Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • “Beskriv templet”
    Den rene tilbedelse af Jehova – endelig genindført!
    • En mand der skinner ligesom kobber, har en hørsnor og en målestok i hænderne. Han viser Ezekiel rundt i templet.

      KAPITEL 13

      “Beskriv templet”

      EZEKIEL 43:10

      FOKUS: Hvad Ezekiels syn af det strålende tempel betyder

      1-3. (a) Hvorfor kan det have virket trøstende på Ezekiel at få et syn af et imponerende tempelkompleks? (Se indledningsbilledet). (b) Hvad vil vi se på i dette kapitel?

      FORESTIL dig Ezekiel som 50-årig. Han kan nu se tilbage på næsten 25 år i eksil. Templet i Jerusalem har i mange år ligget i ruiner, og hvis Ezekiel nogensinde har håbet på at blive præst i templet, ligger disse drømme nu også i ruiner. Der vil gå omkring 56 år mere før eksilet slutter, så Ezekiel er klar over at han sikkert ikke vil leve længe nok til at opleve at Jehovas folk kommer tilbage til sit hjemland, og til at se templet blive genopbygget. (Jer. 25:11) Mon sådanne tanker gør ham lidt trist til mode?

      2 Hvor er det kærligt af Jehova at vælge netop dette tidspunkt til at give den trofaste Ezekiel et detaljeret syn der virkelig vil trøste ham og give ham fornyet håb! I synet føres profeten tilbage til sit hjemland, og han bliver sat ned på et meget højt bjerg. I disse ophøjede omgivelser møder han ‘en mand der skinner ligesom kobber’. Englen, der er guide for Ezekiel, tager ham med på en omfattende rundtur i et imponerende tempelkompleks. (Læs Ezekiel 40:1-4). Det hele føles så virkeligt! For Ezekiel må oplevelsen have været både trosstyrkende og overvældende og måske også lidt forvirrende. Selvom der er mange velkendte elementer i det tempel han ser, er det også meget anderledes end det tempel han kendte fra Jerusalem.

      3 Dette spændende syn fylder de sidste ni kapitler i Ezekiels Bog. Lad os nu se hvilken tilgang vi skal have til synet når vi prøver at forstå det. Vi vil også undersøge om det Ezekiel så, var det store åndelige tempel som apostlen Paulus skrev en hel del om flere hundrede år senere. Og til sidst vil vi se på hvad synet betød for Ezekiel og de andre deporterede jøder.

      Behov for en ny synsvinkel

      4. Hvordan har vi tidligere betragtet tempelsynet, men hvilken ændret synsvinkel er nu nødvendig?

      4 Tidligere har vi sagt i vores publikationer at det Ezekiel så, var Jehovas store åndelige tempel, det samme som apostlen Paulus blev inspireret til at skrive om i sit brev til hebræerne.a Det virkede logisk at tillægge mange af de enkelte elementer i Ezekiels tempelsyn en symbolsk betydning på baggrund af Paulus’ forklaring af telthelligdommen. Men yderligere studie og meditation under bøn peger på at der er en enklere forklaring på synet.

      5, 6. (a) Hvordan viste apostlen Paulus ydmyghed da han skrev om telthelligdommen? (b) Hvad sagde Paulus om nogle af detaljerne ved telthelligdommen, og hvordan kan det samme princip hjælpe os til at forstå Ezekiels tempelsyn?

      5 Det virker fornuftigt at vi ikke skal lede efter en profetisk eller symbolsk betydning i hvert eneste element i Ezekiels tempelsyn. Hvorfor? Da Paulus skrev om telthelligdommen og det åndelige tempel, fremhævede han flere detaljer fra telthelligdommen, såsom røgelseskarret af guld, låget på pagtens ark og guldkrukken med manna, men tillagde han hver af disse detaljer en profetisk betydning? Nej, det bevægede den hellige ånd ham tydeligvis ikke til. Paulus skrev denne kommentar: “Lige nu skal vi ikke tale om alt dette i detaljer.” (Hebr. 9:4, 5) Paulus var villig til at følge den hellige ånds ledelse og til at vente ydmygt på Jehova. – Hebr. 9:8.

      6 Vi kan betragte Ezekiels tempelsyn på lignende måde. Det er også fyldt med detaljer. Og det er mest rigtigt af os at vente på at Jehova kaster lys over tingene hvis der er brug for det. (Læs Mika 7:7). Skal vi så konkludere at Jehovas ånd ikke har hjulpet os til at få større indsigt i dette syn? Nej, slet ikke!

      Så Ezekiel det store åndelige tempel?

      Dyr der skulle ofres ved templet i Ezekiels syn.

      FAKTABOKS 13A: To templer, to ting at lære

      7, 8. (a) Hvilken forståelse er nu blevet justeret? (b) Hvordan adskiller templet i synet sig fra det åndelige tempel Paulus beskrev?

      7 Som tidligere nævnt forklarede vores publikationer i mange år at Ezekiel så Jehovas store åndelige tempel, det samme som Paulus blev inspireret til at skrive om i sit brev til hebræerne. Men et yderligere studie af emnet har fået os til at konkludere at det ikke kan have været det store åndelige tempel Ezekiel så. Hvorfor ikke det?

      8 For det første: Det tempel Ezekiel så, passer ikke til Paulus’ inspirerede forklaring. Apostlen Paulus gjorde det klart at telthelligdommen på Moses’ tid var en skygge af, eller et billede på, noget større. Telthelligdommen havde – ligesom Salomons og Zerubbabels templer, der var designet efter det samme grundmønster – et rum som blev kaldt “Det Allerhelligste”. Paulus kaldte dette rum for “en helligdom der var bygget med hænder”, og forklarede at det var “en kopi af virkeligheden”, ikke selve virkeligheden. Hvad er virkeligheden? Det forklarede Paulus også. Det er “selve himlen”. (Hebr. 9:3, 24) Var det hvad Ezekiel så – himlen? Nej. Der er ikke noget i Ezekiels syn der tyder på at han så noget der var i himlen. – Sammenlign med Daniel 7:9, 10, 13, 14.

