Nyheder på nært hold

Ikke forældet

Hvis nogen har ment at Bibelens principper om næstekærlighed og selvopofrelse er forældede og uanvendelige, har de fået stof til eftertanke i nogle nye lægevidenskabelige undersøgelser, som har påvist uventede fordele ved dét at gøre noget for andre.

Ifølge bladet American Health hævder to læger at „den der gør godt mod andre, også gør godt mod sit eget hjerte, sit immunsystem og hele sit velbefindende“. I Michigan har et andet lægehold over en periode på 10 år undersøgt de sociale relationers indflydelse på helbredet. Deres resultater peger overraskende på at frivilligt, samfundsnyttigt arbejde giver en betydeligt øget levetid og vitalitet — især hos mænd. Hos dem der i forsøgsperioden ikke udførte et sådant arbejde, var dødeligheden to og en halv gang så stor som hos dem der udførte en form for frivilligt arbejde mindst en gang om ugen.

En læge i Californien beretter at han lod to patienter som ikke brød sig om hinanden, vaske hinandens tøj. Virkningen var at kolesterolindholdet i deres blod faldt og at smerterne i deres bryst blev lindret.

For længe siden skrev apostelen Paulus til Timoteus: ’Befal dem som er rige ikke at være hovmodige, ikke at sætte deres håb til en usikker rigdom, men at øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre.’ Til de kristne hebræere skrev han: „Glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ Og resultatet? „Herlighed og ære og fred til enhver som gør hvad der er godt.“ Sande kristne har længe vidst at man både åndeligt og fysisk har gavn af at følge denne vejledning. — 1 Timoteus 6:17, 18; Hebræerne 13:16; Romerne 2:10.

„En tungere dom“

Medlemmerne af den anglikanske kirkes generalsynode befandt sig for nylig i et vanskeligt dilemma. De havde enigt udtalt sig til fordel for „den traditionelle lære om renhed og troskab i personlige forhold“, men forkastede et forslag fra sognepræsten Tony Higton om at generalsynoden skulle opfordre præsterne til at være „moralsk eksemplariske på alle områder, også hvad kønsmoral angår, som en betingelse for at de kan blive præsteviet eller beholde deres embede“. Hvorfor blev dette forslag forkastet? Ecumenical Press Service oplyser at synodens medlemmer fandt det „lidt for stærkt“, og tilføjer at „Michael Baughen, der er biskop i Chester, mente at forslaget ville resultere i at alle kirkens biskopper og øvrige præster straks måtte træde tilbage“.

Higtons forslag blev modereret til en opfordring til alle kristne, „især . . . kristne ledere“, om at være „,moralsk eksemplariske på alle områder, også hvad kønsmoral angår“. Ecumenical Press Service nævner desuden at synoden nedstemte et forslag om „passende tugt“ til præster der gør sig skyldige i kønslig umoralitet.

Sådanne disciplinære forholdsregler er måske ’for stærke’ for mange af vore dages præster, men Guds ord siger ganske utvetydigt: „Fjern det onde menneske fra jer selv.“ (1 Korinther 5:13) Gud befaler at man beskytter den kristne menigheds åndelige og moralske renhed ved at skride kraftigt ind over for enhver der uden at angre praktiserer onde handlinger. Og det er endnu mere på sin plads at tugte kristne ledere, for disciplen Jakob skrev: „Ikke mange af jer bør blive lærere, mine brødre, da I ved at vi vil få en tungere dom.“ — Jakob 3:1.

Herliggøres Gud?

„Kvaliteten af en atlets præstationer afspejler kvaliteten af hans kærlighed til Gud,“ påstår Wes Neal, der er leder af IAP (Instituttet for Atletisk Perfektion), ifølge bladet Christianity Today. Men har han ret? IAP, et organ hvorigennem evangeliske kristne søger at „hellige konkurrencesporten“, har gjort sig til fortaler for den opfattelse at sportsfolk under konkurrencer bør efterligne den nidkærhed hvormed Jesus „gjorde sin Faders vilje“. Denne idé er blevet en populær læresætning i de evangeliske kristnes „omklædningsrums-religion“, skriver Christianity Today. Bladet nævner endda at en professionel fodboldspiller „malede kors på sine støvler og på ribkanten nederst på ærmerne for at minde sig selv om at han spillede til Kristi ære“.

Men kan man herliggøre Gud ved at deltage i konkurrencesport der måske oven i købet er voldsbetonet? Næppe! Som Psychology Today skriver: „Selve konkurrencesportens natur kræver at atleten midlertidigt er selvisk, mens han kæmper for at vinde.“ Bibelen siger imidlertid at kristne ’ikke hver især blot skal have øje for deres egne interesser, men også hver især for de andres’. (Filipperne 2:3, 4) Sande kristne herliggør Gud ved at gøre hans vilje, ikke deres egen. — Jævnfør Esajas 58:13, 14.