Kan effektivitet og glæde forenes?

AT VI er organiserede hjælper os til at gøre tingene på en god måde. At vi er effektive hjælper os til at få mest muligt ud af vor tid og vore midler. (Galaterne 6:16; Filipperne 3:16; 1 Timoteus 3:2) Men livet er andet end blot effektivitet og organisering. Den inspirerede salmist skrev: „Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“ (Salme 144:15) Udfordringen ligger i at bevare glæden og alligevel udføre alt på en organiseret måde.

Organiseret og glad

Jehova Gud sætter det største eksempel med hensyn til god organisering. Alle hans skabninger, fra de enkelte celler til komplekse levende væsener, fra de små atomer til de ufatteligt store galakser, bærer præg af orden og præcision. Hans universelle love gør at vi med tillid kan lægge planer for vores tilværelse. Vi ved at solen står op hver dag, og at sommer følger efter vinter. — 1 Mosebog 8:22; Esajas 40:26.

Men Jehova er ikke blot ordenens Gud. Han er også ’den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11; 1 Korinther 14:33) Denne lykke afspejles i det han har skabt. Legesyge kattekillinger, smukke solnedgange, velsmagende mad, inspirerende musik, glædebringende arbejde, og et væld af andre ting, viser at Jehovas hensigt var at vi skulle glæde os over livet. Hans love er ikke en irriterende spændetrøje men en beskyttelse for vor lykke.

Jesus Kristus efterligner sin Fader. Han er „den lykkelige og eneste Magthaver“, og hans adfærd svarer nøjagtigt til Faderens. (1 Timoteus 6:15; Johannes 5:19) Da han samarbejdede med sin Fader om at skabe, var han ikke blot en effektiv „værkmester“. Han var også lykkelig i sin gerning. Vi læser om hans indstilling i Ordsprogene 8:30, 31, hvor han, som den personificerede visdom, siger: „Hele tiden glædede jeg mig for hans ansigt, glædede mig over det frugtbare land på hans jord, og menneskenes sønner holdt jeg af.“

En sådan venlighed, kærlighed og glæde vil vi også gerne vise over for andre i alt hvad vi gør. Men i vore bestræbelser for at være effektive glemmer vi måske af og til at vi, hvis vi ønsker at „vandre regelret ved [Guds] ånd“, også må frembringe Guds ånds frugter. (Galaterne 5:22-25) Spørgsmålet er derfor: Er det muligt at kombinere disse ting? Kan vi bringe vort liv ind i faste rammer, „vandre regelret“, og alligevel være glade, dels i vore egne aktiviteter og dels når vi fører tilsyn med andres arbejde?

Vær ikke grusom mod dig selv

Bemærk det gode råd der gives i Ordsprogene 11:17. Først fortæller den inspirerede skribent os at „en mand der har loyal hengivenhed handler vel mod sin sjæl“. Dernæst peger han på modsætningen: „Men den grusomme styrter sin krop i ulykke.“ Eller, som The New International Version siger: „En venlig mand gavner sig selv, men en grusom mand skader sig selv.“

Hvordan kunne vi uforvarende komme til at handle grusomt mod os selv? For eksempel ved at vi, trods de bedste hensigter, er fuldstændig uorganiserede. Med hvilke følger? En ekspert på området har udtrykt det på denne måde: „En lille forglemmelse, et forlagt stykke papir, en besked man ikke har forstået rigtigt, en telefonsamtale som man ikke refererer korrekt — det er de små fejl der, som borebiller, æder sig ind i effektivitetens grundpiller og får selv de bedste intentioner til at smuldre.“ — Teach Yourself Personal Efficiency.

Den samme tanke udtrykkes af den bibelskribent som sagde: „Den der er efterladende med sit arbejde er broder til den der ødelægger.“ (Ordsprogene 18:9) Ja, mennesker der er ineffektive og ikke har system i tingene kan bringe ulykke og ødelæggelse over sig selv og dem de kommer i kontakt med. Det er ikke den slags mennesker man helst vil omgås. På grund af deres efterladenhed styrter de sig selv i ulykke.

En levende hund eller en død løve?

Vi kan også være grusomme mod os selv ved at sætte urimeligt høje normer. Førnævnte ekspert siger at vi kan sætte „så høje normer at det er umuligt for os at leve op til dem“. Gør vi det, vil vi efter hans mening „ende med at blive desillusionerede og nedtrykte“. En perfektionist har måske nok system i tingene og er effektiv, men han bliver aldrig rigtig lykkelig. Før eller senere fører det til nedtrykthed.