      9, 10. Når det gælder ofre, hvordan adskilte templet i Ezekiels syn sig så fra det store åndelige tempel som Paulus beskrev?

      9 En endnu mere markant forskel mellem Ezekiels syn og Paulus’ beskrivelse har at gøre med ofre. Ezekiel hørte at der blev givet detaljerede anvisninger til folket, til høvdingerne og til præsterne om de ofre der skulle bringes. De skulle bringe ofre for deres egne synder. De skulle også bringe fællesskabsofre, som de sikkert kunne være med til at spise af i templets spiserum. (Ezek. 43:18, 19; 44:11, 15, 27; 45:15-20, 22-25) Bliver der bragt sådanne gentagne ofre i det store åndelige tempel?

      Det tempel Ezekiel fik et syn af, er ikke det store åndelige tempel

      10 Svaret er enkelt og ligetil. Paulus forklarede: “Da Kristus kom som ypperstepræst for at gennemføre de velsignelser der nu er blevet til virkelighed, gik han ind i det telt der er større og mere fuldendt, det som ikke er frembragt af hænder og ikke er jordisk. Han gik ind på det hellige sted, ikke med blodet af gedebukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle, og sørgede for at vi kunne blive udfriet for evigt.” (Hebr. 9:11, 12) I det store åndelige tempel vil der aldrig blive bragt mere end ét offer. Det er løsesummen, et offer der bringes af den større Ypperstepræst, Jesus Kristus selv. Det er tydeligt at det tempel Ezekiel så i synet, hvor der blev bragt mange ofre i form af geder og tyre, ikke var det store åndelige tempel.

      11. Hvorfor åbenbarede Gud ikke sandheder om det store åndelige tempel på Ezekiels tid?

      11 Det fører os frem til et andet argument for at det ikke kan have været det store åndelige tempel Ezekiel så: Guds tid var endnu ikke inde til at åbenbare disse sandheder. Husk at Ezekiels syn i første omgang var henvendt til de jøder der var i eksil i Babylon. De var under Moseloven. Når eksilet var forbi, skulle de vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet og dets alter så de kunne følge det Loven sagde om den rene tilbedelse. Der ville de fortsætte med at bringe ofre, og det viste sig at blive i næsten seks hundrede år. Forestil dig hvordan det ville have påvirket jøderne hvis Ezekiels syn havde vist dem det åndelige tempel – et tempel hvor ypperstepræsten bragte sit eget liv som et offer, og hvor det derefter var slut med alle andre ofre! Hvordan skulle de kunne forstå sådan et syn? Ville det ikke have undermineret deres beslutning om at overholde Moseloven? Som altid åbenbarer Jehova sandhederne på det rigtige tidspunkt og når hans folk er klar til det.

      12-14. Hvad er forbindelsen mellem Ezekiels tempelsyn og Paulus’ forklaring af det åndelige tempel? (Se boksen “To templer, to ting at lære”).

      12 Hvad er så forbindelsen mellem Ezekiels tempelsyn og Paulus’ forklaring af det åndelige tempel? Husk at Paulus ikke tog udgangspunkt i Ezekiels tempelsyn men i telthelligdommen på Moses’ tid. Det er rigtigt at Paulus nævnte adskillige elementer der også fandtes i Salomons og Zerubbabels templer, og som desuden forekom i Ezekiels tempelsyn. Men generelt kan man sige at Ezekiel og Paulus behandlede forskellige emner.b De beskrev ikke det samme, men deres tekster supplerer hinanden. Hvordan?

      13 Man kan beskrive forbindelsen mellem de to bibeltekster på denne måde: Paulus lærer os noget om Jehovas ordning for tilbedelse, mens Ezekiel lærer os noget om Jehovas normer for tilbedelse. For at lære os om Jehovas ordning for den rene tilbedelse åbenbarer Paulus betydningen af elementer ved det åndelige tempel, såsom ypperstepræsten, ofrene, altret og Det Allerhelligste. Men for at understrege Jehovas høje normer for ren tilbedelse giver Ezekiels tempelsyn os et detaljeret og præcist billede af hvad Jehova forventer af os, på en måde der prenter sig dybt i vores sind og hjerte.

      14 Hvad betyder vores justerede forståelse så for os? Den betyder på ingen måde at Ezekiels syn er mindre vigtigt for os i dag. For at kunne forstå hvordan synet gavner os, vil vi se nærmere på hvordan det må have gavnet de trofaste jøder på Ezekiels tid og senere.

      Hvad betød synet for de deporterede jøder?

      15. (a) Hvad var det overordnede profetiske budskab i Ezekiels syn? (b) Hvilken kontrast er der mellem Ezekiel, kapitel 8, og Ezekiel, kapitel 40 til 48?

      15 For at finde Bibelens svar på det spørgsmål vil vi se på nogle beslægtede spørgsmål som kan hjælpe os til at få et fuldstændigt og sammenhængende billede. For det første: Hvad var det overordnede profetiske budskab i synet? Enkelt sagt var det at den rene tilbedelse ville blive genindført! Det må have stået helt klart for Ezekiel. Han havde allerede nedskrevet det der nu er kapitel 8 i Ezekiels Bog, hvor Jehova havde givet en malende skildring af de fordærvede forhold i templet i Jerusalem. Og Ezekiel må have glædet sig over i detaljer at kunne skrive om noget der var en skærende kontrast, nemlig det vi nu kan læse i kapitel 40 til 48. Her skildres den rene tilbedelse ikke som fordærvet, men sådan som den skulle have været – et perfekt eksempel på ren tilbedelse af Jehova ifølge Moseloven.

