Glæd dig over „det virkelige liv“

JEHOVA GUD har nedlagt fornemmelsen af evigheden i menneskenes hjerter. (Prædikeren 3:11) Det gør at vi føler os magtesløse når vi står over for døden, men samtidig giver det os et ukueligt ønske om at leve.

Guds inspirerede ord, Bibelen, giver os et storslået håb. (2 Timoteus 3:16) Jehova, der er selve indbegrebet af kærlighed, ville ikke skabe menneskene med muligheden for at fatte evighedsbegrebet og så dømme dem til blot at leve nogle få år. Det ville være helt i modstrid med Guds personlighed at skabe os på en måde så vi ville pines ved vores situation. Vi blev ikke skabt som „fornuftløse dyr der af natur er født til at fanges og forgå“. — 2 Peter 2:12.

Da Jehova Gud skabte Adam og Eva med en fornemmelse af evigheden, var det han havde lavet, „virkelig godt“; han havde skabt dem med muligheden for at leve evigt. (1 Mosebog 1:31) Men sørgeligt nok misbrugte det første menneskepar deres frie vilje og var ulydige mod Skaberens udtrykkelige forbud, hvorved de mistede deres oprindelige fuldkommenhed. Resultatet blev at de døde og gav synd og død videre til deres efterkommere. — 1 Mosebog 2:17; 3:1-24; Romerne 5:12.

Bibelen omgiver ikke emner som livet og døden med mystik. Den siger at der i døden „hverken [er] virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom“, og at de døde ’slet ingenting ved’. (Prædikeren 9:5, 10.) Med andre ord er de døde altså døde. Læren om den udødelige sjæl er ikke bibelsk, så der er intet stort mysterium om de dødes tilstand der skal løses. — 1 Mosebog 3:19; Salme 146:4; Prædikeren 3:19, 20; Ezekiel 18:4.a

Gud havde en hensigt; han skabte ikke jorden „forgæves“. Han dannede den „til at bebos“ af fuldkomne mennesker i paradisiske omgivelser, og Gud har ikke ændret sin hensigt. (Esajas 45:18; Malakias 3:6) For at gennemføre denne hensigt sendte han sin søn til jorden. Ved at forblive trofast indtil døden tilvejebragte Jesus Kristus det middel der skulle løskøbe menneskeheden fra synd og død. Jesus sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.

For længe siden lovede Gud at han ville skabe „nye himle og en ny jord“. (Esajas 65:17; 2 Peter 3:13) Det indebar at han skulle udvælge en begrænset gruppe af trofaste kristne til at leve i himmelen. Sammen med Jesus Kristus udgør de kernen i en regering. Bibelen omtaler dette som „himlenes rige“, der vil administrere „det på jorden“. (Mattæus 4:17; 12:28; Efeserne 1:10; Åbenbaringen 5:9, 10; 14:1, 3) Efter at have tilintetgjort al gudløshed og renset vores klode vil Gud indføre et retfærdigt nyt menneskesamfund, eller „en ny jord“. Det vil indbefatte mennesker som Gud beskytter i den forestående ødelæggelse af denne onde tingenes ordning. (Mattæus 24:3, 7-14, 21; Åbenbaringen 7:9, 13, 14) De der bliver bragt tilbage til livet gennem den lovede opstandelse, vil slutte sig til dem. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15.

„Det virkelige liv“ til den tid

Som en bekræftelse af den vidunderlige skildring af livet på den kommende paradisiske jord siger Gud: „Se! Jeg gør alting nyt.“ (Åbenbaringen 21:5) Det er umuligt for mennesker fuldt ud at fatte de forunderlige ting Gud vil udrette for menneskeheden. Gud vil skabe et verdensomfattende paradis efter samme mønster som i Eden. (Lukas 23:43) Ligesom i Edens have vil der være en overflod af glæder i form af farver, lyde og smagsoplevelser. Der vil ikke mere findes fattigdom og fødevaremangel, for om den tid siger Bibelen: „Det som var før er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:4; Salme 72:16) Aldrig mere vil nogen sige: „Jeg er syg,“ for sygdom vil være fjernet for evigt. (Esajas 33:24) Ja, alle årsager til smerte vil forsvinde, herunder menneskets gamle fjende, døden. (1 Korinther 15:26) I et betagende syn af ’den nye jord’, det nye menneskesamfund under Kristi styre, hørte apostelen Johannes en stemme sige: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ Hvad kunne vel bringe mere trøst og glæde end opfyldelsen af dette guddommelige løfte?

I beskrivelsen af det fremtidige liv understreger Bibelen især forhold som vil tilfredsstille menneskenes forhåbninger i moralsk og åndelig henseende. Alle de idealistiske mål de forgæves har kæmpet for indtil nu, vil til den tid blive til virkelighed. (Mattæus 6:10) Blandt disse er ønsket om retfærdighed, et ønske som ikke er blevet indfriet fordi onde mennesker ofte har undertrykt og spillet herrer over de svage. (Prædikeren 8:9) Salmisten skrev følgende profetiske ord om forholdene under Kristi styre: „I hans dage vil retskaffenheden blomstre, og fred i overflod.“ — Salme 72:7, The New Jerusalem Bible.

Lighed er et andet mål som mange har ofret meget for. I „genskabelsen“ vil Gud afskaffe diskrimination. (Mattæus 19:28) Alle vil blive agtet lige højt. Det vil ikke være en lighed der er påtvunget folk af en eller anden brutal regeringsform. Tværtimod vil årsagerne til diskrimination blive fjernet, deriblandt begærlighed og stolthed, som fører til at menneskene søger at få herredømme over hinanden og at samle sig enorme mængder ejendele. I en profeti af Esajas hedder det: „De skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise.“ — Esajas 65:21, 22.