Hvis vi har tendenser i retning af perfektionisme gør vi vel i at huske at „en levende hund er bedre stillet end en død løve“. (Prædikeren 9:4) Bogstavelig talt slår vi sikkert ikke os selv ihjel ved en urealistisk stræben efter det perfekte, men vi kan skade os selv alvorligt hvis vi er udbrændte. Ifølge en forsker indbefatter denne tilstand at man er „fysisk, følelsesmæssigt, åndeligt, intellektuelt og socialt udmattet“. (Job Stress and Burnout) At udmatte sig selv ved at stræbe efter uopnåelige mål er at være grusom mod sig selv, og det vil i sidste instans føre til at man berøves glæden.

Gør godt mod dig selv

Husk: „En mand der har loyal hengivenhed handler vel mod sin sjæl.“ (Ordsprogene 11:17) Vi handler vel mod os selv når vi sætter realistiske og fornuftige mål, og husker at den lykkelige Gud, Jehova, kender vore begrænsninger. (Salme 103:8-14) Vi kan blive lykkelige hvis vi anerkender disse begrænsninger og efter bedste evne ’gør vort yderste’ for at opfylde vore forpligtelser. — Hebræerne 4:11; 2 Timoteus 2:15; 2 Peter 1:10.

Der er selvfølgelig altid en fare for at gå i den anden grøft — at vi er for gode ved os selv. Husk det svar Jesus gav apostelen Peter da denne foreslog ham at ’være god mod sig selv’, da der egentlig var behov for beslutsom handling. Peters tankegang var så farlig at Jesus sagde: „Forsvind om bag mig, Satan! Du er en snublesten for mig, for du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ (Mattæus 16:22, 23) At vi handler vel mod vore egne sjæle giver ikke rum for en ligegyldig, selvbehagelig holdning. En sådan holdning kunne også berøve os al glæde. Det der er behov for er rimelighed, ikke fanatisme. — Filipperne 4:5.

Gør godt mod andre

De skriftlærde og farisæerne på Jesu tid mente sandsynligvis om sig selv at de var meget effektive og velorganiserede. Om deres tilbedelse står der i bogen A Dictionary of the Bible: „Hvert eneste bud i Bibelen blev omgivet med et væv af småregler. Der blev ikke taget hensyn til at omstændighederne ændrede sig med tiden; af hver eneste jøde blev der krævet ubetinget og fuld lydighed mod Loven i alle dens enkeltheder. . . . Der blev opstillet juridiske detaljer i en sådan mængde at religionen blev en profession og livet en ulidelig byrde. Mennesker blev moralsk set reduceret til robotter. Samvittighedens stemme blev bragt til tavshed; det guddommelige Ords levende kraft blev neutraliseret og kvalt under en dyne af eviggyldige regler.“

Det er ikke så mærkeligt at Jesus fordømte dem for denne handlemåde. Han sagde: „De binder tunge byrder sammen og lægger dem på folks skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.“ (Mattæus 23:4) Kærlige ældste vil ikke bebyrde hjorden med en mængde småregler og påbud. De handler vel mod Guds hjord ved at følge Jesu Kristi eksempel med hensyn til at være venlige og opmuntrende. — Mattæus 11:28-30; Filipperne 2:1-5.

Selv når der er mange organisatoriske ansvarsopgaver at tage sig af, vil omsorgsfulde ældste ikke glemme at de stadig har at gøre med mennesker — mennesker som Gud elsker. (1 Peter 5:2, 3, 7; 1 Johannes 4:8-10) De vil aldrig blive så optagede af organisatoriske anliggender og fremgangsmåder at de glemmer deres egentlige rolle — rollen som hyrder, beskyttere og forsvarere for hjorden. — Ordsprogene 3:3; 19:22; 21:21; Esajas 32:1, 2; Jeremias 23:3, 4.

At gå alt for højt op i tidsplaner og tal kan fortrænge den omsorg man burde have vist andre. Forestil dig en buschauffør der mener at hans primære opgave er at holde sig strengt til tidsplanen, uanset omkostningerne. Han er helt opslugt af tanken om at komme fra den ene ende af ruten til den anden på nøjagtig den tid der er sat af til det. Uheldigvis, set fra hans synspunkt, er passagererne i vejen. De er langsomme og uorganiserede, og de ankommer altid til stoppestedet netop som han skal til at køre. I stedet for at huske at selve idéen med hans job er at betjene passagererne, ser han dem som noget der hindrer ham i at være effektiv, og undgår dem.

