni [1938] tilskynder mig til at skrive et par ord til dig, hvis trofaste tjeneste Jehova gør brug af, for at udtrykke min taknemmelighed mod Jehova for den storslåede ordning han har truffet for sin synlige organisation, som det er beskrevet i de to numre af Watchtower. . . . Hvor er det befriende at der nu er gjort ende på ’nærdemokratiet’, ’kvindebevægelsen’ og andre ubibelske metoder som har fået nogle sjæle til at ligge under for lokale opfattelser og personlige bedømmelser i stedet for [Jehova Gud og Jesus Kristus], hvorved de har bragt skændsel over Jehovas navn. Det er sandt at Selskabet først ’i den senere tid har betegnet alle i organisationen som „tjenere“’, men jeg har lagt mærke til at du i din korrespondance med brødrene allerede i mange år har betegnet dig selv med udtrykket ’jeres broder og tjener, ved Hans nåde’.“

Fra det engelske afdelingskontor blev den ændrede organisationsform siden kommenteret med disse ord: „Det var ganske forbløffende så god en virkning dette fik. Den poetiske og profetiske beskrivelse af dette i Esajas, kapitel 60, er fuld af skønhed men på ingen måde overdrevet. Alle i sandheden talte om det. Det var det stående samtaleemne. Alle følte sig styrkede og oplivede — parate til at kæmpe en målrettet kamp. Som spændingen i verden tog til, øgedes glæden over det teokratiske herredømme.“

Rejsende tilsynsmænd styrker menighederne

Organisationen blev yderligere sammenknyttet af rejsende tilsynsmænd som betjente menighederne. I det første århundrede udførte især apostelen Paulus en sådan tjeneste. Nu og da deltog også mænd som Barnabas, Timoteus og Titus. (Apg. 15:36; Fil. 2:19, 20; Tit. 1:4, 5) De var alle nidkære evangelieforkyndere. Desuden opmuntrede de menighederne med deres foredrag. Når der opstod stridsspørgsmål som kunne true menighedernes enhed, blev de forelagt det centrale styrende råd. Når tilsynsmændene derefter „rejste gennem byerne, overgav de dem der var der, de bestemmelser at overholde som var blevet vedtaget af apostlene og de ældste der var i Jerusalem“. Og resultatet? „Så blev menighederne da fortsat styrket i troen, og de voksede i tal fra dag til dag.“ — Apg. 15:1–16:5; 2 Kor. 11:28.

Allerede i 1870’erne havde broder Russell besøgt grupperne af bibelstudenter — små hvor blot to eller tre var forsamlede såvel som større — for at opbygge dem åndeligt. Enkelte andre brødre deltog i dette arbejde i 1880’erne. I 1894 begyndte Selskabet mere regelmæssigt at udsende kvalificerede talere som skulle hjælpe bibelstudenterne til at vokse i kundskab og i værdsættelse af sandheden og knytte dem tættere sammen.

Når det var muligt tilbragte taleren en eller måske flere dage sammen med hver gruppe, idet han holdt ét eller to offentlige foredrag og drøftede nogle af de dybere ting i Guds ord med brødrene ved mindre møder eller privat. Man stilede efter at få hver gruppe i De Forenede Stater og Canada besøgt to gange om året, dog ikke nødvendigvis af den samme broder. Ved udvælgelsen af disse rejsende talere blev der lagt vægt på beskedenhed, ydmyghed og en klar forståelse af sandheden, samt troskab mod den sande lære og evnen til at undervise med klarhed. De fik ingen betaling for deres tjeneste. De lokale brødre gav dem blot kost og logi, og Selskabet hjalp dem i nødvendigt omfang med rejseudgifterne. De blev kendt som pilgrimme.

Mange af disse rejsende repræsentanter for Selskabet var højt elskede af dem de betjente. A. H. Macmillan, en canadier, huskes som en broder for hvem Guds ord var „som en brændende ild“. (Jer. 20:9) Han måtte simpelt hen tale om ordet, og han gjorde det. Ja, han talte til forsamlinger ikke blot i Canada men også i mange dele af De Forenede Stater og i andre lande. En anden pilgrim, William Hersee, huskes især for den store opmærksomhed han viste børn og unge. Hans bønner gjorde også et varigt indtryk, fordi de afspejlede en åndelig dybde der rørte hjertet hos både ung og gammel.

Det var ikke let for pilgrimmene at rejse rundt i de dage. For at betjene en gruppe ved Klamath Falls i Oregon måtte Edward Brenisen således først rejse med tog, derefter en hel nat med diligence, og endelig med en stiv, knoglerystende hestevogn ud i bjergene til den gård hvor han skulle mødes med brødrene. Tidligt om morgenen dagen efter mødet lånte en broder ham en hest så han kunne ride de 100 kilometer til den nærmeste jernbanestation, hvorfra han kunne komme videre til det næste sted på sin rute. Det var et anstrengende liv, men pilgrimmenes indsats gav gode resultater. Jehovas tjenere blev styrket og forenet i deres forståelse af Guds ord, og de blev knyttet tættere sammen til trods for at de boede meget spredt.

I 1926 begyndte broder Rutherford at gennemføre nogle ændringer som betød at pilgrimmene ikke længere blot skulle være rejsende talere men blev rejsende tilsynsførende der samtidig skulle fremme menighedernes forkyndelse. For at fremhæve deres nye opgave blev de i 1928 kaldt regionale arbejdsledere (i Danmark: kredsdirektører). De arbejdede sammen med de lokale brødre og gav dem personlig undervisning i forkyndelsen. De var nu i stand til at besøge hver menighed i De Forenede Stater og flere andre lande cirka en gang om året, og de holdt sig også i kontakt med enkeltpersoner og små grupper som endnu ikke var organiserede med henblik på tjenesten.

I de følgende år blev der foretaget flere småændringer i de rejsende tilsynsmænds arbejde.a Det blev i særlig grad intensiveret i 1938, da alle tjenerne i menighederne blev udnævnt teokratisk. Menighederne blev nu besøgt med jævne mellemrum, så der var tid til at give hver af de udnævnte tjenere en personlig oplæring samtidig med at alle fik øget hjælp i tjenesten på arbejdsmarken. I 1942 fik de rejsende tilsynsmænd en grundig oplæring så deres tjeneste blev udført mere ensartet. Deres besøg var ret korte (de varede fra én til tre dage, alt efter menighedens størrelse). I den tid gik de menighedens optegnelser igennem, mødtes med alle tjenerne for at give vejledning efter behov, holdt et eller flere foredrag for menigheden, og førte an i forkyndelsen. I 1946 blev besøgene forlænget til en uge for hver menighed.

Denne ordning med besøg i menighederne blev i 1938 suppleret med en såkaldt regionstjener, der dækkede et større område og med jævne mellemrum tjente en uge sammen med hver af de brødre der besøgte menighederne som zonetjenere. Under sit besøg medvirkede han på programmet ved et stævne som blev overværet af menighederne i den pågældende zone.b Dette arrangement virkede meget ansporende på brødrene og gav mulighed for dåb af nye disciple.

„Nogle der elsker tjenesten“

En af dem der udførte denne tjeneste fra 1936 var John Booth, som i 1974 blev medlem af Det Styrende Råd. Da han blev interviewet forud for sin udnævnelse til rejsende tilsynsmand, blev der sagt til ham: „Det er ikke dygtige talere vi har brug for, men nogle der elsker tjenesten og som vil føre an i den og tale om tjenesten ved møderne.“ Og broder Booth elskede virkelig tjenesten for Jehova. Han havde virket nidkært som pioner siden 1928, og han ansporede både ved sit ord og sit eksempel andre til nidkærhed i tjenesten.

Den første menighed han besøgte lå i Easton i Pennsylvanien. Det var i marts 1936. Han skrev senere: „Jeg ankom gerne til en menighed om morgenen, så jeg kunne være med i tjenesten på arbejdsmarken; derefter havde jeg først på aftenen et møde med menighedens tjenere og derefter ét med hele menigheden. I regelen tilbragte jeg blot to dage sammen med en menighed og kun én dag sammen med en mindre gruppe, idet jeg undertiden besøgte seks sådanne grupper om ugen. Jeg var hele tiden på farten.“

To år senere, i 1938, blev han udnævnt til som regionstjener at tage sig af et zonestævne (nu kaldt kredsstævne) hver uge. Disse stævner var med til at styrke brødrene i en tid hvor forfølgelsen tog til i flere områder. Broder Booth fortæller om den tid og de opgaver han havde: „Samme uge [som jeg vidnede i en retssag hvor omkring 60 forkyndere i Indianapolis, Indiana, var anklaget for undergravende virksomhed] var jeg forsvarer i en anden sag, i Joliet, Illinois, juridisk rådgiver for en broder i endnu en sag i Madison, Indiana, og havde desuden ansvaret for et kredsstævne hver weekend.“

To år efter at man i 1946 igen var begyndt at holde zonestævner, var Carey Barber blandt dem der blev udnævnt til områdetjenere. Han havde allerede været medlem af betelfamilien i Brooklyn, New York, i 25 år. Hans første område dækkede hele den vestlige del af De Forenede Stater. I begyndelsen rejste han hen ved 1600 kilometer mellem stævnerne hver uge. Efterhånden som menighederne voksede i størrelse og antal blev afstandene mindre, og senere blev der ofte holdt flere kredsstævner inden for samme storbyområde. Efter 29 år som rejsende tilsynsmand blev broder Barber i 1977 indbudt til at vende tilbage til hovedkontoret som medlem af Det Styrende Råd.

I tider med krig og hård forfølgelse har de rejsende tilsynsmænd ofte sat deres frihed og endda livet på spil for at sørge for deres brødres åndelige velfærd. Under nazisternes besættelse af Belgien fortsatte André Wozniak med at besøge menighederne og var med til at forsyne dem med bøger og blade. Gestapo var ofte lige i hælene på ham, men det lykkedes dem aldrig at fange ham.

I slutningen af 1970’erne levede befolkningen i Rhodesia (nu Zimbabwe) i frygt, og i en periode med borgerkrig var rejseaktiviteten stærkt begrænset. Men Jehovas Vidners rejsende tilsynsmænd viste sig at være kærlige hyrder og tilsynsmænd der var „som et læ mod vinden“ for deres brødre. (Es. 32:2) Nogle vandrede i dagevis gennem busklandet, drog op og ned ad bjerge, krydsede farlige floder, sov under åben himmel — alt sammen for at nå ud til isolerede menigheder og forkyndere og opmuntre dem til at stå fast i troen. En af disse tilsynsmænd var Isaiah Makore, som undslap på et hængende hår da kuglerne fløj om ørerne på ham under en strid mellem regeringsstyrker og „frihedskæmpere“.

Andre rejsende tilsynsmænd har tjent organisationen i mange år på internationalt plan. Vagttårnsselskabets præsidenter har ofte rejst til andre lande for at tage sig af organisatoriske anliggender og for at tale ved stævner. Sådanne besøg har i høj grad medvirket til at øge Jehovas vidners erkendelse af deres internationale broderskab. Især broder Knorr rejste regelmæssigt rundt og besøgte hvert afdelingskontor og missionærhjem. Efterhånden som organisationen voksede blev hele verden inddelt i ti internationale zoner, og fra den 1. januar 1956 begyndte kvalificerede brødre under præsidentens ledelse at deltage i denne tjeneste, så den fortsat kunne udføres regelmæssigt. Disse zonebesøg, der nu aflægges under tilsyn af Det Styrende Råds tjenesteudvalg, bidrager fortsat til organisationens verdensomspændende enhed og fremgang.

I samme periode skete der andre vigtige ting som fik indflydelse på organisationens struktur.

Yderligere teokratisk justering

Midt under den anden verdenskrig, den 8. januar 1942, døde Joseph F. Rutherford, og Nathan H. Knorr blev Vagttårnsselskabets tredje præsident. Organisationen var under stærkt pres på grund af forbud mod dens virksomhed i mange lande, pøbelvold under dække af patriotisme, og arrestation af forkyndere som spredte bibelske publikationer i deres offentlige vidnegerning. Ville et præsidentskifte mon resultere i at arbejdet blev hæmmet i denne kritiske tid? De ansvarshavende brødre så hen til Jehova efter ledelse og velsignelse. I harmoni med deres ønske om guddommelig ledelse tog de organisationens struktur op til fornyet overvejelse for at se om der var områder hvor den kunne være i nøjere overensstemmelse med Jehova Guds vilje.

I forbindelse med Vagttårnsselskabets årlige generalforsamling i 1944 blev der holdt et arbejdskonvent i Pittsburgh i Pennsylvanien. Forud for generalforsamlingen blev der den 30. september holdt en række meget betydningsfulde foredrag om hvad Bibelen siger om Jehovas tjeneres organisation.c Opmærksomheden blev rettet mod Det Styrende Råd. Det blev understreget at det teokratiske princip må gælde alle de organer som benyttes af den trofaste og kloge trælleskare. Det blev forklaret at det indregistrerede selskab ikke havde alle Guds indviede tjenere som medlemmer. Det repræsenterede dem blot og tjente som et juridisk redskab for dem. Men eftersom Selskabet var det forlag eller det organ der blev brugt til at forsyne Jehovas vidner med publikationer som bibragte åndelig oplysning, var Det Styrende Råd naturligt nok mere eller mindre identisk med dette selskabs bestyrelse. Var det fuldt ud underlagt teokratiske principper?

Ifølge Selskabets vedtægter gjaldt en aktionærordning hvor hvert bidrag på 10 amerikanske dollars gav bidragyderen ret til at afgive en stemme i forbindelse med udvælgelsen af Selskabets bestyrelsesmedlemmer. Man syntes måske at sådanne bidrag vidnede om sand interesse for organisationens arbejde. Ordningen indebar imidlertid nogle problemer. Broder Knorr, Selskabets præsident, forklarede: „Af Bestemmelserne i Selskabets Stiftelsesprotokol kunde det se ud til, at nogles Medlemsskab i den styrende Organisation [Det Styrende Råd] var afhængigt af vedkommendes Bidrag til Selskabet i juridisk Forstand. Men i Overensstemmelse med Guds Vilje kunde det ikke være Tilfældet blandt hans sande udvalgte Folk.“

Charles Taze Russell, som i Selskabets første 32 år stod i spidsen for Det Styrende Råd, var ganske vist også den der gav de største bidrag til Selskabet både økonomisk, fysisk og åndeligt. Men det var ikke pengebidrag der afgjorde hvordan Herren brugte ham. Det var hans fuldstændige og ubetingede indvielse, hans utrættelige nidkærhed, hans urokkelige standpunkt for Guds rige og hans ubrydelige loyalitet og trofasthed der i Guds øjne gjorde ham anvendelig i tjenesten. Med hensyn til den teokratiske organisation gælder denne regel: „Gud [har] sat lemmerne på legemet, hvert af dem, sådan som han ønskede.“ (1 Kor. 12:18) Men som broder Knorr forklarede: „Selskabets Stiftelsesprotokol foreskrev imidlertid, at Medlemsbevis, som medførte Stemmeret, skulde tildeles dem, som bidrog med Pengemidler til Selskabets Virksomhed, og denne Bestemmelse var i en vis Grad egnet til at fordunkle eller indgribe i det teokratiske Princip med Hensyn til Styremaade, og den indebar ogsaa Muligheder for Fare for dette Princip eller for at skabe Hindringer derfor.“

Ved generalforsamlingen den 2. oktober 1944 besluttede Selskabets stemmeberettigede medlemmer derfor enstemmigt at Selskabets vedtægter skulle revideres og bringes i nøjere overensstemmelse med teokratiske principper. Selskabet skulle ikke længere have et ubegrænset antal medlemmer, men antallet skulle ligge mellem 300 og 500, og de skulle alle være mænd som var udvalgt af bestyrelsen, ikke på grundlag af pengebidrag, men fordi de var modne, aktive, trofaste vidner for Jehova som virkede i organisationens arbejde på heltidsbasis eller var aktive ordets tjenere i Jehovas Vidners menigheder. Disse medlemmer skulle indvælge bestyrelsen, som så valgte hvem der skulle beklæde de tre ledende poster som henholdsvis præsident, vicepræsident, og kasserer og sekretær. Den nye ordning trådte i kraft året efter, den 1. oktober 1945. Denne ændring har vist sig at være en stor beskyttelse i en tid hvor fjendtligsindede elementer ofte har manipuleret sig til at overtage kontrollen med firmaer og selskaber for derefter at omstrukturere dem efter deres egne ønsker.

Det var tydeligt at Jehova velsignede disse skridt hen imod fuld overensstemmelse med teokratiske principper. Trods det vældige pres organisationen var udsat for under den anden verdenskrig, fortsatte antallet af rigsforkyndere med at vokse. Og de forkyndte energisk Guds rige uden ophør. Fra 1939 til 1946 øgedes antallet af Jehovas vidner med ikke mindre end 157 procent, og de begyndte at forkynde i seks nye lande. I de næste 25 år voksede antallet af aktive vidner yderligere med næsten 800 procent, og de rapporterede regelmæssig virksomhed i 86 andre lande.

Særlig oplæring af tilsynsmænd

Nogle iagttagere anså det for uundgåeligt at normerne ville slækkes i takt med organisationens vækst. Men Bibelen havde forudsagt at der ville råde retfærdighed og fred blandt Jehovas tjenere. (Es. 60:17) Og for at dette kunne ske måtte de ansvarlige tilsynsmænd til stadighed undervises grundigt i Guds ord, alle måtte have en klar forståelse af Jehovas retsnormer, og man måtte konsekvent holde fast ved disse normer. En sådan undervisning er blevet givet. En grundig gennemgang af Guds retfærdige krav er efterhånden blevet bragt i Vagttårnets spalter, og dette materiale er systematisk blevet studeret af hver eneste menighed af Jehovas Vidner i hele verden. Og hjordens tilsynsmænd har fået megen yderligere undervisning.

De ledende tilsynsmænd på Selskabets afdelingskontorer har været samlet til særlige seminarer ved internationale stævner. Fra 1961 til 1965 blev der afholdt særlige kurser af otte til ti måneders varighed for dem i New York. Fra 1977 til 1980 blev der holdt en ny række femugers kurser for dem. Undervisningen omfattede et vers-for-vers-studium af alle Bibelens bøger, foruden en gennemgang af organisatoriske spørgsmål samt måder hvorpå man kan fremme forkyndelsen af den gode nyhed. Der findes ingen nationalistiske skel blandt Jehovas vidner. Uanset hvor de bor, følger de de samme høje bibelske normer og tror og lærer det samme.

Kreds- og områdetilsynsmændene har også fået særlig opmærksomhed. Mange af dem er blevet undervist på Vagttårnets Bibelskole Gilead i New York eller på en af skolens afdelinger i andre lande. Fra tid til anden samles de også på Selskabets afdelingskontorer eller andre steder hvor det er formålstjenligt, til seminarer af nogle dages eller en uges varighed.

I 1959 tog endnu en særlig foranstaltning sin begyndelse. Det var Rigets Tjenesteskole med undervisning for kreds- og områdetilsynsmænd og tilsynsmænd fra menighederne. Det begyndte som et månedskursus. Efter at det havde kørt et år i De Forenede Stater blev kursusmaterialet oversat til andre sprog og efterhånden brugt rundt om i verden. Da mange tilsynsmænd ikke havde mulighed for at holde fri fra deres verdslige arbejde en hel måned, blev en tougers version af kurset taget i brug fra 1966.

Denne skole var ikke en slags præsteseminarium hvor mænd blev undervist som en forberedelse til deres ordination. Skolens elever var i forvejen ordinerede ordets tjenere. Mange af dem havde været tilsynsmænd og hyrder for hjorden i årtier. Kurset var en anledning for dem til at gennemdrøfte vejledningen fra Guds ord angående deres arbejde. Der blev lagt stor vægt på forkyndelsens betydning og på hvordan man kunne udføre den effektivt. På grund af de dalende moralnormer i verden blev der også brugt megen tid på at drøfte hvordan man kunne holde Bibelens moralnormer i hævd. Denne undervisning er i de senere år blevet fulgt op af seminarer hvert andet eller tredje år og af nyttige møder som de rejsende tilsynsmænd holder med lokale ældste flere gange om året. Her er der mulighed for at ofre aktuelle behov særlig opmærksomhed. Sådanne drøftelser er en beskyttelse mod at vige bort fra Bibelens normer, og de bidrager til en ensartet behandling af situationer i alle menigheder.

Jehovas vidner lægger sig formaningen i Første Korintherbrev 1:10 på sinde: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ Dette er ikke en påtvungen enhed; den skyldes oplæring i Guds veje som er beskrevet i Bibelen. Jehovas vidner glæder sig over Guds veje og hensigter. Hvis nogen ikke længere har lyst til at leve efter Bibelens normer, står det dem frit for at forlade menigheden. Men hvis de begynder at forkynde andre opfattelser eller lader hånt om den bibelske moral, må tilsynsmændene gribe ind for at beskytte hjorden. Menigheden følger den bibelske vejledning: „[Hold] øje med dem som er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære I har modtaget; undgå dem.“ — Rom. 16:17; 1 Kor. 5:9-13.

Ifølge Bibelens profetier ville Gud fremkalde en sådan tilstand blandt sine tjenere, en tilstand hvor retfærdigheden kunne trives og bære fred som frugt. (Es. 32:1, 2, 17, 18) Sådanne forhold appellerer stærkt til mennesker som elsker det der er ret.

Hvor mange sådanne retfærdselskende mennesker vil der blive indsamlet før den gamle samfundsordning bringes til ophør? Jehovas vidner ved det ikke. Men Jehova ved hvad hans gerning kræver, og han sørger til sin egen tid og på sin egen måde for at organisationen bliver udrustet til at udføre den.

Forberedelse til eksplosiv vækst

Da man under Det Styrende Råds ledelse forskede i Bibelen for at udarbejde opslagsværket Hjælp til forståelse af Bibelen, blev opmærksomheden endnu en gang rettet mod den måde den kristne menighed var organiseret på i det første århundrede. Man foretog et grundigt studium af bibelske udtryk som „ældste“, „tilsynsmand“ og „tjener“ eller „ordets tjener“. Kunne Jehovas Vidners nutidige organisation rettes mere ind efter det mønster der var bevaret i Bibelen til vejledning for os?

Jehovas tjenere var besluttede på fortsat at underlægge sig Guds ledelse. Ved en række stævner i 1971 blev ledelsesformen i de oldkristne menigheder taget op til behandling. Det blev påpeget at ordet presbyʹteros (ældre mand, ældste) i Bibelen ikke kun betegnede ældre personer og at det heller ikke blev brugt om alle i menighederne som var åndeligt modne. Det blev især brugt i officiel forstand om menighedernes tilsynsmænd. (Apg. 11:30; 1 Tim. 5:17; 1 Pet. 5:1-3) Disse mænd blev indsat i deres stilling ved en udnævnelse, i overensstemmelse med nogle krav der blev nedfældet i de inspirerede skrifter. (Apg. 14:23; 1 Tim. 3:1-7; Tit. 1:5-9) Hvis der var tilstrækkeligt med kvalificerede mænd til rådighed, var der mere end én ældste i menigheden. (Apg. 20:17; Fil. 1:1) De udgjorde et ’ældsteråd’ hvis medlemmer alle havde samme officielle status uden at den ene af dem var mere fremtrædende eller havde større magt i menigheden end de øvrige. (1 Tim. 4:14) Som assistenter for de ældste, blev det forklaret, udnævnte man „menighedstjenere“ under iagttagelse af de krav apostelen Paulus fremsatte. — 1 Tim. 3:8-10, 12, 13.

Der blev straks taget skridt til at bringe organisationen i nøjere samklang med dette bibelske mønster. Man begyndte med Det Styrende Råd selv. Antallet af medlemmer blev udvidet til at omfatte flere end de syv der som Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvanias bestyrelse havde tjent som et styrende råd for Jehovas Vidner. Nu skulle der ikke længere være et fast antal medlemmer af Det Styrende Råd. I 1971 var der 11, i nogle få år var der 18, og i 1992 var der 12. De er alle mænd som er salvet af Gud til at være medarvinger med Jesus Kristus. De 12 der tjente som medlemmer af Det Styrende Råd i 1992 havde på det tidspunkt tilsammen virket i heltidstjenesten som ordinerede ordets tjenere for Jehova Gud i over 728 år.

Den 6. september 1971 blev det besluttet at hvervet som ordstyrer ved Det Styrende Råds møder skulle gå på skift mellem Rådets medlemmer et år ad gangen, alfabetisk efter efternavn. Dette trådte i kraft den 1. oktober. Rådets medlemmer begyndte også ugentligt at skiftes til at lede morgendrøftelsen af dagsteksten og studiet af Vagttårnet på hovedkontoret.d Dette begyndte den 13. september 1971, da Frederick W. Franz ledede morgendrøftelsen på Selskabets hovedkontor i Brooklyn, New York.

Året efter begyndte man at forberede lignende ændringer ude i menighederne. Der skulle ikke længere blot være en enkelt tilsynsmand eller menighedstjener som blev assisteret af et bestemt antal andre tjenere. De mænd der var bibelsk kvalificerede skulle udnævnes til at tjene som ældste. Andre som opfyldte de bibelske krav skulle udnævnes til assisterende tjenere, nu kaldt menighedstjenere. Dette gav et større antal brødre mulighed for at varetage opgaver i menigheden og således tilegne sig værdifuld erfaring. Ingen af Jehovas vidner havde dengang nogen anelse om at antallet af menigheder ville stige med 156 procent gennem de næste 21 år, og nå op på i alt 69.558 i 1992. Men menighedens hoved, Herren Jesus Kristus, var tydeligvis i færd med at træffe forberedelser til den kommende vækst.

I begyndelsen af 1970’erne overvejede man endnu en reorganisering af Det Styrende Råd. Lige siden Vagttårnsselskabets oprettelse i 1884 havde udgivelsen af bøger og blade, tilsynet med det verdensomspændende forkyndelsesarbejde og afholdelsen af skoler og stævner sorteret under Selskabets præsident. Men efter en omhyggelig analyse af situationen og en grundig gennemdrøftelse af detaljerne gennem mange måneder, blev en ny ordning enstemmigt vedtaget den 4. december 1975. Der blev dannet seks udvalg bestående af medlemmer af Det Styrende Råd.

Ordstyrerudvalget (bestående af Det Styrende Råds nuværende ordstyrer, den foregående ordstyrer og den næste der tiltræder som ordstyrer) modtager rapporter om alvorlige nødsituationer, katastrofer og tilfælde af forfølgelse, og sørger for at Det Styrende Råd straks tager sig af disse problemer. Redaktionsudvalget fører tilsyn med tilberedningen af den åndelige føde så den kan nedfældes skriftligt eller optages på lydbånd og videokassetter til gavn for Jehovas vidner og offentligheden, og med oversættelsen af den til hundreder af forskellige sprog. Undervisningsudvalget tager sig af skoler og lokale og internationale stævner for Jehovas folk og undervisningen af betelfamilierne, og sørger for at udarbejde det materiale der bruges til disse formål. Tjenesteudvalget har overopsyn med alle grene af forkyndelsesarbejdet, herunder menighedernes og de rejsende tilsynsmænds virksomhed. Trykning, udgivelse og forsendelse af publikationer samt drift af trykkerier og behandling af juridiske og forretningsmæssige anliggender sorterer alt sammen under Udgiverudvalget. Og Personaleudvalget fører tilsyn med at der ydes personlig og åndelig hjælp til betelfamiliernes medlemmer og indbyder nye medlemmer til at tjene i betelfamilierne rundt om i verden.

Desuden er der forskellige udvalg som fører tilsyn med trykkerierne, betelhjemmene og landbrugene i forbindelse med hovedkontoret. I disse udvalg gør Det Styrende Råd udstrakt brug af medlemmer af ’den store skare’. — Åb. 7:9, 15.

Der blev også foretaget ændringer på Selskabets afdelingskontorer. Siden den 1. februar 1976 har hvert afdelingskontor alt efter behov og størrelse haft et udvalg på tre eller flere medlemmer som under Det Styrende Råds ledelse fører tilsyn med Rigets arbejde i deres område.

I 1992 hentede Det Styrende Råd yderligere hjælp ved at udpege et antal assistenter, hovedsagelig fra den store skare, til at deltage i Redaktions-, Undervisnings-, Tjeneste-, Udgiver- og Personaleudvalgets møder og arbejde.e

Denne deling af ansvaret har vist sig at være meget gavnlig. Sammen med de ændringer der allerede var foretaget i menighederne har den bidraget til at fjerne enhver ordning der kunne hindre nogle i at erkende at Kristus er menighedens hoved. Det har også vist sig at være meget fordelagtigt at flere brødre har kunnet rådføre sig med hinanden i sager vedrørende Rigets arbejde. Desuden har denne reorganisering skabt mulighed for at man kan føre det nødvendige tilsyn med arbejdet i de mange områder hvor der har været et påtrængende behov fordi organisationen dér har oplevet en helt eksplosiv vækst. For længe siden forudsagde Jehova ved profeten Esajas: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ (Es. 60:22) Han har ikke alene fremskyndet arbejdet men også givet de anvisninger hans synlige organisation har behøvet for at kunne tage sig af tilstrømningen.

Det der interesserer Jehovas vidner mest er det arbejde Gud har givet dem at gøre i disse sidste dage for den gamle verden, og de er godt organiserede til at udføre det. De ser umiskendelige vidnesbyrd om at organisationen er Guds værk, ikke menneskers, og at den ledes af Guds egen søn, Jesus Kristus. Som regerende konge vil Jesus føre sine undersåtter trygt gennem den kommende store trængsel og sørge for at de er godt organiserede til at gøre Guds vilje i det kommende tusindårsrige.

[Fodnoter]

Fra 1938 til 1941 var der regionstjenere som betjente lokale stævner hvor brødrene fra et begrænset område (en zone) samledes for at overvære et særligt program. Da dette arbejde blev genoplivet i 1946 blev disse rejsende tilsynsmænd kaldt sektionstjenere. I dag benævnes de områdetilsynsmænd.

[Tekstcitat på side 204]

Der skulle ikke være nogen præsteklasse iblandt dem

[Tekstcitat på side 205]

De gjorde ikke noget forsøg på at oprette en „jordisk organisation“

[Tekstcitat på side 206]

Hvordan blev de ældste udvalgt?

[Tekstcitat på side 212]

En arbejdsdirektør blev udnævnt af Selskabet

[Tekstcitat på side 213]

Nogle ældste ønskede ikke at forkynde uden for menigheden

[Tekstcitat på side 214]

Det tyndede ud i rækkerne, men organisationen styrkedes

[Tekstcitat på side 218]

Hvordan skulle man foretage udnævnelser?

[Tekstcitat på side 220]

Forsøgte Rutherford blot at skaffe sig større kontrol med Jehovas vidner?

[Tekstcitat på side 222]

Kontakten blev bevaret med både små og store grupper

[Tekstcitat på side 223]

De rejsende tilsynsmænd fik nye opgaver

[Tekstcitat på side 234]

Et udvidet Styrende Råd hvis medlemmer skiftes til at være ordstyrer

[Tekstcitat på side 235]

Nødvendigt tilsyn i en tid med eksplosiv vækst

[Ramme på side 207]

Hvorfor ændrede han opfattelse?

Da C. T. Russell engang blev spurgt om hvorfor han havde ændret opfattelse med hensyn til at udvælge ældste i de forskellige grupper af Herrens folk, svarede han:

„Allerførst vil jeg skynde mig at forsikre dig om at jeg aldrig har påberåbt mig ufejlbarlighed. . . . Vi benægter ikke at vi vokser i kundskab og at vi nu ser Herrens vilje angående ældste eller ledere i de forskellige små grupper af hans folk i et lidt andet lys. Vi begik den fejl at forvente for meget af vore kære brødre som tidligt kom med i sandheden og som derfor blev de naturlige ledere af disse små grupper. Det idealbillede vi havde af dem, var at kundskaben om sandheden ville gøre dem ydmyge og få dem til at erkende deres egen lidenhed, og at de ville fremholde den kundskab de sad inde med og kunne bibringe andre, som talerør for Gud, fordi de blev brugt af ham. Vore idealforhåbninger var at de i ordets fulde betydning ville være eksempler for hjorden, og at hvis Herrens forsyn skulle bringe en eller flere ind i den lille gruppe som var lige så egnet, eller mere egnet, til at fremholde sandheden, ville kærlighedens ånd lede dem til at ære og agte hinanden, og dermed hjælpe og tilskynde hinanden til at deltage i den tjeneste der udføres af kirken, Kristi legeme.

Med dette i tanke drog vi den slutning at det større mål af nåde og sandhed der skulle råde nu og erfares af Herrens indviede folk, ville gøre det unødvendigt for dem at følge den kurs der blev afstukket af apostlene i oldkirken. Vi begik den fejl at vi ikke indså at den ordning der under Guds ledelse blev skitseret af apostlene, er langt bedre end noget system som andre kunne udtænke, og at kirken som et hele nødvendigvis må følge de bestemmelser der blev indført af apostlene indtil vi, ved forvandlingen i opstandelsen, alle bliver gjort fuldendte og fuldkomne og direkte skal være sammen med Herren.

At vi havde taget fejl, gik langsomt op for os da vi blandt vore kære brødre i nogen grad så en kappestridens ånd, og hos mange et ønske om at betragte ledelsen af møderne som et embede i stedet for en tjeneste, og en tilbøjelighed til at udelukke og hindre andre brødre med de samme naturlige evner og den samme kundskab om sandheden og samme dygtighed til at svinge åndens sværd, i at udvikle sig til ledere.“ — „Zion’s Watch Tower“, 15. marts 1906, s. 90.

[Ramme/illustrationer på side 208, 209]

Bygninger i Pittsburgh-området som for hundrede år siden blev anvendt af Selskabet

Bibelhuset, der ses her, tjente som hovedkontor i 19 år, fra 1890 til 1909f

Broder Russell havde sit arbejdsværelse her

Medlemmer af bibelhusfamilien som tjente her i 1902

I bygningen fandtes dette sætteri (øverst til højre), en forsendelsesafdeling (nederst til højre), et boglager, boliger til staben, og en mødesal til 300

[Fodnote]

[Ramme på side 211]

Hvis arbejde er det?

Mod slutningen af sit jordiske liv skrev Charles Taze Russell: „Alt for ofte glemmer Guds folk at Herren selv står i spidsen for sit arbejde. Alt for ofte er indstillingen den at vi vil gøre et arbejde og få Gud til at samarbejde med os i det. Lad os bringe tingene i det rette perspektiv og indse at Gud har truffet beslutning om et stort arbejde og lader det udføre, og at det vil blive gennemført helt uden hensyn til os og vore bestræbelser, og at det er et stort privilegium der tilstås Guds folk at kunne samarbejde med Skaberen i udførelsen af hans planer, hans forehavender og hans hensigter, på hans måde. Hvis vi ser sådan på det, bør vi bede om og være vågne for at måtte kende og gøre Herrens vilje, tilfredse uanset hvilken opgave vi har, eftersom det er vor Gud der leder os. Det er den holdning Watch Tower Bible and Tract Society har søgt at følge.“ — „The Watch Tower“, 1. maj 1915.

[Ramme på side 215]

V.D.M.-spørgsmålene

Bogstaverne V.D.M. står for de latinske ord „Verbi Dei Minister“, en Guds ords tjener.

I 1916 udarbejdede Selskabet et skema med spørgsmål om bibelske emner. De der ønskede at repræsentere Selskabet som talere blev bedt om at besvare hvert spørgsmål skriftligt. Derved fik Selskabet et indtryk af hvordan disse brødre forstod de bibelske grundlærdomme og hvad de mente om dem. De skriftlige svar blev nøje gennemgået af en gruppe eksaminatorer på Selskabets kontor. For at blive godkendt som taler måtte man have mindst 85 procent af svarene rigtige.

Senere spurgte mange ældste, diakoner og andre bibelstudenter om de kunne få en liste med spørgsmålene. Det blev siden oplyst at det ville være gavnligt at klasserne kun valgte deres repræsentanter blandt dem der havde kvalificeret sig som V.D.M.

At Selskabet udpegede en som en Guds ords tjener, ville ikke sige at vedkommende blev ordineret. Det betød udelukkende at rådet af eksaminatorer på Selskabets kontor havde bedømt den pågældendes forståelse af lærespørgsmål, og i nogen grad hans omdømme, og sluttet at han var værdig til at blive kaldt en Guds ords tjener.

V.D.M.-spørgsmålene lød således:

(1) Hvad var Guds første skabelseshandling?

(2) Hvad betyder ordet „Logos“ når det forbindes med Guds søn? og hvad ligger der i ordene Fader og Søn?

(3) Hvornår og hvordan kom synden ind i verden?

(4) Hvori består den guddommelige straf for synd som vil komme over synderne? og hvem er synderne?

(5) Hvorfor var det nødvendigt at „Logos“ blev kød? og var han en „inkarnation“?

(6) Af hvilken natur var mennesket Kristus Jesus fra sin fødsel til sin død?

(7) Af hvilken natur har Jesus været siden sin opstandelse, og hvilken officiel stilling indtager han i forhold til Jehova?

(8) Hvori består Jesu gerning i denne evangelietidsalder — i perioden fra Pinsedagen indtil nu?

(9) Hvad har Jehova Gud indtil nu gjort for menneskehedens verden? og hvad har Jesus gjort?

(10) Hvad er Guds hensigt med menigheden når den er blevet fuldendt?

(11) Hvad er Guds hensigt med menneskehedens verden?

(12) Hvad vil de uforbederliges endelige skæbne blive?

(13) Hvilken løn eller hvilke velsignelser vil menneskehedens verden opnå ved at være lydig mod Messias’ rige?

(14) Ved hvilke skridt kan en synder indtræde i et livgivende forhold til Kristus og til den himmelske Fader?

(15) Hvilken kurs anviser Guds ord den kristne efter at han er blevet avlet af den hellige ånd?

(16) Har du omvendt dig fra synden for at tjene den levende Gud?

(17) Har du uforbeholdent indviet dit liv og alle dine evner og kræfter til Herren og til tjenesten for ham?

(18) Har du symboliseret denne indvielse ved vanddåben?

(19) Har du aflagt IBSA’s [International Bible Students Associations] løfte om hellig livsførelse?

(20) Har du læst de seks bind af STUDIER I SKRIFTEN grundigt og omhyggeligt?

(21) Har det været meget oplysende for dig, og har du haft stor gavn af det?

(22) Tror du at du har en solid og varig bibelkundskab der vil gøre dig til en bedre Herrens tjener resten af dit liv?

[Ramme på side 234]

’Som det urkristne samfund’

Det religiøse tidsskrift „Interpretation“ skrev i juli 1956: „I deres organisation og vidnearbejde står [Jehovas vidner] det urkristne samfund så nær som nogen. . . . Kun få andre grupper bruger Bibelen så meget i deres budskaber, mundtlige såvel som skriftlige, som de gør.“

[Ramme/illustration på side 229]

De første foreninger og selskaber

Zion’s Watch Tower Tract Society. Oprindelig oprettet i 1881 og derefter indregistreret i staten Pennsylvanien den 15. december 1884. I 1896 blev navnet ændret til Watch Tower Bible and Tract Society. Siden 1955 har det været kendt som Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania.

Peoples Pulpit Association. Oprettet i 1909 i forbindelse med at Selskabet flyttede sit hovedkontor til Brooklyn, New York. I 1939 ændredes navnet til Watchtower Bible and Tract Society, Inc. Siden 1956 har det været kendt som Watchtower Bible and Tract Society of New York, Inc.

International Bible Students Association. Indregistreret i London den 30. juni 1914.

For at opfylde lovens krav har Jehovas Vidner oprettet mange andre selskaber i forskellige lande og områder. Men Jehovas Vidner er ikke delt op i nationale eller regionale organisationer. De er forenede i et verdensomfattende brodersamfund.

[Illustration på side 210]

For at kunne føre bedre tilsyn med arbejdet, oprettede man afdelingskontorer. Det første blev oprettet i London og havde til huse i denne bygning

[Illustrationer på side 216, 217]

Bygninger i Brooklyn som blev anvendt i den første tid

Betelhjemmet

Columbia Heights 122-124

Betelhjemmets spisesal

Tabernaklet

Kontorer, boglager, forsendelsesafdeling, sætteri og en mødesal der kunne rumme 800 fandtes her på Hicks Street 17. (Brugt fra 1909 til 1918)

Mødesalen

De første trykkerier

Medlemmer af betelfamilien som arbejdede i trykkeriet på Myrtle Avenue i 1920 (til højre)

Myrtle Avenue 35 (1920-22)

Concord Street 18 (1922-27)

Adams Street 117 (1927- )

[Illustration på side 221]

J. F. Rutherford i 1941. Jehovas vidner vidste at det ikke var ham der var deres leder

[Illustrationer på side 224, 225]

Rejsende tilsynsmænd

Nogle få af de tusinder der har tjent

Canada, 1905-33

England, 1920-32

Finland, 1921-26, 1947-70

De Forenede Stater, 1907-15

Et mobilt logi i Namibia

På rejse mellem menigheder —

Grønland

Venezuela

Lesotho

Mexico

Peru

Sierra Leone

Samarbejde med lokale forkyndere i tjenesten i Japan

Praktisk vejledning til pionerer på Hawaii

Møde med lokale ældste i Tyskland

Undervisning af en menighed i Frankrig

[Illustration på side 226]

John Booth, rejsende tilsynsmand i USA fra 1936 til 1941

[Illustration på side 227]

Carey Barber, hvis første område dækkede en stor del af De Forenede Stater

[Illustration på side 228]

Broder Knorr besøgte regelmæssigt alle afdelingskontorer og missionærhjem

[Illustration på side 230]

De ledende tilsynsmænd fra Selskabets afdelingskontorer har været samlet til særlige seminarer (New York, 1958)

[Illustrationer på side 231]

[Illustration på side 232]

Der er blevet udgivet organisationsinstruktioner (først på engelsk og derefter på andre sprog) for at koordinere Jehovas Vidners arbejde og for at oplyse alle om de foranstaltninger der er truffet for at hjælpe dem i deres tjeneste

Kapitel 16

Møder — tilbedelse, undervisning og opmuntring

MENIGHEDENS møder spiller en vigtig rolle i Jehovas vidners liv. Selv når det er forbundet med store vanskeligheder forsøger de at overvære alle møderne, i overensstemmelse med den bibelske formaning: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger, og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:24, 25) Hvor det er muligt holder hver menighed møder tre gange om ugen i 4 timer og 45 minutter i alt. Mødernes art og hyppighed har dog varieret op gennem tiden, alt efter hvad der har været behov for.

I det første århundrede var manifestationer af åndens mirakuløse gaver et fremtrædende træk ved kristne møder. Hvorfor? Fordi Gud ved hjælp af disse gaver vidnede om at han ikke længere gjorde brug af den jødiske religiøse ordning, men at hans ånd nu hvilede over den nydannede kristne menighed. (Apg. 2:1-21; Hebr. 2:2-4) Når de første kristne holdt møder bad de til Gud og sang lovsange, og de lagde vægt på at profetere (det vil sige at bekendtgøre åbenbaringer af Guds vilje og hensigt) og at give undervisning der kunne opbygge de tilstedeværende. De levede i en tid hvor der skete en bemærkelsesværdig udvikling i forbindelse med Guds hensigt. Det var nødvendigt at de forstod denne udvikling og vidste hvordan de skulle gå frem i overensstemmelse med den. Nogle af dem optrådte imidlertid på en uligevægtig måde ved møderne, og som Bibelen viser var der behov for en vis vejledning for at alt det der foregik kunne være til gavn for mødedeltagerne. — 1 Kor. 14:1-40.

Kunne man genfinde de træk der kendetegnede de første kristnes møder, i de møder bibelstudenterne holdt fra 1870’erne og fremefter?

