Skal kristne tale i tunger?

„DA JEG lyttede til hans bøn mens han talte i tunger, følte jeg det som om der gik elektriske ladninger gennem luften,“ siger Bill efter at han havde stået sammen med seks andre foran prædikanten nær kirkealteret. Minder dette om den hellige ånds virkemåde i det første århundrede? Er tungetalen et særkende ved Bibelens religion? Vi kan finde svarene ved nøje at granske Skriften.

Bibelen fortæller at når en af åndens mirakuløse gaver blev videregivet, var mindst én af de tolv apostle eller apostelen Paulus til stede. Det første af de tre tilfælde hvor der berettes om at der blev talt i tunger, var da 120 af Jesu disciple var forsamlede i Jerusalem på pinsedagen i år 33. (Apostelgerninger 2:1-4) En gruppe uomskårne italienere der lyttede til Peters forkyndelse modtog ånden tre og et halvt år senere, og begyndte at „tale i tunger og forkynde Guds storhed“. (Apostelgerninger 10:44-48) Og 19 år efter pinsedagen, omkring år 52, talte Paulus til en gruppe i Efesus og lagde hænderne på tolv disciple. Også de „begyndte at tale i tunger og at profetere“. — Apostelgerninger 19:6.

Hvilket formål tjente tungetalens gave?

Umiddelbart før Jesus steg til himmelen sagde han til sine disciple: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) Læg mærke til at Jesus fortalte hvordan denne storslåede vidnegerning skulle finde sted — med åndens hjælp.

Den moderne kommunikationsteknologi som sætter os i stand til at sende budskaber jorden rundt på mange sprog, fandtes ikke dengang. Den gode nyhed måtte først og fremmest udbredes ved det talte ord, og hertil skulle den mirakuløse gave til at tale på fremmede sprog vise sig at være meget nyttig. Det var den for eksempel da de kristne forkyndte for jøder og proselytter i Jerusalem på pinsedagen i år 33. Parthere, medere, elamitter, kretere, arabere, folk der boede i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, og besøgende fra Rom, hørte om „Guds storslåede gerninger“ på deres eget sprog og forstod hvad der blev sagt. Snart kom tre tusind til troen. — Apostelgerninger 2:5-11, 41.

En ofte overset kendsgerning er at tungetalen, ifølge apostelen Paulus’ brev til de kristne i Korinth, blot er en af de ni måder den hellige ånd virker på. Skønt Paulus betragtede tungetalen som en gave af underordnet betydning, var den værdifuld for den første kristne menighed ved udbredelsen af den gode nyhed om Guds himmelske rige. Den var en af de „gaver“ som bidrog til den spæde kristne menigheds vækst og opbyggelse. — 1 Korinther 12:7-11; 14:24-26.

De forskellige måder den hellige ånd virkede på i det første århundrede, deriblandt ved tungetale, var også et synligt vidnesbyrd om at Israels menighed ikke længere var Guds særlige folk, sådan som det havde været i 1500 år. Det var nu hævet over enhver tvivl at Gud godkendte den nye kristne menighed som hans enestefødte Søn havde oprettet. — Jævnfør Hebræerbrevet 2:2-4.

Disse manifestationer af ånden havde stor betydning da den unge kristne menighed skulle oprettes og hjælpes frem til det voksne stade. Paulus forklarede at disse mirakuløse gaver ville ophøre efter at have tjent sin hensigt: „Hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre.“ — 1 Korinther 13:8.

Ja, Bibelen viser klart at gaven til at tale i tunger ville ophøre. Men hvornår? Apostelgerninger 8:18 viser at åndens gaver blev givet videre ved „apostlenes håndspålæggelse“. Efter den sidste apostels død ophørte tydeligvis videregivelsen af åndens gaver — deriblandt tungetalen. Og da de der modtog disse gaver fra apostlene også forlod den jordiske skueplads, ophørte den mirakuløse gave. På det tidspunkt var den kristne menighed blevet sikkert grundfæstet og havde fået fodfæste i mange lande.

„De ukendte sprog“ og deres tydning

Nutidens tungetale „betragtes af nogle som et udtryk for ustadige, selvcentrerede menneskers følelsesmæssige overspændthed, mens andre betragter den som identisk med tungetalen i aposteltiden“. Når der ved gudstjenester i vore dage tales på „ukendte tungemål“, forekommer der ofte ekstatiske udbrud af uforståelige lyde. Én person indrømmer således: „Jeg bruger hovedsagelig tungetalens gave privat, til min egen meditation. . . . Jeg føler mig lidt pinligt berørt ved at stå foran andre mennesker.“ En anden beretter: „Jeg hører mine egne ord men forstår dem ikke. Jeg føler at ordene bliver lagt på min tunge.“

Hvilke værdifulde oplysninger formidles på disse ukendte tungemål, og hvordan bliver de tydet? De som hævder at kunne tolke denne tale forklarer uforståelige udtalelser forskelligt. De forklarer disse forskelle i udlægning med at „Gud giver én person én fortolkning af talen og en anden person en anden fortolkning“. Én indrømmer: „Jeg har oplevet at fortolkningen ikke var særlig præcis.“ D. A. Hayes omtaler i sin bog The Gift of Tongues et tilfælde hvor en mand nægtede at oversætte hvad en kvinde sagde på et fremmed sprog fordi „de ord hun havde brugt var de mest sjofle man kunne tænke sig“. Hvilken kontrast til tungetalen i det første århundrede, som var til opbyggelse af menigheden! — 1 Korinther 14:4-6, 12, 18.

