Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • bt kap. 3 s. 20-27
  • “Fyldt med hellig ånd”

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • “Fyldt med hellig ånd”
  • “Et grundigt vidnesbyrd om Guds rige”
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • ‘De var alle samlet på det samme sted’ (Ap.G. 2:1-4)
  • ‘De hørte hver især deres eget sprog blive talt’ (Ap.G. 2:5-13)
  • “Peter trådte frem” (Ap.G. 2:14-37)
  • ‘I skal hver især lade jer døbe’ (Ap.G. 2:38-47)
  • Peter forkynder på Pinsedagen
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1996
  • Kristendommen udbredes blandt jøderne i det første århundrede
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2005
  • Pontus
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
  • Spørgsmål fra læserne
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2003
Se mere
“Et grundigt vidnesbyrd om Guds rige”
bt kap. 3 s. 20-27

KAPITEL 3

“Fyldt med hellig ånd”

Effekten af den hellige ånds udgydelse på pinsedagen

Baseret på Apostlenes Gerninger 2:1-47

1. Beskriv stemningen ved pinsen.

I JERUSALEMS gader er stemningen præget af glæde og forventning.a Røg stiger op fra tempelaltret mens levitterne synger hallelsalmer (Salme 113 til 118), sandsynligvis som vekselsang. Gaderne er fyldt med tilrejsende. De er kommet fra så fjerntliggende steder som Elam, Mesopotamien, Kappadokien, Pontus, Egypten og Rom.b Hvad er anledningen? Jo, de er kommet for at fejre pinsen, også kaldet “dagen for den første modne afgrøde”. (4. Mos. 28:26) Den årlige højtid markerer afslutningen på byghøsten og begyndelsen til hvedehøsten. Det er en glædens dag.

Et kort der viser hvor de der hørte den gode nyhed på pinsedagen i år 33, kom fra. 1. Områder: Libyen, Egypten, Etiopien, Bitynien, Pontus, Kappadokien, Judæa, Mesopotamien, Babylonien, Elam, Medien og Parthien. 2. Byer: Rom, Alexandria, Memphis, Antiokia (i Syrien), Jerusalem og Babylon. 3. Have: Middelhavet, Sortehavet, Det Røde Hav, Det Kaspiske Hav og Den Persiske Golf.

JERUSALEM – JØDEDOMMENS CENTRUM

Mange af de begivenheder der omtales i de første kapitler af Apostlenes Gerninger, finder sted i Jerusalem. Byen er omgivet af bakkerne i Judæas centrale bjergkæde, cirka 55 kilometer øst for Middelhavet. I 1070 f.v.t. erobrede kong David fæstningen på Zions Bjerg, som lå her, og den by der voksede op omkring den, blev hovedstaden i fortidens Israel.

Tæt på Zions Bjerg ligger Morijas Bjerg. Ifølge jødiske overleveringer var det her Abraham forsøgte at ofre Isak – cirka 1.900 år før de begivenheder der beskrives i Apostlenes Gerninger, fandt sted. Morijas Bjerg blev en del af byen da Salomon opførte det første tempel for Jehova på det. Det imponerende bygningsværk blev centrum for jødernes liv og tilbedelse.

Det var i Jehovas tempel at jøder fra hele den beboede jord regelmæssigt samledes for at bringe ofre, tilbede og fejre de årlige højtider. Det gjorde de i lydighed mod befalingen fra Gud: “Tre gange om året skal alle mænd blandt jer vise sig for Jehova jeres Gud på det sted som han udvælger.” (5. Mos. 16:16) Det var også i Jerusalem at Sanhedrinet lå. Sanhedrinet var den jødiske højesteret og det nationale administrative råd.

