’Jehova er min Gud, som jeg stoler på’
FORTALT AF WILLI DIEHL
„HVORFOR vil du på Betel?“ spurgte min fader da jeg i foråret 1931 ytrede ønske om at tjene på Betel. Vi boede dengang i Saarland, og mine forældre havde været cirka ti år i sandheden. De havde sat et godt eksempel for os tre drenge. Sandheden var hele deres liv, og det ønskede jeg også at den skulle være for mig.
MEN hvordan havde mine forældre lært Jehova og hans hellige vilje at kende? De var utilfredse med de etablerede kirker og havde længe søgt efter sandheden. De havde opsøgt en mængde trosretninger, men havde opdaget at ingen af dem lærte sandheden.
En dag sad der en løbeseddel i vores dør som annoncerede et foredrag med lysbilleder og en film om Guds hensigt. Titlen var „Skabelsens Fotodrama“. Fader skulle på arbejde da „Fotodramaet“ blev vist, men han opfordrede min moder til at tage af sted. „Måske er der noget ved det,“ sagde han. Da moder kom hjem den aften var hun begejstret. „Jeg har langt om længe fundet den!“ sagde hun. „Kom selv og se i morgen aften. Det er sandheden som vi har søgt efter.“ Det var i 1921.
Mine forældre, der var åndsavlede, forblev trofaste til døden. Min fader døde i 1944 efter at have været fængslet adskillige gange af nazisterne, og min moder døde i 1970. Hun havde også tilbragt lang tid i fængsel under nazistyret.
Mine forældres eksemplariske nidkærhed
Indtil deres død var mine forældre meget aktive i forkyndelsen. Min moder var særlig nidkær i uddelingen af de stævneresolutioner der blev udgivet fra 1922 til 1928. Gejstligheden anklages var en resolution vedtaget i 1924 som indeholdt en skarp fordømmelse af præsteskabet. Det krævede mod at uddele den. Forkynderne stod op klokken fire om morgenen og skubbede traktaterne ind under dørene. Skønt jeg kun var 12 år, lod mine forældre mig være med til det. Ofte begyndte vi klokken fem om morgenen og kørte tre til fire timer på cykel ud til et fjerntliggende distrikt. Vi gemte cyklerne i et buskads. Jeg passede på dem mens de andre arbejdede i landsbyen. Om eftermiddagen cyklede vi hjem, og om aftenen gik vi en time for at komme til møde.
Senere blev en der var yngre end mig sat til at passe på cyklerne så jeg kunne gå med forkynderne. Men ingen tænkte på at oplære mig. De fortalte blot i hvilken gade jeg skulle arbejde! Med bankende hjerte sneg jeg mig hen til det første hus, i håb om at der ikke var nogen hjemme. Desværre åbnede en mand døren. Jeg var stum. Fumlende pegede jeg på bogen i min taske. „Er den skrevet af dommer Rutherford?“ spurgte han. Jeg fremstammede et svar. „Er den ny, eller er det en jeg har?“ „Den er ny,“ svarede jeg. „Så må jeg have den. Hvor meget koster den?“ Derefter fortsatte jeg med fornyet mod.
I 1924 talte de voksne forkyndere meget om 1925. Engang besøgte vi en familie af bibelstudenter, og jeg hørte en broder spørge: „Hvis Herren tager os til himmelen, hvad skal der så blive af vore børn?“ Moder, der altid var positiv, svarede: „Herren skal nok vide at tage vare på dem.“ Emnet fascinerede mig. Hvad betød det alt sammen? Året 1925 kom og gik, og intet skete. Det gjorde imidlertid ikke mine forældre mindre nidkære.