Hvor har menneskene dog lidt meget på grund af blodsudgydelser forårsaget af såvel personlige stridigheder som deciderede krige. Sådan har det været siden mordet på Abel og helt frem til vore dages krige. Tænk over hvor længe menneskene, tilsyneladende forgæves, har set frem til og håbet på at der vil blive indført fred. I det genoprettede Paradis vil alle mennesker være fredsommelige og sagtmodige; de vil „glæde sig over megen fred“. — Salme 37:11.

Esajas 11:9 siger: „Jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ Vores nedarvede ufuldkommenhed gør det svært helt at fatte rækkevidden af disse ord. Hvordan denne kundskab om Gud helt skal fylde os og forene os med ham, og hvordan det vil resultere i en fuldendt glæde, er sikkert noget vi stadig skal lære. Men eftersom Bibelen fortæller os at Jehova er en Gud der er uforlignelig i magt, visdom, retfærdighed og kærlighed, kan vi være sikre på at han vil lytte til hver eneste af de bønner som indbyggerne på ’den nye jord’ beder.

„Det virkelige liv“ er sikkert — Grib det!

For mange er evigt liv i en bedre verden blot en drøm eller en illusion. Men for dem der virkelig tror på Bibelens løfte, er dette håb helt sikkert. Det er som et anker i deres liv. (Hebræerne 6:19) Ligesom et anker holder et skib fast og hindrer det i at blive kastet hid og did, gør håbet om evigt liv folk ligevægtige og tillidsfulde og sætter dem i stand til at tackle alvorlige problemer i livet og endda overvinde dem.

Vi kan være overbeviste om at Gud vil opfylde sine løfter. Han har endog givet en garanti for at det vil ske, ved at aflægge en ed, et uigenkaldeligt løfte. Apostelen Paulus skrev: „Da Gud ønskede i endnu rigere mål at vise løftets arvinger sin beslutnings uforanderlighed, trådte han på denne måde til med en ed, for at vi . . . ved to uforanderlige ting i hvilke det er umuligt for Gud at lyve, kan få en stærk opmuntring til at gribe det håb som ligger foran os.“ (Hebræerne 6:17, 18) De „to uforanderlige ting“ som Gud aldrig kan ændre, er hans løfte og hans ed, hvorpå vi bygger vore forventninger.

Troen på Guds løfter er en stor trøst og giver åndelig styrke. Josua, der var en af førerne blandt Israels folk, havde en sådan tro. Da Josua holdt sin afskedstale til israelitterne, var han gammel og vidste at han snart skulle dø. Ikke desto mindre ejede han en styrke og en ubrydelig loyalitet, som udsprang af hans tillid til Guds løfter. Efter at have sagt at han gik „den vej hele jorden skal gå“, den vej der fører alle mennesker til døden, erklærede Josua: „I véd med hele jeres hjerte og hele jeres sjæl at ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse for jer. Ikke ét af dem er slået fejl.“ Ja, tre gange gentog Josua at Gud altid holder alle sine løfter. — Josua 23:14.

Vi kan have den samme tro på Guds løfte om en ny verden som snart vil blive indført. Ved flittigt at studere Bibelen kan vi komme til at forstå hvem Jehova er, og hvorfor han fortjener vor fulde tillid. (Åbenbaringen 4:11) Abraham, Sara, Isak, Jakob og andre af fortidens trofaste havde en ubrydelig tro der var grundlagt på et indgående kendskab til den sande Gud, Jehova. De forblev stærke i håbet, på trods af at de ’ikke erfarede opfyldelsen af løfterne’ mens de levede. „Men de så dem opfyldt langt borte og hilste dem velkommen.“ — Hebræerne 11:13.

Når man forstår Bibelens profetier, er det tydeligt at „Guds, den Almægtiges, store dag“, hvor jorden vil blive renset for al ondskab, nu nærmer sig. (Åbenbaringen 16:14, 16) Ligesom trofaste mænd i fortiden må vi tillidsfuldt bevare forventningen til fremtiden, motiveret af tro og af kærlighed til Gud og til „det virkelige liv“. At den nye verden er så nær, er en stærk tilskyndelse for dem der tror på Jehova og elsker ham. En sådan tro og kærlighed skal plejes for at man kan opnå Guds gunst og beskyttelse på hans store dag, som er meget nær. — Zefanias 2:3; 2 Thessaloniker 1:3; Hebræerne 10:37-39.

Elsker du livet? Og har du et stærkt ønske om at opnå „det virkelige liv“ — livet som en godkendt tjener for Gud, med udsigten til en lykkelig fremtid, ja, med evigt liv i sigte? Hvis det er det du tragter efter, så læg mærke til den tilskyndelse apostelen Paulus gav da han skrev at vi skulle ’sætte vort håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud’ og ’være rige på gode gerninger’, som ærer Gud. Gør vi det, vil vi „få et fast greb om det virkelige liv“. — 1 Timoteus 6:17-19.

Ved at tage imod tilbudet om et bibelstudium med Jehovas vidner kan du opnå kundskab der „betyder evigt liv“. (Johannes 17:3) Bibelen lader kærligt denne faderlige invitation gå ud til alle: „Min søn, glem ikke min lov, og måtte dit hjerte værne om mine bud, for de vil øge din række af dage og dine leveår og din fred.“ — Ordsprogene 3:1, 2.

[Fodnote]