-
Vandalisme — Hvad er årsagen?Vagttårnet – 1999 | 15. juni
-
-
Vandalisme — Hvad er årsagen?
„JEG har ikke noget at sige.“ Disse ord stod skrevet med kæmpestore bogstaver på en nymalet mur i et roligt kvarter i São Paulo. Et typisk eksempel på vandalisme, tænker du måske. Og graffiti er blot én form for vandalisme.
Har du nogen sinde været ude for at ansvarsløse personer har øvet hærværk på din nye bil? Bliver du vred når du ser at offentlig ejendom, der benyttes af mange, er blevet beskadiget eller ødelagt af vandaler? Hvad er årsagen til en sådan adfærd? Har du nogen sinde spekuleret over hvorfor hærværk er så udbredt? Mange steder på jorden synes nogle at finde fornøjelse ved at øve hærværk på telefonbokse. Offentlige transportmidler, som for eksempel tog og busser, er ofte særlig udsatte. Hærværksmændene er tilsyneladende ligeglade med alt og alle. Men hvad ligger der bag meget af den vandalisme som vi er vidne til, og måske selv er blevet ofre for?
Marco,a en ung mand fra Rio de Janeiro, blev meget skuffet da hans hold tabte en fodboldkamp — så skuffet at han begyndte at smide sten efter en bus fyldt med vinderholdets tilhængere. Et andet eksempel er Claus. Når han klarede sig dårligt i skolen, blev han så rasende at han kylede med sten og smadrede vinduer. Det var dog knap så morsomt da hans far blev bedt om at betale for skaderne. En anden ung mand ved navn Erwin passede sin skolegang og havde et job ved siden af. Han og hans venner gik for at være nogle pæne unge mennesker, men i deres fritid vandaliserede de nabolaget. Erwins forældre vidste intet om det. Valter var en forældreløs dreng der ikke havde andet valg end at bo på gaden i São Paulo. Hans bedste venner var en flok bøller, og han tog del i de ting de foretog sig. Han lærte også kampsport. Disse eksempler fortæller noget om vandalernes baggrund og viser samtidig at det der udløser hærværk og de følelser der ligger bag, varierer fra person til person.
„Vandalisme kan være en form for hævnakt eller en måde hvorpå man giver sin politiske holdning til kende. Både børn og voksne begår undertiden denne forbrydelse blot ’for sjov’,“ siger The World Book Encyclopedia. Men vandalismen kan også være farlig, endog dødbringende. En gruppe unge tog ud for at more sig, og da de fik øje på en mand der lå og sov, overhældte de ham med en brændbar væske og satte ild til. Offeret, en brasiliansk indianer, døde senere på hospitalet. Ifølge en rapport „skulle de unge mænd have sagt at de ikke mente at nogen ville tage sig af det eftersom der var masser af tiggere der var blevet brændt ihjel på gaden uden at det havde fået retslige følger“. Men uanset om vandalismen kræver ofre eller ej, er de økonomiske og følelsesmæssige omkostninger uoverskuelige. Er det muligt at reducere eller standse vandalisme?
Hvem kan gøre ende på vandalisme?
Kan politiet og skolerne forebygge vandalisme? Et af problemerne er at myndighederne ofte er optaget af mere alvorlige forbrydelser som for eksempel narkotikahandel og mordsager end af forbrydelser der ikke har krævet ofre. En politibetjent har sagt at når unge kommer ud i uføre, ’giver forældrene ofte deres børns kammerater eller skolen skylden eller bebrejder politiet at de har pågrebet dem’. Oplysning og en strengere håndhævelse af loven kan måske reducere vandalismen, men hvad hjælper det hvis forældrene ikke ændrer indstilling? En betjent ved et ungdomsfængsel siger: „Problemet skyldes at de unge keder sig, og at lejligheden til at begå hærværk byder sig. [De unge] færdes ude meget sent og har ikke noget at foretage sig. Der bliver åbenbart ikke holdt øje med dem — for ellers ville de jo slet ikke være ude.“
Vandalisme er mange steder et alvorligt problem, men der kan faktisk gøres noget ved det. De unge vandaler som blev omtalt i indledningen, har forandret sig; de har helt og holdent aflagt deres asociale adfærd. Hvad har fået disse tidligere lovovertrædere til at ændre livsstil? Det vil sikkert overraske dig at høre at vandalisme ikke alene vil blive reduceret, men helt vil blive bragt til ophør! Vi vil opfordre dig til at læse den følgende artikel.
-
-
Man kan komme vandalismen til livsVagttårnet – 1999 | 15. juni
-
-
Man kan komme vandalismen til livs
„VANDALISME begået af teenagere er altid blevet betragtet som et udtryk for respektløshed og fjendtlighed mod de voksne og deres normer,“ siger forfatterne Jane Norman og Myron W. Harris. Mens mange unge ikke tror at man kan ændre noget ved situationen, „mener hver tredje at hærværk kunne begrænses hvis forældrene viste deres børn mere opmærksomhed, og hvis de unge ikke kedede sig så meget,“ oplyser forfatterne. Det ville måske begrænse vandalisme hvis man holdt de unge beskæftiget, og hvis forældrene havde større opsyn med dem. Men ville man derved komme de egentlige årsager til problemet til livs?
