Geografi Begge lande har sumpe i kystområderne, savanner, opdyrkede højsletter og imponerende bjerge inde i landet. Tre af Vestafrikas store floder — Gambiafloden, Nigerfloden og Senegal — har deres udspring i Guinea.

Befolkning De to største af Sierra Leones 18 oprindelige folkegrupper er mende og temne. De kriotalende efterkommere af frigivne afrikanske slaver lever hovedsagelig i området omkring Freetown. Guinea har mere end 30 forskellige etniske grupper, hvoraf de største er fulani, malinke og susu.a

Religion Næsten 60 procent af Sierra Leones befolkning er muslimer. Resten betragter sig hovedsagelig som kristne. I Guinea er næsten 90 procent muslimer. I begge lande er de fleste stadig engagerede i deres traditionelle afrikanske religion.

Sprog De enkelte etniske grupper har hver deres sprog. Fællessproget i Sierra Leone, krio, er en blanding af engelsk og europæiske og afrikanske sprog. Guineas officielle sprog er fransk. I begge lande er omkring 60 procent af befolkningen analfabeter.

Erhverv De fleste lever af det de selv dyrker. Næsten halvdelen af Sierra Leones eksportindtægter stammer fra diamantførende aflejringer. Guinea har nogle af de største bauxit-reserver i verden.

Køkken En vending man tit hører, er: „Hvis ikke jeg har fået min ris, har jeg ikke fået noget at spise i dag.“ Fufu, kogt kassava stødt sammen til en klæbrig dej, spises ofte sammen med kød, okra og syrlig sauce.

Klima Varmt og fugtigt nær kysten. Køligere i højlandet. I den tørre periode blæser en tør vind, kaldet harmattan, i dagevis fra Sahara. Den får temperaturen til at falde og dækker området med et lag støv.

Sandhedens lys begynder at skinne

Den gode nyhed nåede til Sierra Leone i 1915 da nogle af landets indbyggere vendte tilbage fra England med bibelsk læsestof. I juli måned samme år ankom den første døbte tjener for Jehova til Freetown. Hans navn var Alfred Joseph. Han var 31 år og født og opvokset i Guyana i Sydamerika. Tidligere på året var han blevet døbt i Barbados i Caribien, og han havde indgået en kontrakt om at arbejde som lokomotivfører i Freetown. Alfred slog sig ned i jernbaneområdet i Cline Town, omkring 3 kilometer fra Bomuldstræet i Freetown. Straks begyndte han at fortælle sine kolleger om Bibelens budskab.

Året efter sluttede en af Alfreds tidligere arbejdskammerater fra Barbados sig til ham. Det var Leonard Blackman, hvis mor, Elvira Hewitt, var den der først havde fortalt Alfred om sandheden. Leonard kom til at bo dør om dør med Alfred, og de mødtes tit for at drøfte bibelske spørgsmål. De afsatte også bibelske publikationer til deres venner og andre interesserede.

Alfred og Leonard opdagede at Freetowns marker var „hvide til høst“. (Joh. 4:35) I 1923 skrev Alfred følgende til hovedkontoret i New York: „Mange her er interesseret i Bibelen. Vil I sende en der kan tage sig af dem og hjælpe os med at udbrede forkyndelsen i Sierra Leone?“ Svaret lød: „Vi sender en.“

Alfred har fortalt: „Sent lørdag aften adskillige måneder senere fik jeg en uventet opringning.

’Er du den der skrev til Vagttaarnsselskabet og bad om at få sendt nogle forkyndere?’ lød en stemme.

’Ja,’ svarede jeg.

’Well, de har sendt mig,’ rungede stemmen.

Stemmen tilhørte William R. Brown. Han og hans hustru, Antonia, og deres datter var ankommet samme dag og havde indlogeret sig på Gainford Hotel.

Allerede næste morgen mens Leonard og jeg var i gang med vores ugentlige bibelstudium, stod en imponerende skikkelse i døråbningen. Det var William R. Brown. Han var så nidkær for sandhedens sag at han gerne ville holde et offentligt foredrag allerede den følgende dag. Vi lejede straks Freetowns største sal — Wilberforce Memorial Hall — og annoncerede at det første af fire offentlige foredrag ville blive holdt den følgende torsdag aften.

Vores lille gruppe fik travlt med at invitere til foredragene både mundtligt og ved hjælp af aviser og løbesedler. Vi var spændt på hvordan de lokale ville reagere, men det havde vi ikke behøvet at bekymre os om. Salen blev stuvende fuld da omkring 500 mødte op, deriblandt mange af præsterne i Freetown. Vi var ovenud begejstrede!“

I løbet af sit timelange foredrag citerede bror Brown flittigt fra Bibelen, og ved hjælp af lysbilleder viste han skriftstederne på et lærred. Undervejs sagde han gentagne gange: „Det er ikke Brown der siger det, men Bibelen.“ Tilhørerne var begejstrede og klappede flere gange under foredraget. Det der gjorde indtryk på dem, var ikke William Browns overbevisende talegaver, men hans stærke bibelske argumenter. Som én blandt tilhørerne der var under oplæring i kirken, udtrykte det: „Hr. Brown kender sin bibel!“

Bror Browns foredrag vakte røre i byen, og folk strømmede til for at høre dem. Den følgende søndag var salen igen fyldt til bristepunktet under foredraget „Til helvede og tilbage igen. Hvem er der?“ De sandheder bror Brown fremholdt den aften, fik endog fremtrædende sognebørn til at melde sig ud af deres kirker.

