Hvordan man i udviklingslande ’sørger for sin egen husstand’

„HVIS nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro,“ skrev apostelen Paulus. (1 Timoteus 5:8) I de velstående lande kan det være svært nok at brødføde en hel familie — men i udviklingslandene er det efterhånden blevet til en overvældende udfordring.

I Afrika, for eksempel, er trange kår mere regelen end undtagelsen. Der er ikke mange job at få, og når det er muligt at få et job, må både mand og hustru ofte arbejde blot for at skaffe det nødvendigste. Et familieoverhoved må ofte rejse langt bort for at finde arbejde, så ægtefælle og børn er alene i månedsvis eller årevis. Boligsituationen er også vanskelig. Mange afrikanske familier er store; i boligen er der ofte trængsel og mangel på selv grundlæggende faciliteter. Det kan resultere i meget usunde forhold.

Dertil kommer at der kan være lokale skikke, århundredgamle traditioner eller udbredte opfattelser som strider helt imod ånden i Guds ord, Bibelen. Tænk blot på holdningen til ægteskab og børn. Nogle familiefædre mener for eksempel at det kun er deres ansvar at betale huslejen og måske børnenes skolepenge. Alt det øvrige — mad, tøj og så videre — må betales af hustruen og måske de ældste børn.

Nogle ægtemænd har den holdning at „mine penge er mine penge, men dine penge er også mine penge“. Det skaber forståeligt nok problemer i forhold til en hustru som selv tjener penge. En hustru fra Tanzania siger: „Pengene bliver brugt på drikkeri, ikke på os eller på børnene. Vi laver noget af arbejdet, måske det meste af det, men han tager pengene og siger bare til os at det er hans, fordi han har tjent dem.“

Kristne vil naturligvis rette sig mere efter Guds ord end efter lokale skikke og holdninger. Bibelen indeholder nogle meget nyttige råd om hvordan man skal tage sig af sin familie. Den siger for eksempel: „Børnene bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.“ (2 Korinther 12:14) En gudfrygtig mand der er i stand til at arbejde, vil derfor ikke overlade det til sin kone eller til de større børn at tjene til familiens føde og klæder; dette er helt klart et ansvar som hviler på familiefaderens skuldre. — 1 Korinther 11:3.

Det kan naturligvis være at faderens indtægt ikke er stor nok til at dække alle familiens behov. Men hvis en kristen mands hustru tjener penge uden for hjemmet, vil han ikke reagere med modvilje over for hende. Han vil behandle hende med respekt, som en partner eller ’medforbunden’. (Malakias 2:14) Han vil ikke kynisk tilegne sig hendes hårdt tjente penge og ødsle dem væk uden hensyn til hendes følelser. Nej, han og hans hustru vil sammen ’rådslå’ om hvordan pengene bedst kan bruges til gavn for hele familien. (Ordsprogene 13:10) Når det overhovedet er muligt, vil manden give sin hustru en vis økonomisk handlefrihed, som det var tilfældet med ’den dygtige hustru’ på Bibelens tid. (Ordsprogene 31:10, 11, 16) Det fremmer glæden og tilfredsheden i familien når sådanne bibelske råd følges.

Arbejdsløshed

Arbejdsløshed er et problem for sig. Når det er svært at finde arbejde og lønnen er lav, må mange afrikanske familiefædre søge arbejde langt hjemmefra — i miner, på fabrikker, ved landbrug, i plantager. Hvis en kristen mand kom i denne situation, kunne han blive helt isoleret fra sine trosfæller, og han kunne komme i meget dårligt selskab. (Ordsprogene 18:1; 1 Korinther 15:33) Hans familie ville prøve at få det bedste ud af situationen, men også de ville sikkert få det svært, fordi de manglede den åndelige og følelsesmæssige støtte fra faderen. Ironisk nok kan det lange fravær føre til netop det man ville undgå, nemlig økonomiske problemer.

En mor fortæller: „Min mand tog af sted for at grave guld. Hans plan var at komme tilbage efter én eller højst to måneder. Men det blev til et helt år! Dér stod jeg alene med seks børn. Huslejen skulle betales, og jeg havde dårligt helbred, så jeg skulle også betale regninger på sygehuset. Vi havde brug for tøj, og vi skulle have mad hver dag. Jeg havde ikke noget arbejde. Det var meget hårdt. Det sværeste ved det var at tage sig af børnene i åndelig forstand — familiestudium, forkyndelse, mødedeltagelse. Men på en eller anden måde kom vi igennem det, med Jehovas hjælp.“

Også nogle mødre har ment at de måtte forlade deres familie i flere måneder på grund af et arbejde. Nogle rejser rundt som sælgere og er næsten aldrig hjemme. Det tvinger de ældste børn til at overtage en forældrerolle og sørge for mad og rengøring, og endda opdrage de yngre søskende. Det går ofte ud over åndelige aktiviteter. Ja, presset på familien kan blive meget stort!

