Jeg overlevede sænkningen af Bismarck

EN MÆGTIG ildflamme slog ud fra agterstavnen. Dernæst rejste der sig en ildsøjle på omkring 300 meter efterfulgt af en sort røgsky. Idet skyen voksede og bredte sig på himmelen regnede hvidglødende vragrester ned på havet. Da røgen havde lagt sig var der intet tilbage af den engelske flådes stolthed, den 42.000 tons store slagkrydser Hood. En granat fra det tyske slagskib Bismarck havde ramt et våbendepot.

Dette skete den 24. maj 1941 klokken seks om morgenen ud for den islandske kyst. Over 1400 engelske marinesoldater omkom og kun tre overlevede.

Hvad enten man var ven eller fjende kunne ingen der overværede dette frygtelige sceneri forblive upåvirket. Om bord på Bismarck, hvor jeg havde kommandoen over et luftværnsbatteri, jublede besætningen selvfølgelig over sejren, men da det engelske skib sank lagde jeg mærke til at nogle af sømændene omkring mig havde tårer i øjnene. De følte med de soldater der gik ned.

Angrebet på „Bismarck“

Den 18. maj om aftenen havde vi forladt Gotenhafen, i dag Østersøhavnen Gdynia i Polen. Vi var med i en skibsflåde som havde til opgave at angribe de allieredes handelsskibe i Nordatlanten. Dette var en del af „Operation Rheinübung“, eller Rhinlandsøvelsen, der var blevet udarbejdet af det tyske admiralitet.

Flådeadmiral Lütjens var øverstbefalende på vores mission. Hans flagskib, Bismarck, et af de mægtigste slagskibe der fandtes, var den tyske flådes stolthed. Skibets deplacement var på over 50.000 tons, og det havde en besætning på mere end 2000. Da de engelske skibe fik underretning om at vi befandt os i Nordatlanten begav de sig ud for at standse Bismarck.

Efter at vi den 24. maj havde sænket Hood, blev hvert eneste ledigt engelsk skib sendt af sted for at sænke Bismarck. Samme aften indledte det engelske hangarskib Victorious et angreb med torpedofly. Jeg havde kommandoen over en 20 millimeter luftværnskanon der var anbragt nær forstavnen mod styrbord. Den dag i dag kan jeg se de engelske fly stryge lige hen over bølgerne imod os, trods vores kraftige beskydning. Vi blev ramt af en enkelt torpedo, der dog kun forårsagede ubetydelig skade. I over 30 timer lykkedes det os at ryste forfølgerne af os.

Om morgenen den 26. maj blev vi imidlertid opdaget af et engelsk Catalina-rekognosceringsfly. Det engelske hangarskib Ark Royal afsendte to angrebsstyrker der fyrede 13 torpedoer af mod os. Denne gang blev Bismarck ramt to gange og roret blev alvorligt beskadiget, hvilket resulterede i at vi ikke kunne holde kursen og i stedet blev ved med at sejle rundt i en stor cirkel. Til trods herfor var jeg alligevel overbevist om at der ikke kunne ske os noget alvorligt. Men i de efterfølgende timer skulle det vise sig at jeg tog fejl.

„Bismarck“ — et let mål

Den 27. maj om morgenen blev vi omringet af engelske krigsskibe. Da de åbnede ild regnede død og ødelæggelse bogstavelig talt ned over os. Vi blev ramt af mindst otte torpedoer og flere hundrede granater. Skønt Bismarck nu var et særdeles let mål holdt den sig hårdnakket flydende.

Situationen om bord var desperat. Redningsbådene var uanvendelige da de var blevet svært beskadiget under de gentagne luftangreb og beskydninger. På alle dæk mødte der én et trøstesløst syn. Der var forvredne metalstykker overalt. Sort røg væltede op fra gabende huller i dækket. Ilden brændte ukontrollabelt, og overalt lå der døde og sårede.

Der blev givet ordre til at forlade skibet. De overlevende stimlede sammen på skibets agterdæk, iført redningsvest og med et redningsbælte fastgjort til kroppen. Jeg var blandt dem der sprang i havet med vinden i ryggen for at undgå at bølgerne kastede os ind mod skroget. Da vi først lå i vandet havde vi kun tanke for at svømme bort så hurtigt som muligt for at undgå at blive trukket med ned af skibet der langsomt sank, indtil det til sidst forsvandt.

Jeg fik orlov, og på vej hjem til Tyskland hørte jeg at kun 110 af Bismarcks over 2000 mand store besætning havde overlevet.