Bibelstudenternes åndelige behov dækkes

I 1870 dannede Charles Taze Russell og en lille gruppe af hans venner i og omkring Allegheny i Pennsylvanien en bibelkreds. Deres møder førte til at de voksede i kærlighed til Gud og hans ord og gradvis fik større viden om hvad Bibelen lærer. Der var ingen mirakuløs tungetale ved disse møder. Hvorfor ikke? Sådanne mirakuløse gaver havde tjent deres hensigt i det første århundrede, og som Bibelen havde forudsagt var de ophørt. „Det næste fremadskridende Trin,“ forklarede broder Russell, „var Aabenbarelse af Aandens Frugter, som Paulus saa klart paapeger.“ (1 Kor. 13:4-10) Ligesom i det første århundrede var der desuden et presserende forkyndelsesarbejde der skulle udføres, og de havde brug for opmuntring til denne gerning. (Hebr. 10:24, 25) Inden længe holdt de to faste møder hver uge.

Broder Russell var klar over at det var vigtigt for Jehovas tjenere at være et forenet folk, uanset hvor på jorden de befandt sig. I 1879, kort efter at Watch Tower var begyndt at udkomme, blev bladets læsere derfor opfordret til at anmode broder Russell eller en af hans medarbejdere om at besøge dem. Sådanne besøg skulle ikke koste læserne noget. Efter at der var kommet en række forespørgsler tog broder Russell ud på en månedlang rejse der førte ham helt til Lynn i Massachusetts, og alle vegne holdt han møder i fire til seks timer om dagen. Emnet der blev drøftet var „De ting som hører Guds rige til“.

I begyndelsen af 1881 gav broder Russell dem af Watch Towers læsere der endnu ikke holdt regelmæssige møder i deres område, denne opfordring: „Hold møder i jeres eget hjem sammen med familien eller nogle interesserede. Læs, studér, lovpris og tilbed sammen, og hvor to eller tre er forsamlede i Herrens navn, vil Han — jeres Lærer — være midt iblandt jer. Sådan formede nogle af menighedens møder sig på apostlenes tid. (Se Filemon 2.)“

Mødernes program blev lidt efter lidt udbygget. Der blev givet forskellige forslag, men det var op til den enkelte gruppe at afgøre hvad der passede bedst for den. Det hændte at én holdt et foredrag, men der blev lagt større vægt på at alle frit kunne tage ordet ved møderne. I begyndelsen brugte nogle klasser af bibelstudenter stort set ikke Selskabets publikationer ved deres møder, men de rejsende tilsynsmænd, pilgrimmene, hjalp dem til at indse værdien af at gøre det.

Efter at nogle af bindene i serien Millenniets Daggry var blevet udgivet, begyndte man at studere dem. I 1895 blev studiegrupperne kendt som „daggry-kredse“.a I Norge var der nogle der senere omtalte dem som „oplæsnings- og samtalemøder“, og forklarede: „Uddrag af broder Russells bøger blev læst højt, og når nogle ville kommentere eller spørge om noget, rakte de hånden op.“ Broder Russell anbefalede at de der deltog i disse studiemøder gjorde brug af forskellige bibeloversættelser, marginalhenvisninger i Bibelen, og bibelordbøger. Det var ofte forholdsvis små grupper der samledes til studiet i et privat hjem på en aften der passede gruppen. Disse møder var forløberne for vor tids menighedsbogstudium.

Broder Russell forstod at det ikke var nok at studere lærespørgsmål. Det var også vigtigt at de der var til stede gav udtryk for deres hengivenhed, så deres hjerte blev ansporet af værdsættelse af Guds kærlighed og af et ønske om at ære og tjene ham. Klasserne blev opfordret til at arrangere et særligt, ugentligt møde med tanke på dette. De blev af og til omtalt som „hjemme-møder“ fordi de blev holdt i private hjem. Programmet omfattede bønner, lovsange og vidnesbyrd aflagt af de tilstedeværende.b Vidnesbyrdene kunne være opmuntrende oplevelser, eller erfaringer om brødrenes prøvelser og vanskeligheder og den usikkerhed de kunne føle i den periode. Nogle steder kom man helt bort fra det der var formålet med møderne, fordi nogle af deltagerne lagde alt for stor vægt på at fremhæve sig selv. The Watch Tower indeholdt venlige forslag til forbedringer.

Edith Brenisen, der var gift med en af de første pilgrimme i De Forenede Stater, fortalte om disse møder: „Det var en aften til eftertanke over Jehovas kærlige omsorg og til nært samvær med brødre og søstre. Når vi lyttede til nogle af deres erfaringer, lærte vi dem bedre at kende. Når vi betragtede deres trofasthed og så hvordan de løste deres problemer, hjalp det os ofte til at overvinde nogle af vore egne vanskeligheder.“ Med tiden viste det sig dog at mødedeltagerne havde større gavn af møder der satte hver enkelt i stand til at være med i forkyndelsen.

Den måde søndagsmødet blev ledet på nogle steder, vakte bekymring hos brødrene. Nogle klasser gik i gang med at drøfte Bibelen vers for vers, men somme tider var de så uenige om versenes betydning at møderne blev alt andet end opbyggende. For at rette op på dette udarbejdede nogle i Los Angeles-menigheden i Californien oplæg til studium af bibelske emner, med spørgsmål og henvisninger som alle i klassen kunne undersøge før de kom til mødet. I 1902 udsendte Selskabet en bibel med „Berean Bible Study Helps“ (Hjælp til Berøastudium af Bibelen), som omfattede et emneregister.c For at forenkle tingene yderligere indeholdt Watch Tower fra og med 1. marts 1905 en disposition til menighedsstudium med spørgsmål og henvisninger til Bibelen og Selskabets publikationer. Denne ordning fortsatte frem til 1914, da der blev udgivet spørgsmål til Studier i Skriften som grundlag for Berøastudierne.

Alle klasserne havde adgang til det samme stof, men antallet af ugentlige møder varierede fra et til fire eller flere, alt efter hvad der blev arrangeret lokalt. Fra 1914 blev der i Colombo på Ceylon (nu Sri Lanka) endda holdt møder hver eneste dag i ugen.

Bibelstudenterne blev tilskyndet til at lære at forske og granske, til at ’forvisse sig om alt’ og udtrykke deres tanker med egne ord. (1 Thess. 5:21) Broder Russell opfordrede dem til at drøfte studiematerialet frit og grundigt. Han kom også med nogle advarende ord: „Glem aldrig at Bibelen er vor målestok, og at vore hjælpemidler, skønt gudgivne, dog kun er ’hjælpemidler’ og ikke erstatninger for Bibelen.“

Højtiden til minde om Herrens død

Fra omkring 1876 begyndte bibelstudenterne hvert år at samles for at fejre højtiden til minde om Herrens død.d I begyndelsen mødtes gruppen fra Pittsburgh og omegn i en af vennernes hjem. I 1883 kom der hen ved hundrede til deres møder, og de måtte derfor samles i et lejet lokale. I 1905 lejede de den store Carnegie Hall for at få plads til alle dem der forventedes at overvære mindehøjtiden i Pittsburgh.

Bibelstudenterne forstod at denne højtid skulle fejres én gang om året, ikke hver uge. De fejrede den på den dato der svarede til Jesu dødsdag, den 14. nisan ifølge den jødiske kalender. I årenes løb har man lært at beregne datoen mere nøjagtigt,e men det der blev tillagt størst vægt, var selve begivenhedens betydning.

Højtiden fejredes mange steder af større eller mindre grupper, men alle var velkomne til at fejre den sammen med brødrene i Pittsburgh. Fra 1886 til 1893 blev læserne af Watch Tower specielt indbudt til at komme til Pittsburgh hvis de kunne, og de kom fra mange forskellige steder i De Forenede Stater og Canada. Det betød ikke alene at de kunne fejre mindehøjtiden sammen, men også at den åndelige enheds bånd blev styrket. Efterhånden som der blev flere klasser, både i De Forenede Stater og i andre dele af verden, var det dog ikke længere praktisk muligt at samles på ét sted. Det ville være til større gavn for brødrene at samles med deres trosfæller i det område hvor de boede.

Som Watch Tower påpegede var der mange som gav udtryk for tro på genløsningen, og ingen af dem blev nægtet adgang til den årlige fejring af mindehøjtiden. Men højtiden havde en særlig betydning for dem der tilhørte Kristi „lille hjord“, dem der havde håb om at arve det himmelske rige sammen med Kristus. Det var henvendt til dem han aftenen før sin død, da han indstiftede mindehøjtiden, sagde: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ — Luk. 12:32; 22:19, 20, 28-30.

De vordende medlemmer af ’den store skare’ af andre får begyndte navnlig at vise sig fra 1930’erne. (Åb. 7:9, 10; Joh. 10:16) I Vagttaarnet for 15. marts 1938 blev disse, der dengang blev kaldt jonadab’er eller jonadabvenner, for første gang specielt indbudt til at overvære mindehøjtiden. Der stod: „Den 15. April efter Kl. 18.00 bør enhver Kreds af de salvede samles og fejre Mindehøjtiden, og deres Medarbejdere, Jonadabvennerne, bør ogsaa komme til Stede.“ De kom til stede, ikke som deltagere, men som iagttagere. Da de begyndte at overvære mindehøjtiden hvert år, kunne det mærkes på antallet af tilstedeværende. I 1938 var det samlede antal 73.420, mens 39.225 nød symbolerne, brødet og vinen. I de følgende år begyndte også mange nyinteresserede og andre der endnu ikke var blevet aktive vidner for Jehova, at overvære mindehøjtiden som iagttagere. I 1992, da et højdepunkt på 4.472.787 deltog i forkyndelsen, blev mindehøjtiden overværet af 11.431.171, og kun 8683 af disse nød symbolerne. I nogle lande har antallet af tilstedeværende ved mindehøjtiden været fem-seks gange højere end forkyndertallet.

Jehovas vidners store værdsættelse af betydningen af Kristi død får dem til at fejre denne højtid, selv under meget vanskelige forhold. I 1970’erne var der ofte udgangsforbud i Rhodesia (nu Zimbabwe) på grund af krigshandlingerne, og det var umuligt at gå ud om aftenen. Nogle steder samledes alle brødrene derfor i en forkynders hjem i løbet af dagen og fejrede så mindehøjtiden om aftenen. De kunne naturligvis ikke tage hjem efter mødet, så de måtte overnatte på stedet. Resten af aftenen brugte de til at synge Rigets sange og fortælle oplevelser, hvilket var til stor opmuntring for alle.

Mindehøjtiden blev også fejret i koncentrationslejre under den anden verdenskrig, selv om det kunne have medført strenge straffe hvis vagterne havde opdaget det. Da Harold King sad i enecelle i Kommunistkina fra 1958 til 1963 på grund af sin kristne tro, fejrede han mindehøjtiden så godt som det lod sig gøre efter omstændighederne. Han sagde senere: „Fra mit fængselsvindue iagttog jeg ved forårets begyndelse månen indtil det var fuldmåne, og derefter udregnede jeg så nøjagtigt som muligt datoen for mindehøjtiden.“ Han lavede lidt vin af solbær, og i stedet for brød brugte han ris, der er usyrede. „Jeg sang og bad og holdt et foredrag,“ fortæller han, „nøjagtig som man ville gøre i menighederne; så jeg følte mig hvert år forenet med mine brødre i hele verden ved denne betydningsfulde lejlighed.“

De unges plads

I begyndelsen blev bibelstudenternes publikationer og møder ikke tilrettelagt specielt med henblik på børn og unge. De kunne overvære møderne, og nogle af dem gjorde det og fulgte opmærksomt med. Men der blev ikke gjort noget særligt for at engagere dem i det der foregik. Hvorfor ikke?

Brødrene havde dengang den forståelse at der kun var meget kort tid tilbage før alle medlemmer af Kristi brud ville blive forenet med ham i himmelsk herlighed. Watch Tower forklarede i 1883: „Vi der oplæres til ’kaldet herovenfra’ kan ikke vige uden om den særlige gerning i denne tid — den gerning at berede ’bruden, Lammets hustru’. Bruden skal gøre sig rede; og netop nu, da sidste hånd lægges på værket i forbindelse med forberedelserne til brylluppet, er hvert eneste medlems tjeneste påkrævet i dette arbejde, der er vigtigere end alt andet.“

Forældre blev indtrængende opfordret til at bære deres gudgivne ansvar og oplære deres børn åndeligt. Der blev ikke opmuntret til at man oprettede særlige søndagsskoler for børn og unge. Det var tydeligt at kristenhedens søndagsskoler havde gjort stor skade. Forældre som sendte deres børn i sådanne skoler, havde ofte den opfattelse at det fritog dem for ansvaret for at oplære deres børn i religiøs henseende. Og hvad børnene angik, blev de ikke motiveret til at ære deres forældre og adlyde dem sådan som de burde, da det jo ikke i første række var forældrene der fortalte dem om Gud.

Fra 1892 til 1927 indeholdt Watch Tower dog kommentarer til skriftsteder fra „International Sunday School Lessons“ (Internationale søndagsskolelektier), der dengang blev brugt i mange protestantiske trossamfund. Disse skriftsteder blev i mange år udvalgt af F. N. Peloubet, en kongregationalistisk præst, og hans medarbejdere. Watch Tower drøftede skriftstederne på baggrund af bibelstudenternes fremskredne forståelse af Bibelen, uafhængigt af kristenhedens trosbekendelser. Man håbede at Watch Tower i kraft af dette ville finde vej ind i nogle af trossamfundene, at sandheden på denne måde kunne blive fremlagt, og at nogle af trossamfundenes medlemmer ville tage imod den. Forskellen var naturligvis åbenbar, og mange protestantiske præster var forbitrede.

Året 1918 kom, og den salvede rest befandt sig stadig på jorden. Der var også mange flere børn til stede ved deres møder. De fik tit lov at lege mens deres forældre studerede. Men også børn og unge måtte lære at ’søge Retfærdighed, søge Sagtmodighed’ for at blive „skjulte paa Herrens Vredes Dag“. (Zef. 2:3, GD) I 1918 tilskyndede Selskabet derfor menighederne til at oprette en særlig skole for børn og unge mellem 8 og 15 år. Nogle steder var der endda børnehaver for dem der var for små til at komme i skolen. Samtidig blev forældrenes ansvar over for deres børn igen understreget.

Dette førte en anden udvikling med sig. The Golden Age havde i 1920 en spalte med overskriften „Bibelstudium for børn og unge“, med spørgsmål fulgt af henvisninger til skriftsteder hvori svarene kunne findes. Samme år udkom The Golden Age ABC (Den gyldne Tidsalders ABC, ikke oversat til dansk), en illustreret brochure som forældre kunne bruge når de skulle lære deres børn grundlæggende bibelske sandheder og kristne egenskaber. I 1924 kom en bog med titlen The Way to Paradise (Vejen til Paradis, ikke oversat til dansk), der var skrevet af W. E. Van Amburgh. Den var beregnet på „lidt viderekomne bibelstudenter“ og blev i en periode brugt ved møder for børn og unge. I Amerika havde „juniorvidner“ deres egne samlinger til forkyndelsen. I Schweiz dannede en gruppe unge foreningen „Jehovas ungdom“ for alle mellem 13 og 25 år. De havde deres eget sekretariat i Bern, og samme sted blev et særligt blad, der også hed „Jehovas ungdom“, redigeret og trykt på Selskabets trykkemaskiner. De unge holdt deres egne møder og opførte endda bibelske skuespil. Engang opførte de et skuespil for 1500 tilskuere i Volkshaus i Zürich.

Men på denne måde var der ved at opstå en organisation inden for Jehovas tjeneres organisation. Det ville ikke bidrage til enheden, så i 1936 blev det standset. I april 1938, da Selskabets præsident, J. F. Rutherford, var på besøg i Australien, erfarede han at børnene blev undervist for sig, adskilt fra de voksnes stævne. Han sørgede straks for at alle børnene blev hentet ind til selve stævnet, hvad der var til stor gavn for dem.

Samme år behandlede Vagttaarnet spørgsmålet om særlige skoler for børn og unge i menigheden. Det blev igen betonet at ansvaret for at undervise børnene påhviler forældrene. (Ef. 6:4; jævnfør Femte Mosebog 4:9, 10; Jeremias 35:6-10.) Bladet viste også at Bibelen ikke indeholder nogen eksempler på at unge er blevet undervist for sig. De skulle være til stede sammen med deres forældre og høre Guds ord. (5 Mos. 31:12, 13; Jos. 8:34, 35) Når de havde brug for at få noget af stoffet forklaret, kunne forældrene tage sig af det derhjemme. Artiklerne påpegede desuden at ordningen med adskilte møder i virkeligheden afledte opmærksomheden fra forkyndelsen af den gode nyhed fra hus til hus. Hvordan det? Jo, de der skulle undervise de unge brugte tiden til at forberede sig til disse møder og til at lede dem, i stedet for at deltage i forkyndelsen. Alle særlige møder og skoler for børn og unge ophørte derfor.

Den dag i dag er det stadig skik og brug blandt Jehovas vidner at hele familien overværer menighedens møder sammen. Forældrene hjælper børnene til at forberede sig, så de kan deltage på passende måder. Der er desuden blevet udgivet en lang række publikationer som forældre kan benytte når de underviser børnene derhjemme. Blandt dem kan nævnes bøgerne Børn (engelsk 1941; dansk 1942); Vi lytter til den store Lærer (engelsk 1971; dansk 1972); Hvordan du får det bedste ud af din ungdom (engelsk 1976; dansk 1977); Min bibelhistoriebog (engelsk 1978; dansk 1979) og Unge spørger — Svar der duer (1989).

Alle udrustes til at være aktive forkyndere

Lige siden de første numre af Vagttårnet udkom på engelsk, er bladets læsere regelmæssigt blevet mindet om at alle sande kristne har den forret og det ansvar at forkynde den gode nyhed om Guds hensigt. Menighedens møder har beredt deres sind og hjerte til denne gerning ved at styrke deres kærlighed til Jehova og øge deres kundskab om hans hensigt. Især efter stævnet i 1922 i Cedar Point, Ohio, begyndte man at lægge større vægt på det der blev udrettet i forkyndelsen, og på at hjælpe forkynderne til at udføre en mere virkningsfuld tjeneste.

I Bulletin,f en folder med oplysninger om forkyndelsen, blev der bragt et kort vidnesbyrd som forkynderne skulle lære udenad og bruge fra hus til hus. For at anspore menighedens medlemmer til at gøre en forenet indsats for at forkynde Riget, blev halvdelen af bønne-, lovprisnings- og vidnesbyrdsmødet den første onsdag i hver måned i det meste af 1923 sat til side til erfaringer fra forkyndelsen.

I 1926, om ikke før, begyndte de månedlige møder om forkyndelsen at blive kaldt arbejdsmøder. De blev som oftest kun overværet af dem der deltog i denne tjeneste. Ved disse møder drøftede man hvilke metoder man kunne bruge i forkyndelsen, og man planlagde virksomheden. I 1928 tilskyndede Selskabet menighederne til at holde sådanne møder hver uge. Fire år senere begyndte menighederne at erstatte vidnesbyrdsmødet (der også blev kaldt deklarationsmødet) med det der efterhånden blev kendt som tjenestemødet, og Selskabet opfordrede alle til at overvære det. I over 60 år er dette møde blevet holdt en gang om ugen i menighederne. Gennem foredrag, menighedsdrøftelser, demonstrationer og interview ydes der specifik hjælp i forbindelse med alle sider af den kristne tjeneste.

Denne form for møder er ikke noget der er opstået i det 20. århundrede. Jesus gav sine disciple detaljerede anvisninger før han sendte dem ud at forkynde. (Matt. 10:5–11:1; Luk. 10:1-16) Senere opbyggede de hinanden ved at samles for at fortælle hvad de havde oplevet i tjenesten. — Apg. 4:21-31; 15:3.

Oplæringen af dem der skulle holde offentlige foredrag foregik i begyndelsen ikke ved menighedens faste møder, men senest i 1916 blev det foreslået at de der følte at de havde et vist talent som foredragsholdere kunne holde møder for sig selv, måske med en ældste til at høre på dem og vejlede dem om hvordan de kunne forbedre indholdet og fremførelsen af deres foredrag. Disse møder, som kun blev overværet af menighedens mandlige medlemmer, blev senere kaldt Profetskoler. Grant Suiter fortalte om denne tid: „Den konstruktive kritik som jeg fik på skolen var . . . ingenting i sammenligning med hvad min fader sagde til mig efter at han havde overværet et møde hvor jeg prøvede at holde en tale.“ For at hjælpe dem der forsøgte at gøre fremskridt udarbejdede og trykte brødrene på eget initiativ en lærebog med vejledning i talekunst, foruden dispositioner til en række foredrag. Med tiden ophørte disse Profetskoler dog. For at dække det særlige behov der fandtes dengang, blev opmærksomheden koncentreret om at udruste alle menighedens medlemmer til at være flittige i forkyndelsen fra hus til hus.

Var det muligt at dygtiggøre hvert eneste medlem af denne voksende internationale organisation til ikke blot at aflægge et kort vidnesbyrd og tilbyde bibelsk læsestof, men også tale godt for sig og undervise ud fra Guds ord? Det var formålet med en særlig skole der blev oprettet i Jehovas Vidners menigheder fra 1943. Den havde allerede været i gang på Jehovas Vidners hovedkontor siden februar 1942. Hver uge blev der holdt en forelæsning, og eleverne fremførte foredrag og fik vejledning bagefter. I begyndelsen var det kun mænd som havde opgaver på skolen, selv om hele menigheden blev tilskyndet til at overvære den, forberede sig på lektionerne og deltage i repetitionerne. I 1959 fik søstrene også det privilegium at melde sig til skolen og lære at drøfte bibelske emner med andre.

Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Sydafrika skrev om resultaterne af denne skole: „Takket være denne glimrende ordning blev mange brødre der aldrig havde troet at de skulle komme til at holde offentlige foredrag, i løbet af kort tid meget dygtige på podiet og mere effektive i forkyndelsen. Denne nye foranstaltning fra Jehovas side blev hilst velkommen af brødrene i hele Sydafrika, og de gennemførte den med stor begejstring, på trods af at nogle havde store sprogvanskeligheder og en utilstrækkelig skolegang.“

Den teokratiske skole er stadig et vigtigt møde i Jehovas Vidners menigheder. Næsten alle som er i stand til det, er tilmeldt skolen. Unge og gamle, nye forkyndere og erfarne forkyndere deltager. Det er et vedvarende undervisningsprogram.

Offentligheden indbydes til at se og høre

Jehovas Vidner er på ingen måde en hemmelig forening. Deres bibelsk begrundede tro forklares udførligt i publikationer som alle kan skaffe sig. Desuden gør de sig store anstrengelser for at indbyde andre til at overvære deres møder, så de selv kan se og høre hvad der foregår.

Jesus Kristus underviste sine disciple personligt, men han talte også offentligt — ved søbredden, på en bjergskråning, i synagoger, på tempelområdet i Jerusalem — hvor som helst folkemængderne kunne høre ham. (Matt. 5:1, 2; 13:1-9; Joh. 18:20) Bibelstudenterne fulgte hans eksempel. Allerede i 1870’erne begyndte de at arrangere møder hvor deres venner og naboer og andre interesserede kunne høre foredrag om Guds hensigt med menneskeheden.

De bestræbte sig for at holde disse foredrag på steder hvor det ville være let for offentligheden at komme. Dette arbejde blev kaldt „klasseudvidelsesarbejde“. I 1911 blev de menigheder der havde nok kvalificerede talere, tilskyndet til at lade nogle af dem tage til andre byer og landsbyer for at holde møder i offentlige lokaler. Hvor det kunne lade sig gøre, arrangerede de en serie på seks foredrag. Efter det sidste spurgte taleren hvor mange af tilhørerne der var så interesserede i bibelstudium at de kunne tænke sig at samles regelmæssigt. Det første år blev der holdt over 3000 af disse foredrag.

Fra og med 1914 viste man også „Skabelsens Fotodrama“ for offentligheden. Der var fri adgang til disse forestillinger. Siden har man vist andre film og lysbilledserier. Fra 1920’erne gjorde Vagttårnsselskabet udstrakt brug af radioen, sådan at folk kunne høre bibelske foredrag i deres eget hjem. I 1930’erne blev foredrag af J. F. Rutherford indspillet på grammofonplader og afspillet ved tusinder af offentlige møder.

I 1945 havde mange brødre lært at holde offentlige foredrag på den teokratiske skole. I januar det år blev der iværksat en veltilrettelagt kampagne med offentlige møder. Selskabet udarbejdede dispositioner til en serie på otte aktuelle foredrag. De blev averteret ved hjælp af løbesedler og undertiden plakater. Brødrene brugte ikke kun menighedens normale mødesteder, men gjorde en særlig indsats for at holde disse offentlige møder i områder hvor der ingen menighed var. Alle i menighederne kunne hjælpe til — ved at avertere møderne, ved at støtte dem personligt og ved at byde nye velkomne og besvare deres spørgsmål. I løbet af det første år med denne særlige virksomhed blev der afholdt 18.646 offentlige møder i De Forenede Stater, og de blev overværet af i alt 917.352. Året efter steg antallet af offentlige møder til 28.703 i Amerika. Og i Canada, hvor der i 1945 blev holdt 2552 offentlige møder, var der 4645 året efter.

I de allerfleste af Jehovas Vidners menigheder er offentlige møder nu en fast del af ugens program. De former sig sådan at der holdes et foredrag hvorunder alle opfordres til at følge med i deres egne bibler når foredragets nøgleskriftsteder læses og drøftes. Både menighedens medlemmer og de nyinteresserede modtager megen åndelig vejledning ved disse møder.

De der overværer Jehovas Vidners møder for første gang, bliver ofte positivt overraskede. En fremtrædende politiker i Zimbabwe tog hen til en rigssal for at finde ud af hvad der foregik. Han havde et voldsomt temperament, og han mødte med overlæg ubarberet og ufriseret op. Han regnede ikke med at Jehovas vidner ville lukke ham ind. I stedet viste de oprigtig interesse for ham og opfordrede ham til at tage imod et hjemmebibelstudium. Nu er han en ydmyg og fredsommelig kristen forkynder.

Der findes millioner af mennesker som efter at have overværet et af Jehovas Vidners møder har følt sig bevægede til at sige: „Gud er virkelig iblandt jer.“ — 1 Kor. 14:25.

Velegnede mødesteder

På Jesu apostles tid holdt de kristne ofte deres møder i private hjem. Nogle steder kunne de tale i jødernes synagoger. I to år holdt apostelen Paulus foredrag i en skolesal i Efesus. (Apg. 19:8-10; 1 Kor. 16:19; Filem. 1, 2) Bibelstudenterne fulgte det samme mønster i sidste halvdel af 1800-tallet: de mødtes i private hjem, talte af og til i lokaler der tilhørte forskellige kirkesamfund, og brugte andre lokaler som de kunne leje. Nogle få gange købte de bygninger der tidligere var blevet benyttet af andre religiøse grupper, og brugte dem fast. Det var tilfældet med Brooklyn-tabernaklet og London-tabernaklet.

Men de var ikke interesserede i, og havde heller ikke brug for, overdrevent udsmykkede mødesale. Nogle få menigheder købte velegnede bygninger og renoverede dem, andre byggede nye mødelokaler. Efter 1935 begyndte man efterhånden at kalde mødelokalerne rigssale. Det er som regel pæne og tiltalende bygninger, men de er ikke overdådige på nogen måde. Arkitekturen varierer fra sted til sted, men der tages først og fremmest hensyn til at bygningen skal være funktionel.

Et ensartet undervisningsprogram

I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet varierede den åndelige vækst og virksomhed betragteligt fra den ene menighed til den anden. Det bibelstudenterne havde tilfælles, var visse grundlæggende trosopfattelser der skilte dem ud fra kristenheden. Men skønt nogle af brødrene havde dyb værdsættelse af de midler Jehova benyttede for at give sit folk åndelig føde, var der andre som let lod sig påvirke af enkeltpersoner der havde stærke personlige meninger.

Før sin død bad Jesus om at hans disciple ’alle måtte være ét’ — i samhørighed med Gud og Kristus og med hinanden. (Joh. 17:20, 21) Der var ikke tale om en enhed der blev gennemtvunget med magt. Den skulle være et resultat af et ensartet undervisningsprogram som modtagelige hjerter reagerede på. Som det for længe siden var blevet forudsagt: „Alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred.“ (Es. 54:13) For at få størst mulig glæde af denne fred måtte alle have mulighed for at nyde gavn af den fremadskridende undervisning som Jehova sørgede for gennem sin synlige meddelelseskanal.

Bibelstudenterne havde i mange år brugt de syv bind af Studier i Skriften sammen med Bibelen som grundlag for deres drøftelser. De indeholdt åndelig „mad i rette tid“. (Matt. 24:45) Efterhånden som man granskede Skrifterne under Guds ånds ledelse, viste det sig imidlertid at der var mere at lære og at Jehovas tjenere stadig havde behov for en omfattende åndelig renselse. (Mal. 3:1-3; Es. 6:1-8) Efter at Riget var blevet oprettet i 1914, blev mange profetier desuden opfyldt i hurtig rækkefølge, og de pegede frem til et presserende arbejde som alle sande kristne skulle deltage i. Disse betimelige bibelske oplysninger blev regelmæssigt bragt gennem Vagt-Taarnet.

Nogle af Selskabets rejsende repræsentanter lagde mærke til at ikke alle fik gavn af disse artikler, og de anbefalede derfor hovedkontoret at der blev holdt et fast, ugentligt møde hvor man studerede Vagt-Taarnet i alle menighederne. Denne anbefaling blev givet videre til menighederne, og fra juli 1922 blev „Spørgsmaal til Berøa-Studier“ over hovedartiklerne et fast træk i bladet. De fleste menigheder holdt et vagttårnsstudium en eller flere gange om ugen, men det var forskelligt hvor meget man egentlig studerede det der stod i bladet. Nogle steder havde studielederen så meget at sige at studiet varede i over to timer.

I løbet af 1930’erne blev de demokratiske metoder erstattet med teokratiske. Det fik stor indflydelse på hvordan man betragtede studiet af Vagttaarnet.g Der blev lagt større vægt på forståelsen af det studiemateriale Selskabet havde tilvejebragt. De der havde brugt møderne som en lejlighed til at udtrykke deres personlige meninger og som ikke ville påtage sig det ansvar at deltage i forkyndelsen, trak sig lidt efter lidt tilbage. Med tålmodig hjælp lærte brødrene at begrænse studiet til en time. Som følge deraf begyndte flere at komme, og møderne blev livligere. Menighederne blev også kendetegnet af en ægte enhedens ånd, baseret på et ensartet undervisningsprogram med Guds ord som normen for hvad der var sandhed.

I 1938 udkom Vagttaarnet på cirka 20 sprog. Alle artiklerne kom først på engelsk. Bladet kunne som regel først fås på andre sprog flere måneder eller et helt år senere, på grund af den tid det tog at oversætte og trykke det. Men efter at nye trykkemetoder blev taget i brug i 1980’erne, begyndte bladet at udkomme samtidig på mange sprog. I 1992 kunne menighederne studere det samme stof samtidig på 66 sprog. Det vil sige at det store flertal af Jehovas vidner jorden over får den samme åndelige føde uge efter uge. I hele Nord- og Sydamerika, det meste af Europa, en række lande i Østen og mange steder i Afrika samt på et stort antal øer i hele verden nyder Jehovas tjenere den samme åndelige føde på samme tid. På den måde bliver de „helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Kor. 1:10.

Jehovas vidner tager deres møder alvorligt. Det fremgår af hvor mange der overværer dem. I Italien, hvor der i 1989 var cirka 172.000 aktive forkyndere, blev de ugentlige møder i rigssalene overværet af 220.458. Som en kontrast til dette oplyser et katolsk nyhedsbureau at 80 procent af alle italienere bekender sig til katolicismen, men at kun 30 procent går nogenlunde regelmæssigt i kirke. Forholdet er omtrent det samme i Brasilien. Her i Danmark var 89,7 procent af befolkningen medlem af folkekirken i 1989, men kun 2 procent gik i kirke en gang om ugen! Jehovas Vidner her i landet havde på det tidspunkt en ugentlig mødedeltagelse på 94,7 procent. En undersøgelse foretaget af Allensbach meningsmålingsinstitut i 1989 viste at 5 procent af lutheranerne og 25 procent af katolikkerne i Tyskland gik regelmæssigt i kirke. Men i Jehovas Vidners rigssale kom der flere til de ugentlige møder end der var forkyndere i menighederne.

Mange gør sig store anstrengelser for at komme til møderne. I 1980’erne var der en 70-årig kvinde i Kenya som måtte gå 10 kilometer og vade over en flod for at komme til møderne hver uge. For at overvære møderne på sit eget sprog måtte en koreansk forkynder i De Forenede Stater rejse tre timer hver vej med bus, tog og skib og desuden gå et stykke. En familie i Surinam der havde en beskeden indtægt, brugte hver uge en hel dagløn på busbilletter for at komme til møderne. En familie i Argentina rejste 50 kilometer og brugte en fjerdedel af familiens indtægt på at komme regelmæssigt til møderne og studere Bibelen. Når nogle er forhindrede i at komme til møderne på grund af sygdom, bliver det tit ordnet sådan at de kan få programmet på bånd eller høre det over telefonnettet.

Ja, Jehovas vidner tager Bibelens formaning om ikke at forsømme at komme sammen og opmuntre hinanden åndeligt, alvorligt. (Hebr. 10:24, 25) Og de samles ikke blot til møderne i deres lokale menigheder, men også til stævner. At overvære stævner er et af årets højdepunkter for Jehovas vidner.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 237]

Møder der krævede deltagelse af de tilstedeværende

[Tekstcitat på side 238]

Ikke bare en filosofi, men udtalelser der appellerede til hjertet

[Tekstcitat på side 246]

Alle i familien opfordres til at overvære møderne sammen

[Tekstcitat på side 252]

Der gives ensartet åndelig føde

[Tekstcitat på side 253]

Jehovas vidner tager deres møder alvorligt

[Ramme/illustrationer på side 240, 241]

Jehova lovprises i sang

Både fortidens israelitter og Jesus sang i forbindelse med deres tilbedelse, og det samme gør Jehovas vidner i vor tid. (Neh. 12:46; Mark. 14:26) Sangene udtrykker pris til Jehova og værdsættelse af hans gerninger, ligesom de bidrager til at bibelske sandheder indprentes i sind og hjerte.

Jehovas vidner har brugt mange forskellige sangbøger gennem årene. Teksten er blevet revideret i overensstemmelse med den fremadskridende forståelse af Guds ord.

1879: „Songs of the Bride“

(144 sange der udtrykte Kristi bruds ønsker og forhåbninger)

1890: „Poems and Hymns of Millennial Dawn“

(151 digte og 333 sange, udgivet uden noder. De fleste var skrevet af kendte forfattere)

1896: „Watch Tower“ for 1. februar indeholdt „Zion’s Glad Songs of the Morning“

(Tekst og noder til 11 sange; teksten var skrevet af bibelstudenter)

1900: „Zion’s Glad Songs“

(82 sange, hvoraf mange var skrevet af én bibelstudent; et supplement til tidligere samlinger)

1905: „Daggry Sange“

(De 333 sange der blev udgivet i 1890, men med noder til)

1925: „Kingdom Hymns“

(80 sange med noder, især beregnet for børn)

1928: „Lovsange til Jehova“

(337 sange, hvoraf nogle var nye og skrevet af bibelstudenterne, og andre var gamle. I teksterne var der lagt særlig vægt på at undgå synspunkter der kendetegnede falsk religion og tilbedelse af skabningen)

1944: „Sangbog for Rigets Forkyndere“

(62 sange der var tilpasset forkyndernes behov i den periode. Forfatternes og komponisternes navne blev ikke nævnt)

1950: „Sange til Jehovas Pris“

(91 sange. Denne sangbog havde mere aktuelle temaer og et mere moderne sprog. Den blev oversat til 18 sprog)

1966: „Syng og spil i jeres hjerte for Jehova“

(119 sange der tog enhver side af den kristnes liv og tilbedelse op. Melodier som man vidste stammede fra verdslige kilder eller fra falsk religion blev skiftet ud med andre. Alle sangene blev indspillet med orkester, og disse indspilninger blev i stor udstrækning brugt som akkompagnement til sangen ved menighedsmøderne. Nogle af dem blev også indspillet med sang. Fra 1980 blev der fremstillet indspilninger af orkesterarrangementer af „Rigets sange“ som forkynderne kunne høre hjemme)

1984: „Syng Jehovas pris“

(225 Rigets sange med tekster og melodier forfattet af indviede tjenere for Jehova fra alle dele af verden. Der blev fremstillet grammofonplader og kassettebånd med akkompagnement til sangen)

I den første tid plejede bibelstudenterne at synge lovsange under møderne i hjemmene. Sang blev også et fast træk ved stævnerne. Nogle sang en af sangene før morgenmaden, i forbindelse med dagsteksten, sådan som det gennem mange år var skik i Bibelhuset. Omkring 1938 holdt man op med at synge i de fleste menigheder, men i 1944 blev skikken genoptaget, og sangen er stadig et fremtrædende træk ved Jehovas Vidners menighedsmøder og stævner.

[Illustration]

Karl Klein leder et stævneorkester i 1947

[Grafisk fremstilling på side 242]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Højtiden til minde om Kristi død

Aktive forkyndere

Antal til stede

11.000.000

10.000.000

9.000.000

8.000.000

7.000.000

6.000.000

5.000.000

4.000.000

3.000.000

2.000.000

1.000.000

1935 1945 1955 1965 1975 1985 1992

[Illustrationer på side 239]

De første menigheder

I 1916 var der cirka 1200 grupper af bibelstudenter i hele verden

Durban, Sydafrika, 1915 (øverst til højre); Britisk Guiana (Guyana), 1915 (i midten til højre); Trondheim, Norge, 1915 (nederst til højre); Hamilton, Ontario, Canada, 1912 (nederst); Ceylon (Sri Lanka), 1915 (nederst til venstre); Indien, 1915 (øverst til venstre)

[Illustration på side 243]

Selv om Harold King sad i enecelle i et kinesisk fængsel, undlod han ikke at fejre mindehøjtiden

[Illustrationer på side 244]

Bibeltime for børn og unge i Tyskland i begyndelsen af 1930’erne

I midten af 1930’erne udgav unge Jehovas vidner i Schweiz dette blad (nedenfor) og opførte bibelske skuespil (som vist nedenfor i midten) for store forsamlinger

[Illustration på side 247]

„Bulletin“ (1919-35), „Rigsbefalinger“ (1935-36), „Budbringer“ (1936-56) og nu „Rigets Tjeneste“, der udkommer på 100 sprog, har givet Jehovas vidner vejledning i at udføre en forenet forkyndelse

[Illustration på side 248]

Demonstrationer på tjenestemøderne hjælper Jehovas vidner til at blive dygtigere forkyndere (Sverige)

[Illustration på side 249]

En ung forkynder i Kenya får større erfaring ved at holde et foredrag for sin fader på den teokratiske skole

[Illustration på side 250]

I 1992 blev det bibelske studiemateriale som benyttes i Jehovas Vidners menigheder, udgivet samtidig på 66 sprog, og flere sprog kommer stadig til

Kapitel 17

Stævner — et vidnesbyrd om vor enhed

STÆVNER er blevet et fast træk ved Jehovas Vidners organisation i vor tid. Men Jehovas tilbedere har afholdt nationale og internationale sammenkomster længe før det 20. århundrede.

Jehova pålagde alle mænd i det gamle Israel at samles i Jerusalem til tre store højtider hvert år. Nogle af mændene tog hele deres familie med. Moseloven krævede faktisk at alle — både mænd, kvinder og børn — samledes ved bestemte lejligheder. (2 Mos. 23:14-17; 5 Mos. 31:10-13; Luk. 2:41-43) I begyndelsen blev højtiderne kun overværet af dem der boede inden for Israels grænser. Senere, da jøderne var blevet spredt vidt omkring, kom deltagerne fra mange lande. (Apg. 2:1, 5-11) De samledes ikke bare fordi de alle var efterkommere af Israel og Abraham, men fordi de anerkendte Jehova som deres store himmelske Fader. (Es. 63:16) Disse højtider var til stor glæde for deltagerne og hjalp dem desuden til at have Guds ord i tanke og ikke blive så opslugt af dagliglivets gøremål at de glemte det der var vigtigere, nemlig det åndelige.

Ved Jehovas Vidners stævner i vor tid lægges vægten også på det åndelige. For oprigtige iagttagere er disse stævner et ubestrideligt vidnesbyrd om at Jehovas vidner er forenet af det kristne brodersamfunds stærke bånd.

Bibelstudenternes stævner

Organiseringen af stævner for bibelstudenter fra forskellige byer og lande udviklede sig gradvis. I modsætning til medlemmerne af traditionelle trossamfund lærte bibelstudenterne hurtigt deres trosfæller andre steder at kende — takket være deres stævner (eller konventer, som de dengang blev kaldt). I begyndelsen blev stævnerne holdt i Allegheny, Pennsylvanien, i forbindelse med den årlige fejring af højtiden til minde om Herrens død. I 1891 blev det meddelt at der ville blive holdt „et konvent til studium af Bibelen og fejring af Herrens nadver“. Året efter havde Watch Tower en stor overskrift som lød: „DE TROENDES KONVENT, I ALLEGHENY, PENNSYLVANIEN, . . . FRA 7. TIL 14. APRIL 1892.“

Offentligheden blev ikke indbudt til disse første stævner, men et stævne i 1892 blev overværet af omkring 400 som havde udtrykt tro på genløsningen og vist oprigtig interesse for Herrens gerning. Programmet omfattede fem dage med intensivt bibelstudium og to dage med råd og vejledning til kolportørerne.

En der havde overværet et af disse stævner for første gang, sagde: „Jeg har været til mange kongresser, men aldrig en som denne, hvor Guds vilje og hensigt er det eneste emne der drøftes fra morgen til aften, i hjemmet, på gaden, ved møderne, ved frokosten, ja, alle vegne.“ En der kom fra Wisconsin skrev om den ånd stævnedeltagerne lagde for dagen: „Den kærlighed og broderlige venlighed der blev vist ved alle lejligheder, gjorde et dybt indtryk på mig.“

I 1893 skete der en forandring i forbindelse med det årlige stævne. Bibelstudenterne benyttede sig af at der var rabat på togbilletter til Chicago i anledning af verdensudstillingen i byen den sommer, og de samledes derfor i Chicago fra 20. til 24. august. Det var deres første stævne uden for Pittsburgh-området. Men da man var opmærksom på at tid og penge skulle udnyttes bedst muligt i Herrens gerning, gik der nogle år før der igen blev holdt generalstævne.

Fra og med 1898 begyndte bibelstudenterne forskellige steder at arrangere mindre, lokale stævner. I 1900 arrangerede Selskabet tre generalstævner, men derudover blev der holdt 13 lokale stævner i De Forenede Stater og Canada. De fleste af dem var endagsstævner der blev holdt i forbindelse med et besøg af en pilgrim. Antallet af stævner steg år for år. I 1909 blev der holdt mindst 45 lokale stævner i Nordamerika, foruden de stævner som broder Russell betjente på særlige rejser til forskellige dele af De Forenede Stater og Canada. En stor del af programmet ved endagsstævnerne tog sigte på at vække offentlighedens interesse. De blev overværet af mellem et hundrede og flere tusind.

Generalstævnerne, der stort set kun blev overværet af bibelstudenterne, lagde derimod vægt på undervisning for dem der var forholdsvis godt forankrede i sandheden. Der blev indsat særtog som kørte stævnedeltagerne fra de større byer til disse stævner. Somme tider var der hele 4000 til stede, deriblandt endda nogle delegerede fra Europa. Det var sammenkomster der styrkede Jehovas tjenere åndeligt og indgød dem større nidkærhed og kærlighed. En broder sagde ved slutningen af et sådant stævne i 1903: „Ikke engang for tusind dollars ville jeg bytte alt det gode væk som jeg har fået ved dette konvent — og jeg er endda en fattig mand.“

Pilgrimsbrødre der tilfældigvis befandt sig i området, holdt foredrag ved stævnerne. Broder Russell bestræbte sig også for at holde foredrag ved lokale stævner, foruden ved store stævner i De Forenede Stater og ofte også i Canada. Det betød at han måtte rejse meget — som regel i weekenderne. Men i 1909 lejede en broder i Chicago nogle togvogne til brug for stævnedeltagere som kunne rejse sammen med broder Russell fra det ene stævne til det andet på en rundrejse. I 1911 og 1913 lejede broderen hele tog som kørte hundreder af brødre og søstre til den vestlige del af De Forenede Stater og Canada på stævnerejser som varede en måned eller mere.