2. Hvad sker der på pinsedagen i år 33?

2 Omkring klokken ni om formiddagen på en mild forårsdag i år 33 sker der noget som man vil blive forundret over mange hundrede år frem i tiden. Pludselig lyder der “en støj fra himlen, ligesom når en voldsom vind kommer farende”, eller, som en anden oversættelse siger: “En Lyd som af et voldsomt Vindstød, der susede forbi.” (Ap.G. 2:2; Schindler) Den kraftige lyd fylder huset hvor omkring 120 af Jesus’ disciple er samlet. Så sker der noget overraskende. Noget der ligner ildtunger, viser sig for disciplene og sætter sig på hver enkelt af dem. Disciplene bliver “fyldt med hellig ånd” og begynder at tale på andre sprog! Derefter forlader de huset, og de besøgende fra andre lande bliver overraskede når de møder disciplene i Jerusalems gader, for disciplene kan tale med dem på deres eget sprog. Ja, hver enkelt “hørte deres eget sprog blive talt”. – Ap.G. 2:1-6.

3. (a) Hvorfor kan pinsedagen i år 33 kaldes en milepæl i den sande tilbedelse? (b) Hvordan brugte Peter en af “himlenes riges nøgler” i forbindelse med sin tale?

3 Den fascinerende beretning beskriver en milepæl i den sande tilbedelse – oprettelsen af det åndelige Israels nation, den salvede kristne menighed. (Gal. 6:16) Men det er ikke det hele. Da Peter talte til folkemængden den dag, brugte han den første af himlenes riges tre nøgler. Hver nøgle ville åbne op for særlige privilegier for forskellige grupper mennesker. (Matt. 16:18, 19) Den første nøgle gjorde det muligt for jøder og jødiske proselytter at tage imod den gode nyhed og blive salvet med Guds hellige ånd.c De ville på den måde blive en del af det åndelige Israel og få håb om at komme til at herske som konger og præster i det messianske rige. (Åb. 5:9, 10) Med tiden ville samaritanerne og derefter folk fra nationerne få den samme forret. Hvad kan kristne i dag lære af de vigtige begivenheder på pinsedagen i år 33?

‘De var alle samlet på det samme sted’ (Ap.G. 2:1-4)

4. Hvordan er den kristne menighed i vores tid en videreførelse af den menighed der blev dannet i år 33?

4 Den kristne menighed begyndte med omkring 120 disciple som var “samlet på det samme sted”, i et rum ovenpå, og som blev salvet med hellig ånd. (Ap.G. 2:1) Da dagen var forbi, var antallet af døbte medlemmer af menigheden nået op på flere tusind. Og det var kun begyndelsen til en organisation som fortsætter med at vokse i dag. Ja, det er ved hjælp af et samfund af mænd og kvinder der elsker Gud – den kristne menighed i dag – at den “gode nyhed om Riget” bliver “forkyndt i hele verden så alle nationer kan høre den” før afslutningen på verdensordningen. – Matt. 24:14.

5. Hvilken velsignelse var der ved at komme sammen med trosfæller i den kristne menighed i det første århundrede, og hvad kan vi glæde os over i dag?

5 Den kristne menighed ville også være til åndelig styrke for sine medlemmer, både de salvede og senere hen de “andre får”. (Joh. 10:16) I et brev til de kristne i Rom gav Paulus udtryk for hvor meget han værdsatte at menighedens medlemmer støttede hinanden. Vi læser: “Jeg længes nemlig efter at se jer, så jeg kan give jer en åndelig gave og I kan blive styrket, eller rettere sagt: for at vi kan opmuntre hinanden ved vores tro, både jeres og min.” – Rom. 1:11, 12.

ROM – HOVEDSTADEN I ET VERDENSRIGE

I den periode Apostlenes Gerninger dækker, var Rom den største og i politisk henseende vigtigste by i den dakendte verden. Rom var hovedstaden i et verdensrige der i sin storhedstid strakte sig fra England til Nordafrika og fra Atlanterhavet til Den Persiske Golf.

I Rom var der mange forskellige kulturer, nationaliteter, sprog og overtroiske forestillinger. På grund af gode, vedligeholdte veje kunne rejsende og handelsvarer komme hertil fra alle egne af Romerriget. Skibe der sejlede på de travle handelsruter, lagde til i den nærliggende havneby Ostia og lossede deres ladninger af fødevarer og luksusting til indbyggerne i Rom.

