Jeg overlevede sænkningen af Bismarck

EN MÆGTIG ildflamme slog ud fra agterstavnen. Dernæst rejste der sig en ildsøjle på omkring 300 meter efterfulgt af en sort røgsky. Idet skyen voksede og bredte sig på himmelen regnede hvidglødende vragrester ned på havet. Da røgen havde lagt sig var der intet tilbage af den engelske flådes stolthed, den 42.000 tons store slagkrydser Hood. En granat fra det tyske slagskib Bismarck havde ramt et våbendepot.

Dette skete den 24. maj 1941 klokken seks om morgenen ud for den islandske kyst. Over 1400 engelske marinesoldater omkom og kun tre overlevede.

Hvad enten man var ven eller fjende kunne ingen der overværede dette frygtelige sceneri forblive upåvirket. Om bord på Bismarck, hvor jeg havde kommandoen over et luftværnsbatteri, jublede besætningen selvfølgelig over sejren, men da det engelske skib sank lagde jeg mærke til at nogle af sømændene omkring mig havde tårer i øjnene. De følte med de soldater der gik ned.

Angrebet på „Bismarck“

Den 18. maj om aftenen havde vi forladt Gotenhafen, i dag Østersøhavnen Gdynia i Polen. Vi var med i en skibsflåde som havde til opgave at angribe de allieredes handelsskibe i Nordatlanten. Dette var en del af „Operation Rheinübung“, eller Rhinlandsøvelsen, der var blevet udarbejdet af det tyske admiralitet.

Flådeadmiral Lütjens var øverstbefalende på vores mission. Hans flagskib, Bismarck, et af de mægtigste slagskibe der fandtes, var den tyske flådes stolthed. Skibets deplacement var på over 50.000 tons, og det havde en besætning på mere end 2000. Da de engelske skibe fik underretning om at vi befandt os i Nordatlanten begav de sig ud for at standse Bismarck.

Efter at vi den 24. maj havde sænket Hood, blev hvert eneste ledigt engelsk skib sendt af sted for at sænke Bismarck. Samme aften indledte det engelske hangarskib Victorious et angreb med torpedofly. Jeg havde kommandoen over en 20 millimeter luftværnskanon der var anbragt nær forstavnen mod styrbord. Den dag i dag kan jeg se de engelske fly stryge lige hen over bølgerne imod os, trods vores kraftige beskydning. Vi blev ramt af en enkelt torpedo, der dog kun forårsagede ubetydelig skade. I over 30 timer lykkedes det os at ryste forfølgerne af os.

Om morgenen den 26. maj blev vi imidlertid opdaget af et engelsk Catalina-rekognosceringsfly. Det engelske hangarskib Ark Royal afsendte to angrebsstyrker der fyrede 13 torpedoer af mod os. Denne gang blev Bismarck ramt to gange og roret blev alvorligt beskadiget, hvilket resulterede i at vi ikke kunne holde kursen og i stedet blev ved med at sejle rundt i en stor cirkel. Til trods herfor var jeg alligevel overbevist om at der ikke kunne ske os noget alvorligt. Men i de efterfølgende timer skulle det vise sig at jeg tog fejl.

„Bismarck“ — et let mål

Den 27. maj om morgenen blev vi omringet af engelske krigsskibe. Da de åbnede ild regnede død og ødelæggelse bogstavelig talt ned over os. Vi blev ramt af mindst otte torpedoer og flere hundrede granater. Skønt Bismarck nu var et særdeles let mål holdt den sig hårdnakket flydende.

Situationen om bord var desperat. Redningsbådene var uanvendelige da de var blevet svært beskadiget under de gentagne luftangreb og beskydninger. På alle dæk mødte der én et trøstesløst syn. Der var forvredne metalstykker overalt. Sort røg væltede op fra gabende huller i dækket. Ilden brændte ukontrollabelt, og overalt lå der døde og sårede.

Der blev givet ordre til at forlade skibet. De overlevende stimlede sammen på skibets agterdæk, iført redningsvest og med et redningsbælte fastgjort til kroppen. Jeg var blandt dem der sprang i havet med vinden i ryggen for at undgå at bølgerne kastede os ind mod skroget. Da vi først lå i vandet havde vi kun tanke for at svømme bort så hurtigt som muligt for at undgå at blive trukket med ned af skibet der langsomt sank, indtil det til sidst forsvandt.

Tre dage alene i havet

Vores gruppe blev hurtigt spredt i de vældige bølger. Dagen gik på hæld, og de engelske skibe forsvandt i horisonten. Det flød med vragrester så langt øjet rakte. Da natten faldt på var Hermann, der havde arbejdet i maskinrummet, og jeg alene tilbage.

Søen blev hårdere og bølgerne højere. Pludselig opdagede jeg at Hermann var forsvundet. Han var ikke til at få øje på nogen steder. Jeg blev panikslagen. Jeg frøs, og jeg var meget bange. Vi var blevet oplært til at skulle give vort liv for fædrelandet, men tanken om en heltedød tiltalte mig slet ikke i det øjeblik. Jeg ønskede at leve, selv om jeg befandt mig alene midt i et fjendtligt, mørkt og truende hav.

