Jehova bygger et hus
LØRDAG den 21. marts 1987 var en dag som staben på Vagttårnets afdelingskontor i Sydafrika aldrig vil glemme. Den dag indtraf der en historisk begivenhed: Det nye betelhjem i Roodekrans blev indviet — som kulmination på seks års hårdt arbejde. Men al æren går til Jehova, for, som Salomon udtrykte det: „Hvis ikke Jehova bygger huset, er det forgæves at de der bygger det har haft møje med det.“ — Salme 127:1.
Lad os kort betragte den fremgang Jehovas Vidners arbejde i Sydafrika har haft gennem årene. I 1902 begyndte de to første sydafrikanere at studere Vagttårnsselskabets publikationer og at forkynde for andre. I 1910 fik Will Johnston af broder Russell besked om at åbne et afdelingskontor i Durban. Det følgende år blev en af de første afrikanske menigheder oprettet i nabobyen Ndwedwe. Og i det epokegørende år 1914 blev det første stævne afholdt i Durban. Der var i alt 50 til stede. I 1923 flyttede afdelingskontoret til Kapstaden, og et år senere begyndte man at tage en simpel trykkemaskine i brug. Afdelingskontoret flyttede igen til større bygninger i 1933, men man havde stadig intet sted hvor medarbejderne kunne bo.
Endnu en vigtig flytning fandt sted i 1952, denne gang til Elandsfontein — cirka 1500 kilometer nord for Kapstaden, omkring 20 kilometer øst for Johannesburg. Det var det første afdelingskontor i Sydafrika som Selskabet selv lod opføre, så der var rigelig plads til både trykkeri og betelhjem eller beboelse. I mellemtiden blev forkyndelsesarbejdet påbegyndt i en række lande som blev betjent fra Sydafrika, hvilket medførte at afdelingskontoret måtte udvide i 1959, og igen i 1971, og endnu en gang i 1978. Til sidst var der ikke plads til flere udvidelser på grunden i Elandsfontein.
De oprindelige to forkyndere i Sydafrika var blevet til omkring 28.000. Det var på tide at søge efter en ny grund. Men man skulle komme til at søge længe. Til sidst fandt man dog en velegnet landbrugsejendom på 87 hektarer i Roodekrans, cirka 60 kilometer fra Elandsfontein. Det er tydeligt at det skyldtes Jehovas ledelse og hjælp at man har kunnet erhverve dette dejlige sted.
Forhindringer måtte overvindes
Der var imidlertid nogle alvorlige problemer som først måtte løses. For det første virkede anlægsomkostningerne enorme, og for det andet måtte der indhentes nogle særlige tilladelser for at man kunne få lov til at opføre en fabrik med kontorer og beboelse i et byområde. En yderligere vanskelighed var at man ønskede at der også skulle bo sorte Jehovas vidner som var oversættere på Betel. Det virker som et helt mirakel at alle disse forhindringer blev overvundet, og det viser at det var Jehova der byggede huset. Et andet problem var den akutte mangel på håndværkere. De frivillige arbejdere — heriblandt søstrene — lærte imidlertid hurtigt de forskellige fag. En tilsynsmand bemærkede: „Elegante unge damer som ikke passer ind på en byggeplads, blev eksperter i at sætte fliser op. Jeg har aldrig set det bedre udført.“
Byggearbejdet skred kun langsomt frem i begyndelsen. Men efterhånden begyndte frivillige at strømme til Roodekrans — både sorte, hvide, farvede og indere. Der kom endog brødre fra andre lande, for eksempel fra New Zealand og De Forenede Stater, hvilket er meget usædvanligt i Sydafrika. „Det er dejligt at se brødre og søstre af forskellig nationalitet og race og med forskellig baggrund arbejde sammen,“ udtalte en frivillig. Mange sagde deres gode stillinger op eller tog en lang orlov for at kunne hjælpe til ved byggeriet i Roodekrans; blandt dem var der nogle erfarne mekanikere, en arkitekt, en ingeniør, nogle dygtige tekniske tegnere og nogle byggeformænd. Der blev også skænket og udlånt meget kostbart udstyr til byggeriet.
Hvordan klarede man den økonomiske side af sagen? Jehovas Vidners Styrende Råd stillede et meget stort lån til rådighed, og sydafrikanske brødre og søstre af alle racer og i alle aldre bidrog gavmildt til projektet. En pige på seks år skrev: „Jeg har sparet disse penge sammen for at købe en dukke, men jeg sender dem til jer. Jeg håber I kan gøre Roodekrans færdigt for dem. Når jeg bliver stor, vil jeg også til Roodekrans for at arbejde der.“ En femårig indisk dreng gav alle de lommepenge han havde samlet i seks måneder!
I weekenden kom der flere hundrede andre Jehovas vidner for at deltage i dette vigtige byggeri. Og andre igen kom og hjalp en dag ad gangen og måtte ofte bringe store ofre og gøre en vældig indsats for at være i stand til det. Besøgende der ikke var Jehovas vidner rystede undrende på hovedet ved at se den massive, begejstrede støtte til opførelsen af det nye afdelingskontor. Mange som boede i nærheden blev dybt betaget. De lokale erhvervsvirksomheder kappedes om at levere til Roodekrans, og deres repræsentanter kommenterede ofte den atmosfære af fred og enhed der var dér.