Det kan selvfølgelig være at de økonomiske forhold er så svære at en far eller mor ikke har andet valg end at forsørge sin familie ved at søge et job langt hjemmefra. På Bibelens tid var Jakobs sønner åbenbart nødt til at forlade deres familie for at rejse til Ægypten og skaffe mad. (1 Mosebog 42:1-5) Når en lignende situation opstår i dag, må en familiefar omhyggeligt afveje de materielle fordele ved et job langt fra hjemmet — med den følelsesmæssige skade der kan blive resultatet af langvarig adskillelse. Mange familier vil hellere leve nøjsomt end de vil være fra hinanden i længere tid. De husker Paulus’ ord i Første Timoteusbrev 6:8: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ — Se også Ordsprogene 15:17.

Der kan være andre muligheder end at rejse bort. Ved hjælp af initiativ og opfindsomhed har nogle kunnet skaffe sig en levevej ved at tilbyde forskellige tjenesteydelser.a (Jævnfør Ordsprogene 31:24.) En anden mulighed er at påtage sig nogle af de job som andre ser ned på. (Efeserne 4:28) Vi læser at apostelen Paulus ’sled og slæbte dag og nat for ikke at ligge andre til byrde’. (2 Thessaloniker 3:8) Det er et godt eksempel for kristne mænd i dag.

Spørgsmålet om skolegang

Børnenes skolegang udgør et problem for sig. I afsidesliggende egne er det almindeligt at forældre lader deres børn rejse bort i længere tid for at de kan komme i skole. Ofte bor de hos slægtninge i den periode, men det kan alligevel være svært for børnene at støtte møder og kristen forkyndelse samtidig. Der er måske heller ikke det rette tilsyn med dem, og de kan let komme i dårligt selskab. På den måde har mange forladt den kristne vej.

Det kan ikke nægtes at der er fordele ved en verdslig uddannelse. Bibelen tillægger imidlertid den åndelige uddannelse større betydning, og Gud har givet forældrene ansvaret for denne uddannelse. (5 Mosebog 11:18, 19; Ordsprogene 3:13, 14) Hvis forældre sender deres børn væk i en længere periode, vil det modvirke deres forsøg på at opdrage dem „i Jehovas tugt og formaning“. — Efeserne 6:4.b

Når de lokale muligheder for skolegang synes utilstrækkelige, har forældrene måske ikke andet valg end selv at undervise børnene så godt de kan. Vi får også hjælp af vor „store Lærer“, Jehova. (Esajas 30:20) I de lokale menigheder af Jehovas Vidner er der mange muligheder for at lære noget. Mange steder gives der undervisning i at læse og skrive. Og Den Teokratiske Skole kan i høj grad hjælpe børn til at læse og lære og til at formulere sig klart.

Et ligevægtigt syn på familiens størrelse

Jo flere børn der er, jo mere kræver det selvfølgelig at sørge for familien. Afrikanske forældre siger ofte at de elsker børn, og at de derfor gerne vil have så mange som muligt! Børn kan måske godt betragtes som en økonomisk ressource, men desværre er mange ikke i stand til at sørge godt nok for en stor børneflok.

Bibelen siger at „sønner er en arv fra Jehova“. (Salme 127:3) Men bemærk at det blev skrevet i en periode hvor forholdene i Israel var gode. Senere kom der tider med krig og hunger, og det blev forbundet med trængsler at have børn. (Klagesangene 2:11, 20; 4:10) I betragtning af de svære forhold der er i mange udviklingslande i dag, må ansvarsbevidste kristne alvorligt overveje hvor mange børn de realistisk set kan opdrage og forsyne med føde, klæder og husly. Mange ægtepar har meget nøgternt regnet på dette, og de er kommet til det resultat at de må gå imod de lokale traditioner og nøjes med at sætte et begrænset antal børn i verden.c — Jævnfør Lukas 14:28.

Ja, vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1-5) Mens denne tingenes ordning fortsætter mod sit endelige sammenbrud, vil der sikkert komme stadig større pres mod familier i udviklingslandene. Men når familieoverhoveder nøje følger principperne i Guds ord, kan det lykkes for dem at sørge for deres familier, både fysisk og åndeligt, for Jehova har givet dette løfte til sine loyale tjenere: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ (Hebræerne 13:5) Ja, selv i verdens fattigste lande kan det lykkes for kristne forældre at sørge for deres egen husstand!

[Fodnoter]