Guds dom over „lovløshedens menneske“
„Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.“ — MATTÆUS 7:19.
1, 2. Hvad er lovløshedens menneske, og hvordan er det opstået?
DA APOSTELEN PAULUS blev inspireret af Gud til at profetere om „lovløshedens menneske“, nævnte han at dette allerede var begyndt at vise sig på hans tid. Som forklaret i den foregående artikel talte Paulus om en skare mennesker der ville gå foran i frafaldet fra den sande kristendom. Dette frafald fra sandheden begyndte i sidste del af det første århundrede, og det tog særlig fart efter at de sidste af apostlene var døde. Det kollektive lovløshedens menneske indførte læresætninger og skikke der stred mod Guds ord. — 2 Thessaloniker 2:3, 7; Apostelgerninger 20:29, 30; 2 Timoteus 3:16, 17; 4:3, 4.
2 Med tiden udviklede denne lovløse skare sig til kristenhedens gejstlighed. Dens magt blev styrket af den romerske kejser Konstantin i det fjerde århundrede, da de frafaldne kirker så at sige indgik ægteskab med den hedenske stat. Kristenheden splittedes i flere og flere sekter, og gejstligheden blev ved med at ophøje sig over lægfolket, og i mange tilfælde også over de verdslige herskere. — 2 Thessaloniker 2:4.
3. Hvordan vil det gå lovløshedens menneske?
3 Hvordan skulle det gå lovløshedens menneske? Paulus forudsagde: „Da vil den lovløse blive åbenbaret, hvem Herren Jesus vil udrydde . . . og gøre til intet ved sin nærværelses tydelige fremtræden.“ (2 Thessaloniker 2:8) Det vil sige at gejstligheden vil blive udslettet når Gud gør ende på hele Satans ordning. Gud lader sin himmelske Konge, Kristus Jesus, lede eksekutionsstyrkerne, der består af engle. (2 Thessaloniker 1:6-9; Åbenbaringen 19:11-21) Gejstligheden vil få denne straf fordi den har vanæret Gud og Kristus, og ført millioner af mennesker bort fra den sande tilbedelse.
4. Efter hvilket princip vil lovløshedens menneske blive dømt?
4 Jesus omtalte det princip som lovløshedens menneske vil blive dømt efter: „Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve. I kan kende dem på deres frugter. Man plukker aldrig druer af tjørn eller figner af tidsler, vel? På samme måde frembringer ethvert godt træ gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter; et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter. Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden. . . . Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ — Mattæus 7:15-21; se også Titus 1:16; Første Johannesbrev 2:17.
Gode, kristne frugter
5. Hvad er grundvolden for gode, kristne frugter, og hvordan lyder et grundlæggende bud?
5 Grundvolden for gode, kristne frugter omtales i Første Johannesbrev 5:3, hvor der står: „For dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud.“ Et grundlæggende bud lyder: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Guds sande tjenere skal således elske deres medmennesker, uanset race eller nationalitet. — Mattæus 5:43-48; Romerne 12:17-21.
6. Mod hvem bør man især vise kristen kærlighed?
6 Guds tjenere bør vise særlig stor kærlighed til deres åndelige brødre. „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud,’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder.“ (1 Johannes 4:20, 21) Ifølge Jesus skulle denne kærlighed være et kendetegn på de sande kristne: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35; se også Romerbrevet 14:19; Galaterbrevet 6:10; Første Johannesbrev 3:10-12.
7. Hvordan knyttes sande kristne sammen i hele verden?
7 Det er denne broderlige kærlighed der knytter Guds tjenere sammen i enhed: „I [skal] iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ (Kolossenserne 3:14) Der skal herske enhed mellem sande kristne overalt på jorden, for Guds ord indeholder disse bud: ’I skal alle føre enig tale . . . der må ikke være splittelser iblandt jer . . . vær helt forenede i samme sind og i samme tankegang.’ (1 Korinther 1:10) For at kunne bevare denne kærlighed og enhed jorden over, må Guds tjenere være neutrale i denne verdens politiske anliggender. Jesus sagde: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 17:16.
