Jeg lærte græsk — og lærte Gud at kende

„NICHOLAS, jeg vil gerne at du alvorligt overvejer at vælge græsk som fag.“ „Javel, mr. Benton, det vil jeg gøre.“ Denne ordveksling foregik i 1950erne. Jeg gik i 10. klasse på Phillips-gymnasiet, en privatskole i Andover i Massachusetts, USA. Jeg havde allerede timer i latin og fransk, og nu ville min lærer også have mig til at lære græsk. Men hvorfor ikke? Jeg holdt jo af at lære sprog. Måske var det en idé også at lære græsk.

Da jeg begyndte i skolens 11. klasse meldte jeg mig derfor til græsk. Jeg fandt sproget forbløffende smidigt, meget udtryksfuldt og kreativt og alligevel meget enkelt. Inden længe gik jeg op i det med liv og sjæl. Dette skulle blive begyndelsen til min meget interessante rejse gennem det græske sprog — en rejse hvis endemål jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig!

Fra Phillips-gymnasiet kom jeg på Princeton-universitetet. Hen mod slutningen af min universitetsuddannelse besluttede jeg mig for at blive lærer, og efter at have taget min eksamen begyndte jeg at undervise ved den episkopale drengeskole Skt. Pauls i New Hampshire. Dette passede udmærket med min egen baggrund, for som barn havde jeg i længere tid været kordreng ved den lokale episkopale kirke. I det område hvor jeg boede var alle respektable mennesker enten unitarer eller medlemmer af den episkopale kirke. Jeg var altså blevet opflasket med den højkirkelige episkopalisme, uden at få ret megen bibelsk eller åndelig forståelse. Bibelens budskab druknede helt i kirkelig formalisme. Her ved Skt. Pauls blev jeg atter involveret i alt dette. Alle — både lærerstaben og eleverne — skulle gå til andagt alle ugens syv dage og to gange om søndagen.

På denne skole underviste jeg i latin og græsk i fire år. Efter mit første år på skolen blev jeg gift med en ung pige der hed Suzanne. De følgende tre somre studerede jeg for at tage en magisterkonferens i latin og græsk, hvilket jeg fik. Mens jeg overvejede om jeg skulle forsøge at tage en doktorgrad, modtog jeg et brev fra min gamle græsklærer ved Phillips-gymnasiet, dr. Chase. „Der er netop blevet en stilling ledig her i Andover,“ skrev han. „Jeg ved godt du har planer om at tage en doktorgrad, men kom alligevel ned til en samtale.“ Det gjorde jeg, og det endte med at jeg tog stillingen og kom til at undervise i græsk dér på skolen, og det har jeg gjort lige siden.

Mindre end tre uger efter at vi var flyttet ind i vort nye hjem, bankede det på døren. Det var et af Jehovas vidner. Hun påbegyndte et bibelstudium med Suzanne. Dette skete i 1968. Foruden Bibelen benyttede de bogen Sandheden der fører til evigt liv, som er udgivet af Vagttårnets selskab. Den anvendte nogle græske ord på originalsproget, såsom Hades og psychē og staurosʹ, som Suzanne så drøftede med mig. For eksempel sagde hun engang:

„Nicholas, her er et ord i Bibelen som Karen og jeg har talt om. Kan det passe at staurosʹ blot betyder ’pæl’?“

„Ja, bestemt. Det betyder ’pæl’. Jeg aner ikke hvordan det er gået til at man har oversat staurosʹ med kors. Men det overrasker mig nu ikke. Sådan har den kristne kirke altid båret sig ad, i det mindste lige siden Konstantins dage.“

Senere traf jeg Karens mand, og efter en del samtaler begyndte vi regelmæssigt at studere Bibelen sammen. Men jeg havde visse problemer. Episkopalismen havde ikke givet mig nogen som helst kundskab om eller tro på Bibelen. Det jeg behøvede var et studium der overbeviste mig om det logiske i Bibelen. Var det fornuftigt at tro at Jehovas Vidner — en upopulær minoritet der ofte blev hånet og latterliggjort — besad den lærdom der skulle til for at dække mit behov?

Så kom jeg i tanker om at minoriteter der havde afvigende opfattelser ofte var blevet latterliggjort og endog foragtet og forfulgt af flertallet, og at det i sidste ende alligevel havde vist sig at de havde ret. Her var så Jehovas Vidner — en minoritet, helt forskellig fra andre, hvis medlemmer løb omkring og bankede på folks døre, stod på gadehjørnerne med deres blade og ofte blev hånligt afvist, foragtet og forfulgt. Måske var det alligevel værd at lytte til dem — måske var der noget om det de sagde!