Det sidste og fjerde foredrag i rækken, „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“, fik så mange til at møde op at en af Freetowns indbyggere senere sagde: „Kirkerne måtte aflyse deres aftengudstjenester fordi alle deres medlemmer overværede bror Browns foredrag.“

William Brown brugte altid Bibelen og henviste til den som den endelige autoritet, og derfor begyndte folk at kalde ham „Bibel-Brown“. Dette tilnavn bed sig fast og blev almindelig kendt i Vestafrika. Bror Brown bar dette navn med stolthed indtil han afsluttede sit jordiske livsløb.

En dyst med Gladiatorerne

Da de gejstlige i Freetown opdagede at deres sognebørn syntes godt om bror Browns foredrag, blev de misundelige og vrede. I Vagttaarnet for januar 1924 stod der: „Præsteskabet er begyndt at yppe Strid og angriber Sandheden gennem Pressen. Broder Brown svarer dem Gang paa Gang, idet Aviserne offentliggør begge Parters Indlæg.“ Til sidst tav præsterne. Deres forkerte ræsonnementer var blevet tydelige for enhver. Bibelens sandheder var blevet forkyndt vidt og bredt, og det fik mange avislæsere til at bede om bibelsk litteratur. Gejstligheden havde haft til hensigt at bringe Guds folk til tavshed, men Jehova havde ’ladet det onde komme over dem selv’. — Sl. 94:21-23.

En gruppe unge i kirken, kaldet Gladiatorerne, tog gejstligheden i forsvar og annoncerede en række offentlige møder for at bekæmpe Rigets budskab, som de omtalte som „russellisme“. Som svar udfordrede bror Brown dem til en række offentlige debatter. Gladiatorerne afslog tilbuddet og irettesatte den avisredaktør der havde trykt bror Browns udfordring. De forbød også bror Brown at overvære deres møder, så Alfred Joseph deltog i stedet.

Møderne blev holdt i Buxton Memorial Chapel, en velrenommeret metodistkirke i Freetown. Alfred har fortalt: „Under spørgsmål og svar-seancen satte jeg spørgsmålstegn ved treenighedslæren og andre ubibelske lærepunkter i forbindelse med den anglikanske tro. Til sidst nægtede ordstyreren at modtage flere spørgsmål.“

En af Gladiatorerne som var til stede den aften, Melbourne Garber, havde tidligere overværet nogle af de foredrag „Bibel-Brown“ havde holdt. Faktisk var det den samme unge mand som var kommet med udtalelsen: „Hr. Brown kender sin bibel!“ Efter nøje at have overvejet det han havde hørt, var han overbevist om at han havde fundet sandheden. Derfor bad han bror Brown om et bibelstudium. Bror Brown inviterede ham til at være med ved det ugentlige studium af Vagttaarnet i sit hjem. Melbourne Garbers familie slog hånden af ham, men alligevel gjorde han hurtigt åndelige fremskridt, og kort efter blev han og flere andre døbt.

Satans bestræbelser for at bremse forkyndelsesarbejdet før det rigtig var kommet i gang, var slået fejl. Som Freetowns borgmester havde sagt til Gladiatorerne: „Hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet.“ — Apg. 5:38, 39.

Browns religion

I begyndelsen af maj 1923 telegraferede bror Brown til afdelingskontoret i London for at få tilsendt mere litteratur. Kort tid efter kom der 5000 bøger, og flere forsendelser fulgte. Han blev også ved med at holde offentlige møder, og de tiltrak tusinder af interesserede.

Senere, i januar 1924, skrev Vagttaarnet: „Arbejdet [i Sierra Leone] er vokset saa hurtigt, at Broder Brown sendte Bud efter en Medhjælper; og Broder C. Brown fra Winnipeg, tidligere de vestindiske Øer, er nu paa Vej for at tage Del i Arbejdet.“

Claude Brown havde gennemgået en hel del og var en garvet forkynder af den gode nyhed. Under Første Verdenskrig havde han udholdt en meget dårlig behandling i canadiske og engelske fængsler fordi han nægtede at bryde sin kristne neutralitet. Han tjente i Sierra Leone i fire år og var til stor opmuntring for de lokale brødre og søstre.

Pauline Cole har fortalt: „Før jeg blev døbt i 1925, udspurgte bror Claude mig grundigt.

’Søster Cole, forstår du det du har lært af Studier i Skriften?’ spurgte han. ’Vi vil ikke have at du glider væk fra sandheden fordi du ikke har forstået Bibelens lære!’

’Bror Claude,’ svarede jeg, ’det jeg har lært, har jeg repeteret igen og igen. Jeg har besluttet mig!’“

Pauline tjente Jehova i mere end 60 år, meget af tiden som specialpioner. Hun fuldførte sit jordiske livsløb i 1988.

William „Bibel-Brown“ hjalp også samvittighedsfuldt andre med at tilegne sig gode åndelige vaner. Alfred Joseph har fortalt: „Når jeg mødte bror Brown tidligt på dagen, lød vores samtale ofte sådan her: ’Hej, bror Joseph. Hvordan har du det her til morgen? Hvordan lyder dagens tekst?’ Hvis jeg ikke kunne svare, belærte han mig om hvor vigtigt det var hver dag at læse teksten i bogen Daglig himmelsk Manna. [Nu kaldt Undersøg daglig Skrifterne]. Den næste morgen læste jeg så straks dagens tekst for at han ikke igen skulle fange mig uforberedt. Til at begynde med værdsatte jeg ikke fuldt ud den uvurderlige oplæring han gav mig, men det gjorde jeg senere.“

Al denne oplæring gav gode resultater. I løbet af 1923 blev der oprettet en menighed i Freetown, og 14 blev døbt. En af de nye brødre var George Brown, som bragte antallet af „Brown“-familier i menigheden op på tre. Disse tre flittige familiers aktivitet fik mange af Freetowns indbyggere til at omtale Bibelstudenterne som „Browns“ religion.