8. Hvordan viste Jesus hvad kristne bør gøre?
8 Jesus viste hvor meget der lå i disse ord da Peter med et sværd huggede øret af en af de mænd som var kommet for at arrestere Jesus. Tilskyndede Jesus disciplene til med magt at beskytte ham, Guds søn, mod modstandere? Nej. Han sagde til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads.“ (Mattæus 26:52) Sande kristne deltager derfor ikke i nationernes krige eller udgyder menneskeblod på nogen anden måde, end ikke hvis deres neutrale standpunkt betyder at de må lide martyrdøden, som mange har gjort både i fortid og nutid. De ved at kun Guds rige ved Kristus én gang for alle kan standse krige og blodsudgydelse. — Salme 46:9; Mattæus 6:9, 10; 2 Peter 3:11-13.
9. (a) Hvad fortæller historien os om de første kristne? (b) Hvilken modsætning til dette ser vi i kristenhedens trossamfund?
9 Historien bekræfter at de kristne i det første århundrede ikke ville udgyde menneskeblod. En tidligere teologiprofessor fra England, Peter De Rosa, skriver: „Det var en alvorlig synd at udgyde blod. Dette var årsagen til de kristnes modvilje mod gladiatorkampe. . . . Krig og magtanvendelse var en nødvendighed for at bevare Rom, men de kristne følte sig ikke i stand til at deltage. . . . Ligesom Jesus betragtede de kristne sig som fredens sendebud; de kunne under ingen omstændigheder gå dødens ærinde.“ Kristenhedens splittede religioner har overtrådt budet om indbyrdes kærlighed, og de har udgydt enorme mængder blod. De har ikke optrådt som fredens sendebud, men er gang på gang gået dødens ærinde.
Babylon den Stores blodskyld
10. Hvad er Babylon den Store, og hvad er baggrunden for dette navn?
10 Satan er „denne verdens hersker“, „denne tingenes ordnings gud“. (Johannes 12:31; 2 Korinther 4:4) En del af Satans verden er det jordomspændende system af falsk religion han gennem århundrederne har opbygget, deriblandt kristenheden og dens gejstlighed. Bibelen kalder dette verdensomspændende system af falsk religion „Babylon den Store, moderen til jordens [åndelige] skøger og afskyeligheder“. (Åbenbaringen 17:5) Vore dages falske religion har rod i det gamle Babylon, der var dybt forankret i falsk religion og gudvanærende læresætninger og skikke. Det er derfor dette gamle Babylons modstykke kaldes Babylon den Store, den falske religions verdensimperium.
11. Hvad siger Bibelen om Babylon den Store, og hvorfor?
11 Om Babylon den Store siges der i Guds ord: „I hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ (Åbenbaringen 18:24) Hvordan kan man sige at denne verdens trossamfund bærer ansvaret for blodet af alle dem der er blevet slået ihjel? Fordi alle disse trossamfund — både kristenhedens kirker og de ikkekristne religioner — har støttet, tolereret eller ligefrem ført an i nationernes krige. De har også forfulgt og dræbt gudfrygtige mennesker der havde en anden opfattelse end de.
En gudvanærende historie
12. Hvorfor er kristenhedens gejstlighed mere dadelværdig end andre religiøse ledere?
12 Kristenhedens gejstlighed har pådraget sig mere blodskyld end andre religiøse ledere. Dette skyldes at den ikke blot har taget Guds men også Kristi navn til sig, hvorved den har forpligtet sig til at følge Jesu lære. (Johannes 15:10-14) Men den har ikke fulgt hans lære, og har således bragt stor forsmædelse over både Gud og Kristus. Gejstligheden bærer i nogle tilfælde et direkte ansvar, som i korstogene, andre religiøse krige, inkvisitioner og forfølgelser; og i andre tilfælde er dens ansvar indirekte, idet den har tolereret krige hvori kirkernes medlemmer har dræbt deres trosfæller fra andre lande.
13. Hvad bar gejstligheden ansvaret for mellem det 11. og det 13. århundrede?
13 Fra det 11. til det 13. århundrede indførte kristenhedens gejstlighed for eksempel korstogene. De resulterede i forfærdelige blodsudgydelser og plyndringer i Guds og Kristi navn. Flere hundrede tusind mennesker blev dræbt. Korstogene omfattede den vanvittige nedslagtning af tusinder af børn der blev lokket til at deltage i Børnekorstogene i 1212.
