Ytringsfrihedens historiske udvikling

OP GENNEM historien har mennesker kæmpet for tale- eller ytringsfrihed. Love er blevet vedtaget, krige er blevet udkæmpet og menneskeliv er blevet ofret for retten til at sige sin mening offentligt.

Hvorfor har en tilsyneladende så grundlæggende ret fremkaldt så megen strid, og endda resulteret i blodsudgydelser? Hvorfor har samfund, både i fortiden og i nutiden, fundet det nødvendigt at begrænse eller endda forbyde udøvelsen af denne ret?

Op gennem historien har holdningerne til talefrihed for folket varieret meget — som et stort pendul der svinger fra et yderpunkt til et andet. Til tider er talefriheden blevet anset for et privilegium alle skulle have del i. Til andre tider er denne frihed blevet betragtet som en besværlighed — noget som myndighederne eller religionen måtte gribe ind over for.

Historien er fyldt med beretninger om nogle der har kæmpet for retten til at udtrykke deres mening offentligt; ofte er sådanne blevet forfulgt eller dræbt. Ved at undersøge nogle af disse tilfælde vil problematikken i forbindelse med talefrihed træde tydeligere frem.

Mange har hørt eller læst om den græske filosof Sokrates (470-399 f.v.t.), hvis anskuelser og lære blev anset for at have en fordærvende indflydelse på Athens ungdom. Hans ytringer vakte stor bestyrtelse blandt politiske og religiøse ledere i det græske hierarki og førte til Sokrates’ død. Hans appel til den jury der til sidst dømte ham, er stadig en af de mest udtryksfulde taler til forsvar for talefriheden: „Hvis I . . . ville sige til mig: ’Denne gang, Sokrates, . . . frikender [vi] dig, men vel at mærke på den betingelse, at du ikke mere bruger din tid til denne din virksomhed og ikke mere docerer din filosofi; hvis du skulle blive grebet i det igen, bliver du dømt til døden’ . . . ville jeg svare jer: ’Mine herrer Athenæere, . . . jeg følger dog hellere Guden end jer, og så længe jeg har liv og kræfter i behold, vil jeg ikke holde op med at søge sandheden og sætte jer i rette og tale til hver eneste af jer, hvor og når jeg så møder ham. . . . For I må vide, at det har Guden pålagt mig. . . . Mine herrer Athenæere . . . I kan frikende mig eller lade være, men det må i begge tilfælde blive i bevidstheden om, at med mig og min virksomhed sker der ingen forandring, om I så slår mig ihjel hundrede gange.’“ — Platons „Sokrates’ forsvarstale“, på dansk ved Bo Grønbech.

Som tiden gik, kunne man i Roms tidlige historie se hvordan pendulet svingede fra færre restriktioner til flere i takt med at riget ekspanderede. Dette markerede begyndelsen til talefrihedens mørkeste periode. Under kejser Tiberius’ regeringstid (14-37 e.v.t.) slog man med hård hånd ned på dem der talte mod regeringsmagten eller dens politik. Men det var ikke kun i Rom at talefriheden blev trådt under fode. I samme periode tvang jødiske ledere Pontius Pilatus til at henrette Jesus for den lære han førte, og forbød hans disciple at forkynde. Men disciplene ville også hellere dø end holde op med at forkynde. — Apostelgerninger 5:28, 29.

Gennem en stor del af historien har regeringer efter forgodtbefindende ændret borgerrettigheder eller trukket dem tilbage, og det har resulteret i en stadig kamp for talefriheden. I middelalderen krævede nogle befolkningsgrupper en skriftlig og tydelig borgerrettighedserklæring hvor statsmagten blev pålagt begrænsninger i forbindelse med kontrollen af disse rettigheder. Det bevirkede at man begyndte at udforme grundlove eller forfatninger. Blandt disse var Magna Carta, en milepæl hvad angår menneskerettigheder. Senere kom den engelske Bill of Rights (1689), staten Virginias Declaration of Rigths (1776), den franske Erklæring om Menneskerettigheder (1789) og den amerikanske Bill of Rights (1791).a

I det 17., 18. og 19. århundrede var nogle af historiens nøglefigurer fortalere for ytringsfrihed. Den engelske digter John Milton, som måske er bedst kendt for Det Tabte Paradis, skrev i 1644 et berømt skrift med titlen Om Trykkefrihed, hvori han kræver fuld trykkefrihed.