      16. Hvordan bekræftede Ezekiels tempelsyn det Esajas havde forudsagt omkring hundrede år tidligere?

      16 Hvis tilbedelsen af Jehova skulle genindføres, skulle den ophøjes. Over hundrede år tidligere var profeten Esajas blevet inspireret til at skrive: “I de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus komme til at stå urokkeligt, højt over bjergenes top. Det vil hæve sig op over højene, og alle nationerne vil strømme til det.” (Esa. 2:2) Esajas forudsagde klart og tydeligt at den rene tilbedelse af Jehova ville blive genindført og ophøjet, som om tilbedelsen foregik på det højeste af alle bjerge. Og Ezekiel, hvor befandt han sig i det syn Jehova gav ham? Han var “på et meget højt bjerg”, hvor han så Jehovas hus! (Ezek. 40:2) Ezekiels syn bekræftede på den måde at den rene tilbedelse ville blive genindført.

      Templet i Ezekiels syn set fra oven. Templet ligger på et højt bjerg, og en flod løber ud fra helligdommen.

      Det tempel Ezekiel fik et syn af, befandt sig på et højt sted (Se paragraf 16)

      17. Giv et kort overblik over kapitel 40 til 48 i Ezekiels Bog.

      17 Lad os få et kort overblik over hvad det var Ezekiel så og hørte, som det er nedskrevet i Ezekiel, kapitel 40 til 48. Han fulgte med mens englen opmålte portbygningerne, murene, forgårdene og selve tempelhelligdommen. (Ezek. 40-42) Og så skete der noget helt specielt: Jehova kom til templet! Han retledte sit oprørske folk, præsterne og høvdingerne. (Ezek. 43:1-12; 44:10-31; 45:9-12) Ezekiel så en flod der kom ud fra helligdommen, og som førte liv og velsignelser med sig da den løb ud i Det Døde Hav. (Ezek. 47:1-12) Han så også at landet blev delt op i præcist opmålte områder, og at centret for den rene tilbedelse var midt i landet. (Ezek. 45:1-8; 47:13 – 48:35) Hvad var det overordnede budskab? Det er tydeligt at Jehova her forsikrede sit folk om at den rene tilbedelse ville blive genindført og ophøjet. Han ville velsigne sit tilbedelseshus ved selv at være til stede der, og han ville lade velsignelser strømme ud gennem dette tempel. Alt dette ville virke helbredende og livgivende og skabe orden i det genoprettede land.

      Et nærbillede af det tempel Ezekiel så på et højt bjerg i sit syn.

      Det tempel Ezekiel fik et syn af, var en strålende skildring af at Jehova ville genindføre den rene tilbedelse (Se paragraf 17)

      18. Skulle tempelsynet forstås bogstaveligt? Forklar.

      18 For det andet: Skulle synet forstås bogstaveligt? Nej. Ezekiel og de deporterede jøder som han beskrev sit syn for, forstod sikkert straks at det ikke skulle opfattes bogstaveligt. Hvorfor det? Jo, husk at Ezekiel så at dette tempel lå “på et meget højt bjerg”. Det harmonerede fint med Esajas’ profeti, men det passede ikke med placeringen af det fysiske tempel. Salomons tempel havde ligget på Morijas Bjerg i Jerusalem, og det var også her templet en dag skulle genopbygges. Men var det “et meget højt bjerg”? Nej, Morijas Bjerg er faktisk omgivet af andre bjerge der er lige så høje eller endnu højere. Dertil kom at det tempelkompleks Ezekiel så, var kæmpestort. Selve dets grundareal, der var omkranset af en mur, var alt for stort til at det kunne ligge på Morijas Bjerg. Det kunne ikke engang have ligget inden for Jerusalems bymure på Salomons tid! De deporterede ville selvfølgelig heller ikke forvente at en bogstavelig flod kom ud fra tempelhelligdommen, løb ud i Det Døde Hav og gjorde det livløse vand levende. Og endelig ville man ikke i det kuperede bjergterræn i det lovede land kunne trække lige, parallelle grænser mellem stammerne, som beskrevet i synet. Altså var der ikke noget i synet der pegede på at det skulle forstås bogstaveligt.

      19-21. Hvilken effekt ønskede Jehova at Ezekiels syn skulle have på folket, og hvordan kunne det få denne effekt?

      19 For det tredje: Hvilken effekt skulle synet have på Ezekiels landsmænd? Når folket kom til at tænke over Jehovas høje normer for den rene tilbedelse, skulle det få dem til at skamme sig over det de havde gjort. Jehova sagde til Ezekiel at han skulle ‘beskrive templet for israelitterne’. Ezekiels beskrivelse skulle være så grundig at israelitterne ligefrem kunne “studere planen over bygningerne”. Hvorfor skulle folket tænke dybere over synet af templet? Som vi har været inde på, var det ikke for at de skulle kunne bygge det. Nej, som Jehova sagde, var det for at de kunne “skamme sig over deres synder”. – Læs Ezekiel 43:10-12.

      20 Hvorfor ville dette syn prikke til samvittigheden hos ydmyge mennesker og få dem til at skamme sig over det forkerte de havde gjort? Læg mærke til hvad Ezekiel fik besked på: “Menneskesøn, vær opmærksom, se godt efter, og lyt omhyggeligt til alt det jeg fortæller dig om forordningerne og lovene for Jehovas tempel.” (Ezek. 44:5) Igen og igen hørte Ezekiel om forordninger og love. (Ezek. 43:11, 12; 44:24; 46:14) Og Ezekiel blev også ofte mindet om Jehovas normer – selv normen for hvor lang en alen skulle være, og normen for nøjagtige vægtmål. (Ezek. 40:5; 45:10-12; se også Ordsprogene 16:11). Ja, over 50 gange i dette syn har Ezekiel på originalsproget skrevet ordene for “mål” og “opmåle”!