14, 15. Hvad siger en katolsk forfatter om det den katolske kirke indførte i det 13. århundrede?
14 I det 13. århundrede billigede den romersk-katolske kirke officielt en anden gudvanærende grusomhed — inkvisitionen. Den begyndte i Europa og bredte sig til Nord- og Sydamerika. I alt strakte den sig over mere end seks hundrede år. Inkvisitionen var et morderisk forsøg på at tortere og dræbe alle der var uenige med kirken, og pavedømmet gav den sin fulde støtte. Kirken havde forfulgt ikkekatolikker før den tid, men inkvisitionen var langt mere omfattende end nogen tidligere bølge af forfølgelser.
15 Peter De Rosa, der kalder sig „patriotisk katolik“, skriver i sin nye bog Vicars of Christ — The Dark Side of the Papacy („Kristi stedfortrædere — pavedømmets skyggeside“): „Kirken var ansvarlig for forfølgelse af jøder, for inkvisitionen, for nedslagtning af kættere i tusindvis, for at genindføre tortur i Europa som en del af rettergangen. . . . Paver udnævnte og fyrede endog kejsere, og krævede at de påtvang deres undersåtter kristendommen under trussel om tortur og død. . . . For det evangeliske budskab var prisen forfærdende.“ Nogle af dem der blev dræbt havde kun begået den „forbrydelse“ at eje en bibel.
16, 17. Hvad siger han om inkvisitionen?
16 Om pave Innocens III fra begyndelsen af det 13. århundrede skriver De Rosa: „Man har beregnet at cirka to tusind kristne i hele verden omkom i forbindelse med den sidste og hårdeste forfølgelse under [den romerske] kejser Diocletian [i det 3. århundrede]. Ved den første voldelige episode under pave Innocens’ korstog [mod „kættere“ i Frankrig] blev ti gange så mange nedslagtet. . . . Det er chokerende at en pave med ét slag dræbte langt flere kristne end Diocletian. . . . [Innocens] havde ingen skrupler ved i Kristi navn at gøre alt det Kristus var imod.“
17 De Rosa bemærker at inkvisitorerne „i pavens navn var ansvarlige for historiens mest brutale og langvarige angreb på menneskets anstændighed“. Om den dominikanske inkvisitor Torquemada i Spanien skriver han: „[Torquemada] blev udnævnt i 1483 og udøvede sit tyranniske herredømme i femten år. Hans ofre talte over 114.000, hvoraf 10.220 blev brændt på bålet.“
18. Hvordan karakteriserer forfatteren inkvisitionen, og hvilken grund nævner han til at den bestod i over seks hundrede år?
18 Forfatteren fortsætter: „De historiske vidnesbyrd om inkvisitionen ville være penible for enhver organisation; for den katolske kirke er de katastrofale. . . . Det historien viser er at pavedømmet i over seks hundrede år uden ophold var den elementære retfærdigheds svorne fjende. Fra det trettende århundrede og fremefter misbilligede ikke én af firs paver i træk inkvisitionens teologi og metoder. Tværtimod føjede den ene efter den anden sine egne grusomme ideer til dette dødsmaskineri. Mysteriet er: Hvordan kunne paverne, generation efter generation, fortsætte med dette kætteri? Hvordan kunne de på alle punkter fornægte Jesu evangelium?“ Han svarer: „Paverne foretrak at gå imod evangeliet frem for at gå imod en ’ufejlbarlig’ forgænger, for det sidste ville have betydet selve pavedømmets undergang.“
19. Hvilken anden lovløshed billigede størstedelen af gejstligheden også?
19 Den rolle gejstligheden spillede i den grusomme slavehandel var også alt andet end glorværdig. Gennem flere hundrede år kidnappede folk fra kristenhedens lande mange tusind afrikanere, førte dem langt bort fra deres hjemland og mishandlede dem både fysisk og psykisk som slaver. Relativt få præster gjorde åbent indsigelse imod dette. Nogle af dem hævdede endda at det var Guds vilje. — Se Mattæus 7:12.
