Mirakler og syner i fortiden og nutiden

Af Vågn op!-​korrespondent i Frankrig

HVAD kommer du til at tænke på når du hører navnene Guadalupe, Fátima og Lourdes? For mange er det blot navnene på nogle byer i Mexico, Portugal og Frankrig. Men for millioner af oprigtige katolikker leder disse navne tanken hen på tre af verdens berømteste Mariahelligdomme. Katolikkernes hengivenhed for sådanne steder er på ingen måde aftaget her i det 20. århundrede. For eksempel strømmede der i 1982 ikke færre end 4.500.000 besøgende til Lourdes, mens endnu større skarer fyldte Guadalupe.

Den katolske kirke hævder at der ved disse helligdomme har fundet mirakuløse helbredelser sted. Dette er især tilfældet i Lourdes, der af pave Pius X er blevet betegnet som „Mariadyrkelsens midtpunkt og det eukaristiske mysteriums trone, hvis hæder synes at overskygge alle lignende helligdomme i hele den katolske verden“. I tusindvis af mennesker hævder at være blevet helbredt under eller efter en pilgrimsfærd til Lourdes. Men til dato har kirken kun anerkendt 65 af disse „mirakler“.

Uanset om man tror på Gud eller ej, har man ret til at stille spørgsmål. Hvad skal man mene om de tilsynekomster eller apparitioner (disse udtryk bruges om syner eller åbenbaringer, oftest i forbindelse med Maria) der meldes om fra hele verden? Er de mirakuløse helbredelser og andre begivenheder i forbindelse med disse syner et bevis for at de stammer fra Gud? Ved en konference der i 1986 blev afholdt i Lourdes, opfordrede biskoppen af Tours sine tilhørere til at ’meditere over hensigten med disse tilsynekomster’ for at ’fastslå den vigtige forskel mellem sande og falske åbenbaringer’. Hvis du er katolik er du måske også interesseret i at undersøge emnet nærmere.

Sande og falske åbenbaringer

Den katolske kirke udtaler sig ikke officielt om sådanne åbenbaringer, og den kræver heller ikke at dens medlemmer skal tro på dem. Men hvilken slutning skal oprigtige katolikker drage når de ser pave Johannes Paul II drikke af kilden i Lourdes-grotten eller tale med Lucia, der er den eneste nulevende person som har set tilsynekomsten i Fátima? Kan man andet end tolke det som et tydeligt tegn på hans (og dermed kirkens) officielle anerkendelse? Når paven foretager sine rejser undlader han aldrig at besøge Mariahelligdommene, som for eksempel helligdommen for Den Sorte Madonna af Czestochowa i Polen.

Blandt de mere beskedne helligdomme som er blevet anerkendt af kirken kan nævnes Beauraing og Banneux i Belgien. Nogle helligdomme må kun benyttes til at dyrke Maria på lokalt plan, hvilket for eksempel er tilfældet med helligdommene i Tre Fontane i Italien, og i Marienfried i Vesttyskland.

Siden slutningen af det 19. århundrede har mange imidlertid hævdet at have haft åbenbaringer. Bogen Vraies et fausses apparitions dans l’Église (Sande og falske apparitioner i Kirken) anslår at der i årene 1930 til 1976 har været over 200 tilfælde. Hvorfor blev så få af disse syner officielt anerkendt når forfatteren skriver at „budskaberne, på nogle få undtagelser nær, ikke var absurde, og ved en nærmere undersøgelse viste sig at være stort set identiske“?

Det franske tidsskrift L’Histoire giver en forklaring på dette i en artikel der omhandler Marias tilsynekomster i det 19. århundrede i Loire-området i Østfrankrig. Ifølge skribenten har kirken ikke undersøgt disse tilfælde men overladt dem til glemselens mørke for at undgå „konkurrence“ med allerede anerkendte helligdomme.

Nogle er i dag af den opfattelse at kirkens forbeholdenhed skyldes dens nuværende interesse for at være „videnskabeligt“ nøjagtig. Franskmanden René Laurentin, der er en katolsk autoritet på dette område, siger endda at apparitioner som dem der fandt sted ved Lourdes, ikke ville have haft store chancer for at blive officielt anerkendt i dag. Men hvis et tegn virkelig er fra Gud, bør man da ikke acceptere det som sådant, uanset hvornår det viser sig?