      21 Opmålinger, vægte, love og forordninger – hvad var det Jehova ville fortælle sit folk? Det ser ud til at han på en magtfuld måde ville minde dem om denne vigtige sandhed: Jehova alene sætter normerne for ren tilbedelse. De der havde givet slip på disse normer, skulle føle sig skamfulde. Men hvordan kunne jøderne lære disse ting af synet? I næste kapitel vil vi se på nogle specifikke eksempler. Det vil hjælpe os til at forstå hvad dette bemærkelsesværdige syn betyder for os i dag.

      Deporterede jøder skammer sig efter at have hørt Ezekiel beskrive det tempel han fik et syn af.

      Hvorfor ville synet af templet få de ydmyge til at skamme sig? (Se paragraf 19-21)

      a Det åndelige tempel er Jehovas ordning for ren tilbedelse der har Jesus Kristus’ offer som grundlag. Vi forstår at det blev til i år 29.

      b For eksempel fokuserede Paulus på ypperstepræsten og hans rolle på den årlige forsoningsdag. (Hebr. 2:17; 3:1; 4:14-16; 5:1-10; 7:1-17, 26-28; 8:1-6; 9:6-28) Men i Ezekiels syn blev der hverken nævnt noget om ypperstepræsten eller om forsoningsdagen.

  • “Beskriv templet”
    Den rene tilbedelse af Jehova – endelig genindført!
  • “Dette er loven om templet”
    Den rene tilbedelse af Jehova – endelig genindført!
    • Ezekiel ser på mens manden der skinner som kobber, begynder at måle templet i synet.

      KAPITEL 14

      “Dette er loven om templet”

      EZEKIEL 43:12

      FOKUS: Tempelsynet – hvad man kunne lære på Ezekiels tid, og hvad vi kan lære i dag

      1, 2. (a) Hvad lærte vi om Ezekiels tempelsyn i det foregående kapitel? (b) Hvilke to spørgsmål vil vi få svar på i dette kapitel?

      DET Ezekiel fik et syn af, var ikke det store åndelige tempel som apostlen Paulus skrev om flere hundrede år senere. Det lærte vi i det foregående kapitel. Vi lærte også at synet skulle minde Guds folk om betydningen af de normer Gud sætter for ren tilbedelse. Kun ved at leve op til disse normer kunne folket igen få et godt forhold til Jehova. Det kan være grunden til at Jehova fremhæver udtrykket “loven om templet” ved at nævne det to gange i samme vers. – Læs Ezekiel 43:12.

      2 Vi vil nu se på to andre spørgsmål. For det første: Hvad kunne jøderne på Ezekiels tid helt specifikt lære om Jehovas normer for ren tilbedelse ud fra tempelsynet? Svaret på det spørgsmål vil hjælpe os til at besvare det andet spørgsmål: Hvad kan vi der lever i disse problemfyldte sidste dage, lære af synet?

      Hvad lærte jøderne i fortiden af tempelsynet?

      3. Hvorfor har det at templet i synet lå på et højt bjerg, måske fået nogle til at skamme sig?

      3 For at få svar på det første spørgsmål vil vi fokusere på nogle særlige elementer ved tempelsynet. Det høje bjerg. Placeringen af templet i Ezekiels syn fik sikkert jøderne til at tænke på Esajas’ opmuntrende profeti om genoprettelse. (Esa. 2:2) Men hvad lærte de af at forestille sig at Jehovas hus lå på sådan et højt bjerg? Det viste dem at den rene tilbedelse skulle være ophøjet, løftet op på et højt plan og holdes højt oppe over alt andet. Selvfølgelig er den rene tilbedelse i sig selv ophøjet, for det er en ordning der kommer fra den som er “højt hævet over alle andre guder”. (Sl. 97:9) Men folket havde ikke gjort sin del. I århundredernes løb havde de gang på gang fornedret, svigtet og besmittet den rene tilbedelse. At Guds hellige hus blev ophøjet, hævet op til den ærefulde plads det fortjener, har sikkert fået dem med den rigtige indstilling til at skamme sig.

      4, 5. Hvad kan Ezekiels landsmænd have lært af templets høje portbygninger?

      4 De høje portbygninger. I begyndelsen af synet fulgte Ezekiel med mens englen guidede ham rundt og opmålte portbygningerne. Disse bygninger var omkring 30 meter høje! (Ezek. 40:14) Der var vagtrum inde i disse bygninger. Hvad har det fortalt alle der studerede denne grundplan? Jehova sagde til Ezekiel: “Læg godt mærke til indgangen til templet.” Hvorfor skulle han det? Fordi folket havde taget nogle der var “uomskårne i hjertet og på kroppen”, med ind i Guds hellige tilbedelseshus. Hvad var resultatet? ‘De vanhelliger mit tempel,’ sagde Jehova. – Ezek. 44:5, 7.

      5 De der var “uomskårne ... på kroppen”, havde forsømt at overholde et klart bud fra Jehova som havde været gældende lige siden Abrahams tid. (1. Mos. 17:9, 10; 3. Mos. 12:1-3) Men de der var “uomskårne i hjertet”, havde et endnu større problem. De var stædige og oprørske og ville ikke lade sig lede af Jehova. Den slags mennesker skulle ikke have haft lov til at komme ind i Jehovas hellige tilbedelseshus! Jehova hader hykleri, og hans folk havde ladet hykleriet brede sig mere og mere i hans hus. Portbygningerne og vagtrummene i tempelsynet sendte et klart budskab: Nu var det slut med den slags! Normerne for hvem der kunne få adgang til Guds hus, var høje og måtte ikke sænkes. Det var betingelsen for at Jehova ville velsigne sit folks tilbedelse.

      6, 7. (a) Hvad vil Jehova lære sit folk ved hjælp af den mur der er omkring det store område uden for tempelkomplekset? (b) Hvordan havde Jehovas folk tidligere behandlet hans hus? (Se fodnoten).