Min faders vise formaninger
I 1931 fortalte jeg min fader hvad jeg ville bruge mit liv til. „Hvorfor vil du på Betel?“ spurgte min fader. „Fordi jeg ønsker at tjene Jehova,“ svarede jeg. „Men sæt nu at din betelansøgning bliver godkendt,“ fortsatte han. „Ser du, brødrene på Betel er ikke engle. De er ufuldkomne og begår fejl. Jeg er bange for at det kan få dig til at forlade Betel og opgive troen. Tænk grundigt over det.“
Jeg var chokeret over at høre dette, men efter at have vejet for og imod i nogle dage, gav jeg på ny udtryk for at jeg ville søge på Betel. „Fortæl mig igen hvorfor,“ sagde han. „Fordi jeg ønsker at tjene Jehova,“ gentog jeg. „Glem det aldrig, min dreng. Hvis du bliver indbudt så husk hvorfor du er der. Hvis du ser at der foregår noget forkert, så bliv ikke alt for bekymret. Du skal heller ikke stikke af, hvis du bliver behandlet forkert. Glem aldrig hvorfor du er på Betel — fordi du ønsker at tjene Jehova! Fortsæt med dit arbejde og stol på ham.“
Den 17. november 1931 ankom jeg til Betel i Bern, Schweiz. Jeg delte værelse med tre andre og arbejdede i trykkeriet, hvor jeg lærte at køre en lille trykkemaskine. En af de første opgaver jeg fik var at trykke Vagttårnet på rumænsk.
Et budskab fra himmelen!
I 1933 udgav Selskabet en brochure med titlen Krisen der indeholdt tre radioforedrag som broder Rutherford havde holdt i De Forenede Stater. Broder Harbeck, der var landstjener, sagde en dag ved morgenbordet til betelfamilien at brochuren skulle uddeles på en særlig måde. Der skulle smides løbesedler ned over Bern fra et lille lejet fly, mens forkynderne stod på gaderne og tilbød folk brochuren. „Hvem af jer unge brødre er villige til at tage med i flyet?“ spurgte han. „Meld jer straks.“ Jeg meldte mig, og broder Harbeck fortalte senere at jeg var blevet udtaget.
Da den store dag oprandt kørte vi ud til lufthavnen med kassevis af løbesedler. Jeg satte mig bag piloten og anbragte løbesedlerne på sædet ved siden af. Mine instrukser lød: Rul løbesedlerne sammen i bundter på hundrede, og smid hvert bundt ud med så stor kraft som muligt. Hvis jeg ikke passede på kunne sedlerne blive filtret ind i flyets hale og skabe problemer. Men alt gik godt. Brødrene sagde senere at det var betagende at se dette ’budskab fra himmelen’ dale ned. Det havde den ønskede virkning og der blev spredt mange brochurer, selv om nogle ringede og klagede over at deres blomsterbede var blevet overstrøet med papir.
Taknemmelig for hvert et tjenesteprivilegium
Jeg takkede daglig Jehova for min glædebringende og tilfredsstillende beteltjeneste. I menigheden havde jeg den opgave at skulle åbne døren til rigssalen, rette på stolene og sætte et glas frisk vand parat på talerstolen. Det betragtede jeg som en stor ære.
På Betel arbejdede jeg nu ved den store trykpresse. Vi trykte Den gyldne tidsalder (nu Vågn op!) på polsk. I 1934 begyndte vi at bruge fonografer, og jeg var med til at bygge dem. Jeg syntes at det var en stor glæde at gå fra hus til hus med indspillede bibelske foredrag. Mange fandt det lille apparat spændende, og ofte samledes hele familien for at lytte, men forsvandt senere en efter en. Når hele familien var gået tog jeg blot fonografen og gik videre.
Aktiv under krigen
Efter Første Verdenskrig blev mit hjemland Saarland adskilt fra Tyskland og regeret under Folkeforbundets auspicier. Saarland udstedte derfor egne identitetspapirer. I 1935 blev der afholdt folkeafstemning om hvorvidt landet skulle genforenes med Tyskland. Jeg benyttede lejligheden til at besøge min familie, da jeg vidste at dette ville blive umuligt hvis Saarland kom under nazistisk styre. I mange år derefter hørte jeg ikke fra mine forældre eller mine brødre.
Skønt Schweiz ikke var direkte indblandet i den anden verdenskrig, blev landet fuldstændig isoleret efterhånden som Tyskland besatte nabolandene et efter et. Vi havde trykt publikationer til hele Europa, undtagen Tyskland, men nu var dette umuligt. Broder Zürcher, den daværende landstjener, fortalte at pengene næsten var sluppet op, og han opfordrede os til at finde et arbejde uden for Betel indtil situationen normaliserede sig. Jeg fik dog lov at blive, eftersom der fortsat skulle trykkes en smule til de omkring tusind lokale forkyndere.