Til provinsen og endnu længere

Menigheden i Freetown var fyldt med entusiasme for sandheden og blev „stærkt optaget af ordet“. (Apg. 18:5) Alfred Joseph har fortalt: „Jeg bandt ofte en kasse bibelske bøger fast til min store Norton-motorcykel, og med Thomas eller Sylvester Grant på bagsædet tog jeg ud på landet og til de små byer omkring Freetown for at forkynde.“

Frem til 1927 forkyndte brødrene mest i og i nærheden af Freetown i et område der blev kaldt The Colony. Men fra 1928 lejede menigheden hvert år før regntiden begyndte, en bus for at komme til provinsen. De der ikke kunne tage med, hjalp med at finansiere turene som blev ledet af Melbourne Garber. Grupperne fra bussen forkyndte i byer og landsbyer øst for Kailahun og sydpå næsten til grænsen mod Liberia. Den første søndag i måneden vendte de tilbage for at følge interessen op.

Omkring det tidspunkt besøgte bror Brown Vestindien og vendte tilbage med en bil; en af de første biler der kom til Sierra Leone. Den var udstyret med et kraftigt højttaleranlæg som var beregnet til forkyndelse på offentlige steder. Bror Brown parkerede bilen et sted hvor der kom mange mennesker, og begyndte at spille livlig musik som tiltrak folk. Så holdt han en lille tale eller afspillede et grammofonforedrag, og bagefter tilbød han folk bibelsk litteratur. Den talende bil — som den kom til at hedde — var en sensation, og mange strømmede til for at lytte.

Bror Brown vendte nu sin opmærksomhed mod områder hvor der ikke før var blevet forkyndt — resten af den engelsktalende del af Vestafrika. I løbet af 1920’erne tog han af sted på forkynderture til Gambia, Ghana, Liberia og Nigeria. I alle disse lande viste folk interesse, men i Nigeria var muligheden for vækst særlig stor. I 1930 flyttede han og hans familie fra Freetown til Lagos. Derfra fortsatte han med at føre tilsyn med arbejdet i hele Vestafrika.

I 1950, da dårligt helbred tvang bror Brown til at vende tilbage til Jamaica, efterlod han sig noget meget værdifuldt. I løbet af 27 år havde han og hans hustru set antallet af Jehovas Vidner i Vestafrika vokse fra 2 til over 11.000. De havde i bogstavelig forstand været vidne til en opfyldelse af Esajas’ profeti: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation.“ (Es. 60:22) I dag, bare 60 år senere, er der mere end 500.000, „en mægtig nation“, der tjener Jehova i Vestafrika.

Trofaste under forbud

Da Anden Verdenskrig kastede en skygge over Afrika, holdt Jehovas Vidner i Sierra Leone fast ved deres kristne neutralitet. (Mika 4:3; Joh. 18:36) De britiske myndigheder beskyldte dem falskeligt for at være samfundsundergravende. De holdt nøje øje med deres aktiviteter og forbød deres litteratur. Toldmyndighederne i Freetown beslaglagde en forsendelse af publikationer og brændte den. Nogle brødre blev arresteret fordi de var i besiddelse af forbudt litteratur, men blev kort efter løsladt.a

Trods forbuddet fortsatte brødrene med at forkynde. Pauline Cole har fortalt: „En bror der arbejdede som steward på et skib der regelmæssigt lagde til, forsynede os fortsat med eksemplarer af Vagttaarnet. Vi maskinskrev ekstra kopier til møderne. Vi fik også trykt løbesedler med bibelske emner som vi delte ud til folk. Brødrene fortsatte med at holde offentlige foredrag og afspille grammofonplader med bror Rutherfords foredrag, især i de fjerntliggende landsbyer.“

Selvom der var tale om beskedne initiativer, havde de helt klart Jehovas velsignelse. James Jarrett, der har været ældste og specialpioner i længere tid, fortæller: „Under krigen arbejdede jeg som stenhugger, og en ældre søster forærede mig brochuren Flygtninge. Der ankom mange flygtninge til Freetown, så titlen gjorde mig nysgerrig. Jeg læste brochuren samme aften og var straks klar over at jeg havde fundet sandheden. Næste morgen opsøgte jeg søsteren og fik nogle eksemplarer til mine tre brødre. Vi tog alle fire imod sandheden.“

Da krigen sluttede i 1945, var der 32 forkyndere i Freetown. De havde bevaret deres integritet og var forblevet åndeligt aktive. Forkynderne var parate til og ivrige efter at fortsætte arbejdet.

Kampagne med offentlige møder

Ved det ugentlige tjenestemøde den 29. august 1945 drøftede man i Freetown menighed en ny kampagne som var blevet omtalt i Informant for december 1944 (i dag Tjenesten for Riget). Menighederne skulle invitere til og afholde fire offentlige møder i alle byer, små som store, i deres distrikt. Ved hvert af disse møder skulle en bror (på 18 år eller derover) som havde klaret sig godt på Den Teokratiske Skole, holde et foredrag på en time. Efter afholdelsen af de fire møder skulle brødrene oprette bibelstudiegrupper for at hjælpe de interesserede i hvert område.

