NÅR vi får spørgsmål angående vores tro og fremtidshåb, vores måde at leve på eller vores syn på det der sker i verden, bruger vi så vidt muligt Bibelen i de svar vi giver. Hvorfor det? Fordi Bibelen er Guds ord. Alt hvad vi tror, bygger på den. Den måde vi lever på og betragter verdensbegivenhederne på, er funderet på Bibelen. Vores fremtidshåb er fast forankret i de løfter Gud har ladet nedskrive i den. — 2 Tim. 3:16, 17.

Vi er også fuldt ud klar over hvilket ansvar der følger med det navn vi bærer. Vi er Jehovas Vidner. (Es. 43:12) Derfor besvarer vi ikke spørgsmål på grundlag af menneskers filosofi, men ud fra det Jehova siger i sit inspirerede ord. Som enkeltpersoner har vi naturligvis vores meninger om det ene og det andet, men vi er alle fast overbeviste om at Guds ord er sandhed, og vi lader dét være afgørende for vore holdninger. I mange anliggender giver Bibelen rum for at den enkelte kan træffe valg ud fra sine egne ønsker. I stedet for at påtvinge andre noget som vi personligt foretrækker, vil vi gøre dem kendt med de principper der fremsættes i Bibelen. På den måde får de den samme valgfrihed som vi selv har. Ligesom apostelen Paulus prøver vi „at fremme lydighed af tro“. — Rom. 16:26.

Jesus bliver i Åbenbaringen 3:14 kaldt „det trofaste og sande vidne“. Hvordan svarede han på spørgsmål, og hvordan reagerede han i de situationer han kom ud for? Somme tider brugte han en illustration der satte nogle tanker i gang hos folk. Stillet over for et spørgsmål svarede han undertiden ved at spørge den anden om hvordan han forstod et bestemt skriftsted. Ofte svarede Jesus ved at henvise til et skriftsted, enten direkte eller underforstået, eventuelt ved brug af en omskrivning. (Matt. 4:3-10; 12:1-8; Luk. 10:25-28; 17:32) Dengang, i det første århundrede, blev skriftrullerne som regel opbevaret i synagogerne. Intet tyder på at Jesus selv ejede en samling af disse ruller; men han kendte Skrifterne godt og henviste flittigt til dem når han underviste. (Luk. 24:27, 44-47) Han kunne med fuld ret sige at han ikke underviste ’ud fra sine egne ideer’. Han talte om det han havde hørt fra sin Fader. — Joh. 8:26.

Vi ønsker at følge Jesu eksempel. Vi har ikke personligt hørt Gud tale, sådan som Jesus havde. Men Bibelen er Guds ord. Når vi bruger den som grundlag for de svar vi giver, undgår vi at henlede opmærksomheden på os selv. Vi viser at det ikke er ufuldkomne menneskers meninger vi giver udtryk for, men at vi er fast besluttede på at lade Gud have det afgørende ord med hensyn til hvad der er sandhed. — Joh. 7:18; Rom. 3:4.

Vores mål er selvfølgelig ikke bare at slå op i Bibelen, men at anvende den sådan at folk får størst muligt udbytte af den. Vores ønske er at de skal lytte med et åbent sind. Alt efter hvilken indstilling den du taler til, har, kunne du måske begynde med at spørge: „Mener du, ligesom jeg, at det der virkelig betyder noget, er hvad Gud siger?“ Eller du kunne sige: „Vidste du at Bibelen har noget at sige om netop det spørgsmål?“ Hvis du taler til en der ikke anerkender Bibelen, skal du måske introducere den bibelske tanke på en anden måde. For eksempel: „Lad mig vise dig en spændende forudsigelse fra gammel tid.“ Eller: „Den mest udbredte bog i menneskehedens historie siger . . .“

I nogle tilfælde vil du måske blot gengive skriftstedet med egne ord. Men hvis det overhovedet er muligt, er det bedst at slå op i selve Bibelen og læse ordene derfra. Vis skriftstedet i den besøgtes eget eksemplar af Bibelen, hvis det kan lade sig gøre. Denne direkte brug af Bibelen gør ofte et dybt indtryk. — Hebr. 4:12.

