Vi tjener som sendebud med fred fra Gud
„Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer . . . den som forkynder fred.“ — ESAJAS 52:7.
1, 2. (a) Hvilken god nyhed skal forkyndes som forudsagt i Esajas 52:7? (b) Hvad betød Esajas’ profetiske ord for fortidens Israel?
DER er godt nyt at forkynde! Det er en nyhed om fred — sand fred. Det er et frelsesbudskab, og det har at gøre med Guds rige. I Esajas’ Bog, kapitel 52, vers 7, kan vi læse hvad profeten Esajas skrev om det for mange år siden: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre, den som forkynder frelse, den som siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“
2 Jehova inspirerede sin profet Esajas til at nedskrive disse ord til gavn for datidens Israel og til gavn for os i dag. Hvad betyder ordene? Da Esajas nedskrev dem, var Nordriget, Israel, måske allerede ført i fangenskab af assyrerne. Senere skulle indbyggerne i Sydriget, Juda, føres som fanger til Babylon. Det var en tid med sorg og omvæltninger for landets indbyggere fordi de ikke havde været lydige mod Jehova og derfor ikke havde fred med ham. Jehova gjorde dem opmærksomme på at deres syndige adfærd havde skilt dem fra ham. (Esajas 42:24; 59:2-4) Men gennem Esajas forudsagde Jehova at Babylons porte til den fastsatte tid ville åbne sig. Guds folk ville få lov til at vende tilbage til deres hjemland og genopbygge Jehovas tempel. Zion ville blive genrejst, og tilbedelsen af den sande Gud skulle atter foregå i Jerusalem. — Esajas 44:28; 52:1, 2.
3. Hvordan var løftet om Israels genoprettelse også en profeti om fred?
3 Dette løfte om udfrielse var også en profeti om fred. At jøderne kunne vende tilbage til det land Jehova havde givet dem, ville være et vidnesbyrd om Guds barmhjertighed og om at de havde ændret sind. Det ville vise at de havde fred med Gud. — Esajas 14:1; 48:17, 18.
„Din Gud er blevet konge“
4. (a) I hvilken forstand kunne det i 537 f.v.t. siges at ’Jehova var blevet Konge’? (b) Hvordan ledede Jehova senere hen begivenhedernes gang til gavn for sit folk?
4 Da Jehova i 537 f.v.t. udfriede sit folk, kunne man med rette sige til Zion: „Din Gud er blevet konge!“ Jehova er naturligvis „evighedens Konge“. (Åbenbaringen 15:3) Men da han udfriede sit folk, blev hans suverænitet fremhævet på ny. Her var et tydeligt bevis for at Jehova har langt større magt end selv de mægtigste jordiske regimer. (Jeremias 51:56, 57) Ved Jehovas ånds virke blev også andre sammensværgelser mod hans folk forpurret. (Ester 9:24, 25) Gang på gang greb Jehova ind for at få de medo-persiske konger til at medvirke til at hans egen suveræne vilje kunne blive gennemført. (Zakarias 4:6) De storslåede begivenheder der dengang fandt sted, er beskrevet i Bibelen af profeterne Ezra, Nehemias, Haggaj og Zakarias, samt i Esters Bog. Det er meget trosstyrkende læsning.
5. Hvilke betydningsfulde begivenheder hentydes der til i Esajas 52:13–53:12?
5 Men det der fandt sted i 537 f.v.t. og derefter, var kun begyndelsen. Umiddelbart efter genoprettelsesprofetien i kapitel 52 skrev Esajas om Messias’ komme. (Esajas 52:13–53:12) Gennem Messias, der viste sig at være Jesus Kristus, ville Jehova udsende et budskab om udfrielse og fred af langt større betydning end det der skete i år 537 f.v.t.
Jehovas vigtigste sendebud med fred
6. Hvem er Jehovas vigtigste sendebud med fred, og hvilket skriftsted anvendte han om sig selv?
6 Jesus Kristus er det vigtigste sendebud Jehova har brugt til at forkynde sit fredsbudskab. Han er Guds ord, hvilket vil sige at han er Jehovas talsmand. (Johannes 1:14) I overensstemmelse hermed gik Jesus, nogen tid efter at han var blevet døbt i Jordanfloden, ind i synagogen i Nazaret, tog ordet og læste højt fra Esajas, kapitel 61, for at gøre klart hvori hans opgave bestod. På denne måde lod han forstå at han var sendt ud for at forkynde at nogle skulle opnå „frigivelse“, at nogle skulle få synet igen, og at nogle ville opnå Guds godkendelse. Men Jesus forkyndte ikke blot et fredens budskab. Gud havde også udsendt ham for at skabe grundlag for en varig fred. — Lukas 4:16-21.