Hvordan reagerede forkynderne på denne nye vejledning? I notatet fra tjenestemødet i Freetown står der:

Ordstyrer: „Hvordan synes I vi skal gribe den nye kampagne an?“

Første bror: „Vi kan ikke forvente at få de samme gode resultater som i Amerika. Folk her er anderledes.“

Anden bror: „Det er jeg enig i.“

Tredje bror: „Vi kan da i det mindste prøve.“

Fjerde bror: „Det vil helt sikkert blive svært.“

Femte bror: „Jamen vi skal da følge vejledningen fra Jehovas organisation.“

Sjette bror: „Men her i landet har vi alle odds imod os.“

Første søster: „Ikke desto mindre er vejledningen i Informant jo klar. Lad os prøve!“

Og det gjorde de. Fra Freetown ude ved kysten til Bo mod sydøst og Kabala på den nordlige højslette holdt brødrene møder i klasseværelser, i private hjem og på markedspladser. Denne aktivitet gav menigheden ny energi, og „Jehovas ord havde fortsat fremgang og udbredtes“. — Apg. 12:24.

Forkynderne havde dog brug for teokratisk oplæring. Og det sørgede Jehova for.

Gileadmissionærer ankommer

I juni 1947 ankom tre gileadmissionærer — Charles Fitzpatrick, George Richardson og Hubert Gresham — til Freetown. Disse brødre blev senere fulgt af mange andre missionærer.

Missionærerne lagde mærke til at de lokale brødre og søstre var ivrige efter at forkynde, men havde behov for at blive bedre til at undervise. (Matt. 28:20) Missionærerne begyndte derfor at lære forkynderne hvordan man skulle følge interessen op og lede bibelstudier. De videregav også den nyeste vejledning angående menighedsmøder og teokratisk ledelse. Der blev afholdt et offentligt møde i Wilberforce Memorial Hall. Til missionærernes store glæde var der hele 450 til stede. Senere sørgede missionærerne for at der blev indført en ugentlig bladdag. Denne oplæring styrkede menigheden og lagde en god grundvold for fremtidig vækst.

I mellemtiden kæmpede missionærerne med at vænne sig til klimaet. I en rapport fra afdelingskontoret i 1948 står der: „De klimatiske forhold i Sierra Leone er en stor prøvelse. Regntiden varer seks måneder, og regnen er voldsom, vedvarende og skybrudsagtig. Nogle gange regner det uafbrudt i to uger. I den tørre tid er varmen intens, og luftfugtigheden høj.“ Nogle af de første europæere der kom til Sierra Leone, havde kaldt det „den hvide mands grav“. Malaria, gul feber og andre tropesygdomme florerede. En efter en blev missionærerne syge og måtte forlade landet.

De lokale forkyndere blev forståeligt nok fortvivlede over denne udvikling. Men de gav ikke op. I perioden fra 1947 til 1952 steg forkynderrekorden fra 38 til 73. I Waterloo, en by i nærheden af Freetown, var flittige pionerers indsats medvirkende til at der blev oprettet en ny menighed. Nye studiegrupper dukkede op i Kissy og i Wellington, som begge lå i udkanten af Freetown. Sierra Leone var åbenbart klar til vækst. Det eneste der manglede, var den rigtige katalysator.

Et styrkende besøg

I november 1952 gik en høj, tynd amerikaner først i trediverne i land ved anløbsbroen i Freetown og blev indfanget af byens larm og støj. Den besøgende, Milton G. Henschel fra hovedkontoret, har fortalt: „Det forbavsede mig at jeg her så en moderne by, meget renere end man ser dem de fleste andre steder i verden. ... Her var brolagte gader, travle forretninger, nye biler og en endeløs strøm af forbipasserende.“

Bror Henschel spadserede hen til missionærhjemmet i Freetown, to husblokke fra det berømte Bomuldstræ. Der fortalte han de forsamlede brødre at Sierra Leone ville få mere hjælp. Den følgende søndag strømmede 253 mennesker til Wilberforce Memorial Hall for at høre ham komme med en række spændende bekendtgørelser: Sierra Leone ville få sit eget afdelingskontor. Brødrene ville få deres egen kredstilsynsmand, og der skulle holdes kredsstævner. En ny menighed ville blive oprettet i Kissy, og forkyndelsesarbejdet i provinsen skulle udvides. Tilhørerne var begejstrede!

Bror Henschel fortalte: „De blev ved med at sige kusheh, et meget udtryksfuldt ord der betyder noget i retning af ’godt gjort’. Humøret var højt. Den ene gruppe efter den anden forlod salen i tusmørket ... og nogle af stævnedeltagerne sang.“

En missionær, William Nushy, der nylig var kommet, blev udnævnt som tilsynsmand for det nye afdelingskontor. Han havde tidligere arbejdet som dealer på kasinoer i hele USA. Da han blev kristen, forlod han dette job og holdt beslutsomt fast ved Guds retfærdige principper — et træk som bevirkede at han vandt forkyndernes kærlighed og respekt i Sierra Leone.

I 1956 viste brødrene i Freetown filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. De fortæller:

„Vi lejede den største sal i Freetown og uddelte 1.000 invitationer. Vi var spændt på hvor mange der ville komme. En halv time før filmen skulle begynde, var der kun kommet 25. I løbet af det næste kvarter kom der 100 mere. Snart var alle 500 siddepladser besat. Yderligere 100 var tilfredse med ståpladser. Godt 500 flere stod udenfor, for salen var helt fuld. Ville de vente på en forestilling mere? ’Ja,’ sagde de. Og det gjorde de, selvom det regnede!“

I årenes løb har mere end 80.000 mennesker i Sierra Leone set denne og andre bemærkelsesværdige film.