Mange unge er ikke ballademagere når de er alene, men når de er sammen parvis eller i flok, prøver de måske at tiltrække sig opmærksomhed ved at gøre et eller andet tåbeligt og ondskabsfuldt. Sådan var det med Nelson, der under indflydelse af stoffer eller alkohol ofte gav luft for sin vrede og utilfredshed ved at øve hærværk. Opildnet af prædikener i den katolske kirke om landreformer og arbejdernes rettigheder følte José sig forpligtet til at tage del i strejker og organiseret hærværk i protest. Men både Nelson og José fandt noget der var langt bedre end optøjer og hærværk.
Nogle dybereliggende årsager til vandalisme
Lad os se lidt nærmere på hvorfor nogle unge øver hærværk. Mange børn og unge er rådvilde og „beskriver verden som et forvirret, skørt sted fyldt med skøre mennesker“. Men i modsætning til hvad mange tror, „bekymrer teenagere sig om hvordan deres liv vil forme sig. De er mere foruroligede over verdensforholdene end de voksne tror,“ oplyses det i en rapport. Bevidst eller ubevidst kan hærværk være en måde hvorpå de unge giver udtryk for deres dybe frustrationer, uløste problemer eller utilfredsstillede behov. Ifølge den undersøgelse der blev omtalt i indledningen, „var der ikke en eneste af de adspurgte som forsøgte at forsvare eller retfærdiggøre vandalismen, ikke engang de der [havde] gjort sig skyldige i den“.
Mange unge får ofte hverken ros eller opmuntring. Fordi der i dag lægges større og større vægt på uddannelse og flere job kræver specialviden og tekniske færdigheder, kan nogle unge føle sig skræmte. Hertil kommer at forældre, lærere og kammerater måske stiller store krav til dem og lægger vægt på hvad de kan præstere og ikke på hvordan de er som mennesker. Mange gør oprør eller øver hærværk simpelt hen fordi de er skuffede over sig selv. Kunne forældrenes kærlighed og opmærksomhed ikke i høj grad være med til at mindske sådanne bekymringer?
Måske har du lagt mærke til at mens nogle myndigheder tilsyneladende har opgivet kampen mod graffiti og andre former for ungdomskriminalitet, så mener bekymrede borgere i almindelighed at det er lærernes og skolepersonalets opgave at bekæmpe hærværk. Om håndhævelsen af loven siger The World Book Encyclopedia: „Vandalisme kan straffes med bøde eller fængsel. Nogle lande har love der holder forældrene ansvarlige for det hærværk som deres børn begår, men de fleste der øver hærværk slipper ustraffet. I sådanne tilfælde er det svært at håndhæve loven, og omkostningerne ved hærværk er sædvanligvis ikke så store at det kan betale sig at gå rettens vej.“ En rapport viser at kun 3 procent af lovovertræderne er blevet anholdt.
Mange er sikkert enige med os i at en god og kærlig opdragelse kan være den bedste måde at komme ungdomskriminaliteten til livs på. Når familielivet forringes, lider hele samfundet under det. Professor Ana Luisa Vieira de Mattos ved São Paulo-universitetet i Brasilien siger at nogle af årsagerne til problemer med de unge er ’forsømmelighed fra forældrenes side, manglende retningslinjer og kommunikation, misrøgt, ligegyldighed eller apati’.
Der er ingen tvivl om at dét vi oplever i dag, er en opfyldelse af Jesu ord: „På grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ (Mattæus 24:12) Og hvem vil benægte at de ord der findes i Andet Timoteusbrev 3:1-4, har vist sig at være sande? Apostelen Paulus skrev: „Dette skal du vide, at i de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud.“ Blot det at leve blandt folk med sådanne egenskaber kan faktisk bidrage til at unge bliver kriminelle. Man behøver dog ikke at give op. Generelt har samfundet ikke formået at afskaffe vandalisme, men det er muligt at finde mennesker der har været i stand til at ændre deres personlighed, og som ikke længere er uopdragne eller hensynsløse. Det viser at man kan komme vandalismen til livs.
Sund vejledning til unge
Hvad har hjulpet vandaler og andre til at forandre deres personlighed? Hvor utroligt det end måtte forekomme lærere og forældre, indeholder Bibelen en udmærket vejledning som er aktuel for os i dag. Ved at følge den har tidligere vandaler følt sig tilskyndet til at adlyde Guds udtrykkelige lov: „Du må ikke følge mængden i slette forehavender.“ (2 Mosebog 23:2) Mange er blevet tiltrukket af sandheden fra Guds ord angående lærepunkter og dogmer som de aldrig har forstået, og det de har lært, har haft en gavnlig indflydelse på dem. Tag for eksempel José, en ung mand i São Paulo. Han var blevet opdraget til at bruge billeder i tilbedelsen af Gud. Da José lærte at Gud har et navn, Jehova, og at Gud ikke finder behag i billeddyrkelse, foretog han nogle forandringer for at gøre det som Gud finder behag i. — 2 Mosebog 20:4, 5; Salme 83:18; 1 Johannes 5:21; Åbenbaringen 4:11.
