Mirakler og syner i fortiden og nutiden
Af Vågn op!-korrespondent i Frankrig
HVAD kommer du til at tænke på når du hører navnene Guadalupe, Fátima og Lourdes? For mange er det blot navnene på nogle byer i Mexico, Portugal og Frankrig. Men for millioner af oprigtige katolikker leder disse navne tanken hen på tre af verdens berømteste Mariahelligdomme. Katolikkernes hengivenhed for sådanne steder er på ingen måde aftaget her i det 20. århundrede. For eksempel strømmede der i 1982 ikke færre end 4.500.000 besøgende til Lourdes, mens endnu større skarer fyldte Guadalupe.
Den katolske kirke hævder at der ved disse helligdomme har fundet mirakuløse helbredelser sted. Dette er især tilfældet i Lourdes, der af pave Pius X er blevet betegnet som „Mariadyrkelsens midtpunkt og det eukaristiske mysteriums trone, hvis hæder synes at overskygge alle lignende helligdomme i hele den katolske verden“. I tusindvis af mennesker hævder at være blevet helbredt under eller efter en pilgrimsfærd til Lourdes. Men til dato har kirken kun anerkendt 65 af disse „mirakler“.
Uanset om man tror på Gud eller ej, har man ret til at stille spørgsmål. Hvad skal man mene om de tilsynekomster eller apparitioner (disse udtryk bruges om syner eller åbenbaringer, oftest i forbindelse med Maria) der meldes om fra hele verden? Er de mirakuløse helbredelser og andre begivenheder i forbindelse med disse syner et bevis for at de stammer fra Gud? Ved en konference der i 1986 blev afholdt i Lourdes, opfordrede biskoppen af Tours sine tilhørere til at ’meditere over hensigten med disse tilsynekomster’ for at ’fastslå den vigtige forskel mellem sande og falske åbenbaringer’. Hvis du er katolik er du måske også interesseret i at undersøge emnet nærmere.
Sande og falske åbenbaringer
Den katolske kirke udtaler sig ikke officielt om sådanne åbenbaringer, og den kræver heller ikke at dens medlemmer skal tro på dem. Men hvilken slutning skal oprigtige katolikker drage når de ser pave Johannes Paul II drikke af kilden i Lourdes-grotten eller tale med Lucia, der er den eneste nulevende person som har set tilsynekomsten i Fátima? Kan man andet end tolke det som et tydeligt tegn på hans (og dermed kirkens) officielle anerkendelse? Når paven foretager sine rejser undlader han aldrig at besøge Mariahelligdommene, som for eksempel helligdommen for Den Sorte Madonna af Czestochowa i Polen.
Blandt de mere beskedne helligdomme som er blevet anerkendt af kirken kan nævnes Beauraing og Banneux i Belgien. Nogle helligdomme må kun benyttes til at dyrke Maria på lokalt plan, hvilket for eksempel er tilfældet med helligdommene i Tre Fontane i Italien, og i Marienfried i Vesttyskland.
Siden slutningen af det 19. århundrede har mange imidlertid hævdet at have haft åbenbaringer. Bogen Vraies et fausses apparitions dans l’Église (Sande og falske apparitioner i Kirken) anslår at der i årene 1930 til 1976 har været over 200 tilfælde. Hvorfor blev så få af disse syner officielt anerkendt når forfatteren skriver at „budskaberne, på nogle få undtagelser nær, ikke var absurde, og ved en nærmere undersøgelse viste sig at være stort set identiske“?
Det franske tidsskrift L’Histoire giver en forklaring på dette i en artikel der omhandler Marias tilsynekomster i det 19. århundrede i Loire-området i Østfrankrig. Ifølge skribenten har kirken ikke undersøgt disse tilfælde men overladt dem til glemselens mørke for at undgå „konkurrence“ med allerede anerkendte helligdomme.
Nogle er i dag af den opfattelse at kirkens forbeholdenhed skyldes dens nuværende interesse for at være „videnskabeligt“ nøjagtig. Franskmanden René Laurentin, der er en katolsk autoritet på dette område, siger endda at apparitioner som dem der fandt sted ved Lourdes, ikke ville have haft store chancer for at blive officielt anerkendt i dag. Men hvis et tegn virkelig er fra Gud, bør man da ikke acceptere det som sådant, uanset hvornår det viser sig?
Apparitioner i nyere tid
Også i vor tid meldes der om apparitioner. I San Damiano i Italien strømmer skarer af pilgrimme til det sted hvor Mamma Rosa (som døde i 1981) hævdede at have set „Jomfruen“. Kirken har ikke udtalt sig officielt om dette tilfælde, men nogle af de troende håber på en holdningsændring på grund af de omvendelser der hævdes at være indtruffet på stedet.
I den lille landsby Medjugorje i Jugoslavien har børn og unge for nylig set over tusind apparitioner af „Jomfruen“. Til trods for kirkens diskretion er der også her visse grupper der kæmper for en officiel anerkendelse af fænomenet. Nogle katolikker er måske lidt i vildrede med hvad de skal mene om dette, mens de venter på de kirkelige myndigheders afgørelse. Kan de, indtil den foreligger, fæste lid til sådanne vidnesbyrd?
For fuldstændighedens skyld skal det også nævnes at der er forekommet tilsynekomster som kirken afviser, som for eksempel dem der fandt sted i Palmar de Troya i Spanien. I den forbindelse har biskoppen af Sevilla advaret de troende om „ikke at være godtroende når det gælder fænomener som kirken ikke anerkender eller endog fordømmer“. Trods denne advarsel opstod der en splittelse som medførte at en ærkebiskop og adskillige præster blev ekskommunikeret fordi de, i strid med kirkens holdning, fastholdt at apparitionerne var autentiske.
Hvordan kan man afgøre om tilsynekomster er autentiske eller ej? Dette spørgsmål vil blive detaljeret behandlet i den følgende artikel.