Respekt for Guds syn på ægteskabet

Da William Nushy tog fat på sin opgave, fandt han ud af at nogle forkyndere ikke fulgte Jehovas normer vedrørende ægteskab. Nogle par levede papirløst; de levede sammen som mand og kone uden at deres forhold var blevet registreret af myndighederne. Andre fulgte den lokale skik at udskyde deres ægteskab indtil kvinden blev gravid, så man var sikker på at forholdet ville bære frugt.

Derfor skrev afdelingskontoret i maj 1953 et brev til alle menigheder hvori man nøje forklarede dem Bibelens norm vedrørende ægteskab. (1 Mos. 2:24; Rom. 13:1; Hebr. 13:4) Alle der levede sammen, fik en vis tid til at registrere deres parforhold, og hvis de ikke gjorde det, kunne de ikke længere forblive i menigheden. — 1 Kor. 5:11, 13.

Mange forkyndere var glade for denne opstramning. Men nogle var ubeslutsomme og følte at vejledningen var for streng. I to menigheder holdt mere end halvdelen af forkynderne op med at komme til møderne. De der forblev loyale, øgede til gengæld deres indsats i forkyndelsen; et klart vidnesbyrd om at de fik Jehovas velsignelse.

Efter mange bestræbelser fra brødrenes side blev rigssalen i Freetown anerkendt som et passende sted til indgåelse af lovformelige ægteskaber. Den 3. september 1954 foretog brødrene den første officielle vielse. Senere gav myndighederne kvalificerede brødre tilladelse til at forrette vielser i syv områder rundt om i landet. Dette gav flere interesserede mulighed for at legalisere deres forhold og kvalificere sig til at blive forkyndere af den gode nyhed.

Mange interesserede som levede i et polygamt forhold, tog også skridt til at rette deres liv ind efter Jehovas normer. Samuel Cooper, som nu bor i Bonthe, fortæller: „I 1957 begyndte jeg at overvære møderne sammen med mine to koner, og jeg kom hurtigt på Den Teokratiske Skole. En dag fik jeg tildelt en opgave som handlede om det kristne ægteskab. Under min søgen efter stof til indlægget fandt jeg ud af at jeg var nødt til at skille mig af med min yngste hustru. Da jeg fortalte det til min familie, var alle imod mig. Min yngste kone havde født mig en pige, hvorimod min ældste kone ikke havde født børn. Jeg havde imidlertid besluttet at følge Bibelens principper. Efter at min yngste hustru var flyttet tilbage til sin familie, blev min ældste hustru til min store overraskelse gravid. Nu har jeg fem børn med min kone som ikke tidligere kunne få børn.“

Honoré Kamano, en interesseret der boede i Guinea lige på den anden side af grænsen, og som havde tre koner, sendte sine to yngste koner bort. Hans ældste hustru var glad for den beslutning og begyndte fra da af at tage sandheden mere alvorligt. Til trods for at en af hans yngre koner var skuffet over at blive sendt bort, beundrede hun også hans store respekt for Bibelens principper. Hun bad om et bibelstudium og indviede sig senere til at tjene Jehova.

I dag er Jehovas Vidner overalt i Sierra Leone og Guinea kendt for at holde ægteskabet i ære. Deres trofasthed er en pryd for Jehovas lære og til pris for ham som den der har indstiftet den ægteskabelige ordning. — Matt. 19:4-6; Tit. 2:10.

Splittelse i Freetown

I 1956 kom yderligere to missionærer, Charles og Reva Chappell, til Freetown. På vej til missionærhjemmet standsede de forbløffet op ved et stort skilt som annoncerede et bibelsk foredrag i Wilberforce Memorial Hall. „Taleren var C.N.D. Jones, en repræsentant for ’Jehovas Vidners kirke’,“ fortæller Charles.

Jones, der hævdede at høre til de salvede, var leder af en udbrydergruppe som havde forladt menigheden i Freetown adskillige år tidligere. Hans gruppe påstod at de var „sande“ vidner for Jehova og kaldte missionærerne og de der var loyale over for organisationen, for bedragere og „Gilead-cowboys“.

Sagen blev sat på spidsen da Jones og nogle af hans støtter blev udelukket. „Den bekendtgørelse var et chok for flere som foretrak at man var tolerant over for afvigerne,“ fortæller Charles. „Nogle få gav offentligt udtryk for deres utilfredshed. De og andre fortsatte med at komme sammen med oprørerne, og de forsøgte at afbryde møderne og lægge hindringer i vejen for tjenesten. De utilfredse sad sammen ved møderne i den del af salen som blev kaldt ’afvigerrækken’. Med tiden forlod de fleste af dem sandheden, men nogle genvandt deres åndelige ligevægt og blev flittige forkyndere.“

Det loyale standpunkt de fleste indtog, gjorde at Guds ånd fortsat kunne virke frit. Da zonetilsynsmanden Harry Arnott det følgende år besøgte Freetown, skrev han: „Dette er den første markante forøgelse vi har set i Sierra Leone i flere år. Det giver god grund til optimisme når det gælder fremtidig vækst.“

Undervisning af kissi-stammen

Kort efter bror Arnotts besøg fik Charles Chappell et brev fra en bror i nabolandet Liberia. Broren ville gerne have at der blev forkyndt for hans stammefæller i Sierra Leone. Han hørte til kissi-stammen, som boede i de skovklædte bakker og dale der hvor Sierra Leone, Liberia og Guinea grænser op til hinanden. Det så ud til at mange kissi-talende gerne ville lære Bibelen at kende.