Kristne ældste har et særligt ansvar for at gøre brug af Bibelen når de besvarer spørgsmål. Et af kvalifikationskravene til en ældste er at han „holder sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning“. (Tit. 1:9) Et af menighedens medlemmer træffer måske en meget vigtig beslutning i sit liv efter at have lyttet til råd fra en ældste. Hvor vigtigt er det da ikke at denne vejledning er solidt funderet på Bibelen! Desuden kan en ældstes eksempel i brugen af Bibelen påvirke mange andre i deres måde at undervise på.

VI ØNSKER at så mange som muligt skal lære Guds ord, Bibelen, at kende. Det er denne hellige bog der er grundlaget for det budskab vi forkynder, og vi vil gerne gøre opmærksom på at det vi siger, ikke kommer fra os selv, men fra Gud. Andre har brug for at lære Bibelen at kende og få tillid til den.

I forkyndelsesarbejdet. Når du forbereder dig til at gå ud at forkynde, find da altid frem til et eller to skriftsteder som du gerne vil drøfte med dem der vil lytte. Måske har du kun tænkt dig at bruge en kort præsentation af noget bibelsk læsestof, men det kan alligevel være nyttigt at forbinde dette med at læse et passende skriftsted. Det Bibelen siger, vil gøre større indtryk på åndelige „får“ end noget som helst vi kan finde på at sige. Hvis det ikke er muligt at læse op direkte fra Bibelen, kan du måske citere fra den. I det første århundrede var der ikke så let adgang til skriftruller. Alligevel var Jesus og hans apostle i stand til ofte at citere fra Skrifterne. Vi bør også gøre en indsats for at lære skriftsteder udenad og bruge dem i vores forkyndelse, eventuelt ved bare at citere dem.

Når du læser højt fra Bibelen, bør du holde den sådan at den besøgte kan følge med mens du læser. Hvis han eller hun kan følge med i sin egen bibel, vil vedkommendes reaktion måske blive endnu mere positiv.

Man må selvfølgelig gøre sig klart at visse bibeloversættere har taget sig nogle friheder i gengivelsen. Deres ord stemmer måske ikke i ét og alt med hvad der står på originalsproget. De fleste oversættelser der bruges i dag, har fjernet Guds navn. Nogle har tilsløret Bibelens ord om de dødes tilstand og om Guds hensigt med jorden. For at vise at dette er sket, kan det være nødvendigt at læse nogle nøgleskriftsteder ud fra forskellige bibeloversættelser, måske fra ældre bibler. Bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne har, under flere af sine emner, en sammenligning af den måde visse nøgleudtryk gengives på i forskellige oversættelser. Enhver der holder af sandheden, vil være taknemmelig for at blive gjort opmærksom på den rigtige forståelse af udtrykkene.

Ved menighedens møder. Alle bør opfordres til at slå op i deres egen bibel ved menighedens møder. Det er nyttigt på flere måder. Det medvirker til at holde tilhørernes opmærksomhed samlet omkring det der foregår ved mødet. Det føjer det visuelle aspekt til den vejledning taleren giver mundtligt. Og det understreger over for nyinteresserede at det virkelig er Bibelen der er kilden til vores tro.

Om tilhørerne vil slå op i deres egne bibler og følge med mens du læser, afhænger for en stor del af hvordan det bliver foreslået. En direkte opfordring er en af de bedste metoder.

Da du er taleren, er det dig der afgør hvilke skriftsteder du vil understrege ved at få tilhørerne til at slå dem op. Det skal være de skriftsteder der støtter dine hovedpunkter. Hvis der er tid til det, kan du måske læse nogle få andre skriftsteder der støtter din argumentation.

Det er som regel ikke nok at man bare siger hvor et skriftsted står, eller siger at tilhørerne skal slå op. Hvis du læser et skriftsted og så går videre til et andet inden de tilstedeværende har fået tid til at finde det første, vil de snart miste interessen og opgive deres forsøg på at følge med i Bibelen. Kig ud over forsamlingen. Når de fleste har fundet stedet, kan du læse det.

Tænk forud. Nævn henvisningen i god tid inden du læser skriftstedet. Så mindskes den tid der går med at vente på at tilhørerne får slået op. Det er under alle omstændigheder godt at dit publikum får lejlighed til at følge med i Bibelen. Det tager måske lidt af den tid hvor du ellers ville have talt, men det er det værd.

BIBELEN er grundlaget for den undervisning der gives ved vore menighedsmøder. Skriftsteder fra Bibelen er også nøglepunkter i det vi siger i forkyndelsen. Men hvor meget skriftstederne kommer til at betyde for den drøftelse vi er i gang med, afhænger i høj grad af hvordan vi lægger op til dem.