Nogle i dag hævder at have hørt vidunderlige fortolkninger, og de tror måske oprigtigt at Gud bruger denne gave når han „ønsker at overbringe et direkte budskab til folk“. Men hvilket budskab fra Gud som Jesus Kristus og apostlene ikke har givet os, har vi i dag behov for? Paulus, som selv havde fået den hellige ånds gave, sagde: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17.

Sagen er at den kristne menighed er vokset ud af sit barnestadium og at dens stilling ikke længere behøver at blive bekræftet af guddommelige åbenbaringer eller af åndens mirakuløse gaver. Bibelen advarer: „Selv om vi eller en engel fra himmelen forkyndte jer noget som en god nyhed afvigende fra det vi har forkyndt jer som en god nyhed, så lad ham være forbandet.“ — Galaterne 1:8.

Det er ikke længere nødvendigt at tale i tunger, og der er intet bibelsk belæg for at tro at denne mirakuløse gave kendetegner sand kristendom i dag. Nu hvor Bibelen er fuldstændig og har fået stor udbredelse, har vi hvad vi behøver i Guds ord. Den giver os mulighed for at opnå nøjagtig kundskab om Jehova og hans søn som fører til evigt liv. — Johannes 17:3; Åbenbaringen 22:18, 19.

Allerede i det første århundrede følte apostelen Paulus sig nødsaget til at skrive til menigheden i Korinth for at korrigere deres syn på tungetalen. Nogle gik sikkert med liv og sjæl op i tungetalens gave. De opførte sig som små børn og var åndeligt umodne. Der blev lagt for stor vægt på „tungetale“. (1 Korinther 14:1-39) Paulus gjorde opmærksom på at ikke alle kristne i det første århundrede talte i tunger. Det var ikke nødvendigt for at kunne opnå frelse. Selv dengang blev tungetalen regnet for mindre væsentlig i forhold til den mirakuløse evne at kunne profetere. Det var ikke et krav at kristne skulle kunne tale i tunger for at opnå evigt liv. — 1 Korinther 12:29, 30; 14:4, 5.

Kraften bag ukendte sprog i dag

Nogle mener at tungetalens renæssance i vore dage skyldes at karismatiske kirkeledere tilskynder deres hjorde til at opdyrke denne evne. I nogle tilfælde skyldes det stærke følelser og ubalance. Cyril G. Williams siger i Tongues of the Spirit at det „i mange tilfælde er blevet et symbol på elitestatus i en gruppe“ og at det giver en person „rang og myndighed i gruppens og egne øjne“. Bevæggrunden kan derfor være ønsket om højere social status.

Rektor Donald P. Merrifield fra Loyola-universitetet siger at „tungetale kan være en hysterisk oplevelse, eller, som nogle siger, en djævelsk“. Præsten Todd H. Fast siger: „Tungetale er noget der kan give anledning til strid. Djævelen har mange måder at bearbejde os på.“ Bibelen advarer om at Satan og hans dæmoner forsøger at påvirke mennesker og kontrollere deres tale. (Apostelgerninger 16:17, 18) Jesus greb ind over for en dæmonisk ånd som fik en mand til at skrige og råbe og kaste sig til jorden. (Lukas 4:33-35) Paulus advarede om at ’Satan ville give sig ud for at være en lysets engel’. (2 Korinther 11:14) De der i dag søger at opnå denne tungetalens gave som Gud ikke længere giver sit folk, udsætter sig for Satans bedrag. Satan ville, som vi har fået advarsel om, gøre brug af „enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere“. — 2 Thessaloniker 2:9, 10.

Tungetale — og sand kristendom

De kristne der i det første århundrede modtog tungetalens gave, brugte den til at forklare Guds storslåede gerninger. Der blev lagt vægt på behovet for tydeligt at fortolke budskabet i tungetalen så det kunne forstås af alle til fælles opbyggelse. (1 Korinther 14:26-33) Paulus formanede: „Hvis I ikke med tungen fremfører tale der er let at forstå, hvordan kan man da vide hvad der bliver sagt? Så taler I jo hen i vejret.“ — 1 Korinther 14:9.

Guds hellige ånd gav de første kristne tungetalens gave men den fik dem ikke til at udstøde uartikulerede lyde eller tale et uoversætteligt kaudervælsk. I tråd med Paulus’ vejledning medførte talen ved den hellige ånd at den gode nyhed hurtigere kunne blive „forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. — Kolossenserne 1:23.

Angående disse sidste dage for den nuværende ordning befalede Jesus Kristus: „Det er nødvendigt at den gode nyhed [om det oprettede rige] først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10) Ligesom i det første århundrede må hele skabningen høre Rigets budskab. Dette kan lade sig gøre fordi Bibelen nu er blevet oversat, helt eller delvis, til næsten 2000 sprog. Den samme ånd som indgød de første kristne frimodighed i tale ansporer i dag Jehovas Vidners nutidige menighed til at udføre et stort og forunderligt forkyndelsesarbejde. Ved det talte ord og ved at anvende moderne trykketeknik til at bringe Bibelens sandhed ud i trykt form, taler de ’det rene sprog’. Dette budskab går ud i mere end 200 lande og øområder. Jehovas vidner er det eneste folk som bevæges af Guds ånd til at gøre alle bekendt med hans storslåede gerninger. — Zefanias 3:9; 2 Timoteus 1:13.

[Illustrationer på side 7]

Forkyndelse fra dør til dør i Japan

Forkyndelse fra skib til skib i Senegal

Herunder: Bibelstudium i Bolivia

Nederst: Forkyndelse i Hollands landdistrikt