Eftersom de fleste af dem hverken kunne læse eller skrive, blev der oprettet læseklasser i Koindu hvor der blev undervist i Bibelens grundsandheder. Klasserne tiltrak i hundredvis af elever. „Snart havde gruppen 5, så 10, så 15 og så 20 nye forkyndere,“ fortæller Charles. „Folk kom så hurtigt i sandheden at jeg tvivlede på om de nu også var oprigtige forkyndere. Men jeg tog fejl. De fleste af dem var ikke blot trofaste, men også nidkære!“

De ivrige nye forkyndere bragte snart den gode nyhed endnu længere end til Koindu og til sidst helt ind i nabolandet Guinea. Under timelange traveture i det kuperede terræn forkyndte brødrene på gårde og i landsbyer. „I ugevis, ja nogle gange i flere måneder, hørte vi ikke lyden af et eneste motorkøretøj,“ siger Eleazar Onwudiwe, som var kredstilsynsmand på det tidspunkt.

Efterhånden som forkynderne fra kissi-stammen såede og vandede Rigets sæd, sørgede Gud for væksten. (1 Kor. 3:7) Da en blind ung mand fik kendskab til sandheden, lærte han den 32-siders brochure „Denne gode nyhed om riget“ udenad. Senere kunne han, til stor forbløffelse for de tilstedeværende, genkalde sig paragrafferne når han forkyndte og ledte sine egne bibelstudier. En døv kvinde der tog imod sandheden, gjorde så store forandringer i sit liv at hendes svigerinde begyndte at overvære møderne, hvilket betød at hun skulle gå mere end 10 kilometer.

Arbejdet blandt de kissi-talende bredte sig meget hurtigt. Der blev dannet en ny menighed, og så endnu en. Omkring 30 forkyndere begyndte i pionertjenesten. Høvdingen i Koindu blev interesseret i sandheden og forærede brødrene en grund hvor de kunne bygge en rigssal. Efter at mere end 500 havde overværet et kredsstævne i Kailahun, blev der også oprettet en menighed der. Inden længe udgjorde medlemmer af kissi-stammen halvdelen af Vidnerne i Sierra Leone, selvom stammen repræsenterede mindre end to procent af befolkningen.

Nogle var utilfredse med denne vækst, og det gjaldt især de religiøse ledere blandt kissi-folket. De var misundelige og besluttede at eliminere denne trussel imod deres autoritet. Spørgsmålet var hvornår og hvordan de ville slå til.

Modstand fra Poro

Det første angreb kom i en landsby i nærheden af Koindu hvor en gruppe mænd studerede Bibelen og regelmæssigt overværede møderne. Som de fleste mænd i kissi-stammen tilhørte de Poro, et hemmeligt selskab gennemsyret af okkultisme. „Da de der studerede Bibelen, nægtede at deltage i dæmoniske ceremonier, blev Poro-høvdingen rasende,“ forklarer James Mensah, en gilead-missionær som også virkede i Sierra Leone. „Høvdingen og hans medsammensvorne slog mændene, stjal deres ejendele, nedbrændte deres hjem, lænkede dem og efterlod dem i bushen for at de kunne dø af sult. Den øverste høvding opildnede Poro-tilhængerne. Men trods mishandlingen stod de interesserede fast.“

Da brødrene i Koindu meldte denne ugerning til politiet, blev Poro-høvdingen, hans tilhængere og den øverste høvding arresteret. De blev stillet for retten, fik en alvorlig irettesættelse, og den øverste høvding blev sat fra bestillingen i næsten et år. Denne juridiske sejr blev almindeligt kendt, og det gav flere nye mod til at komme til møderne. Senere ændrede den øverste høvding indstilling og blev interesseret i sandheden. Da der blev holdt et kredsstævne i hans område, stillede han logi til rådighed for de delegerede og donerede oven i købet en stor ko.

Andre Poro-ledere forsøgte sig med en anden form for angreb ved underfundigt at ’skabe uret i lovens navn’. (Sl. 94:20, ifølge den danske autoriserede oversættelse af 1931) Poro-politikere fremsatte et forslag i parlamentet om at forbyde Jehovas Vidners arbejde. „Men den øverste høvding tog os i forsvar og fortalte forsamlingen at han havde studeret med Jehovas Vidner i to år,“ fortæller Charles Chappell. „Han sagde at vores organisation var fuldstændig upolitisk, at den underviste folk og højnede deres moralnormer. Derefter bekendtgjorde han at han håbede selv en dag at blive et af Jehovas Vidner. Da et andet medlem af parlamentet som også havde studeret Bibelen, støttede ham, blev forslaget afvist.“

De der forlod de hemmelige selskaber, fik stærk modstand fra deres familier. Jonathan Sellu, en teenager fra Koindu, havde forfædre som igennem fire generationer havde været juju-præster, og han blev oplært til at fortsætte deres arbejde. Da han begyndte at studere Bibelen, holdt han op med at deltage i okkulte ceremonier og ofringer. Hans familie modarbejdede ham bittert, tog ham ud af skolen og nægtede at give ham mad når han skulle til de kristne møder. „Gud kan give dig mad,“ sagde de hånligt. Men Jonathan stod fast. Han manglede ikke mad, og han lærte at læse og skrive. Senere blev Jonathan pioner og fik den glæde at se sin mor tage imod sandheden.

Vækst i andre områder af landet

I 1960 fandtes der menigheder og isolerede grupper af forkyndere i Bo, Freetown, Kissy, Koindu, Lunsar, Magburaka, Makeni, Moyamba, Port Loko, Waterloo og så langt mod nord som i Kabala. I det år steg forkyndertallet fra 182 til 282. Fra Ghana og Nigeria ankom mange specialpionerer for at styrke de voksende menigheder.