Det var en mindeværdig oplevelse at rejse med de såkaldte konventstog. I 1913 steg Malinda Keefer på et i Chicago. Flere år senere sagde hun: „Det tog ikke lang tid at opdage at vi var én stor familie . . . og toget var vores hjem i en måned.“ Mens toget rullede ud fra stationen sang de der var kommet for at sige farvel: „Gud dig lede, til vi ses igen,“ og vinkede med hatte og lommetørklæder til toget var ude af syne. Søster Keefer tilføjer: „Hvert af de steder vi gjorde ophold på rejsen blev der afholdt stævner — de fleste varede tre dage, og vi blev én dag ved hvert stævne. Broder Russell holdt to foredrag under disse ophold, ét for vennerne om eftermiddagen, og et andet for offentligheden om aftenen, over emnet ’Hinsides graven’.“

Også i andre lande blev der holdt flere og flere stævner. Mange af dem var små. I Norge kom der kun 15 til det første stævne i 1905, men det var da en begyndelse. Seks år senere, da broder Russell besøgte Norge, gjorde man en særlig indsats for at indbyde offentligheden, og tilhørertallet blev anslået til 1200. I 1909, da han overværede stævner i Skotland, talte han til cirka 2000 i Glasgow og 2500 i Edinburgh over det interessevækkende emne „Røveren i Paradis, den rige mand i dødsriget, og Lazarus i Abrahams skød“.

Efter hvert stævne holdt brødrene i den første tid noget de kaldte „kærlighedsmåltider“ som et udslag af deres nære, kristne fællesskab. Hvad foregik der ved et „kærlighedsmåltid“? Talerne kunne for eksempel stille sig op på række foran podiet og holde tallerkener med brødterninger frem, mens tilhørerne defilerede forbi, tog af brødet og trykkede hver af talerne i hånden, samtidig med at de sang „Velsignet være det bånd der knytter vore hjerter sammen i kristen kærlighed“. Ofte løb glædestårerne dem ned ad kinderne mens de sang. Senere, da de var blevet flere, gav de ikke længere talerne hånden eller spiste brød. De afsluttede med sang og bøn, og viste i mange tilfælde deres værdsættelse gennem et langvarigt bifald.

En verdensomspændende forkyndelseskampagne sættes i gang

Det første store stævne efter den første verdenskrig blev afholdt i Cedar Point, Ohio (ved Eriesøen, cirka 100 kilometer vest for Cleveland), fra 1. til 8. september 1919. Nogle af dem der havde haft fremtrædende stillinger inden for organisationen, havde forladt sandheden efter broder Russells død. Brødrene havde gennemgået hårde prøver. Selskabets præsident og hans medarbejdere var tidligere på året blevet løsladt efter deres uretfærdige fængsling. Stævnedeltagerne var derfor meget forventningsfulde. Den første stævnedag var der ikke særlig mange til stede, men sidst på dagen ankom flere delegerede med særtog. Direktørerne for de hoteller der havde tilbudt at indlogere de delegerede, var fuldstændig lamslåede. R. J. Martin og A. H. Macmillan (to af dem der kort tid forinden var blevet løsladt fra fængselet) tilbød at hjælpe. De arbejdede til over midnat med at tildele værelser, og broder Rutherford og mange af de andre morede sig over at fungere som piccoloer, vise vennerne til deres værelser og bære kufferter op. Der var en smittende begejstring blandt dem alle.

Man regnede med at der ville komme cirka 2500, men stævnet overgik alle forventninger. Allerede den anden dag var salen overfyldt, og ekstra sale blev taget i brug. Da der alligevel ikke var plads nok blev programmet i stedet holdt udendørs, i en dejlig lund. Omkring 6000 bibelstudenter fra De Forenede Stater og Canada var til stede.

Mindst 1000 interesserede kom til hovedforedraget om søndagen, så foredragsholderen talte til ikke færre end 7000 mennesker under åben himmel og uden mikrofon eller højttaleranlæg. I dette foredrag, „Håb for den nødlidende menneskehed“, gjorde J. F. Rutherford det klart at Guds messianske rige er løsningen på menneskehedens problemer, og han påviste at Folkeforbundet (som præsteskabet allerede havde givet sin støtte skønt det endnu kun var i sin vorden) på ingen måde var et politisk udtryk for Guds rige. En lokal avis, Sandusky Register, bragte et fyldigt resumé af det offentlige foredrag, samt en oversigt over bibelstudenternes virksomhed. Eksemplarer af denne avis blev sendt til andre aviser overalt i De Forenede Stater og Canada. Men det var ikke kun på den måde budskabet blev bedre kendt som følge af dette stævne.

Stævnets store højdepunkt var broder Rutherfords „Tale til medarbejderne“, der senere blev trykt under titlen „Forkyndelsen af Budskabet om Riget“. Dette foredrag var henvendt til bibelstudenterne, som nu fik at vide hvad bogstaverne GA, der stod på programmet og flere andre steder på stævnepladsen, betød. Det blev meddelt at Selskabet havde besluttet at udgive et nyt blad, The Golden Age (Den gyldne Tidsalder), som en hjælp til at henlede folks opmærksomhed på det messianske rige. Efter at have skitseret det arbejde der skulle udføres, sagde broder Rutherford til tilhørerne: „Lejlighedens Dør aabner sig nu foran dig. Træd hurtigt ind ad den. Husk paa, naar du gaar ud i dette Arbejde, at du ikke løber om som en almindelig Bladagent, men du er Kongers Konges og Herrers Herres Repræsentant, der paa denne ophøjede Maade forkynder Folket den kommende Guldalder, vor Herres og Mesters herlige Rige, som de sande Kristne har haabet paa og bedet om i mange Aarhundreder.“ (Se Åbenbaringen 3:8.) Det var inspirerende at se begejstringen da taleren spurgte hvor mange der ville deltage i arbejdet. De 6000 tilstedeværende rejste sig alle som én. Året efter deltog over 10.000 i forkyndelsen. Stævnet virkede forenende og styrkende på alle der overværede det.

Tre år senere, i 1922, blev der holdt et andet mindeværdigt stævne i Cedar Point. Det varede i ni dage, fra 5. til 13. september. Foruden de delegerede fra De Forenede Stater og Canada kom der nogle fra Europa. Dele af programmet blev fremført på ti sprog. Hver dag var der gennemsnitlig omkring 10.000 til stede, men til foredraget „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“ kom der så mange interesserede at tallet næsten blev dobbelt så højt.

Bibelstudenterne kom ikke til stævnet med den tanke at de skulle planlægge et arbejde her på jorden som skulle strække sig flere årtier ind i fremtiden. De mente faktisk at det kunne være deres sidste generalstævne før „menigheden blev udfriet . . . til Guds himmelske rige og kunne træde frem for vor Herres og vor Guds åsyn“. Men hvor kort tiden end måtte være, var de først og fremmest optaget af at gøre Guds vilje. Med det i tanke holdt broder Rutherford fredag den 8. september det uforglemmelige foredrag „Riget“.

Tidligere var store bannere med bogstaverne ADV blevet hængt op forskellige steder på stævneområdet. Under foredraget viste det sig hvad de stod for, da taleren gav denne indtrængende opfordring: „Vær trofaste og sanddrue Vidner om Herren! Gaa fremad i Kampen, indtil de sidste Rester af Babylon er ødelagte! Forkynd Budskabet vidt og bredt! Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. Vi lever nu i Verdens mest betydningsfulde Tid. Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige!“ I det samme blev et 11 meter langt banner foldet ud, hvorpå der stod „Forkynd [engelsk: „advertise“, derfor bogstaverne ADV] Kongen og Riget“. Det var et dramatisk øjeblik. Tilhørerne klappede begejstret. Den gamle broder Pfannebecker i stævneorkesteret svingede sin violin over hovedet og sagde højt med sin brede tyske accent: „Ach, ja! Und nu vi gøre det, ikke?“ Og det gjorde de.

Fire dage senere, mens stævnet stadig var i gang, var broder Rutherford selv med til at forkynde Riget fra hus til hus sammen med andre stævnedeltagere. De forkyndte inden for en radius af omkring 70 kilometer fra stævnepladsen. Men det var ikke alt. Forkyndelsen af Riget havde fået en saltvandsindsprøjtning der virkede jorden over. I det år var over 17.000 nidkære forkyndere i 58 lande med til at aflægge et vidnesbyrd. Flere årtier senere sagde George Gangas, der var med til dette stævne og senere blev medlem af Det Styrende Råd, om stævneprogrammet i Cedar Point: „Det kom til at stå uudsletteligt prentet i mit sind og hjerte, og jeg vil aldrig glemme det så længe jeg lever.“

Milepæle i den åndelige vækst

Alle de stævner der er blevet holdt, har givet ny styrke og undervisning i Guds ord. Men nogle af dem er i årtier blevet husket som åndelige milepæle.

Syv af disse stævner blev holdt i årene fra 1922 til 1928 i De Forenede Stater, Canada og Storbritannien. En af grundene til at de fik så stor betydning var de syv magtfulde resolutioner der blev vedtaget. (Se rammen på næste side.) Selv om antallet af forkyndere var forholdsvis lille, spredte de ikke mindre end 45 millioner eksemplarer af en af resolutionerne, og 50 millioner af flere andre, på mange sprog jorden over. Nogle af dem blev transmitteret over sammenkoblinger af radiostationer i hele verden. På den måde blev der aflagt et bemærkelsesværdigt vidnesbyrd.

Endnu et historisk stævne blev holdt i 1931 i Columbus, Ohio. Efter at have hørt en bibelsk begrundelse antog bibelstudenterne søndag den 26. juli et nyt navn — Jehovas Vidner. Det er et meget velvalgt navn. Det henleder opmærksomheden på Skaberen og viser tydeligt hvilket ansvar der påhviler dem der tilbeder ham. (Es. 43:10-12) At antage dette navn indgød brødrene større nidkærhed end nogen sinde i forkyndelsen af Guds navn og rige. En dansk forkynder skrev samme år: „Hvor er det et prægtigt Navn, Jehovas Vidner; ja, maatte vi alle sammen i Sandhed være det.“

I 1935 blev der holdt et mindeværdigt stævne i Washington, D.C. På stævnets anden dag, fredag den 31. maj, holdt broder Rutherford et foredrag om den store skare der omtales i Åbenbaringen 7:9-17. I over halvtreds år havde bibelstudenterne forgæves søgt at finde ud af hvem denne gruppe var. Nu, da Jehovas tid var inde til det, blev det i lyset af begivenheder der allerede var ved at udspille sig, påpeget at den store skare udgøres af mennesker der har udsigt til at leve evigt her på jorden. Denne forståelse betød at forkyndelsen fik nogle helt nye aspekter, og den gav en bibelsk forklaring på en væsentlig forandring der var ved at ske med hensyn til sammensætningen af Jehovas Vidners organisation i nyere tid.

Stævnet i St. Louis, Missouri, i 1941 huskes af mange der hørte foredraget „Ustraffelighed“, som broder Rutherford holdt den første dag. Heri redegjorde han for det store stridsspørgsmål som alle fornuftbegavede skabninger må tage stilling til. Siden foredraget „En Hersker for Folket“ var blevet holdt i 1928, havde man gentagne gange behandlet de stridsspørgsmål som Satans oprør rejste. Men nu blev det påpeget at „hvad Stridsspørgsmaalet, som Satan rejste ved sin trodsige Udfordring, først og fremmest gjaldt og stadig gælder, er HERREDØMMET OVER UNIVERSET“. Jehovas vidners forståelse af dette stridsspørgsmål og af hvor vigtigt det er at bevare sin uangribelighed i forholdet til Jehova som universets Suveræn, har været en vigtig drivkraft i deres liv.

Midt under den anden verdenskrig, i 1942, da nogle spekulerede på om forkyndelsesarbejdet måske var ved at være fuldført, holdt Vagttårnsselskabets nyudnævnte præsident, N. H. Knorr, stævneforedraget „Freden — kan den vare ved?“ Den forklaring han gav på det symbolske ’skarlagenrøde vilddyr’ i Åbenbaringen, kapitel 17, åbnede Jehovas vidners øjne for at der ville komme en periode efter den anden verdenskrig hvori de ville få lejlighed til at lede endnu flere mennesker til Guds rige. Dette satte fart i en verdensomspændende forkyndelseskampagne der i årenes løb har nået over 235 lande og endnu ikke er slut.

Endnu en milepæl blev nået den 2. august 1950, under et stævne på Yankee Stadium i New York. Ved den lejlighed modtog en forbløffet og meget glad tilhørerskare Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter på engelsk. Resten af Ny Verden-Oversættelsen blev udgivet lidt efter lidt gennem de efterfølgende ti år. I denne gengivelse af De Hellige Skrifter på nutidssprog var Guds navn genindført på sin retmæssige plads i hans ord. Ny Verden-Oversættelsens troskab mod ordlyden på Bibelens grundsprog har gjort den til et værdifuldt hjælpemiddel for Jehovas vidner, både når de studerer på egen hånd og når de forkynder for andre.

På stævnets næstsidste dag talte F. W. Franz, der dengang var Vagttårnsselskabets vicepræsident, til tilhørerne over emnet „Nye tingenes ordninger“. Jehovas vidner havde i mange år troet at nogle af Jehovas førkristne tjenere ville blive oprejst fra de døde før Harmagedon for at være fyrster i den nye verden, som en opfyldelse af Salme 45:16. Man kan forestille sig hvordan den store tilhørerskare reagerede da taleren spurgte: „Vil det glæde denne internationale kongres at vide at et antal vordende fyrster over den nye jord er til stede her i aften?“ Der lød et langt, stormende bifald blandet med glædesråb. Derefter fremhævede taleren at Bibelens brug af det ord som oversættes med „fyrste“, og den trofasthed som mange af ’de andre får’ i vor tid viser, giver rum for den opfattelse at Jesus Kristus vil vælge nogle af dem der lever nu, til at tjene som fyrster. Han påpegede imidlertid også at de der fik en sådan tjeneste betroet, ikke ville få nogen titel. Han afsluttede sit foredrag med opfordringen: „Støt og roligt rykker vi sammen frem som en ny verdens samfund!“

Der er også blevet holdt mange andre betydningsfulde foredrag ved Jehovas Vidners stævner: I foredraget „Den nye verdens samfund angribes fra det yderste nord“, som blev holdt i 1953, blev der givet en fængslende forklaring af hvad det indebærer at Gog fra Magog går til angreb, som beskrevet i Ezekiel, kapitel 38 og 39. Foredraget „Huset fyldes med herlighed“, der blev holdt samme år, vakte også begejstring blandt tilhørerne. De kunne med egne øjne se konkrete beviser på at Jehovas løfte i Haggaj 2:7 blev opfyldt, idet skattene fra alle nationer blev bragt ind i Jehovas hus.

Det mest storslåede stævne i nyere tid er dog det der blev holdt i New York i 1958, da over en kvart million mennesker fyldte de største stadioner som var til rådighed, for at høre foredraget „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“ Der var delegerede fra 123 lande, og deres rapporter til forsamlingen var med til at styrke enheden i det internationale brodersamfund. For at hjælpe de tilstedeværende til at vokse åndeligt og til at kunne undervise andre, blev der udgivet publikationer på 54 sprog under dette særlige stævne.

En række foredrag i 1962 om at underordne sig de højere myndigheder korrigerede Jehovas vidners forståelse af ordene i Romerbrevet 13:1-7. I 1964 gav foredragene „Gået over fra døden til livet“ og „Frem af gravene til en opstandelse“ dem større værdsættelse af Jehovas store barmhjertighed som den kommer til udtryk i forbindelse med opstandelsen. Og mange, mange andre højdepunkter fra stævnerne kunne nævnes.

Hvert år kommer der titusinder, ja hundredtusinder af nye til stævnerne. Indholdet af foredragene er ikke altid nyt for organisationen som helhed, men i mange tilfælde hjælper det de nye til at forstå hvad Guds vilje er. De bliver måske klar over at de har mulighed for at yde ham en større tjeneste, hvilket kan forandre hele deres liv.

Ved mange stævner er der blevet lagt vægt på bestemte bøger i Bibelen. I 1958 og igen i 1977 blev der for eksempel udgivet indbundne bøger (på engelsk) med behandlinger af Daniels profetier om Guds hensigt vedrørende en verdensregering med Kristus som konge. I 1971 var det Ezekiels Bog og dens erklæring fra Gud: „Nationerne skal vide at jeg er Jehova,“ der blev drøftet. (Ez. 36:23) I 1972 blev de profetier som Zakarias og Haggaj nedskrev, behandlet detaljeret. I 1963, 1969 og 1988 var der udførlige drøftelser af de spændende profetier i Åbenbaringens Bog, som levende beskriver Babylon den Stores fald og Guds herlige nye himle og nye jord.

Stævnerne har kastet lys over forskellige temaer — „Teokratiets vækst“, „Ren tilbedelse“, „Enig gudsdyrkelse“, „Modige forkyndere“, „Åndens frugter“, „Gør disciple!“, „En god nyhed for alle nationerne“, „Guds navn“, „Guds suverænitet“, „Hellig tjeneste“, „Den sejrende tro“, „Loyalitet mod Guds rige“, „Bevar din uangribelighed“, „Stol på Jehova“, „Gudhengivenhed“, „Lysbærere“ og mange andre. Alle disse stævner har bidraget til den åndelige vækst inden for organisationen.

Forkyndelsen fremmes

Både store og små stævner har opmuntret til forkyndelse af den gode nyhed. I foredrag og demonstrationer er der blevet givet praktisk vejledning. Der er altid blevet fortalt oplevelser som forkynderne har haft i tjenesten, og erfaringer fra nogle der for nylig er blevet hjulpet til at lære Bibelens sandheder at kende. I mange år blev der også sat tid af til forkyndelse under stævnet. Det betød at der blev aflagt et godt vidnesbyrd i stævnebyen, og desuden var det til stor opmuntring for forkynderne selv.

Ved et stævne i Winnipeg, Manitoba, Canada, i januar 1922, var forkyndelsen en del af programmet. Der var også sat tid af til forkyndelse under generalstævnet i Cedar Point, Ohio, senere samme år. Siden blev det en fast praksis at afsætte en hel eller en halv dag, eller flere halve dage, til en samlet indsats i forkyndelsen i og omkring stævnebyen. I storbyområder gav dette folk der sjældent fik besøg af Jehovas vidner, lejlighed til at høre den gode nyhed om at Gud har i sinde at skænke retfærdselskende mennesker evigt liv.

I Danmark blev den første af disse „arbejdsdage“ ved stævnerne afholdt i 1925, da 4-500 brødre og søstre fra hele landet samledes på Nørrevold i København. Mange af de 275 der var med i forkyndelsen under dette stævne, deltog for første gang. Nogle var nervøse. Men efter at de havde fået smag for det forkyndte de begejstret, også da de senere var kommet tilbage til deres hjemegn. Efter dette stævne og frem til den anden verdenskrigs slutning blev der afholdt mange endags „arbejdskonventer“ i Danmark, som brødre og søstre fra de omkringliggende byer blev indbudt til. Det var tydeligt at nidkærheden voksede når de deltog i tjenesten sammen og derefter mødtes for at høre foredrag. Lignende stævner blev holdt i Storbritannien og De Forenede Stater, men der varede de to dage.

Ved større stævner blev der ofte udført en omfattende forkyndelse. Fra og med 1936 blev det offentlige foredrag ved stævnerne averteret af parader af forkyndere der bar plakater og uddelte løbesedler. (Plakaterne blev kaldt „sandwichplakater“, fordi man havde en foran og en bagpå.) Ved nogle stævner var over tusind med i disse parader. Andre deltog i den almindelige forkyndelse fra hus til hus, og indbød alle til at komme og høre programmet. Det var meget opmuntrende for de enkelte forkyndere at samarbejde med andre og se hundreder, måske endda tusinder, af andre forkyndere gå ud i tjenesten sammen med dem. Samtidig fik folk inden for et betydeligt område at vide at Jehovas vidner var i byen; de fik lejlighed til selv at høre hvad Jehovas vidner lærer, og med egne øjne at se hvordan de opfører sig.

Stævneforedragene blev ofte hørt af langt flere end de tilstedeværende. Foredraget „Frihed for Folket“, som broder Rutherford i 1927 holdt ved et stævne i Toronto, Canada, blev via en epokegørende sammenkobling af 53 radiostationer hørt af en enorm lytterskare i store dele af verden. Året efter blev foredraget „En Hersker for Folket“, som blev holdt i Detroit, Michigan, udsendt af dobbelt så mange radiostationer, og kortbølgesendere gjorde det muligt at høre foredraget så langt borte som i Australien, New Zealand og Sydafrika.

I 1931 nægtede nogle store radioselskaber at udsende et stævneforedrag som broder Rutherford skulle holde. Vagttårnsselskabet dannede derfor i samarbejde med det amerikanske telefon- og telegrafselskab sit eget net af radiostationer for at udsende foredraget „Riget, Verdens Haab“. Hele 163 stationer var koblet sammen ved hjælp af det største net af telefonledninger der nogen sinde havde været anvendt til radiotransmission. Desuden udsendte over 300 andre radiostationer i mange dele af verden foredraget ved hjælp af grammofonplader.

Under stævnet i Washington, D.C., i 1935 holdt broder Rutherford et foredrag over emnet „Regering“, hvori han på kraftfuld måde gjorde opmærksom på at Jehovas rige ved Kristus snart vil træde i stedet for alle jordiske regeringer. Over 20.000 hørte foredraget i Washington Auditorium, men det blev også udsendt over hele jorden via radio og telefon, helt til Mellem- og Sydamerika, Europa, Sydafrika, Stillehavsøerne og Østen. Flere millioner fik på denne måde mulighed for at høre foredraget. To førende Washingtonaviser brød deres løfte om at trykke foredraget, men brødrene spillede i stedet grammofonoptagelser af foredraget fra højttalerbiler tre steder i byen og 40 steder i omegnen, så yderligere cirka 120.000 hørte det.

I 1938 blev det ligefremme foredrag „Se Kendsgerningerne i Øjnene“ holdt i Royal Albert Hall i London og sendt til omkring 50 andre stævnebyer jorden over, med et samlet tilhørertal på cirka 200.000. Desuden hørte mange foredraget i radioen.

Selv om Jehovas vidner var forholdsvis få, spillede deres stævner således en vigtig rolle i den offentlige forkyndelse af budskabet om Riget.

Stævner i Europa efter krigen

Visse stævner huskes af de tilstedeværende som noget ganske særligt. Det gælder for eksempel dem der blev holdt i Europa lige efter den anden verdenskrig.

Et af disse stævner foregik i Amsterdam den 5. august 1945, mindre end fire måneder efter at Jehovas vidner var blevet løsladt fra de tyske koncentrationslejre. Man ventede cirka 2500 stævnedeltagere, og 2000 af dem ville have brug for logi. For at skaffe de tilrejsende et sted at overnatte lagde de lokale Jehovas vidner halm ud på gulvene i deres hjem. Stævnedeltagerne kom fra alle retninger og med alle mulige transportmidler — skibe, lastbiler og cykler — og enkelte rejste på tommelfingeren.

De der var med til dette stævne lo og græd, sang og takkede Jehova for hans godhed. Som en af deltagerne sagde: „De følte den ubeskrivelige glæde ved at tilhøre en teokratisk organisation som netop var blevet løst af lænkerne!“ Før krigen havde der været færre end 500 Jehovas vidner i Holland. I alt 426 var blevet arresteret og fængslet, og af disse var 117 døde som en direkte følge af forfølgelsen. Hvor var glæden stor når stævnedeltagere mødte nogle af deres kære som de troede var døde! Andre græd fordi de måtte lede forgæves. Den aften lyttede 4000 opmærksomt til det offentlige foredrag der forklarede hvorfor Jehovas vidner havde været udsat for en så voldsom forfølgelse. På trods af alt det de havde lidt, var de ved at blive organiseret til at fortsætte med deres gudgivne arbejde.

Året efter, i 1946, arrangerede brødrene i Tyskland et stævne i Nürnberg. De fik lov til at benytte Zeppelinwiese, Hitlers tidligere paradeplads. På stævnets anden dag holdt Erich Frost, der selv havde været udsat for Gestapos brutale behandling og i flere år havde siddet i en af nazisternes koncentrationslejre, foredraget „Kristne i smeltedigelen“. Foruden de 6000 Jehovas vidner kom der 3000 interesserede fra Nürnberg til dette foredrag.

Det viste sig at den sidste stævnedag faldt sammen med dagen for domsafsigelsen i Nürnbergprocessen mod krigsforbryderne. De militære myndigheder erklærede at der skulle være udgangsforbud den dag, men efter langvarige forhandlinger erkendte de at det ville være upassende at hindre Jehovas vidner i at afslutte deres stævne i fred, i betragtning af det standpunkt de havde indtaget trods nazisternes modstand. Brødrene kunne derfor samles den sidste stævnedag og høre det ansporende foredrag „Frygtløs imod Verdenssammensværgelsen“.

De kunne se Jehovas hånd i det der fandt sted. På samme dag som dommen blev afsagt over repræsentanterne for det styre der havde forsøgt at udslette dem, mødtes Jehovas vidner for at tilbede Jehova på den selv samme plads hvor Hitler havde holdt nogle af sine mest pompøse demonstrationer af nazisternes magt. Stævnets ordstyrer sagde: „At opleve denne dag, som kun er en forsmag på Guds folks sejr over deres fjender i Harmagedonslaget, har været ni år i koncentrationslejr værd.“

Andre mindeværdige stævner

Efterhånden som Jehovas vidners virksomhed er taget til, er der blevet holdt stævner jorden over. De har alle haft særlige træk som deltagerne husker.

I 1952 blev der afholdt et stævne i Kitwe i Nordrhodesia (nu Zambia), midt i kobberbæltet, samtidig med at Vagttårnsselskabets præsident kom på besøg. Stævneområdet var et stort areal i udkanten af en af minelejrene, på et sted der nu kaldes Chamboli. Toppen af et forladt termitbo blev planeret, og ovenpå blev der bygget en platform med stråtag. Andre stråtækte hytter i to etager blev brugt til overnatning. De strakte sig 180 meter ud fra selve stævnepladsen, som eger i et hjul. Mænd og drenge sov i nogle af dem; kvinder og piger sov i andre. Nogle af de delegerede havde cyklet i to uger for at komme til stævnet. Andre havde gået i dagevis og kørt det sidste stykke med en primitiv bus.

Under programmet lyttede alle meget opmærksomt, selv om de sad på hårde bambusbænke under åben himmel. De var kommet for at lytte, og de ville ikke gå glip af et eneste ord. Når de 20.000 stævnedeltagere sang, var det så smukt at de delegerede fik tårer i øjnene. Der var ingen musikledsagelse, men stemmernes harmoni var fuldendt. Og det var ikke bare sangen der vidnede om enheden blandt disse forkyndere — den kom til udtryk på alle måder, selv om de kom fra mange forskellige stammer og havde forskellig baggrund.

Kan du forestille dig hvordan Jehovas vidner i Portugal var til mode da de, efter at have kæmpet for trosfrihed i næsten 50 år, opnåede juridisk anerkendelse den 18. december 1974? På det tidspunkt var de kun omkring 14.000. Få dage senere var 7586 af dem samlet i en stopfyldt idrætshal i Porto. Dagen efter blev et fodboldstadion i Lissabon fyldt til bristepunktet af 39.284 tilhørere. Broder Knorr og broder Franz var sammen med dem ved denne glædelige lejlighed, som mange af dem aldrig vil glemme.

Internationale stævner

I over halvtreds år har Jehovas vidner i mange lande holdt store stævner samtidig i flere byer. Under disse stævner, hvor de alle har kunnet høre de vigtigste foredrag transmitteret fra stævnet i en hovedby, har de især mærket at de tilhører et internationalt brodersamfund.

Det var imidlertid først i 1946 at delegerede fra mange dele af jorden samledes til et stort, internationalt stævne i én by. Det skete i Cleveland, Ohio. Selv om det var vanskeligt at rejse i efterkrigstiden kom der 80.000 stævnedeltagere, deriblandt 302 delegerede fra 32 lande uden for De Forenede Stater. Programmet blev fremført på 20 sprog. Der blev givet megen praktisk vejledning med henblik på øget forkyndelse. Et af højdepunkterne ved stævnet var broder Knorrs foredrag om problemerne i forbindelse med genopbygning og udvidelse. Tilhørerne klappede begejstret da de hørte at man planlagde at udvide Selskabets trykkeri og kontor i Brooklyn, at udvide radiostationerne, at oprette afdelingskontorer i flere større lande og at udsende flere missionærer. Umiddelbart efter stævnet blev alle detaljerne fastlagt, sådan at broder Knorr og broder Henschel kunne rejse jorden rundt for at føre planerne ud i livet.

I årene der fulgte blev der holdt flere historiske stævner på Yankee Stadium i New York. Ved det første, fra 30. juli til 6. august 1950, var der delegerede fra 67 lande. Programmet omfattede korte rapporter fra landstjenere, missionærer og andre, som gav stævnedeltagerne et spændende indblik i det store forkyndelsesarbejde der blev udført i alle de lande de var kommet fra. På den sidste stævnedag hørte 123.707 foredraget „Vil De opnå evigt liv i lykke på jorden?“ Stævnets tema var „Teokratiets vækst“. Opmærksomheden blev henledt på den store vækst i antallet af Jehovas vidner. Men som ordstyreren, Grant Suiter, understregede, var formålet ikke at hylde nogle fremragende dygtige mennesker i den synlige organisation. Han sagde: „Den nye styrke i talmæssig henseende giver vi Jehova æren for. Det er sådan det bør være, og vi vil ikke have det på nogen anden måde.“

I 1953 blev der holdt et andet stævne på Yankee Stadium i New York. Denne gang var det højeste antal tilstedeværende 165.829. Ligesom ved det første stævne dér var programmet fyldt med drøftelser af spændende bibelprofetier, praktisk vejledning om forkyndelsen af den gode nyhed, og rapporter fra mange lande. Selv om programmet begyndte omkring klokken 9.30, varede det i regelen helt til klokken 21.00 eller 21.30. Stævnet var et åndeligt festmåltid som strakte sig over otte hele dage.

Det største stævne nogen sinde blev som tidligere nævnt holdt i New York i 1958. Da var det ikke nok at benytte Yankee Stadium. Det nærliggende Polo Grounds og områder udenfor måtte tages i brug for at få plads til de store tilhørerskarer. På stævnets sidste dag, da hver eneste siddeplads var optaget, blev der givet særlig tilladelse til at stævnedeltagerne kunne benytte græsplænen på Yankee Stadium. Det var betagende at se tusinder strømme ind, tage skoene af og sætte sig på græsset! Optællingen viste at 253.922 hørte det offentlige foredrag. Endnu et vidnesbyrd om at Jehova velsigner sine tjeneres arbejde var at 7136 symboliserede deres indvielse ved at lade sig døbe ved dette stævne — det var over dobbelt så mange som ifølge den bibelske beretning blev døbt på pinsedagen i år 33. — Apg. 2:41.

Hele arrangementet i forbindelse med disse stævner vidnede om langt mere end effektiv organisering. Det var en tilkendegivelse af at Guds ånd var i virksomhed blandt hans folk. Overalt kunne man se broderkærligheden, som er baseret på kærlighed til Gud, komme til udtryk. Der var ingen højtlønnede ledere. Alle afdelinger var bemandet af ulønnede frivillige. Kristne brødre og søstre, deriblandt mange familier, passede forfriskningsboderne. De tilberedte også varme måltider, og i kæmpestore telte uden for stadion betjente de op til tusind stævnedeltagere i minuttet. Titusinder — der alle var glade for at gøre en indsats — virkede som holdledere og tog sig af alt det nødvendige i forbindelse med opbygning, madlavning, servering, rengøring og meget andet.

Andre frivillige brugte hundredtusinder af timer på at finde logi til de tilrejsende. Nogle år blev der anlagt campingpladser så store som byer, hvor nogle af stævnedeltagerne kunne bo i telte eller campingvogne. I 1953 høstede Jehovas vidner gratis 16 hektarer korn for en landmand i New Jersey der havde lejet dem jorden, så de kunne bruge den som campingplads. Der blev sørget for toiletter, brusebade, vaskerier, lys, cafeteria og købmandsbutikker til de over 45.000 der skulle bo der. Da de flyttede ind, voksede en by frem fra den ene dag til den anden. Mange tusind flere blev indlogeret på hoteller og i private hjem i og omkring New York. Det var et gigantisk foretagende. Med Jehovas velsignelse lykkedes det.

Stævner „på turné“

Medlemmerne af dette internationale brodersamfund er dybt interesserede i deres trosfæller i andre lande. Derfor har de ofte benyttet lejligheden til at overvære stævner uden for deres hjemlande.

Da det første af stævnerne med temaet „Ren tilbedelse“ i 1951 blev holdt på Wembley Stadium i London, var der Jehovas vidner fra 40 nationer til stede. Programmet lagde vægt på den praktiske side af den rene tilbedelse, og på at man bør gøre tjenesten til sin livsgerning. Mange af stævnedeltagerne rejste fra England til det europæiske fastland, hvor der i løbet af de følgende to måneder skulle holdes ni stævner til. Det største af dem blev holdt i Frankfurt am Main, hvor 47.432 fra 24 lande var til stede. Brødrenes hengivenhed kom tydeligt til udtryk ved programmets slutning, da orkesteret begyndte at spille og de tyske brødre spontant begyndte at synge en afskedssang hvori de overlod deres udenlandske trosfæller i Guds varetægt. Der blev viftet med lommetørklæder, og mange hundrede strømmede ud på grønsværen for at vise deres taknemmelighed for dette storslåede teokratiske stævne.

I 1955 var der endnu flere Jehovas vidner som besøgte deres kristne brødre og søstre i andre lande i forbindelse med stævner. Med to chartrede skibe (der hver kunne rumme 700 passagerer) og 42 chartrede fly rejste de delegerede fra De Forenede Stater og Canada til Europa. Den europæiske udgave af avisen The Stars and Stripes, der udkom i Tyskland, beskrev tilstrømningen af Jehovas vidner som „det sandsynligvis største antal amerikanere der i samlet trop er rejst gennem Europa siden de allieredes invasion under den anden verdenskrig“. Andre stævnedeltagere kom fra Mellem- og Sydamerika, Asien, Afrika og Australien. Skønt kristenhedens præsteskab forsøgte at hindre Jehovas vidner i at afvikle stævnerne i Rom og Nürnberg, blev disse to stævner og seks andre holdt i Europa den sommer. Antallet af tilstedeværende varierede fra 4351 i Rom til 107.423 i Nürnberg. På Waldbühne i det daværende Vestberlin, som brødrene fra østzonen kunne rejse til uden helt så stor risiko, samledes 17.729. Mange af dem havde siddet i fængsel på grund af deres tro eller havde slægtninge der sad i fængsel, men de var fortsat faste i troen. Stævnets tema kunne ikke være mere passende — „Det Triumferende Rige“!

Selv om der allerede var blevet holdt mange internationale stævner, var det der fandt sted i 1963 noget nyt. Det var et stævne som blev holdt jorden rundt. Det begyndte i Milwaukee, Wisconsin, i De Forenede Stater og fortsatte derfra til New York; derefter til fire storbyer i Europa, gennem Mellemøsten til Indien, Burma (nu Myanmar), Thailand, Hongkong, Singapore, Filippinerne, Indonesien, Australien, Taiwan, Japan, New Zealand, Fiji, Republikken Korea og Hawaii, og endelig tilbage til Nordamerikas fastland. I alt blev det overværet af over 580.000 fra 161 lande. Der var 583 fra cirka 20 lande som rejste med og overværede stævnet i det ene land efter det andet, jorden rundt. På særlige sightseeingture fik de lejlighed til at se steder af religiøs interesse, og de fulgtes også med deres lokale brødre og søstre i forkyndelsen fra hus til hus. Disse rejsende dækkede selv deres udgifter.

Latinamerika havde været godt repræsenteret ved de fleste af de internationale stævner, og i 1966-67 blev det så latinamerikanernes tur til at være værter for stævnerne. De tilstedeværende vil aldrig glemme skuespillet der levendegjorde Bibelens beretning om Jeremias og hjalp alle til at forstå hvilken betydning den har for os i dag.a Den kristne kærlighed blev styrket da de besøgende med egne øjne så på hvilken baggrund der udføres et omfattende bibelsk undervisningsarbejde i Latinamerika. Det gjorde et dybt indtryk på dem at se deres trosfællers stærke tro. Mange af dem havde overvundet tilsyneladende uoverstigelige hindringer — modstand fra familien, oversvømmelser, tab af ejendele — for at kunne være til stede. Det var til stor opmuntring for dem at høre erfaringer fra deres trosfæller. For eksempel blev en skrøbelig specialpionersøster fra Uruguay interviewet — og mange af de 80 hun havde hjulpet frem til dåb, var med hende på podiet. (I 1992 havde hun hjulpet 105 frem til dåb. Hun var stadig skrøbelig og stadig specialpioner!) Det glædede også stævnedeltagerne at hilse på missionærer fra de første gileadklasser der stadig holdt ud i deres distrikter. Disse stævner fremmede forkyndelsen i Latinamerika. I mange af disse lande er der nu 10, 15 eller endda 20 gange så mange lovprisere af Jehova som dengang.

Nogle få år senere, i 1970-71, havde Jehovas vidner fra andre lande mulighed for at være sammen med deres brødre ved internationale stævner i Afrika. Det største af dem blev holdt i Lagos, Nigeria, hvor alle stævnefaciliteter måtte bygges op fra grunden. For at beskytte de delegerede mod den varme sol blev der opført en bambusby — med siddepladser, sovesale, cafeteria og andre afdelinger. Der blev brugt 100.000 bambusstænger og 36.000 store, vævede sivmåtter, fremstillet af brødrene og søstrene. Programmet blev fremført på 17 sprog samtidig. Det højeste antal tilstedeværende var 121.128, og 3775 nye blev døbt. Adskillige stammegrupper var repræsenteret, og mange af stævnedeltagerne havde tidligere været i krig med hinanden. Det var skønt at se dem forenede i det ægte, kristne brodersamfund!

Efter stævnet kørte nogle af de udenlandske delegerede med bus til ibo-området for at se de steder der havde lidt mest under borgerkrigen, kort tid forinden. Det skabte stor sensation i by efter by da de besøgende blev budt velkommen og omfavnet af de lokale Jehovas vidner. Folk skyndte sig ud på gaderne for at se det. En sådan kærlighed og enhed mellem sorte og hvide havde de aldrig før oplevet.

I nogle lande er der så mange Jehovas vidner at de ikke kan samles på ét sted. Men fra tid til anden er der blevet holdt flere store stævner samtidig, fulgt af andre, uge efter uge. I 1969 blev den enhedsfølelse som sådanne stævner fremkalder, forstærket af at nogle af hovedtalerne rejste frem og tilbage med fly mellem stævnerne, så de kunne holde foredrag ved dem alle. I 1983 og 1988 følte stævnedeltagerne en lignende enhed da et antal stævner på samme sprog blev sammenkoblet, idet nogle af hovedforedragene som blev holdt af medlemmer af Det Styrende Råd blev overført via telefonnettet, endda til andre lande. Det egentlige grundlag for enheden blandt Jehovas vidner er imidlertid at de alle tilbeder Jehova som den eneste sande Gud, holder fast ved Bibelen som deres rettesnor, nyder godt af det samme åndelige undervisningsprogram, ser hen til Jesus Kristus som deres leder, søger at lægge Guds ånds frugt for dagen i deres liv, sætter deres lid til Guds rige og er med til at forkynde den gode nyhed om dette rige for andre.

Flere internationale stævner til Jehovas pris

Jehovas vidner er nu så mange at deres antal overstiger befolkningstallet i en række lande. For at deres stævner kan være til størst mulig gavn for dem, må de planlægges omhyggeligt. Som regel kan man dog sikre at der er plads til alle ved blot at henstille til forkynderne om at overvære et bestemt stævne. Når der planlægges internationale stævner, må Det Styrende Råd i mange tilfælde ikke bare tage i betragtning hvor mange Jehovas vidner fra andre lande der har lyst til og mulighed for at komme, men også hvor store stævnefaciliteterne er, hvor mange lokale forkyndere der kommer og hvilke logimuligheder der er; derefter kan man tildele hvert enkelt land et antal pladser. Sådan foregik det da de tre stævner med temaet „Gudhengivenhed“ blev holdt i Polen i 1989.

Man regnede med at der ville komme omkring 90.000 Jehovas vidner fra Polen foruden i tusindvis af nyinteresserede. Der blev også indbudt mange fra Storbritannien, Canada og De Forenede Stater, foruden store grupper fra Italien, Frankrig og Japan, og andre fra Skandinavien og Grækenland. Mindst 37 lande var repræsenteret. Nogle af programpunkterne måtte tolkes fra polsk eller engelsk til hele 16 andre sprog. I alt var der 166.518 til stede.

Store grupper af Jehovas vidner var kommet fra det daværende Sovjetunionen og fra Tjekkoslovakiet til disse stævner; betydelige grupper kom også fra andre østeuropæiske lande. Der var ikke plads til alle på hoteller og skoler. De polske brødre åbnede derfor gæstfrit deres hjerter og hjem, og delte med glæde det de havde med gæsterne. En menighed med 146 forkyndere skaffede sovepladser til over 1200 delegerede. For nogle af dem der overværede disse stævner var det første gang de var sammen med en stor gruppe af Jehovas tjenere; tidligere havde de højst været sammen med 15-20 andre på én gang. Det var med dyb taknemmelighed de så ud over de titusinder der sad på stadionerne, bad sammen med dem og forenede deres stemmer i lovsange til Jehova. Når de var sammen i pauserne omfavnede de hinanden, selv om sprogforskelle i mange tilfælde hindrede dem i at fortælle om deres følelser.

Da stævnet sluttede takkede de af hjertet Jehova, der havde gjort alt dette muligt. Efter ordstyrerens afsluttende bemærkninger i Warszawa klappede tilhørerne i mindst ti minutter. Efter den sidste sang og bøn fortsatte bifaldet, og stævnedeltagerne var længe om at forlade deres pladser. De havde ventet i mange år på dette stævne, og de ønskede ikke at det skulle slutte.

Året efter, i 1990, mindre end fem måneder efter at det 40 år lange forbud mod Jehovas Vidner i det daværende Østtyskland var blevet hævet, blev der holdt et andet betagende, internationalt stævne, denne gang i Berlin. Blandt de 44.532 tilstedeværende var der delegerede fra 65 forskellige lande. Fra nogle af landene var der kun kommet nogle få; fra Polen var der omkring 4500. De der aldrig før havde haft frihed til at overvære et sådant stævne var dybt bevægede over at være til stede. Når hele forsamlingen sang lovsange til Jehova, kunne de ikke holde glædestårerne tilbage.

Da et lignende stævne senere samme år blev holdt i São Paulo i Brasilien var det nødvendigt med to store stadioner for at få plads til den internationale forsamling på 134.406. Derefter blev der holdt et stævne i Argentina, hvor der også var behov for to stadioner til den internationale forsamling. I begyndelsen af 1991 blev der holdt internationale stævner på Filippinerne, på Taiwan og i Thailand. Samme år blev stævner i Østeuropa — Ungarn, Tjekkoslovakiet og det nuværende Kroatien — overværet af store tilhørerskarer fra mange lande. Og i 1992 betragtede delegerede fra 28 lande det som et særligt privilegium at være blandt de 46.214 der i Sankt Petersborg overværede det første rigtige, internationale stævne Jehovas Vidner har holdt i Rusland.

Lejligheder til at styrkes åndeligt

Ikke alle de stævner Jehovas Vidner afholder, er internationale. Det Styrende Råd arrangerer imidlertid større stævner en gang om året, og det samme program fremføres verden over på mange sprog. Disse stævner kan være temmelig store, så forkynderne får lejlighed til at nyde fællesskabet med trosfæller fra mange steder, eller de kan være mindre og blive holdt i mange byer, så det bliver lettere for nye at komme og så offentligheden i hundreder af småbyer får mulighed for at se et stort udsnit af Jehovas vidner på nært hold.