Hav omsorg for hver enkelt

En ubarmhjertig stræben efter effektivitet fører ofte til at den enkeltes behov overses. De svage, ineffektive, ses måske som en byrde. Når det sker, kan det få forfærdelige konsekvenser. I den gamle græske bystat Sparta efterlod man svage og syge børn ubeskyttede så de døde. De kunne ikke blive stærke, effektive soldater der kunne forsvare en stærk, effektiv stat. Filosoffen Bertrand Russell forklarer: „Når et barn blev født skulle faderen bringe det frem for familiens ældste til nærmere undersøgelse. Hvis det var et sundt barn blev det givet tilbage til faderen så han kunne opdrage det. Hvis ikke, blev det kastet i et dybt vandhul.“ — History of Western Philosophy.

Strenghed og usmidighed, ikke glæde, kendetegnede denne hensynsløse indstilling. (Jævnfør Prædikeren 8:9.) De spartanske myndigheder følte uden tvivl at de i effektivitetens navn havde god grund til at handle som de gjorde, men deres adfærd var fuldstændig blottet for medfølelse og venlighed. Deres handlemåde var ikke i overensstemmelse med Guds. (Salme 41:1; Ordsprogene 14:21) I skarp kontrast til dette husker tilsynsmændene i den kristne menighed at alle Guds får er værdifulde i hans øjne, og de handler derfor vel mod hvert enkelt af dem. De tager sig ikke blot af de 99 som er raske, men også af det ene som er svagt eller følelsesmæssigt ude af balance. — Mattæus 18:12-14; Apostelgerninger 20:28; 1 Thessaloniker 5:14, 15; 1 Peter 5:7.

Hold dig nær til hjorden

Ældste holder sig nær til den hjord som er under deres omsorg. Nyere undersøgelser angående forretningsmetoder antyder imidlertid at hvis en leder eller tilsynsførende ønsker optimal effektivitet, skal han holde afstand til dem han fører tilsyn med. En forsker har beskrevet de forskellige resultater en flyveofficer havde når han enten arbejdede nært sammen med sine underofficerer eller holdt dem på afstand: „Når han arbejdede nært sammen med sine officerer, følte de sig tilsyneladende sikre, og de bekymrede sig ikke overdrevent om deres afdelingers effektivitet. Men lige så snart han blev mere reserveret og formel, begyndte hans underofficerer at spekulere på om noget var gået galt . . . og denne bekymring kanaliserede de ud i større opmærksomhed i deres arbejde. Resultatet var en mærkbar forøgelse i basens effektivitet.“ — Understanding Organizations.

Men den kristne menighed er ikke en militærbase. Kristne ældste efterligner Jesu Kristi eksempel når de fører tilsyn med andres arbejde. Jesus holdt sig altid nær til sine disciple. (Mattæus 12:49, 50; Johannes 13:34, 35) Han benyttede aldrig deres bekymringer til at presse mere effektivitet ud af dem. Han sørgede for at der mellem ham og hans disciple var et stærkt bånd af tillid og fortrolighed. Hans disciple kunne kendes på at de var knyttet sammen af inderlig kærlighed. (1 Thessaloniker 2:7, 8) Når der er et sådant nært forhold vil en glad hjord, helt og holdent motiveret af kærlighed til Gud, reagere positivt på ledelse uden tvang, og de vil gøre deres yderste for villigt at tjene Gud. — Jævnfør Anden Mosebog 35:21.

Mange skriftsteder fokuserer på kristne kvaliteter som lykke og kærlighed til brodersamfundet. (Mattæus 5:3-12; 1 Korinther 13:1-13) Til sammenligning fremhæver kun få vers behovet for effektivitet. Der er ingen tvivl om at der er behov for god organisering. Guds folk har altid været organiseret. Men tænk over hvor ofte Guds tjenere beskrives som lykkelige i Salmernes Bog. Salme 119, som for en stor del taler om Jehovas love, formaninger og påbud, begynder på denne måde: „Lykkelige er de der er uangribelige på deres vej, de der vandrer efter Jehovas lov. Lykkelige er de der retter sig efter hans formaninger; af hele deres hjerte søger de ham.“ (Salme 119:1, 2) Kan du klare den udfordring det er både at have system i tingene og være lykkelig?

[Illustration på side 28]

Armillarsfære — „himmelglobus“, der i middelalderen blev brugt til at vise „himmelens kredse“

[Illustration på side 31]

Den kærlige hyrde Jehova er ikke blot ordenens Gud, men også den Gud der skaber lykke

[Kildeangivelse]

Garo Nalbandian