Jehova svigter aldrig
FORTALT AF KATHRYN BOGARD
JEG er allerede mere end fem år over de „halvfjerdsindstyve år“ som den inspirerede salmist taler om. (Sl. 90:10) I løbet af disse år kunne „møje og slid“ have været fremherskende — hvis ikke det var fordi Jehova aldrig undlader at trøste dem der stræber efter at leve op til hans krav. Ja, i otteoghalvtreds år har jeg været i Jehovas tjeneste, deraf tooghalvtreds år på Vagttårnsselskabets hovedkontor, et sted vi med hengivenhed omtaler som „betelhjemmet“.
Årene er gået hurtigt. Det er hvad vi kan forvente når Jehova velsigner vore hænders værk og lader vor gerning lykkes til overmål. Og når man genkalder sig de ringe begyndelser, er det hele endnu mere vidunderligt og betagende!
Smukke skovklædte bjerge, rige på vildt, hører til mine tidligste erindringer. Jeg er født i Rose Valley-området i Pennsylvanien, godt tyve kilometer fra Williamsport. Landbrugsjorden var ikke af den bedste, men vi havde hvad de fleste andre landsbysamfund havde, en logebygning, en kirke og en lille rød skolebygning. For at få det daglige udkomme måtte en landmand have et par malkekøer og om vinteren fælde nogle træer og sælge dem, enten som hegnspæle eller til papirfremstilling.
Om vinteren lå der altid høj sne, og det var vanskeligt at komme nogen steder. Det betød at vi ret ofte ikke kom i kirke, men det var ikke noget stort tab, for det var altid den samme historie uge efter uge: anmodninger om penge til præstens løn, og intet nyt man kunne opmuntres og glædes over. Skønt vi boede i så paradisiske omgivelser, var livets barske realiteter, kampen for at skaffe et sparsomt udkomme, altid inde på livet af os. Der blev ikke fremholdt stort andet håb om en lysere fremtid for os end nogle tågede forestillinger om at komme i himmelen hvor englene er.
Hvad kunne jeg personligt vente mig af fremtiden? Ville jeg blive gift med en landmandssøn og slå mig til ro med at malke køer og udføre husligt arbejde og blive boende i denne fredelige dal? Man kunne komme ud for det der var værre, men jeg følte altid at jeg gerne ville bruge mit liv til noget der var nyttigt i større omfang. Så opstod der en situation som krævede at jeg gjorde noget for at hjælpe min fader og moder økonomisk. Jeg måtte forlade dalen og søge arbejde — et skridt der skulle åbne et helt nyt liv for mig.
Ikke ladt uden ledelse
Scenen skiftede fra den beskyttede dal i Pennsylvanien til byen Rochester i staten New York. Jeg fik ansættelse som servitrice, og det bragte mig i forbindelse med alle slags mennesker; nogle tilhørte Christian Science, nogle var katolikker og nogle tilhørte andre trossamfund. For mig så det på det tidspunkt ud som om det ene ikke var bedre end det andet, for folk fra alle trossamfund syntes at styre mod samme mål.
Her var det at Jehovas aldrig svigtende ledelse kom ind i billedet. En venlig katolsk dame fortalte mig at der blev vist en dejlig serie bibelske billeder i teateret i den næste gade, og hun gav mig endda penge til en billet. Forestil jer min forbavselse da jeg opdagede at der var gratis adgang, og at der skulle være forevisninger endnu tre aftener!
Ja, dette viste sig at være en forevisning af Skabelsens Fotodrama, fremstillet af Vagttårnets selskab. Den bibelske beretning i billeder gjorde så dybt et indtryk på mig at jeg ivrigt tog imod en indbydelse til et hjem hvor der blev holdt et bibelstudium hver uge. Det blev kaldt en „klasse“ af bibelstudenter. Det enestående ved disse møder var at de der var samlet til bibelstudiet, var klar over at de kunne blive egnede til at tjene Gud i gerning.
Arbejdet med fotodramaet var da på sit højeste, og der var meget man kunne gøre. Små klasser som den jeg kom i, kunne købe det såkaldte Heurekadrama, der bestod af lysbilleder, en buelysfremviser og grammofonplader. Disse lysbilleder kunne vises i skolebygninger, logebygninger og andre lejede lokaler. Vores gruppe erhvervede sig et sæt, og jeg husker tydeligt at billederne blev vist på et nervesanatorium samt mange andre steder.