Frem for at få den ene skuffende oplevelse efter den anden som medlem af voldelige bander og ved strejker, fandt Nelson et reelt fremtidshåb, og det har været en stor befrielse for ham. Han siger: „Førhen ville min familie ikke have noget med mig at gøre fordi jeg havde dårlige venner og var narkoman, men nu er jeg den mest respekterede i familien. Ofte beder min far mig om at rådgive mine storebrødre. Siden jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner, har jeg været lykkelig fordi mit liv har fået mening.“ Og for en ung mand som Marco, der var vant til at leve i et voldspræget miljø, har det været til stor trøst at lære at Guds rige vil gøre jorden til et paradis. — Åbenbaringen 21:3, 4.
Endnu et eksempel der kan nævnes, er Valter, tidligere bandemedlem, slagsbror og vandal. Som forældreløs med en meget trist barndom gjorde det et dybt indtryk på ham at opdage at Gud havde et folk midt i denne korrupte, onde verden. Denne gruppe mennesker forsøger oprigtigt at anvende Bibelens principper i deres liv idet de er medfølende og behandler andre hensynsfuldt og venligt. Valter siger: „I overensstemmelse med Jesu løfte har jeg nu en kæmpestor familie, ’brødre og søstre og mødre og fædre’. Hvad fremtiden angår, glæder jeg mig til den tid hvor folk vil leve i lykke og enhed under Guds retfærdige regering.“ — Markus 10:29, 30; Salme 37:10, 11, 29.
Noget der er bedre end protester
Ud over at vise kærlighed og omsorg for deres næste har disse forhenværende hærværksmænd lært at ’hade det onde’. (Salme 97:10; Mattæus 7:12) Hvad med dig? Selv om du blot er en af de mange der lider under virkningerne af den udbredte vandalisme, kan et studium af Guds ord gøre Jehova virkelig for dig, og du vil opdage at han er en kærlig himmelsk Fader der ønsker at tage sig af dig. (1 Peter 5:6, 7) Gud kan hjælpe dig til at vokse åndeligt trods dine svagheder eller fattige forhold. Alene dét er en fantastisk oplevelse.
Jehova og hans søn, Jesus Kristus, ønsker oprigtigt at alle slags mennesker får mulighed for at lære Bibelens budskab at kende. Guds ord kan gøre mere end at hjælpe folk til ikke længere at øve hærværk. Det kan også motivere dem til at gøre yderligere fremskridt i forbindelse med at følge Guds principper. Som følge heraf bliver de en del af et internationalt brodersamfund der er kendt for dets renhed og gode manerer, Jehovas Vidners verdensomspændende menighed. I harmoni med ordene i Efeserbrevet 4:24 har disse retsindige kristne iført sig „den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. Snart vil hele verden være fyldt med den slags mennesker, eftersom de vil være de eneste der vil overleve og opnå evigt liv. — Jævnfør Lukas 23:43.
En ny verden uden vandalisme!
Er det realistisk at tro at man kan komme vandalismen til livs? Hvordan skulle en så drastisk forandring i så fald blive gennemført? Guds rige vil inden længe fjerne denne onde verdensordning. De der bor på jorden, vil blive holdt ansvarlige for enhver forsætlig overtrædelse af Guds retfærdige love. (Jævnfør Esajas 24:5, 6.) Mens ’overtræderne vil blive tilintetgjort, hver og én’, vil de der elsker retfærdighed, blive udfriet. „Jehova vil hjælpe dem og bringe dem i sikkerhed. Han vil bringe dem i sikkerhed for de ugudelige og frelse dem, for de har søgt tilflugt hos ham.“ — Salme 37:38-40.
Årsagerne til vandalisme vil blive fjernet for bestandig, og det samme vil kriminalitet, undertrykkelse, lidelse og ondskab. Livet i den nye verden vil i stedet være præget af fred og ro, retfærdighed og tryghed. Esajas 32:18 beskriver hvad man til den tid vil erfare rent bogstaveligt: „Mit folk skal bo på et fredfyldt bosted, og i trygge boliger og på uforstyrrede hvilesteder.“ Et smukt og verdensomspændende paradis vil blive beboet af mennesker der viser kærlighed og omsorg for andre.
Sammen med millioner af andre glæder tidligere vandaler sig allerede nu over at have et nært forhold til Jehova Gud. De er helt holdt op med at øve hærværk. Vil du også lade Guds ord lede dig frem ad vejen til livet i hans nye verden? I så fald vil vi opfordre dig til at tage imod den hjælp fra Jehova som omtales i Salme 32:8: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå. Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“
-