I det første århundrede e.v.t. boede der langt over en million mennesker i Rom. Muligvis var halvdelen af befolkningen slaver – dømte forbrydere, børn som var blevet solgt eller forladt af deres forældre, og fanger der var blevet taget af romerske legioner under felttog. Nogle af dem der blev bragt til Rom som slaver, var jøder fra Jerusalem efter at byen var blevet indtaget af den romerske general Pompejus i år 63 f.v.t.

Hovedparten af den frie del af befolkningen var fattige mennesker som boede i overfyldte fleretages bygninger og var afhængige af offentlig understøttelse. Kejserne forskønnede deres hovedstad med nogle af de mest storslåede offentlige bygninger man nogensinde havde set. Der var teatre og enorme stadioner hvor man kunne overvære skuespil, gladiatorkampe og væddeløb – alt sammen med fri adgang for befolkningen.

6, 7. Hvordan opfylder Jehovas Vidner i dag Jesus’ befaling om at forkynde for folk fra alle nationer?

6 Den kristne menighed i vores tid har samme mål som den havde i det første århundrede. Jesus gav sine disciple et udfordrende men spændende arbejde at udføre. Han sagde til dem: “Gør folk fra alle nationer til mine disciple – døb dem i Farens og Sønnens og den hellige ånds navn, og lær dem at holde alt hvad jeg har befalet jer.” – Matt. 28:19, 20.

7 Det arbejde bliver i dag udført af Jehovas Vidner. Det er selvfølgelig noget af en udfordring at bringe budskabet ud på de mange forskellige sprog der tales rundt om i verden. Men Jehovas Vidner har fremstillet materiale baseret på Bibelen på over 1.000 sprog. Hvis du regelmæssigt kommer til møderne og tager del i arbejdet med at forkynde om Riget og gøre folk til disciple, har du grund til at være glad. Du er nemlig blandt de forholdsvist få mennesker på jorden i dag der har den forret at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Jehovas navn!

8. Hvordan bliver den enkelte i menigheden velsignet?

8 For at hjælpe dig til at holde ud med glæde i de kritiske tider vi lever i, har Jehova sørget for et globalt brodersamfund du kan støtte dig til. Paulus skrev til de kristne hebræere: “Lad os have omsorg for hinanden så vi motiverer hinanden til kærlighed og gode gerninger. Lad os ikke forsømme menighedens møder, sådan som nogle gør, men opmuntre hinanden, især nu hvor I kan se at dagen nærmer sig.” (Hebr. 10:24, 25) Menigheden er en gave fra Jehova som kan hjælpe dig til at opmuntre andre og til selv at blive opmuntret. Hold dig nær til dine brødre og søstre. Sørg for altid at komme til møderne!

‘De hørte hver især deres eget sprog blive talt’ (Ap.G. 2:5-13)

Jesus’ disciple forkynder for jøder og proselytter på en befolket gade.

“Vi hører dem tale på vores sprog om Guds storslåede gerninger.” – Apostlenes Gerninger 2:11

9, 10. Hvordan har nogle stillet sig til rådighed for at forkynde for folk der taler et andet sprog?

9 Forestil dig det sus af begejstring som uden tvivl gik igennem den blandede forsamling af jøder og proselytter på pinsedagen i år 33. De fleste af dem der var til stede, kunne sandsynligvis tale et fællessprog, måske græsk eller hebraisk. Men nu kunne de ‘hver især høre deres eget sprog blive talt’. (Ap.G. 2:6) Det gjorde sikkert et stort indtryk på dem at høre den gode nyhed på deres modersmål. I dag har vi selvfølgelig ikke en mirakuløs evne til at tale andre sprog. Men mange har stillet sig til rådighed for at budskabet om Riget kan blive udbredt til folk fra alle nationer. Hvordan? Nogle har lært et nyt sprog så de kan tjene i en menighed der taler et andet sprog, eller er flyttet til et andet land. De erfarer ofte at dem de forkynder for, er meget imponeret over deres anstrengelser.

