Et besøg med uventede resultater

I efteråret 1945 kom broder Knorr på besøg. En dag kom han ind på trykkeriet mens jeg stod oppe på en rotationsmaskine. „Kom ned!“ råbte han. „Kunne du tænke dig at komme på Gileadskolen?“ Jeg blev helt paf. „Hvis du mener at jeg lever op til kravene, vil jeg være lykkelig for det,“ svarede jeg. Indbydelserne til broder Fred Borys, søster Alice Berner og mig kom i foråret 1946. Men eftersom jeg var født i Saarland var jeg statsløs og måtte søge om et særligt visum til USA.

Mens de andre tog af sted til tiden måtte jeg afvente svaret på min ansøgning. Da skolen begyndte den 4. september befandt jeg mig stadig i Schweiz, og var langsomt ved at miste håbet. Men så ringede det amerikanske konsulat og fortalte at mit visum var kommet. Straks traf jeg forberedelser til rejsen og fik en køjeplads på et troppetransportskib der sejlede fra Marseilles til New York. Hvilken oplevelse! Skibet, Athos II, var overfyldt. Jeg fik anvist plads i et fællesrum. På sejlturens anden dag skete der en eksplosion i maskinrummet så skibet måtte ligge stille. Passagererne og besætningen var urolige og frygtede for at vi skulle synke. Dette gav mig rig lejlighed til at forkynde om opstandelseshåbet.

Det tog et par dage at reparere skibet, hvorefter vi fortsatte for nedsat maskinkraft. Atten dage senere nåede vi New York, men måtte blive om bord på grund af en strejke blandt havnearbejderne. Efter nogle forhandlinger fik vi lov at forlade skibet. Jeg havde telegraferet til Selskabet og fortalt om situationen, og da jeg forlod tolden og immigrationskontoret, spurgte en mand: „Er De hr. Diehl?“ Det var en af broder Knorrs medarbejdere; han satte mig på nattoget til Ithaca, nær Gileadskolen, hvortil jeg ankom lidt over otte næste morgen. Hvor var jeg lykkelig for langt om længe at kunne deltage i Gileads første internationale klasse!

Udholdenhed trods vanskeligheder

Afslutningshøjtideligheden for Gileads ottende klasse fandt sted den 9. februar 1947, og spændingen var stor.

Nye overraskelser

I 1964 blev min kone og jeg indbudt til Gileadskolens 40. klasse, den sidste klasse med det udvidede timåneders kursus. (Det blev derefter forkortet til otte måneder.) Marthe måtte i huj og hast lære engelsk, men hun klarede det med bravur. Vi spekulerede på hvor vi mon ville blive sendt hen. Jeg tænkte: ’Jeg er ligeglad hvor jeg bliver sendt hen, bare jeg ikke kommer til at sidde bag et skrivebord!’

Men det var netop hvad jeg kom til! På afslutningsdagen, den 13. september 1965, blev jeg udnævnt til landstjener i Schweiz.