Jeg gik derfor ind på som arbejdshypotese at Jehovas Vidner måske kunne vise mig hvem Gud virkelig er. Min teori byggede i begyndelsen på kun to antagelser: (1) at flertallet ikke nødvendigvis har ret og (2) at jeg, ud over folks almindelige indstilling, ingen grund havde til at betragte Jehovas Vidners opfattelser som fejlagtige. Efter nogle få studier hvor vi drøftede Bibelen, indså jeg at der var et tredje og grundlæggende spørgsmål der måtte afklares. Jeg lagde sagen frem for den forkynder der studerede med mig: „Arthur, hvordan kan jeg være sikker på at Bibelens ord ikke bare er gamle historier?“

„Jeg har lige den bog du har brug for!“ udbrød han.

Han skaffede mig en bog med titlen Er Bibelen virkelig Guds ord? som for nylig (1969) var blevet udgivet af Vagttårnets selskab. Den er fyldt med videnskabelige og arkæologiske vidnesbyrd der bekræfter Bibelens historiske nøjagtighed og omhandler mange profetier der allerede er gået i opfyldelse og som beviser at Bibelen er inspireret. Dermed var dette væsentlige spørgsmål blevet afklaret — Bibelen måtte nødvendigvis være Guds ord!

Arthur og andre forkyndere var dygtige til at samle alle de skriftsteder der omhandlede bestemte emner, og ved på den måde at forbinde „åndelige anliggender med åndelige ord“, skabte de klarhed og harmoni i noget stof der ellers lod til at være dunkelt eller selvmodsigende. (1 Korinther 2:13) Mine spørgsmål blev besvaret ved hjælp af skriftsteder, brikkerne faldt på plads, og sandhedens harmoniske mønster kom til syne. Min antagelse nummer to viste sig altså også at være rigtig: Jehovas Vidner havde den rette forståelse.

Omkring dette tidspunkt var jeg begyndt at overvære Jehovas Vidners møder i rigssalen. Det næste der skete var at jeg gik fra dør til dør med Arthur. En baptistdame gav mig en lille traktat om Jehovas Vidner som var fremstillet i den hensigt at ’afsløre’ dem. Den henviste flere steder til græsk, og jeg blev derfor nysgerrig: Hvor meget kendskab havde [baptisterne] til græsk. I løbet af få uger havde jeg anskaffet flere lignende traktater som jeg ville undersøge.

De fleste traktater drejede sig om treenighedslæren, og gik ud fra den antagelse at treenighedslæren var sand, hvilket omhyggeligt udvalgte lærde forsøgte at bevise. Stort set drejede angrebene på Jehovas Vidners lære sig om deres syn på treenighedslæren og var rettet mod deres bibeloversættelse Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter. Såvel på græsk som på engelsk kan de samme ord jo betyde noget forskelligt alt efter sammenhængen. For eksempel kan det engelske ord „bow“ enten betyde et høfligt buk, en sløjfe, eller en bue til at skyde pile med.

Ved et studium af Bibelen ser man imidlertid ikke blot på helheden, men man sammenligner også med andre skriftsteder for at se hvordan ordet bruges i forskellige sammenhænge. På den måde kan man undersøge om man hælder til sin egen opfattelse af tingene eller om man holder sig til kendsgerningerne. Jeg lagde mærke til at de der havde skrevet traktaterne ofte forvanskede og manipulerede med kendsgerningerne. Vagttårnets selskab derimod var fuldstændig ærligt, fremlagde alle kendsgerningerne og tog enhver mulighed i betragtning, hvorefter det fremkom med en konklusion og derefter lod det være op til den enkelte at træffe en afgørelse. Efter omhyggeligt at have undersøgt de omstridte spørgsmål, kom jeg til det resultat at Vagttårnets selskab havde ret.

I nogle tilfælde manipulerede tilhængerne af treenighedslæren helt klart med ’beviserne’. Det klassiske eksempel herpå er Johannes 8:58. Her siger Jesus: „Før Abraham blev til, er jeg.“ (Da. aut.) Tilhængere af treenighedslæren forbinder her Jesu udtryk „er jeg“ med Jehovas udtalelse til Moses i Anden Mosebog 3:14: „Jeg er den, jeg er!“ (Da. aut.) De argumenterer at når både Jesus og Jehova bruger udtrykket „jeg er“ eller „er jeg“ om sig selv, må Jesus og Jehova være den samme. Og den græske grundtekst har faktisk nutidsformen er i Johannes 8:58.