En majestætisk bygning i pragtfulde omgivelser
Fra nogle klippehøje på den sydlige del af grunden er der udsigt over en naturskøn dal med et vandløb. Selv om bygningerne ligger i nærheden af en attraktiv forstad findes der stadig et rigt dyreliv, for eksempel perlehøns og harer. Sorte ørne og sjakaler kommer også ofte på besøg. På de nedre skråninger ligger beboelsesbygningen, som er 360 meter lang, af røde sten og på tre etager. Der er en pragtfuld udsigt derfra. I midten findes der forskellige fællesfaciliteter, såsom spisesal, køkken, vaskeri og sygeafdeling. I nærheden ligger kontorbygningen og et meget stort trykkeri omtrent på størrelse med Noas ark. Trykkeriet rummer blandt andet en stor TKS-trykkemaskine til firfarvetryk.
Vest for beboelsesbygningen er der et landbrugsområde og en stor lade som blev anvendt som spisesal og køkken i byggeperioden. Marker med græs og lucerne skaffer foder til en hjord af malkekvæg. Der er hundreder af proteabuske på bakkerne bag beboelsesbygningen. Foruden de høje eukalyptustræer som i forvejen stod på grunden, har man plantet mange nye træer og anlagt farverige blomsterbede og vidtstrakte græsplæner.
Indvielsesprogrammet
En skare på omkring 4000 mennesker samledes lørdag eftermiddag den 21. marts 1987 i fri luft nær beboelsesbygningen for at overvære indvielsen. Den midlertidige talerstol havde front mod højene så man opnåede samme effekt som i et amfiteater. Ordstyreren, broder R. F. Stow, læste hilsener op fra 17 lande. Den mest gribende af disse var fra Maud Johnston, som er enke efter den første afdelingstilsynsmand i Durban. Trods sine 92 år tjener hun stadig trofast på det australske betelhjem.
P. J. Wentzel, der er tilsynsmand i tjenesteafdelingen, var den første taler, og han gav et kort resumé af forkyndelsesarbejdets historie i Sydafrika. Han sammenlignede tilhørertallet på 50 ved det første stævne i 1914 med tilhørertallet på 99.000 ved stævnerne i 1986. Derefter forklarede trykkeritilsynsmanden, J. R. Kikot, hvordan man trykker på mange sprog og hvordan de over 50 oversættere arbejder. Han nævnte også at man i 1979 fik installeret en stor TKS-trykkemaskine, som var en gave fra det japanske afdelingskontor, men som kun kunne trykke i to farver. For nylig blev der opstillet endnu to farveværker, der også var en gave fra Japan. Som følge heraf kunne Vagttårnet for 1. april 1987 trykkes i fire farver, til glæde for alle.
C. F. Muller, der er koordinator i afdelingskontorets udvalg, skildrede hvordan det, med Jehovas hjælp, var lykkedes at skaffe grunden, pengemidlerne og fagfolkene. Guds ånd havde også skabt enhed mellem racerne. Og selv om det på et tidspunkt så ud til at være umuligt at få lov til at bygge en fabrik i et boligområde og til at have sorte brødre boende der, fik Jehova åbnet en udvej. Ja, han er den sande bygmester!
Næste taler var Carey Barber, der er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd. Hans indholdsrige tale var bygget over Esajas 65:17-19, hvor der forudsiges at Jehovas folk vil ’glæde sig og juble for evigt’. Taleren forklarede at ordet „juble“ betyder ’at springe af glæde’ og betegner den højeste form for lykke. Og det var sandelig en meget lykkelig dag for dem der var til stede. Indvielsestalen blev holdt af Milton Henschel, som også er fra Det Styrende Råd. Han bad en særlig bøn til Jehova, hvori han takkede for at Han havde medvirket til frembringelsen af disse bygninger, som nu var blevet indviet til Ham.
Næste dag samledes 28.250 Jehovas vidner og interesserede på Rand Stadium, Johannesburg, hvor de hørte et kort referat af programmet i Roodekrans. I et foredrag som blev oversat til zulu, viste Henschel hvordan Jehovas Vidner under ledelse af Jehova og Jesus overalt går sejrrigt frem idet de spreder „en vellugt af Kristus“ og anden bibelsk kundskab. (2 Korinther 2:14-17) Han sluttede af med at fortælle mange opmuntrende oplevelser som glædede den store tilhørerskare.
I løbet af de næste par dage blev der afholdt lignende stævner i Durban og Kapstaden. Disse begivenheder vil aldrig blive glemt af Jehovas vidner i Sydafrika. Betelfamilien i Roodekrans vil i lang tid fremover mindes indvielsen af deres nye hjem. Og da der nu er over 40.000 aktive Jehovas vidner i Sydafrika, mod de 28.000 der var da man begyndte at bygge i Roodekrans, dækker ’huset Jehova har bygget’ et vigtigt og presserende behov.