De fleste af de nyinteresserede kom fra to grupper: de kriotalende som boede i og nær Freetown, og kissi-stammen som boede i den østlige provins. Men efterhånden som den gode nyhed blev udbredt, begyndte andre stammer også at tage imod sandheden. Det gjaldt kuranko, limba og temne mod nord, mende mod syd samt andre etniske grupper.

I 1961 indviede Freetown East menighed deres rigssal. Så indviede Koindu-menigheden en rigssal bygget af muddersten; den havde 300 siddepladser og kunne også bruges som stævnehal. Ikke længe efter overværede 40 ældste den første Rigets Tjenesteskole i Sierra Leone. Som kronen på værket i et bemærkelsesværdigt år deltog brødrene i en vellykket kampagne med at tilbyde folk New World Translation of the Holy Scriptures.

Det var tydeligt at Jehova velsignede sit folk. Den 28. juli 1962 blev International Forening for Bibelstudium, et juridisk selskab som Jehovas Vidner benytter i mange lande, officielt indregistreret hos regeringen i Sierra Leone.

Arbejdet begynder i Guinea

Lad os nu vende opmærksomheden mod nabolandet Guinea (tidligere Fransk Guinea). Før 1958 havde nogle forkyndere aflagt et kort vidnesbyrd når de rejste gennem landet, men det franske kolonistyre var imod vores arbejde. I 1958 åbnede der sig imidlertid en mulighed — Guinea ville ikke længere anerkende det franske styre, og landet blev en uafhængig republik.

Senere samme år begyndte Manuel Diogo, en fransktalende bror først i trediverne fra Dahomey (nu Benin), at arbejde i en bauxitmine i Fria, en by cirka 80 kilometer nord for hovedstaden, Conakry. Han var ivrig efter at forkynde i dette urørte distrikt og skrev til det franske afdelingskontor for at få litteratur og hjælp fra nogle specialpionerer. Han sluttede med ordene: „Det er min bøn at Jehova vil velsigne arbejdet, for interessen her er meget stor.“

Det franske afdelingskontor skrev et opmuntrende brev til Manuel og opfordrede ham til at blive i Guinea så længe som muligt. Afdelingskontoret sørgede også for at en specialpioner besøgte ham for at oplære ham i forkyndelsen. Manuel var glad for denne opmuntring og forkyndte trofast i Fria indtil sin død i 1968.

Da zonetilsynsmanden Wilfred Gooch besøgte Conakry i 1960, opdagede han at der også var to andre afrikanske brødre som forkyndte der. Bror Gooch anbefalede at det blev afdelingskontoret i Sierra Leone og ikke det franske der førte tilsyn med forkyndelsen i Guinea. Denne ordning trådte i kraft den 1. marts 1961. En måned senere blev den første menighed i Guinea oprettet i Conakry.

Det åndelige lys trænger ind i regnskoven

Den gode nyhed bredte sig også til det sydlige Guinea. Falla Gbondo, som boede i Liberia og tilhørte kissi-stammen, vendte tilbage til sin hjemby Fodedou, omkring 13 kilometer vest for Guekedou. Med sig havde han bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis. Falla kunne ikke læse, men han kunne forklare tegningerne i bogen for sine stammefæller. „Bogen vakte megen røre. Folk kaldte den Adam og Eva-bogen,“ fortæller han.

Falla tog tilbage til Liberia. Der blev han døbt, og med tiden blev han specialpioner. To gange om måneden vendte han tilbage til Fodedou for at studere med en gruppe på omkring tredive. Inden længe fik han selskab af Borbor Seysey, en anden specialpioner fra Liberia som også tilhørte kissi-stammen. Sammen oprettede de endnu en gruppe i Guekedou. Begge grupper blev senere til menigheder.

Efterhånden som flere medlemmer af kissi-stammen blev Jehovas Vidner, lagde høvdingerne mærke til deres gode opførsel. Vidnerne arbejdede flittigt, var ærlige og fredelige. Da brødrene bad om tilladelse til at bygge en rigssal i Fodedou, gav høvdingerne dem beredvilligt tre hektar land til formålet. Rigssalen — den første i Guinea — blev færdig i begyndelsen af 1964.

Omvæltninger i Conakry

I mellemtiden trak det op til problemer i Conakry. Politisk uro medførte at myndighederne var mistænkelige over for fremmede. Fire gileadmissionærer blev nægtet permanent opholdstilladelse og udvist af landet. To brødre fra Ghana blev anklaget uden grund og fængslet i næsten to måneder.

Efter deres løsladelse blev den ene af brødrene, Emmanuel Awusu-Ansah, straks arresteret igen og holdt indespærret under kummerlige forhold. Fra en uhumsk fængselscelle skrev han: „Åndeligt set har jeg det fint, men jeg har feber hele tiden. Ikke desto mindre kan jeg stadig forkynde. I sidste måned brugte jeg 67 timer i tjenesten, og to af dem jeg studerede med, begyndte at forkynde sammen med mig.“ En af dem kom i sandheden. Efter fem måneder blev bror Awusu-Ansah løsladt og udvist til Sierra Leone. Kun én forkynder blev tilbage i Conakry.

I 1969, efter at den politiske spænding var aftaget, ankom nogle specialpionerer til Conakry. Med myndighedernes tilladelse fik de indrettet en rigssal og satte et skilt på. Ikke længe efter kom der regelmæssigt tredive interesserede til møderne.

