-
‘Dette er jeg sendt ud for’’Kom og følg mig’
-
-
KAPITEL 8
’Dette er jeg sendt ud for’
1-4. (a) Hvordan underviser Jesus mesterligt en samaritansk kvinde, og med hvilket resultat? (b) Hvordan reagerer apostlene?
JESUS og hans disciple har gået i flere timer. De er på vej nordpå fra Judæa til Galilæa. Den korteste vej — en rejse på omkring tre dage — fører dem gennem Samaria. Ved middagstid nærmer de sig en lille by ved navn Sykar, hvor de standser op for at tage et hvil.
2 Mens apostlene går ind til byen for at købe mad, hviler Jesus sig ved en brønd uden for byen. En kvinde kommer for at trække vand op. Jesus kunne godt have valgt at ignorere hende. Han er „udmattet af rejsen“. (Johannes 4:6) Det ville have været forståeligt hvis han blot lukkede øjnene og lod den samaritanske kvinde komme og gå uden at tage notits af hende. Som vi så i kapitel 4, ville kvinden sikkert ikke have fundet det mærkeligt hvis en jøde ignorerede hende. Men alligevel begynder Jesus at tale med hende.
3 Han indleder samtalen med at bruge en illustration hentet fra kvindens dagligdag — ja, fra selve den aktuelle situation. Hun er kommet for at trække vand op, og Jesus taler om det livgivende vand som vil slukke hendes åndelige tørst. Flere gange nævner hun emner som kunne give anledning til en diskussion.a Men Jesus undgår dem taktfuldt og holder sig til det han har i tanke. Han koncentrerer sig om emner af åndelig art — den rene tilbedelse og Jehova Gud. Hans ord får en langtrækkende virkning, for kvinden fortæller om ham til sine bysbørn, og de vil også gerne høre ham. — Johannes 4:3-42.
4 Hvad mener apostlene, da de vender tilbage, om det bemærkelsesværdige vidnesbyrd Jesus har aflagt her? Der er intet tegn på at de viser nogen stor begejstring. De er overraskede over at Jesus i det hele taget har talt med kvinden, og åbenbart siger de ikke noget til hende. Efter at hun er gået, opfordrer de Jesus til at spise den mad de har bragt ham. Men Jesus siger til dem: „Jeg har mad at spise som I ikke kender.“ De undrer sig, for de tager hans ord helt bogstaveligt. Så forklarer han: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ (Johannes 4:32, 34) Jesus fortæller dem her at hans hovedopgave i livet er vigtigere for ham end mad. Han ønsker at de skal have det på samme måde.
-
-
‘Dette er jeg sendt ud for’’Kom og følg mig’
-
-
a Da hun for eksempel spørger ham hvorfor han, en jøde, henvender sig til en samaritaner, bringer hun den århundredgamle strid mellem jøder og samaritanere på bane. (Johannes 4:9) Hun anfører også at hendes folk nedstammer fra Jakob, en påstand som datidens jøder ville benægte på det kraftigste. (Johannes 4:12) De kalder samaritanerne for kutæere (et folk som stammer fra Kuta) for at vise at de er af fremmed oprindelse.
-