En „vidnedysse“ i landet med „Guds bjerg“

HVIS man på et kort over det afrikanske kontinent følger Vestafrikas kystlinje og drejer østpå langs Guineabugten indtil kysten går sydpå, vil man finde Cameroun. Hvis man fortsætter sydpå langs kysten, vil man komme til en enorm strækning med sorte sandstrande. Det sorte sand stammer fra vulkansk aktivitet fra Camerounbjerget.

Bjergets kegleformede top, der er 4070 meter høj, dominerer fuldstændig området. Når Camerounbjergets skråninger ved solnedgang ligger badet i sol, kan man opleve et imponerende farveorgie — lysviolette, orange, højrøde og gyldne farver. Havet og de omkringliggende moser reflekterer alle disse farvetoner som et spejl, og gør det næsten umuligt at adskille himmel fra jord. Det er ikke svært at forstå hvorfor områdets animistiske stammer har kaldt bjerget Mongo Ma Loba, der oversættes med „Gudernes vogn“, eller almindeligvis med „Guds bjerg“.

Længere sydpå er der kokospalmer langs de kilometerlange hvide sandstrande. Bortset fra den idylliske kyststrækning er en stor del af landet dækket med tæt tropeskov, der strækker sig langs grænsen til Congo og Den Centralafrikanske Republik og i nord til Nigeria og Tchad syd for Sahara. Den vestlige del af landet er bjergrigt og kan minde om dele af Europa. Det varme klima fortæller imidlertid at man kun befinder sig et ’stenkast’ fra ækvator. Det varierende landskab har fået mange turistguider til at beskrive Cameroun som en miniaturemodel af Afrika. Dette indtryk forstærkes af de forskellige etniske grupper og de mere end 220 registrerede sprog og dialekter.

Under et besøg i Cameroun vil man sikkert komme til at bo på et af de store hoteller i havnebyen Douala eller i hovedstaden Yaoundé. Men derved kunne man gå glip af muligheden for at lære noget om befolkningens dagligdag, og især om de over 24.000 Jehovas vidner som er travlt beskæftigede med at bygge en „vidnedysse“ i landet med „Guds bjerg“.a Lad os foretage en rejse gennem landet og hilse på nogle af dem. Vores udforskning af dette vestafrikanske land vil blive rigt belønnet.

Skal vi sejle i stammekano, køre med bushtaxa eller cykle?

Camerouns længste flod, Sanaga, danner et langt delta dér hvor den munder ud i havet. For at nå ud til alle indbyggere i dette enorme område må Jehovas vidner ofte rejse med kanoer der er lavet af udhulede træstammer. Det må de ni forkyndere i den lille gruppe i Mbiako for eksempel gøre. To af dem bor 25 kilometer væk, i landsbyen Yoyo. For at komme til Mbiako må de padle energisk, men de svigter aldrig de kristne møder. Da en rejsende tilsynsmand besøgte denne gruppe, foreslog han at man viste videofilmen Jehovas Vidner og deres organisation. Men det var lettere sagt end gjort. Hvor finder man på et så afsidesliggende sted en videomaskine, et fjernsyn, og elektricitet til at drive disse apparater?

I løbet af ugen besøgte nogle forkyndere præsten i en lokal kirke. Til deres overraskelse bød han dem hjerteligt velkommen, og de havde en livlig bibelsk drøftelse med ham. Forkynderne lagde mærke til at præsten havde både en videomaskine og en generator. De tog derfor mod til sig og spurgte om de måtte låne hans udstyr. Da præsten havde været glad for den bibelske drøftelse, gik han med til at hjælpe forkynderne. Lørdag aften kom der 102 til fremvisningen, deriblandt præsten og de fleste af medlemmerne af hans kirke. De to forkyndere fra Yoyo ledsagede flere interesserede i to kanoer. De betragtede det ikke som noget problem at skulle padle mod strømmen i det stigende tidevand. Efter at have set videofilmen var de meget bevægede og opmuntrede, og de var stolte over at tilhøre en stor organisation hvis mål er at ære Jehova.

Man kan benytte bushtaxaer for at komme ud til de steder man ikke kan nå med stammekano. Taxaholdepladserne summer altid af liv. Man kan nemt blive fuldstændig forvirret blandt koldtvandsælgere, banansælgere og drenge der tilbyder at bære ens bagage. Disse drenges opgave er at få passagererne ind i de ventende bushtaxaer, der ifølge deres udsagn er „klar til at køre“. Men „klar“ skal dog forstås i ordets bredeste forstand. Rejsende må vente i timevis, og nogle gange endda dage. Så først når alle passagererne er blevet proppet ind i taxaen, og chaufføren har fået placeret kufferter, sække med madvarer, og somme tider endda levende kyllinger og geder på tagbagagebæreren, kører taxaen af sted ad de ujævne, støvede hjulspor.