Faren for at blive arresteret bevirkede at brødrene til at begynde med var meget forsigtige i forkyndelsen. Men efterhånden som de følte sig mere sikre, øgede de deres indsats. I løbet af 1973 fik denne lille menighed afsat 6.000 traktater. Senere gik forkynderne i gang med at afsætte blade til folk på kontorer og i forretningskvarterer. Langsomt begyndte myndighederne og folk i almindelighed at forstå og værdsætte vores arbejde. Den 15. december 1993 kulminerede disse tålmodige og vedvarende bestræbelser i at Den Kristne Forening af Jehovas Vidner i Guinea blev juridisk anerkendt.

OVERALT i Vestafrika findes der hemmelige selskaber hvis medlemmer kommer fra forskellige stammer og kulturer og taler forskellige sprog. Disse organisationer opstiller regler for deres medlemmers sociale, uddannelsesmæssige og politiske aktiviteter. Men deres primære rolle er religiøs. To af de største hemmelige selskaber er Poro (for mænd) og Sande (for kvinder).a I Poro prøver man for eksempel at „påvirke ånderne og sikre sig at deres indgriben i jordiske forhold er til gavn for mennesker“. — Initiation, 1986.

Nye medlemmer af Poro bliver indviet i hemmeligheder om åndeverdenen og trolddomskunst. Man påfører dem rituelle snit som giver ar på kroppen. Nye medlemmer af Sande lærer også okkulte ritualer, og det er almindeligt at pigerne bliver omskåret. Nogle steder er denne praksis dog ophørt.

Andre hemmelige selskaber har regler for seksuel adfærd og benytter okkulte midler i et forsøg på at kurere sindslidelser og andre sygdomme. Under borgerkrigen i Sierra Leone påstod et hemmeligt selskab at dets medlemmer ikke kunne skades af kugler. Man tog fejl.

Medlemmerne har forbud mod at afsløre gruppens ’kundskab’ og ritualer for udenforstående. Hvis man trodser de regler og love selskabet har opstillet, risikerer man døden.

ZACHAEUS havde aldrig haft et bibelstudium. Men efter at han havde læst bøgerne Frelse og Guds Harpe, vidste han at han havde fundet sandheden.

En tidlig søndag morgen i 1941 tog Zachaeus af sted for at overvære sit første møde hos Jehovas Vidner. Det betød at han måtte gå otte kilometer ned ad et stejlt bjerg. Da han ikke vidste hvornår mødet begyndte, kom han adskillige timer for tidligt. Zachaeus satte sig ned og ventede på at brødrene skulle komme. Efter at han havde overværet tre søndagsmøder i rigssalen, bad han den lokale anglikanske kirke om at fjerne hans navn fra medlemslisten.

En nær ven der kom i samme kirke, skældte ham ud og sagde: „Hør du gamle, hvis du fortsætter med at gå de otte kilometer op og ned ad dette bjerg for at komme til disse møder, er du en død mand inden der er gået et år.“ Han iagttog Zachaeus vandre op og ned ad bjerget to gange om ugen i fem år. Så faldt vennen død om! Femogtyve år senere var Zachaeus stadig i fuld vigør.

Zachaeus tjente trofast Jehova indtil han døde som 97-årig.

DA WILLIAM i 1907 arbejdede ved Panamakanalen, hørte han tilfældigvis en prædiken på et gadehjørne. Den blev holdt af Isaiah Richards, en af Bibelstudenterne. Hans foredrag var baseret på „Kort over Tidsaldrene“, et diagram som blev benyttet til at forklare Guds hensigt. William tog hurtigt imod sandheden og vendte tilbage til Jamaica, hvor han forkyndte for sin mor og søster. Med tiden blev de også Bibelstudenter.

Bror Brown tjente i Panama City i en periode. Der mødte han Evander J. Coward, en rejsende repræsentant for Bibelstudenterne, der besøgte Panama for at holde foredrag. Coward var en dynamisk og livlig taler, og folk stimlede sammen for at høre ham. Da han bemærkede Williams begejstring for sandheden, inviterede han ham med på en forkyndertur til Trinidad.

I de næste ti år rejste William rundt i Vestindien, hvor han virkede som pioner og styrkede de små grupper der var begyndt at dukke op. I 1920 giftede han sig med Antonia, en trofast søster. To dage efter brylluppet sejlede William og Antonia til den lille ø Montserrat, der hørte til Leeward Islands. Med sig havde de „Skabelsens Fotodrama“ — en film i fire dele der bestod af levende billeder og lysbilleder baseret på Bibelen. De forkyndte også på øerne Barbados, Dominica og Grenada. De havde en dejlig bryllupsrejse i Jehovas tjeneste.

To år senere skrev William følgende til Joseph F. Rutherford, som dengang førte tilsyn med Jehovas folks arbejde: „Med Jehovas hjælp har jeg aflagt vidnesbyrd i størstedelen af Caribien, og mange er blevet disciple. Skal jeg besøge dem igen?“ Nogle få dage efter svarede bror Rutherford: „Tag til Sierra Leone i Vestafrika med din kone og datter.“

I de 27 år bror Brown og hans familie tjente i Vestafrika, følte han sig aldrig hjemme bag et skrivebord. Han ville hellere være ude i forkyndelsen. Fordi han lagde så stor vægt på Bibelens betydning, begyndte folk at kalde ham „Bibel-Brown“.

I 1950, da han var 71 år gammel, vendte han og hans hustru tilbage til Jamaica for at virke som pionerer der. William fortsatte som pioner indtil han afsluttede sit jordiske livsløb i 1967. Han elskede pionertjenesten, som han følte var et af de største privilegier et menneske kunne opnå.