Der skal mere til end at man bare nævner stedet og siger at vi kan læse det sammen. Når du introducerer et skriftsted, er der to mål du skal prøve at nå: (1) Vække forventning og (2) pege på grunden til at du bruger skriftstedet. Disse mål kan nås på flere måder.

Stil et spørgsmål. Dette er en god metode hvis svaret ikke allerede er klart for tilhørerne. Prøv at formulere spørgsmålet sådan at det sætter nogle tanker i gang. Det gjorde Jesus. Da farisæerne engang henvendte sig til ham i templet for offentligt at sætte hans forståelse af Skrifterne på prøve, spurgte han dem: „Hvad mener I om Messias? Hvis søn er han?“ De svarede: „Davids.“ Han spurgte videre: „Hvordan kan det da være at David under inspiration kalder ham ’Herre’?“ Så gik han direkte over til at citere Salme 110:1. Det bragte farisæerne til tavshed, men folkemængden lyttede til Jesus med glæde. — Matt. 22:41-46.

I forkyndelsen kan man introducere et skriftsted med spørgsmål som disse: „Du og jeg har et personligt navn. Tror du også at Gud har et? Vi kan finde svaret i Salme 83:18.“ „Tror du at der en dag vil komme én regering for hele menneskeheden? Se hvad der står her i Daniel 2:44.“ „Har Bibelen noget at sige om forholdene i vor tid? Se om du kan nikke genkendende til det der står her i Andet Timoteusbrev 3:1-5.“ „Bliver vi nogen sinde fri for lidelser og død? Du kan se Bibelens svar i Åbenbaringen 21:4, 5.“

I et foredrag kan spørgsmål som overgang til et skriftsted få tilhørerne til at læse skriftstedet med nye øjne selv om de allerede kender ordene. Men det afhænger af om du stiller nogle spørgsmål der virkelig interesserer dem. Selv om emnet har deres interesse, kan deres tanker godt drage på langfart hvis du læser et skriftsted de har hørt mange gange før. For at undgå det må du finde noget at sige der kan vække interessen.

Nævn et problem. Du kunne for eksempel nævne et problem og så henvise til et skriftsted der kommer ind på løsningen. Du skal selvfølgelig ikke love tilhørerne mere end de vil få. Et enkelt vers giver ofte kun en del af et svar. Men du kan godt foreslå tilhørerne at de, mens du læser verset, overvejer hvilket svar det peger på med hensyn til den situation du taler om.

Når du for eksempel taler om et princip angående gudfrygtig adfærd, kan du lade en beretning fra Bibelen illustrere hvor klogt det er at følge dette princip. Hvis et skriftsted indeholder nogle klart adskilte punkter som har relation til det spørgsmål der behandles, vælger nogle talere at sige til tilhørerne på forhånd at de kan spejde efter to (eller måske flere) specifikke punkter. Når et problem synes at være for svært for en bestemt gruppe tilhørere, kan man hjælpe tankerne på gled ved at opstille flere muligheder og så lade skriftstedet og kommentaren til det vise hvilken mulighed der er den rigtige.

Brug Bibelen som autoritet. Hvis du allerede har vakt interesse for et emne og har gjort rede for en eller flere sider af det, kan du introducere et skriftsted ved simpelt hen at sige: „Læg nu mærke til hvad Guds ord siger om det.“ På den måde viser du at der ligger autoritet bag det du vil læse.

Jehova har ladet mennesker som Johannes, Lukas, Paulus og Peter nedskrive dele af Bibelen. Men Jehova selv er Forfatteren. Der ligger ikke samme kraft i at sige „Peter skrev“ eller „Paulus sagde“ som der gør i at præsentere et skriftsted som en del af Guds ord. Det gælder især når man taler med folk der ikke selv er kendt med Bibelen. Læg mærke til at Jehova i nogle tilfælde lod Jeremias indlede sine budskaber med at sige: „Hør Jehovas ord.“ (Jer. 7:2; 17:20; 19:3; 22:2) Hvad enten vi bruger Jehovas navn i overgangen til et skriftsted eller ikke, bør vi på et tidspunkt i behandlingen prøve at understrege at det der står i Bibelen, er hans ord.