I det 18. århundrede blev talefriheden i England større, selv om den stadig var pålagt begrænsninger. I Amerika insisterede kolonierne på at få både mundtlig og skriftlig ytringsfrihed. For eksempel lyder staten Pennsylvaniens forfatning fra den 28. september 1776 i uddrag: „At folket har ret til i tale og i skrift at offentliggøre sine meninger, og derfor bør pressefriheden ikke begrænses.“

Denne udtalelse tjente som inspirationskilde for Det Første Tillæg til den Amerikanske Forfatning af 1791, hvori forfatningens ophavsmænd siger om borgerrettigheder: „Kongressen må ikke vedtage love om en statskirke eller forbyde den frie religionsudøvelse; eller begrænse tale- eller trykkefriheden; eller retten til fredeligt at forsamles og at anmode regeringen om at tage sig af klagesager.“

Det 19. århundredes engelske filosof John Stuart Mill udgav i 1859 et essay med titlen „Om Friheden“ (da. 1875), der ofte citeres og er blevet omtalt som en af de vigtigste erklæringer til fordel for talefriheden.

Kampen for offentligt at kunne sige sin mening er imidlertid fortsat ind i det såkaldt oplyste 20. århundrede. Som en modvægt til forsøgene på at begrænse talefriheden i Amerika, har man i landets retslokaler, fra den laveste til den højeste retsinstans, forsvaret denne frihed.

Dommer Oliver Wendell Holmes junior fra USA’s Højesteret forsvarede talefriheden i et antal retskendelser. I en beskrivelse af talefrihedens kendetegn siger han: „Hvis der er en lov i forfatningen der kræver større opmærksomhed end andre, er det loven om frihed til at offentliggøre sine tanker — en frihed der ikke blot gælder dem som er enige med os, men også dem hvis tanker vi afskyr.“ — United States v. Schwimmer, 1928.

Det er foragten for denne lov som har fremkaldt retsopgør der har fået pendulet til at svinge frem og tilbage mellem frihed og tvang. Alt for ofte lyder parolen: „Talefrihed til mig — men ikke til dig.“ Nat Hentoff henviser i sin bog med denne titel til tilfælde hvor ivrige forsvarere af den amerikanske forfatnings første tillægsartikel radikalt har ændret deres syn på talefrihed når de fandt det hensigtsmæssigt. Han peger på sager hvor USA’s Højesteret har omstødt sine egne kendelser; nogle af disse drejede sig om Jehovas Vidner og deres årelange kamp for retten til fri religionsudøvelse. Angående Jehovas Vidner skriver han: „Igennem årene har medlemmer af dette trossamfund i stor udstrækning bidraget til større trosfrihed ved at føre sager om forfatningens fortolkning frem til højesteret.“

Mange jurister og historikere har udførligt skrevet om de utallige retssager der i slutningen af dette 20. århundrede er blevet udkæmpet for at beskytte talefriheden, ikke kun i Amerika, men også i andre lande. Man kan aldrig garantere ytringsfriheden. Erfaringen viser at ytringsfriheden hurtigt kan blive pålagt begrænsninger ved regeringsskift eller gennem retskendelser, selv i lande der praler med den frihed folket nyder. Jehovas Vidner har været forrest i kampen for retten til denne højt skattede frihed.

Professor C. S. Braden skriver i sin bog These Also Believe: „De [Jehovas Vidner] har gjort demokratiet en enestående tjeneste ved at forsvare deres borgerrettigheder, for gennem deres kamp har de ydet en stor indsats for at sikre disse rettigheder for enhver mindretalsgruppe i Amerika. Gøres der indgreb i blot en enkelt gruppes borgerrettigheder, er heller ingen anden gruppes rettigheder sikret. De har derfor afgjort ydet deres bidrag til bevarelsen af noget af det allermest værdifulde i vort demokrati.“

Frihedselskende mennesker har meget svært ved at forstå hvorfor nogle regeringer og religioner nægter folket denne frihed. Det er en nægtelse af en grundlæggende menneskeret, og mange på jorden lider under denne frihedsberøvelse. Vil indstillingen til ytringsfrihed, selv i lande der nyder denne grundlæggende rettighed, fortsat svinge frem og tilbage som et pendul? Vil den for eksempel blive brugt til at retfærdiggøre et umoralsk og sjofelt sprog? Dette diskuteres allerede heftigt i mange retssale.

[Fodnote]

[Illustration på side 3]

Sokrates var fortaler for ytringsfriheden

[Kildeangivelse]

Musei Capitolini, Roma