3C Den hebraiske verbalform der angiver fortsat eller fremadskridende handling

Det hebraiske verbum har to aspekter, perfektum og imperfektum. Perfektum angiver en fuldstændig og afsluttet handling. Imperfektum angiver en ufuldstændig, fortsat eller fremadskridende handling. I 1Mo 1:1 står det hebraiske verbum for „skabte“ i perfektum og viser at skabelsen af himmelen og jorden var en fuldbyrdet handling. I 1Mo 2:2 står det hebraiske verbum der er oversat med „gav han sig til at hvile“, i imperfektum og angiver en ufuldstændig, fortsat eller fremadskridende handling. (Jf. He 4:4-7.) På hebraisk kan en handling i fortiden derfor angives ved et verbum i imperfektum hvis handlingen betragtes som uafsluttet, mens en handling i fremtiden kan angives ved perfektum hvis handlingen betragtes som afsluttet. Det hebraiske verbum i imperfektum kan i en dansk oversættelse gengives med hjælpeord som „gav sig til at“, „gik i gang med at“, „fortsatte med at“, „så“, „derpå“, „videre“ m.fl.

Om det der især kendetegner imperfektum på hebraisk skriver James Washington Wattsa i A Distinctive Translation of Genesis, Grand Rapids, Michigan (1963), s. 129, 130: „Det der fundamentalt kendetegner alle imperfekter er ufuldstændighed. . . . Imperfekternes ufuldstændighed, når de står i indikativ, viser sig ved at de enten beskriver noget vedvarende eller noget der gentager sig. Det fremgår af sammenhængen om det er det ene eller det andet; verbets form er den samme i begge tilfælde.

Hvis sammenhængen viser at der er tale om en enkelt handling eller tilstand, indeholder verbet tanken om noget vedvarende eller fremadskridende. Handlingen ses midt under handlingsforløbet. I dette tilfælde er grundtanken i et verbum på engelsk ikke tilstrækkelig til at gengive den fulde betydning [det samme gælder på dansk]. Man må tilføje et hjælpeord som ’fortsætte’ eller et biord som ’efterhånden’ hvis oversætteren finder det nødvendigt at gengive hele betydningsindholdet. Hvis handlingsforløbet i en fortælling skrider rask frem og tempoet i begivenhedernes rækkefølge er vigtigere end beskrivelsen af hvordan en bestemt begivenhed udvikler sig, kan oversætteren udelukkende benytte sig af bindeord som ’derpå’ og ’så’ som middel til at beskrive både handlingsforløbet og det fremadskridende moment. I dette tilfælde gengives det fremadskridende betydningsindhold ikke fuldt ud. Man bevæger sig blot fra den ene handling (eller tilstand) til den anden uden egentlig at skildre det fremadskridende moment i verbalformen. Når oversætteren benytter sig af denne begrænsede oversættelse betyder det at han ikke ser nogen særlig grund til at fremhæve det fremadskridende moment på dette punkt. Beretningen ville på engelsk [også på dansk] blive meget trættende at læse hvis han gjorde det. Hvis oversætteren på den anden side ser at beretningen vil vinde ved at man gengiver verbet med hele dets betydningsindhold, har han frihed til at gøre det.

Hvis det af sammenhængen fremgår at handlingen eller tilstanden forekommer mere end én gang, ligger det i verbalformen at der er tale om noget der gentager sig. Igen gælder det at verbets grundtanke på engelsk ikke er tilstrækkelig til at gengive den fulde betydning. Det er nødvendigt at tilføje et (eller flere) hjælpeord som ’fortsatte med’, ’plejede at’, ’atter og atter’ osv. for at få tanken om det gentagne eller sædvanemæssige frem.“

Det har igennem århundreder vakt undren hos de lærde at det på hebraisk var muligt at udtrykke fortidige begivenheder ved imperfektum og fremtidige begivenheder ved perfektum. I et forsøg på at forklare denne ejendommelighed udviklede man teorien om waw consecutivum. (Tidligere betegnet waw conversivum; se Gesenius’ Hebräische Grammatik, § 49 b, fdn.¹.) Om denne teori siger O. L. Barnes i A New Approach to the Problem of the Hebrew Tenses and Its Solution Without Recourse to Waw-Consecutive, Oxford 1965, s. 4, 5: „Spørgsmålet er blevet unødigt kompliceret ved indførelsen af og den stædige fastholden ved læren om waw consecutivum, eller dens ældre forgænger waw conversivum (det senest foreslåede navn er waw conservativum). I al korthed går teorien ud på (skønt der har været flere variationer over temaet) at waw’et (ו ’og’) foran det første af en række på hinanden følgende (konsekutive) hebraiske verber i imperfektum, med et foranstillet hebraisk verbum i perfektum, angiver at de alle skal læses og opfattes som perfekter (i stedet for det de egentlig er: imperfekter) og omvendt, forudsat naturligvis at waw’et er forbundet med bestemte vokalpunkter i imperfektumsformen.“

Om gyldigheden af denne teori siger O. L. Barnes på side 1 i sin bog: „Man kan med rette spørge hvorfor waw’et (ו ’og’) skulle have denne besynderlige konverterende virkning. Nogle nyere grammatikker anfører, i et forsøg på at komme uden om problemet, at det i virkeligheden ikke er waw’et (ו ’og’) der har den konverterende virkning, men at det er den nøgle eller ledetråd man må se efter som et kendemærke på konverteringen, hvilket i sidste ende kommer ud på det samme. Jeg håber at det klart vil fremgå af det følgende at waw’et (ו ’og’) hverken har denne virkning eller at antagelsen af denne teori er nødvendig for at forklare den hurtige, undertiden abrupte, vekslen i rækken af hebraiske verbalformer. Vi kan med andre ord se fuldstændig bort fra den mytiske waw-consecutivum-teori som grammatikerne har opfundet.“

For hundrede år siden tog Benjamin Wills Newton i The Altered Translation of Genesis ii. 5, London 1888, s. 49-51, klart afstand fra teorien om det konsekutive (konversive) waw. Efter at have givet en prøve på en oversættelse af 1Mo 1:3-8 siger han på s. 50, 51: „Igennem hele kapitlet bruges futurum [nu kaldt imperfektum] til at skildre fremadskridende handling. I vor oversættelse bruger vi sandt nok ’fortid’, for vi kan ikke med vor ’fremtid’ skildre fremadskridende handling på samme måde. Den hebraiske fremtidsform har et større betydningsindhold end vor fremtidsform og siger derfor mere. Jeg kan tilføje at der absolut ikke er plads for teorien om waw conversivum i dette kapitel, og at der ikke er nogen grund til (fordi vor futurum ikke kan tilpasses den hebraiske futurums elasticitet) at sige at den hebraiske futurum derfor må berøves sin ret og omdannes til en fortidsform. Det er fantastisk at nogen har kunnet foreslå noget så absurd.“

Her følger tre forskellige oversættelser af 1Mo 1:3-8: Benjamin Wills Newtons oversættelse, New World Translation og James Washington Watts’ oversættelse (alle i dansk oversættelse).

Benjamin Wills Newtons oversættelse (1888) (klammer af forfatteren)

Og Gud sagde da [futurum]: Lad der blive Lys, og da blev der [futurum] Lys.