7. Hvad medfører den fred fra Gud som er blevet mulig gennem Jesus Kristus?
7 Ved Jesu fødsel viste engle sig for nogle hyrder i nærheden af Betlehem, og de priste Gud med ordene: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ (Lukas 2:8, 13, 14) Der skulle altså være fred blandt dem der mærkede Guds velvilje fordi de troede på den foranstaltning han tilvejebragte gennem sin søn. Det betyder at menneskene, selv om de er født syndige, kan komme til at stå rene over for Gud og opnå et godkendt forhold til ham. (Romerne 5:1) De kan erfare en indre ro eller fred som ikke kan opnås på nogen anden måde. Til Guds fastsatte tid vil vi blive befriet for alle virkningerne af Adams synd — selv for sygdom og død. Der vil ikke længere være folk der er blinde, døve eller halte. Frustrerende skavanker og fortvivlende mentale lidelser vil blive fjernet for altid. Det vil betyde at vi kan opnå evigt liv i fuldkommenhed. — Esajas 33:24; Mattæus 9:35; Johannes 3:16.
8. Hvem får tilbud om at opnå fred med Gud?
8 Hvem får tilbudt en sådan fred? Det gør alle som tror på Jesus Kristus. Apostelen Paulus skrev at ’Gud besluttede at forlige alt andet med sig gennem Kristus, ved at stifte fred ved blodet han udgød på marterpælen’. Apostelen tilføjede at denne forligelse havde at gøre med „det i himlene“, det vil sige med dem der skulle være medarvinger med Kristus i himmelen. Forligelsen havde også at gøre med „det på jorden“, det vil sige med dem der vil få mulighed for at leve evigt på jorden når den bliver omdannet til et paradis. (Kolossenserne 1:19, 20) Ja, ved at drage nytte af værdien af Jesu offer og af hjertet adlyde Gud kan de opnå et nært venskab med Gud. — Jævnfør Jakob 2:22, 23.
9. (a) Hvilken indvirkning vil det få på andre forhold at vi har fred med Gud? (b) Hvilken myndighed gav Jehova sin søn med henblik på at indføre varig fred overalt?
9 Denne fred med Gud er af stor betydning. Hvis man ikke har fred med Gud, kan man ikke opnå en varig eller meningsfyldt fred i noget andet forhold. Fred med Jehova er grundlaget for sand fred på jorden. (Esajas 57:19-21) Jesus Kristus kaldes meget passende for Fredsfyrsten. (Esajas 9:6) Det er gennem ham at menneskene kan blive forligt med Gud, og det er ham Jehova har betroet regeringsmagten. (Daniel 7:13, 14) Angående virkningerne af Jesu fyrstelige herredømme over menneskene giver Jehova dette løfte: „På freden vil der ingen ende være.“ — Esajas 9:7; Salme 72:7.
10. Hvordan satte Jesus eksemplet i forbindelse med at forkynde Guds budskab om fred?
10 Dette fredens budskab fra Gud har alle mennesker brug for. Jesus satte selv et nidkært eksempel med hensyn til at forkynde dette budskab. Han forkyndte på tempelområdet i Jerusalem, på en bjergskråning, på vejen, for en samaritansk kvinde ved en brønd og i folks hjem. Overalt hvor folk færdedes, skabte Jesus muligheder for at forkynde Guds rige og forkynde fred. — Mattæus 4:18, 19; 5:1, 2; 9:9; 26:55; Markus 6:34; Lukas 19:1-10; Johannes 4:5-26.
Oplært til at gå i Kristi fodspor
11. Hvilket arbejde oplærte Jesus sine disciple til at udføre?
11 Jesus oplærte sine disciple til at forkynde fred fra Gud. De forstod at Jesus var Jehovas „trofaste og sande vidne“, og at de havde et lignende ansvar for at forkynde. (Åbenbaringen 3:14; Esajas 43:10-12) De så hen til Kristus som deres Fører.
12. Hvordan understregede Paulus betydningen af forkyndelsesarbejdet?
12 Apostelen Paulus understregede vigtigheden af at forkynde med ordene: „Skriften siger jo: ’Ingen som tror på ham vil blive skuffet.’“ Det vil sige at ingen der tror på Jesus Kristus som frelsens hovedformidler, vil blive skuffet. Ingen kan blive diskvalificeret som følge af deres etniske baggrund, for Paulus tilføjer: „Der er . . . ingen forskel på jøde og græker, for over alle er der den samme Herre, som er rig nok for alle dem der påkalder ham. For ’enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst’.“ (Romerne 10:11-13) Men hvordan skulle folk blive opmærksomme på denne mulighed?