Blodskyld i vort århundrede
20. Hvordan har lovløshedens menneskes blodskyld nået et højdepunkt i dette århundrede?
20 Lovløshedens menneskes blodskyld har nået et højdepunkt i vort århundrede. Gejstligheden har støttet historiens værste krige, der berøvede utallige millioner mennesker livet. De støttede begge parter under de to verdenskrige, hvori mennesker med samme tro, „brødre“, slog hinanden ihjel. Under den anden verdenskrig dræbte franske og amerikanske katolikker for eksempel tyske og italienske katolikker; og britiske og amerikanske protestanter dræbte tyske protestanter. Somme tider dræbte de nogle som ikke blot havde samme tro, men også samme nationale baggrund. De to verdenskrige opstod i kristenhedens hjerte, men de havde været en umulighed hvis gejstligheden havde adlydt budet om at man skal elske sin næste — og lært deres tilhængere at gøre det samme.
21. Hvad siger verdslige kilder om gejstlighedens engagement i krige?
21 The New York Times bekræfter dette: „Før i tiden støttede de lokale katolske hierarkier næsten altid deres nationers krige, velsignede tropperne og opsendte bønner om sejr, mens en anden skare biskopper på den anden side af fronten offentligt bad om det modsatte udfald af kampen. . . . Modsætningen mellem den kristne ånd og krigsførelsen . . . synes i manges øjne stadig tydeligere, mens våbnene bliver mere brutale.“ Og U.S.News & World Report har skrevet: „Kristendommens prestige i verden er blevet stærkt svækket af den hyppighed hvormed de såkaldt kristne lande har gjort brug af vold.“
22. Hvad bærer gejstligheden også ansvaret for i vor tid?
22 I dag findes der ingen officiel inkvisition, men gejstligheden har gennem staten forfulgt „profeter“ og „hellige“ fordi de har en anden mening. De har presset politiske ledere til at ’skabe uret i lovens navn’. På denne måde har de forårsaget eller tolereret at gudfrygtige mennesker i vort århundrede har fået forbud mod at udøve deres tro, eller er blevet mishandlet, tortureret eller endda dræbt. — Åbenbaringen 17:6; Salme 94:20, da. aut.
Kræves til regnskab
23. Hvorfor vil Gud kræve lovløshedens menneske til regnskab?
23 Ja, i den falske religion er der virkelig fundet blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden. (Åbenbaringen 18:24) Eftersom den værste blodsudgydelse har fundet sted inden for kristenheden, er det gejstligheden der har pådraget sig den største blodskyld. Bibelens betegnelse, „lovløshedens menneske“, kan ikke være mere rammende. Men i Guds ord siges der også: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) Gud vil derfor kræve den lovløse gejstlighed til regnskab.
24. Hvilke verdensomspændende omvæltninger vil snart indtræffe?
24 Jesus sagde: „Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ (Mattæus 7:23) Og han erklærede: „Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.“ (Mattæus 7:19) Snart vil lovløshedens menneske blive udslettet som ved ild sammen med al falsk religion, idet de politiske elementer som de har bedrevet utugt med, vil vende sig imod dem: „Disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild.“ (Åbenbaringen 17:16) Da disse verdensomfattende omvæltninger snart vil finde sted, må Guds tjenere fortælle andre om dem. Den næste artikel vil komme ind på hvordan de har gjort dette.
Resumé
◻ Hvad er lovløshedens menneske, og hvordan er det opstået?
◻ Hvilken god frugt skal sande kristne bære?
◻ Hvem er Babylon den Store, og hvor stor en blodskyld har hun pådraget sig?
◻ Hvilken gudvanærende historie har lovløshedens menneske?
◻ Hvordan vil Gud kræve lovløshedens menneske til regnskab?
[Illustration på side 18]
Korstogene medførte en forfærdende blodsudgydelse i Guds og Kristi navn
[Kildeangivelse]
Gengivet med tilladelse af The British Library
[Illustration på side 19]
’De lokale katolske hierarkier støttede næsten altid deres nationers krige’
[Kildeangivelse]
U.S. Army