„Messias, den levende Guds søn“
EFTER at Jesu disciple havde givet udtryk for hvem folk sagde at han var, spurgte han: „’Men I, hvem siger I jeg er?’ Som svar sagde Simon Peter: ’Du er Messias, den levende Guds søn.’“ — Mattæus 16:15, 16.
Var Peter ene om at drage denne konklusion? Slet ikke! Læg mærke til hvem der også gjorde det, og på hvilket grundlag.
Hans tilhængere: Johannes Døber, disciplene Natanael og Marta, Saulus fra Tarsus og andre kaldte alle Jesus for Guds søn. (Mattæus 14:33; Johannes 1:33, 34, 49; 11:27; Apostelgerninger 9:20) Det styrkede deres overbevisning når de iagttog hvordan profetier der skulle udpege den lovede Messias, blev opfyldt på Jesus.
Hans modstandere: De jøder der ønskede at slå Jesus ihjel, omtalte ham som Guds søn, og det samme gjorde de soldater der var til stede ved hans pælfæstelse. (Mattæus 27:54; Johannes 19:7) Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med at disse modstandere troede på Jesus, men det viser i det mindste at de var bekendt med hvem andre hævdede at han var. Og de overnaturlige hændelser der fandt sted i forbindelse med hans pælfæstelse, fik åbenbart nogle af dem til på ny at overveje hvem han var.
Engle: Da engelen Gabriel bekendtgjorde at Jesus skulle fødes, kaldte han ham Guds søn. (Lukas 1:32, 35) Selv dæmonerne erkendte hvem han var. Under påvirkning af disse onde engle råbte dæmonbesatte mennesker: „Hvad har vi med dig at gøre, du Guds søn?“ (Mattæus 8:28-32) Det er indlysende at både gode og onde engle vidste hvem Jesus var, da de kendte til hans førmenneskelige tilværelse i himmelen.
Jesus selv: Jesus omtalte aldrig at han var Guds søn i den hensigt at indynde sig hos andre eller prale, eller for at sole sig i den agtelse dette indebar. Tværtimod omtalte han i regelen ydmygt sig selv som „Menneskesønnen“. (Mattæus 12:40; Lukas 9:58) Adskillige gange medgav han dog også at han var Guds søn. — Johannes 5:24, 25; 10:36; 11:4.
Jehova Gud: Hvem kunne med større autoritet end Jehova Gud selv identificere Jesus som den han var? Ved to lejligheder udtalte Jehova fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ — Mattæus 3:17; 17:5.
Gud godkendte Jesus — gør du også det?
I det første århundrede antog tusinder Jesus for at være den han var: den lovede Messias eller Kristus, der var blevet sendt til jorden for at hævde Jehovas suverænitet og for at bringe sit liv som en løsesum for menneskeheden. (Mattæus 20:28; Lukas 2:25-32; Johannes 17:25, 26; 18:37) Stillet over for hård modstand ville folk næppe have følt sig tilskyndet til at blive Jesu disciple hvis de ikke havde været sikre på hvem han var. Men ihærdigt og modigt tog de den gerning op som han pålagde dem, nemlig at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. — Mattæus 28:19.
I dag er millioner af kristne disciple overbevist om at Jesus ikke er nogen sagnfigur. De anerkender ham som den konge Gud har indsat på tronen i himmelen for at herske i hans oprettede rige, det rige som nu er ved at sikre sig herredømmet over jorden. Nyheden om denne kommende guddommelige regering er godt nyt, for den lover udfrielse fra de problemer der hærger verden. Disse sande kristne viser at de helhjertet støtter Guds udvalgte Hersker ved at forkynde „denne gode nyhed om riget“ for andre. — Mattæus 24:14.
De der støtter Riget ved Messias, „den levende Guds søn“, vil komme til at leve evigt og erfare uophørlige velsignelser. Også du kan få andel i disse velsignelser!
[Tekstcitat på side 8]
Millioner der på et tidspunkt var usikre på hvem Jesus er, hylder ham nu i forening som herskeren i Guds rige
[Illustration på side 7]
Peter kaldte Jesus „Messias, den levende Guds søn“. Det samme gør 3.000.000 Jehovas vidner i dag