Sæt det vigtigste på førstepladsen!

Det er mødeaften, men du har meget at gøre. Hvad sætter du først?

FORESTIL dig at du er en gift mand med børn. Det er ved at være fyraften efter en lang, streng arbejdsdag, og dine tanker falder på aftenens møde i menigheden. Hvis du skynder dig hjem, kan du lige nå at tage bad, skifte tøj og få dig en hurtig bid mad før I skal til møde. Men du bliver revet ud af dine tanker af din arbejdsgiver, der kommer og beder dig arbejde over. Han lover at betale dig godt for det, og du trænger hårdt til pengene.

Eller forestil dig at du er husmor. Mens du laver aftensmad, falder dit blik på en bunke strygetøj. Noget af det skal bruges i morgen, og du spørger dig selv: ’Hvornår skal jeg få tid til at stryge hvis jeg går til møde i aften?’ Du har for nylig fået heldagsarbejde, og det er gået op for dig hvor krævende det er at overkomme både arbejdet og de huslige pligter.

Eller forestil dig at du er teenager og stadig går i skole. På dit bord ligger lektierne i en høj stabel. Det er nogen tid siden at du fik de fleste lektier for, men du har udskudt dit hjemmearbejde, og nu er der flere opgaver der skal afleveres på én gang. Du føler dig fristet til at spørge dine forældre om ikke du må blive hjemme fra mødet for at lave lektier.

Hvad ville du sætte på førstepladsen: Overarbejdet, strygetøjet, lektierne — eller mødet? Hvad vil det i åndelig forstand sige at sætte det vigtigste på førstepladsen? Hvordan ser Jehova på det?

Hvad bør komme først?

Kort efter at israelitterne havde modtaget De Ti Bud, blev en mand grebet i at samle brænde på sabbatten, noget der ifølge Loven var strengt forbudt. (4 Mosebog 15:32-34; 5 Mosebog 5:12-15) Hvordan ville du have dømt i denne sag? Ville du have undskyldt manden og sagt at han jo ikke arbejdede for at sikre sig et overskud, men for at skaffe sin familie det nødvendige? Ville du have hævdet at da der ville være mange lejligheder til at holde sabbatten i årets løb, var dét at manden for en gangs skyld brød sabbatten, måske på grund af mangelfuld planlægning, noget man burde se stort på?

Jehova så mere alvorligt på sagen. Bibelen beretter: „Da sagde Jehova til Moses: ’Manden skal ubetinget lide døden.’“ (4 Mosebog 15:35) Hvorfor så Jehova så strengt på det manden havde gjort?

Folket havde seks dage til at samle brænde i og tage sig af behovet for mad, tøj og lignende. Den syvende dag var sat til side til deres åndelige behov. Der var i sig selv intet forkasteligt ved at samle brænde, men det var forkert at gøre det i det tidsrum der var reserveret tilbedelsen af Jehova. Kristne er ganske vist ikke underlagt Moseloven, men mon ikke episoden kan lære os noget om at prioritere rigtigt i dag? — Filipperne 1:10.

Efter 40 år i ørkenen stod israelitterne på tærskelen til det forjættede land. Nogle af dem var blevet trætte af ørkenlivet og mannaen fra Gud, og de mente utvivlsomt at en kostforandring var tiltrængt. Men for at israelitterne kunne bevare det rette perspektiv når de drog ind i det land der ’flød med mælk og honning’, gav Jehova dem følgende påmindelse: „Mennesket [lever] ikke . . . af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket.“ — 2 Mosebog 3:8; 5 Mosebog 8:3.

Israelitterne ville ikke komme let til deres „mælk og honning“. De skulle først nedkæmpe fjendehære, bygge huse og tilså marker. Alligevel befalede Jehova folket at afse tid til at tænke over det åndelige hver dag. De skulle også tage sig tid til at undervise deres børn om Guds vilje og handlemåde. Jehova sagde: „I skal lære jeres sønner [mine bud], idet du skal tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ — 5 Mosebog 11:19.

Tre gange om året skulle enhver israelit og proselyt af mandkøn i landet „vise sig for Jehova“ på hans tilbedelsessted. Mange familieoverhoveder forstod at hele familien ville have åndelig gavn af at møde op, og tog derfor deres kone og børn med. Men hvem skulle beskytte hjemmet og markerne mod fjendtlige overfald mens familien var borte? Jehova gav følgende løfte: „Ingen vil begære dit land mens du drager op for at se Jehova din Guds ansigt tre gange om året.“ (2 Mosebog 34:24) Det krævede tro af israelitterne at stole på at de ikke ville komme til at lide nød ved at sætte de åndelige interesser på førstepladsen. Levede Jehova op til sit ord? Ja, afgjort!