Apparitioner i nyere tid

Også i vor tid meldes der om apparitioner. I San Damiano i Italien strømmer skarer af pilgrimme til det sted hvor Mamma Rosa (som døde i 1981) hævdede at have set „Jomfruen“. Kirken har ikke udtalt sig officielt om dette tilfælde, men nogle af de troende håber på en holdningsændring på grund af de omvendelser der hævdes at være indtruffet på stedet.

I den lille landsby Medjugorje i Jugoslavien har børn og unge for nylig set over tusind apparitioner af „Jomfruen“. Til trods for kirkens diskretion er der også her visse grupper der kæmper for en officiel anerkendelse af fænomenet. Nogle katolikker er måske lidt i vildrede med hvad de skal mene om dette, mens de venter på de kirkelige myndigheders afgørelse. Kan de, indtil den foreligger, fæste lid til sådanne vidnesbyrd?

For fuldstændighedens skyld skal det også nævnes at der er forekommet tilsynekomster som kirken afviser, som for eksempel dem der fandt sted i Palmar de Troya i Spanien. I den forbindelse har biskoppen af Sevilla advaret de troende om „ikke at være godtroende når det gælder fænomener som kirken ikke anerkender eller endog fordømmer“. Trods denne advarsel opstod der en splittelse som medførte at en ærkebiskop og adskillige præster blev ekskommunikeret fordi de, i strid med kirkens holdning, fastholdt at apparitionerne var autentiske.

Hvordan kan man afgøre om tilsynekomster er autentiske eller ej? Dette spørgsmål vil blive detaljeret behandlet i den følgende artikel.

Er mirakler og syner tegn fra Gud?

„MIRAKLER regnes stadig for at være . . . en slags anbefalingsbreve, en garanti for at et budskab er autentisk, Guds almægtige segl på at han står bag budskabet eller handlingen.“ De mirakler som den franske avis Le Figaros korrespondent ved Vatikanet, Joseph Vandrisse, her hentyder til, er naturligvis dem der er anerkendt af den katolske kirke. Men efter hvilke kriterier afgør kirken om et mirakel eller et syn virkelig er fra Gud?

Bør kirken dømme i sin egen sag?

Ifølge de katolske myndigheder må åbenbaringer opfylde to krav. For det første må de stemme overens med kirkens lære. Et slående eksempel er tilsynekomsten eller apparitionen i Lourdes hvor „Jomfruen“ præsenterede sig som „Den Uplettede Undfangelse“. Interessant nok havde pave Pius IX få år forinden erklæret at Maria fra undfangelsesøjeblikket var undtaget fra arvesyndens lov. I 1933 gav den senere pave Pius XII udtryk for at der var en sammenhæng mellem de to begivenheder, idet han sagde: „Den Uplettede Jomfru, Guds Moder og velsignet blandt kvinder, ønskede med egne ord at stadfæste det som hendes ufejlbare øverste biskop havde defineret i Rom. Dette gjorde hun kort tid efter ved den berømte tilsynekomst i Massabielle-grotten [Lourdes].“

For det andet må man overveje hvilken adfærd den som har set fænomenet lægger for dagen. Som biskoppen i Tours har sagt: „Kirken . . . troede på åbenbaringerne [i Lourdes] på grund af Bernadettes fromhed.“ De kirkelige myndigheder mener at både Bernadette og Lucia, der hævdede at have set Maria i henholdsvis Lourdes og Fátima, levede op til disse betingelser ved senere at blive nonner.

De budskaber der blev overbragt var i harmoni med den katolske lære, og de pågældende personers levevis var i overensstemmelse med det mønster som kirken havde opstillet. Det er derfor heller ikke overraskende at de åbenbaringer den katolske kirke har anerkendt, helt og holdent bekræfter kirkens traditioner og lære, selv når det drejer sig om de allernyeste læresætninger, såsom dogmet om den uplettede undfangelse.