      6 Muren omkring tempelområdet. Noget andet der var helt specielt ved det tempel Ezekiel så, var den mur der omgav hele tempelområdet. Ezekiel fortæller at hver side af muren målte 500 stokkelængder, over 1.500 meter! (Ezek. 42:15-20) Men selve tempelkomplekset med forgårdene dannede et kvadrat der på hver side kun var 500 alen, eller knap 260 meter. Der har altså været et kæmpestort åbent område rundt om tempelkomplekset, og hele området var omkranset af den yderste mur.a Hvad var formålet med det?

      7 Jehova sagde: “Nu skal de fjerne deres åndelige prostitution og ligene af deres konger fra mig, og så vil jeg bo iblandt dem til evig tid.” (Ezek. 43:9) Udtrykket “ligene af deres konger” hentydede sandsynligvis til afguder. Da Jehova viste Ezekiel at der var så stor afstand fra templet til ydermuren, var det som om han sagde: “Hold jeres afskyelige snavs langt væk. Lad det ikke komme i nærheden af templet.” Hvis de på den måde holdt deres tilbedelse ren, ville Jehova velsigne dem ved selv at være til stede.

      8, 9. Hvad kan folket have lært af Jehovas alvorlige vejledning til de mænd der havde et ansvar?

      8 Alvorlig vejledning til mænd med ansvar. Jehova gav også alvorlig men kærlig vejledning til de mænd der havde et stort ansvar blandt folket. Han gav en skarp irettesættelse til de levitter der var kommet langt væk fra ham da folket dyrkede afguder, men han roste Sadoks efterkommere, “som tog sig af pligterne i [hans] helligdom da israelitterne fjernede sig” fra ham. Jehova var retfærdig og barmhjertig og vejledte hver gruppe efter deres handlinger. (Ezek. 44:10, 12-16) Også Israels høvdinger fik en alvorlig retledning. – Ezek. 45:9.

      9 Jehova gjorde det meget klart at mænd der havde myndighed eller havde fået tildelt et ansvar, skulle stå ham til regnskab for hvordan de håndterede deres opgave. De var ikke hævet over vejledning, irettesættelse og retledning. De skulle tværtimod gå foran med at følge Jehovas normer!

      10, 11. Hvad viser at nogle af de jøder der vendte tilbage, tog ved lære af budskabet i Ezekiels syn?

      10 Lærte de jøder der vendte tilbage fra Babylon, noget af Ezekiels imponerende tempelsyn? Vi kan selvfølgelig ikke med sikkerhed vide hvilke tanker trofaste mænd og kvinder dengang gjorde sig om synet. Men Guds ord fortæller en hel del om hvad de gjorde da de vendte tilbage, og hvordan de kom til at betragte den rene tilbedelse af Jehova. Tog de principperne i Ezekiels syn til sig? Ja, til en vis grad gjorde de – især sammenlignet med hvordan deres oprørske forfædre havde reageret på vejledning før eksilet i Babylon.

      11 Trofaste mænd som profeterne Haggaj og Zakarias, præsten og afskriveren Ezra og statholderen Nehemias gjorde alle sammen en stor indsats for at undervise folket i nogle af de samme principper som man kunne udlede af Ezekiels tempelsyn. (Ezra 5:1, 2) De lærte jøderne at den rene tilbedelse skal være ophøjet og skal prioriteres højere end materielle goder og personlige ønsker. (Hag. 1:3, 4) De holdt på at kun de der fulgte Guds normer, kunne deltage i den rene tilbedelse. For eksempel gav Ezra og Nehemias mændene besked på at sende deres fremmede hustruer væk, for de ødelagde folkets åndelige sundhed. (Læs Ezra 10:10, 11; Neh. 13:23-27, 30) Hvad med afgudsdyrkelse? Det ser ud til at jøderne efter eksilet endelig havde fået afsky for denne synd, som ellers gang på gang havde været en faldgrube for nationen. Og hvad med præsterne og høvdingerne, eller fyrsterne? Som Ezekiels syn indikerede, var de blandt dem der blev irettesat og vejledt af Jehova. (Neh. 13:22, 28) Mange af dem tog ydmygt vejledningen til sig. – Ezra 10:7-9, 12-14; Neh. 9:1-3, 38.

      Nehemias opmuntrer dem der sammen med ham er ved at genopbygge Jerusalems mure.

      Nehemias underviste i den rene tilbedelse samtidig med at han arbejdede sammen med folket (Se paragraf 11)

      12. Hvordan velsignede Jehova jøderne efter at de var vendt tilbage?

      12 Jehova reagerede på dette ved at velsigne sit folk. Åndelig velstand, sundhed og orden prægede landet i en grad som man ikke havde set i lang tid. (Ezra 6:19-22; Neh. 8:9-12; 12:27-30, 43) Og hvorfor? Fordi folket endelig var begyndt at følge Jehovas retfærdige normer for ren tilbedelse. Mange der havde et ydmygt hjerte, tog ved lære af tempelsynet. Vi kan konkludere at Ezekiels tempelsyn gavnede de deporterede jøder på to vigtige måder. (1) Synet lærte dem noget vigtigt om normerne for ren tilbedelse og hvordan de rent praktisk skulle følges. (2) Synet indeholdt en trøstende profeti. Det var en forudsigelse af at den rene tilbedelse ville blive genindført, og at Jehova ville velsigne sit folk så længe det holdt sig til den rene tilbedelse. Men vi der lever i dag, vil gerne have svar på spørgsmålet: Har synet også en nutidig opfyldelse?

      Hvad vi kan lære af Ezekiels syn i dag

      Dyr der skulle ofres ved templet i synet.