Tag hensyn til sammenhængen. Når du overvejer hvordan du vil lægge op til et skriftsted, skal du være opmærksom på hvilken sammenhæng det står i. Undertiden kan sammenhængen nævnes direkte, men den kan også på anden måde få betydning for det du vælger at sige. Ville du for eksempel introducere den gudfrygtige Jobs ord på samme måde som en udtalelse af en af hans falske trøstere? Bogen Apostelgerninger er skrevet af Lukas, men den indeholder citater af både Jakob, Peter, Paulus, Filip og Stefanus samt af Gamaliel og andre jøder der ikke var kristne, ja, også ord af engle. Når du citerer, må du altså huske at nævne den rette person som ophavsmand. Husk også at ikke alle salmer er skrevet af David, og at ikke hele Ordsprogenes Bog er skrevet af Salomon. Det er desuden godt at vide hvem en bibelskribent henvendte sig til, og hvilket emne udtalelsen gjaldt.

Gør brug af baggrundsoplysninger. Dette er særlig virkningsfuldt når det medvirker til at vise at de forhold den bibelske beretning beskriver, har lighed med de nutidige forhold du taler om. I nogle tilfælde er baggrundsoplysninger simpelt hen nødvendige for at man kan forstå et bestemt skriftsted. Hvis du for eksempel vil bruge Hebræerbrevet 9:12, 24 i et foredrag om genløsningen, kan det være at du først må komme med en kort beskrivelse af det inderste rum i teltboligen, der, som skriftstedet nævner, er et billede på det sted hvor Jesus trådte ind da han steg op til himmelen. Du skal dog ikke bringe så mange baggrundsoplysninger at de helt overskygger det skriftsted de skal danne overgang til.

For at blive dygtigere til at lægge op til et skriftsted kan du analysere hvad erfarne foredragsholdere gør. Læg mærke til forskellige metoder som de bruger. Tænk over hvordan de virker. Når det gælder dine egne foredrag, kan du begynde med at overveje hvad nøgleskriftstederne skal bruges til, og tænke nøje over hvordan du vil introducere dem sådan at overgangen bedst muligt tjener formålet. Senere kan du gøre det samme med alle de skriftsteder du benytter. Efterhånden som du bliver dygtigere på dette område, vil du i stadig højere grad henlede opmærksomheden på Guds ord.

NÅR man taler om Guds hensigter, hvad enten det sker i forkyndelsen eller fra et podium, bør drøftelsen være funderet på hvad Guds ord siger. Det vil som regel indebære at man læser nogle vers op fra selve Bibelen — og det fortjener at blive gjort godt.

Betoning forudsætter indlevelse. Man bør leve sig ind i det man læser fra Bibelen. Her er nogle eksempler. Når du læser Salme 37:11 højt, skal din stemme udtrykke glad forventning om den fred skriftstedet giver løfte om. Når du læser Åbenbaringen 21:4, hvor der står at lidelser og død vil ophøre, bør stemmen genspejle dyb værdsættelse af den befrielse verset lover. Åbenbaringen 18:2, 4, 5, med den stærke appel til at forlade det syndige „Babylon den Store“, bør læses på en indtrængende måde. Men selvfølgelig skal disse følelser være oprigtige, og de må ikke virke overdrevne. Hvor meget følelse du skal lægge i oplæsningen, afhænger af skriftstedet og af hvad du vil med det.

Betoning af de rette ord. Hvis din kommentar til et vers knytter sig til en bestemt del af verset, bør din oplæsning fremhæve denne del frem for resten af verset. Når du for eksempel læser Mattæus 6:33, og du har i sinde at kommentere ordene ’søg riget først’, vil du ikke lægge hovedtrykket på „hans retfærdighed“ eller på „alle disse andre ting“.

I et indlæg på menighedens tjenestemøde har du måske tænkt dig at læse Mattæus 28:19. Hvilke ord skal betones? Ja, hvis du vil opmuntre tilhørerne til at gøre en indsats for at oprette bibelstudier, kan du betone ordene „gør disciple“. Men hvis du har tænkt dig at nævne de kristnes ansvar for at gøre Bibelens budskab kendt for herboende udlændinge, eller du gerne vil tilskynde nogle til at rejse ud til et land hvor der er større behov, kan du betone ordene „folk af alle nationerne“.