Bliv ved med først at søge Riget

Jesus lærte sine disciple at sætte de åndelige værdier over alt andet. I Bjergprædikenen gav han følgende råd: „Vær . . . aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ Bliv da ved med først at søge riget og [Guds] retfærdighed, og alle disse andre ting [de materielle fornødenheder] vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:31, 33) Kort efter Jesu død fulgte nogle nydøbte kristne dette råd. Mange af dem var jøder eller jødiske proselytter der var rejst til Jerusalem for at fejre pinsen i år 33. Mens de opholdt sig dér, skete der noget uventet. De hørte den gode nyhed om Messias og tog imod den. De ville gerne lære mere om deres nyfundne tro og blev derfor i Jerusalem. Deres midler var ved at slippe op, men det materielle kom i anden række. De havde fundet Messias! Deres kristne brødre delte deres midler med dem så de alle kunne blive ved med at „være helt optaget af apostlenes lære . . . og af bønnerne“. — Apostelgerninger 2:42.

Med tiden tog nogle kristne lettere på nødvendigheden af at komme til alle møderne. (Hebræerne 10:23-25) De blev måske materialistiske og forsømte det åndelige imens de søgte at sikre sig selv og deres familie økonomisk. Efter at have tilskyndet sine brødre til ikke at svigte møderne skrev Paulus: „Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge, idet I er tilfredse med det der er for hånden; for han har sagt: ’Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.’“ — Hebræerne 13:5.

Paulus’ vejledning kom i rette tid. Cirka fem år efter at Paulus havde skrevet Hebræerbrevet, omringede romerske styrker under Cestius Gallus Jerusalem. De trofaste kristne huskede Jesu advarsel: ’Når I får øje på hærene, så lad ikke den der er på taget stige ned eller gå ind for at hente noget i sit hus; og lad ikke den der er på marken vende hjem for at hente sin yderklædning.’ (Markus 13:14-16) De var klar over at deres redning ikke afhang af deres materielle ejendele eller af om de havde et godt, fast arbejde, men af at de adlød Jesu anvisninger. De der havde taget Paulus’ vejledning til sig og givet det åndelige førstepladsen, havde det uden tvivl lettere end de pengekære da de skulle sige farvel til hjem, arbejde, tøj og andre personlige ejendele og flygte til bjergene.

Hvordan nogle i dag sætter det vigtigste først

Trofaste kristne i dag sætter pris på det regelmæssige samvær med deres brødre, og mange bringer ofre for at komme til møderne. Visse steder er det kun muligt at få skifteholdsarbejde, og en broder i denne situation tilbyder sine kolleger at tage deres tjans lørdag aften, hvor de fleste foretrækker at holde fri, mod at de tager hans tørn på mødeaftenerne. Andre brødre med skiftende arbejdstider overværer mødet i en nabomenighed hvis arbejdet hindrer dem i at komme til deres eget møde. På den måde går de sjældent glip af et møde. En nyinteresseret dame i Canada blev hurtigt klar over hvor vigtigt det er at overvære Den Teokratiske Skole og tjenestemødet, men hendes arbejdstider kolliderede med møderne. Hun fik derfor en kollega til mod betaling at tage hendes arbejde de aftener hvor der var møde.

Mange kronisk syge går sjældent glip af et møde. De lytter til programmet i deres hjem via en telefonforbindelse, eller mødet bliver optaget på kassettebånd til dem. De viser en rosværdig påskønnelse af den åndelige føde Jehova giver sit folk gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45) Kristne der er bundet af at pleje deres aldrende forældre, sætter stor pris på det når en broder eller en søster tilbyder at afløse dem så de kan komme til et møde.

Værdien af planlægning

Forældre der erkender deres åndelige behov, lærer deres børn at værdsætte de kristne møder. Som en hovedregel forventer de at deres børn klarer deres lektier efterhånden som de får dem for, så de ikke hober sig op. På mødedagene klarer børnene lektierne så snart de kommer hjem fra skole. Hobbyer og andre aktiviteter får ikke lov at komme i vejen for menighedens møder.

Prioriterer du som ægtemand og far møderne højt? Forsøger du som husmoder at planlægge de huslige pligter så du kan komme til møderne? Indretter du som teenager dit hjemmearbejde efter møderne eller møderne efter dit hjemmearbejde?

Menighedens møder er et af de midler hvormed Jehova kærligt dækker vore behov. Derfor bør vi gøre alt hvad vi kan, for at være til stede. Jehova vil velsigne os rigt når vi sætter det vigtigste på førstepladsen.