Desuden samles hver kreds (der kan bestå af cirka 20 menigheder) en gang om året til et todages program med åndelig vejledning og opmuntring.b Siden september 1987 er der én gang årligt blevet holdt en særlig stævnedag med et opbyggende program for hver kreds. Hvor det er muligt, sendes et medlem af staben ved Selskabets hovedkontor eller det lokale afdelingskontor ud for at deltage i programmet. Jehovas vidner sætter stor pris på disse stævner. I mange lande er det hverken besværligt eller tidskrævende at komme til stævner. Men nogle steder kan det være det. En rejsende tilsynsmand husker et ældre par som gik 76 kilometer med kufferter og tæpper for at overvære et kredsstævne i Zimbabwe.

Offentlig forkyndelse er ikke længere en fast del af disse stævner, men det skyldes ikke at Jehovas vidner på nogen måde betragter forkyndelsen som mindre vigtig end før. I de fleste tilfælde får folk der bor i nærheden af stævnepladser eller stævnehaller, nu regelmæssigt besøg af de lokale Jehovas vidner — nogle endda med få ugers mellemrum. Stævnedeltagerne er opmærksomme på lejligheder til at forkynde uformelt, og ved deres kristne opførsel aflægger de et magtfuldt vidnesbyrd på en anden måde.

Vidnesbyrd om sand enhed

Ved Jehovas Vidners stævner er det let for udenforstående at se enheden. Det er tydeligt at der ikke gøres forskel på nogen og at selv de der træffer hinanden for første gang, holder af hinanden. Da det internationale stævne „Den guddommelige Vilje“ blev holdt i New York i 1958, skrev newyorkerbladet Amsterdam News den 2. august: „Overalt færdedes sorte, hvide og orientalere, folk fra alle samfundslag og alle dele af verden, glade og utvungent mellem hinanden. . . . De gudhengivne vidner fra 120 lande har på fredelig vis levet og tilbedt Gud sammen og dermed vist amerikanerne hvor let det kan gøres. . . . Stævnet er et strålende eksempel på hvordan mennesker kan arbejde og leve sammen.“

I 1985 holdt Jehovas Vidner stævner samtidig i Durban og Johannesburg i Sydafrika. Stævnedeltagerne omfattede alle de store race- og sproggrupper i Sydafrika, foruden repræsentanter fra 23 andre lande. Det var tydeligt at se at der var et nært fællesskab mellem de 77.830 tilstedeværende. „Det er smukt,“ sagde en ung indisk kvinde. „At se farvede, indere, hvide og sorte færdes mellem hinanden har givet mig et helt nyt syn på tilværelsen.“

Denne følelse af at tilhøre et brodersamfund giver sig ikke bare udslag i smil, håndtryk og tiltaleformen „broder“ og „søster“. Som et eksempel kan nævnes noget der skete i forbindelse med stævnet „En evigvarende god nyhed“, som blev holdt verden over i 1963. Under planlægningen af stævnet blev Jehovas vidner underrettet om at hvis de ønskede at yde andre økonomisk hjælp til at overvære et stævne, ville Selskabet med glæde sørge for at midlerne kom brødre i alle dele af verden til gode. Der var ikke tale om tiggeri, og ingen af pengene gik til administration. Alt hvad der kom ind gik direkte til det nævnte formål. På den måde blev 8179 hjulpet til at komme til stævne. Stævnedeltagere fra alle lande i Mellem- og Sydamerika fik hjælp, og det samme gjaldt tusinder fra Afrika og mange fra Mellemøsten og Det Fjerne Østen. En stor del af dem der modtog hjælp, var brødre og søstre som havde været i heltidstjenesten i mange år.

I slutningen af 1978 skulle der holdes et stævne i Auckland i New Zealand. Forkynderne på Cookøerne havde hørt om det og ville meget gerne med. Men økonomien på øerne var sådan at det ville have kostet den enkelte en mindre formue at rejse til New Zealand. Kærlige brødre og søstre i New Zealand købte imidlertid billetter til cirka 60 af øboerne. Hvor var de glade for at være med til det åndelige festmåltid sammen med maorier, samoanere, niueanere og hvide, der alle var deres brødre!

Kendetegnende for den ånd der råder blandt Jehovas vidner, er noget som skete ved afslutningen af områdestævnet „Guds retfærdighed“ i Montreal i Canada i 1988. I fire dage havde arabiske, engelske, franske, græske, italienske, portugisiske og spanske delegerede hørt det samme program på hver sit sprog. Men efter det sidste foredrag samledes alle de 45.000 deltagere på det olympiske stadion som et betagende vidnesbyrd om deres broderskab og enhed, idet de på hver sit sprog sammen sang: „’Pris frelsens Gud, I folk på jord!’ . . . Så syng med os en lovsang til Jehova.“

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 255]

’Kærligheden og den broderlige venlighed gjorde et dybt indtryk på mig’

[Tekstcitat på side 256]

Konventstog — klar til afgang!

[Tekstcitat på side 275]

Ingen højtlønnede ledere, men ulønnede frivillige

[Tekstcitat på side 278]

Enhed mellem sorte og hvide

[Ramme/illustration på side 261]

Syv vigtige stævneresolutioner

I 1922 blev resolutionen „Et Opraab til de ledende i Verden“ vedtaget. De ledende blev opfordret til at bevise at menneskene har den visdom det kræver at herske over jorden, eller indrømme at kun Jehova gennem Jesus Kristus kan give os fred, liv, frihed og evig lykke.

I 1923 lød der „En Advarsel til alle Kristne“ om at flygte fra organisationer der med urette hævdede at repræsentere Gud og Kristus.

I 1924 afslørede resolutionen „Gejstligheden anklages“ kristenhedens præster og deres ubibelske lære og skikke.

I 1925 viste resolutionen „Et Haabets Budskab“ hvorfor de der hævder at være lyskilder i verdens mørke ikke har kunnet dække menneskenes største behov, og at kun Guds rige kan gøre dette.

I 1926 gjorde „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere“ opmærksom på at Jehova er den eneste sande Gud, og at Jesus Kristus nu hersker som jordens retmæssige konge. Resolutionen opfordrede herskerne til at gøre deres indflydelse gældende for at vende folks hjerte til den sande Gud, så de ikke rammes af ulykke.

I 1927 afslørede en resolution „Til Folkene i Kristenheden“ den sammenslutning af storfinans, politik og religion der undertrykker menneskeheden. Resolutionen opfordrede indtrængende folk til at forlade kristenheden og sætte deres lid til Jehova og hans rige ved Kristus.

I 1928 viste resolutionen „Erklæring imod Satan og for Jehova“ at Jehovas salvede konge, Jesus Kristus, snart vil binde Satan og tilintetgøre hans onde organisation, og den tilskyndede alle der elsker retfærdighed til at stille sig på Jehovas side.

[Illustration]

PROCLAMATION

A CHALLENGE TO WORLD LEADERS

RESOLUTION

ECCLESIASTICS INDICTED

CIVILIZATION DOOMED

INDICTMENT

[Illustration på side 256]

Deltagere i bibelstudenternes stævne i Winnipeg, Manitoba, Canada, i 1917

[Illustrationer på side 258]

J. F. Rutherford taler i Cedar Point, Ohio, i 1919. Han opfordrede alle til at forkynde Guds rige ved hjælp af „Den gyldne Tidsalder“

[Illustration på side 259]

Stævne i Cedar Point i 1922. Her lød opfordringen: „Forkynd Kongen og Riget“

[Illustration på side 260]

George Gangas var i Cedar Point i 1922. I de godt 70 år der er gået siden da, har han nidkært forkyndt Guds rige

[Illustration på side 262, 263]

De der overværede stævnet i Columbus, Ohio, i 1931, antog med begejstring navnet Jehovas Vidner

[Illustration på side 264]

„Ny Verden-Oversættelsen af De Kristne Græske Skrifter“ (på engelsk) frigives af N. H. Knorr i 1950

[Illustration på side 264]

Foredragene af F. W. Franz om opfyldelsen af Bibelens profetier var et højdepunkt ved stævnet i New York i 1958

[Illustrationer på side 265]

I mange år var forkyndelsen en fremtrædende del af alle stævnerne.

Los Angeles, USA, 1939 (nederst); Stockholm, Sverige, 1963 (indsat)

[Illustrationer på side 266]

Da J. F. Rutherford i 1935 talte i Washington, D.C., blev foredraget transmitteret til seks kontinenter ved hjælp af radio og telefonnet

[Illustrationer på side 268]

I 1946 holdt Erich Frost i Nürnberg et opildnende foredrag med titlen „Kristne i smeltedigelen“

[Illustration på side 269]

Friluftsstævne i Kitwe i Nordrhodesia, under et besøg af N. H. Knorr i 1952

[Illustrationer på side 270, 271]

En skare på 253.922, der i 1958 fyldte to store stadioner i New York, hørte foredraget „Guds rige hersker — er verdens ende nær?“

Polo Grounds

Yankee Stadium

[Illustrationer på side 272, 273]

Træk ved nogle af de store stævner

Hundreder af glade stævnedeltagere kom med skib, tusinder med fly, titusinder med bil og bus

Det krævede god organisering og masser af frivillige at finde logi til alle

Under disse otte dage lange stævner blev der serveret titusinder af varme måltider til de delegerede

I 1953 boede over 45.000 stævnedeltagere på en stor campingplads

I 1958 blev der døbt 7136 i New York — det højeste antal der er blevet døbt på én gang siden pinsedagen i år 33

I New York var der i 1953 sat skilte op med hilsener fra mange lande, og programmet blev holdt på 21 sprog

[Illustration på side 274]

Grant Suiter, ordstyrer ved stævnet på Yankee Stadium i 1950

[Illustration på side 274]

John Groh (siddende) drøfter organiseringen af stævnet med George Couch i 1958

[Illustrationer på side 277]

I 1963 blev der holdt et stævne jorden rundt med delegerede fra omkring 20 lande som rejste med fra sted til sted

Kyoto i Japan (nederst til venstre) var en af de 27 stævnebyer. Stævnedeltagere i Republikken Korea stifter nye bekendtskaber (i midten). En maorihilsen i New Zealand (nederst til højre)

[Illustrationer på side 279]

I en bambusby opført til lejligheden blev der holdt stævne for 17 sproggrupper samtidig (Lagos, Nigeria, 1970)

[Illustrationer på side 280]

I 1989 blev der holdt tre store stævner i Polen med delegerede fra 37 lande

T. Jaracz (til højre) talte til stævnedeltagerne i Poznań

Flere tusind blev døbt i Chorzów nær Katowice

Stævnedeltagerne klappede i mindst 10 minutter i Warszawa

Delegerede fra det daværende USSR (nedenfor)

Dele af programmet i Chorzów blev oversat til 15 sprog

Kapitel 18

’Søg først Guds rige’

BIBELENS vigtigste tema er helligelsen af Jehovas navn ved hjælp af hans rige. Jesus Kristus lærte sine disciple at de skulle søge Guds rige først og lade det komme før alle andre interesser i livet. Hvorfor gjorde han det?

Vagttårnet har ofte forklaret at Jehova er universets Suveræn, eftersom han er Skaberen. Han fortjener at hans skabninger viser ham den største ære. (Åb. 4:11) Men på et meget tidligt tidspunkt i menneskets historie udfordrede en af Guds åndesønner hans suverænitet og gjorde sig selv til Satan Djævelen. (1 Mos. 3:1-5) Han påstod desuden at alle der tjente Jehova havde selviske motiver. (Job 1:9-11; 2:4, 5; Åb. 12:10) På den måde blev freden i universet forstyrret.

Vagttårnsselskabets publikationer har i mange årtier påpeget at Jehova har truffet foranstaltning til at afgøre disse stridsspørgsmål på en måde der ikke blot ophøjer hans almagt, men også fremhæver hans store visdom, retfærdighed og kærlighed. Guds messianske rige er en central del af denne foranstaltning. Ved hjælp af dette rige får menneskeheden mulighed for at lære retfærdighedens veje at kende. Ved hjælp af det vil de onde og ugudelige blive udslettet, Jehovas suverænitet vil blive hævdet og hans hensigt vil blive gennemført — den hensigt der går ud på at omdanne jorden til et paradis hvor mennesker der elsker Gud og hinanden velsignes med et liv i fuldkommenhed.

På grund af dette riges store betydning sagde Jesus til sine disciple: „Bliv da ved med først at søge riget.“ (Matt. 6:10, 33) Jehovas vidner i nyere tid har til overmål vist at de bestræber sig for at følge dette råd.

De opgav alt for Rigets skyld

Bibelstudenterne overvejede på et tidligt tidspunkt hvad det ville sige at søge Riget først. De drøftede den billedtale hvori Jesus sammenlignede Riget med en perle som havde så høj værdi at en mand ’solgte alt hvad han havde, og købte den’. (Matt. 13:45, 46) De grundede over hvad Jesus mon mente da han rådede en rig ung leder til at sælge alt hvad han havde, give det til de fattige og følge ham. (Mark. 10:17-30)a De forstod at hvis de skulle vise sig værdige til at få del i Guds rige, måtte de lade Riget komme i første række og med glæde bruge deres liv, evner og midler i dets tjeneste. Alt andet i livet måtte komme på andenpladsen.

Charles Taze Russell tog selv denne opfordring til sig. Han solgte sin blomstrende herreekviperingsforretning, indskrænkede lidt efter lidt sine andre forretningsinteresser og brugte derefter alle sine jordiske ejendele på at hjælpe folk åndeligt. (Jævnfør Mattæus 6:19-21.) Og han gjorde det ikke bare i nogle få år. Lige til sin død brugte han alle sine ressourcer — sine mentale evner, sit fysiske helbred, sine materielle ejendele — på at gøre andre kendt med det storslåede budskab om det messianske rige. Ved hans begravelse sagde en af hans medarbejdere, Joseph F. Rutherford: „Charles Taze Russell var tro imod Gud, tro imod Kristus, tro imod Messiasrigets Sag.“

I april 1881 (da kun nogle få hundrede overværede bibelstudenternes møder) bragte Watch Tower en artikel med titlen „Vi søger 1000 forkyndere“. Den opfordrede mænd og kvinder der ikke havde familieforpligtelser til at begynde som kolportører eller evangelister. Bladet brugte vendinger fra Jesu lignelse i Mattæus 20:1-16 og spurgte: „Hvem har et brændende ønske om at arbejde i vingården og har bedt om at Herren ville åbne en mulighed for det?“ De der kunne vie Herrens gerning mindst halvdelen af deres tid, blev tilskyndet til at melde sig. For at hjælpe kolportørerne med at dække deres udgifter til transport, føde, klæder og husly forsynede Vagttårnsselskabet dem med bibelske publikationer til uddeling, fastsatte det beskedne beløb som de kunne kræve for det, og tillod dem at beholde en del af de penge de fik ind. Hvor mange fulgte opfordringen og begyndte som kolportører?

I 1885 havde Selskabet cirka 300 kolportører. I 1914 oversteg tallet endelig 1000. At være kolportør var ikke noget let arbejde. Efter at have besøgt beboerne i fire småbyer og kun fundet tre-fire mennesker der var den mindste smule interesserede, skrev en af kolportørerne: „Jeg må sige at jeg følte mig temmelig ensom efter at have rejst så langt, mødt så mange og fundet så lidt interesse for Guds hensigt og menighed. Bed for mig, at jeg må fremholde sandheden på rette måde og uden frygt, og ikke blive træt med hensyn til at gøre det rette.“

De mødte villigt frem

Disse kolportører udførte virkelig en banebrydende gerning. De arbejdede sig frem til de mest utilgængelige afkroge på et tidspunkt da transportmidlerne var primitive og vejene stort set ikke var andet end hjulspor. Søster Early i New Zealand var en af dem. Hun begyndte som kolportør flere år før den første verdenskrig og fortsatte i 34 år, frem til sin død i 1943. Hun cyklede rundt i det meste af landet. Da hun blev så hårdt ramt af leddegigt at hun ikke kunne cykle, læssede hun alle de bøger som hun skulle bruge i forretningsdistriktet i Christchurch på cyklen og nøjedes med at støtte sig til den. Hun kunne godt gå op ad trapper, men nedad måtte hun gå baglæns på grund af gigten. Så længe hun havde nogle kræfter i behold, brugte hun dem i tjenesten for Jehova.

Disse kolportører begyndte ikke i denne gerning fordi de var sikre på at de kunne klare hvad som helst. Nogle af dem var af natur meget frygtsomme, men de elskede Jehova. Da en sådan søster engang skulle ud at forkynde i et forretningsdistrikt, spurgte hun alle bibelstudenterne i området om de ville bede for hende. Efterhånden fik hun større erfaring og blev meget glad for forkyndelsen.

Da Malinda Keefer i 1907 talte med broder Russell om sit ønske om at begynde i heltidstjenesten, sagde hun at hun følte at hun først måtte have større kundskab. Det var faktisk kun et år siden hun første gang havde læst bibelstudenternes publikationer. Broder Russell svarede: „Hvis du venter til du ved det hele, kommer du aldrig i gang — men med tiden får du større kundskab.“ Så tøvede hun ikke længere, men begyndte straks i staten Ohio. Hun tænkte ofte på ordene i Salme 110:3: „Dit folk møder villigt frem.“ Det var netop hvad hun gjorde gennem de næste 76 år.b Da hun begyndte, var hun ugift. I 15 år tjente hun som gift, og efter at hendes mand var død, fortsatte hun med Jehovas hjælp. Idet hun mindedes årene der var gået, sagde hun: „Hvor er jeg taknemmelig for at jeg som ung pige villigt stillede mig til rådighed som pioner, og for at jeg altid har ladet Rigets interesser komme på førstepladsen!“

I forbindelse med stævnerne blev der ofte holdt særlige møder med kolportørerne. Spørgsmål blev besvaret, de nye fik oplæring, og alle blev opmuntret til at fortsætte.

Fra 1919 var der mange flere af Jehovas tjenere der satte Guds rige så højt at de gjorde det til det centrale i deres liv. Nogle af dem var i stand til at skyde verdslige gøremål til side og vie sig helt til tjenesten.

De materielle behov

Hvordan fik de deres materielle behov dækket? Anna Petersen (senere Rømer), en heltidsforkynder her i Danmark, fortæller: „Vi havde jo litteraturen til pionerpris, og da vi spredte meget, kunne vi ad denne vej klare de daglige løbende udgifter; vi havde ikke så store fornødenheder. Når der så kom større udgifter, så løste det sig næsten altid på en eller anden måde. Vi klarede meget ofte tøjproblemet ved at søstre gav os noget tøj, kjoler eller frakker som vi kunne gå lige i, og være fine velklædte. Nogle vintre havde jeg noget kontorarbejde et par måneder. . . . Så fik jeg forsynet mig med tøj for et helt år i udsalgstiden. Så det hele gik godt. Vi har aldrig følt mangel på nogen måde, tværtimod.“ Materielle ting var ikke det de var mest optaget af. Kærligheden til Jehova og hans veje var som en brændende ild i dem, og de kunne umuligt holde den for sig selv.

Undertiden lejede de et beskedent værelse i det område de forkyndte i. Nogle af dem havde en husvogn — ikke en luksusudgave, bare et sted at spise og sove. Andre boede i telte mens de flyttede fra sted til sted. Nogle steder oprettede brødrene „pionerlejre“. Forkynderne i et område stillede et hus til rådighed, og en fik til opgave at føre tilsyn med det. De pionerer der tjente i området kunne bo der, og så deltes de om udgifterne.

Disse heltidsforkyndere betragtede det ikke som en hindring at de der var interesserede i budskabet ingen penge havde. De gav bibelsk læsestof i bytte for varer som kartofler, smør, æg, frisk og henkogt frugt, kyllinger, sæbe og alt muligt andet. De blev ikke rige; men på denne måde kunne de hjælpe de oprigtige til at lære budskabet om Riget at kende, og selv fik de det nødvendige til livets ophold så de kunne fortsætte i tjenesten. De havde tillid til Jesu løfte om at hvis de ’blev ved med først at søge riget og Guds retfærdighed’, ville de få mad og husly i tilgift. — Matt. 6:33.

Villige til at tjene hvor der var behov

Heltidstjenernes oprigtige ønske om at udføre det arbejde Jesus havde pålagt sine disciple, førte dem til nye distrikter og endda til nye lande. Da Frank Rice i 1931 blev opfordret til at rejse fra Australien for at indlede forkyndelsen af den gode nyhed på Java (nu en del af Indonesien), havde han ti års erfaring i heltidstjenesten. Men nu var der nye skikke og nye sprog at lære. Han kunne forkynde på engelsk for nogle i forretninger og på kontorer, men han ville også gerne forkynde for andre. Han studerede flittigt, og efter tre måneder kunne han så meget hollandsk at han kunne begynde at gå fra hus til hus. Derefter begyndte han at lære malajisk.

Frank var kun 26 år da han rejste til Java, og han arbejdede alene i de fleste af de seks år han var der og på Sumatra. (I slutningen af 1931 kom Clem Deschamp og Bill Hunter fra Australien for at hjælpe til med arbejdet. Sammen tog de på en forkyndertur ind i landet, mens Frank arbejdede i og omkring Javas hovedstad. Senere blev også Clem og Bill sendt ud hver for sig.) Der var ingen menighedsmøder som Frank kunne overvære. Somme tider var han meget ensom, og mere end én gang kæmpede han med tanken om at give op og rejse tilbage til Australien. Men han holdt ud. Hvordan? Den åndelige føde i Vagttårnet styrkede ham. I 1937 fik han til opgave at tjene i Indokina, hvor han nær havde mistet livet under de voldsomme optøjer efter den anden verdenskrig. Han havde stadig den samme villighed til at tjene i 1970’erne da han i et brev gav udtryk for sin glæde over at hele hans familie tjente Jehova, og fortalte at han og hans kone endnu en gang forberedte sig på at flytte til et sted i Australien hvor der var større behov.

’De stolede på Jehova af hele deres hjerte’

Claude Goodman besluttede at ’stole på Jehova af hele sit hjerte og ikke støtte sig til sin egen forstand’, så han valgte kolportørtjenesten som kristen evangelist i stedet for en verdslig karriere i forretningsverdenen. (Ordsp. 3:5, 6) Sammen med Ronald Tippin, der havde hjulpet ham til at lære sandheden at kende, tjente han som kolportør i England i godt og vel et år, og derefter, i 1929, meldte de sig til at rejse til Indien.c Sikken en udfordring!

I årene som fulgte rejste de ikke bare til fods og med passagertog og bus, men også med godstog, oksekærre, kamel, sampan, rickshaw og endda fly og privattog. Undertiden rullede de soveposerne ud i et venteværelse på en jernbanestation, i en stald, på græsset i junglen eller på et gulv af kogødning i en hytte; men det hændte også at de overnattede på fine hoteller eller i en rajahs palads. Ligesom apostelen Paulus lærte de hemmeligheden ved at være tilfredse uanset om de var langt nede med fornødenheder eller de havde rigeligt. (Fil. 4:12, 13) Som oftest havde de meget lidt af materiel værdi, men de havde altid det nødvendige. De erfarede på deres egen krop opfyldelsen af Jesu løfte om at de ville få deres materielle behov dækket hvis de søgte Riget og Guds retfærdighed først.

De blev ramt af alvorlige sygdomme, som dengue-feber, malaria og tyfus, men andre forkyndere tog sig af dem og plejede dem. De tjente i storbyerne med deres snavs og elendighed, som for eksempel Calcutta, og de forkyndte i teplantagerne i bjergene på Ceylon (nu Sri Lanka). For at dække folks åndelige behov tilbød de læsestof, spillede grammofonplader på de lokale sprog og holdt foredrag. Efterhånden som arbejdet gik fremad lærte Claude også at køre en trykkemaskine og at tage sig af arbejdet på Selskabets afdelingskontorer.

I sit 87. år kunne han se tilbage på et liv der havde været rigt på oplevelser i Jehovas tjeneste i England, Indien, Pakistan, Ceylon, Burma (nu Myanmar), Malaya, Thailand og Australien. Både som ugift ung mand og som ægtemand og fader lod han Riget komme først i sit liv. Han begyndte i heltidstjenesten mindre end to år efter at han var blevet døbt, og han betragtede den som sin livsgerning så længe han levede.

Guds kraft gøres fuldkommen i svaghed

Ben Brickell var en anden af disse nidkære forkyndere — når det gjaldt behov og svagheder var han på mange måder ligesom andre, men han skilte sig ud ved sin stærke tro. I 1930 begyndte han som kolportør i New Zealand, hvor han forkyndte i distrikter der først blev gennemarbejdet igen flere årtier senere. To år efter begav han sig ud på en femmåneders forkyndertur gennem ørkenområder i Australien hvor der aldrig tidligere var blevet forkyndt. Hans cykel var tungt lastet med tæpper, tøj, mad, og bøger til brug i forkyndelsen. Andre mænd var omkommet under forsøg på at rejse gennem området, men han fortsatte i tillid til Jehova. Derefter tjente han i Malaysia, hvor han fik en alvorlig hjertesygdom. Han gav dog ikke op. Efter en rekonvalescensperiode genoptog han heltidstjenesten i Australien. Omkring ti år senere blev han indlagt på et hospital på grund af alvorlig sygdom, og da han blev udskrevet sagde lægen at han var „85 procent uarbejdsdygtig“. Han kunne ikke engang gå ned ad gaden for at handle uden at holde hvilepauser.

Men Ben Brickell var fast besluttet på at komme i gang igen, og det lykkedes ham. Han tog sig bare en pause for at hvile når det var nødvendigt. Snart forkyndte han igen i de barske områder i det indre Australien. Han gjorde hvad han kunne for at passe på sit helbred, men tjenesten for Jehova var det vigtigste i hans liv lige til han døde 30 år senere. Da var han midt i tresserne.d Han var klar over at det han ikke magtede på grund af sin svaghed, kunne udrettes ved Jehovas kraft. Da han passede pionerbureauet ved et stævne i Melbourne i 1969, bar han et stort reversmærke med ordene: „Hvis du vil vide noget om pionertjenesten, så spørg mig.“ — Jævnfør Andet Korintherbrev 12:7-10.

I junglelandsbyer og blandt minearbejdere i bjergene

Nidkærhed i tjenesten for Jehova fik ikke blot mænd men også kvinder til at rejse ud i urørte distrikter. Freida Johnson, en af de salvede, var en spinkel kvinde i halvtredserne da hun på egen hånd gennemarbejdede dele af Mellemamerika og kom rundt i områder som for eksempel nordkysten af Honduras på hesteryg. Det krævede tro at forkynde alene i dette område og besøge de spredte bananplantager, byerne La Ceiba, Tela og Trujillo, og endda de isolerede caraibiske landsbyer længere borte. Hun forkyndte der i 1930 og 1931, igen i 1934, og i 1940 og 1941, og hun spredte i tusindvis af bøger og blade der forklarede Bibelens sandheder.

I denne periode var der også en anden nidkær forkynder som begyndte i heltidstjenesten. Det var Kathe Palm, der var født i Tyskland. Hun blev ansporet til heltidstjeneste ved at overvære stævnet i Columbus, Ohio, i 1931, da bibelstudenterne antog navnet Jehovas Vidner. Da besluttede hun at søge Riget først, og det gjorde hun stadig i 1992, i en alder af 89 år.

Hun begyndte som pioner i New York. Senere, i South Dakota, havde hun en pionermakker i nogle få måneder, men derefter fortsatte hun alene. Hun red rundt i sit distrikt på hesteryg. Da hun blev indbudt til at tjene i Colombia i Sydamerika, sagde hun straks ja og kom dertil i slutningen af 1934. Her havde hun igen en makker i en periode, men så blev hun atter alene. Det fik hende dog ikke til at overveje at give op.

Et ægtepar indbød hende til at slutte sig til dem i Chile. Her var der endnu et stort distrikt — det strakte sig over 4200 kilometer langs Sydamerikas vestkyst. Efter at have forkyndt i kontorbygningerne i hovedstaden satte hun kursen mod det høje nord. Hun forkyndte fra dør til dør i hver eneste lejr i minedistrikterne og hver eneste klynge af arbejderhuse, store som små. Arbejdere højt oppe i Andesbjergene blev forbløffede når de fik besøg af en enlig kvinde, men hun var besluttet på ikke at springe et eneste besøg i sit distrikt over. Senere flyttede hun sydpå, hvor der fandtes estancias (fårefarme) på helt op til 100.000 hektarer. Folkene dér var venlige og gæstfri og bød hende ofte på et måltid. På denne og andre måder sørgede Jehova for hende, så hun altid havde det nødvendige.

Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige fyldte hendes liv.e Når hun ser tilbage på sine mange år i tjenesten, siger hun: „Jeg synes at jeg har haft et meget rigt liv. Hvert år når jeg overværer et stævne for Jehovas folk, føler jeg mig glad og tilfreds når jeg ser så mange som jeg har studeret med, forkynde den gode nyhed og lede andre til livets vand.“ Hun har haft den glæde at se antallet af lovprisere af Jehova i Chile vokse fra cirka 50 til over 44.000.

„Her er jeg! Send mig“

Efter at have hørt et foredrag bygget over Jehovas indbydelse til tjeneste i Esajas 6:8 og profetens positive svar: „Her er jeg! Send mig,“ blev Martin Pötzinger i Tyskland døbt. To år senere, i 1930, begyndte han i heltidstjenesten i Bayern.f Inden længe forbød myndighederne Jehovas vidners forkyndelse, lukkede mødesalene og konfiskerede publikationerne. Gestapo var en trussel. Men denne udvikling i 1933 satte ikke en stopper for broder Pötzingers tjeneste.

Han blev indbudt til at tjene i Bulgarien, hvor han fremholdt de bibelske publikationer ved hjælp af vidnesbyrdskort på bulgarsk. Det viste sig imidlertid at mange var analfabeter — når en familie havde modtaget læsestof, måtte børnene ofte læse det for deres forældre. Broder Pötzinger tog derfor timer i bulgarsk, der bruger det kyrilliske alfabet.

I det første år var broder Pötzinger for det meste alene. Han skrev: „Ved mindehøjtiden holdt jeg selv foredraget, jeg bad selv og jeg afsluttede selv mødet.“ I 1934 blev alle udlændinge udvist, så broder Pötzinger rejste til Ungarn. Her måtte han lære endnu et nyt sprog for at kunne forkynde den gode nyhed. Fra Ungarn rejste han til det daværende Tjekkoslovakiet og Jugoslavien.

Han havde mange dejlige oplevelser. På sin færd gennem landdistrikter og landsbyer med publikationerne i en rygsæk mødte han mange retsindige, og han mærkede Jehovas omsorg når gæstfri mennesker tilbød ham et måltid mad eller endda en seng for natten. Mange kom til hans logi for at høre mere om det trøsterige budskab om Riget, og samtalerne kunne vare til langt ud på aftenen.

Der kom også hårde trosprøver. I et fremmed land og uden penge blev han alvorligt syg. Ingen læge var villig til at hjælpe ham. Men Jehova sørgede for ham. Hvordan? Jo, omsider kontaktede man en 1. reservelæge ved det lokale hospital. Denne mand, der havde en fast tro på Bibelen, tog sig af broder Pötzinger som havde han været hans egen søn, og uden at tage betaling for det. Det havde gjort et stærkt indtryk på lægen at se den selvopofrende ånd der kom til udtryk i den unge broder Pötzingers arbejde, og han tog imod flere af Selskabets bøger som en gave.

En anden hård prøve kom i december 1936, fire måneder efter at broder Pötzinger havde giftet sig. Han blev arresteret og sendt til først én koncentrationslejr og derefter en anden, mens hans kone blev sendt til en tredje lejr. I ni år så de ikke hinanden. Jehova standsede ikke denne grusomme forfølgelse, men han gav Martin Pötzinger, hans kone Gertrud og tusinder af andre styrke til at holde ud.

Efter at han og hans kone var blevet løsladt tjente broder Pötzinger i mange år som rejsende tilsynsmand i Tyskland. Han var til stede ved de storslåede stævner der blev holdt efter krigen på Hitlers tidligere paradeplads i Nürnberg. Nu var pladsen fyldt af en vældig skare loyale tilhængere af Guds rige. Han overværede uforglemmelige stævner på Yankee Stadium i New York. Han glædede sig over at modtage undervisning på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Og i 1977 blev han medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. Hans holdning lige til han fuldførte sit jordiske livsløb i 1988 kan bedst udtrykkes med ordene: ’Ét gør jeg — jeg søger Riget først.’

Hvad det indebærer at søge Riget først

Selvopofrelse er tydeligvis ikke noget nyt blandt Jehovas vidner. Da det første bind af Millenniets Daggry udkom i 1886, blev spørgsmålet om indvielse drøftet. Det blev vist ud fra Bibelen at sande kristne vier alt, deriblandt deres evner og materielle ejendele, ja, hele deres liv, til Gud. De kristne bliver på den måde husholdere over det der er viet til Gud, og som husholdere må de stå til regnskab — ikke over for mennesker, men over for Gud.

Stadig flere bibelstudenter gav sig selv helt og fuldt i tjenesten for Jehova. De brugte alle deres evner, kræfter og ejendele på at gøre hans vilje. På den anden side var der også nogle som mente at det vigtigste var at udvikle det de kaldte en kristen karakter, så de kunne være egnede til at arve Riget sammen med Kristus.

Broder Russell havde ofte talt om at den enkelte kristne var forpligtet til at forkynde for andre om Guds rige, men efter den første verdenskrig blev der lagt endnu større vægt på dette. Artiklen „Karakter eller Pagt — hvilket?“ i Vagttaarnet for 1. juni 1926 er et godt eksempel. Den beskrev ærligt de skadelige virkninger af den såkaldte karakterudvikling, og betonede derefter betydningen af at opfylde sine forpligtelser over for Gud gennem handlinger.

Tidligere, i nummeret for oktober 1920, havde Vagt-Taarnet behandlet Jesu store profeti om ’tegnet på hans nærværelse og verdens ende’. (Matt. 24:3) Artiklen fokuserede på det forkyndelsesarbejde der skal udføres som en opfyldelse af Mattæus 24:14, og viste hvilket budskab der skal forkyndes: „De gode Budskaber her drejer sig om den gamle Samfundsordens Ende og Messiasrigets Oprettelse.“ Vagt-Taarnet forklarede at på grundlag af den rækkefølge hvori Jesus nævnte dette og de andre dele af tegnet, kunne man slutte at dette arbejde skulle udføres „i Tiden mellem den store Verdenskrig [den første verdenskrig] og Tiden for den ’store Trængsel’, som Mesteren omtalte i Matthæus 24, 21. 22.“ Dette arbejde hastede. Hvem ville udføre det?

Ansvaret påhvilede tydeligvis medlemmerne af den sande kristne menighed. Men i Vagttaarnet for 1. oktober 1932 blev de tilskyndet til at opfordre „Jonadabskaren“ til også at deltage i arbejdet, i overensstemmelse med ånden i Åbenbaringen 22:17. Jonadabskarens medlemmer — der havde håb om at opnå evigt liv på en paradisisk jord — fulgte opfordringen, mange af dem med stor nidkærhed.

Betydningen af dette arbejde er blevet stærkt betonet: „Det er lige saa nødvendigt at tage Del i Herrens Gerning, som det er at være med paa et Møde,“ skrev Vagttaarnet i 1921. „Enhver af os maa være en Forkynder af Evangeliet,“ påpegede bladet i 1922. „Jehova har gjort prædiken til det vigtigste arbejde, nogen af os kunne udføre her i verden,“ skrev det i 1950. Apostelen Paulus’ erklæring i Første Korintherbrev 9:16 er ofte blevet citeret: „Det er pålagt mig som en nødvendighed. Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ Dette skriftsted er blevet anvendt om hvert enkelt Jehovas vidne.

Hvor mange forkynder? I hvilken udstrækning? Hvorfor?

Blev nogen tvunget til at deltage i dette arbejde mod deres vilje? „Nej,“ svarede Vagt-Taarnet for oktober 1919. „Ikke en eneste tvinges til at gøre noget som helst. Det er altsammen en frivillig Tjeneste, som udføres af Kærlighed til Herren og hans retfærdige Sag. Herren tvinger aldrig nogen.“ Om motivet til en sådan tjeneste skrev Vagttaarnet for december 1922 videre: „Den, der virkelig har Taknemmelighed i sit Hjerte og værdsætter, hvad Gud har gjort for ham, vil ogsaa ønske at gøre noget til Gengæld; og jo mere hans Værdsættelse af Guds Godhed mod ham forøges, desto større vil hans Kærlighed blive; og jo større hans Kærlighed er, desto større vil hans Ønske være om at tjene Ham.“ Det blev forklaret at kærligheden til Gud kommer til udtryk ved at man holder hans bud, og et af disse bud går ud på at man skal forkynde den gode nyhed om Guds rige. — Es. 61:1, 2; 1 Joh. 5:3.

De der har påtaget sig dette arbejde har ikke ladet sig lede af verdslig ærgerrighed. De er blevet forberedt på at når de går fra hus til hus eller tilbyder læsestof på gaden vil de blive betragtet som „daaragtige, svage, ringe og betydningsløse“, og at de vil blive foragtet og forfulgt og ikke ’regnet for ret meget set fra et verdsligt synspunkt’. Men de véd at Jesus og hans disciple i det første århundrede blev behandlet på samme måde. — Joh. 15:18-20; 1 Kor. 1:18-31.

Mener Jehovas vidner at de ved deres forkyndelse på en eller anden måde gør sig fortjent til at blive frelst? Absolut ikke! Bogen Forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud, der siden 1983 er blevet brugt for at hjælpe dem der studerer Bibelen til at vokse til kristen modenhed, behandler dette spørgsmål. Det hedder heri: „Jesu offer har . . . givet os mulighed for evigt liv . . . Dette er ikke en løn som vi kan gøre os fortjent til. Uanset hvor meget vi gør for Jehova, kan vi aldrig indlægge os en sådan fortjeneste hos ham at han vil skylde os livet. Evigt liv er ’den gave Gud giver . . . ved Kristus Jesus, vor Herre’. (Rom. 6:23; Ef. 2:8-10) Men hvis vi har tro på denne gave og værdsætter den måde den er blevet muliggjort på, vil vi ikke desto mindre vise dette i gerning. Når vi forstår hvordan Jehova på storslået vis har benyttet Jesus til at udføre sin vilje og hvor vigtigt det er at vi alle følger nøje i Jesu fodspor, vil vi gøre den kristne tjeneste til noget af det vigtigste i vort liv.“

Kan alle Jehovas vidner kaldes forkyndere af Guds rige? Ja! Dét er netop hvad det vil sige at være et af Jehovas vidner. For godt og vel 50 år siden følte nogle at de ikke behøvede at deltage i tjenesten ved at forkynde offentligt og fra hus til hus. Men i dag mener ingen af Jehovas vidner at de kan blive fritaget fra denne tjeneste på grund af den stilling de har i den lokale menighed eller i den verdensomspændende organisation. Alle er med; både mænd og kvinder, unge og gamle. De betragter det som et dyrebart privilegium, en hellig tjeneste. Ikke så få deltager trods store fysiske svagheder. Og de der ikke er i stand til at gå fra hus til hus, finder andre måder at komme i kontakt med folk på for at aflægge et personligt vidnesbyrd.

Før i tiden var der en tendens til at lade nye deltage i forkyndelsen for hurtigt, men i de senere årtier er der blevet lagt større vægt på at nye skal være kvalificerede før de indbydes til at være med. Hvad vil det sige? Ikke at de skal kunne forklare alt hvad der står i Bibelen. Men som bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste forklarer, skal de kende Bibelens grundlæggende læresætninger og tro på dem. De skal også leve et rent liv, et liv som er i harmoni med Bibelens normer. Hver enkelt skal oprigtigt ønske at være et af Jehovas vidner.

Det forventes ikke at alle Jehovas vidner forkynder lige meget. De enkeltes situation og personlige forhold varierer. Alder, helbred, familieforpligtelser og graden af værdsættelse spiller også ind. Det har man altid været klar over. Det blev understreget i Vagttårnet for 1. april 1951 i forbindelse med en behandling af „den gode jord“ i Jesu billedtale om sædemanden i Lukas 8:4-15. Lærebogen Kursus i Rigets tjeneste, der blev udarbejdet til de ældste i 1972 (dansk 1973), analyserede kravet om at man skal ’elske Jehova af hele sin sjæl’ og forklarede at „det væsentlige ikke er hvor meget man udretter i forhold til hvad en anden udretter, men at man gør hvad man kan“. (Mark. 14:6-8) Den tilskyndede imidlertid til ærlig selvransagelse, for den viste også at dette indebærer at „vi tjener Gud af kærlighed med hver eneste fiber; ingen funktion, ingen evne, intet ønske i livet er undtaget“. Alle vore evner og kræfter, hele vor sjæl, må mobiliseres i bestræbelsen for at gøre Guds vilje. Lærebogen understregede: „Gud kræver ikke blot at man er med, men at man tjener af hele sin sjæl.“ — Mark. 12:30.

Ufuldkomne mennesker er desværre tilbøjelige til at gå til yderligheder og lægge vægt på ét, mens de forsømmer noget andet. I 1906 fandt broder Russell det derfor nødvendigt at sige nogle advarende ord. Han påpegede at det at være selvopofrende ikke vil sige at ofre andre. Det vil ikke sige at undlade at forsørge sin kone, sine mindreårige børn eller sine gamle forældre for at være fri til at forkynde for andre. Siden da er der fra tid til anden blevet bragt lignende påmindelser i Vagttårnsselskabets publikationer.

Ved hjælp af Guds ord har hele organisationen bestræbt sig for at nå frem til kristen ligevægt — at være nidkær i tjenesten for Gud, og samtidig vise alt hvad det indebærer at være en sand kristen, passende opmærksomhed. Selv om tanken om „karakterudvikling“ var baseret på en forkert forståelse, har Vagttårnet vist at åndens frugter og en kristen opførsel ikke må undervurderes. I 1942 havde bladet denne direkte formaning: „[Nogle] har draget den Slutning, at naar blot de er optaget af Vidnearbejdet, kan de ellers ustraffet følge deres egen Vej. Vi bør lægge os paa Sinde, at det ikke er nok at være aktiv i Vidnearbejdet.“ — 1 Kor. 9:27.

Det vigtigste kommer i første række

Jehovas vidner har indset at det at ’søge riget og Guds retfærdighed først’ er et spørgsmål om at forstå hvad der er det vigtigste, og så lade dette komme i første række. Det indebærer at sætte tilstrækkelig tid af til personligt studium af Guds ord og regelmæssig mødedeltagelse, og ikke lade noget andet komme i vejen for dette. Det indebærer at træffe afgørelser der genspejler et oprigtigt ønske om at opfylde de bibelske krav til Guds riges undersåtter. Det vil blandt andet sige at man må bruge de bibelske principper som grundlag for afgørelser der har at gøre med familieliv, adspredelser, verdslig uddannelse, arbejde, forretningsanliggender og forholdet til andre.

At søge Riget først indebærer mere end blot at tale lidt med andre hver måned om Guds hensigt. Man må lade Rigets interesser komme først på alle livets områder, samtidig med at man varetager andre bibelske forpligtelser.

Indviede vidner for Jehova fremmer Rigets interesser på mange måder.

Den forret at tjene på Betel

Nogle tjener som medlemmer af den verdensomspændende betelfamilie. Det er heltidstjenere der frivilligt har meldt sig til at udføre en hvilken som helst opgave de måtte blive sat til — at udarbejde og trykke bibelsk læsestof, at udføre nødvendigt kontorarbejde, at lave mad, at gøre rent og så videre. Det er ikke et arbejde der giver dem fremtrædende stillinger eller materiel rigdom. De ønsker at ære Jehova, og de er tilfredse med det de får i form af mad, husly og en beskeden sum til dækning af personlige udgifter. På grund af den måde betelfamiliens medlemmer lever på, betragter verdslige myndigheder i De Forenede Stater og flere andre lande dem som medlemmer af en religiøs orden der har aflagt løfte om at leve i fattigdom. De der er på Betel er glade for at kunne bruge deres liv fuldt ud i tjenesten for Jehova og for at udføre et stykke arbejde der er til gavn for mange af deres kristne brødre og nyinteresserede, somme tider i flere lande. I lighed med alle andre Jehovas vidner deltager de også regelmæssigt i forkyndelsen.