Ofte bliver et skriftsted anvendt som svar på et spørgsmål eller til støtte for et synspunkt nogle betragter som kontroversielt. Hvis man da lægger lige meget tryk på alle ordene i skriftstedet, vil tilhørerne måske slet ikke kunne se forbindelsen. Pointen kan være indlysende for dig, men den er det måske ikke for andre.

Hvis du for eksempel læser Salme 83:18 fra en bibeloversættelse der bruger Guds navn her (vers 19 i nogle oversættelser), og du lægger kraftigt tryk på „den Højeste“, vil den du taler med, måske slet ikke få fat i den vigtige oplysning at Gud har et personligt navn. Nej, her må du betone navnet „Jehova“. Hvis du derimod vil bruge skriftstedet for at understrege at Jehova er den øverste Suveræn, kan du vælge at lægge hovedtrykket på „den Højeste“. Og hvis du vil læse Jakob 2:24 for at vise hvor vigtigt det er at troen er forbundet med gerninger, vil det forvirre tilhørerne hvis du ikke lægger hovedtrykket på „gerninger“, men for eksempel på „erklæret retfærdigt“.

Vi finder et godt eksempel i Romerbrevet 15:7-13. Disse vers er en del af et budskab apostelen Paulus skrev til en menighed der bestod af både jøder og ikkejøder. Her peger apostelen på at Kristi tjeneste ikke alene gavnede de omskårne jøder, men også folk fra nationerne, „for at folk fra nationerne kunne herliggøre Gud for hans barmhjertighed“. Derefter citerer Paulus fire skriftsteder som peger på at de vil få denne mulighed. Hvad skal du nu gøre for at få det frem som Paulus havde i tanke med at bruge disse citater? Hvis du vil sætte et blyantsmærke ved de steder der skal betones, kan du markere „nationerne“ i vers 9, „I nationer“ i vers 10, „alle I nationer“ og „alle folkene“ i vers 11 og „nationerne“ i vers 12. Prøv så at læse Romerbrevet 15:7-13 med eftertryk på disse ord. Når du gør det, vil Paulus’ ræsonnement træde klart frem og blive let at opfatte.

Hvordan man kan betone. De tankebærende ord som du gerne vil fremhæve, kan betones på flere måder. Du bør vælge en metode der passer til skriftstedet og til situationen. Her er nogle forslag.

Ved hjælp af stemmen. Ved en forandring i stemmeføringen kan man få nogle tankebærende ord til at træde frem i forhold til resten af en sætning. Det kan gøres ved en ændring af stemmestyrken, idet man enten hæver eller sænker stemmen. På mange sprog, deriblandt dansk, kan man også betone ved at ændre tonehøjden. Man kan desuden fremhæve vigtige tanker ved at gå ned i tempo. På nogle sprog er det ikke muligt at betone ved hjælp af stemmen; dér må man benytte sig af det der er almindeligt på dette sprog, for at opnå det ønskede resultat.

Pauser. Du kan holde en pause før eller efter at du har læst den centrale del af et skriftsted — eller både før og efter. En pause der holdes lige før hovedtanken læses, skaber forventning; en pause lige efter vil give tanken eftertryk. Men hvis der holdes for mange pauser, er der slet ikke noget der skiller sig ud.

Gentagelse. Du kan fremhæve en bestemt passage ved at standse op og gentage den. Det bedste er i mange tilfælde at man først læser hele skriftstedet og derefter gentager de ord der indeholder den tanke man vil have frem.

Gestus. Både med kropsbevægelser og ansigtsudtryk kan man bidrage til at der lægges mere følelse i et enkelt udtryk.

Tonefald. På nogle sprog (deriblandt dansk) kan man læse med særlige tonefald der skiller nogle dele af en tekst ud fra andre. Også her må man være varsom, især med at bruge et sarkastisk tonefald.

Når en anden læser skriftstedet. Når et skriftsted læses af en du besøger i forkyndelsen, kan det være at vedkommende betoner det forkerte ord eller slet ingen ord. Hvad kan du så gøre? Det virker som regel bedst hvis du trækker meningen frem ved simpelt hen at forklare skriftstedet. Når du har gjort det, kan du henlede opmærksomheden direkte på de ord i verset der indeholder den tanke du vil have frem.

AT VI underviser andre, betyder mere end at vi bare læser nogle vers op fra Bibelen. Apostelen Paulus skrev til sin medarbejder Timoteus: „Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedens ord på rette måde.“ — 2 Tim. 2:15.