Betelfamilien vil aldrig glemme den 5. juli 1940. Lige efter middagen gjorde et militærkøretøj holdt udenfor. Soldater sprang ud og brasede ind på Betel. Vi fik besked på at stå stille, og hver af os blev bevogtet af en bevæbnet soldat. Vi blev gennet ind i spisesalen mens resten af bygningen blev ransaget. Myndighederne mistænkte os nemlig for at opfordre andre til at nægte at udføre militærtjeneste, men de fandt ingen beviser.
I krigsårene var jeg menighedstjener i både Thun og Frutigen. Det betød at min tidsplan i weekenden var meget stram. Hver lørdag efter middagsmaden cyklede jeg 50 kilometer til Frutigen, hvor jeg ledede et ’vagttårnsstudium’ om aftenen. Søndag formiddag fulgtes jeg med forkynderne i distriktet. Først på eftermiddagen tog jeg til Interlaken for at lede et menighedsbogstudium, og senere på eftermiddagen ledede jeg et bibelstudium med en familie i Spiez. Derefter sluttede jeg dagen med at lede ’vagttårnsstudiet’ i Thun.
Sent om aftenen, når jeg var færdig med alle mine opgaver, sang og fløjtede jeg veltilfreds på vejen hjem til Bern. Dengang var der kun få biler. Det kuperede landskab, der lå indhyllet i mørke på grund af mørklægningen under krigen, var stille og uforstyrret, og lå nogle gange badet i lyset fra månen. Disse weekender berigede mit liv og fornyede min styrke!
Et besøg med uventede resultater
I efteråret 1945 kom broder Knorr på besøg. En dag kom han ind på trykkeriet mens jeg stod oppe på en rotationsmaskine. „Kom ned!“ råbte han. „Kunne du tænke dig at komme på Gileadskolen?“ Jeg blev helt paf. „Hvis du mener at jeg lever op til kravene, vil jeg være lykkelig for det,“ svarede jeg. Indbydelserne til broder Fred Borys, søster Alice Berner og mig kom i foråret 1946. Men eftersom jeg var født i Saarland var jeg statsløs og måtte søge om et særligt visum til USA.
Mens de andre tog af sted til tiden måtte jeg afvente svaret på min ansøgning. Da skolen begyndte den 4. september befandt jeg mig stadig i Schweiz, og var langsomt ved at miste håbet. Men så ringede det amerikanske konsulat og fortalte at mit visum var kommet. Straks traf jeg forberedelser til rejsen og fik en køjeplads på et troppetransportskib der sejlede fra Marseilles til New York. Hvilken oplevelse! Skibet, Athos II, var overfyldt. Jeg fik anvist plads i et fællesrum. På sejlturens anden dag skete der en eksplosion i maskinrummet så skibet måtte ligge stille. Passagererne og besætningen var urolige og frygtede for at vi skulle synke. Dette gav mig rig lejlighed til at forkynde om opstandelseshåbet.
Det tog et par dage at reparere skibet, hvorefter vi fortsatte for nedsat maskinkraft. Atten dage senere nåede vi New York, men måtte blive om bord på grund af en strejke blandt havnearbejderne. Efter nogle forhandlinger fik vi lov at forlade skibet. Jeg havde telegraferet til Selskabet og fortalt om situationen, og da jeg forlod tolden og immigrationskontoret, spurgte en mand: „Er De hr. Diehl?“ Det var en af broder Knorrs medarbejdere; han satte mig på nattoget til Ithaca, nær Gileadskolen, hvortil jeg ankom lidt over otte næste morgen. Hvor var jeg lykkelig for langt om længe at kunne deltage i Gileads første internationale klasse!
Udholdenhed trods vanskeligheder
Afslutningshøjtideligheden for Gileads ottende klasse fandt sted den 9. februar 1947, og spændingen var stor. Hvor ville vi blive sendt hen? For mig faldt „målesnorene“ på Selskabets nyligt oprettede trykkeri i Wiesbaden i Tyskland. (Salme 16:6) Jeg tog tilbage til Bern for at få de fornødne papirer, men de amerikanske besættelsesstyrker i Tyskland ville kun give folk der havde boet der før krigen opholdstilladelse. Eftersom jeg ikke havde det, måtte jeg have en ny distriktstildeling fra hovedkontoret i Brooklyn. Jeg blev i stedet sendt ud i kredstjenesten i Schweiz, og tog imod opgaven med fuld tillid til Jehova. Men mens jeg ventede på denne opgave, blev jeg en dag bedt om at vise tre besøgende søstre rundt på Betel. En af dem var en pioner ved navn Marthe Mehl.