13. Hvad var nødvendigt hvis folk skulle høre den gode nyhed, og hvordan søgte de kristne i det første århundrede at dække dette behov?
13 Paulus stillede nogle spørgsmål som alle Jehovas tjenere kan tænke over, nemlig: „Hvordan kan man påkalde ham som man ikke har fået tro på? Og hvordan kan man få tro på ham som man ikke har hørt om? Og hvordan kan man høre uden at nogen forkynder? Og hvordan kan nogen forkynde hvis ikke de sendes ud?“ (Romerne 10:14, 15) Når vi læser om de første kristne, ser vi at både mænd og kvinder, unge såvel som gamle, fulgte det eksempel som Kristus og apostlene havde sat. De blev nidkære forkyndere af den gode nyhed. Som efterlignere af Jesus forkyndte de for folk overalt hvor det var muligt. De ønskede at nå ud til alle og forkyndte derfor både offentligt og fra hus til hus. — Apostelgerninger 17:17; 20:20.
14. I hvilken forstand kan man sige at fødderne på dem der forkyndte den gode nyhed, var skønne?
14 Det var selvfølgelig ikke alle der tog venligt imod de kristne forkyndere. Men de ord som Paulus citerede fra Esajas 52:7, viste sig ikke desto mindre at være sande. Efter at have spurgt: „Hvordan kan nogen forkynde hvis ikke de sendes ud?“ tilføjer Paulus: „Som der står skrevet: ’Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!’“ Ordret står der: „Hvor skønne er fødderne på dem som forkynder godt nyt.“ Det er nok de færreste af os der betragter vore fødder som skønne eller smukke. Hvad kan det da betyde? Det er normalt ved hjælp af fødderne man bevæger sig rundt i forkyndelsen. Fødderne repræsenterer derfor personen. Og det er givet at mange af dem som hørte den gode nyhed af apostlene og andre af Jesu disciple i det første århundrede, syntes at disse første kristne var et skønt syn. (Apostelgerninger 16:13-15) Desuden var de dyrebare i Guds øjne.
15, 16. (a) Hvordan viste de første kristne at de virkelig var fredens sendebud? (b) Hvad kan hjælpe os til at udføre vor tjeneste på samme måde som de kristne i det første århundrede?
15 Jesu disciple havde et fredens budskab, og de fremholdt det på en fredelig måde. Jesus gav sine disciple følgende instruktioner: „Hvor I går ind i et hus skal I først sige: ’Måtte dette hus have fred.’ Og hvis der er en fredens ven dér, vil jeres fred hvile over ham. Men hvis ikke, vil den vende tilbage til jer.“ (Lukas 10:5, 6) Sjalōmʹ, der betyder „fred“, er en traditionel jødisk hilsen. Men der lå langt mere i Jesu anvisning. Som „ambassadører på Kristi vegne“ opfordrede hans disciple folk til at blive „forligt med Gud“. (2 Korinther 5:20) De fulgte Jesu vejledning og talte med folk om Guds rige og om hvad det kunne betyde for dem som enkeltpersoner. De der lyttede, blev velsignet, hvorimod de der afviste budskabet, gik glip af belønningen.
16 Jehovas vidner udfører deres tjeneste på samme måde i dag. Den gode nyhed de bringer ud til folk, er ikke deres egen; den kommer fra Ham som har sendt dem. De er blevet pålagt at overbringe den. Hvis folk tager imod den, kan de se frem til storslåede velsignelser. Hvis de afviser den, afviser de at få fred med Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus. — Lukas 10:16.
Fredelige i en urolig verden
17. Hvordan bør vi optræde, selv når vi bliver behandlet på en uforskammet måde, og hvorfor?
17 Uanset hvordan folk reagerer, er det vigtigt at vi som Jehovas tjenere minder os selv om at vi er sendebud med fred fra Gud. Folk i verden kaster sig måske ud i ophedede diskussioner og giver deres vrede luft ved at råbe op eller komme med sarkastiske bemærkninger over for enhver der irriterer dem. Måske har vi før været ligesådan. Men hvis vi har iført os den nye personlighed og ikke længere er en del af verden, vil vi ikke efterligne verdslige mennesker. (Efeserne 4:23, 24, 31; Jakob 1:19, 20) Uanset hvordan andre reagerer, stræber vi efter at følge vejledningen: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — Romerne 12:18.