En rejsende tilsynsmand blev træt af denne transportform og valgte at foretage alle sine rejser på cykel. Han siger: „Lige siden jeg besluttede at cykle fra menighed til menighed, er besøgsugen begyndt til den aftalte tid. Rejsen kan ganske vist tage flere timer, men så behøver jeg i det mindste ikke at bruge en eller to dage på at vente på bushtaxaen. I regntiden bliver nogle veje næsten ufremkommelige på grund af oversvømmelser. Man må tage sine sko af for at krydse disse plørede strækninger. En dag tabte jeg en af mine sko i et vandløb, og jeg fik den ikke tilbage før flere uger senere da en datter til en forkynder ved et tilfælde fik den på krogen da hun fiskede! Jeg er glad for at jeg stadig kan bruge disse sko, selv om den ene har været lidt ude at svømme! Indimellem besøger jeg områder hvor Jehovas vidner aldrig har forkyndt før. Landsbyboerne spørger altid hvad jeg har med til dem. Jeg har derfor altid blade og brochurer lige ved hånden. Hver gang jeg stopper op, tilbyder jeg disse bibelske publikationer og aflægger et kort vidnesbyrd. Jeg er overbevist om at Jehova vil få sandhedens sæd til at spire.“

Midt inde i landet

Selv dybt inde i Camerouns hjerte, i landsbyer der ligger skjult i skovene, forkynder Jehovas vidner den gode nyhed om Riget. Resultaterne af dette arbejde er alle anstrengelserne værd.

Heltidsforkynderen Marie påbegyndte et bibelstudium med en pige der hed Arlette. Da Marie skulle til at gå efter det første studium, spurgte hun Arlette om hun ville følge hende til døren, som det er skik i denne del af Afrika. Men pigen sagde at hun næsten ikke kunne gå på grund af smerter i fødderne. Arlettes fødder var blevet inficeret med en type lopper hvor hunnerne graver sig ned i kødet og skaber bylder. Frygtløst fjernede Marie lopperne en efter en. Senere fandt hun også ud af at denne pige var plaget af dæmoner om natten. Marie forklarede tålmodigt hvordan pigen kunne vise sin tillid til Jehova ved især at bede højt og bruge Guds navn. — Ordsprogene 18:10.

Arlette gjorde hurtigt fremskridt. I begyndelsen kunne hendes familie ikke se noget forkert i at hun studerede på grund af de iøjnefaldende fremskridt hun gjorde både fysisk og forstandsmæssigt. Men da det gik op for dem at hun ønskede at blive et af Jehovas vidner, forbød de hende at fortsætte studiet. Tre uger senere kontaktede Arlettes mor Marie og bad hende om at genoptage studiet da hun kunne se hvor ulykkelig hendes datter var blevet.

Da der skulle være kredsstævne, betalte Marie en taxachauffør for at køre Arlette dertil begge dage. Chaufføren nægtede imidlertid at køre op til Arlettes hus da han mente at hjulsporene der førte fra vejen op til huset, var ufremkommelige. Marie hjalp derfor pigen hen til vejen. Jehova velsignede disse anstrengelser. I dag overværer Arlette alle menighedens møder. For at det kan lade sig gøre, må Marie utrætteligt komme og hente hende. Sammen går de en time og et kvarter hver vej. Eftersom søndagsmødet begynder klokken 8.30, må Marie tage hjemmefra klokken halv syv. Men de kommer til tiden. Arlette håber inden længe at symbolisere sin indvielse ved vanddåben. Marie siger: „Hvis man ikke har fulgt Arlette siden hun begyndte at studere, kan man ikke forestille sig hvor meget hun har ændret sig. Jeg er Jehova meget taknemmelig for den måde han har velsignet hende på.“ Marie er et godt eksempel med hensyn til at vise selvopofrende kærlighed.

Langt nordpå

Det nordlige Cameroun er fuldt af kontraster og overraskelser. I regntiden bliver det omdannet til en kæmpestor, frodig have. Men når den brændende sol tager over, visner græsset. Ved middagstid, når solen står højest på himmelen og det er vanskeligt at finde skygge, lægger fårene sig langs husenes røde lervægge. Det eneste grønne skær man ser blandt sand og afsvedne græsstrå, er de få blade på baobabtræet. Disse træer er dog ikke så store som deres artsfæller i tropeskoven, men de er lige så hårdføre. Deres evne til at overleve trods barske forhold illustrerer på en god måde den nidkærhed og det mod de få lokale Jehovas vidner lægger for dagen. De har valgt at bo i dette område for at lade sandhedens lys skinne.

Man fornemmer virkelig hvad det vil sige at være isoleret i dette område, eftersom der er fra 500 til 800 kilometer mellem nogle af menighederne. Men befolkningen viser stor interesse for det bibelske budskab. Forkyndere fra andre områder er flyttet hertil for at hjælpe. For at kunne være effektive i forkyndelsen er de nødt til at lære foufouldé, en lokal dialekt.