I maj 1949 underrettede jeg kontoret i Bern om at jeg planlagde at indgå ægteskab med Marthe og at vi gerne ville forblive i heltidstjenesten. Hvordan var reaktionen? Jeg mistede alle særlige privilegier; dog kunne vi fortsætte i den almindelige pionertjeneste. Så begyndte vi da at tjene som pionerer i Biel efter vort bryllup i juni 1949. Jeg fik ikke lov at holde foredrag, og vi kunne ikke få logi som delegerede ved et forestående stævne selv om kredstilsynsmanden havde anbefalet os. Mange hilste ikke længere på os, men behandlede os som udstødte endskønt vi var pionerer.
Vi vidste imidlertid at det ikke er ubibelsk at gifte sig, så vi søgte tilflugt i bøn og satte vor lid til Jehova. Faktisk var denne behandling heller ikke i overensstemmelse med Selskabets vejledning. Der var blot tale om en forkert udlægning af organisationens retningslinjer.
Broder Knorr kommer igen
I 1951 aflagde broder Knorr atter besøg i Schweiz. Efter at han havde holdt et foredrag fik jeg at vide at han gerne ville tale med mig. Jeg var lidt bekymret, men var samtidig glad for at han ville se mig. Han spurgte om vi var villige til at flytte til et projekteret missionærhjem i Genève. Vi var naturligvis begejstrede, selv om det også var med vemod at vi måtte forlade Biel. Næste dag kom endnu en anmodning fra broder Knorr. Ville vi være villige til at genoptage kredstjenesten, da der var et særligt behov for kredstilsynsmænd i Schweiz? Vi tog straks imod opgaven. Jeg har altid ment at man skal tage imod enhver opgave man får.
Vort virke i kredstjenesten i det østlige Schweiz blev rigt velsignet. Vi rejste med tog fra menighed til menighed, idet vi bar alle vore ejendele i to kufferter. Brødrene mødte os ofte på stationen med cykler, da det kun var de færreste af dem som havde biler i de dage. Flere år senere stillede en broder en bil til vores rådighed, hvilket lettede vores tjeneste betydeligt.
Nye overraskelser
I 1964 blev min kone og jeg indbudt til Gileadskolens 40. klasse, den sidste klasse med det udvidede timåneders kursus. (Det blev derefter forkortet til otte måneder.) Marthe måtte i huj og hast lære engelsk, men hun klarede det med bravur. Vi spekulerede på hvor vi mon ville blive sendt hen. Jeg tænkte: ’Jeg er ligeglad hvor jeg bliver sendt hen, bare jeg ikke kommer til at sidde bag et skrivebord!’
Men det var netop hvad jeg kom til! På afslutningsdagen, den 13. september 1965, blev jeg udnævnt til landstjener i Schweiz. Betel var en ny oplevelse for Marthe. For mig var det som at komme tilbage til „Guds hus“. Jeg kom ikke til at arbejde i trykkeriet, hvor jeg havde tjent fra 1931 til 1946, men på kontoret. Jeg havde meget nyt at lære, men med Jehovas hjælp klarede jeg det.
Et tilbageblik
I mine 60 års heltidstjeneste har jeg stolet helt og fuldt på Jehova, ligesom min fader sagde at jeg skulle. Og Jehova har overøst mig med velsignelser. Marthe har været en kilde til stor opmuntring i tider med skuffelse eller når opgaverne har overvældet mig, og hun har været mig en loyal støtte med absolut tillid til Jehova.
Tak til Jehova for de mange tjenesteprivilegier jeg har haft! Jeg tjener stadig som koordinator for afdelingskontorets udvalg i Thun, og har rejst adskillige gange som zonetilsynsmand. Uanset hvad jeg er blevet bedt om, har jeg altid set hen til Jehova efter vejledning. Selv om jeg ofte er kommet til kort, tror jeg fuldt og fast at Jehova har tilgivet mig gennem Kristus. Måtte jeg fortsat være ham til behag. Og måtte han lede min fod mens jeg til stadighed ser hen til ham, „min Gud, som jeg stoler på“. — Salme 91:2.
[Illustration på side 27]
Willi Diehl som ung betelmedarbejder