18. Hvordan bør vi reagere hvis en myndighedsperson optræder truende, og hvorfor?
18 Til tider kan vores tjeneste resultere i at vi kommer til at stå over for myndighedspersoner der måske kræver at vi forklarer hvorfor vi gør — eller afholder os fra at gøre — bestemte ting. De ønsker måske at få at vide hvorfor vi forkynder et budskab der afslører falsk religion og taler om afslutningen på denne tingenes ordning. Af respekt for det eksempel Jesus satte, vil vi tale med mildhed og dyb respekt. (1 Peter 2:23; 3:15) Ofte ligger sådanne myndighedspersoner under for pres fra gejstlige eller måske fra deres overordnede. Et mildt svar fra os kan få dem til at indse at vores arbejde hverken er til skade for dem eller for freden i samfundet. De der accepterer et sådant svar, vil respektere os, samarbejde med os og blive fredeligt indstillede. — Titus 3:1, 2.
19. Hvad giver Jehovas vidner sig aldrig af med?
19 Jehovas vidner er jorden over kendt for ikke at tage del i verdens stridigheder. De blander sig ikke i verdens racemæssige, religiøse eller politiske konflikter. (Johannes 17:14) Eftersom Guds ord siger at vi skal ’underordne os de højere myndigheder’, vil vi ikke engang overveje at deltage i civile opstande som protest mod en bestemt politik. (Romerne 13:1) Jehovas vidner har aldrig sluttet sig til en bevægelse der har til formål at styrte en regering. I betragtning af de normer Jehova har opstillet for sine kristne tjenere, er det utænkeligt at de skulle tage del i blodsudgydelser eller voldshandlinger af nogen art. Sande kristne nøjes ikke med at tale om fred; de lever i overensstemmelse med det budskab de forkynder.
20. Hvad viser Babylon den Stores historie hvad angår fred?
20 I modsætning til de sande kristne har de der repræsenterer kristenhedens religiøse organisationer, ikke været fredens sendebud. Faktisk har alle religioner i Babylon den Store — både såkaldt kristne og ikkekristne trossamfund — direkte og indirekte støttet eller ført an i nationernes krige. De har også sørget for at Jehovas trofaste tjenere er blevet forfulgt eller endda dræbt. I Åbenbaringen 18:24 siges der derfor om Babylon den Store: „I hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“
21. Hvordan reagerer mange retsindige når de ser forskellen mellem Jehovas folk og dem der praktiserer falsk religion?
21 I modsætning til kristenhedens trossamfund og den øvrige del af Babylon den Store er den sande religion en positiv, forenende kraft. Jesus Kristus sagde til sine sande disciple: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Det er en kærlighed der overskrider de nationale, sociale, økonomiske og racemæssige grænser som i dag splitter den øvrige del af menneskeheden. Jorden over har millioner iagttaget dette og siger derfor til Jehovas salvede tjenere: „Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.“ — Zakarias 8:23.
22. Hvordan betragter vi det forkyndelsesarbejde der endnu skal udføres?
22 Som Jehovas folk glæder vi os meget over det der er blevet udrettet, men arbejdet er ikke fuldført. Landmanden holder naturligvis ikke op med at arbejde i sin mark når han har tilsået den. Han fortsætter med arbejdet, især når høsten er på sit højeste. I høsttiden yder man en særlig og vedvarende indsats. Netop nu foregår der en indhøstning af tilbedere af den sande Gud i et omfang som aldrig før. Det er en glædens tid. (Esajas 9:3) Vi møder ganske vist også modstand og ligegyldighed. Måske oplever vi også alvorlig sygdom, familieproblemer eller økonomiske trængsler. Men vor kærlighed til Jehova tilskynder os til at fortsætte. Folk har brug for at høre det budskab Gud har betroet os at forkynde. Det er et budskab om fred. Det er det samme budskab som Jesus forkyndte, nemlig den gode nyhed om Guds rige.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvilken opfyldelse fik Esajas 52:7 på fortidens Israel?
◻ Hvordan viste Jesus sig at være det største sendebud med fred?
◻ Hvordan forbandt Paulus Esajas 52:7 med det arbejde kristne deltager i?
◻ Hvad indebærer det at være et fredens sendebud i vor tid?
[Illustration på side 13]
Ligesom Jesus er Jehovas vidner sendebud med fred fra Gud
[Illustrationer på side 15]
Jehovas vidner optræder fredeligt uanset hvordan folk reagerer på budskabet om Riget