Den første betelfamilie (eller bibelhusfamilie, som den dengang blev kaldt) boede i Allegheny, Pennsylvanien. I 1896 havde den 12 medlemmer. I 1992 tjente over 12.900 på Betel i 99 lande. Dertil kommer at i hundredvis af andre frivillige har boet uden for Betel og rejst frem og tilbage hver dag for at arbejde på betelhjem og trykkerier, i perioder hvor der ikke har været boliger nok til alle på Betel. De har betragtet det som en forret at være med til at arbejde der. Når behovet opstår tilbyder tusinder af andre forkyndere at tage fri fra deres verdslige arbejde og anden virksomhed i kortere eller længere tid for at hjælpe med at opføre bygninger som Selskabet har brug for i forbindelse med den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige.

Mange af den internationale betelfamilies medlemmer har gjort tjenesten på Betel til deres livsgerning. Frederick W. Franz, der i 1977 blev Vagttårnsselskabets fjerde præsident, havde på det tidspunkt allerede været medlem af betelfamilien i New York i 57 år, og han fortsatte i beteltjenesten i yderligere 15 år, til sin død i 1992. Heinrich Dwenger begyndte at tjene på Betel i Tyskland i 1911, og derefter udførte han ydmygt et hvilket som helst arbejde han fik tildelt. Da han døde i 1983, tjente han på Betel i Thun i Schweiz. George Phillips fra Skotland tog i 1924 imod en indbydelse til at tjene på afdelingskontoret i Sydafrika (der dengang førte tilsyn med forkyndelsen fra Cape Town til Kenya) og fortsatte med at tjene i Sydafrika frem til sin død i 1982 (da der var syv afdelingskontorer og cirka 160.000 forkyndere inden for det samme område). Kristne søstre, deriblandt Kathryn Bogard, Grace DeCecca, Irma Friend, Alice Berner og Mary Hannan, viede også hele deres voksne liv til tjenesten på Betel og fortsatte lige til deres død. Mange andre medlemmer af betelfamilien har ligeledes tjent i 10, 30, 50, 70 eller flere år.g

Selvopofrende rejsende tilsynsmænd

På verdensbasis er der cirka 3900 kreds- og områdetilsynsmænd som sammen med deres hustruer tjener hvor der er behov, som regel i deres hjemland. Mange af dem har forladt deres hjem og flytter nu hver eneste uge eller med få ugers mellemrum for at betjene de menigheder de har fået tildelt. De får ingen løn, men er taknemmelige for mad og husly der hvor de tjener, foruden en beskeden sum til dækning af personlige udgifter. I 1992 var der i De Forenede Stater 499 kreds- og områdetilsynsmænd. Deres gennemsnitsalder var 54 år, og nogle af dem havde varetaget denne opgave i 30-40 år eller endnu længere. I flere lande har de rejsende tilsynsmænd bil. I Stillehavsområdet kræver distriktet ofte at de rejser med fly og skib. Mange steder kommer kredstilsynsmændene ud til fjerntliggende menigheder på hesteryg eller til fods.

Pionerer dækker et vigtigt behov

For at få den gode nyhed forkyndt på steder hvor der ikke er nogen forkyndere, eller for at skaffe hjælp til steder hvor der er særlige behov, udsender Det Styrende Råd specialpionerer. Det er heltidsforkyndere der bruger mindst 140 timer i tjenesten hver måned. De stiller sig til rådighed så de kan tjene hvor som helst der måtte være brug for dem i deres eget land eller, i nogle tilfælde, i et naboland. Eftersom de krav der stilles til dem bevirker at de næsten ingen tid har til at udføre verdsligt arbejde for at dække deres materielle behov, får de en lille godtgørelse til husleje og andre nødvendige ting. I 1992 var der over 14.500 specialpionerer rundt om på jorden.

Da de første specialpionerer blev sendt ud i 1937, førte de an i arbejdet med at spille grammofonplader med bibelske foredrag fra hus til hus, og de brugte også plader som grundlag for bibelske samtaler ved genbesøg. Det blev gjort i storbyer hvor der allerede fandtes menigheder. Få år senere begyndte man at sende specialpionererne ud til områder hvor der ikke fandtes menigheder, eller hvor menighederne havde et stort behov for hjælp. Som følge af deres ihærdige arbejde blev der oprettet i hundredvis af nye menigheder.

I stedet for at gennemgå et distrikt og så flytte videre, gennemarbejdede de et bestemt område flere gange, fulgte al interesse op og ledede bibelstudier. De arrangerede møder for de interesserede. En specialpioner der blev sendt til Lesotho i det sydlige Afrika indbød alle han traf den første uge han var der, til at komme og se hvordan Jehovas vidner leder den teokratiske skole. Han og hans familie gennemførte hele programmet. Så inviterede han alle til vagttårnsstudiet. Efter at den første nysgerrighed var tilfredsstillet, var der 30 som fortsatte med at komme til vagttårnsstudiet, og den teokratiske skole blev gennemsnitlig overværet af 20. I lande hvor gileadmissionærer gjorde meget for at få forkyndelsen af den gode nyhed i gang, var der undertiden en hurtigere vækst når de indfødte forkyndere begyndte at kvalificere sig til specialpionertjenesten, for de kunne i mange tilfælde udføre en endnu mere virkningsfuld tjeneste blandt lokalbefolkningen.

Foruden disse nidkære forkyndere er der hundredtusinder af andre Jehovas vidner som også energisk fremmer Rigets interesser. Blandt disse er der unge og gamle, mænd og kvinder, gifte og ugifte. Almindelige pionerer bruger mindst 90 timer om måneden i forkyndelsen, og hjælpepionerer bruger mindst 60 timer. De bestemmer selv hvor de vil forkynde. De fleste af dem samarbejder med en menighed; enkelte flytter til isolerede områder. De får til dagen og vejen ved at udføre lidt verdsligt arbejde. Mange støttes økonomisk af deres familie. I 1992 deltog over 914.500 i denne tjeneste som almindelige pionerer eller hjælpepionerer.

Særlige skoler

For at dygtiggøre dem der melder sig til forskellige tjenestegrene er der blevet oprettet særlige skoler. Siden 1943 har Gileadskolen for eksempel oplært tusinder af erfarne forkyndere til missionærtjenesten, og de der har gennemgået skolen er blevet sendt ud til alle dele af verden. I 1987 blev Skolen for Udnævnte Tjenere oprettet for at dække særlige behov, deriblandt behovet for brødre der kan føre tilsyn med menighederne og varetage andre opgaver. Denne skole har klasser i flere forskellige lande, hvilket betyder at eleverne ikke behøver at rejse så langt eller at lære et nyt sprog for at gennemgå skolen. Alle der bliver indbudt til denne skole er ældste eller menighedstjenere som har vist at de virkelig søger Riget først. Mange har stillet sig til rådighed for tjeneste i andre lande. De lægger samme ånd for dagen som profeten Esajas, der sagde: „Her er jeg! Send mig.“ — Es. 6:8.

I 1977 oprettede man pionerskolen for at hjælpe almindelige pionerer og specialpionerer til at blive endnu dygtigere. Skolen blev så vidt muligt afholdt i hver eneste kreds over hele jorden. Alle pionerer blev indbudt til at få gavn af dette kursus, der varer to uger. Senere har nye pionerer fået den samme oplæring efter at de har tjent i et år. Frem til 1992 havde over 100.000 pionerer gennemgået skolen alene i De Forenede Stater; hvert år gennemgik over 10.000 skolen. Andre 55.000 havde gennemgået pionerskolen i Japan, 38.000 i Mexico, 25.000 i Brasilien og 25.000 i Italien. Når kredstilsynsmanden besøger menighederne to gange om året, holder han desuden et særligt møde med pionererne, og i forbindelse med det årlige kredsstævne holder både kreds- og områdetilsynsmanden et andet særligt møde med dem. De der udgør den store hær af pionerer er således ikke bare villige forkyndere, men også veluddannede ordets tjenere.

Tjeneste hvor behovet er større

Mange tusind Jehovas vidner — hvoraf nogle er pionerer, andre ikke — har stillet sig til rådighed for tjenesten ikke blot på deres hjemegn men også andre steder hvor der er et stort behov for forkyndere af den gode nyhed. Hvert år er der tusinder som tilbringer nogle uger eller måneder, alt efter hvad de har mulighed for, i distrikter der ofte ligger langt fra deres hjem, for at forkynde for folk der ikke regelmæssigt får besøg af Jehovas vidner. Tusinder af andre har rykket teltpælene op og er flyttet til nye steder for at hjælpe til gennem længere tid. Mange af dem er ægtepar eller familier med børn. De er måske ikke flyttet så langt væk, men nogle er flyttet gentagne gange i årenes løb. Adskillige af disse nidkære forkyndere er endda flyttet til fremmede lande — nogle i få år, andre for altid. De udfører det verdslige arbejde der skal til for at de kan dække deres behov, og de betaler selv udgifterne i forbindelse med flytningen. De har kun ét ønske: at have så stor en andel i at forkynde budskabet om Riget som deres situation tillader.

Når familiens overhoved ikke er et af Jehovas vidner, hænder det at han og familien flytter på grund af hans arbejde. Men de i familien der er Jehovas vidner, betragter dette som en lejlighed til at udbrede budskabet om Riget. Det gjaldt for eksempel to forkyndere fra De Forenede Stater der i slutningen af 1970’erne opholdt sig på en byggeplads i Surinams jungle. To gange om ugen stod de op klokken 4 om morgenen, kørte en time i en firmabus ad dårlige veje til en landsby, og tilbragte så hele dagen med at forkynde dér. Inden længe ledede de 30 bibelstudier hver uge med mennesker der hungrede efter sandheden. I dag er der en menighed i dette regnskovsområde hvor der aldrig tidligere var blevet forkyndt.

De benytter enhver lejlighed til at forkynde

Det er naturligvis ikke alle Jehovas vidner der flytter til et andet land eller et andet sted for at forkynde. Og ikke alle har mulighed for at være pionerer. Men de ved alle at Bibelen opfordrer dem til at „anvende al iver og alvor“ og ’have rigeligt at gøre i Herrens gerning’. (2 Pet. 1:5-8; 1 Kor. 15:58) De viser at de søger Riget først ved at sætte dets interesser over verdsligt arbejde og adspredelser. De hvis hjerte er fyldt med værdsættelse af Riget deltager regelmæssigt i forkyndelsen i det omfang deres forhold tillader det, og mange af dem foretager forandringer for at kunne gøre mere i forkyndelsen. De er desuden hele tiden på udkig efter passende lejligheder til at fortælle andre om Guds rige.

Som et eksempel kan nævnes John Furgala, der lavede en pæn udstilling af bibelske publikationer i sin isenkramforretning i Guayaquil, Ecuador. Mens hans medhjælper ekspederede en ordre, benyttede John lejligheden til at forkynde for kunden.

En nidkær forkynder i Nigeria som forsørgede sin familie ved at arbejde som elektroinstallatør, var også besluttet på at udnytte sine særlige muligheder for at aflægge vidnesbyrd. Eftersom han havde sit eget værksted bestemte han selv timeplanen på arbejdspladsen. Hver morgen før arbejdet begyndte sørgede han for at hans kone, hans børn og hans ansatte, deriblandt flere lærlinge, blev samlet til en drøftelse af dagsteksten og oplevelser fra Jehovas Vidners Årbog. Ved hvert årsskifte gav han kunderne en af Vagttårnsselskabets kalendere sammen med to blade. Dette har ført til at flere af hans ansatte og nogle af hans kunder er begyndt at tilbede Jehova sammen med ham.

Mange andre Jehovas vidner har vist den samme indstilling. Uanset hvad de foretager sig leder de hele tiden efter muligheder for at fortælle andre om den gode nyhed.

En stor hær af lykkelige heltidsforkyndere

Jehovas vidners nidkærhed i forkyndelsen af den gode nyhed er ikke aftaget med årene. Mange af dem de besøger siger meget bestemt at de ikke er interesserede, men andre er taknemmelige for at Jehovas vidner hjælper dem til at forstå Bibelen. Jehovas vidner er fast besluttede på at fortsætte med at forkynde indtil Jehova selv giver klart til kende at arbejdet er fuldført.

Jehovas Vidners verdensomspændende samfund har ikke sat tempoet ned, men har snarere intensiveret forkyndelsen. I 1982 viste årsrapporten at der var blevet anvendt 384.856.662 timer i tjenesten i hele verden. Ti år senere (i 1992) blev der anvendt 1.024.910.434 timer i denne gerning. Hvad var forklaringen på denne store vækst?

Der var naturligvis blevet flere Jehovas vidner. Men væksten i antallet af forkyndere stod ikke i forhold til væksten i antallet af timer. I løbet af samme periode steg forkyndertallet med 80 procent, mens antallet af pionerer steg med 250 procent. Hver måned deltog gennemsnitlig 1 ud af 7 Jehovas vidner i hele verden i en gren af heltidsforkyndelsen.

Hvem var disse pionerer? I Republikken Korea er mange af forkynderne husmødre. På grund af familieforpligtelser har de ikke alle mulighed for at være almindelige pionerer, men mange af dem bruger den lange skoleferie om vinteren som en anledning til at være hjælpepionerer. Det betyder at 53 procent af det samlede antal forkyndere i Republikken Korea deltog i en form for heltidstjeneste i januar 1990.

I de første år der blev forkyndt på Filippinerne var det de filippinske brødres nidkære pionerånd der fik dem til at besøge de flere hundrede beboede øer med budskabet om Riget. Og nidkærheden er vokset siden da. I 1992 var der hver måned gennemsnitlig 22.205 pionerer på Filippinerne. Blandt dem var der mange unge som havde valgt at ’huske på deres store Skaber’ og bruge ungdommens kræfter i tjenesten for ham. (Præd. 12:1) Efter at have været pioner i ti år sagde en af disse unge: „Jeg har lært at være tålmodig, at føre et enkelt liv, at stole på Jehova og at være ydmyg. Jeg har naturligvis også oplevet vanskeligheder og skuffelser, men de er for intet at regne i sammenligning med de velsignelser som pionertjenesten har givet mig.“

I april og maj 1989 bragte Vagttårnet en afsløring af Babylon den Store, den falske religion i dens mange former verden over. Artiklerne blev bragt samtidig på 39 sprog og fik stor udbredelse. I Japan, hvor pionertallet ofte har været over 40 procent af forkyndertallet, var der et højdepunkt på 41.055 hjælpepionerer i april det år. I Otsuka menighed i Takatsuki i præfekturet Osaka var 73 af de 77 døbte forkyndere med i en form for pionertjeneste i den måned. Den 8. april, da alle forkynderne i Japan blev opfordret til at være med til at udbrede dette vigtige budskab, arrangerede i hundredvis af menigheder, deriblandt Ushioda menighed i Yokohama, gadearbejde og tjeneste fra hus til hus hele dagen, fra klokken 7 om morgenen til klokken 8 om aftenen, for at nå så mange som muligt i distriktet.

Ligesom alle andre steder arbejder Jehovas vidner i Mexico for at dække deres materielle behov. Men i 1992 var der også her hver måned gennemsnitlig 50.095 Jehovas vidner som gav rum for pionertjenesten for at hjælpe sandhedshungrende mennesker til at lære om Guds rige. Nogle familier samarbejdede sådan at alle familiens medlemmer, eller i det mindste nogle af dem, kunne være pionerer. Tjenesten i Mexico bærer god frugt. I 1992 ledede forkynderne dér regelmæssigt 502.017 hjemmebibelstudier med enkeltpersoner og familier.

Der hviler et stort ansvar på de ældste der betjener Jehovas Vidners menigheder. I Nigeria er de fleste ældste familieforsørgere, og det samme gælder mange andre steder. Ud over at forberede sig til møderne, så de kan lede dem eller deltage i dem, og vogte Guds hjord, er nogle af dem også pionerer. Hvordan kan det lade sig gøre? En omhyggelig planlægning af tiden og et godt samarbejde i familien er ofte vigtige faktorer.

Det er tydeligt at Jehovas vidner verden over har fulgt Jesu opfordring til at ’blive ved med først at søge riget’. (Matt. 6:33) Det de gør, vidner om deres inderlige kærlighed til Jehova og deres værdsættelse af hans suverænitet. Ligesom salmisten David siger de: „Jeg vil ophøje dig, min Gud Kongen, og jeg vil velsigne dit navn til fjerne tider, ja, for evigt.“ — Sl. 145:1.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 292]

Større vægt på pligten til at forkynde

[Tekstcitat på side 293]

De betragter forkyndelsen fra hus til hus som et dyrebart privilegium

[Tekstcitat på side 294]

Forståelse af hvad det vil sige at tjene Jehova af hele sin sjæl

[Tekstcitat på side 295]

Hvad det indebærer at ’søge riget først’

[Tekstcitat på side 301]

Nidkære forkyndere sætter Rigets interesser over verdsligt arbejde og adspredelser

[Ramme på side 288]

„Hvor er de ni?“

Alle der i 1928 overværede højtiden til minde om Kristi død, fik en traktat med titlen „Hvor er de ni?“ Traktatens gennemgang af ordene i Lukas 17:11-19 appellerede til Claude Goodmans hjerte og fik ham til at begynde som kolportør (pioner) og holde ud i denne tjeneste.

[Grafisk fremstilling på side 303]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Flere pionerer!

Procentvis vækst siden 1982

Pionerer

Forkyndere

250%

200%

150%

100%

50%

1982 1984 1986 1988 1990 1992

[Illustration på side 284]

Søster Early cyklede gennem store dele af New Zealand for at forkynde budskabet om Riget

[Illustration på side 285]

Malinda Keefer brugte 76 år af sit liv i heltidstjenesten — som ugift, som gift og derefter som enke

[Illustrationer på side 286]

Nogle af de første pionerer boede i enkle husvogne og flyttede fra sted til sted

Canada

Indien

[Illustration på side 287]

Frank Rice (stående til højre), Clem Deschamp (siddende foran Frank sammen med sin kone, Jean) og en gruppe trosfæller og nyinteresserede på Java

[Illustrationer på side 288]

I sit lange liv i heltidstjenesten kom Claude Goodman til Indien og syv andre lande

[Illustration på side 289]

Mens Ben Brickell havde et godt helbred glædede han sig over at bruge det i tjenesten for Jehova. Alvorlige helbredsproblemer senere hen fik ham ikke til at give op

[Illustration på side 290]

Kathe Palm forkyndte i alle slags distrikter, fra kontorbygninger i storbyer til de mest fjerntliggende minedistrikter og fårefarme i Chile

[Illustration på side 291]

Martin og Gertrud Pötzingers faste beslutning kan udtrykkes med ordene: ’Ét gør jeg — jeg søger Riget først’

[Illustrationer på side 296, 297]

Beteltjeneste

Personligt studium er vigtigt for betelfamiliens medlemmer

Spanien

På alle betelhjem begynder dagen med en drøftelse af et skriftsted

Finland

Arbejdet er varieret, men alt har til formål at fremme forkyndelsen af Guds rige

Frankrig

Papua Ny Guinea

De Forenede Stater

Tyskland

Filippinerne

Mexico

England

Nigeria

Holland

Brasilien

Japan

Sydafrika

I 1992 var der 12.974 som arbejdede på Betel i 99 lande

Ligesom alle andre Jehovas vidner deltager betelfamiliens medlemmer i forkyndelsen

Schweiz

Hver mandag aften studerer betelfamilien „Vagttårnet“ sammen

Italien

[Illustrationer på side 298]

Nogle der har tjent længe på Betel

F. W. Franz — De Forenede Stater (1920-92)

Heinrich Dwenger — Tyskland (omkring 15 år i tiden 1911-33), Ungarn (1933-35), Tjekkoslovakiet (1936-39) og Schweiz (1939-83)

George Phillips — Sydafrika (1924-66, 1976-82)

To kødelige søstre (Kathryn Bogard og Grace DeCecca) som tilsammen tjente i 136 år på Betel — De Forenede Stater

[Illustration på side 300]

Pionerskolen (her i Japan) har givet titusinder af nidkære forkyndere en særlig oplæring

Kapitel 19

Voksende indbyrdes kærlighed

JESU KRISTI apostle pegede i breve til deres trosfæller på hvor vigtigt det er at den enkelte ikke bare vokser i nøjagtig kundskab men også i kærlighed. Grundlaget for dette var den kærlighed Gud selv havde vist, og Kristi selvopofrende kærlighed. Det var jo i Kristi fodspor de bestræbte sig for at vandre. (Joh. 13:34, 35; Ef. 4:15, 16; 5:1, 2; Fil. 1:9; 1 Joh. 4:7-10) De udgjorde et brodersamfund, og når de hjalp hinanden blev kærlighedens bånd styrket.

Da brødrene i Judæa fik økonomiske vanskeligheder på grund af hungersnød, sendte de kristne i Syrien og Grækenland materielle bidrag for at hjælpe dem. (Apg. 11:27-30; Rom. 15:26) Når nogle blev forfulgt, havde andre kristne inderligt ondt af dem og prøvede at hjælpe dem. — 1 Kor. 12:26; Hebr. 13:3.

Alle mennesker er naturligvis i stand til at vise kærlighed, og det er ikke kun kristne der hjælper deres medmennesker. Men i den romerske verden lagde man mærke til at de kristnes kærlighed var anderledes. Tertullian, der havde været jurist i Rom, citerede hvad folk sagde om de kristne: „’Se,’ siger de, ’hvordan de elsker hinanden . . . og hvordan de er rede til at dø for hinanden.’“ (Forsvarsskrift for de kristne, oversat af Niels Willert, XXXIX, 7) John Hurst skriver i sin bog History of the Christian Church (bind I, side 146) at når der var pest i oldtidens Karthago og Alexandria, jog folk de syge bort og rev alle værdier af de døende. De kristne i disse områder delte derimod det de havde med andre, fortæller han. De plejede de syge og begravede de døde.

Viser Jehovas vidner i vor tid en sådan omsorg for andres ve og vel? Er der i så fald tale om enkeltstående tilfælde, eller er det noget organisationen som helhed tilskynder til og støtter?

Kærlig hjælp i de lokale menigheder

Jehovas vidner betragter det som en del af deres gudsdyrkelse at tage sig af menighedens faderløse og enker, og af andre troende der befinder sig i vanskelige situationer. (Jak. 1:27; 2:15-17; 1 Joh. 3:17, 18) De verdslige myndigheder sørger i regelen for at der findes sygehuse, ældreboliger og bistandsordninger for arbejdsløse, og Jehovas vidner støtter dette ved at betale deres skat samvittighedsfuldt. Men da de ved at kun Guds rige kan bringe en varig løsning på menneskenes problemer, bruger de først og fremmest deres ressourcer på at fortælle andre om Riget. Det er en vigtig tjeneste som ingen jordisk regering yder.

I Jehovas Vidners over 69.000 menigheder i hele verden dækkes de særlige behov der opstår på grund af alderdom og sygdom, normalt på personlig basis. Som det fremgår af Første Timoteusbrev 5:4, 8 er det i første række den enkelte kristnes pligt at tage sig af sin husstand. Børn, børnebørn og andre nære slægtninge viser kristen kærlighed ved at hjælpe gamle og syge efter behov. Jehovas Vidners menigheder undergraver ikke denne ansvarsfølelse ved at overtage pligter som påhviler den nærmeste familie. Men hvis en der er gammel og syg ingen nære pårørende har, eller hvis de pårørende ikke kan bære byrden på egen hånd, vil andre i menigheden kærligt træde til. Når det er nødvendigt, kan menigheden som et hele sørge for at en broder eller søster der har tjent trofast i mange år, får den nødvendige hjælp. — 1 Tim. 5:3-10.

Det overlades ikke til tilfældighederne om der ydes hjælp. På Rigets Tjenesteskole, som de ældste har gennemgået med jævne mellemrum siden 1959, er det ofte blevet understreget hvilke forpligtelser de som hyrder for hjorden har på dette område. (Hebr. 13:1, 16) Ikke sådan at forstå at de ikke var opmærksomme på dette behov før 1959. Som eksempel kan nævnes at menigheden i Oldham i Lancashire, England, i 1911 sørgede for materiel hjælp til dem i menigheden der havde økonomiske problemer. Men efterhånden som den verdensomspændende organisation er vokset, er der også flere der har alvorlige problemer, og Jehovas vidner er blevet stadig mere opmærksomme på hvad de ifølge Bibelen bør gøre i sådanne situationer. Især i de senere år er den enkelte kristnes ansvar over for dem der har særlige behov — de ældre, de syge, eneforsørgerne og dem der har økonomiske vanskeligheder — blevet drøftet af alle menighederne ved deres møder.a

Jehovas vidners omsorg for andre strækker sig langt videre end til blot at sige: „Hold jer varme og mætte.“ De viser kærlig, personlig interesse. (Jak. 2:15, 16) Lad os se på nogle eksempler.

Da en ung svensk kvinde, et af Jehovas vidner, i 1986 fik meningitis under et besøg i Grækenland, erfarede hun hvad det vil sige at have kristne brødre og søstre i mange lande. Hendes fader i Sverige blev underrettet. Han satte sig straks i forbindelse med en ældste i den lokale menighed af Jehovas Vidner i Sverige, og fik gennem ham kontakt med en forkynder i Grækenland. Lige til søsteren tre uger senere var i stand til at rejse tilbage til Sverige, havde hun altid nogle af sine nye venner ved sin side.

Da en ældre forkynder, en enkemand i Wallaceburg i Ontario, Canada, havde brug for hjælp, optog nogle af hans trosfæller ham i deres familie, og viste dermed værdsættelse af den åndelige hjælp han tidligere havde ydet dem. Da de få år senere flyttede til Barry’s Bay, flyttede han med. Han boede hos dem og fik kærlig pleje gennem 19 år, frem til sin død i 1990.

Et ægtepar i New York som er Jehovas vidner, tog sig af en ældre mand der overværede møderne i deres rigssal. Det fortsatte de med i cirka 15 år, lige til han døde i 1986. Efter at han havde fået et slagtilfælde sørgede de for at købe ind, gøre rent, lave mad og vaske tøj for ham. De behandlede ham som havde han været deres fader.

Også andre former for behov vises opmærksomhed. Et ægtepar i De Forenede Stater havde solgt deres hus og var flyttet til Montana for at hjælpe en menighed dér. Med tiden opstod der imidlertid alvorlige helbredsproblemer, broderen blev fyret fra sit arbejde, og det kneb med økonomien. Hvordan skulle de klare sig? Broderen bad Jehova om hjælp. Lige da han var færdig med sin bøn, bankede en trosfælle på døren. De gik sammen ud for at få en kop kaffe. Da broderen kom hjem, fandt han køkkenbordet fuldt af købmandsvarer. Sammen med varerne lå en konvolut med nogle penge og en seddel hvorpå der stod: „Fra jeres brødre og søstre, der elsker jer meget højt.“ Medlemmerne af deres menighed havde lagt mærke til at de havde et behov, og de havde alle været med til at dække det. Parret var dybt bevæget over dette udtryk for kærlighed og kunne ikke holde tårerne tilbage. De takkede Jehova, som ved sit eksempel ansporer sine tjenere til at vise kærlighed.

Det er kendt vidt og bredt at Jehovas vidner viser gavmildhed og omsorg når nogle iblandt dem er i nød, og bedragere har undertiden udnyttet dette. Jehovas vidner har derfor måttet lære at være forsigtige, uden dog at undertrykke deres ønske om at hjælpe de nødlidende.

Hjælp i krigstid

Mange steder i verden befinder folk sig i den yderste nød på grund af krig. Forskellige hjælpeorganisationer søger at komme dem til undsætning, men dette apparat arbejder ofte langsomt. Jehovas vidner mener ikke at det arbejde sådanne organisationer udfører, fritager dem for ansvaret over for deres kristne brødre i disse områder. Når de ved at deres brødre er i nød, ’lukker de ikke deres inderlige medfølelses dør for dem’, men gør straks alt hvad de kan for at hjælpe. — 1 Joh. 3:17, 18.

Under den anden verdenskrig var der mangel på de mest nødvendige ting i mange lande. De Jehovas vidner der boede på landet og stadig havde mad, delte imidlertid med mindre heldigt stillede brødre i byerne. I Holland var dette forbundet med stor risiko på grund af nazisternes strenge restriktioner. På en sådan fødevareekspedition ledede Gerrit Böhmermann en gruppe brødre på budcykler med lasten tildækket af presenninger. Pludselig kom de til et kontrolsted i byen Alkmaar. „Der var ikke andet at gøre end helt at forlade sig på Jehova,“ siger Gerrit. Uden at sætte farten ned råbte han højt til officeren: „Wo ist Amsterdam?“ (Hvor går vejen til Amsterdam?) Officeren trådte til side, pegede fremad og råbte: „Geradeaus!“ (Ligeud!) „Danke schön!“ (Tak!) svarede Gerrit, mens hele rækken af budcykler kørte igennem i fuld fart for øjnene af en måbende menneskemængde. Ved en anden lejlighed lykkedes det brødrene at få en hel bådladning kartofler frem til deres trosfæller i Amsterdam.

Selv i koncentrationslejrene viste Jehovas vidner denne indstilling. En 17-årig dreng der sad i en lejr i nærheden af Amersfoort i Holland blev så afmagret at han til sidst var skind og ben. Men han glemte aldrig at da fangerne ved en lejlighed var blevet tvunget til at eksercere i silende regn helt til midnat uden at få mad, lykkedes det en broder fra en anden del af lejren at finde ham og stikke et stykke brød i hånden på ham. Og en broder i koncentrationslejren Mauthausen i Østrig der i forbindelse med sit arbejde kom rundt i lejrens forskellige afdelinger, satte ofte livet på spil ved at tage mad med fra brødre der havde lagt det til side af deres sparsomme rationer, til andre brødre der havde det endnu hårdere.

De Jehovas vidner der kom ud af fængsler og koncentrationslejre efter krigen, ejede intet andet end fangedragten. Også mange af dem der ikke havde været i fængsel, havde mistet alt hvad de ejede. I store dele af Europa var der mangel på mad, tøj og brændsel. Jehovas vidner i disse lande arrangerede hurtigt menighedsmøder og begyndte at hjælpe andre åndeligt ved at fortælle dem den gode nyhed om Guds rige. Selv havde de brug for hjælp på andre områder. Mange af dem var så svækkede af sult at de ofte besvimede under møderne.

Det var en situation som Jehovas Vidner aldrig før havde været ude for i stor målestok. Men i samme måned som krigen officielt sluttede i Stillehavsområdet, holdt de et særligt stævne i Cleveland i Ohio hvor de drøftede hvordan de kunne hjælpe deres kristne brødre i de krigshærgede lande, og hvordan arbejdet skulle tilrettelægges. F. W. Franz holdt et opmuntrende foredrag med titlen „Hans uudsigelige Gave“, hvori han fremholdt den bibelske vejledning der var behov for på det tidspunkt.b

Nogle få uger senere, så snart det blev tilladt at rejse i området, drog Vagttårnsselskabets præsident, N. H. Knorr, og M. G. Henschel til Europa for med egne øjne at se hvordan forholdene var. Allerede før de tog af sted var hjælpearbejdet ved at blive sat i gang.

Den første nødhjælp blev sendt fra Schweiz og Sverige. Mere fulgte fra Canada, De Forenede Stater og andre lande. Selv om der på det tidspunkt kun var 85.000 Jehovas vidner i de lande der var i stand til at yde hjælp, påtog de sig at sende tøj og mad til deres trosfæller i Belgien, Bulgarien, Danmark, England, Filippinerne, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Kina, Norge, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Det var ikke noget der kunne klares i en håndevending. Forsendelserne af nødhjælp fortsatte i to og et halvt år. Mellem januar 1946 og august 1948 sendte brødrene 479.114 kilo tøj, 124.110 par sko og 326.081 kilo madvarer som gaver til deres trosfæller. Intet af det der blev samlet ind, blev brugt til dækning af administrationsudgifter. Sorteringen og pakningen blev udført af ulønnede frivillige. Alle de penge der kom ind, nåede frem til dem der havde behov for hjælp.

Det er naturligvis ikke kun i 1940’erne at det har været nødvendigt at hjælpe flygtninge og andre der lider nød på grund af krige. Der er blevet udkæmpet i hundredvis af krige siden 1945. Og Jehovas vidner har fortsat vist den samme kærlige omsorg. De gjorde det under og efter Biafra-krigen i Nigeria, fra 1967 til 1970. Og de gjorde det i Moçambique i 1980’erne.

I Liberia indtraf der hungersnød som følge af den krig der brød ud i 1989. Mange måtte flygte, og efterhånden samlede der sig i hundredvis af flygtninge på Vagttårnets kontor i Monrovia. Kontorets beholdning af mad og brøndvand blev delt med naboerne, også dem der ikke var Jehovas vidner. Så snart omstændighederne tillod det kom der hjælpeforsyninger fra Jehovas vidner i Sierra Leone og Elfenbenskysten i Vestafrika, fra Holland og Italien i Europa, og fra De Forenede Stater.

I 1990, da dele af Beirut i Libanon lignede et jordskælvsområde på grund af krigen, organiserede ældste blandt Jehovas vidner en nødhjælpskomité der skulle sørge for at brødrene fik den nødvendige hjælp. Det var helt unødvendigt at bede om frivillige; hver eneste dag meldte mange sig for at hjælpe.

I 1990, midt i en periode med store politiske og økonomiske omvæltninger i Europa, sendte Jehovas vidner i Jugoslavien, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østrig over 70 tons fødevarer til deres kristne brødre i Rumænien.

Dette blev fulgt op af flere hjælpeekspeditioner til Østeuropa. Det Styrende Råd bad Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Danmark om at sørge for hjælp til nødlidende Jehovas vidner i Ukraine. Menighederne blev underrettet og var ivrige efter at bidrage. Den 18. december 1991 ankom fem lastbiler og to varebiler kørt af frivillige brødre, til Lviv med 22 tons fødevarer — et udtryk for kærlig omsorg for deres kristne brødre. I 1992 kom der også nødhjælp fra Jehovas vidner i Østrig — over 100 tons mad og tøj. Flere forsyninger blev sendt fra Jehovas vidner i Holland — først 26 tons mad, derefter en kortege på 11 lastbiler med tøj, og derpå mere mad for at dække det vedvarende behov. De der modtog disse gaver takkede Gud og bad ham om hjælp til at anvende dem på en forstandig måde. De bad en fælles bøn før de læssede varerne af lastbilerne og igen da de var færdige. Andre store forsyninger af nødhjælp blev sendt fra Jehovas vidner i Sverige, Finland, Schweiz og Italien. Mens alt dette foregik blev der behov for hjælp i republikkerne i det tidligere Jugoslavien på grund af voldsomme uroligheder, og så sendte man mad, tøj og medicin dertil. Desuden åbnede Jehovas vidner i byerne i disse republikker deres hjem for dem der ikke længere havde noget sted at bo.

Nogle af dem der er i stor nød befinder sig i isolerede områder, og kun få har kendskab til situationen. Det var tilfældet med 35 familier af Jehovas vidner i Guatemala. Deres landsbyer var blevet invaderet af stridende grupper. I 1989, da de omsider kunne vende tilbage, havde de brug for hjælp til at genopbygge deres huse. Som et supplement til den hjælp myndighederne ydede dem der vendte tilbage til deres hjembyer, nedsatte Vagttårnsselskabets afdelingskontor en nødhjælpskomité for at hjælpe disse familier, og cirka 500 brødre fra 50 menigheder meldte sig frivilligt til at give en hånd med ved genopbygningen.

Mennesker kan også komme i stor nød på grund af andre forhold som de ikke selv er herre over. Der indtræffer hyppigt jordskælv, orkaner og oversvømmelser. Det siges at verden gennemsnitlig rammes af over 25 større naturkatastrofer om året.

Når naturkræfterne raser

Når der indtræffer naturkatastrofer som berører Jehovas vidner, bliver der straks taget skridt til at yde dem den nødvendige hjælp. De lokale ældste har lært at de i sådanne situationer skal gøre alt hvad der står i deres magt for at komme i kontakt med hver enkelt i menigheden. Det af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer der fører tilsyn med Rigets arbejde i det pågældende område, undersøger straks situationen, og rapporterer derefter til hovedkontoret. Hvis der er behov for mere hjælp end man er i stand til at yde lokalt, træffes der omhyggeligt koordinerede foranstaltninger, somme tider endda i international målestok. Hensigten er ikke at hæve de berørtes levestandard, men at hjælpe dem til at få de livsfornødenheder som de tidligere har været vant til.

At en naturkatastrofe omtales i fjernsynet er nok til at få mange Jehovas vidner til at ringe til de ansvarlige ældste i området og tilbyde praktisk hjælp, penge eller materialer. Andre sender penge til afdelingskontoret eller hovedkontoret og beder om at de anvendes til nødhjælp. De ved at der er brug for hjælp, og de vil gerne bidrage. Når der opstår større behov hænder det at Vagttårnsselskabet underretter brødrene i et begrænset område, sådan at de kan yde hjælp. Der nedsættes så en nødhjælpskomité som koordinerer hjælpen i katastrofeområdet.

Da størstedelen af Managua i Nicaragua blev lagt i ruiner af et kraftigt jordskælv i december 1972, gik der kun nogle få timer før tilsynsmænd fra Jehovas Vidners menigheder i området samledes for at koordinere hjælpearbejdet. Det blev straks undersøgt hvordan det stod til med hvert enkelt Jehovas vidne i byen. Samme dag begyndte nødhjælpen at strømme ind fra de nærliggende menigheder, og derefter fra Costa Rica, Honduras og El Salvador. I udkanten af Managua blev der oprettet 14 centre hvorfra nødhjælpen blev fordelt. Penge og forsyninger fra Jehovas vidner i mange dele af verden blev sendt til Nicaragua via Vagttårnsselskabets internationale hovedkontor. Mad og andre ting (deriblandt stearinlys, tændstikker og sæbe) blev fordelt efter de enkelte familiers størrelse, og hver familie fik nok til syv dage. Da hjælpearbejdet var på sit højeste, blev der skaffet mad til cirka 5000 — Jehovas vidner og deres familier og de slægtninge de boede hos. Hjælpearbejdet fortsatte i ti måneder. Da repræsentanter for myndighederne og Røde Kors så hvad der foregik, stillede de også mad, telte og andre ting til rådighed.

I 1986, da 10.000 måtte evakueres fra den japanske ø Izu-Oshima på grund af vulkanudbrud, blev flygtningebådene mødt af Jehovas vidner der ledte efter deres åndelige brødre. En af de evakuerede sagde: „Da vi forlod Oshima vidste vi ikke hvad der skulle blive af os.“ Det var gået så hurtigt med at komme af sted. „Men da vi gik fra borde fik vi øje på et skilt hvor der stod ’Jehovas Vidner’. . . . Min kone næsten græd af lettelse over at vore brødre var kommet for at møde os dér på anløbspladsen.“ Efter at have set hvordan der blev sørget for de evakuerede Jehovas vidner, ikke blot ved ankomsten men også i tiden derefter, sagde selv mennesker der tidligere ikke ville have noget med dem at gøre: „I gjorde ret i at holde fast ved den tro.“

Jehovas vidner gør alt hvad de kan for at skaffe hjælp til et katastrofeområde så hurtigt som muligt. Da Peru i 1970 blev ramt af et af de værste jordskælv i landets historie, blev der straks sendt penge til nødhjælp fra hovedkontoret i New York, og 15 tons tøj fulgte. Men allerede før denne forsendelse nåede frem, var Jehovas vidner kørt ind i det område hvor byer og landsbyer var blevet lagt øde. De kom i en karavane af biler med nødforsyninger, blot få timer efter at vejene var blevet åbnet. I dagene og ugerne der fulgte fortsatte de med at yde den nødvendige bistand, både materielt og åndeligt, til de forskellige grupper højt oppe i Andesbjergene. Og da dele af Italien om aftenen den 23. november 1980 blev rystet af et kraftigt jordskælv, ankom den første vognladning forsyninger fra Jehovas vidner til kriseområdet allerede dagen efter. De oprettede straks deres eget køkken, hvor søstrene hver dag lavede mad der blev delt ud. På en af de caraibiske øer bemærkede en der iagttog et hjælpearbejde dér: „Jehovas Vidner arbejdede hurtigere end regeringen.“ Det er måske tilfældet nu og da, men Jehovas vidner værdsætter i høj grad det myndighederne gør for at hjælpe dem til at nå frem til et katastrofeområde så hurtigt som muligt.

Da der i en periode i 1990 var hungersnød i Angola, blev det kendt at Jehovas vidner i landet manglede mad og tøj. Det kunne imidlertid vise sig vanskeligt at finde frem til dem, for Jehovas Vidner havde i mange år været forbudt i det pågældende land. Deres kristne brødre i Sydafrika læssede ikke desto mindre 25 tons nødforsyninger på en lastbil. På vejen besøgte de Angolas konsulat og fik tilladelse til at krydse grænsen. For at nå frem til brødrene måtte de passere 30 militære vejspærringer, og et sted hvor en bro var blevet sprængt i luften, måtte de bruge en interimistisk bro for at komme over en oversvømmet flod. På trods af alt dette nåede alle forsyningerne frem.

Når der indtræffer katastrofer nøjes man ikke med at sende nødhjælp til området. Da en forstad til Mexico City i 1984 blev ødelagt af eksplosioner og brand, ankom Jehovas vidner hurtigt for at yde hjælp. Men man var ikke klar over hvor forkynderne i området befandt sig, så de ældste organiserede en systematisk eftersøgning for at finde hver enkelt. Nogle var taget andre steder hen. De ældste gav ikke op før de havde fundet dem alle. Der blev ydet hjælp efter behov. En søster som havde mistet sin mand og en søn fik hjælp til at ordne begravelsen, og derefter blev hun og hendes øvrige børn hjulpet både materielt og åndeligt.

I mange tilfælde er der behov for langt mere end medicin, nogle få måltider og lidt tøj. Under en storm på Guadeloupe i 1989 fik 117 Jehovas vidner deres hjem ødelagt, og yderligere 300 fik deres hjem stærkt beskadiget. Jehovas vidner på Martinique kom dem hurtigt til hjælp, og fra Frankrig blev der sendt over 100 tons byggematerialer som gave. Da en søster på Sankt Croix fortalte sine arbejdskammerater at hendes trosfæller ville komme fra Puerto Rico for at hjælpe hende fordi hun havde mistet sit hjem, sagde de: „De hjælper ikke dig. Du er sort og ikke spansk sådan som dem.“ Hendes arbejdskammerater var målløse da hun inden længe havde et helt nyt hus! Efter et jordskælv i Costa Rica i 1991 samarbejdede lokale Jehovas vidner og frivillige fra andre lande om at hjælpe deres nødstedte trosfæller i katastrofeområdet. Uden at kræve noget til gengæld genopbyggede de 31 huse og fem rigssale, og andre blev repareret. Iagttagere sagde: ’Andre grupper taler om kærlighed; I viser kærlighed.’

Udenforstående er ofte blevet forundrede over den effektive måde Jehovas vidner udfører deres hjælpearbejde på. I Californien brast en dæmning ved floden Yuba i 1986, og titusinder af mennesker måtte forlade deres hjem. Kristne ældste i området satte sig i forbindelse med hovedkontoret i New York, og der blev nedsat en nødhjælpskomité. Så snart vandet begyndte at trække sig tilbage, stod i hundredvis af frivillige klar til at hjælpe. Før de verdslige hjælpeorganisationer var kommet i gang, var flere af Jehovas vidners huse allerede ved at blive repareret. Hvordan kunne de gå i gang så hurtigt?

En vigtig faktor var at Jehovas vidner var villige til at komme med det samme og uden at få løn for det, og at de desuden skænkede de nødvendige materialer som en gave. En anden faktor var at de havde erfaring i at organisere og samarbejde, fordi de regelmæssigt holder stævner og bygger nye rigssale. En tredje vigtig faktor var at de havde tænkt meget over hvad der ligger i Bibelens ord: „Hav inderlig kærlighed til hinanden.“ — 1 Pet. 4:8.