Hvis vi skal gøre dette, må vores forklaring af skriftsteder være i overensstemmelse med Bibelens lære som et hele. Det betyder at vi må tage sammenhængen i betragtning i stedet for at plukke nogle udtalelser ud som vi godt kan lide, og tilføje vores egne meninger. Gennem profeten Jeremias advarede Jehova mod de profeter der gav sig ud for at tale på hans vegne, men som i virkeligheden talte om „deres eget hjertes syn“. (Jer. 23:16) Apostelen Paulus advarede de kristne mod at besmitte Guds ord med menneskers filosofi; han skrev: „Vi har frasagt os de skjulte ting som man ville skamme sig over, idet vi ikke vandrer med underfundighed og heller ikke forfalsker Guds ord.“ Dengang var der uhæderlige vinhandlere som fortyndede vinen for at tjene mere på salget. Vi forfalsker ikke Guds ord ved at blande det op med menneskers filosofi. „Vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord, som så mange er, men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud taler vi for Guds ansigt, i samfund med Kristus.“ — 2 Kor. 2:17; 4:2.

Måske citerer du et skriftsted for at fremhæve et princip. Bibelen er fuld af principper der giver sund vejledning om hvordan man skal bære sig ad i forskellige situationer. (2 Tim. 3:16, 17) Men du må forvisse dig om at den måde du anvender skriftstedet på, er rigtig, og at du ikke misbruger det for at få det til at sige noget som du gerne vil have sagt. (Sl. 91:11, 12; Matt. 4:5, 6) Din kommentar skal være i harmoni med Jehovas hensigt og i overensstemmelse med hele Guds ord.

At ’behandle sandhedens ord på rette måde’ indebærer også at man forstår ånden i det Bibelen siger. Den er ikke en „kølle“ man kan slå andre i hovedet med. De religiøse lærere der var modstandere af Jesus Kristus, citerede ganske vist fra Skrifterne, men de lukkede øjnene for noget der har langt større betydning, og som Jehova lægger vægt på, nemlig ret, barmhjertighed og trofasthed. (Matt. 22:23, 24; 23:23, 24) Når Jesus underviste ud fra Guds ord, genspejlede han sin Faders personlighed. Hans nidkærhed for sandheden var forenet med en dyb kærlighed til de mennesker han underviste. Det er det eksempel vi skal stræbe efter at følge. — Matt. 11:28.

Hvordan kan vi være sikre på at vi anvender et skriftsted rigtigt? Regelmæssig bibellæsning vil hjælpe os. Vi må også værdsætte at Jehova har givet os en ’trofast og klog træl’, kristne som er blevet salvet med hellig ånd, og som på hans vegne uddeler åndelig føde til troens husstand. (Matt. 24:45) Ved personligt studium og ved at deltage i menighedens møder får vi gavn af den undervisning Jehova giver os gennem denne skare, „den trofaste og kloge træl“.

Hvis du gør dig godt kendt med bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, har du en udmærket hjælp ved hånden. Her er vejledning i korrekt anvendelse af flere hundrede skriftsteder som ofte kan bruges i vores forkyndelse. Hvis du har tænkt dig at anvende et mindre kendt skriftsted, bør du være så beskeden at du foretager nogle undersøgelser inden du kommenterer det, så du kan være sikker på at du behandler sandhedens ord på rette måde. — Ordsp. 11:2.

Gør anvendelsen tydelig. Når du underviser, må du sikre dig at eleverne klart kan se forbindelsen mellem det emne du behandler, og de skriftsteder du anvender. Hvis du lægger op til et skriftsted ved hjælp af et spørgsmål, bør det være klart for tilhørerne at skriftstedet besvarer spørgsmålet. Hvis du bruger et skriftsted til støtte for en udtalelse, må du være sikker på at de tydeligt kan se hvordan skriftstedet beviser det du har sagt.

Som regel er det ikke nok at man bare læser skriftstedet, heller ikke selv om man læser det med god betoning. Husk at de fleste ikke er særlig godt kendt med Bibelen og sikkert ikke vil få fat i din pointe hvis de bare hører dig læse stedet højt en enkelt gang. Nej, du må henlede opmærksomheden på den del af verset der har direkte relation til det du taler om.