10 Tag for eksempel Christine, som deltog i et sprogkursus på gujarati sammen med syv andre Jehovas Vidner. Da hun en dag på sin arbejdsplads mødte en ung gujaratitalende kollega, hilste hun på hende på hendes modersmål. Det gjorde indtryk på kvinden, og hun spurgte Christine hvorfor hun havde gjort sig den anstrengelse at lære gujarati. Christine fik lejlighed til at aflægge et godt vidnesbyrd, og bagefter sagde kvinden: “Der er ikke noget andet trossamfund der tilskynder sine medlemmer til at lære et så svært sprog. I må virkelig have noget vigtigt at fortælle.”

11. Hvordan kan vi forberede os på at forkynde for folk der taler et andet sprog?

11 Det er selvfølgelig ikke os alle der har mulighed for at lære et nyt sprog. Men vi kan alle være forberedt på at forkynde budskabet om Riget for folk der taler et andet sprog. Hvordan? Blandt andet ved hjælp af appen JW Language®, hvor man kan lære en enkel hilsen på et sprog der bliver talt i det område man bor i. Man kan også lære at sige et par sætninger som kan skabe interesse hos dem der taler det sprog. Vis dem jw.org og de forskellige videoer og publikationer der er til rådighed på deres sprog. Ved at bruge sådan nogle værktøjer kan vi få den samme glæde som vores trosfæller i det første århundrede når de oplevede at folk fra andre lande hørte “deres eget sprog blive talt”.

JØDER I MESOPOTAMIEN OG EGYPTEN

Bogen Geschichte des jüdischen Volkes im Zeitalter Jesu Christi (175 f.v.t. – 135 e.v.t.) oplyser: “Efterkommerne af dem der tilhørte tistammeriget [Israel], og af dem der tilhørte tostammeriget Juda, boede i Mesopotamien, Medien og Babylonien efter at de var blevet deporteret dertil af assyrerne og babylonierne.” Ifølge Ezra 2:64 var det kun 42.360 israelitter der vendte tilbage til Jerusalem efter eksilet i Babylon. Det skete i 537 f.v.t. Historikeren Flavius Josefus fortæller at der var titusinder af jøder som “boede rundt omkring i Babylonien” i det første århundrede e.v.t. I det tredje til det femte århundrede e.v.t. blev det værk der er kendt som Den Babyloniske Talmud, udarbejdet i de områder.

Der er skriftlige vidnesbyrd om at der boede jøder i Egypten så tidligt som i det sjette århundrede f.v.t. I den periode skrev Jeremias et budskab til jøder der boede forskellige steder i Egypten, deriblandt i Memphis. (Jer. 44:1, fdn.) Det er meget sandsynligt at der i perioden 323-30 f.v.t. var et stort antal jøder der flyttede til Egypten. Josefus siger at der var jøder blandt de første bosættere i Alexandria. Med tiden fik de deres helt eget kvarter i byen. I det første århundrede hævdede den jødiske forfatter Filon at en million af hans landsmænd boede i Egypten, fra “Libyen til Etiopiens grænser”.

“Peter trådte frem” (Ap.G. 2:14-37)

12. (a) Hvordan havde profeten Joel peget frem til den mirakuløse begivenhed der fandt sted på pinsedagen i år 33? (b) Hvorfor forventede man at der ville ske en opfyldelse af Joels profeti i det første århundrede?

12 “Peter trådte frem” for at tale til den multinationale forsamling. (Ap.G. 2:14) Han forklarede alle der ville lytte, at det var Gud der stod bag den mirakuløse evne til at tale på forskellige sprog, sådan som det var blevet forudsagt gennem profeten Joel: “[Jeg vil] udgyde min ånd over alle slags mennesker.” (Joel 2:28) Før Jesus steg op til himlen, sagde han til sine disciple: “Jeg vil bede Faren, og han vil give jer en anden hjælper.” Jesus kaldte hjælperen for “sandhedens ånd”. – Joh. 14:16, 17.

