Det har igennem århundreder vakt undren hos de lærde at det på hebraisk var muligt at udtrykke fortidige begivenheder ved imperfektum og fremtidige begivenheder ved perfektum. I et forsøg på at forklare denne ejendommelighed udviklede man teorien om waw consecutivum. (Tidligere betegnet waw conversivum; se Gesenius’ Hebräische Grammatik, § 49 b, fdn.¹.) Om denne teori siger O. L. Barnes i A New Approach to the Problem of the Hebrew Tenses and Its Solution Without Recourse to Waw-Consecutive, Oxford 1965, s. 4, 5: „Spørgsmålet er blevet unødigt kompliceret ved indførelsen af og den stædige fastholden ved læren om waw consecutivum, eller dens ældre forgænger waw conversivum (det senest foreslåede navn er waw conservativum). I al korthed går teorien ud på (skønt der har været flere variationer over temaet) at waw’et (ו ’og’) foran det første af en række på hinanden følgende (konsekutive) hebraiske verber i imperfektum, med et foranstillet hebraisk verbum i perfektum, angiver at de alle skal læses og opfattes som perfekter (i stedet for det de egentlig er: imperfekter) og omvendt, forudsat naturligvis at waw’et er forbundet med bestemte vokalpunkter i imperfektumsformen.“

Om gyldigheden af denne teori siger O. L. Barnes på side 1 i sin bog: „Man kan med rette spørge hvorfor waw’et (ו ’og’) skulle have denne besynderlige konverterende virkning. Nogle nyere grammatikker anfører, i et forsøg på at komme uden om problemet, at det i virkeligheden ikke er waw’et (ו ’og’) der har den konverterende virkning, men at det er den nøgle eller ledetråd man må se efter som et kendemærke på konverteringen, hvilket i sidste ende kommer ud på det samme. Jeg håber at det klart vil fremgå af det følgende at waw’et (ו ’og’) hverken har denne virkning eller at antagelsen af denne teori er nødvendig for at forklare den hurtige, undertiden abrupte, vekslen i rækken af hebraiske verbalformer. Vi kan med andre ord se fuldstændig bort fra den mytiske waw-consecutivum-teori som grammatikerne har opfundet.“

For hundrede år siden tog Benjamin Wills Newton i The Altered Translation of Genesis ii. 5, London 1888, s. 49-51, klart afstand fra teorien om det konsekutive (konversive) waw. Efter at have givet en prøve på en oversættelse af 1Mo 1:3-8 siger han på s. 50, 51: „Igennem hele kapitlet bruges futurum [nu kaldt imperfektum] til at skildre fremadskridende handling. I vor oversættelse bruger vi sandt nok ’fortid’, for vi kan ikke med vor ’fremtid’ skildre fremadskridende handling på samme måde. Den hebraiske fremtidsform har et større betydningsindhold end vor fremtidsform og siger derfor mere. Jeg kan tilføje at der absolut ikke er plads for teorien om waw conversivum i dette kapitel, og at der ikke er nogen grund til (fordi vor futurum ikke kan tilpasses den hebraiske futurums elasticitet) at sige at den hebraiske futurum derfor må berøves sin ret og omdannes til en fortidsform. Det er fantastisk at nogen har kunnet foreslå noget så absurd.“

New World Translation og oversættelserne af den til andre sprog har ikke fulgt den gamle teori der knytter sig til waw consecutivum. Denne teori svækker den magtfuldhed som ligger i de hebraiske verbalformers oprindelige aspekter. New World Translation søger at gengive de hebraiske verbalformer nøjagtigt og at bevare den dynamik der ligger i forskellen mellem perfektum og imperfektum.