Det bedste af det hele var at jeg fik den forret at tage Heurekadramaet med på ferie og vise det i min egen dal efter at have averteret det i hele området. Efter hver forevisning plejede vi at uddele illustrerede bogudgaver af dramaet til de tilstedeværende. Da jeg kom til min gamle skolelærer bemærkede han tørt at han havde vidst alt om Bibelens historie før jeg blev født. Mit svar var: „Men De fortalte ikke mig noget om det.“
Til rådighed for Jehova
Det blev snart klart for mig at der kun var én måde hvorpå jeg kunne leve et tilfredsstillende og nyttigt liv, og det var ved at stille mig til rådighed for Gud og tjene ham. Derfor ansøgte jeg om at blive kolportør, det vi nu kalder „pioner“. Det betød at jeg begyndte at bruge hele min tid til at udbrede Bibelens budskab om Riget. Det budskab vi særlig udbredte på det tidspunkt, var „Babylons fald“, en bibelsk afsløring af kristenhedens trossamfund der var udgivet på tryk i traktaten The Bible Students Monthly, som udkom dengang. Tusinder af denne traktat blev tildelt Williamsport-området til uddeling, og vi havde meget travlt. Der var endog en af vore ældre venner der hjalp med at folde og bundte dem for at gøre det lettere for dem af os der bragte traktaterne ud til folk.
Krigen forårsagede mange vanskeligheder for bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt. Vagttårnsselskabets ledende brødre blev arresteret, anklaget for oprør. De blev sat på fri fod mod kaution, og en af dem, C. J. Woodworth, kom til Williamsport for at holde et foredrag. Det var en glædelig begivenhed, og selv mine forældre kom for at høre foredraget, skønt de tidligere havde gjort mig opmærksom på at hvis jeg nogen sinde blev arresteret, skulle jeg ikke bryde mig om at underrette dem.
Bogen The Finished Mystery (Den fuldbyrdede Hemmelighed), som var årsag til så megen forbitrelse blandt præsteskabet, blev fortsat spredt trods modstand. De der satte deres lid til Ham der aldrig svigter, fortsatte med at sprede dens budskab indtil Selskabets ledere blev stillet for retten og idømt fire sideløbende fængselsstraffe på tyve år, til afsoning i forbundsfængselet i Atlanta.
På grund af disse vanskelige forhold blev Selskabets hovedkontor midlertidigt flyttet tilbage til Pittsburgh, og samtidig skiftede jeg distrikt og kom nærmere Pittsburgh. Da jeg hidtil mest havde arbejdet i isolerede områder fandt jeg at dette var en enestående kilde til åndelig styrke, idet jeg kunne være sammen med mange modne venner.
Vi vidste udmærket at hvis det havde været Jehovas vilje kunne han have udfriet sine tjenere fra fængselet, ligesom han gjorde i fortiden. Men hvor var det kærligt af ham at indgive i sit folks hjerte og sind at indsamle tusinder af underskrifter på en adresse for at få vore medvidner fra Atlanta løsladt! På vidunderlig måde kom denne løsladelse snart, og sammen med den kom der ny fart i arbejdet med at forkynde Riget.
Forestil jer engang den glæde der markerede det første store stævne efter krigen, i Cedar Point, Ohio, i 1919. Et nyt arbejde syntes at åbne sig for vore øjne. De artikler der blev bragt i dette års udgaver af The Watch Tower syntes alle at råbe det ud: „Himmeriget er nær“, „Guds rige“, „Forkyndelsen af Budskabet om Riget“ og „Rigets Forkyndere ’dræbt’“. Jehova rustede sandelig sit folk til verdensvid aktivitet!
Flere velsignelser fra den aldrig svigtende kilde
Da arbejdet igen påbegyndtes på Betel i Brooklyn, følte jeg at det var stedet hvor jeg kunne tænke mig at tjene, hvis det overhovedet var muligt. Derfor skrev jeg til den daværende præsident for Selskabet, J. F. Rutherford, og fortalte ham om mit ønske. Efter tre måneders forløb kom svaret til min store glæde. Der stod at jo før jeg kunne komme, des bedre. Jeg tog af sted for at få del i det største privilegium — at tjene i Herrens hus. Jeg besluttede samtidig at fortsætte i denne tjeneste så længe Jehova fandt behag i at bruge mine begrænsede evner. Og jeg er her stadig, sammen med mange andre.
Renlighed, ordenssans, punktlighed — det var gode egenskaber som jeg så blive praktiseret på betelhjemmet, egenskaber som jeg snart lærte at værdsætte og nød godt af. Den regelmæssige drøftelse af dagens bibeltekst om morgenen og vort regelmæssige ugentlige vagttårnsstudium holdt os åndeligt stærke, så vi kunne overvinde endog fysiske svagheder og handicap og fortsætte i den tjeneste der er så vigtig for vore medvidner over hele jorden.