En forkynder fra Garoua besluttede sig for at bruge et par dage på at forkynde i sin hjemby, der ligger omkring 160 kilometer derfra. Han opnåede flere gode resultater, men de store transportudgifter hindrede ham i at komme tilbage regelmæssigt. Nogle uger senere modtog forkynderen et brev fra en af de interesserede, der spurgte om han ikke nok ville komme og besøge dem igen. Men forkynderen havde ikke penge til rejsen. Til hans store overraskelse dukkede brevskriveren op i hans hjem i Garoua for at fortælle ham at ti interesserede i landsbyen så frem til hans besøg.

I en anden landsby, nær grænsen til Tchad, har en gruppe på 50 interesserede organiseret deres eget bibelstudium. De sørger for at tre af dem kan overvære møderne i den nærmeste menighed i Tchad. Når de vender tilbage, leder de et bibelstudium med hele gruppen. Jesu ord er i høj grad aktuelle her: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ — Mattæus 9:37, 38.

Forkyndelse i storbyerne

I mange år var der mangel på bibelske publikationer i Cameroun, men for omkring to år siden kunne alle og enhver modtage bladene Vågn op! og Vagttårnet. Bladene bliver modtaget med stor glæde og interesse, for der er mange der læser dem for første gang. Et ungt specialpionerægtepar var blevet sendt til en af storbyerne og spredte 86 blade den første formiddag de forkyndte i deres nye distrikt. Nogle forkyndere spreder 250 blade om måneden. Hvad er hemmeligheden bag deres gode resultater? De tilbyder bladene til alle og enhver.

Et Jehovas vidne som arbejder på et offentligt kontor, lader altid bladene ligge fremme. En dame kiggede på bladene, men tog ikke nogen. Forkynderen bemærkede hendes interesse og tilbød hende et eksemplar, som hun tog imod. Til hans overraskelse kom hun igen dagen efter. Hun ville gerne bidrage for det blad hun havde fået, og spurgte om hun måtte få nogle flere. Hvorfor? Hun var voldtægtsoffer og havde derfor valgt bladet der behandlede dette emne. Hun havde i nattens løb flere gange læst de råd der blev givet. De havde været til stor hjælp for hende, og nu ville hun gerne vide mere om Jehovas Vidner.

Selv små børn kan være med til at fortælle andre om det håbets budskab som Bibelen indeholder. Da en lærer bad en pige på 6 år om at synge en katolsk hymne, nægtede hun det med den begrundelse at hun var et af Jehovas vidner. Læreren bad hende i stedet om at synge en af de religiøse sange hun plejede at synge, så han kunne give hende karakter for det. Hun valgte sangen „Guds løfte om et paradis“, som hun kunne udenad. Læreren spurgte hende bagefter: „Det paradis du nævner i sangen, hvor ligger det?“ Pigen forklarede at Gud i nær fremtid vil omdanne jorden til et paradis. Hendes svar overraskede ham, og gennem pigens forældre fik han fat i den bog hun var ved at læse. Han var villig til at give hende karakter for det hun havde lært ud fra bogen, i stedet for det hun havde lært i religionstimerne. For at læreren kunne have det rette vurderingsgrundlag, foreslog forældrene at han først læste bogen selv. Et bibelstudium blev påbegyndt med ham.

Et besøg værd

I dag har folk i mange dele af verden kun ligegyldighed tilovers for den gode nyhed om Riget. Hverken Gud eller Bibelen interesserer dem. Andre er lammet af skræk og lukker ikke op for nogen fremmede. Dette er en stor udfordring for Jehovas vidner i deres forkyndelse. I Cameroun ser det imidlertid ganske anderledes ud.

I dette land er det en stor fornøjelse at forkynde fra dør til dør. I stedet for at banke på, er det kutyme at råbe: „Kong, kong, kong.“ Derefter svarer en stemme: „Hvem er det?“, hvorefter forkynderne introducerer sig som Jehovas vidner. Som regel beder forældrene deres børn om at hente bænke og stille dem i skyggen af et træ, måske et mangotræ. Derefter har man en hyggelig stund hvor forkynderne gør rede for hvad Guds rige er, og hvordan det vil befri menneskeheden fra dens ynkelige tilstand.

Efter en sådan drøftelse sagde en dame åbenhjertigt: „Jeg er ulykkelig over at den sandhed jeg har søgt efter, ikke findes i den religion jeg er født og opvokset i. Jeg takker Gud for at han har vist mig sandheden. Jeg var diakon i min kirke. Statuen af Jomfru Maria var i hver af diakonernes hjem en uge ad gangen så de kunne fremsætte deres anmodninger til hende. Når den var hos mig, bad jeg altid Maria om at hjælpe mig til at lære sandheden at kende. Nu har Gud vist mig at sandheden ikke findes hos hende. Det er jeg Jehova taknemmelig for.“

Hvis du en dag får lyst til at opleve den intense glæde der kan være ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige, skulle du besøge denne del af Vestafrika. Ud over at gå på opdagelse i en „miniaturemodel af Afrika“, det være sig med kano, med bushtaxa eller på cykel, vil du kunne lægge en sten til den „vidnedysse“ der bliver opbygget i landet med „Guds bjerg“.

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 22]

Kort: Mountain High Maps® Copyright © 1995 Digital Wisdom, Inc.