De bidrag der ydes i sådanne situationer, kommer i mange tilfælde fra nogle der ikke selv ejer ret meget. Som der ofte står i brevene der følger med: ’Det er kun et lille bidrag, men vi føler med vore kære søstre og brødre.’ ’Jeg ville ønske at beløbet var større. Det Jehova har ladet mig få, vil jeg gerne dele med andre.’ Ligesom de kristne i Makedonien i det første århundrede beder de indtrængende om det privilegium at være med til at yde hjælp til dem der er i nød. (2 Kor. 8:1-4) Da over 200.000 koreanere i 1984 blev hjemløse på grund af en oversvømmelse, viste Jehovas vidner i Republikken Korea så stor gavmildhed at afdelingskontoret blev nødt til at give besked om at der ikke var behov for yderligere hjælp.

Udenforstående kan let se at Jehovas vidner ikke bare er motiveret af ansvarsfølelse eller almindelig medmenneskelighed. De nærer virkelig kærlighed til deres kristne brødre og søstre.

Foruden at dække de fysiske behov hos deres brødre i katastrofeområder, er Jehovas vidner også opmærksomme på deres åndelige behov. De sørger for at menighedens møder kan komme i gang igen så hurtigt som muligt. I 1986 krævede dette at der i udkanten af byen Kalamata i Grækenland blev rejst et stort telt der kunne bruges som rigssal, og mindre telte forskellige andre steder hvori der kunne holdes menighedsbogstudier. I 1985, efter den altødelæggende mudderbølge i Armero i Colombia, brugte man ligeledes de midler der var tilovers efter at de overlevendes fysiske behov var dækket, til at bygge nye rigssale til tre menigheder i området.

Og selv under genopbygningsarbejde af den art fortsætter Jehovas vidner med at trøste andre ved hjælp af Guds ord, som giver dem tilfredsstillende svar på deres spørgsmål om hvad meningen er med livet, hvorfor vi rammes af katastrofer og død, og hvilket håb vi kan have for fremtiden.

Formålet med den nødhjælp Jehovas vidner yder er ikke at dække de fysiske behov hos alle og enhver i katastrofeområdet. I overensstemmelse med ordene i Galaterbrevet 6:10 ønsker de først og fremmest at hjælpe ’dem der er beslægtede med dem i troen’. De vil dog med glæde hjælpe andre i det omfang de er i stand til det. Det gjorde de for eksempel da de skaffede mad til ofre for et jordskælv i Italien. Når de har ydet hjælp efter oversvømmelser og orkaner i De Forenede Stater, har de også rengjort og repareret huse for deres trosfællers nødstedte naboer. Når de bliver spurgt om hvorfor de hjælper fremmede mennesker, svarer de blot at de elsker deres næste. (Matt. 22:39) Efter at en orkan i 1992 havde hærget det sydlige Florida, blev Jehovas Vidners velorganiserede hjælpearbejde så kendt at nogle firmaer og enkeltpersoner som ønskede at skænke store bidrag i form af nødhjælp, gav den til Jehovas Vidner. De var klar over at deres gave så ikke ville blive opmagasineret eller solgt med fortjeneste, men brugt til gavn for de nødlidende, Jehovas vidner såvel som andre. Under en katastrofe i Davao del Norte på Filippinerne blev Jehovas vidners villighed til at hjælpe anderledestroende påskønnet af myndighederne i en sådan grad at de vedtog en erklæring om det.

Men ikke alle sætter pris på de sande kristne. De bliver ofte udsat for voldsom forfølgelse. Også i sådanne situationer ydes der kærlig støtte til kristne der lider ondt.

Under hård forfølgelse

Apostelen Paulus sammenlignede den kristne menighed med menneskelegemet og sagde: „Lemmerne har den samme omsorg for hinanden. Og hvis ét lem lider, lider alle de andre lemmer sammen med det.“ (1 Kor. 12:25, 26) Det er sådan Jehovas vidner reagerer når de hører at deres kristne brødre bliver forfulgt.

I nazitidens Tyskland fór myndighederne hårdt frem mod Jehovas vidner. Der var på det tidspunkt kun omkring 20.000 forkyndere i Tyskland, en forholdsvis lille gruppe som Hitler afskyede. Der var behov for forenet handling. Den 7. oktober 1934 mødtes hver eneste menighed af Jehovas Vidner i hele Tyskland i al hemmelighed, bad sammen og sendte et brev til regeringen hvori de gav udtryk for deres faste beslutning om fortsat at tjene Jehova. Derefter gik mange af dem frygtløst ud for at fortælle deres naboer om Jehovas navn og rige. Samme dag mødtes Jehovas vidner i resten af verden også i deres menigheder, og efter en fælles bøn sendte de telegrammer til Hitlers regering hvori de gav udtryk for at de støttede deres kristne brødre.

I 1948, efter at det var blevet afsløret at Jehovas vidner i Grækenland havde været udsat for forfølgelse anstiftet af præsteskabet, modtog den græske præsident og en række ministre i regeringen tusinder af breve fra Jehovas vidner. De kom fra Filippinerne, Australien, Nord- og Sydamerika og andre steder.

Da bladet Vågn op! i 1961 afslørede at Jehovas vidner i Spanien var blevet udsat for torturmetoder der ledte tanken hen på inkvisitionen, blev de spanske myndigheder oversvømmet af protestbreve. Myndighederne var rystede da det gik op for dem at folk rundt omkring i verden vidste nøjagtig hvad der foregik, og som følge af det begyndte enkelte politifolk at optræde mere behersket over for Jehovas vidner, selv om forfølgelsen fortsatte. Også myndighederne i flere afrikanske lande har fået breve fra Jehovas vidner mange steder i verden som havde hørt at deres kristne brødre og søstre blev grusomt behandlet.

Hvis myndighederne ignorerer protesterne betyder det ikke at de forfulgte Jehovas vidner bliver glemt. I enkelte lande er myndighederne gentagne gange blevet oversvømmet af appel- og protestskrivelser fordi religionsforfølgelsen er fortsat gennem mange år. Det gjaldt for eksempel i Argentina. Engang i 1959 tog en sekretær i udenrigs- og kirkeministeriet en af vore brødre med ind i et lokale hvor der stod flere bogreoler fyldt med breve fra hele verden. Sekretæren var forbløffet over at nogen så langt borte som på Fiji ville skrive og anmode om trosfrihed i Argentina.

I nogle tilfælde har Jehovas vidner fået større frihed når herskerne er blevet klar over at folk i hele verden vidste hvad de foretog sig og at mange interesserede sig for det. Sådan gik det i Liberia i 1963. Efter at deltagerne i et stævne i Gbarnga var blevet oprørende behandlet af regeringssoldater, var Liberias præsident ved at drukne i protestbreve fra hele verden, og USA’s udenrigsministerium greb ind fordi en amerikansk borger var involveret. Til sidst sendte præsident Tubman et telegram til Vagttårnsselskabets hovedkontor hvori han skrev at han var villig til at modtage en delegation af Jehovas vidner for at drøfte sagen. To af delegationens medlemmer — Milton Henschel og John Charuk — havde selv deltaget i stævnet i Gbarnga. Præsident Tubman erkendte at det der havde fundet sted var „en skændsel“ og sagde: „Jeg beklager det der er sket.“

Efter denne samtale udsendte myndighederne en erklæring til „alle indbyggere i hele landet“. Heri stod der blandt andet: „Jehovas vidner skal have fri adgang til alle områder i landet for at udføre deres missionsarbejde og udøve deres gudsdyrkelse uden at blive forulempet af nogen. Både de og deres ejendom skal have lovens beskyttelse, og de skal have ret til frit at tilbede Gud i overensstemmelse med deres samvittighed, samtidig med at de adlyder republikkens love ved som udtryk for respekt for flaget at stå op når det hejses eller sænkes under ceremonier.“ Men det blev ikke forlangt at de hilste flaget, hvilket ville have krænket deres kristne samvittighed.

Frem til 1992 var der endnu ikke blevet udsendt en sådan officiel erklæring i Malawi, skønt den voldelige forfølgelse af Jehovas vidner var stilnet meget af. Forkynderne i Malawi er blevet udsat for noget nær den værste religionsforfølgelse i hele Afrikas historie. Én bølge af forfølgelse skyllede hen over landet i 1967; en anden begyndte i 1970’erne. Fra alle dele af verden blev der skrevet titusinder af breve om at mishandlingen af Jehovas vidner måtte ophøre. Der blev telefoneret. Der blev sendt telegrammer. Mange fremtrædende mennesker i verden talte Jehovas vidners sag af humanitære årsager.

Brutaliteten var så ekstrem at cirka 19.000 Jehovas vidner og deres børn i 1972 flygtede over grænsen til Zambia. De nærliggende menigheder i Zambia samlede hurtigt mad og tæpper ind til deres brødre. Penge og fødevarer fra Jehovas vidner i hele verden strømmede til Vagttårnets afdelingskontorer og blev fordelt mellem flygtningene efter anvisninger fra hovedkontoret i New York. Der kom mere end nok til at man kunne sørge for flygtningene i lejren i Sinda Misale. Da det rygtedes i lejren at der var kommet lastbiler med mad, tøj og presenninger, kunne de malawiske brødre ikke holde tårerne tilbage i deres glæde over dette vidnesbyrd om deres kristne brødres kærlighed.

Når nogle blandt Jehovas vidner kastes i fængsler eller fangelejre svigter deres trosfæller dem ikke, end ikke når det indebærer en personlig risiko at opretholde kontakten. Da Jehovas Vidners arbejde var forbudt i Argentina og en gruppe forkyndere blev tilbageholdt i 45 timer, kom fire andre forkyndere med mad og tøj til dem, hvilket resulterede i at også de blev fængslet. I 1989 hørte en kredstilsynsmands hustru i Burundi at nogle af hendes kristne brødre sad i fængsel under vanskelige forhold. Hun tog derhen med noget mad til dem — men blev selv arresteret og holdt som gidsel i to uger fordi politiet ville have fat i hendes mand.

Foruden alt det vi her har nævnt som Jehovas vidner gør for deres kristne brødre, ansporer kærligheden til brødrene dem til at bede til Gud for dem. De beder ikke Gud om straks at bringe krige og hungersnød til ophør, for Jesus Kristus forudsagde at sådanne forhold ville kendetegne vor tid. (Matt. 24:7) De beder heller ikke Gud om at forhindre al forfølgelse, for det fremgår klart af Bibelen at sande kristne vil blive forfulgt. (Joh. 15:20; 2 Tim. 3:12) Men de beder inderligt om at deres kristne brødre og søstre må blive styrket til at stå fast i troen uanset hvilke vanskeligheder de kommer ud for. (Jævnfør Kolossenserbrevet 4:12.) Jehovas vidners åndelige styrke i sådanne situationer viser at disse bønner er blevet besvaret.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 305]

Når der opstår særlige behov, overlades hjælpen ikke til tilfældighederne

[Tekstcitat på side 307]

Hjælp som er en følge af kærlig, personlig omsorg

[Tekstcitat på side 308]

Et stort behov for nødhjælp dækkes

[Tekstcitat på side 312]

Katastrofeområdet blev undersøgt systematisk for at alle Jehovas vidner kunne blive fundet

[Tekstcitat på side 315]

De gør også godt mod anderledestroende

[Tekstcitat på side 317]

Glædestårer på grund af den kærlighed deres kristne brødre viste

[Ramme på side 309]

„I elsker virkelig hinanden“

I det krigshærgede Libanon genopbyggede frivillige Jehovas vidner en kristen søsters ødelagte hus. Da naboerne så det, spurgte de: „Hvad kommer denne kærlighed af? Hvad er I for mennesker?“ Og en muslimsk kvinde som så til mens et Jehovas vidnes hjem blev gjort rent og repareret, sagde: „I elsker virkelig hinanden. I har den sande religion.“

[Ramme på side 316]

Sande brødre og søstre

En amerikansk avis skrev om cubanske Jehovas vidner der opholdt sig i flygtningelejren Fort Chaffee i Arkansas: „De var de allerførste der blev genhuset, for deres amerikanske ’brødre og søstre’ — andre Jehovas vidner — opsporede dem. . . . Når Vidnerne kalder deres åndelige modstykker i andre lande ’brødre og søstre’ mener de det virkelig.“ — „Arkansas Gazette“, 19. april 1981.

[Illustrationer på side 306]

Efter den anden verdenskrig sendte de mad og tøj til trosfæller i 18 lande

De Forenede Stater

Schweiz

[Illustration på side 310]

I 1990 fik Jehovas vidner i Rumænien hjælp af deres trosfæller i nabolandene

[Illustrationer på side 311]

Nogle Jehovas vidner som overlevede et jordskælv i Peru byggede deres egen flygtningeby og hjalp hinanden

Hjælpeforsyninger fra andre Jehovas vidner (nedenfor) var blandt de første der kom frem til området

[Illustrationer på side 313]

Nødhjælpen omfatter ofte materialer og frivillige der kan hjælpe deres trosfæller med at genopbygge deres huse

Guatemala

Panama

Mexico

[Illustration på side 314]

Jehovas Vidners nødhjælp omfatter åndelig hjælp. I Grækenland blev der, både i og uden for byen Kalamata, hurtigt rejst telte hvori møderne kunne holdes

Kapitel 20

Samarbejde under byggerier i hele verden

JEHOVAS VIDNER føler at de tilhører et sandt brodersamfund. Det giver sig udslag på mange måder. De der overværer deres møder, lægger mærke til det. Ved deres stævner viser det sig i større målestok. Det er også tydeligt når de samarbejder om at skaffe egnede lokaler som deres menighedsmøder kan holdes i.

I begyndelsen af 1990’erne var der over 60.000 menigheder af Jehovas Vidner i hele verden. I 1980’erne blev der gennemsnitlig oprettet 1759 nye menigheder om året, og i begyndelsen af 1990’erne steg tallet til over 3000 om året. At skaffe dem alle et egnet sted at holde møder har været en kolossal opgave.

Rigssale

Mange menigheder af Jehovas Vidner holdt i begyndelsen de fleste af deres møder i private hjem, ligesom de kristne i det første århundrede. I Stockholm lejede de få der i begyndelsen holdt regelmæssige møder, et snedkerværksted hvor de samledes efter arbejdstids ophør; og i Spanien måtte en lille gruppe i provinsen La Coruña holde sine første møder i et lille kornmagasin på grund af forfølgelse.

I de lande hvor Jehovas vidner havde frihed til at samles, lejede de enkelte menigheder et mødelokale når de fik behov for mere plads. Men hvis lokalet også blev brugt til andre formål måtte alt udstyr sættes op før hvert møde, og i mange tilfælde lugtede der af tobaksrøg. Når det var muligt lejede brødrene en forretning der stod tom, eller et lokale ovenpå der kun blev benyttet af menigheden. Men høj leje og mangel på egnede lokaler gjorde det efterhånden nødvendigt mange steder at finde andre løsninger. I nogle tilfælde købte brødrene bygninger som de satte i stand.

Før den anden verdenskrig var der nogle få menigheder som byggede et forsamlingslokale der var specielt udformet til deres møder. Allerede i 1890 byggede en gruppe bibelstudenter i Mount Lookout i West Virginia deres egen mødesal.a Men det var først i 1950’erne at det blev almindeligt at bygge rigssale.

Navnet rigssal blev foreslået i 1935 af J. F. Rutherford, der dengang var præsident for Vagttårnsselskabet. Han fik brødrene til at bygge en mødesal i tilknytning til Selskabets afdelingskontor i Honolulu på Hawaii. Da James Harrub spurgte ham hvad de skulle kalde bygningen, svarede han: „Synes du ikke at vi skal kalde den ’rigssal’, eftersom det er det vi gør — forkynder den gode nyhed om Riget?“ Fra da af hængte man så vidt muligt et skilt op med ordet „Rigssal“ ved de lokaler som Jehovas Vidner brugte fast. Efter at London-tabernaklet var blevet bygget om i 1937-38, blev det derfor kaldt en rigssal. Med tiden blev de enkelte menigheders vigtigste mødelokale verden over kendt som Jehovas Vidners Rigssal.

Mange måder at gøre det på

Om man skal leje et lokale eller bygge en rigssal, er noget den enkelte menighed afgør. Den betaler som regel også selv udgifterne til byggeri og vedligeholdelse. For at spare penge har langt de fleste menigheder bestræbt sig for at udføre så meget som muligt af byggearbejdet selv, uden at benytte kommercielle entreprenører.

Bygningerne kan være opført i mursten, natursten, træ eller andre materialer, afhængigt af omkostninger og hvad der er at få på stedet. I Katima Mulilo i Namibia tækkede man taget med langt græs, og til gulv og vægge brugte man ler fra termitboer (der bliver meget hårdt når det tørrer). Jehovas vidner i Segovia, Colombia, støbte selv betonelementer. I Colfax i Californien blev der brugt utilhugget lava fra Mount Lassen.

Da der i 1972 ofte kom over 200 til møderne i Maseru i Lesotho, indså menighedens medlemmer at de var nødt til at bygge en egnet rigssal. Alle hjalp til. Selv ældre brødre gik op til 30 kilometer for at være med. Børn trillede vandtønder til byggepladsen. Søstre tilberedte måltider. Det var også dem der gjorde grunden klar før gulvene skulle støbes. De stampede taktfast jorden mens de sang Rigets sange. Til væggene blev der brugt sandsten, som kunne afhentes gratis i bjergene i området. Resultatet blev en rigssal der havde plads til omkring 250.

Af og til har forkyndere fra nabomenigheder hjulpet til med byggearbejdet. I 1985, da Jehovas vidner i den sorte bydel Imbali i Sydafrika byggede en rigssal med plads til 400, kom der forkyndere fra det nærliggende Pietermaritzburg og Durban for at hjælpe til. Kan du forestille dig hvor forbavsede naboerne blev da de i en tid med raceuroligheder i Sydafrika så i snesevis af hvide, farvede og indiske Jehovas vidner strømme ind i bydelen og arbejde skulder ved skulder med deres sorte afrikanske brødre? Som Imbalis borgmester sagde: „Det kan kun gøres med kærlighed.“

Men uanset hvor stor villigheden var, satte de lokale forhold visse grænser for hvad brødrene kunne gøre. Menighedens mænd havde familie at forsørge og kunne som regel kun deltage i et byggeprojekt i weekenden og måske nogle aftener. Mange menigheder havde kun få, om overhovedet nogen, fagfolk i byggebranchen. Alligevel kunne en forholdsvis enkel, lidt åben bygning der var egnet i troperne, opføres på bare nogle få dage eller måske et par uger. Med hjælp fra forkynderne i nabomenighederne kunne mere solide bygninger opføres på fem-seks måneder. I andre tilfælde kunne det tage et år eller to.

Men i 1970’erne steg antallet af Jehovas vidner i hele verden så meget at der gennemsnitlig blev oprettet to-tre menigheder om dagen. I begyndelsen af 1990’erne var der en vækst på op til ni menigheder om dagen. Kunne behovet for nye rigssale på nogen måde dækkes?

Hurtige byggemetoder udvikles

I begyndelsen af 1970’erne kom over 50 forkyndere fra nærliggende menigheder for at hjælpe med at opføre en ny rigssal i Carterville i Missouri til den gruppe der havde holdt møder i Webb City. På én weekend fik de rejst skelettet og gjort en hel del ved taget. Der var stadig meget arbejde tilbage, og det tog flere måneder at fuldføre byggeriet, men en vigtig del af det var blevet gjort på meget kort tid.

I løbet af det næste årti samarbejdede disse brødre om at bygge cirka 60 rigssale, og de lærte lidt efter lidt at overvinde forskellige hindringer og udviklede en effektiv metode. Efterhånden blev de klar over at de måske kunne opføre en hel rigssal på en enkelt weekend hvis fundamentet var lavet i forvejen.

Flere tilsynsmænd fra menigheder i den midtvestlige del af De Forenede Stater begyndte at arbejde hen imod dette mål. Når menigheder bad om hjælp til rigssalsbyggerier, drøftede en eller flere af disse brødre projektet med dem og skaffede dem detaljerede oplysninger om hvad de selv måtte gøre før byggeriet kunne gennemføres. Der skulle blandt andet indhentes byggetilladelse, fundamentet skulle støbes, der skulle være elektricitet, kloakering og vand, og der måtte træffes pålidelige aftaler om levering af byggematerialer. Derefter kunne der fastsættes en dato for opførelsen af selve rigssalen. Bygningen skulle ikke være et præfabrikeret typehus; den skulle bygges fra grunden det sted hvor den skulle ligge.

Hvem skulle udføre byggearbejdet? Der blev i videst muligt omfang brugt frivillige, ulønnede arbejdere. Ofte var hele familier med. De der organiserede projektet, kontaktede håndværkere blandt Jehovas vidner som havde givet udtryk for at de gerne ville deltage i disse projekter. Mange af dem glædede sig til hvert nyt byggeri. Andre Jehovas vidner hørte om projekterne og ville også gerne være med; i hundredvis strømmede til byggepladserne fra nær og fjern, ivrige efter at give en hånd med hvor som helst de kunne. De fleste af dem var ikke håndværkere, men de levede bestemt op til den beskrivelse Salme 110:3 giver af dem der støtter Jehovas messianske rige: „Dit folk møder villigt frem.“

Torsdag aften før det store slag skulle stå, holdt de der skulle lede projektet et møde for at planlægge de sidste detaljer. Næste aften så byggeholdet en lysbilledserie om hvordan arbejdet skulle foregå. Det blev understreget hvor vigtigt det er at lægge gudfrygtige egenskaber for dagen. Brødrene blev tilskyndet til at samarbejde i kærlighed og være venlige, tålmodige og hensynsfulde. Alle blev opmuntret til at arbejde i et jævnt tempo, uden at jage, og til ikke at tøve med at bruge et par minutter på at fortælle en opbyggende oplevelse. Tidligt næste morgen begyndte byggearbejdet.

På et bestemt tidspunkt lørdag morgen holdt alle inde med det de var i gang med, og lyttede til en drøftelse af dagens tekst. Derefter blev der bedt en bøn, for alle var klar over at projektet kun kunne lykkes med Jehovas velsignelse. — Sl. 127:1.

Da arbejdet begyndte, gik det rask fremad. Efter en time var skelettet til væggene rejst. Straks efter fulgte tagspærene, og isolationsmåtter blev sømmet fast til væggene. Elektrikerne begyndte at trække ledninger. Efter få timer gik man i gang med ydermurene af mursten eller træ. Der blev installeret varme- og klimaanlæg. Skabe blev bygget og sat på plads. Nogle gange regnede det hele weekenden, eller det var isnende koldt eller bagende varmt, men arbejdet fortsatte. Der var ingen konkurrence, ingen rivalisering mellem håndværkerne.

Ofte var salen færdig før solnedgang den anden dag — pænt indrettet, og måske endda med et haveanlæg omkring. I tilfælde hvor det var mest praktisk, fordelte man arbejdet over tre dage, eller måske to weekender. Når alt var færdigt blev mange af arbejderne tilbage, trætte men glade, for at overvære det første menighedsmøde, et studium af Vagttårnet.

I Guymon i Oklahoma blev nogle af de lokale beboere bekymrede for om arbejdet blev gjort ordentligt. De ringede til kommunens bygningsinspektør. „Jeg sagde til dem at hvis de gerne ville se noget der blev gjort som det skulle, så behøvede de bare at kigge nærmere på den rigssal,“ sagde inspektøren da han senere fortalte Jehovas vidner om hændelsen. „I gør jo det hele korrekt, selv de steder hvor det ikke vil kunne ses bagefter!“

Efterhånden som der blev større behov for rigssale, blev andre oplært af de brødre der havde udviklet mange af byggemetoderne. I andre lande hørte man om hvad der foregik. Kunne de samme metoder mon bruges dér?

Hurtigbyggerierne begynder i andre lande

I Canada kunne opførelsen af rigssale slet ikke dække menighedernes behov. Jehovas vidner i Canada bad dem der stod for hurtigbyggeprojekterne i De Forenede Stater forklare hvordan de gik frem. I begyndelsen tvivlede canadierne på at det kunne lade sig gøre hos dem, men de besluttede at lade det komme an på en prøve. Den første hurtigbyggede rigssal i Canada blev rejst i 1982 i Elmira, Ontario. I 1992 var der 306 hurtigbyggede rigssale i Canada.

Forkynderne i Northampton i England mente også at de kunne klare det. Deres projekt, som blev gennemført i 1983, var det første i Europa. Brødre der havde erfaring i den slags byggeri, rejste fra De Forenede Stater og Canada for at føre tilsyn med projektet og lære de engelske forkyndere hvordan det kunne gøres. Andre var kommet helt fra Japan, Indien, Frankrig og Tyskland. De var der som frivillige, ulønnede arbejdere. Hvordan var alt dette muligt? Byggetilsynsmanden for et hold irske Jehovas vidner der har deltaget i et sådant projekt, siger: „Det lykkedes fordi alle brødrene og søstrene arbejdede sammen under indflydelse af Jehovas ånd.“

Selv når det ser ud til at projekterne ikke kan gennemføres på grund af landets byggevedtægter, har Jehovas vidner i mange tilfælde erfaret at myndighederne gerne samarbejder når de får forelagt detaljerede oplysninger om byggeriet.

Efter et hurtigbyggeprojekt nord for polarcirklen i Norge skrev avisen Finnmarken: „Helt fantastisk. Det er det eneste udtryk vi kan finde som dækker det Jehovas Vidner gjorde i weekenden.“ Og da Jehovas vidner på Nordøen i New Zealand havde opført en smuk ny rigssal på to og en halv dag, lød overskriften på lokalavisens forside: „Et projekt der ligner et mirakel.“ I selve artiklen stod der: „Det mest ubegribelige ved projektet var måske den gode organisering og fuldkomne ro der prægede byggeriet.“

Det er ikke en uoverstigelig hindring at en byggeplads ligger afsides. I Belize blev der opført en hurtigbygget rigssal på en ø 60 kilometer fra hovedstaden, selv om alle materialer måtte fragtes ud til byggepladsen. Da en rigssal blev opført i Port Hedland i Vestaustralien i løbet af en weekend, måtte så at sige alle materialer og arbejdere hentes 1600 kilometer eller længere borte. Arbejderne betalte selv deres rejse. De fleste af dem kendte ikke forkynderne i Port Hedland-menigheden, og de færreste ville nogen sinde komme til møder dér. Men det hindrede dem ikke i at give udtryk for deres kærlighed ved at hjælpe til.

At der kun er få forkyndere i en menighed er heller ingen hindring for at opføre en hurtigbygget rigssal. I 1985 meldte omkring 800 Jehovas vidner fra Trinidad sig frivilligt til at rejse til Tobago for at hjælpe deres 84 kristne brødre og søstre dér med at bygge en rigssal i Scarborough. De 17 Jehovas vidner (hvoraf de fleste var kvinder og børn) i Goose Bay, Labrador, Canada, måtte så afgjort have hjælp hvis de nogen sinde skulle få deres egen rigssal. I 1985 chartrede forkyndere fra andre dele af landet tre fly som transporterede 450 byggearbejdere til Goose Bay. Efter to dages hårdt arbejde kunne de indvi den færdige rigssal søndag aften.

Dermed være ikke sagt at alle rigssale nu opføres efter hurtigbyggemetoden. Men det gælder flere og flere.

Regionale byggeudvalg

Midt i 1986 var behovet for nye rigssale vokset meget. I løbet af det foregående år var der blevet oprettet 2461 nye menigheder jorden over, og 207 af dem befandt sig i De Forenede Stater. Nogle rigssale blev brugt af tre, fire eller endda fem menigheder. Som forudsagt i Bibelen fremskyndede Jehova indsamlingsarbejdet. — Es. 60:22.

For at sikre den bedst mulige udnyttelse af mandskabet og lade alle der byggede rigssale få gavn af andres erfaringer, begyndte Selskabet at koordinere byggerierne. Som en begyndelse blev der i 1987 oprettet 60 regionale byggeudvalg i De Forenede Stater. De havde alle rigeligt at lave; nogle af dem måtte planlægge projekter et helt år eller endnu længere frem i tiden. De der blev udnævnt til at sidde i disse udvalg var mænd som først og fremmest havde åndelige kvalifikationer, ældste i menighederne som var gode eksempler med hensyn til at lægge Guds ånds frugt for dagen. (Gal. 5:22, 23) Mange af dem havde også erfaring inden for ejendomshandel, ingeniørarbejde, byggeri, administration, sikkerhed og lignende.

Menighederne blev tilskyndet til at kontakte det regionale byggeudvalg før de valgte en grund til en ny rigssal. I de byer hvor der var mere end én menighed, blev de også opfordret til at rådføre sig med kredstilsynsmanden, bytilsynsmanden og ældste fra nabomenighederne. Menigheder der planlagde at ombygge deres rigssal eller opføre en ny, blev rådet til at tale med brødrene i det regionale byggeudvalg som de hørte ind under, for at drage nytte af deres erfaring og af de retningslinjer Selskabet havde givet. Udvalget ville desuden koordinere indkaldelsen af de nødvendige fagfolk blandt brødre og søstre fra 65 fagområder som havde meldt sig frivilligt til at deltage i sådanne projekter.

Efterhånden som man fik finpudset ordningen kunne man skære ned på antallet af arbejdere ved projekterne. Det var ikke nødvendigt med tusinder af frivillige på byggepladsen; nu var der sjældent mere end 200 på samme tid. Håndværkerne behøvede heller ikke at være der hele weekenden; de kunne nøjes med at komme når der var brug for netop deres arbejdskraft. Det betød at de kunne være mere sammen med deres familie og samarbejde mere med deres menighed. Hvis der var lokale brødre som kunne udføre visse typer arbejde på forholdsvis kort tid, viste det sig ofte at være mest praktisk at det tilrejsende byggehold kun udførte den del af arbejdet som ingen andre kunne påtage sig.

Selv om det hele foregik i et forbløffende tempo, var det ikke dét der talte mest. Det var vigtigere at der blev opført beskedne rigssale af god kvalitet som dækkede de lokale menigheders behov. Alt blev nøje planlagt med henblik på at nå dette mål og samtidig holde udgifterne på et minimum. Der blev også lagt stor vægt på sikkerhedsforanstaltninger af hensyn til arbejdere, naboer, forbipasserende og dem der senere skulle bruge rigssalen.

I andre lande hørte man om denne måde at bygge rigssale på, og de afdelingskontorer der mente at det ville være en fordel at bruge den i deres land, blev oplyst om de nødvendige detaljer. I 1992 havde blandt andet Argentina, Australien, Canada, Frankrig, Japan, Mexico, Spanien, Storbritannien, Sydafrika og Tyskland oprettet regionale byggeudvalg, udnævnt af Selskabet, som ydede hjælp i forbindelse med opførelse af rigssale. Byggemetoderne blev tilpasset efter de lokale forhold. Når der var brug for hjælp fra et andet afdelingskontor i forbindelse med opførelse af en rigssal, blev det arrangeret gennem Selskabets hovedkontor. I nogle dele af verden blev rigssale opført på få dage; andre steder tog det nogle uger eller måske et par måneder. Med omhyggelig planlægning og god koordinering blev den tid det normalt tog at bygge en ny rigssal, kraftigt reduceret.

Det er dog ikke kun rigssale Jehovas Vidner har bygget. Når flere menigheder samles til årlige kredsstævner og særlige stævnedage, er der behov for større lokaler.

Behovet for stævnehaller dækkes

I årenes løb har Jehovas Vidner holdt kredsstævner i mange forskellige lokaler. De har for eksempel lejet forsamlingshuse, skoler, teatre, lagerrum, idrætshaller og markedspladser. Nogle få steder har de kunnet leje udmærkede faciliteter til en rimelig pris. Men i de fleste tilfælde har det krævet megen tid og store anstrengelser at gøre lokalet rent og sætte højttaleranlæg, podium og stole op. Det er også forekommet at kontrakten er blevet annulleret i sidste øjeblik. Efterhånden som antallet af menigheder voksede, blev det desuden vanskeligere at finde egnede steder. Hvordan kunne problemet løses?

Nok engang var løsningen at Jehovas Vidner fik deres eget. Det vil sige at de renoverede egnede bygninger eller opførte nye. Den første stævnehal i De Forenede Stater var et teater på Long Island i New York som Jehovas Vidner pudsede op og tog i brug i slutningen af 1965.

Omtrent samtidig tegnede Jehovas Vidner på den caraibiske ø Guadeloupe en stævnehal der skulle dække deres behov. De fandt at det var en fordel hvis de kunne holde kredsstævner mange forskellige steder, men i de fleste af byerne var der ingen lokaler der var store nok. Brødrene byggede derfor en transportabel „stævnehal“ af stålrør og med aluminiumstag. Den kunne rumme 700 mennesker og kunne sættes op på et hvilket som helst nogenlunde fladt område. De måtte udvide salen igen og igen, så den til slut kunne rumme 5000. Tænk hvordan det må have været når 30 tons materialer skulle flyttes, sættes op og demonteres for hvert stævne! Det gjorde man flere gange om året i 13 år, indtil det blev svært at finde et sted at rejse den transportable stævnehal. Derefter måtte man købe en grund og opføre en permanent stævnehal, som nu bruges til både kredsstævner og områdestævner.

Ikke så få steder har man ombygget eksisterende bygninger til stævnehaller. I Hays Bridge, Surrey i England, købte brødrene en 50 år gammel skole og satte den i stand. Den ligger omgivet af 11 hektarer smukt landskab. Tidligere biografer og en lagerbygning er blevet ombygget og brugt i Spanien, en nedlagt tekstilfabrik i Australien, en dansesal i Quebec i Canada, en bowlinghal i Japan, et pakhus i Republikken Korea. Alle disse bygninger blev bygget om til tiltalende stævnehaller der kunne fungere godt som centre for undervisning i Bibelen.

Andre stævnehaller er blevet opført helt fra grunden. Et fagblad (The Structural Engineer) skrev en artikel om stævnehallen i Hellaby, South Yorkshire i England, fordi den har en speciel facon (den er ottekantet) og fordi en stor del af byggearbejdet er udført af frivillige. Stævnehallen i Saskatoon, Saskatchewan i Canada, har 1200 siddepladser, men når indervæggene skydes på plads kan bygningen bruges som fire rigssale. Stævnehallen på Haiti (præfabrikeret og sendt fra De Forenede Stater) er åben i to af siderne, så de der sidder i den mærker brisen der lindrer heden fra solen. Stævnehallen i Port Moresby, Papua Ny Guinea, er konstrueret sådan at dele af væggene kan åbnes ligesom døre, så programmet kan overværes af flere end selve salen kan rumme.

Beslutningen om at bygge en stævnehal træffes ikke af en lille gruppe tilsynsmænd der forventer at alle andre skal støtte dem. Før der bygges en ny stævnehal sørger Selskabet for at undersøge omhyggeligt hvor stort behovet er og hvor meget den vil blive brugt. Det overvejes ikke kun hvordan de lokale brødre ser på projektet, men også hvor stort det generelle behov er i området. Planerne drøftes med alle de menigheder der vil komme til at bruge stævnehallen, så man kan forvisse sig om at brødrene virkelig ønsker en stævnehal og er i stand til at dække udgifterne.

Når arbejdet går i gang bliver det således støttet helhjertet af Jehovas vidner i området. Alle byggerier finansieres af forkynderne selv. Der gøres rede for de økonomiske behov, men bidragene gives frivilligt og anonymt. Projektet planlægges nøje, og der drages nytte af erfaringer fra rigssalsbyggerier og i mange tilfælde også fra stævnehalsprojekter andre steder. Når det er nødvendigt udføres visse dele af arbejdet af kommercielle entreprenører, men i regelen udføres størstedelen af begejstrede Jehovas vidner. Det kan betyde at omkostningerne halveres.

Med en arbejdsstyrke bestående af fagfolk og andre der frivilligt bruger deres tid og evner, skrider projektet sædvanligvis hurtigt frem. Nogle projekter tager måske over et år. Men i 1985 byggede cirka 4500 frivillige en stævnehal på 2300 kvadratmeter på Vancouver Island i Canada — på kun ni dage. Bygningen rummer også en rigssal med plads til 200 der bruges af de lokale menigheder. I Ny Caledonien indførte myndighederne udgangsforbud i 1984 på grund af politiske uroligheder. Alligevel arbejdede op til 400 frivillige ad gangen på et stævnehalsprojekt, og det blev fuldført på bare fire måneder. I nærheden af Stockholm blev en smuk, funktionel stævnehal med 900 polstrede egetræsstole opført på syv måneder.

Af og til har det været nødvendigt at gå rettens vej for at opnå tilladelse til at bygge stævnehaller. Det var tilfældet i Canada, nærmere bestemt i Surrey i British Columbia. Da grunden blev købt tillod zoneregulativerne for området at man opførte et sådant tilbedelsessted. Men efter at tegningerne til byggeriet var blevet indsendt i 1974, vedtog Surreys kommunalbestyrelse en vedtægt om at kirker og stævnehaller kun måtte bygges i zone P-3 — en zone der ikke fandtes! Og dog var 79 kirker tidligere blevet bygget i kommunen uden nogen som helst problemer. Sagen kom for retten, og der blev afsagt flere kendelser i Jehovas Vidners favør. Da de hindringer som fordomsfulde myndighedspersoner havde rejst omsider var ryddet af vejen, gik de frivillige arbejdere i gang med en sådan begejstring at stævnehallen stod færdig efter cirka syv måneder. De følte at ’Guds hånd havde været med dem’, sådan at arbejdet blev fuldført, ligesom Nehemias følte da han genopbyggede det gamle Jerusalems mure. — Neh. 2:18.

Da Jehovas Vidner i De Forenede Stater købte Stanley Theater i Jersey City, New Jersey, stod dette teater på statens liste over historiske bygninger. Selv om det var temmelig forfaldent, kunne det tydeligvis blive en fortræffelig stævnehal. Men da Jehovas Vidner ville gå i gang med at restaurere bygningen, kunne de ikke få tilladelse til det af bystyret. Borgmesteren ville ikke have Jehovas Vidner i området; han havde andre planer med ejendommen. Sagen måtte bringes for retten for at hindre embedsmænd i at misbruge deres myndighed. Retten afsagde en kendelse i Jehovas Vidners favør. Kort efter valgte lokalbefolkningen en ny borgmester. Arbejdet i teatret skred hurtigt frem. Resultatet blev en smuk stævnehal med plads til over 4000. Det er et sted som både forretningsfolk og beboere i kvarteret er stolte af.

Gennem de sidste 27 år har Jehovas Vidner i mange dele af verden opført tiltalende og funktionelle stævnehaller der tjener som centre for undervisning i Bibelen. Der findes nu flere og flere stævnehaller i Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika og Østen, samt på mange øer. I nogle lande, for eksempel Nigeria, Italien og Danmark, har Jehovas Vidner bygget store, permanente udendørsanlæg der bruges til områdestævner.

Men stævnehaller og rigssale er ikke det eneste Jehovas Vidner bygger for at fremme forkyndelsen af Guds rige.

Kontorer, trykkerier og betelhjem i hele verden

I 1992 havde Vagttårnsselskabet 99 afdelingskontorer som koordinerede Jehovas Vidners virksomhed i hver sin del af verden. På over halvdelen af disse afdelingskontorer blev der trykt publikationer til fremme af det bibelske undervisningsarbejde. De fleste af dem der arbejder på afdelingskontorerne bor som én stor familie i hjem der kaldes Betel, hvilket betyder „Guds hus“. Eftersom antallet af Jehovas vidner hele tiden stiger og deres virksomhed øges, har det været nødvendigt at udvide afdelingskontorerne og at bygge nye.

Organisationen er vokset så hastigt at udvidelser ofte har været planlagt eller været i fuld gang på mellem 20 og 40 afdelingskontorer samtidig. Det har krævet et enormt internationalt byggeprogram.

På grund af det uhyre omfattende byggearbejde verden over har Vagttårnsselskabet oprettet sin egen arkitekttegnestue på hovedkontoret i New York. Ingeniører med mange års erfaring har forladt deres verdslige arbejde for at hjælpe til på heltid med byggeprojekter som er direkte knyttet til Rigets arbejde. De erfarne fagfolk har desuden oplært andre mænd og kvinder til at arbejde som ingeniører, arkitekter og tekniske tegnere. Når arbejdet koordineres af denne afdeling kan den erfaring man tilegner sig i forbindelse med opførelse af et afdelingskontor i ét land, komme dem til gode der arbejder på projekter i andre lande.

Med tiden betød den store arbejdsmængde at det var en fordel at åbne en regional arkitekttegnestue i Japan som kunne tage sig af projekteringen for Østen. Også i Europa og Australien er der regionale arkitekttegnestuer med medarbejdere fra mange forskellige lande. De regionale tegnestuer arbejder nært sammen med hovedkontoret, og deres tjeneste, samt brugen af computerteknologi, betyder at man kan nøjes med en lille stab af tegnere på den enkelte byggeplads.

Nogle projekter er forholdsvis små. Det gjaldt for eksempel det afdelingskontor der i 1983 blev bygget på Tahiti, og som omfattede kontorer, lagerrum og boliger til otte frivillige arbejdere. Det gjaldt også det fireetages afdelingskontor som blev opført på den caraibiske ø Martinique mellem 1982 og 1984. Storbyboere fra andre lande ville måske ikke opfatte disse bygninger som noget særligt, men de vakte opmærksomhed i området. Avisen France-Antilles erklærede at afdelingskontoret på Martinique var „et arkitektonisk mesterværk“ der afspejlede „stor kærlighed til veludført arbejde“.

Som en kontrast hvad størrelse angår kan nævnes at de bygninger der blev fuldført i Canada i 1981, omfattede et trykkeri på over 9300 kvadratmeter etageareal og en boligbygning til 250 frivillige arbejdere. Samme år blev Vagttårnsselskabets kompleks i Cesario Lange i Brasilien færdigt. Det består af otte bygninger med et samlet etageareal på næsten 46.000 kvadratmeter. Det krævede 10.000 vognlæs cement, sten og sand, og så mange betonpæle til pilotering at de kunne nå to gange til toppen af Mount Everest! I 1991, da et stort nyt trykkeri blev fuldført på Filippinerne, måtte man også opføre en 11-etages boligblok.

Et stigende antal forkyndere i Nigeria gjorde det nødvendigt at sætte et stort byggeprojekt i gang i Igieduma i 1984. Der skulle bygges et trykkeri, en rummelig kontorbygning, fire sammenhængende boligblokke og andre nødvendige faciliteter. Planen var at bygge trykkeriet af præfabrikerede elementer der skulle sendes fra De Forenede Stater, men brødrene fik pålagt tidsfrister for import som syntes umulige at overholde. Da det alligevel lykkedes, og alt nåede sikkert frem til byggepladsen, tog brødrene ikke æren for det. De takkede Jehova for hans velsignelse.

Hurtig vækst over hele jorden

I nogle lande har forkyndelsen af Riget haft så hurtig vækst at det, selv efter omfattende udvidelser af afdelingskontoret, har været nødvendigt at begynde at bygge igen relativt kort tid efter. Læg mærke til følgende eksempler:

I Peru blev et dejligt, nyt afdelingskontor — med kontorer, 22 værelser og andre nødvendige faciliteter for betelfamilien, samt en rigssal — fuldført i slutningen af 1984. Men i dette sydamerikanske land tog mange flere end forventet imod budskabet om Riget. Fire år senere måtte man fordoble det bebyggede areal, og denne gang opførte man jordskælvssikrede bygninger.

I 1979 blev et nyt, rummeligt afdelingskontor færdigt i Colombia. Det så ud til at det ville være rigelig stort i mange år fremover. Men før der var gået syv år var antallet af Jehovas vidner i Colombia næsten fordoblet, og afdelingskontoret trykte nu bladene La Atalaya og ¡Despertad! ikke bare til Colombia men også til fire nabolande. Det var derfor nødvendigt at begynde at bygge igen i 1987 — denne gang på en grund hvor der var mere plads til udvidelser.

I 1980 brugte Jehovas vidner i Brasilien omkring 14 millioner timer på den offentlige forkyndelse af budskabet om Riget. I 1989 var tallet steget til næsten 50 millioner. Flere og flere viste at de ønskede at få deres åndelige behov dækket. Det store afdelingskontor der var blevet indviet i 1981, var ikke længere stort nok. Allerede i september 1988 begyndte man at grave ud til et nyt trykkeri med 80 procent større etageareal end det eksisterende, og eftersom betelfamilien voksede var der selvsagt også behov for flere boliger.

