Den egentlige forandring indtraf med Det andet Vatikankoncil (1962-65). Denne udtalelse blev fremsat: „Desuden opfordrer den hellige synode indtrængende alle troende kristne, især munke og nonner, til gennem hyppig læsning af Den hellige Bibel at tilegne sig ’dét langt højere at kende Kristus Jesus’. (Fil. 3:8, da. aut.) ’Uvidenhed om Skrifterne er nemlig uvidenhed om Kristus,’ [sagde Hieronymus].“

Men med Det andet Vatikankoncil indtraf der en forandring. Den romersk-katolske kirke gennemgik en aggiornamento, eller ajourføring, der åbnede mulighed for at katolikker kunne foretage en hidtil ukendt selvransagelse. Det andet Vatikankoncil gav grønt lys for at der kunne udgives nye „passende og nøjagtige oversættelser“ af Bibelen, og gav de katolske biskopper besked om at „give de troende der var betroet i deres varetægt passende vejledning om de guddommelige bøgers rette anvendelse“. Menige katolikker kan altså i dag anskaffe sig bibler, læse dem og sammenligne det de læser med det de har lært.