13, 14. Hvad gjorde Peter for at nå sine tilhøreres hjerte, og hvordan kan vi efterligne hans måde at forkynde på?

13 Peters afsluttende ord til forsamlingen var meget direkte: “Hele Israels hus [skal] vide med sikkerhed at denne Jesus som I pælfæstede, har Gud gjort til både Herre og Kristus.” (Ap.G. 2:36) De fleste af Peters tilhørere var naturligvis ikke personligt til stede da Jesus blev henrettet på torturpælen. Men som nation betragtet havde de et kollektivt ansvar for det der skete. Læg mærke til at Peter alligevel talte respektfuldt til sine jødiske landsmænd og forsøgte at nå deres hjerte. Det var ikke hans mål at fordømme sine tilhørere, men at få dem til at angre. Tog de anstød af det Peter sagde? På ingen måde. Der siges tværtimod at det ‘stak dem i hjertet’. De spurgte: “Hvad skal vi gøre?” Peters positive indstilling var uden tvivl medvirkende til at han kunne nå ind til mange af sine tilhøreres hjerte så de blev motiveret til at angre. – Ap.G. 2:37.

14 Vi kan efterligne den måde Peter appellerede til folk på. Når vi forkynder, skal vi ikke korrigere hvert eneste ubibelske synspunkt den besøgte kommer med. Det er bedre at bygge videre på noget man kan blive enige om. Efter at have fundet et fælles udgangspunkt kan vi respektfuldt argumentere med den besøgte ud fra Guds ord. Når sandheden fra Bibelen bliver præsenteret på en positiv måde, er der større sandsynlighed for at de der har den rigtige indstilling, tager imod budskabet.

KRISTENDOMMEN I PONTUS

Nogle af dem der hørte Peters tale på pinsedagen i år 33, var jøder fra Pontus, et område i det nordlige Lilleasien. (Ap.G. 2:9) Det lader til at nogle af dem tog den gode nyhed med sig tilbage til deres hjemland, for det første brev Peter skrev, var blandt andet stilet til troende der var “spredt rundt om” i Pontus og andre områder.f (1. Pet. 1:1) Det fremgår af hans brev at de kristne der boede dér, ‘blev udsat for forskellige prøvelser’ på grund af deres tro. (1. Pet. 1:6) Prøvelserne indbefattede sandsynligvis modstand og forfølgelse.

At de kristne i Pontus kom ud for endnu flere prøvelser, fremgår af en brevveksling mellem Plinius den Yngre, der var statholder i de romerske provinser Bitynien og Pontus, og kejser Trajan. Fra Pontus skrev Plinius omkring år 112 at “smitten” fra kristendommen var en trussel mod alle uanset køn, alder og status. Plinius gav folk der var blevet anklaget for at være kristne, mulighed for at benægte det, og dem der ikke ville gøre det, henrettede han. Enhver der forbandede Kristus, bad til guderne eller tilbad Trajans billede, blev frifundet. Plinius erkendte dog: “De som virkelig er kristne, siges ikke at kunne tvinges til noget af dette.”

f Ordene “spredt rundt om” kommer af det græske udtryk “i diasporaen”. Udtrykket har jødiske undertoner, hvilket tyder på at mange af de første der omvendte sig, kom fra jødiske samfund.

‘I skal hver især lade jer døbe’ (Ap.G. 2:38-47)

15. (a) Hvilken udtalelse kom Peter med, og hvordan reagerede hans tilhørere? (b) Hvorfor var tusinder af mennesker som hørte den gode nyhed på pinsedagen, kvalificeret til at blive døbt samme dag?