I Selters/Taunus i Tyskland blev Vagttårnsselskabets næststørste trykkerikompleks indviet i 1984. På grund af væksten i Tyskland og mulighederne for at udvide forkyndelsesarbejdet i lande som dette afdelingskontor trykker publikationer til, begyndte man fem år senere at planlægge at udvide trykkeriet med over 85 procent og at opføre andre bygninger som der dermed blev behov for.

Afdelingskontoret i Japan flyttede i 1972 fra Tokyo til nye og større lokaler i Numazu. I 1975 blev der foretaget omfattende udvidelser. I 1978 købte man en ny ejendom i Ebina, og kort efter gik man i gang med at bygge et trykkeri der var over tre gange så stort som det i Numazu. Det stod færdigt i 1982. Alligevel var der ikke plads nok, og i 1989 blev der bygget til. Kunne man ikke have bygget et tilstrækkelig stort afdelingskontor på én gang, så man havde undgået udvidelserne? Nej. Antallet af forkyndere i Japan var blevet fordoblet igen og igen — noget intet menneske kunne have forudset. Tallet steg fra 14.199 i 1972 til 137.941 i 1989, og en stor del af forkynderne var i heltidstjenesten.

Noget lignende er sket i andre dele af verden. Efter at store afdelingskontorer med trykkerier er blevet bygget, er der ofte kun gået ti år — og somme tider ikke engang dét — før det har været nødvendigt at foretage betydelige udvidelser. Det har blandt andet været tilfældet i Mexico, Canada, Sydafrika og Republikken Korea.

Hvem udfører byggearbejdet? Hvordan foregår det?

Mange tusind er ivrige efter at hjælpe

Af de 17.000 Jehovas vidner i Sverige tilbød cirka 5000 deres hjælp da der skulle bygges et nyt afdelingskontor i Arboga. De fleste arbejdede som villige altmuligmænd, men der var også nok af dygtige fagfolk som kunne sørge for at alt blev gjort på den rigtige måde. De havde alle samme motiv til at komme: kærlighed til Jehova.

Da en sagsbehandler fra bygningsinspektoratet her i Danmark hørte at alt arbejdet på det nye afdelingskontor i Holbæk skulle udføres af Jehovas vidner, gav han udtryk for bekymring. Det viste sig imidlertid at al den nødvendige ekspertise fandtes blandt de Jehovas vidner der meldte sig frivilligt. Ville resultatet alligevel have været bedre hvis de havde fået professionelle byggefirmaer til at udføre arbejdet? Da projektet var færdigt, fik fagmændene fra bygningsinspektoratet en rundvisning på området. De roste det gode håndværksarbejde — noget de sjældent ser hos kommercielle firmaer nu om stunder. Da den venlige, velmenende sagsbehandler blev mindet om sine betænkeligheder, sagde han med et smil: „Dengang kendte jeg jo ikke jeres organisation.“

I Australien ligger byerne meget spredt. De fleste af de 3000 frivillige der mellem 1978 og 1983 deltog i opførelsen af afdelingskontoret i Ingleburn, måtte derfor rejse mindst 1600 kilometer. Men der blev arrangeret busrejser for grupper af frivillige, og menighederne langs ruten viste stor gæstfrihed. De serverede måltider og tog sig af brødrene når de gjorde holdt undervejs. Nogle af brødrene solgte deres hjem, lukkede deres forretning, tog ferie eller bragte andre ofre for at kunne være med. Fagfolk kom i hold for at støbe, montere lofter og sætte hegn op — og nogle kom endda flere gange. Andre skænkede materialer.

De fleste frivillige der har deltaget i disse projekter har været ufaglærte, men efter en kort oplæring har nogle af dem kunnet påtage sig et stort ansvar og udføre et glimrende stykke arbejde. De har lært at køre traktor, at isætte vinduer, at blande beton og at mure. De havde en fordel frem for dem der ikke er Jehovas vidner og som udfører det samme arbejde kommercielt. Hvilken? Fagfolkene var villige til at oplære andre. Ingen var bange for at nogen skulle tage deres job; der var rigeligt at gøre for alle. Og alle havde lyst til at udføre kvalitetsarbejde, for deres arbejde var et udtryk for deres kærlighed til Gud.

På alle byggepladser er der nogle som udgør kernen i „byggefamilien“. Under arbejdet i Selters/Taunus mellem 1979 og 1984 bestod denne kerne som regel af flere hundrede. Tusinder af andre sluttede sig til dem for kortere eller længere tid, især i weekenderne. Alt blev nøje planlagt, sådan at der var rigeligt at gøre for de frivillige hjælpere når de kom.

Så længe vi er ufuldkomne vil der opstå problemer, men de der deltager i disse projekter forsøger at løse dem på grundlag af bibelske principper. De ved at det er vigtigere at gøre tingene på en kristen måde end at være effektiv. På byggepladsen i Ebina i Japan blev der som en påmindelse hængt store skilte op med billeder af arbejdere med hjelm på, og på hver af hjelmene stod det japanske tegn for en af Guds ånds frugter: kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse. (Gal. 5:22, 23) De der besøger en byggeplads kan både se og høre forskellen fra andre byggepladser. En journalist der var blevet vist rundt på byggepladsen i Brasilien, fortalte om det han havde set: „Der er ingen uorden eller mangel på samarbejde her . . . Den kristne atmosfære gør dette her helt anderledes end hvad man almindeligvis oplever i forbindelse med private byggerier i Brasilien.“

Stadige udvidelser af hovedkontoret

Det er ikke bare Vagttårnsselskabets afdelingskontorer der har måttet udvide; det samme gælder hovedkontoret. Trykkeriet og kontorerne i Brooklyn og andre steder i staten New York er blevet udvidet over ti gange siden den anden verdenskrig. For at skaffe boliger til staben har man måttet bygge eller købe og restaurere en række bygninger, både store og små. I august 1990 og januar 1991 blev det oplyst at der endnu en gang skulle foretages større udvidelser i Brooklyn. De skulle gennemføres endnu før det store uddannelsescenter med plads til 1200 betelmedarbejdere og elever nord for New York, der var blevet påbegyndt i 1989, var fuldført.

Siden 1972 har man bygget uafbrudt ved hovedkontoret i Brooklyn og nært tilknyttede faciliteter i andre dele af staten New York og i New Jersey. Med tiden viste det sig at selv om der var i hundredvis af faste byggearbejdere, kunne de umuligt holde trit med arbejdet. I 1984 begyndte man derfor at gøre brug af midlertidige arbejdere. De daværende 8000 menigheder i De Forenede Stater fik et brev hvori kvalificerede brødre blev indbudt til at komme og hjælpe til i en uge eller mere. (En lignende ordning havde allerede givet gode resultater på nogle af afdelingskontorerne, blandt andet i Australien, hvor alle der kunne hjælpe til i to uger, blev indbudt til at melde sig.) Arbejderne ville få kost og logi, men de måtte selv betale rejsen og de fik ingen løn. Hvem ville komme?

I 1992 var over 24.000 ansøgninger blevet behandlet. Mindst 3900 af dem var fra nogle der kom for anden eller tredje gang, eller endda tiende eller tyvende gang. De fleste var ældste, menighedstjenere eller pionerer — brødre med gode åndelige kvalifikationer. De erklærede sig alle villige til at lave hvad som helst der var behov for, uanset om det var inden for deres fag eller ikke. Arbejdet var ofte hårdt og snavset. Men de betragtede det som en forret at være med til at fremme Rigets interesser på denne måde. Nogle syntes at det hjalp dem til bedre at værdsætte den selvopofrende ånd der kendetegner arbejdet på hovedkontoret. Alle følte sig rigt belønnet ved at overvære betelfamiliens drøftelse af dagsteksten ved morgenbordet og det ugentlige studium af Vagttårnet.

Det Internationale Byggehold

Som følge af det voksende behov for udvidelser blev der i 1985 indført en international ordning for frivillige byggearbejdere. Det var ikke først på dette tidspunkt et internationalt samarbejde på byggefronten blev indledt, men arbejdet blev nu nøje koordineret fra hovedkontoret. Alle der deltager er Jehovas vidner som melder sig frivilligt til at hjælpe til ved byggerier uden for deres eget land. Det drejer sig om fagfolk, som oftest mænd, hvis koner rejser med for at hjælpe til hvor de kan. De fleste betaler rejsen selv, og ingen får løn for deres arbejde. Nogle af dem rejser ud i kort tid, som regel mellem to uger og tre måneder. Andre arbejder med i et år eller længere, måske helt til projektet er færdigt. Over 3000 Jehovas vidner fra 30 forskellige lande deltog i denne ordning i de fem første år, og flere var ivrige efter at være med når der blev behov for nogle inden for deres fagområde. De betragter det som et privilegium at få lov at bruge deres tid, kræfter og midler til fremme af Rigets interesser på denne måde.

Det Internationale Byggehold får kost og logi. Komforten er det ofte så som så med. De lokale Jehovas vidner sætter stor pris på det arbejde deres besøgende brødre og søstre udfører, og når det er muligt lader de dem bo hos sig, hvor beskedne deres hjem end måtte være. Måltiderne får arbejderne som regel på byggepladsen.

De udenlandske brødre kommer ikke for at udføre hele arbejdet på egen hånd. Deres mål er at samarbejde med det lokale byggehold. Og hundreder, ja endda tusinder, af andre i landet kommer måske for at hjælpe i en weekend, en uge eller længere tid. I Argentina samarbejdede 259 frivillige fra andre lande med flere tusind lokale brødre, hvoraf nogle deltog i arbejdet hver dag, andre var med i nogle få uger, og mange flere hjalp til i weekenderne. I Colombia arbejdede over 830 frivillige fra andre lande med i kortere eller længere tid. Desuden deltog over 200 lokale frivillige i projektet på heltid, og hver weekend hjalp yderligere 250 eller flere til. I alt var over 3600 forskellige med.

Sprogforskellene kan give problemer, men de hindrer ikke de internationale grupper i at arbejde sammen. Man kommer langt med fingersprog, mimik, en veludviklet humoristisk sans og et ønske om at udføre et stykke arbejde til ære for Jehova.

Nogle af de lande som erfarer en bemærkelsesværdig vækst inden for organisationen — og som derfor har behov for større afdelingskontorer — er lande hvor der er forholdsvis få faglærte byggearbejdere. Men dette er ingen hindring blandt Jehovas vidner, der med glæde vil hjælpe hinanden. De samarbejder som en international familie der ikke er splittet af nationalitet, hudfarve eller sprog.

I Papua Ny Guinea måtte hver af de frivillige arbejdere der kom fra Australien og New Zealand for at hjælpe til, oplære en indfødt broder i sit fag for at opfylde arbejdsministeriets krav. Det betød at mens de lokale forkyndere gav af sig selv, fik de lært et fag der kunne hjælpe dem til at forsørge sig selv og deres familie.

Da der blev brug for et nyt afdelingskontor i El Salvador fik de lokale brødre hjælp af 326 frivillige fra andre lande. Under byggeriet i Ecuador arbejdede 270 forkyndere fra 14 lande sammen med deres ecuadorianske brødre og søstre. Nogle fra Det Internationale Byggehold hjalp til med flere projekter på samme tid. De rejste frem og tilbage mellem byggepladser i Europa og Afrika, alt efter hvor der var brug for deres faglige kunnen.

I 1992 var der blevet sendt internationale byggearbejdere ud til 49 lande for at hjælpe lokale brødre med at opføre afdelingskontorer. I nogle tilfælde har de der har modtaget hjælp gennem denne ordning, selv været i stand til at hjælpe andre. Under opførelsen af afdelingskontoret på Filippinerne var der for eksempel omkring 60 langtidsmedarbejdere og over 230 korttidsmedarbejdere fra Det Internationale Byggehold der hjalp til, og da projektet var fuldført, tilbød nogle filippinere at hjælpe ved byggerier i andre dele af Sydøstasien.

Når Jehovas Vidner bygger, er det på grund af behov der er opstået i forbindelse med forkyndelsen af den gode nyhed. Med Jehovas ånds hjælp ønsker de at aflægge det størst mulige vidnesbyrd i den tid der er tilbage før Harmagedon. De er overbeviste om at Guds nye verden er meget nær, og de har tro på at de vil overleve som et organiseret folk og komme ind i denne nye verden under Guds messianske riges styre. De håber også at mange af de tiltalende bygninger som de har opført og indviet til Jehova, vil blive brugt også efter Harmagedon som centre hvorfra kundskaben om den eneste sande Gud kan sprede sig til den fylder hele jorden. — Es. 11:9.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 322]

Forkyndere fra nærliggende menigheder hjalp med arbejdet

[Tekstcitat på side 323]

Byggearbejdet blev udført med frivillig, ulønnet arbejdskraft

[Tekstcitat på side 324]

Der blev lagt vægt på åndelige egenskaber

[Tekstcitat på side 326]

Kvalitetsarbejde, sikkerhed, minimale udgifter, tempo

[Tekstcitat på side 328]

En transportabel stævnehal!

[Tekstcitat på side 331]

Hjælp fra domstolene

[Tekstcitat på side 332]

Store udvidelser i hele verden

[Tekstcitat på side 333]

Byggearbejderne tog ikke selv æren, men takkede Jehova

[Tekstcitat på side 334]

Vækst i et omfang intet menneske kunne have forudset

[Tekstcitat på side 336]

De betragtede det som en forret at hjælpe med byggeriet ved hovedkontoret

[Tekstcitat på side 339]

De arbejder som en international familie der ikke er splittet af nationalitet, hudfarve eller sprog

[Illustration på side 318]

Den første bygning som blev kaldt en rigssal, på Hawaii

[Illustrationer på side 319]

I begyndelsen var mange rigssale lejede bygninger eller blot lokaler over forretninger; nogle få var bygget af Jehovas vidner

[Illustrationer på side 320, 321]

Samarbejde om hurtigbygning af rigssale

Hvert år oprettes der tusinder af nye menigheder. I de fleste tilfælde bygger Jehovas vidner selv de nye rigssale. Disse billeder er taget under opførelsen af en rigssal i Connecticut, USA, i 1991

Fredag kl. 7.40

Fredag kl. 12.00

Lørdag kl. 19.41

Søndag kl. 18.10: rigssalen er stort set færdig

De beder Jehova om hans velsignelse, og de tager sig tid til at drøfte vejledning fra hans ord

Alle er ulønnede frivillige som samarbejder med glæde

[Illustrationer på side 327]

Rigssale i forskellige lande

Jehovas Vidners mødesale er i regelen beskedne. De er rene og komfortable og passer pænt ind i omgivelserne

Filippinerne

Japan

Colombia

Frankrig

Papua Ny Guinea

Norge

Peru

Republikken Korea

Irland

Lesotho

[Illustrationer på side 329]

To af de første stævnehaller

New York

Guadeloupe

[Illustrationer på side 330]

Jehovas Vidners stævnehaller

Nogle steder har Jehovas Vidner fundet det praktisk at bygge deres egne stævnehaller til brug ved de stævner de holder med jævne mellemrum. En stor del af byggearbejdet udføres af lokale Jehovas vidner. Her er nogle få af de haller der var i brug i begyndelsen af 1990’erne

Italien

Tyskland

Storbritannien

Venezuela

Canada

Japan

[Illustrationer på side 337]

Nyankomne midlertidige byggearbejdere på hovedkontoret i New York

Hver gruppe bliver mindet om at det er vigtigere at være åndeligsindet og udføre kvalitetsarbejde end at arbejde hurtigt

[Illustrationer på side 338]

Det internationale byggeprogram dækker et presserende behov

Organisationens hurtige vækst har krævet stadige udvidelser af kontorer, trykkerier og betelhjem jorden over

Medlemmer af Det Internationale Byggehold hjælper de lokale Jehovas vidner

Spanien

De byggemetoder der bruges, gør det muligt for mange frivillige med begrænset erfaring at udføre værdifuldt arbejde

Puerto Rico

Fagfolk stiller sig med glæde til rådighed

New Zealand

Grækenland

Brasilien

Brug af holdbare materialer bidrager til at vedligeholdelsesudgifterne begrænses på langt sigt

Storbritannien

Arbejderne ønsker at udføre kvalitetsarbejde som et udtryk for deres kærlighed til Jehova

Canada

Projekterne vækker stor glæde, og mange varige venskaber knyttes

Colombia

Et skilt i Japan der minder arbejderne om at tage hensyn til sikkerheden og lægge Guds ånds frugter for dagen

Kapitel 21

Hvordan bliver det hele finansieret?

DET siger sig selv at det arbejde Jehovas Vidner udfører, kræver penge. Man må have penge for at bygge rigssale, stævnehaller, afdelingskontorer, trykkerier og betelhjem, og det koster penge at vedligeholde alle disse bygninger. Der er også udgifter forbundet med at trykke og udgive bibelske publikationer. Hvordan bliver det hele finansieret?

Personer der er imod Jehovas Vidners arbejde har fremsat ubegrundede spekulationer hvad dette angår. Men undersøger man de faktiske forhold, bekræfter de det svar Jehovas Vidner selv giver. Hvad går det ud på? At størstedelen af arbejdet udføres af frivillige som hverken forventer eller ønsker at tjene noget på deres arbejde, og at organisationens udgifter dækkes ved frivillige bidrag.

„Fri adgang. Ingen kollekt“

Allerede i det andet nummer af Watch Tower, i august 1879, skrev broder Russell: „’Zion’s Watch Tower’ har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte. Når Han der siger: ’Mit er sølvet, og mit er guldet’ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi tage det som et tegn på at tiden er inde til at lade bladet gå ind.“ I overensstemmelse med dette anmodes der aldrig om penge i Jehovas Vidners publikationer.

Det samme gælder ved deres møder. I menighederne og ved stævnerne fremsættes der aldrig følelsesladede opfordringer til at give bidrag. Der optages ingen kollekt, der omdeles ingen konvolutter som man skal lægge penge i, og der sendes ingen tiggerbreve til menighedens medlemmer. Menighederne arrangerer heller aldrig bankospil eller lotterier for at rejse penge. Allerede i 1894, da Vagttårnsselskabet sendte rejsende foredragsholdere ud, offentliggjorde man denne oplysning: „Lad det være klart helt fra begyndelsen at dette selskab hverken tillader eller godkender optagelse af kollekt eller andre former for indsamling af penge.“

Allerede fra et meget tidligt tidspunkt af Jehovas Vidners historie i nyere tid har der derfor stået følgende på løbesedler og andre trykte indbydelser til Jehovas Vidners møder: „Fri adgang. Ingen kollekt.“

I foråret 1914 begyndte bibelstudenterne at leje teatre og andre sale og indbyde offentligheden til at komme og se „Skabelsens Fotodrama“. Det var en forestilling i fire dele, otte timer i alt, der bestod af lysbilleder og film synkroniseret med lyd. Bare i løbet af det første år blev denne forestilling set af millioner af mennesker i Nordamerika, Europa, Australien og New Zealand. Nogle af dem der ejede teatrene tog betaling for reserverede siddepladser, men bibelstudenterne krævede aldrig entré. Og der blev ikke optaget kollekt.

Senere drev Vagttårnsselskabet radiostationen WBBR i New York gennem mere end 30 år. Jehovas Vidner udsendte også bibelske undervisningsprogrammer over hundreder af andre radiostationer. Men de tiggede aldrig om penge i disse programmer.

Hvordan får de da de bidrag ind som finansierer deres arbejde?

Frivillige bidrag

Mønsteret er fastlagt i Bibelen. Under Moseloven gav israelitterne visse bidrag frivilligt, mens andre blev krævet af dem. Det var for eksempel et krav at de skulle give tiende. (2 Mos. 25:2; 30:11-16; 4 Mos. 15:17-21; 18:25-32) Men Bibelen viser også at Kristus opfyldte Loven og at Gud bragte den til ophør; de kristne er derfor ikke bundet af Lovens bestemmelser. De giver ikke tiende, og de er heller ikke forpligtede til at give bidrag af en bestemt størrelse eller på et bestemt tidspunkt. — Matt. 5:17; Rom. 7:6; Kol. 2:13, 14.

De kristne bliver i stedet tilskyndet til at opdyrke en gavmild indstilling og dermed følge det gode eksempel som Jehova og hans søn, Jesus Kristus, har sat. (2 Kor. 8:7, 9; 9:8-15; 1 Joh. 3:16-18) Angående det at give skrev apostelen Paulus til den kristne menighed i Korinth: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ Paulus forklarede at ’deres kærligheds ægthed’ blev sat på prøve når de hørte om et særligt behov. Han sagde også: „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har, ikke efter hvad man ikke har.“ — 2 Kor. 8:8, 12; 9:7.

I lyset af dette er det interessant at læse Tertullians kommentar angående de møder som på hans tid (ca. 155 til efter 220 e.v.t.) blev holdt af dem der bestræbte sig for at leve som kristne. Han skrev: „Er der en slags pengekasse, er den heller ikke samlet sammen af penge, betalt som optagelsesgebyr, som om religionen var til salg. Enhver erlægger et beskedent beløb på en bestemt dag i måneden, eller også når han vil, og hvis han overhovedet vil eller kan. Ingen tvinges nemlig, men man betaler frivilligt.“ (Forsvarsskrift for de kristne, oversat af Niels Willert, XXXIX, 5) Men i århundrederne siden da har kristenhedens kirkesamfund engageret sig i alle tænkelige foretagender for at finansiere deres virksomhed.

Charles Taze Russell ville ikke efterligne kirkerne. Han skrev: „Efter vor opfattelse er penge som er samlet ind ved forskellige former for tiggeri i Herrens navn frastødende og uantagelige for ham, og de resulterer hverken i hans velsignelse over giverne eller over det arbejde der udføres.“

I stedet for at forsøge at indsmigre sig hos de rige, sagde broder Russell klart og tydeligt, og i overensstemmelse med Bibelen, at de fleste af Herrens folk ville være fattige på denne verdens goder, men rige i troen. (Matt. 19:23, 24; 1 Kor. 1:26-29; Jak. 2:5) I stedet for at lægge vægt på behovet for penge til udbredelsen af sandheden fra Bibelen, betonede han betydningen af at opdyrke kærlighedens ånd, ønsket om at give, og ønsket om at hjælpe andre, især ved at forkynde sandheden for dem. Til dem der havde evne for at tjene penge og som mente at de kunne give mere økonomisk hvis de først og fremmest brugte deres tid på forretninger, sagde han at det var bedre at de begrænsede forretningerne og i stedet gav af sig selv og deres tid for at udbrede sandheden. Denne holdning har Jehovas Vidners Styrende Råd stadig.a

Hvor meget giver den enkelte så i bidrag? Det er en personlig afgørelse. Men med hensyn til det at give, bør man mærke sig at Jehovas vidner ikke blot tænker på det materielle. Ved deres områdestævner i 1985-86 drøftede de emnet „Vi ærer Jehova med vor velstand“. (Ordsp. 3:9) Det blev her understreget at vor velstand ikke blot omfatter materielle ejendele men også fysiske, mentale og åndelige aktiver.

I 1904 påpegede broder Russell at et menneske der fuldt ud har indviet sig til Gud „allerede [har] givet alt, hvad han har, til Herren“. Han bør derfor „anse sig selv som ansat af Herren som Husholder over sin egen Tid, sin Indflydelse, sine Penge o. s. v., og . . . enhver maa søge at anvende disse Talenter, saa godt han formaar, til Mesterens Ære“. Han tilføjede at ledet af visdommen ovenfra „opdager han, at efterhaanden som hans Kærlighed og Nidkærhed over for Herren Dag for Dag tager til, ved at han stadig lærer Sandheden bedre at kende og bliver mere fyldt med dens Aand, vil han give mere og mere af sin Tid i Sandhedens Tjeneste, mere og mere af sin Indflydelse og mere og mere af de Midler, der staar til hans Raadighed.“ — Studier i Skriften, „Den nye Skabning“, s. 385.

I disse første år havde Vagttårnsselskabet en fond der blev kaldt „Tower Tract Fund“. Hvad var det? Følgende interessante oplysninger stod på bagsiden af noget brevpapir som broder Russell af og til brugte: „Denne fond består af frivillige gaver fra dem der er blevet bespist med og styrket af den ’mad i rette tid’ der nu fremsættes for de indviede hellige verden over i de ovennævnte publikationer [tilvejebragt af Vagttårnsselskabet], som Guds redskaber.

Denne fond benyttes til stadighed i forbindelse med den gratis udsendelse af tusinder af numre af ZIONS VAGT-TAARN og traktatserien DEN GAMLE THEOLOGIE, som egner sig bedst for nye læsere. Den bidrager også til udbredelsen af hæftede udgaver af DAGGRY-serien ved at hjælpe dem der ønsker at sprede dem — kolportører og andre. Den udgør desuden en ’fattigfond’ som gør det muligt for dem af Herrens børn der på grund af alderdom, sygdom eller andre årsager ikke kan abonnere på VAGT-TAARNET, at få bladet tilsendt gratis, på betingelse af at de i begyndelsen af hvert år sender et brev eller et kort for at udtrykke deres ønske og manglende evne.

Ingen anmodes nogen sinde om at bidrage til denne fond: alle bidrag må være frivillige. Vi minder vore læsere om apostelens ord (1 Kor. 16:1, 2) og støtter dem ved at sige at de der kan give og som gør det for at sandheden kan blive gjort kendt, vil blive belønnet med åndelige velsignelser.“

Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Guds rige understøttes fortsat af frivillige bidrag. Foruden Jehovas vidner selv betragter mange interesserede det som et privilegium at støtte dette kristne arbejde med frivillige bidrag.

Finansiering af mødelokaler

I alle Jehovas Vidners menigheder er der bidragsbøsser som man kan lægge penge i — når man ønsker det og har mulighed for det. Det foregår anonymt; som regel er det kun giveren selv der ved hvad han har bidraget med. Det er en sag mellem den enkelte og Gud.

Der er ingen lønninger som skal betales, men det koster naturligvis at have et mødelokale. Menighedens medlemmer underrettes om behovet. For over 70 år siden skrev The Watch Tower dog at man aldrig burde tigge eller presse for at få bidrag — man skulle blot på en klar og enkel måde fremlægge de faktiske forhold. I overensstemmelse med dette synspunkt er det ikke ofte at økonomiske spørgsmål drøftes ved møderne.

Det hænder imidlertid at der opstår særlige behov. Det kan være at en menighed planlægger at sætte sin rigssal i stand, udvide den eller måske bygge en ny. For at finde ud af hvilke midler der er til rådighed vil de ældste måske bede menighedens forkyndere om at skrive på små sedler hvad de hver især regner med at kunne give eller eventuelt stille til rådighed i nogle år. De ældste kan desuden bede enkeltpersoner eller familier skrive hvad de mener at de med Jehovas velsignelse vil kunne give hver uge eller hver måned. Ingen skriver navn på sedlerne. Der er ikke tale om nogen forpligtelse — blot et skøn der giver de ældste et grundlag for at lægge realistiske planer. — Luk. 14:28-30.

I Tarma i Liberia skaffede menigheden de nødvendige midler på en lidt anden måde. Nogle i menigheden dyrkede ris for en forkynder på hans mark, mens han selv i et helt år fældede træer og håndsavede dem til planker, som derefter blev solgt. Pengene gik til byggeprojektet. En menighed i Paramaribo i Surinam måtte købe materialer til en rigssal, men skulle ikke bruge penge til en grund, for en søster forærede menigheden sin grund så rigssalen kunne bygges dér. Hun bad kun om at hendes hus blev flyttet ned i den anden ende af grunden. De ekstremt høje priser på fast ejendom i Tokyo i Japan gjorde det vanskeligt for menighederne at finde grunde at bygge rigssale på. Flere familier tilbød derfor menighederne at de kunne bruge de grunde deres huse lå på. De bad kun om at måtte få en lejlighed oven på de nye rigssale som blev bygget dér hvor deres huse havde ligget.

Efterhånden som menighederne voksede og blev delt, prøvede nabomenigheder ofte at hjælpe hinanden med at skaffe egnede rigssale. Men på trods af denne gavmilde ånd var der behov for noget mere. Grundpriser og byggeomkostninger steg voldsomt, og i mange tilfælde var det umuligt for de enkelte menigheder at rejse penge nok. Hvad kunne der gøres?

Ved områdestævnerne „Enhed under Guds rige“ i 1983 præsenterede Det Styrende Råd en ordning der havde at gøre med princippet i Andet Korintherbrev 8:14, 15, hvor de der har overflod opfordres til at afhjælpe andres mangel, så der „kan finde en udligning sted“. På den måde vil de der har lidt, ikke have så lidt at de hindres i deres bestræbelser for at tjene Jehova.

Hver menighed blev opfordret til at opsætte en bidragsbøsse mærket „Bidrag til Selskabets Rigssalskonto“. De penge der kom ind på denne måde, ville udelukkende blive brugt til hjælp for menigheder som havde et stort behov for en rigssal, men ikke havde mulighed for at opfylde pengeinstitutternes lånebetingelser. Efter en grundig undersøgelse af hvor behovet var størst, begyndte Selskabet at stille penge fra denne konto til rådighed for menigheder der havde behov for at bygge eller købe nye rigssale. Efterhånden som der kom flere bidrag ind og lånene blev tilbagebetalt (i de lande hvor det var muligt), kunne man hjælpe endnu flere menigheder. (I Danmark er Selskabets Rigssalskonto et supplement til de regionale rigssalsforeningers finansiering.)

Denne ordning trådte først i kraft i De Forenede Stater og Canada, men siden er den blevet indført i over 30 lande i Europa, Afrika, Latinamerika og Det Fjerne Østen. I otte af disse lande var der i 1992 allerede skaffet midler til 2737 rigssale som bruges af 3840 menigheder.

I lande hvor denne ordning ikke er indført, men hvor der har været et presserende behov for rigssale som de lokale brødre ikke har kunnet finansiere, har Det Styrende Råd sørget for hjælp på anden måde. Der har således fundet en udligning sted, sådan at de der kun har lidt, ikke har for lidt.

Udvidelserne ved hovedkontoret

Driften af hovedkontoret har også kostet penge. Efter den første verdenskrig, da Vagttårnsselskabet fandt at det var en fordel at trykke og indbinde bøgerne selv, blev det nødvendige udstyr købt i private brødres navn. I stedet for at betale et kommercielt firma for at fremstille bøgerne med fortjeneste, brugte Selskabet det beløb man dermed sparede hver måned, til at reducere gælden på udstyret. Dette førte med tiden til at prisen på en stor del af publikationerne til offentligheden blev sat ned til omtrent det halve. Hensigten med det hele var at fremme forkyndelsen af den gode nyhed, ikke at berige Vagttårnsselskabet.

Efter nogle få år stod det klart at der var behov for større faciliteter ved hovedkontoret for at man kunne varetage den verdensomspændende forkyndelse af Riget. I takt med at organisationen er vokset og forkyndelsen er blevet intensiveret, har man måttet udvide igen og igen. I stedet for at låne penge i bankerne til udvidelser af og udstyr til kontorer, trykkerier og lignende i og omkring New York, har Selskabet forklaret brødrene om behovet. Det er ikke sket ofte — kun 12 gange gennem en periode på 65 år.

Selskabet har aldrig tigget om penge. De der har haft lyst til at give bidrag, er blevet tilskyndet til at gøre det. De der har valgt at låne Selskabet penge, er blevet forsikret om at lånet ville blive betalt tilbage mod kvittering når de bad om det, hvis der skulle opstå uventede eller uopsættelige behov. Selskabet har bestræbt sig for at handle på en måde som ikke skabte vanskeligheder for enkeltpersoner eller menigheder der har været så venlige at stille midler til disposition. Den støtte Jehovas vidner har givet gennem deres bidrag, har altid sat Selskabet i stand til at tilbagebetale alle lån. De bidrag der sendes til Selskabet, tages ikke for givet. I det omfang det er muligt, anerkendes modtagelsen gennem takkebreve og andre udtryk for værdsættelse.

Det er ikke gaver fra en gruppe velstående givere der holder organisationens arbejde i gang. De fleste bidrag kommer fra enkeltpersoner der kun har beskedne midler — mange af dem har endda meget lidt jordisk gods. Blandt dem der giver bidrag, er små børn der gerne vil være med til at støtte Rigets arbejde på denne måde. Det der ansporer alle disse til at give, er dyb værdsættelse af Jehovas godhed og et ønske om at hjælpe andre til at høre om hans gavmilde foranstaltninger. — Jævnfør Markus 12:42-44.

Hvordan udvidelser af afdelingskontorerne finansieres

Efterhånden som forkyndelsen har antaget større proportioner forskellige steder i verden, har det været nødvendigt at udvide organisationens afdelingskontorer. Det foregår under ledelse af Det Styrende Råd.

Efter at Det Styrende Råd havde gennemgået anbefalinger fra afdelingskontoret i Tyskland, gav det i 1978 kontoret besked om at finde en passende grund og bygge et helt nyt afdelingskontor. Ville de tyske forkyndere kunne dække omkostningerne? Muligheden blev fremlagt for dem. Da projektet var blevet fuldført i 1984 i Selters på vestsiden af Taunusbjergene, skrev afdelingskontoret: „Titusinder af Jehovas vidner — rige og fattige, unge og gamle — bidrog med millioner af D-mark for at hjælpe med at betale de nye bygninger. Takket være deres gavmildhed kunne hele projektet fuldføres uden at man behøvede at låne penge af verdslige instanser eller at sætte sig i gæld.“ Desuden havde omkring hver syvende forkynder i Forbundsrepublikken Tyskland været med til selve byggearbejdet i Selters.

I andre lande har landets økonomi eller de økonomiske forhold blandt Jehovas vidner gjort det meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at bygge et afdelingskontor der kan føre tilsyn med arbejdet eller et trykkeri der kan fremstille bibelsk læsestof på landets sprog. Forkynderne i landet har fået mulighed for at yde hvad de kan. (2 Kor. 8:11, 12) Men at Jehovas vidner i et land mangler midler, får ikke lov at hindre udbredelsen af budskabet om Riget hvis der findes tilstrækkelige midler andre steder.

De lokale forkyndere gør naturligvis hvad de kan, men i store dele af verden kommer en betydelig del af de fornødne midler til opførelse af afdelingskontorer ind ved bidrag fra Jehovas vidner i andre lande. Det gjaldt i forbindelse med de store bygningskomplekser der blev fuldført i Sydafrika i 1987, i Nigeria i 1990 og på Filippinerne i 1991; og det gjaldt i Zambia, hvor et nyt trykkeri var under opførelse i 1992. Det har også været tilfældet i forbindelse med mange mindre byggeprojekter, deriblandt det der blev fuldført i Indien i 1985, i Chile i 1986, i Costa Rica, Ecuador, Guyana, Haiti og Papua Ny Guinea i 1987, i Ghana i 1988 og i Honduras i 1989.

I nogle lande er brødrene imidlertid blevet overraskede over at se hvad de har kunnet udrette lokalt når Jehova har velsignet deres forenede anstrengelser. I begyndelsen af 1980’erne planlagde afdelingskontoret i Spanien for eksempel en større udvidelse. Afdelingskontoret bad Det Styrende Råd om at sørge for finansieringen, men da der på det tidspunkt var store udgifter på andre områder, kunne denne anmodning ikke imødekommes. Spørgsmålet var om de spanske forkyndere, med deres forholdsvis lave indkomster, kunne skaffe de nødvendige midler hvis man forelagde dem denne mulighed.

Forkynderne fik at vide hvordan landet lå. De gav med glæde deres ringe, armbånd og andre smykker som bidrag, så de kunne sælges. Da en ældre søster blev spurgt om hun var sikker på at hun ville give sit tunge guldarmbånd væk, svarede hun: „Broder, det vil gøre langt mere gavn som bidrag til et nyt Betel end det vil om mit håndled!“ En anden ældre søster kom med en stak mugne pengesedler som hun i årenes løb havde gemt under gulvet i sit hus. Nogle ægtepar bidrog med penge de havde lagt til side til en rejse. Børn sendte deres sparepenge. En dreng der sparede sammen til en guitar, gav pengene til byggeprojektet i stedet. De spanske forkyndere tilvejebragte gavmildt og villigt alt hvad der var behov for i materiel retning, ligesom israelitterne gjorde da tabernaklet skulle bygges i ørkenen. (2 Mos. 35:4-9, 21, 22) Derefter gav de af sig selv. Nogle brugte al deres tid, andre kom i ferier og weekender for at deltage i arbejdet. De kom fra hele Spanien — i tusindvis. Andre Jehovas vidner kom fra Tyskland, Sverige, Storbritannien, Grækenland og De Forenede Stater, for blot at nævne nogle få lande. Sammen med de lokale brødre fuldførte de det der i første omgang havde forekommet dem at være en umulig opgave.

Er der nogen fortjeneste på publikationerne?

I 1992 blev der fremstillet bibelske publikationer på hovedkontoret og 32 afdelingskontorer. Langt de fleste af dem skulle benyttes af Jehovas vidner i deres forkyndelse. Men tanken var ikke at opnå økonomisk fortjeneste. Beslutningerne om hvilke sprog publikationerne skulle trykkes på og hvilke lande de skulle sendes til, blev ikke taget ud fra økonomiske hensyn, men udelukkende med tanke på at fuldføre den opgave Jesus Kristus gav sine disciple.

I det allerførste nummer af Watch Tower, nummeret for juli 1879, var der en notits om at de der ikke havde råd til at betale for et abonnement (som dengang kostede 50 cent for et år), kunne få det gratis ved at skrive og bede om det. Det altoverskyggende formål var at hjælpe folk til at lære Jehovas storslåede hensigt at kende.

Derfor er der siden 1879 blevet uddelt kolossale mængder bibelsk læsestof gratis til offentligheden. I 1881 og årene derefter blev rundt regnet 1.200.000 eksemplarer af Food for Thinking Christians (Føde for tænkende kristne, ikke oversat til dansk) uddelt gratis. Mange af disse forelå i form af 162-siders bøger; andre var i avisformat. I årene som fulgte blev der udgivet i snesevis af traktater i forskellige størrelser. Langt de fleste af dem (bogstavelig talt flere hundrede millioner eksemplarer) blev uddelt vederlagsfrit. Og der blev udgivet stadig flere traktater og andre publikationer. I 1915 viste rapporten at der alene i dét år var blevet uddelt 50 millioner gratis traktater på cirka 30 sprog. Hvorfra kom pengene til alt dette? De kom i det store og hele fra frivillige bidrag til Selskabets traktatfond.

Der fandtes også publikationer som blev tilbudt mod et bidrag i de første årtier af Selskabets historie, men det foreslåede bidrag blev holdt så lavt som muligt. Disse publikationer omfattede indbundne bøger på mellem 350 og 744 sider. Når Selskabets kolportører (som heltidstjenerne dengang blev kaldt) tilbød disse til offentligheden, nævnte de den sum der var foreslået som bidrag. Deres mål var imidlertid ikke at tjene penge, men at gøre folk opmærksomme på vigtige bibelske sandheder. De ønskede at folk skulle læse publikationerne og få gavn af dem.

Kolportørerne var mere end villige til at forære publikationerne bort (og selv betale et bidrag for dem) hvis den besøgte ingen penge havde. Men det viste sig at mange var mere indstillede på at læse en publikation hvis de havde betalt lidt for den, og bidraget kunne naturligvis bruges til at trykke flere publikationer for. Selskabets vejledning i Bulletin for 1. oktober 1920 understregede imidlertid at bibelstudenterne ikke var ude efter økonomisk vinding. Der stod: „Ti dage efter at du har afsat bogen [på 128 sider], bør du besøge de pågældende igen og høre om de har læst den. Hvis de ikke har læst den, så bed dem om at tilbagelevere den, og giv dem deres penge igen. Sig til dem at du ikke er bogsælger, men at du ønsker at bringe dette trøstens og glædens budskab ud til alle, og nævn at hvis de ikke er tilstrækkelig interesserede i noget der har så stor betydning for dem . . ., vil du gerne levere bogen til nogle der måske vil være det.“ Jehovas vidner benytter ikke længere denne fremgangsmåde, for de har erfaret at andre i familien af og til begynder at læse i publikationerne og høster gavn af dem. Men det man gjorde dengang, understreger hvad formålet er med Jehovas vidners forkyndelse.

I mange år omtalte Jehovas vidner deres spredning af publikationer som „salg“. Denne benævnelse skabte dog en del forvirring, så fra 1929 gik de lidt efter lidt bort fra den. Benævnelsen var desuden misvisende, for deres arbejde var ikke kommercielt. Det var ikke deres mål at tjene penge. Det eneste de ønskede, var at forkynde den gode nyhed om Guds rige. På grund af dette afsagde De Forenede Staters højesteret i 1943 den kendelse at Jehovas vidner ikke behøvede at løse vandrebrev før de afsatte deres publikationer. Det ræsonnement som De Forenede Staters højesteret fulgte i denne afgørelse blev billiget af canadiske dommere, der senere henviste til det.b

I mange lande har Jehovas vidner generelt tilbudt deres publikationer mod et bidrag. Det foreslåede bidrag har været så lavt, sammenlignet med priserne på andre bøger og tidsskrifter, at mange har ønsket at give mere. Men organisationen har gjort sig store anstrengelser for at holde det foreslåede bidrag så lavt at de mange millioner der har meget lidt i materiel henseende, men som er taknemmelige for at få en bibel eller bibelsk læsestof, kan få råd til at anskaffe sig det. Hensigten med at foreslå et bidrag har imidlertid ikke været at berige Jehovas Vidners organisation.

I lande hvor det ifølge loven betragtes som salg at afsætte bibelsk læsestof og foreslå den besøgte at give et bidrag for det, vil Jehovas vidner med glæde forære læsestof til enhver der viser oprigtig interesse og lover at læse det. De der ønsker at give et bidrag til fremme af det bibelske undervisningsarbejde, kan give det beløb de ønsker. Sådan foregår det for eksempel i Japan. I Schweiz var det indtil for nylig sådan at forkynderne tog imod bidrag for bøger og blade, men kun op til en fastsat pris; hvis de besøgte betalte mere gav forkynderne dem penge tilbage eller gav dem noget mere læsestof. Forkynderne ønskede ikke at indsamle penge, men at gøre den gode nyhed om Guds rige kendt.

I 1990 foretog Jehovas Vidner visse forandringer for at undgå enhver misforståelse. Økonomiske skandaler i nogle af kristenhedens trossamfund var blevet meget omtalt i medierne, og myndighederne viste en øget tendens til at klassificere religiøs virksomhed som forretning. Det Styrende Råd besluttede derfor at Jehovas vidner i De Forenede Stater skulle sprede alle publikationer — bibler, traktater, brochurer, blade og indbundne bøger der forklarer Bibelen — til folk uden at foreslå dem at give et bidrag, og udelukkende på betingelse af at de ville læse dem. Jehovas Vidners virksomhed er på ingen måde kommerciel, og denne ordning fik dem til at skille sig endnu mere ud fra de religiøse grupper der har gjort religion til et forretningsforetagende. De fleste mennesker er naturligvis klar over at det koster penge at trykke bøger og blade, og de der påskønner den tjeneste Jehovas vidner udfører, ønsker måske at give et bidrag til arbejdet. Forkynderne fortæller dem så at Jehovas Vidners verdensomspændende bibelske undervisningsarbejde støttes af frivillige bidrag. Gaver modtages med glæde, men man anmoder ikke om dem.

De der deltager i forkyndelsen, gør det ikke for økonomisk vindings skyld. De giver af deres tid, og de dækker selv deres transportudgifter. Når nogen viser interesse tilbyder de at komme på besøg hver uge, fuldstændig gratis, for at give vedkommende personlig undervisning i Bibelen. Kun kærlighed til Gud og næsten kan få nogen til at udføre en sådan gerning, ofte på trods af ligegyldighed eller direkte modstand.