      FAKTABOKS 13A: To templer, to ting at lære

      13, 14. (a) Hvordan ved vi at Ezekiels tempelsyn får en opfyldelse i vores tid? (b) På hvilke to måder har vi gavn af synet i dag? (Se også boks 13A, “To templer, to ting at lære”).

      13 Kan vi være sikre på at Ezekiels tempelsyn også får en opfyldelse i dag? Ja! Tænk på den lighed der er mellem Ezekiels syn af Guds hellige hus på “et meget højt bjerg” og Esajas’ profeti om at “bjerget med Jehovas hus” ville “stå urokkeligt, højt over bjergenes top”. Esajas nævnte specifikt at hans profeti ville få en opfyldelse i “de sidste dage”. (Ezek. 40:2; Esa. 2:2-4; se også Mika 4:1-4). Begge profetier er blevet opfyldt i de sidste dage, hvor den rene tilbedelse lige siden 1919 er blevet genindført, som om den er blevet løftet op og sat på et højt bjerg.b

      14 Der er ingen tvivl om at Ezekiels syn også siger noget om den rene tilbedelse i dag. De deporterede jøder havde gavn af synet på to måder, og det har vi også. (1) Synet lærer os noget om hvordan vi i praksis kan følge Jehovas normer for ren tilbedelse. (2) Det er en profeti der garanterer genindførelsen af den rene tilbedelse og lover velsignelser fra Jehova.

      Normerne for ren tilbedelse i dag

      Templet i Ezekiels syn set fra oven.

      FAKTABOKS 14A: Hvad vi kan lære af Ezekiels tempelsyn

      15. Hvad må vi have i tanke når vi ser på hvad vi kan lære af templet i Ezekiels syn?

      15 Lad os nu se på nogle specifikke elementer i Ezekiels syn. Forestil dig at du følges med Ezekiel mens han er på rundvisning i det imponerende tempel. Husk på at det ikke er det store åndelige tempel vi ser, men at vi ganske enkelt er ved at lære noget der angår vores tilbedelse i dag. Hvilke specifikke ting kan vi lære?

      16. Hvad kan vi lære af de mange opmålinger og mål i Ezekiels syn? (Se indledningsbilledet).

      16 Hvorfor alle de opmålinger og mål? Mens Ezekiel ser på, tager englen, der skinner som kobber, præcise mål af tempelkomplekset, herunder murene, portbygningerne, vagtrummene, forgårdene og altret. Alene mængden af detaljer kan virke overvældende på læseren. (Ezek. 40:1 – 42:20; 43:13, 14) Men tænk på de vigtige ting vi kan lære af de mange detaljer. Jehova fortæller på en magtfuld måde hvor stor betydning han tillægger sine normer. Det er ham der fastsætter dem, ikke mennesker. De der mener at det ikke betyder noget hvordan man tilbeder Gud, tager helt fejl. Ved at lade templet blive opmålt så minutiøst viser Jehova desuden at det er helt sikkert at den rene tilbedelse vil blive genindført. De præcise opmålinger fortæller at Guds løfter vil få en præcis opfyldelse. Ezekiels ord er altså en sikker garanti for at den rene tilbedelse vil blive genindført i de sidste dage!

      Ezekiel ser på mens manden der skinner ligesom kobber, måler templet.

      Hvad lærer du af at templets mål blev angivet så præcist? (Se paragraf 16)

      17. Hvad kan muren omkring tempelkompleksets område minde os om i dag?

      17 Muren omkring tempelområdet. Som vi har været inde på, så Ezekiel en mur der omkransede hele tempelområdet. Det var en stærk påmindelse om at Guds folk skulle holde al religiøs urenhed på lang afstand af den rene tilbedelse så Guds hus aldrig blev besmittet. (Læs Ezekiel 43:7-9). Vejledningen er lige så aktuel i dag. Da Guds folk var kommet ud af det åndelige fangenskab i Babylon den Store, som havde varet i flere hundrede år, udnævnte Kristus sin trofaste og kloge træl i 1919. Især siden det tidspunkt har Guds folk målbevidst arbejdet på at gøre sig fri af falske læresætninger og skikke der har med afgudsdyrkelse og hedenskab at gøre. Vi sørger omhyggeligt for at holde åndelig urenhed langt væk fra den rene tilbedelse. Handel og forretning hører heller ikke hjemme i rigssalen – den slags holder vi helt adskilt fra vores tilbedelse. – Mark. 11:15, 16.

      18, 19. (a) Hvad kan vi lære af templets høje portbygninger? (b) Hvordan skal vi forholde os når nogle forsøger at sænke Jehovas høje normer? Giv et eksempel.

      18 De høje portbygninger. Hvad kan vi lære af at tænke på de høje portbygninger Ezekiel så? Dette element af tempelsynet lærte uden tvivl de deporterede jøder at Jehova har meget høje moralnormer. Når det var tilfældet dengang, hvad så med i dag? Vi tilbeder Jehova i hans store åndelige tempel – så er det ikke mindst lige så vigtigt at vi i dag har en god moral og en tilbedelse der er fri for hykleri? (Rom. 12:9; 1. Pet. 1:14, 15) Her i de sidste dage har Jehova i stadig højere grad hjulpet sit folk til at følge hans moralnormer.c For eksempel bliver overtrædere der ikke angrer deres synder, fjernet fra menigheden. (1. Kor. 5:11-13) Desuden kan vagtrummene i disse portbygninger minde os om at ingen i dag får adgang til tilbedelsen af Jehova hvis ikke de har hans godkendelse. For eksempel kan en der lever et dobbeltliv, måske godt komme ind i en rigssal, men han kan ikke opnå Jehovas godkendelse før han får bragt tingene i orden med ham. (Jak. 4:8) Hvor er det godt at Jehova beskytter den rene tilbedelse i disse moralsk fordærvede tider!