Men er mirakler og syner virkelig tegn fra himmelen der beviser at kirkens lære er sand? J. Bricout, der er redaktør af værket Dictionnaire pratique des connaissances religieuses (Håndbog i religiøs kundskab), citerer en anden katolsk forfatter, P. Buysse, for at have skrevet: „Da miraklerne i Lourdes har en tydelig forbindelse med ’særlige katolske læresætninger’ (dogmet om den uplettede undfangelse, den pavelige myndigheds definition af dette dogme, tilbedelsen af Alterets Sakramente, Mariadyrkelsen, og så videre), kan — eller rettere må — man forstå det sådan at ’kirkens læresætninger bærer Guds godkendelses segl’.“

Men den katolske kirke kan ikke med rette gøre krav på en sådan guddommelig accept. Ved selv at påtage sig myndigheden til at bestemme hvorvidt apparitioner (og de dertil knyttede mirakler) kommer fra Gud eller ej, opkaster den sig til dommer i sin egen sag.

Mange andre trossamfund hævder også at de har oplevet mirakler og derfor har Guds godkendelse. Står Gud også bag de mirakler der finder sted i de karismatiske bevægelser (deriblandt de ikkekatolske) eller i de ikkekristne religioner? Det kan man vanskeligt forestille sig, eftersom Bibelen siger at Gud „ikke [er] uordenens men fredens Gud“. — 1 Korinther 14:33.

Hvilket grundlag skal man dømme ud fra? Bogen Les signes de crédibilité de la révélation chrétienne (Vidnesbyrd om den kristne åbenbarings troværdighed) forklarer at kriterierne for at betragte et mirakel som autentisk først og fremmest er af moralsk og åndelig art. Hvad menes der med det?

Tro mod Den Officielle Åbenbaringen?

Ifølge forskellige katolske forfattere „er det første krav til budskabet at det skal være i overensstemmelse med Evangeliets Åbenbaring og kirkens doktrinære tradition“. „Ingen ny åbenbaring kan ændre den oprindelige Åbenbaring.“ Desuden har pave Johannes Paul II forklaret at „det budskab som blev overbragt i Fátima i 1917 indeholder hele Evangeliets sandhed“. Det vil altså sige at de budskaber der overbringes ved sådanne tilsynekomster, frem for alt andet må bekræfte „Den Officielle Åbenbaring“ eller Bibelen. Gør de det?

Hvilken slutning kan man drage ud fra de syner af et brændende helvede som hyrderne i Fátima modtog? Bibelen viser tydeligt at syndere ikke bliver straffet på denne måde når de dør. Jesus selv sagde at vi skulle frygte den som er i stand til at ødelægge både sjæl og legeme, og viste dermed at sjælen kan dø. Andre skriftsteder i Bibelen viser tydeligt at de døde slet ingenting ved og at håbet om at komme til at leve igen bygger på Bibelens løfte om en fremtidig opstandelse. — Mattæus 10:28; Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29.

Hvad så med „Den Uplettede Undfangelse“, som Bernadette talte om? Også denne lære er i modstrid med Guds ord. Bibelen viser at Maria, på linje med Adams øvrige efterkommere, blev ’undfanget i synd’ og derfor arvede døden. (Salme 51:5; Romerne 3:23) Hvis Maria blev undfanget syndfri, hvorfor bragte hun da et syndoffer efter at Jesus var blevet født? (3 Mosebog 12:6; Lukas 2:22-24) Der er heller ikke et eneste skriftsted i Bibelen der støtter den katolske lære om at hun var fritaget fra arvesynden ved særlig nåde. Da Mariadyrkelsen ikke bygger på et bibelsk grundlag, er det logisk at sætte spørgsmålstegn ved om hendes apparitioner eller tilsynekomster virkelig er fra Gud.

Kunne de stamme fra en anden kilde?

Bibelforskere er naturligvis udmærket klar over at ikke alle mirakuløse tegn stammer fra Gud. Efter at have omtalt de mirakler som de ægyptiske magere udførte foran Farao og Moses, nævner værket Dictionnaire de la Bible, der er redigeret af F. Vigouroux, at „der i de sidste dage vil fremstå falske profeter og falske messiasser som vil være Djævelens håndlangere, og de vil udføre mange mirakler i den hensigt at bedrage selv Jesu Kristi trofaste disciple, hvis det er muligt“. — Mattæus 24:24; 2 Mosebog 7:8-13.