En strøm af minder passerede revy i mit sind. Jeg huskede min barndom i Recklinghausen, en kulmineby i Nordrhein-Westfalen. Jeg tænkte på min kære far, der var minearbejder, og min mor, min søster og mine tre brødre. Hele min familie var protestanter, men min far sagde altid at kirkerne ikke levede efter det de lærte. Da jeg blev teenager kom jeg til at bo hos min onkel på landet, og han sendte mig på en landbohøjskole hvorfra jeg tog eksamen.

Da krigen brød ud blev jeg indkaldt til flåden i Gotenhafen, hvor min militæruddannelse tog sin begyndelse. Da jeg begyndte på „Bismarck“ var jeg den eneste søn i familien der var tilbage. En af mine brødre var død af sygdom, en anden havde mistet livet i minen, og en tredje var blevet dræbt under invasionen i Polen.

Kulden bragte mig tilbage til virkeligheden. Jeg befandt mig midt ude på havet. En pludselig trang til at bede kom over mig. Jeg ville ikke dø. Overvældet af frygt og med smerter i hele kroppen huskede jeg at min bedstemor havde lært mig at bede fadervor. Det var den eneste bøn jeg kendte, og jeg gentog den uophørligt natten igennem. Som timerne gik forsvandt min frygt og jeg faldt til ro.

Da morgenen langt om længe gryede var jeg fuldstændig udmattet. Søen blev hårdere, og jeg begyndte at kaste op. Overvældet af træthed begyndte jeg at døse hen og faldt til sidst i søvn. Endnu en dag slæbte sig af sted, hvor jeg skiftevis sov og var vågen. Atter blev det nat. Nu led jeg af stærk tørst. Mine lemmer var stive af kulde og jeg begyndte at få krampe. Jeg troede aldrig den nat skulle få ende.

Jeg begyndte igen at bede og bad Gud om hjælp til at overleve. Omsider brød dagen frem — den tredje dag. Jeg gled af og til ind i bevidstløsheden og mistede enhver tidsfornemmelse. Det var i denne tilstand at jeg anede lyden af en maskine, før jeg atter mistede bevidstheden.

Atter på tørt land

Da jeg kom til mig selv befandt jeg mig i ukendte omgivelser der langsomt begyndte at tage form. Jeg kunne skelne en sygeplejerske der stod bøjet over mig, og i det fjerne hørte jeg hende sige: „Du har sovet i tre dage, så nu vil du sikkert gerne have noget at spise.“ Gradvis begyndte det at gå op for mig at jeg stadig var i live. Der var gået seks dage: i tre dage havde jeg befundet mig på havet, hvor jeg var drevet over 120 kilometer før jeg var blevet opsamlet af et tysk skib, og i tre dage havde jeg ligget bevidstløs på et hospital i La Baule-Escoublac, et fransk badested ved Atlanterhavskysten.

Det tog min krop en måned at genvinde sine normale proportioner; tre lange dage i havet havde gjort den helt opsvulmet. Jeg fik orlov, og på vej hjem til Tyskland hørte jeg at kun 110 af Bismarcks over 2000 mand store besætning havde overlevet. De fleste var blevet samlet op af den engelske krydser Dorsetshire.

Hjemkomsten

Da jeg nærmede mig mit hjem begyndte mit hjerte at banke heftigt. Jeg var ikke klar over at myndighederne havde underrettet mine forældre om at jeg var druknet. Det var min far der først fik øje på mig. Han omfavnede mig inderligt, tog mit ansigt mellem sine grove hænder og sagde: „Min søn, du var død og nu er du kommet tilbage til os!“ Han brast i gråd, og hulkende omfavnede vi hinanden. Han tog mig med ind til min mor, der lå lam på sofaen, ude af stand til at bevæge sig eller sige et ord, men hendes læber formede ordene: „Min søn, min dreng . . .“ Jeg faldt på knæ ved hendes side og græd som et barn.

I de følgende tre år var jeg skiftevis i krig og hjemme på orlov. Men den 24. november 1944 blev mit regiment, det lette marineinfanteri, taget til fange af amerikanerne. Jeg forblev i fangenskab indtil 1947, og da jeg blev frigivet vendte jeg atter hjem. Fire dage efter min hjemkomst døde min mor. Det var som om hun netop havde været i stand til at holde sig i live længe nok til at se mig en sidste gang inden hun sov ind.

Jeg lagde mærke til at der var sket mange forandringer i Tyskland. Man oplevede sult og arbejdsløshed overalt. Den sorte børs holdt befolkningen i sit greb. Der herskede en voldsom inflation, og i flere år var fattigdom vores daglige lod.