De midler der modtages på Jehovas Vidners hovedkontor eller på afdelingskontorerne beriger ikke organisationen eller enkeltpersoner, men bruges til fremme af forkyndelsen af den gode nyhed. I 1923 skrev Vagttaarnet at den økonomiske situation i Europa betød at de bøger som blev trykt for Selskabet dér, hovedsagelig måtte betales af det amerikanske hovedkontor, og ofte blev solgt for mindre end fremstillingsprisen. Jehovas Vidner har nu trykkerier i mange lande, men nogle af de lande publikationerne sendes til, er ikke i stand til at sende penge ud af landet til dækning af omkostningerne. De frivillige bidrag der gives af gavmilde Jehovas vidner i de lande hvor midlerne er til rådighed, er med til at afhjælpe mangelen i de lande hvor forkynderne er dårligere stillet.

Vagttårnsselskabet har altid lagt vægt på at bruge alle de til rådighed stående ressourcer til fremme af forkyndelsen af den gode nyhed. I 1915 sagde Charles Taze Russell, der dengang var Selskabets præsident: „Vort Selskab har ikke søgt at samle sig værdier på jorden, men har i stedet brugt af sine midler. Hvad Guds forsyn end har sendt til os uden at vi har bedt om det, har vi søgt at bruge så forstandigt som muligt i overensstemmelse med Herrens ord og ånd. Vi oplyste for længe siden at hvis midlerne slap op ville Selskabet indstille sin virksomhed, og hvis midlerne øgedes, ville Selskabet øge sin virksomhed tilsvarende.“ Det er netop hvad Selskabet til stadighed har gjort.

Frem til denne dag har organisationen brugt de midler der har været til disposition, til udsendelse af rejsende tilsynsmænd der styrker menighederne og opmuntrer dem i den offentlige forkyndelse. Der udsendes hele tiden missionærer og brødre som har gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere, til lande hvor der er et særligt behov. Selskabet bruger også de disponible midler til at sende specialpionerer til områder hvor budskabet om Riget kun er blevet forkyndt i begrænset omfang, eller måske slet ikke. Som det fremgår af Jehovas Vidners Årbog for 1993, brugte Vagttårnsselskabet i det foregående tjenesteår 45.218.257,56 dollars til disse formål.

De tjener ikke for personlig vindings skyld

Hverken medlemmerne af Det Styrende Råd, repræsentanterne for de forskellige selskaber eller andre fremtrædende personer som er knyttet til organisationen, har nogen økonomisk fortjeneste af det arbejde Jehovas vidner udfører.

Om C. T. Russell, der tjente som Vagttårnsselskabets præsident i over 30 år, skrev en af hans medarbejdere: „For at faa Klarhed over, om han handlede i nøje Overensstemmelse med Skriften, og ogsaa for derved at lægge sin egen Oprigtighed for Dagen, besluttede han at søge Herrens Billigelse paa følgende Maade: 1) ved at vie sit Liv til Sagen, 2) ved at bruge sin Formue til Arbejdets Fremme, 3) ved at forbyde, at der ved noget Møde optoges Kollekt, 4) ved — efter at hans egen Formue var opbrugt — kun at fortsætte Arbejdet med de Bidrag, der fuldstændig frivilligt og uopfordret indsendtes dertil.“

Broder Russell betragtede ikke sin religiøse virksomhed som et middel til at samle sig materiel velstand, men brugte alle sine midler i Herrens gerning. Efter hans død skrev Vagt-Taarnet: „Han gav sin private Formue helt hen til den Sag, han havde viet sit Liv. Han modtog en nominel Sum paa elleve Dollars om Maaneden til personlige Udgifter. Han døde uden at efterlade sig nogen Formue.“

Om dem der skulle føre Selskabets arbejde videre skrev broder Russell i sit testamente: „Med Hensyn til Løn tror jeg, det er klogest at fastholde Selskabets hidtidige Princip, nemlig, at der ikke ydes nogen Løn, at blot de nødvendige Udgifter dækkes for dem, der paa den ene eller paa den anden Maade arbejder i Selskabets Tjeneste.“ De der tjente på Selskabets betelhjem, kontorer og trykkerier, samt dets rejsende repræsentanter, skulle blot have kost, logi og en beskeden godtgørelse — nok til at dække de grundlæggende behov, men ’der maatte ikke gives dem Lejlighed til at kunne lægge Penge op’. Dette princip gælder også i dag.

De der udfører en særlig heltidstjeneste på Jehovas Vidners hovedkontor, har aflagt et fattigdomsløfte, ligesom samtlige medlemmer af Det Styrende Råd og alle andre medlemmer af betelfamilien i De Forenede Stater. Det vil ikke sige at de lever et glædesløst liv uden nogen som helst komfort. Men det betyder at alle uden forskel i denne tjeneste modtager det samme i form af kost, logi og en beskeden godtgørelse til dækning af deres personlige udgifter.

På denne måde udfører organisationen sit arbejde i fuld tillid til Guds hjælp. Som et åndeligt brodersamfund der omfatter hele verden bruger Jehovas vidner med glæde og uden tvang deres midler til at udføre det arbejde som Jehova, deres store himmelske Fader, har pålagt dem.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 340]

’Dette selskab hverken tillader eller godkender indsamling af penge’

[Tekstcitat på side 342]

Hovedvægten lægges på betydningen af at fortælle andre om sandheden

[Tekstcitat på side 343]

En ærlig redegørelse for hvordan det forholder sig

[Tekstcitat på side 344]

Menighederne hjælper hinanden til at få egnede rigssale

[Tekstcitat på side 345]

De fleste bidrag kommer fra folk med beskedne midler

[Tekstcitat på side 348]

Store mængder læsestof foræres bort — hvem betaler for det?

[Tekstcitat på side 349]

De vil med glæde forære læsestof til enhver der viser oprigtig interesse og lover at læse det

[Tekstcitat på side 350]

Hvad sker der med de penge der gives som bidrag?

[Tekstcitat på side 351]

„Han gav sin private Formue helt hen til den Sag, han havde viet sit Liv“

[Ramme på side 341]

Gud tigger ikke

„Han der sagde: ’Dersom jeg hungrede, ville jeg ikke sige dig det; thi jorderige hører mig til og dets fylde . . . Jeg vil ikke tage en okse af dit hus, ej heller bukke af dine stalde. Thi alle dyrene i skoven hører mig til, dyrene på bjergene i tusindtal’ (Sl. 50:12, 9, 10), han er i stand til at udføre sit store arbejde uden at bede om penge fra verden eller fra sine børn. Han vil heller ikke tvinge sine børn til at ofre noget i tjenesten for ham, ej heller vil han tage mod noget fra dem som ikke gives frivilligt og med glæde.“ — „Zion’s Watch Tower“, september 1886, s. 6.

[Ramme på side 347]

Bidragene har ikke altid været i form af penge

Jehovas vidner i den nordlige del af staten Queensland i Australien skaffede fire store vognlæs tømmer som de sendte til Vagttårnets byggeplads i Sydney. Tømmeret havde en anslået værdi af 4-500.000 kroner.

Under udvidelsen af Vagttårnets trykkeri i Elandsfontein i Sydafrika ringede en indisk broder og spurgte om nogen kunne komme og hente en gave på 500 sække cement (a 50 kilo) — og dét på et tidspunkt da der var mangel på cement i landet. Andre stillede deres lastvogne til rådighed for Selskabet. En afrikansk søster betalte et firma for at levere 15 kubikmeter sand.

Da der blev opført et nyt afdelingskontor i Emmen i Holland, blev store mængder værktøj og arbejdstøj givet som gave. En søster der var alvorligt syg, strikkede et par uldne vinterstrømper til hver af arbejderne.

Da der skulle bygges et nyt afdelingskontor med plads til et trykkeri i Lusaka i Zambia, blev byggematerialerne købt for midler fra Jehovas vidner i andre lande. Materialer og udstyr der ikke kunne skaffes i Zambia, blev skænket af andre lande og kørt til Zambia i lastbiler.

Et Jehovas vidne i Ecuador skænkede i 1977 en grund på 34 hektarer som man byggede en stævnehal og et nyt afdelingskontor på.

Jehovas vidner i Panama åbnede deres hjem for frivillige byggearbejdere; nogle der havde busser sørgede for transport; andre var med til at tilberede de 30.000 måltider der blev serveret på byggepladsen.

Under opførelsen af afdelingskontoret i Arboga i Sverige sendte en menighed 4500 hjemmebagte boller. Andre sendte honning, frugt og syltetøj. En landmand der ikke var et af Jehovas vidner men boede lige ved byggepladsen, gav to tons gulerødder.

Jehovas Vidners hovedkontor og største afdelingskontorer — i billeder

JEHOVAS VIDNERS HOVEDKONTOR

[Illustrationer på side 352, 353]

Jehovas Vidners verdensomspændende virksomhed er siden 1909 blevet ledet fra Brooklyn, New York. Hovedkontoret har haft til huse i disse bygninger siden 1980

[Illustration på side 352]

Vagttårnets Uddannelsescenter i Patterson, New York (under opførelse i 1992)

[Illustrationer på side 353]

Nogle af boligerne til de tusinder der tjener på hovedkontoret

[Illustrationer på side 354]

Tidligere hoteller i Brooklyn er blevet ombygget og har givet plads til yderligere 1476 frivillige medarbejdere

[Illustrationer på side 354]

Boliger til betelfamilien i Wallkill, New York

[Illustrationer på side 354, 355]

I disse trykkeribygninger (i Brooklyn, New York) fremstilles der bibler, bøger og brochurer på 180 sprog til brug i forkyndelsen jorden over

[Illustrationer på side 356]

I denne bygning i Brooklyn fremstilles der hvert år millioner af kassettebånd med bibelsk indhold. Det er også herfra forsendelsen koordineres. Årligt sendes over 15.000 tons bibelsk læsestof og andet materiale til alle dele af verden

[Illustrationer på side 356]

I dette trykkeri på Watchtower Farms, i nærheden af Wallkill, New York, trykkes der årligt flere hundrede millioner eksemplarer af „Vagttårnet“ og „Vågn op!“ på 14 sprog

Jehovas Vidner og de indregistrerede selskaber de gør brug af, har kontorer og trykkerier mange steder i verden. På de følgende sider vises der billeder af mange af dem. De steder hvor nye bygninger var under opførelse i 1992, vises en tegning. De nævnte tal gælder for 1992.

NORDAMERIKA OG VESTINDIEN

[Illustrationer på side 357]

ALASKA

De besøgende på Selskabets afdelingskontor får en varm velkomst. Her i Alaska forkynder Jehovas vidner fra hus til hus ligesom alle andre steder, selv om temperaturen kan falde til minus 50° C.

I dette fly transporteres forkyndere af Riget ud til fjerne afkroge af distriktet

[Illustration på side 357]

BAHAMAØERNE

Vagttårnsselskabets publikationer nåede til Bahamaøerne i 1901, men først i 1926 begyndte der at blive forkyndt regelmæssigt her. Siden da er der blevet spredt langt over 4.600.000 bibelske publikationer på de øer som dette kontor nu fører tilsyn med.

[Illustrationer på side 358]

BARBADOS

På Barbados er der over 140 trossamfund som kalder sig kristne. Siden 1905 har Jehovas vidner søgt at hjælpe indbyggerne til selv at undersøge hvad der står i Bibelen.

[Illustrationer på side 358]

BELIZE

Cirka halvdelen af befolkningen i Belize bor spredt i landets indre. For at nå frem til visse landsbyer tager Jehovas vidner én gang om året på vandretur med rygsække og forkyndertasker.

[Illustration på side 358]

COSTA RICA

Vagttårnsselskabet oprettede et afdelingskontor i Costa Rica i 1944, og allerede i 1950’erne var antallet af forkyndere i landet steget til over et tusind.

[Illustrationer på side 359]

DOMINIKANSKE REPUBLIK

Vagttårnsselskabets publikationer begyndte at blive spredt her i 1932, men først i 1945, da de missionærer der ses til venstre kom til landet, begyndte de interesserede at blive undervist personligt. Da titusinder af mennesker i de senere år har været ivrige efter at studere Bibelen med Jehovas vidner, blev det nødvendigt at bygge dette afdelingskontor.

[Illustrationer på side 359]

EL SALVADOR

I dette land blev der forkyndt lidt i 1916. Det var dog først i 1945 at i det mindste én i El Salvador var rede til at gennemgå den kristne vanddåb (der ses her). Siden da er mange tusind andre blevet tjenere for Jehova.

[Illustrationer på side 359]

GUADELOUPE

Dette afdelingskontors tilsynsområde er et af de steder i verden hvor der procentvis er flest Jehovas vidner. Mange tager med glæde imod den gode nyhed.

[Illustrationer på side 360, 361]

CANADA

Selskabets kontor i Canada fører tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed i det næststørste land i verden. Over 100.000 forkyndere virker her.

Kontorbygning (over et fotografi af det nuværende afdelingskontor)

Northwest Territories

Skovhuggerlejre i British Columbia

Kvægfarme i Alberta

Quebec

Kystprovinserne

[Illustrationer på side 360]

GUATEMALA

I Guatemala er spansk det officielle sprog, men desuden tales der mange komplicerede indianske sprog. Selskabets kontor bestræber sig for at give alle mulighed for at høre om Guds rige.

[Illustrationer på side 361]

HAITI

For Jehovas vidner på Haiti er det en stor glæde at tjene Jehova, trods de ofte vanskelige forhold de lever under.

[Illustrationer på side 362]

HONDURAS

Siden 1916 er der blevet anvendt over 23.000.000 timer i arbejdet med at undervise dette lands indbyggere ud fra Bibelen. Undertiden har Jehovas vidner også måttet lære folk at læse og skrive (som det ses her) for at hjælpe dem til at kunne studere Guds ord på egen hånd.

[Illustrationer på side 362]

JAMAICA

På Jamaica blev hundreder af mennesker indviede tjenere for Jehova i den periode hvor kommende arvinger til det himmelske rige blev indsamlet. Siden 1935 har tusinder af andre sluttet sig til dem i forkyndelsen af budskabet om Riget. Dette afdelingskontor bygges som en hjælp til at dække deres åndelige behov.

[Illustrationer på side 362]

LEEWARDØERNE (ANTIGUA)

Allerede i 1914 blev den gode nyhed forkyndt på de øer der nu hører ind under dette kontor. Siden da er befolkningen i området gang på gang blevet tilskyndet til ’frit at tage af livets vand’. — Åb. 22:17.

[Illustrationer på side 363]

MEXICO

Et nyt center for undervisning ud fra Bibelen opføres af Jehovas Vidner i Mexico

Afdelingskontoret i 1992

Her fremstilles der bibelske publikationer til over 410.000 nidkære forkyndere i Mexico og nærliggende spansktalende lande

Mellem 1986 og 1992 blev over 10 procent af de hjemmebibelstudier Jehovas vidner ledede jorden over, ledet i Mexico, og i mange tilfælde var det hele familier der blev undervist

[Grafisk fremstilling på side 363]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Bibelstudier i Mexico

500.000

250.000

1950 1960 1970 1980 1992

[Illustrationer på side 364]

MARTINIQUE

Her blev sandhedens sæd sået allerede i 1946, men interessen blev først opdyrket da Xavier og Sara Noll (billedet) flyttede hertil fra Frankrig i 1954. I 1992 deltog over 3200 i forkyndelsen af Rigets budskab sammen med dem.

[Illustrationer på side 364]

HOLLANDSKE ANTILLER (CURAÇAO)

Treogtyve missionærer har tjent i dette afdelingskontors distrikt. To fra den første gruppe missionærer (billedet), som ankom i 1946, virkede stadig i deres distrikt i 1992.

[Illustrationer på side 364]

NICARAGUA

Fra 1945, da der kom missionærer til landet, begyndte antallet af Jehovas vidner i Nicaragua at stige. I 1992 var der over 9700, og et endnu større antal ønskede at blive undervist af Jehovas vidner ud fra Bibelen.

[Illustrationer på side 365]

PANAMA

Panamas befolkning er siden udgangen af det 19. århundrede blevet hjulpet til at lære hvilke krav Gud stiller til dem der ønsker at leve evigt.

[Illustration på side 365]

PUERTO RICO

Siden 1930 har forkynderne i Puerto Rico spredt over 83.000.000 bibelske publikationer og aflagt 25.000.000 genbesøg for at yde hjælp til interesserede. Det oversættelsesarbejde der udføres her, bidrager til at omkring 350.000.000 spansktalende verden over kan få bibelsk læsestof.

[Illustrationer på side 365]

TRINIDAD

Allerede i 1912 blev der aflagt et grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed på Trinidad. Mange forkyndere, deriblandt disse tre gileadmissionærer, har anvendt al deres tid i denne gerning.

SYDAMERIKA

[Illustrationer på side 366]

ARGENTINA

I 1924 blev den første forkynder sendt til Argentina. Senere blev der ydet megen hjælp af gileadmissionærer, deriblandt Charles Eisenhower (billedet), der ankom sammen med sin kone i 1948. I 1992 var der over 96.000 Jehovas vidner i landet. Fra dette kontor blev der ført tilsyn med deres arbejde og sørget for bibelske publikationer til dem. Der blev også sendt publikationer herfra til de over 44.000 Jehovas vidner i Chile.

[Illustrationer på side 367]

BOLIVIA

Bolivianerne har hørt Rigets budskab siden 1924. Tusinder modtager med glæde bibelsk læsestof og har gavn af regelmæssige hjemmebibelstudier.

[Illustrationer på side 367]

CHILE

I 1919 var Vagttårnsselskabets publikationer nået til Chile. Dette afdelingskontor fører tilsyn med forkyndelsen i et område der strækker sig fra vindomsuste fårefarme i syd til afsidesliggende minelejre i nord, fra Andesbjergene til Stillehavet.

[Illustrationer på side 367]

ECUADOR

Over 870 Jehovas vidner (som de to der ses her) har ydet et stort bidrag til forkyndelsen af den gode nyhed i Ecuador ved at forlade deres hjemland for at tjene hvor behovet var større. Dette afdelingskontor yder nu hjælp til over 22.000 der nidkært priser Jehova.

[Illustrationer på side 368, 369]

BRASILIEN

Da Selskabets afdelingskontor, trykkeri og betelhjem i 1992 blev udvidet til denne størrelse, var der flere end 335.000 Jehovas vidner i Brasilien, og hvert år blev over 27.000 nye døbt. Trykkeriet forsyner også forkynderne i Bolivia, Paraguay og Uruguay med publikationer.

På disse to store stadioner i São Paulo afholdt Jehovas Vidner et internationalt stævne i 1990. Samme år blev der holdt over 100 andre stævner

[Grafisk fremstilling på side 369]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forkyndere i Brasilien

300.000

200.000

100.000

1950 1960 1970 1980 1992

[Illustrationer på side 368]

GUYANA

Vagttårnsselskabet har haft et afdelingskontor i Guyana siden 1914. Forkynderne er trængt langt ind i landets indre og har bestræbt sig for at give alle lejlighed til at høre den gode nyhed. Skønt der er færre end en million indbyggere i landet, er der blevet anvendt over 10.000.000 timer på at forkynde og undervise her.

[Illustrationer på side 369]

PARAGUAY

Den gode nyhed begyndte at blive forkyndt i Paraguay midt i 1920’erne. Siden 1946 har 112 gileaduddannede missionærer hjulpet med at aflægge et vidnesbyrd. For at der kunne blive forkyndt for andre end de spansk- og guaranitalende i landet, er andre Jehovas vidner desuden flyttet til fra forskellige lande.

Fra Tyskland

Fra Korea

Fra Japan

[Illustrationer på side 370, 371]

COLOMBIA

Allerede i 1915 modtog en interesseret mand i Colombia en af Vagttårnsselskabets publikationer med posten. I 1992 blev der på dette afdelingskontor trykt bibelsk læsestof til brug for 184.000 forkyndere i Colombia, Ecuador, Panama, Peru og Venezuela.

[Kort side 371]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

COLOMBIA

PERU

ECUADOR

PANAMA

VENEZUELA

[Illustrationer på side 370]

PERU

En besøgende bibelstudent spredte bibelsk læsestof i landet i 1924. Den første menighed blev oprettet 21 år senere. Nu er der over 43.000 forkyndere i Peru.

Pionerer der forkynder højt oppe i Andesbjergene

[Illustrationer på side 371]

SURINAM

I dette land blev den første studiegruppe dannet omkring 1903. I dag er der behov for dette afdelingskontor for at der kan føres tilsyn med menighederne i hele Surinam — på landet såvel som i byerne.

[Illustrationer på side 372]

URUGUAY

Siden 1945 har over 80 missionærer været med til at forkynde Rigets budskab i Uruguay. De to missionærsøstre der ses her, har tjent i landet siden 1950’erne. I 1992 deltog over 8600 lokale Jehovas vidner i forkyndelsen sammen med dem.

[Illustrationer på side 372]

VENEZUELA

Midt i 1920’erne blev nogle af Vagttårnsselskabets publikationer spredt i Venezuela. Ti år senere begyndte to amerikanske pionerer (moder og datter) at forkynde nidkært i landet. De gennemgik hovedstaden gentagne gange og rejste også ud for at forkynde i andre byer. Nu er der over 60.000 Jehovas vidner i Venezuela.

I 1988 blev et særligt stævne i en tyrefægter- arena i Valencia overværet af 74.600

EUROPA OG MIDDELHAVSOMRÅDET

[Illustrationer på side 373]

ØSTRIG

Allerede i 1890’erne fik nogle af Østrigs indbyggere mulighed for at få gavn af den gode nyhed. Siden 1920’erne er antallet af østrigere der priser Jehova, steget jævnt.

Over 270 menigheder samles i rigssale overalt i Østrig

[Illustrationer på side 373]

BELGIEN

Belgien er blevet en af verdens korsveje, et sted hvor mange kulturer mødes. For at dække den forskelligartede befolknings behov, udsender afdelingskontoret bibelske publikationer på over 100 sprog.

[Illustrationer på side 374]

ENGLAND

Fra dette afdelingskontor føres der tilsyn med de 125.000 Jehovas vidners virksomhed i England. For at gøre Rigets budskab kendt er engelske forkyndere også flyttet til andre europæiske lande, samt til Afrika, Sydamerika, Australien, Asien og øerne i verdenshavene.

IBSA House

Watch Tower House

Her trykkes der bibelsk læsestof på engelsk, maltesisk, gujarati og swahili

Tjenesteafdelingen fører tilsyn med over 1300 menigheder i England

Publikationer sendes til alle dele af England, Skotland, Wales, Irland og Malta, samt til lande i Afrika og Caraibien

[Illustrationer på side 375]

FRANKRIG

På afdelingskontoret i Frankrig oversættes og fotosættes alle de af Vagttårnsselskabets publikationer der trykkes i hele verden til fransktalende. (Over 120.000.000 mennesker taler fransk.) Publikationer trykkes her på flere sprog og sendes til lande i Europa, Afrika, Mellemøsten, Det Indiske Ocean og Stillehavet.

Trykkeri og kontor i Louviers

Oversættelse

Fotosætning

Kontor og boliger i Boulogne-Billancourt

Bygning i Incarville med boliger til betelfamilien

[Illustrationer på side 376, 377]

TYSKLAND

Jehovas vidner i Tyskland mistede ikke troen trods nazitidens nådesløse forsøg på at udrydde dem. Siden 1946 har de anvendt over 646.000.000 timer på at gøre Bibelens sandheder kendt i hele landet.

På afdelingskontoret her i Selters/Taunus oversættes bibelske bøger og blade til tysk, og desuden trykkes der publikationer på mere end 40 sprog

De udvidede faciliteter i Selters

Her fremstilles store mængder bøger som sendes til over 20 lande. Bladene trykkes på mange sprog og sendes til over 30 lande

Publikationerne køres ud til hele Tyskland i Selskabets egne lastbiler

[Illustration på side 376]

CYPERN

Den gode nyhed blev forkyndt for indbyggerne på Cypern kort efter Jesu Kristi død. (Apg. 4:32-37; 11:19; 13:1-12) I nyere tid er denne forkyndelse blevet genoptaget, og et grundigt vidnesbyrd aflægges fortsat under ledelse af dette afdelingskontor.

[Illustrationer på side 377]

DANMARK

Siden 1890’erne er der blevet forkyndt vidt og bredt i Danmark. På afdelingskontoret er de bibelske publikationer ikke blot blevet trykt på dansk, men også på færøsk, grønlandsk og islandsk.

Afdelingskontoret set fra luften (indsat: indgangspartiet)

[Illustrationer på side 378, 379]

ITALIEN

På afdelingskontoret i Italien oversættes og trykkes bibelske publikationer på italiensk. Desuden trykkes og indbindes bøger til brug lokalt og i nærliggende lande.

Afdelingskontoret, der ligger i nærheden af Rom

Titusinder af mennesker som har set hvad der står i Bibelen, er nu begyndt at komme sammen med Jehovas vidner

Trods konstant fjendtlighed fra den katolske kirke har Jehovas vidner i Italien siden 1946 anvendt over 550.000.000 timer på at besøge deres medmennesker for at drøfte bibelske emner med dem. Det har resulteret i at Jehova nu tilbedes af 194.000 mennesker i Italien.

[Illustration på side 378]

FINLAND

Bibelens sandheder nåede til Finland fra Sverige i 1906. Siden da er de blevet bragt ud til hver en afkrog i landet, endda langt nord for Polarcirklen. Mange forkyndere herfra har gennemgået Gileadskolen og er derefter blevet sendt ud for at tjene hvor som helst i verden der har været behov. Andre er selv flyttet til områder hvor behovet var større.

[Illustrationer på side 379]

ISLAND

På Island, hvis befolkning kun tæller cirka 260.000, er der blevet spredt over 1.620.000 bibelske publikationer for at hjælpe folk til at vælge livet. Der er nu godt 260 her som tjener Jehova, den sande Gud.

Georg Lindal tjente som pioner på Island fra 1929 til 1953. Det meste af tiden var han det eneste Jehovas vidne i landet

[Illustrationer på side 380]

GRÆKENLAND

Apostelen Paulus var en af de første der forkyndte den gode nyhed i Grækenland. (Apg. 16:9-14; 17:15; 18:1; 20:2) Skønt den græsk-ortodokse kirke har forfulgt Jehovas vidner intenst i mange år, er der nu over 24.000 trofaste tjenere for Jehova i landet. Afdelingskontoret, der ses her, ligger cirka 65 kilometer nord for Athen.

Forkyndelse i Athen

Foto taget i 1990 under en demonstration mod Jehovas Vidner som præster førte an i

[Illustrationer på side 380]

IRLAND

I Irland lod den positive reaktion på Bibelens budskab vente på sig i mange år. Forkynderne mødte stærk modstand fra præsternes side. Men efter 100 års ihærdig forkyndelse bringes en rig åndelig høst nu i hus.

Afdelingskontoret i Dublin

To der har været pionerer gennem mange år, deltager i forkyndelsen

[Illustrationer på side 381]

POLEN

Fra disse bygninger ydes der hjælp til de over 100.000 forkyndere i Polen. Skønt deres tro var forbudt mellem 1939 og 1945, steg deres antal fra 1039 i 1939 til 6994 i 1946. Da der blev indført et forbud igen i 1950, var der 18.116 forkyndere i landet, men kort efter at forbudet var blevet hævet i 1989 rapporterede over 91.000 at de havde været med i forkyndelsen.

I mange år holdt Jehovas Vidner små stævner i skovene. Nu benytter de landets største stadioner til deres stævner — og undertiden flere stadioner på én gang

Poznań (1985)

[Illustration på side 382]

LUXEMBOURG

I Luxembourg, et af Europas mindste lande, er Rigets budskab forkyndt i omkring 70 år. Især før den anden verdenskrig blev der ydet hjælp af forkyndere som kom til landet fra Frankrig, Tyskland og Schweiz.

[Illustrationer på side 382]

HOLLAND

Fra dette afdelingskontor i Emmen føres der tilsyn med det arbejde som de over 32.000 nidkære forkyndere i Holland udfører. I disse bygninger oversættes alle Vagttårnsselskabets publikationer til hollandsk. Desuden fremstilles en stor del af de bibelske videofilm på europæiske sprog her.

[Illustrationer på side 383]

NORGE

En nordmand der var flyttet til Amerika og havde lært Bibelens sandheder at kende dér, tog for hundrede år siden den gode nyhed med tilbage til sin hjemby. Siden da har Jehovas vidner gang på gang besøgt alle egne af Norge for at fortælle folk om Guds rige.

[Illustrationer på side 383]

PORTUGAL

Dette kontor tilrettelægger det arbejde der udføres af de godt 40.000 Jehovas vidner i Portugal. Det har også ydet megen hjælp til afrikanske lande med tilknytning til Portugal

I årtier efter at regeringen havde indgået et konkordat med Vatikanet blev Jehovas vidner arresteret af politiet, og deres missionærer blev udvist. Men de forkyndere der blev tilbage, fortsatte med at tilbede Gud i fællesskab og forkynde for andre, og dette resulterede i vækst. I 1974 blev de langt om længe juridisk anerkendt.

Et internationalt stævne i Lissabon i 1978

[Illustrationer på side 383]

SVERIGE

Jehovas vidner har forkyndt i Sverige i over 100 år. I løbet af de sidste ti år har de anvendt over 38.000.000 timer i denne gerning. Der findes nu menigheder for en halv snes forskellige sproggrupper i Sverige, foruden de svenske.

Publikationer på 70 sprog gør det muligt at hjælpe mennesker af alle slags

[Illustrationer på side 384]

SPANIEN

Dette afdelingskontor tager sig af de over 92.000 Jehovas vidner i Spanien og trykker „Vagttårnet“ og „Vågn op!“ til både Spanien og Portugal. Trods det katolske præsteskabs utrættelige anstrengelser for at få staten til at standse Jehovas Vidners virksomhed, har forkynderne undervist spanierne i Bibelens sandheder siden 1916. I 1970, da der var over 11.000 Jehovas vidner i Spanien, opnåede de endelig juridisk anerkendelse. Siden da er de blevet cirka otte gange så mange.

Mere end 1100 menigheder mødes nu frit i rigssale overalt i landet

[Illustration på side 384]

SCHWEIZ

Siden 1903 har Vagttårnsselskabet haft et kontor i Schweiz. Et af Selskabets første trykkerier i Europa lå i dette land. I mange år blev der på afdelingskontoret her i Thun trykt blade til brug i mange andre lande.

Afrika

[Illustrationer på side 385]

BENIN

Befolkningen i Benin består af omkring 60 etniske grupper der taler 50 dialekter. Da tusinder af disse mennesker forlod deres tidligere tro, blev både fetichpræsterne og kristenhedens præster rasende. Men gentagne bølger af forfølgelse kunne ikke bremse den sande tilbedelses fremgang i dette land.

Et stævne i 1990

[Illustration på side 385]

CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK

Allerede i 1947 begyndte Rigets budskab at blive forkyndt her. En mand der havde overværet nogle af Jehovas Vidners møder et andet sted, fortalte andre hvad han havde lært. Snart blev der oprettet en studiegruppe. Medlemmerne begyndte inden længe at forkynde, og stadig flere blev tilbedere af Jehova.

[Illustrationer på side 386]

ELFENBENSKYSTEN

Gileaduddannede missionærer var i 1949 med til at indføre den sande tilbedelse i dette vestafrikanske land. Over hundrede gileadmissionærer har tjent her. Hvert år bruger forkynderne nu langt over en million timer på at finde frem til de retsindige i det område der hører ind under dette afdelingskontor.

[Illustrationer på side 386, 387]

GHANA

Den gode nyhed begyndte at blive forkyndt i Ghana i 1924. Fra dette kontor i Accra føres der nu tilsyn med over 640 menigheder i Ghana. Bibelske publikationer er også blevet oversat til ewe, ga og twi og trykt her.

Møde i rigssal ved afdelingskontoret

[Illustrationer på side 387]

KENYA

I 1931 drog to Jehovas vidner fra Sydafrika til Kenya for at forkynde. Siden 1963 har Selskabets kontor i Kenya i perioder ført tilsyn med forkyndelsen i mange andre østafrikanske lande (se kortet nedenfor). Internationale stævner i Kenya i 1973, 1978 og 1985 har bidraget til det vidnesbyrd der er blevet aflagt her.

Stævne i Nairobi (1978)

[Kort på side 387]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

KENYA

UGANDA

SUDAN

ETIOPIEN

DJIBOUTI

SOMALIA

YEMEN

SEYCHELLERNE

TANZANIA

BURUNDI

RWANDA

[Illustrationer på side 388, 389]

NIGERIA

Den gode nyhed er blevet forkyndt her siden først i 1920’erne. Der er også blevet sendt forkyndere fra Nigeria til andre dele af Vestafrika, og der trykkes bibelsk læsestof her til de nærliggende lande. I Nigeria har Jehovas vidner spredt over 28.000.000 publikationer til interesserede for at hjælpe dem til at forstå Guds ord.

Fra tjenesteafdelingen føres der tilsyn med Nigerias mere end 160.000 forkyndere af Riget

Et stævne i Calabar, Nigeria (1990)

[Illustration på side 388]

LIBERIA

De der er blevet Jehovas vidner i dette land har gennemgået talrige trosprøver — når de har gjort sig fri af lokal overtro, når de er holdt op med at leve i polygami, når de er blevet forfulgt af fejlinformerede myndighedspersoner, og når de har været omgivet af politiske og etniske fraktioner under krige. Alligevel forener den sande tilbedelse fortsat mennesker af alle slags i Liberia.

[Illustrationer på side 389]

MAURITIUS

I 1933 besøgte nogle nidkære forkyndere fra Sydafrika denne ø i Det Indiske Ocean. Der er nu over tusind Jehovas vidner på Mauritius, og de tilskynder deres medmennesker til at søge Jehova for at opnå hans gunst når han udsletter den nuværende onde tingenes ordning. — Zef. 2:3.

[Illustrationer på side 390, 391]

SYDAFRIKA

Vagttårnsselskabet har haft et afdelingskontor i Sydafrika i over 80 år. Nidkære forkyndere herfra har gjort en stor indsats for at gøre Rigets budskab kendt i andre lande i den sydøstlige del af Afrika. I det distrikt der tidligere hørte ind under afdelingskontoret (hvor der i 1945 var 14.674 forkyndere), findes der nu over 300.000 aktive vidner for Jehova.

Under ledelse af dette afdelingskontor udarbejder over 110 oversættere bibelske publikationer på 16 afrikanske sprog

Der trykkes publikationer på over 40 sprog her

[Illustrationer på side 390]

SENEGAL

Skønt der ikke er så mange Jehovas vidner i landet, har afdelingskontoret bestræbt sig for at give mennesker fra hver by, hver etnisk gruppe og hvert kirkesamfund, ikke blot i Senegal men også i nabolandene, mulighed for at høre Bibelens opmuntrende budskab.

[Illustration på side 391]

SIERRA LEONE

Den gode nyhed begyndte at blive forkyndt i Sierra Leone i 1915. Væksten er i perioder stagneret, men når de der ikke fulgte Jehovas høje normer blev fjernet og de der ikke tjente ham med de rette motiver trak sig tilbage, nød de der var loyale mod Jehova åndelig fremgang.

[Illustrationer på side 392]

ZAMBIA

Dette afdelingskontor tilrettelægger det arbejde som udføres af over 110.000 forkyndere i den sydlige del af Centralafrika. Selskabets første kontor i landet blev oprettet i 1936. Siden da har Jehovas vidner i Zambia aflagt mere end 186.000.000 genbesøg for at hjælpe interesserede. De har også lært mange at læse for at hjælpe dem til at studere Bibelen på egen hånd og undervise andre ud fra den.

I 1992 blev en stævnerække i Zambia overværet af 289.643

[Illustrationer på side 392]

ZIMBABWE

Jehovas vidner har forkyndt i Zimbabwe siden 1920’erne. I de følgende år blev deres publikationer forbudt, de fik forbud mod at holde stævner, og missionærerne blev nægtet tilladelse til at forkynde for den afrikanske befolkning. Lidt efter lidt blev hindringerne overvundet, og dette afdelingskontor fører nu tilsyn med over 20.000 forkynderes tjeneste.

ASIEN

[Illustrationer på side 393]

HONGKONG

På dette afdelingskontor oversættes Vagttårnsselskabets publikationer til kinesisk, hvis mange dialekter tales af over en milliard mennesker. I selve Hongkong begyndte den gode nyhed at blive forkyndt da C. T. Russell holdt et foredrag på rådhuset i 1912.

[Illustrationer på side 393]

INDIEN

Dette afdelingskontor fører tilsyn med forkyndelsen for over en sjettedel af jordens befolkning, og med oversættelse til 18 sprog og trykning af litteratur på 19 sprog. Blandt disse kan nævnes hindi (der tales af 367 millioner mennesker), assamesisk, bengali, gujarati, kannada, malayalam, marathi, nepali, oriya, punjabi, tamil, telugu og urdu. Hvert af disse sprog tales af millioner af mennesker.

Der forkyndes på malayalam

. . . på nepali

. . . på gujarati

[Illustrationer på side 394]

JAPAN

Ligesom alle andre steder forkynder Jehovas vidner i Japan nidkært om Guds rige. Alene i 1992 anvendte de over 85.000.000 timer i forkyndelsen af den gode nyhed. Hver måned er gennemsnitlig 45 procent af de japanske forkyndere med i pionertjenesten.

Her fremstilles bibelsk læsestof på mange sprog, deriblandt japansk, kinesisk og de sprog der tales på Filippinerne

En regional arkitekttegnestue hjælper til med arbejdet på afdelingskontorer i en række lande

[Grafisk fremstilling på side 394]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Pionerer i Japan

75.000

50.000

25.000

1975 1980 1985 1992

[Illustrationer på side 395]

REPUBLIKKEN KOREA

Årligt fremstilles der her cirka 16 millioner bibelske blade, brochurer og bøger, foruden traktater, til de over 70.000 forkyndere i Republikken Korea. Omkring 40 procent af de koreanske forkyndere virker i pionertjenesten.

[Illustrationer på side 395]

MYANMAR

Da Vagttårnsselskabet oprettede et afdelingskontor her i 1947, var der kun 24 Jehovas vidner i landet. De over 2000 forkyndere der nu virker i Myanmar, bestræber sig på ikke blot at forkynde for folk i byerne men også at nå ud til de talrige landsbyer.

[Illustrationer på side 396]

FILIPPINERNE

C. T. Russell talte i 1912 i det store operahus i Manila over emnet „Hvor er de døde?“ Siden da har Jehovas vidner på Filippinerne forkyndt i over 483.000.000 timer for befolkningen på Filippinernes cirka 900 beboede øer. Fra dette afdelingskontor føres der tilsyn med de over 110.000 forkyndere i 3200 menigheder, og der trykkes bibelsk læsestof på otte sprog til dækning af det lokale behov.

Forkyndere fra nogle af de større sproggrupper på Filippinerne

[Illustrationer på side 397]

SRI LANKA

Den gode nyhed blev forkyndt på Ceylon (nu Sri Lanka), syd for Indien, allerede før den første verdenskrig. En studie- gruppe blev hurtigt oprettet. Siden 1953 har Vagttårnsselskabet haft et afdelingskontor i hovedstaden, i den hensigt at give singalesere, tamilere og de andre etniske grupper i landet mulighed for at høre Rigets budskab.

[Illustrationer på side 397]

TAIWAN

I 1920’erne blev der forkyndt på Taiwan i begrænset omfang, men først i 50’erne kom der gang i den organiserede forkyndelse. Nu bygges dette nye afdelingskontor som et center for øget virksomhed i denne del af verden.

En menighed i Taipei

[Illustrationer på side 397]

THAILAND

I 1930’erne rejste pionerer fra England, Tyskland, Australien og New Zealand til Thailand (der dengang hed Siam) for at give indbyggerne del i Bibelens sandheder. Delegerede fra mange lande overværede internationale stævner her i 1963, 1978, 1985 og 1991, hvilket var til stor opmuntring for de lokale forkyndere og fremskyndede forkyndelsen af Rigets budskab.

Stævne i 1963

Udenlandske delegerede i 1991

STILLEHAVSØERNE

[Illustrationer på side 398]

FIJI

Afdelingskontoret på Fiji blev oprettet i 1958. Gennem en periode blev der herfra ført tilsyn med forkyndelsen af Riget i 12 lande og på 13 sprog, men nu koncentreres opmærksomheden om forkyndelsen på Fijis cirka 100 beboede øer.

Internationale stævner på Fiji i 1963, 1969, 1973 og 1978 knyttede de lokale forkyndere nærmere til forkynderne i andre lande

[Illustrationer på side 398]

GUAM

Kontoret på Guam leder forkyndelsen på øer der ligger spredt over et område på 7.770.000 kvadratkilometer i Stillehavet, og fører tilsyn med oversættelse af bibelsk læsestof til ni sprog.

Kredstilsynsmanden må ofte rejse med fly mellem øerne

De lokale forkyndere (der her ses i Mikronesien) kan sejle rundt i deres distrikt

[Illustration på side 399]

HAWAII

Vagttårnsselskabet har haft et afdelingskontor i Honolulu siden 1934. Jehovas vidner fra Hawaii har ikke blot forkyndt på Hawaiiøerne, men også i Japan, på Taiwan, på Guam og på øerne i Mikronesien.

[Illustration på side 399]

NY CALEDONIEN

Trods modstand fra religiøse fjender bragte Jehovas vidner budskabet om Guds rige til Ny Caledonien. Mange lyttede med værdsættelse, og i 1956 blev den første menighed oprettet. Nu findes der over 1300 vidner for Jehova her.

[Illustrationer på side 399]

NEW ZEALAND

I 1947 oprettede Vagttårnsselskabet et afdelingskontor i Wellington for at kunne føre et nærmere tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed i landet.

Det oversættelsesarbejde der udføres her, giver beboerne på Samoa, Rarotonga og Niue mulighed for at modtage regelmæssig åndelig føde.

Oversættere og korrekturlæsere samarbejder om at frembringe publikationer af høj kvalitet

[Kort/illustrationer på side 400]

Lande der modtager publikationer fra det australske afdelingskontor

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

AUSTRALIEN

PAPUA NY GUINEA

NY CALEDONIEN

SALOMONØERNE

FIJI

VEST-SAMOA

TAHITI

NEW ZEALAND

[Illustrationer]

AUSTRALIEN

Vagttårnsselskabet har haft et afdelingskontor i Australien siden 1904. Det har tidligere ført tilsyn med forkyndelsen af Riget på næsten en fjerdedel af jordens overflade, blandt andet i Kina, i Sydøstasien og på Stillehavsøerne.

Dette afdelingskontor trykker bibelsk læsestof på over 25 sprog. Trykkeriet er med til at tilvejebringe publikationer til de cirka 78.000 Jehovas vidner i de områder der hører ind under de otte kontorer i den sydlige del af Stillehavet.

En regional arkitekttegnestue yder hjælp til opførelse af afdelingskontorer i det sydlige Stillehav og i Sydøstasien

[Illustrationer på side 400]

PAPUA NY GUINEA

I dette land møder Jehovas vidner en særlig udfordring — indbyggerne taler omkring 700 særskilte sprog. De forkyndere fra mindst ti andre lande som er flyttet hertil for at deltage i arbejdet, har hængt i for at lære de lokale sprog. Interesserede mennesker tolker for dem der taler et sprog forkynderne ikke kan. Desuden gør forkynderne brug af billeder som en hjælp i undervisningen.

[Illustrationer på side 401]

SALOMONØERNE

Et bibelstudium der blev ledet pr. brev fra et andet land, bragte Rigets budskab til Salomonøerne i begyndelsen af 1950’erne. Trods store hindringer spredtes Bibelens sandheder. Dette afdelingskontor og den rummelige stævnehal er blevet opført ved hjælp af internationalt samarbejde, lokal opfindsomhed og Jehovas ånd.

[Illustrationer på side 401]

TAHITI

I begyndelsen af 1930’erne var Jehovas vidner nået til Tahiti med Rigets budskab. Her, midt i Stillehavet, aflægges der et grundigt vidnesbyrd. Den forkyndelse der er blevet udført i løbet af blot de sidste fire år, svarer til at der gennemsnitlig er blevet talt med hver mand, hver kvinde og hvert barn på øen i over fem timer.

[Illustration på side 401]

VEST-SAMOA

Vest-Samoa er et af verdens mindste lande, men også her har Jehovas Vidner et afdelingskontor. Denne bygning blev bygget i 1992 for at man kunne føre tilsyn med forkyndelsen på disse og nærliggende øer, deriblandt Amerikansk Samoa.