Men selv deres egne sproglige kommentarer siger at når der i en sætning forekommer et udtryk i datid, kan et udsagnsord der står i nutid somme tider oversættes som om handlingen er begyndt i fortiden og varer ved i nutiden.a Sådan forholder det sig også med fransk og latin. Når Ny Verden-oversættelsen derfor siger „har jeg været“ i stedet for „er jeg“, oversætter den det græske ord korrekt. (Johannes 8:58) Tilhængerne af treenighedslæren opfører sig som om denne mulighed er fuldstændig udelukket. Jeg begyndte således at lægge mærke til hvordan de der rakkede ned på Vagttårnets selskab, selv forvanskede kendsgerningerne.

Jeg ræsonnerede som så, at når Selskabet havde et solidt kendskab til græsk, måtte denne indsigt også komme til udtryk i dets øvrige publikationer. Det var det der førte til at jeg med et oprigtigt motiv begyndte at studere Bibelen, hvorefter jeg, i 1970, blev døbt.

Året forinden havde Vagttårnets selskab udgivet en publikation med titlen The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures. Den viste sig at blive af største betydning for mig. Måske har den mere end noget andet været medvirkende til at jeg blev et af Jehovas vidner. På hver side er den originale tekst på koiné-græsk opført i venstre spalte, og under hver linje findes en direkte oversættelse af den græske tekst. I højre spalte på hver side findes teksten fra New World Translation of the Christian Greek Scriptures, der er en oversættelse til nutidsengelsk. Igen gjorde den saglige viden i denne publikation indtryk på mig.

Netop da den udkom, fik jeg tilfældigvis til opgave at undervise ved Phillips-gymnasiet i nytestamentlig græsk. Det at jeg ikke havde lært græsk hos en teolog gjorde mig sandsynligvis mere objektiv. Jeg kunne se på ordene med nye øjne, uden at være bundet af de almindelige doktrinære forestillinger.

Sådanne forudfattede meninger kan virkelig udstyre en med øjne der ikke ser og ører der ikke hører. Det gør at man under sin forskning vil være tilbøjelig til at spejde efter noget der bekræfter det man i forvejen tror, og så vil ens øjne og ører udelukkende opfatte det. I stedet for at danne sig et overblik over hele emnet, ser de kun det de kan bruge, eller misbruge, som støtte for deres forudfattede meninger.

De fleste af de teologer jeg har mødt er faktisk ikke særlig velbevandrede i græsk. Kvaliteten og den videnskabelige standard med hensyn til græsk der anvendes i The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures er imidlertid særdeles høj. Hvis man virkelig ønsker at studere græsk, uden at besidde store forkundskaber, kan man nå langt med denne oversættelse. Jeg synes at det er en perle blandt Vagttårnsselskabets publikationer som langtfra værdsættes nok.

Men nu vil jeg gerne fortælle hvordan jeg blev et af Jehovas vidner. Foruden den hjælp jeg modtog gennem Selskabets videnskabelige værker — især dem der omhandler græsk — var selve tidspunktet af stor betydning for mig. Husker I hvordan tilværelsen formede sig i årene 1968, 69 og 70? Jeg nærede sympati for hippiebevægelsen fordi jeg ikke brød mig om det mit land foretog sig, og heller ikke kunne lide den måde samfundet handlede på. På den anden side følte jeg mig heller ikke tiltalt af tanken om at tage LSD eller ryge marihuana. I virkeligheden havde hverken hippierne eller samfundet løsningen. Jeg så mig derfor om efter noget bedre, en mening og en større hensigt med det alt sammen.

Livet måtte simpelt hen dreje sig om andet og mere end blot at undervise eller at sælge forsikringer og den slags. Livet drejer sig ikke blot om bøger: Det drejer sig om mennesker — ikke blot de mennesker der har gået på de bedste universiteter. Alt det havde jeg været igennem, og der manglede alligevel noget. Jeg søgte efter noget ud over det sædvanlige, noget virkelig værdifuldt.

Dette fandt jeg i Bibelen. Bibelens budskab indeholder det hele — kærlighed til Gud og kærlighed til mennesker. Denne sandhed fik mig pludselig til at ’få øje på’ andre mennesker. Mennesker der er bilmekanikere, arbejdsmænd, lokomotivførere, mennesker der beskæftiger sig med alt muligt forskelligt, mennesker jeg aldrig ville have truffet inden for min egen snævre kreds. Og det var ikke bare det at møde dem; det var det at lære dem at kende og komme til at holde af dem.