      19 Bibelen har forudsagt at verden ville blive moralsk fordærvet før afslutningen kommer. Den siger: “Onde mennesker og bedragere vil gå fra ondt til værre. De vil vildlede andre og selv blive vildledt.” (2. Tim. 3:13) Flere og flere mennesker er i dag blevet vildledt til at tro at Jehovas høje normer er for strenge og gammeldags eller bare forkerte. Vil du blive vildledt? Hvis nogen for eksempel prøver at overbevise dig om at der er noget i vejen med Guds syn på homoseksuelle handlinger, vil du så give dem ret? Eller er du enig med Jehova Gud, der i sit ord tydeligt siger at de der foretager den slags handlinger, gør “frastødende ting”? Gud advarer os imod at godkende en umoralsk opførsel. (Rom. 1:24-27, 32) Når vi bliver konfronteret med spørgsmål om sådanne emner, kan vi se templet med de høje portbygninger i Ezekiels syn for os og huske på at Jehova ikke sænker sine retfærdige normer, uanset hvor stort et pres der kommer fra denne onde verden. Er vi enige med vores himmelske Far og forsvarer det der er rigtigt?

      Vi bringer “et lovprisningsoffer” når vi deltager i den rene tilbedelse

      20. Hvilke opmuntrende tilskyndelser er der til ‘den store skare’ i Ezekiels syn?

      20 Forgårdene. Da Ezekiel så templets store ydre forgård, må han have frydet sig ved tanken om de mange glade mennesker der kunne mødes der og tilbede Jehova sammen. I dag tilbeder sande kristne Gud på en endnu mere ophøjet måde. De der udgør ‘den store skare’ og tilbeder Jehova i den ydre forgård af hans åndelige tempel, kan finde nogle opmuntrende tilskyndelser i Ezekiels syn. (Åb. 7:9, 10, 14, 15) Ezekiel lagde mærke til at der var spiserum langs kanten af forgårdene. Her kunne de der kom for at tilbede Gud, være med til at spise de fællesskabsofre de havde haft med. (Ezek. 40:17) På en måde kunne de spise et måltid mad sammen med Jehova Gud – noget der var et tegn på venskab og fred. I dag bringer vi ikke ofre ligesom jøderne gjorde under Moseloven. Vi kan derimod “bringe et lovprisningsoffer” når vi deltager i den rene tilbedelse, for eksempel når vi giver udtryk for vores tro gennem kommentarer ved møderne og gennem det vi siger i forkyndelsen. (Hebr. 13:15) Vi bliver også styrket gennem den åndelige mad Jehova giver os. Vi har det ligesom Koras sønner, der sang til Jehova: “Én dag i dine forgårde er bedre end tusind dage andre steder!” – Sl. 84:10.

      21. Hvad kan salvede kristne lære af præsterne i Ezekiels syn?

      21 Præsterne. Ezekiel bemærkede at de portbygninger præsterne og levitterne skulle igennem for at komme ind i den indre forgård, var magen til de portbygninger israelitterne fra de ikkepræstelige stammer skulle igennem for at komme ind i den ydre forgård. Det var en tydelig påmindelse til præsterne om at de også skulle leve op til de høje normer som Jehova havde fastlagt for ren tilbedelse. Hvordan er det i dag? I vores tid er der ikke en præsteslægt blandt Guds tjenere, men salvede kristne bliver omtalt som “en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab”. (1. Pet. 2:9) Præsterne i det gamle Israel udførte deres tilbedelse i en separat forgård. I dag er salvede kristne ikke fysisk adskilt fra deres trosfæller når de tilbeder Gud, men de har et særligt forhold til Jehova som hans adopterede børn. (Gal. 4:4-6) Ezekiels syn indeholder også gode tilskyndelser til dem. De kan for eksempel lægge mærke til at præsterne også blev vejledt og retledt. Alle kristne må huske at vi er “én hjord”, og at vi tjener under “én hyrde”. – Læs Johannes 10:16.

      22, 23. (a) Hvad kan ældste i dag lære af høvdingen i Ezekiels syn? (b) Hvad vil vi måske få i fremtiden?

      22 Høvdingen. I Ezekiels syn var høvdingen en ret fremtrædende skikkelse. Han var ikke præst, og i forbindelse med templet underordnede han sig præsternes ledelse. Men han var tydeligvis tilsynsmand og hjalp folket ved at sørge for ofre. (Ezek. 44:2, 3; 45:16, 17; 46:2) Han er altså et godt eksempel for de kristne mænd der i dag har et ansvar i menigheden. Ældste, deriblandt de rejsende tilsynsmænd, må altid følge ledelsen fra den trofaste træl af salvede brødre. (Hebr. 13:17) De gør en stor indsats for at hjælpe Guds folk til at bringe lovprisningsofre ved møderne og i forkyndelsen. (Ef. 4:11, 12) Ældstebrødre kan også lære noget af at Jehova irettesatte Israels høvdinger for deres magtmisbrug. (Ezek. 45:9) Ældste i dag forventer ikke at de er hævet over vejledning og retledning. De påskønner tværtimod enhver mulighed for at blive korrigeret og formet af Jehova så de kan blive bedre hyrder og tilsynsmænd. – Læs 1. Peter 5:1-3.

      23 Jehova vil også give os kompetente, kærlige tilsynsmænd i Paradiset i fremtiden. De mange ældste i dag bliver faktisk undervist og oplært i hvordan de kan være dygtige og hjælpsomme hyrder i Paradiset. (Sl. 45:16) Er det ikke spændende at tænke på hvordan disse mænd bliver en velsignelse for os i den nye verden? Det er muligt at vi vil få en bedre forståelse af Ezekiels syn og andre profetier om genoprettelse når Jehovas tid er inde. Måske vil nogle detaljer i synet få en fantastisk opfyldelse i fremtiden som vi har svært ved at forestille os nu. Det vil tiden vise.

      Brødre og søstre hilser på hinanden uden for en rigssal.