15 På den spændende pinsedag i år 33 sagde Peter til de jøder og proselytter der var positivt indstillet over for budskabet: “I skal angre og hver især lade jer døbe.” (Ap.G. 2:38-47) Resultatet blev at cirka 3.000 blev døbt, sandsynligvis i nogle damme i eller omkring Jerusalem.d Lod de sig døbe på grund af en pludselig indskydelse? Giver beretningen rum for at dem vi studerer Bibelen med, og børn af forældre der er Jehovas Vidner, kan blive døbt før de er modne nok til det? Nej, slet ikke. Vi må huske at de jøder og jødiske proselytter der blev døbt på pinsedagen i år 33, havde studeret Guds ord grundigt og hørte til en nation der havde været indviet til Jehova. De havde desuden allerede vist hvor ivrige de var – for eksempel var nogle rejst langt for at overvære den årlige højtid. Efter at have taget imod de livsvigtige sandheder om Jesus Kristus’ rolle i gennemførelsen af Guds hensigt var de klar til at fortsætte med at tjene Gud – men nu som døbte disciple af Kristus.

HVEM VAR PROSELYTTERNE?

“Både jøder og proselytter” hørte Peter forkynde på pinsedagen i år 33. – Ap.G. 2:10.

Blandt de kvalificerede mænd der blev udnævnt til at tage sig af opgaven med at stå for den daglige uddeling af mad, var Nikolaos, “en proselyt fra Antiokia”. (Ap.G. 6:3-5) Proselytter var hedninger, det vil sige ikkejøder, som var gået over til jødedommen. De blev på alle måder betragtet som jøder eftersom de anerkendte både Israels Gud og Lov, forkastede alle andre guder, blev omskåret (hvis de var af hankøn) og sluttede sig til Israels folk.

Efter at jøderne var blevet løsladt fra babylonisk fangenskab i 537 f.v.t., slog mange af dem sig ned langt væk fra Israel men fortsatte med at praktisere jødedommen. På den måde lærte folk i fortidens Mellemøsten og også folk der boede længere væk, jødernes religion at kende. Oldtidsforfattere som Horats og Seneca bekræfter at talrige mennesker i forskellige lande der syntes godt om jøderne og deres religion, sluttede sig til deres samfund og blev proselytter.

16. Hvordan viste de kristne i det første århundrede at de var selvopofrende?

16 Jehova velsignede tydeligvis gruppen. Beretningen siger: “Alle der fik tro, holdt sammen og delte alt med hinanden, og de solgte deres ejendomme og ejendele og delte pengene ud til alle, efter hvad den enkelte havde behov for.”e (Ap.G. 2:44, 45) Alle sande kristne ønsker at have den samme kærlige og selvopofrende indstilling.

17. Hvordan kvalificerer man sig til dåb?

17 Ifølge Bibelen er der nogle vigtige skridt man må tage før man indvier sig og lader sig døbe. Man må få kundskab fra Guds ord. (Joh. 17:3) Man må have tro og tydeligt angre de fejltrin man tidligere har begået. (Ap.G. 3:19) Og man må vende om og begynde at leve i harmoni med Guds vilje. (Rom. 12:2; Ef. 4:23, 24) Efter at have taget de skridt kan man i en bøn til Jehova indvi sig til ham og lade sig døbe. – Matt. 16:24; 1. Pet. 3:21.

18. Hvilket privilegie har døbte disciple af Kristus?

18 Er du en indviet, døbt discipel af Jesus Kristus? I så fald skal du være taknemmelig for det privilegie du har fået. Ligesom disciplene i det første århundrede der blev fyldt med hellig ånd, kan du blive brugt til at aflægge et grundigt vidnesbyrd og gøre Jehovas vilje!

a Se boksen “Jerusalem – jødedommens centrum”.

b Se boksene “Rom – hovedstaden i et verdensrige”, “Jøder i Mesopotamien og Egypten” og “Kristendommen i Pontus”.

c Se boksen “Hvem var proselytterne?”.

d Til sammenligning blev der den 7. august 1993 døbt 7.402 ved et internationalt stævne i Kyiv i Ukraine. Dåben foregik i seks bassiner og tog to timer og femten minutter.

e Den midlertidige ordning dækkede det behov der opstod da de nyomvendte blev i Jerusalem for at få mere undervisning. Der er tale om en frivillig uddeling som ikke må forveksles med en form for kommunisme. – Ap.G. 5:1-4.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del