Var det for øvrigt ikke sådan Jesus så på det? Han var interesseret i mennesker og deres behov. Han lod sig i høj grad engagere i mennesker. Det samme gjorde Paulus. En stor del af Paulus’ vejledning drejer sig om hvordan folk kommer ud af det med hinanden. På et tidspunkt sagde jeg til mig selv: ’Hvis man engang begynder at sætte folk i koncentrationslejre, ønsker jeg at være der sammen med de mennesker jeg holder af. Luk også mig ind sammen med dem!’

Jeg tænkte som så: „Når det kommer dertil at man skal tage et afgjort standpunkt, så har man kun ét valg. Enten vælger man at være en del af det system der forfølger andre eller også vælger man at være blandt dem der bliver forfulgt.“ Jeg ønskede at blive regnet med til dem som levede efter Bibelens principper og stod op for retfærdighed uanset prisen.

Jeg havde brugt tid nok på den videnskabelige og forstandsmæssige side af sagen. Nu var det på tide at følelserne kom ind i billedet. Her var der nogle mennesker der var sådan som jeg ønskede at være. De levede sådan som jeg gerne ville leve. Jeg ønskede at være en af dem. Ikke på grund af et eller andet årstal for verdens ende; ikke på grund af Harmagedon; det var ikke for at redde skindet. Det var mit hjerte der bevægede mig. Disse mennesker havde ret. De andre havde uret. Jeg ønskede at holde mig til dem der handlede ret.

Alle disse tanker løb gennem mit hoved en morgen da jeg stod i brusebadet, og i det øjeblik foretog jeg min indvielse i mit hjerte om at ville tjene Jehova Gud. Jeg hører til de mennesker der først må forstå det hele rent forstandsmæssigt før de begynder at få det ned i hjertet. Det gjorde at min indvielse var bygget på et sikkert grundlag: en tro baseret på kundskab — den vigtigste af alle former for kundskab. Den kundskab der udtrykkes med følgende ord: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

På denne måde fik mit liv mening og hviler nu på kærlighedens grundvold — kærlighed til Jehova, kærlighed til Jesus, og kærlighed til de mennesker der elsker Jehova og Jesus. — Fortalt af Nicholas Kip.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 11]

„Det betyder ’pæl’. Jeg aner ikke hvordan det er gået til at man har oversat staurosʹ med ’kors’“

[Tekstcitat på side 12]

De ser kun det de kan bruge, eller misbruge, som støtte for deres forudfattede meninger

[Ramme på side 14]

Nogle kommentarer fra græskkyndige om Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter

„Jeg er interesseret i Deres missionsvirksomhed og dens verdensomfattende karakter, og jeg er meget glad for den frie, ligefremme og livfulde oversættelse. Jeg kan bevidne at den afspejler en mængde sund og seriøs lærdom.“ — Brev af 8. december 1950 fra Edgar J. Goodspeed, oversætter af det græske „Ny testamente“ i An American Translation.

„Oversættelsen er tydeligvis et produkt af dygtige og begavede fagfolk der har søgt at få så meget af den græske teksts oprindelige mening frem som det engelske sprog er i stand til at udtrykke.“ — Hebraisk- og græskkyndig, Alexander Thomson, fremsat i The Differentiator, april 1952, side 52-57.

„Oversættelsen af Det ny Testamente viser at bevægelsen sidder inde med sprogfolk der på en kvalificeret og forstandig måde er i stand til at klare de mange problemer der opstår i forbindelse med bibeloversættelse.“ — Andover Newton Quarterly, januar 1963.

„Oversættelsen af Det ny Testamente er blevet udført af en komité hvis medlemmer er forblevet anonyme — en komité der har besiddet et usædvanlig godt kendskab til græsk.“ — Andover Newton Quarterly, september 1966.

„Dette er ikke nogen almindelig interlinear bibel: tekstens integritet er bevaret, og den engelske oversættelse underneden giver simpelt hen den grundlæggende betydning af de enkelte græske ord. . . . Efter at have undersøgt et eksemplar forsynede jeg flere interesserede andetårs græskstuderende med den som hjælpetekst. . . . Oversættelsen af den anonyme komité er helt igennem up-to-date, konsekvent og nøjagtig. . . . Kort sagt: Når et [Jehovas] vidne ringer på døren, gør såvel klassicisten, den græskstuderende som den bibelinteresserede vel i at invitere ham indenfor og bestille et eksemplar.“ — Fra en anmeldelse af The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures af Thomas N. Winter fra Nebraskas universitet, trykt i tidsskriftet The Classical Journal, april-maj 1974.

[Illustration på side 10]

Nicholas Kip underviser i græsk

[Illustration på side 13]

Nicholas og hans kone Suzanne slår efter i Kingdom Interlinear-oversættelsen