Men hvad nu hvis menneskeheden gennem disse syner opfordres til at omvende sig og de troende anmodes om at bede for syndernes omvendelse, sådan som det var tilfældet i Fátima? Bogen Fàtima — Merveille du XXe siècle (Fátima — det 20. århundredes under), der taler til gunst for apparitioner, citerer interessant nok en præst der virkede i Fátima dengang synerne fandt sted. På trods af budskabernes indhold var han skeptisk med hensyn til deres oprindelse, og sagde: „Det kunne meget vel vise sig at være dæmonisk svindel.“ Bibelen viser faktisk at „Satan giver sig ud for at være en Lysets Engel“ og at „hans Tjenere forklæder sig som Retfærdighedens Tjenere“. (2 Korinther 11:14, 15, Rosenørn-Lehn) At budskabet tilsyneladende er godt er derfor intet bevis for at synet stammer fra Gud.

I Calmets [katolske] Dictionnaire historique de la Bible drages den samme konklusion: „Mirakler og undere er ikke altid et sikkert tegn på at de der udfører dem er hellige, eller at deres lære er sand. De er heller ikke et sikkert vidnesbyrd om at seeren har modtaget et kald.“

Kristus udførte mange mirakler mens han var på jorden. Hvad var hensigten med disse mirakler, og hvad fortæller de os om vore dages mirakler og undere? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den følgende artikel.

[Ramme/illustration på side 6]

Den 9. december 1531.

En mexicansk indianer ved navn Juan Diego ilede til messe i Mexico City. På vejen derind blev han standset af en dame der gav ham besked om at bede biskoppen af Mexico City bygge en kirke på det sted hvor hun havde vist sig. Biskoppen var dog noget skeptisk over for indianerens budskab.

Da hun nogen tid senere igen viste sig, præsenterede hun sig som den sande Guds moder og lidt senere som „Den Hellige Maria af Guadalupe“. For at give Juan Diego et tegn, bad hun ham plukke nogle roser, skønt der ikke voksede roser på det sted og da slet ikke på den årstid. Ikke desto mindre fandt han nogle roser som han svøbte ind i sin kappe. Idet han lod biskoppen se dem, viste der sig en figur af „Jomfruen“ i legemsstørrelse på kappen.

Et billede af denne situation kan i dag ses i Guadalupes basilika i nærheden af Mexico City.

[Illustration]

Guadalupe

[Ramme/illustration på side 7]

Den 11. februar 1858.

En 14-årig fransk pige ved navn Bernadette Soubirous, hendes søster og en veninde var ude for at samle brænde i nærheden af Lourdes, en by i det sydvestlige Frankrig i nærheden af den spanske grænse. Netop som Bernadette skulle til at vade over et vandløb, viste „en dame“ sig for hende i en grotte. Ved andre lejligheder anmodede den samme „dame“ om at der blev bygget et kapel på det sted hvor hun havde vist sig, og hun appellerede til hele menneskeheden om at omvende sig.

Ved en anden tilsynekomst hørte Bernadette „damen“ sige på den lokale dialekt: „Jeg er Den Uplettede Undfangelse.“ Stillet over for civile og kirkelige myndigheder fastholdt Bernadette Soubirous at hun havde fortalt sandheden. Til sidst blev tilsynekomsterne af „Jomfruen“ offentligt anerkendt af den katolske kirke, og som følge heraf byggede man Mariahelligdommen i Lourdes.

[Illustration]

Lourdes

[Ramme/illustration på side 8]

Den 13. maj 1917.

En ung hyrde og to hyrdinder vogtede deres hjorde ved Fátima i det centrale Portugal, hvor de fik deres første syn af „Jomfruen“. Ved en senere tilsynekomst var folk strømmet til stedet i håb om at modtage et tegn. De hævdede at have set solen danse på himmelen for til sidst at falde ned mod jorden.

Børnene blev også delagtiggjort i „hemmeligheder“. De fik blandt andet et syn af helvede hvor de så synderne gennemgå forfærdelige lidelser i frygtelige flammer. „Jomfruen“ bad desuden om at Rusland måtte blive indviet til hendes „rene hjerte“. Senere paver opfyldte hendes ønske. En sidste „hemmelighed“ bliver vogtet af de højeste myndigheder i den katolske kirke, som på nuværende tidspunkt nægter at offentliggøre den.

[Illustration]

Fátima