Det vil som regel betyde at du må fremhæve de ord der er nøgleord i netop denne forbindelse. Den enkleste måde at gøre det på er ved at vende tilbage til verset og gentage de tankebærende ord. Hvis du underviser en enkelt person, kan du bede ham om at udpege dem. Når det drejer sig om et foredrag, foretrækker nogle talere at opnå det samme ved at gentage tanken med andre ord. Men hvis du gør det, må du passe på at dit publikum ikke taber forbindelsen af syne, men kan se sammenhængen mellem det du taler om, og ordene i skriftstedet.

Når du har fremhævet nøgleordene, har du lagt et godt grundlag. Nu skal du følge det op. Gav din introduktion til skriftstedet klar besked om hvorfor du ville bruge netop dette skriftsted? Hvis det er tilfældet, må du nu pege på forbindelsen mellem de ord du henviser til, og det du lovede tilhørerne at de ville få svar på. Gør sammenhængen helt tydelig. Selv om du ikke har haft en udførlig overgang til skriftstedet, bør du alligevel følge det op med nogle kommentarer når du har læst det.

Farisæerne stillede Jesus et spørgsmål som de mente var vanskeligt, nemlig: „Har en mand lov til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?“ Jesus svarede ud fra Første Mosebog 2:24. Læg mærke til at han kun henledte opmærksomheden på en del af verset, og at han derefter pegede på skriftstedets anvendelse. Først nævnte han at en mand og hans hustru bliver „ét kød“, og så konkluderede han: „Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — Matt. 19:3-6.

Hvor omfattende forklaringer skal man komme med for at gøre rede for anvendelsen af et skriftsted? Det afhænger af hvilke tilhørere du har, og hvor vigtigt det punkt du vil belyse, er. Men stræb efter at tale enkelt og direkte.

Ræsonnér ud fra Skrifterne. I beretningen om Paulus’ tjeneste i Thessalonika læser vi i Apostelgerninger 17:2, 3 at han ’ræsonnerede med dem ud fra Skrifterne’. Det er noget alle Jehovas tjenere bør søge at lære. For eksempel omtalte Paulus nogle træk af Jesu liv og tjeneste, påviste at disse var blevet forudsagt i De Hebraiske Skrifter, og drog så en klar konklusion ved at sige: „Han er Messias, den Jesus som jeg forkynder jer.“

I sit brev til hebræerne citerede Paulus flere gange fra De Hebraiske Skrifter. For at understrege eller forklare et punkt trak han ofte et enkelt ord eller udtryk frem og viste derefter hvad det betød. (Hebr. 12:26, 27) I Hebræerbrevet, kapitel 3, citerer Paulus fra Salme 95:7-11. Læg mærke til at han derefter kommenterer tre dele af citatet: (1) Omtalen af hjertet (Hebr. 3:8-12), (2) betydningen af udtrykket „i dag“ (Hebr. 3:7, 13-15; 4:6-11), og (3) betydningen af ordene: „De skal ikke gå ind til min hvile“ (Hebr. 3:11, 18, 19; 4:1-11). Søg at efterligne dette eksempel hver gang du anvender et skriftsted.

Læg mærke til hvor virkningsfuldt Jesus ræsonnerede ud fra Skrifterne i den beretning vi finder i Lukasevangeliet 10:25-37. En lovkyndig spurgte ham: „Lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ Da Jesus svarede, opfordrede han først manden til at fortælle hvad han selv mente om sagen. Derefter lod Jesus forstå at det vigtigste måtte være at gøre hvad Guds ord siger. Da det så viste sig at manden ikke havde forstået belæringen, gav Jesus en udførlig kommentar til bare ét ord fra skriftstedet, nemlig ordet „næste“. I stedet for bare at sige hvad ordet betød, fortalte Jesus en lignelse der hjalp manden til selv at nå til den rigtige konklusion.

Det er tydeligt at Jesus ikke besvarede spørgsmål ved bare at citere et skriftsted der gav et klart, indlysende svar. Han analyserede skriftstedernes ord og pegede så på hvordan de gjaldt i den aktuelle sag.

Da nogle saddukæere betvivlede at der er håb om en opstandelse, henledte Jesus opmærksomheden på en del af Anden Mosebog 3:6. Men han nøjedes ikke med at citere. Han ræsonnerede ud fra citatet for at vise helt klart at opstandelsen er en del af Guds samlede hensigt. — Mark. 12:24-27.

Hvis du lærer at ræsonnere virkningsfuldt og rigtigt ud fra Bibelen, har du taget et væsentligt skridt i retning af at blive en dygtig lærer.