I den franske fremmedlegion

I 1951 traf jeg en beslutning der fik indflydelse på de næste 18 år af mit liv. Jeg tog med toget til Strasbourg, den franske by der ligger lige på den anden side af Rhinen ved grænsen til Vesttyskland. Her meldte jeg mig ind i fremmedlegionen hvor jeg blev oplært som faldskærmsudspringer og sendt til Indokina, der dengang omfattede vor tids Vietnam.

I juli 1954 tog vort regiment af sted til Algeriet hvor frihedskrigen var under opsejling. Vi blev dag og nat kastet ud i faldskærm for overalt at bistå de franske tropper. I 1957 blev jeg såret og tvunget til at tilbringe tre måneder på et hospital i Constantine i det østlige Algeriet. I maj 1961 blev mit regiment trukket ud af Algeriet og vi begav os af sted mod et nyt mål — Madagascar.

Min tilværelse ændrer sig

Min tilværelse på Madagascar havde absolut intet tilfælles med det jeg havde oplevet i de 20 år der var gået forud. Jeg havde næsten glemt hvordan det var at leve under fredelige og rolige forhold. På Madagascar begyndte jeg atter at sætte pris på livet. Jeg begyndte at interessere mig for mine omgivelser: det blå ocean med dets stimer af farvestrålende fisk, øens vegetation og majestætiske bjerge. Det var også her på Madagascar at jeg mødte Marisoa, den pige der senere skulle blive min kone.

Da jeg i 1969 gik på pension fra militæret slog vi os ned på den lille ø Nosy-Be, der ligger otte kilometer nordvest for Madagascar. Her blev vi i fem år, men måtte så vende tilbage til Frankrig af familiemæssige årsager. I Frankrig boede vi i Saint-Chamond, en industriby 48 kilometer fra Lyon.

Kort tid efter tog Marisoa imod tilbudet om et bibelstudium med to unge Jehovas vidner der kom og besøgte hende. Jeg plejede at sidde i et værelse ved siden af og lytte til alt hvad der blev sagt. Når min kone spurgte mig om jeg ikke ville være med til studiet, svarede jeg altid: „Jeg har gjort så meget ondt. Jeg ved at Gud aldrig vil tilgive mig for det jeg har gjort som soldat.“ Kort tid efter gav Marisoa mig en bibel på mit modersmål, tysk, og tegnede mig for et abonnement på Vagttårnet.

Jeg nægtede dog kategorisk at gå med til nogen møder, for jeg troede at det kun var folk der havde begået mindre alvorlige synder der kunne bede til Gud og overvære kristne møder. Men da den årlige højtid til minde om Kristi død skulle fejres, insisterede Marisoa på at jeg tog med hende. Omsider gav jeg efter, men fik hende først til at love at hun for eftertiden aldrig ville bede mig om at tage med til flere møder. Jeg måtte imidlertid indrømme at jeg blev dybt bevæget over den hjertelige velkomst jeg fik den aften.

Trods alle mine tidligere intentioner overværede jeg fra da af møderne i den lokale rigssal sammen med min kone. Hvorfor? Fordi jeg følte mig godt tilpas blandt de mennesker der kom der. Den ægte kærlighed de viste hinanden og den bibelske undervisning man modtog, gjorde et stort indtryk på mig. Jeg tog imod tilbudet om et bibelstudium, og i 1976 symboliserede Marisoa og jeg vores indvielse til Jehova ved vanddåben. Herefter opholdt mine tanker sig ikke så meget ved de tidligere oplevelser i mit liv, og jeg brugte min tid på at hjælpe andre til at lære Bibelens sandheder at kende. Med henblik på at udvide vores tjeneste vendte vi i 1978 tilbage til Madagascar.

På visse dele af øen er der langt mellem vejene, men vi begav os frimodigt af sted ud ad de støvede hjulspor, i forvisningen om at når vi nåede frem til vort mål ville vi finde mangt et lyttende øre. Vi gik dagligt mellem 10 og 16 kilometer i temperaturer på over 40 grader celsius. Til tider var både vore maver og vore tasker tomme når vi vendte hjem. I en periode på tre måneder afsatte jeg henved 1000 bøger, og vi hjalp adskillige til at lære Bibelen at kende og få tro på den. Desværre måtte vi i 1982 forlade Madagascar af helbredsgrunde, og vi tog tilbage til Frankrig.

Af og til ser jeg stadig for mit indre blik de rædsler jeg har oplevet. Men jeg ved at den tid vil komme hvor sådanne minder, heriblandt minderne om de frygtelige dage og nætter jeg tilbragte under og efter sænkningen af Bismarck, aldrig mere vil rinde mig i hu. Til den tid vil Jehova opfylde sit løfte: „For se, jeg skaber nye himle og en ny jord; og det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet.“ — Esajas 65:17. — Fortalt af Wilhelm Wieck.

[Illustration på side 13]

Min kone og jeg læser sammen i Bibelen

[Kildeangivelse på side 10]

Fotos: Bundesarchiv, Koblenz, Vesttyskland