Vor tilsynsmand, R. J. Martin, var altid så opmuntrende og venlig; han tilskyndede os til at yde en god tjeneste og lade glæden være vor styrke. Han plejede at sige: „Der er masser af mennesker der reder senge, vasker op og stryger skjorter; men hvorfor gør vi det?“ Og i betragtning af at jeg kun vejede halvtreds kilo og alligevel kunne stryge firs skjorter om dagen, lægge dem sammen og sætte dem på pap til aflevering, følte jeg at Herrens glæde virkelig var min styrke. — Neh. 8:10.
Jeg kan kun huske at jeg har haft få sygedage i årenes løb. Dette var faktisk også bemærkelsesværdigt for mange andres vedkommende på Betel. For eksempel har den broder der står for køkkenet, og som har haft det arbejde i mere end fyrre år, aldrig været for sent på den med måltiderne, så vidt jeg kan huske. Og sådan har det også været i andre afdelinger — alle gør deres arbejde med glæde og dygtighed.
I 1926 skete der endnu en forandring i mit liv. Broder John Bogard og jeg blev gift. Da vi begge allerede var medlemmer af betelfamilien, forenede vi nu vor indsats for at tjene og ære vor Gud. John blev ofte sendt ud for at holde foredrag i weekenden, så vi anskaffede os en lille bil og jeg fik den forret at komme med. Dette viste sig at være en dejlig afveksling og gav os lejlighed til at få mange nye venner, mens vi glædede os over at forkynde Rigets budskab i forskellige distrikter.
I 1937 skiftede vi opholdssted endnu en gang, idet vi fik til opgave at tjene på Selskabets farm i nærheden af Ithaca i staten New York. Det betød at både jeg og John fik andet arbejde. Jeg blev travlt beskæftiget med bogføring og andre pligter. Et roligere liv? Ja, indtil det tidspunkt i 1939 da en fanatisk pøbelskare kom imod farmen, besluttet på at ødelægge den. Imidlertid slog deres hensigt fejl, og nogle af de samme mennesker som var med i pøbelskaren er nu selv Jehovas vidner, ja endog heltidstjenere! Jehova svigter os i sandhed aldrig.
Kun med Jehovas hjælp
Så begyndte der et omfattende byggeprogram på farmen, hvor Vagttårnets selskab planlagde at oprette Gileadskolen for dem der skulle sendes ud som missionærer til fremmede lande. Det var Jehovas hensigt at de vidtstrakte missionsmarker ikke skulle mangle nogle som var godt oplært og egnede til at tjene der. Og vi kan se tilbage og glæde os over at det nu allerede er den 54. klasse der undervises, mens mange af dem der udgik fra skolen i dens første år, 1943, stadig tjener flittigt i et fremmed land.
Omkring det tidspunkt da Gileadskolen begyndte, blev John og jeg flyttet tilbage til Brooklyn. Vi var lykkelige over at genoptage vore pligter her. Og det var en glæde at blive tilsluttet en af menighederne i Brooklyn, hvor vi kunne deltage i tjenesten fra hus til hus og være med til at oprette bibelstudier hos interesserede. Vi har haft den glæde at ledsage en mængde mennesker til deres første møde i rigssalen og derpå se dem vokse i troen og slutte sig til os i den dyrebare tjeneste for Riget.
Vi har oplevet disse mange forandringer med stor glæde. Ganske vist har der været tider med prøvelser og vanskelige begivenheder vi har måttet klare. Men ved at gå til Jehova med vore små bekymringer har vi fået vore byrder lettet. Det har aldrig slået fejl. Selv når nogle har beklaget sig eller har været bekymrede over hvem der skulle tage sig af dem når de blev gamle, og er gået så vidt som til at forlade Betel og Guds sandhed, så har der altid været nogle der, ligesom vi selv, har holdt fast ved deres beslutning om at blive i beteltjenesten så længe som Jehova fandt behag i at bruge dem dér.
Ja, vi ser stadig her på Betel fyrre til halvtreds mennesker over femogtres år som trofast udfører deres tildelte pligter. De har deres fysiske skrøbeligheder, men deres virkelige styrke kommer på storslået måde fra Ham der aldrig svigter. De finder styrke i deres glæde over at vide at de tjener den Allerhøjeste.
Alle vi ældre som så ofte har set Jehova komme sit folk til hjælp når det har været i vanskeligheder og menneskelig hjælp har været umulig, kan sige med den aldrende Josua: „Ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] eders Gud talede til eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse for eder; ikke ét ord deraf faldt til jorden.“ (Jos. 23:14) Og personligt kan jeg sige at ord ikke kan udtrykke min værdsættelse af det vidunderlige tjenesteprivilegium jeg har kunnet glæde mig over.