      Hvad lærer de høje portbygninger og forgårdene os om vores tilbedelse? (Se paragraf 18-21)

      Jehova velsigner den rene tilbedelse

      24, 25. Hvordan skildrede Ezekiels syn at Jehova velsigner sine tjenere når de følger normerne for ren tilbedelse?

      24 Lad os til sidst se nærmere på højdepunktet i Ezekiels syn. Jehova kommer til templet, og han lover sine tjenere at han vil blive der lige så længe de trofast følger hans normer for ren tilbedelse. (Ezek. 43:4-9) Hvilken virkning ville Jehovas tilstedeværelse have på folket og på landet?

      25 Synet beskriver Guds velsignelser med to opmuntrende profetiske billeder: (1) En flod strømmer ud fra tempelhelligdommen og gør landet levende og frugtbart; og (2) landet bliver udstykket i præcist opmålte arealer, hvor tempelområdet er placeret helt centralt. Hvad betyder de billeder for os i dag? Vi lever jo på en tid hvor Jehova er kommet til det store åndelige tempel, en langt mere ophøjet ordning for tilbedelse, som han har renset og godkendt. (Mal. 3:1-4) I kapitel 19 til 21 i denne publikation vil vi dykke ned i de to profetiske billeder.

      a Jehova beskrev her kontrasten til den måde hans folk tidligere havde behandlet hans hellige hus på: “Ved at anbringe deres dørtærskel lige ved siden af min dørtærskel og deres dørstolpe lige ved siden af min dørstolpe så der kun var en mur imellem dem og mig, besmittede de mit hellige navn.” (Ezek. 43:8) I det gamle Jerusalem var der kun en mur mellem Jehovas tempel og indbyggernes private hjem. Da de begyndte at fjerne sig fra Jehovas retfærdige normer, kom deres urenhed, deres afgudsdyrkelse, helt hen til Jehovas hus. Det ville Jehova ikke tolerere!

      b Ezekiels tempelsyn hænger også sammen med andre profetier om genoprettelse der har fået en opfyldelse i de sidste dage. Læg for eksempel mærke til lighederne mellem Ezekiel 43:1-9 og Malakias 3:1-5 og mellem Ezekiel 47:1-12 og Joel 3:18.

      c Det åndelige tempel blev til i år 29 da Jesus blev døbt og begyndte på sin opgave som Ypperstepræst. Men i århundrederne efter apostlenes død var der meget få der fulgte den rene tilbedelse. Det er især siden 1919 at den sande tilbedelse er blevet ophøjet.

  • Hvad vi kan lære af Ezekiels tempelsyn
    Den rene tilbedelse af Jehova – endelig genindført!
    • FAKTABOKS 14A

      Hvad vi kan lære af Ezekiels tempelsyn

      Templet i Ezekiels syn set fra oven. Man kan blandt andet se: 1. Et højt bjerg. 2. muren omkring tempelområdet. 3. Et stort åbent område uden for templet. 4. Et vandløb der strømmer ud fra tempelhelligdommen. 5. De ydre portbygninger. 6. Muren omkring tempelkomplekset. 7. Den ydre forgård. 8. De ydre spiserum. 9. De indre portbygninger. 10. Den indre forgård. 11. Altret. 12. Tempelhelligdommen. En jumbojet (omkring 75 meter lang) er sat ind til sammenligning og virker meget lille i forhold til muren på hver side af tempelområdet (1.555 meter).

      Den rene tilbedelse ophøjes og beskyttes

      Templet i synet ligger på “et meget højt bjerg” (1). Har vi ophøjet den rene tilbedelse ved at prioritere den højest i vores liv?

      Muren (2) der omkransede det store åbne område (3) hvor tempelkomplekset lå i midten, minder os om at vi aldrig må lade noget som helst urent komme i nærheden af vores tilbedelse af Jehova. Når almindelige ting, ‘der ikke var hellige’, skulle holdes på lang afstand af den rene tilbedelse, hvor vigtigt er det så ikke at Jehovas tjenere i dag holder urene eller umoralske handlinger langt væk fra deres liv! – Ezek. 42:20.

      Evige velsignelser

      Et vandløb pibler frem fra tempelhelligdommen og bliver til en rivende flod der gør landet levende og frugtbart (4). Kapitel 19 i denne publikation vil forklare hvilke velsignelser det vil indebære.

      Samme normer gælder for alle

      De høje ydre portbygninger (5) og de indre portbygninger (9) minder os om at Jehova har fastlagt høje adfærdsnormer for alle der vil deltage i den rene tilbedelse. Læg mærke til at de ydre og de indre portbygninger har samme mål og er helt identiske. Det er helt på sin plads, for Jehovas retfærdige normer gælder alle hans tjenere, uanset deres situation og ansvarsopgave.

      Et måltid sammen med Jehova

      Spiserummene (8) minder os om at i fortiden kunne folket deltage i et måltid hvor de spiste nogle af de ofre de havde med til templet – de kunne så at sige spise et måltid med Jehova. Det forholder sig anderledes med det åndelige tempel hvor kristne tilbeder Gud i dag, for her skulle der kun bringes ét offer, og det er allerede blevet bragt. (Hebr. 10:12) Til gengæld bringer vi lovprisningsofre. – Hebr. 13:15.

      En garanti fra Gud

      De mange detaljerede mål i synet kan virke overvældende. Men de fortæller os noget vigtigt: De garanterer at Jehovas løfte om at genindføre den rene tilbedelse står fast, og at hans hensigt er lige så præcis og uforanderlig som målene i synet. Ezekiel nævnte ikke at han så nogen mennesker i sit syn, men han nedskrev Jehovas kraftige vejledning til præsterne, høvdingerne og folket. Alle Guds tjenere må forsvare hans retfærdige normer.

  • Hvad vi kan lære af Ezekiels tempelsyn
    Den rene tilbedelse af Jehova – endelig genindført!
Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del