JAKOBS BREV

Et inspireret brev i De Kristne Græske Skrifter. Det er et af de breve der betegnes som „katolske“, eller „almindelige“, fordi det, ligesom Peters Første og Andet Brev, Johannes’ Første Brev og Judas’ Brev (men i modsætning til de fleste af Paulus’ breve), ikke er stilet til nogen bestemt menighed eller person. Dette brev er stilet til „de tolv stammer der er spredt rundt omkring“. — Jak 1:1.

Skribent. Den der har skrevet brevet, kalder sig ganske enkelt „Jakob, en Guds og Herren Jesu Kristi træl“. (Jak 1:1) Jesus havde to apostle ved navn Jakob (Mt 10:2, 3), men det er ikke sandsynligt at brevet er skrevet af nogen af dem. Den ene, Zebedæus’ søn, led martyrdøden omkring år 44, og hvis han har skrevet det, ville det placere brevets affattelse på et meget tidligt tidspunkt. (Apg 12:1, 2) Den anden apostel Jakob, Alfæus’ søn, er ikke så fremtrædende i den bibelske beretning, og man ved ikke ret meget om ham. Brevets frimodige karakter synes at tale imod at Alfæus’ søn Jakob skulle have skrevet det, og han ville sandsynligvis have præsenteret sig som en af de 12 apostle for at støtte sine stærke ord med apostolsk myndighed.

Vidnesbyrdene peger derimod på Jesu halvbroder Jakob, som den opstandne Jesus øjensynlig viste sig specielt for, og som var fremtrædende blandt disciplene. (Mt 13:55; Apg 21:15-25; 1Kor 15:7; Ga 2:9) Brevskriveren præsenterer sig som „en Guds og Herren Jesu Kristi træl“, meget lig Judas, der indleder sit brev med at kalde sig „en Jesu Kristi træl, men Jakobs broder“. (Jak 1:1; Jud 1) Jakobs Brev bruger desuden den indledende formel „. . . sender hilsen“ (1:1), som også indleder brevet om omskærelse der blev sendt ud til menighederne. I forbindelse med sidstnævnte brev var det uden tvivl Jesu halvbroder Jakob der stod frem og talte i forsamlingen af „apostlene og de ældste“ i Jerusalem. — Apg 15:13, 22, 23.

Kanonisk. Jakobs Brev findes både i Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209 og i Det Sinaitiske og Det Alexandrinske Håndskrift fra det 4. og det 5. århundrede. Den syriske Pesjitta har det også med, og det er nævnt i mindst ti gamle fortegnelser fra før koncilet i Karthago i 397. Origenes, Kyrillos af Jerusalem, Hieronymus og andre oldkirkelige forfattere citerede fra brevet og anerkendte det som en autentisk del af Bibelen.

Hvor og hvornår det er skrevet. Brevet nævner ikke noget om at Jerusalems fald (i år 70) havde fundet sted. Ifølge den jødiske historiker Josefus var en saddukæisk ypperstepræst ved navn Ananus ansvarlig for at Jakob og andre blev ført for Sanhedrinet og stenet til døde. Denne begivenhed, skriver Josefus, fandt sted efter den romerske prokurator Festus’ død, men før hans efterfølger, Albinus, ankom for at overtage embedet. (Jewish Antiquities, XX, 197-203 [ix, 1]) Hvis det forholder sig sådan, og hvis de kilder der daterer Festus’ død til omkring år 62, er korrekte, må Jakob have skrevet sit brev før dette tidspunkt.

Brevet er sandsynligvis affattet i Jerusalem, hvor Jakob boede. — Ga 1:18, 19.

Hvem det er skrevet til. Jakob stiler sit brev til „de tolv stammer der er spredt rundt omkring“, eller ’de tolv stammer i adspredelsen’. (Jak 1:1, fdn.) Hermed sigter han ikke til det kødelige Israels 12 stammer, men til sine åndelige brødre, dem der har „troen på vor Herre Jesus Kristus“, og i første række dem der boede uden for Palæstina. (Jak 1:2; 2:1, 7; 5:7) Selv om han bygger en stor del af sin argumentation på De Hebraiske Skrifter, vil det ikke sige at hans brev kun var stilet til jødekristne, lige så lidt som kendskab til De Hebraiske Skrifter i dag betyder at man er jøde. At Jakob omtaler Abraham som „vor fader“ (Jak 2:21), stemmer med Paulus’ ord i Galaterne 3:28, 29 om at dét at være Abrahams sande afkom ikke afhænger af om man er jøde eller græker. De „tolv stammer“ brevet henvender sig til, må derfor være det åndelige „Guds Israel“. — Ga 6:15, 16.

Formålet med brevet. Jakob synes at have haft to grunde til at skrive brevet, nemlig (1) at tilskynde sine trosfæller til at vise tro og udholdenhed under deres trængsler og (2) at advare dem mod synder som ville føre til Guds mishag.

Nogle var faldet i den snare at de så op til de mere fremtrædende og rige og viste personsanseelse. (Jak 2:1-9) De erkendte ikke hvordan de virkelig så ud i Guds øjne, og de var ordets hørere, men ikke dets gørere. (1:22-27) De var begyndt at bruge tungen forkert, og deres trang til sanselige nydelser var årsag til stridigheder iblandt dem. (3:2-12; 4:1-3) Deres ønsker var knyttet til det materielle, og det havde gjort dem til venner af verden, hvorved de i åndelig forstand ikke længere var rene jomfruer, men „ægteskabsbrydersker“, fjender af Gud. — 4:4-6.

Jakob retledte dem i spørgsmålet om at være ordets gørere såvel som dets hørere ved gennem bibelske eksempler at påvise at et menneske der har ægte tro, vil vise det i gerninger der stemmer med troen. En der har sand tro, vil ikke sige til brødre der er nøgne og mangler den daglige føde: „Gå bort i fred, hold jer varme og mætte,“ uden at give dem det de trænger til. (Jak 2:14-26) Her modsagde Jakob ikke Paulus ved at sige at man kunne vinde frelsen ved gerninger. Han accepterer tværtimod troen som grundlag for frelse, men påpeger at der ikke kan være tale om sand tro uden at der også er gode gerninger. Dette er i harmoni med Paulus’ beskrivelse af åndens frugt (Ga 5:22-24), hans vejledning om at iføre sig den nye personlighed (Ef 4:22-24; Kol 3:5-10) og hans formaning om at gøre godt og dele med andre (He 13:16).

Brevets stil. Jakobs Brev har et stærkt profetisk præg og indeholder mange billeder og sammenligninger der giver det en vis lighed med Jesu Kristi taler, som for eksempel Bjergprædikenen. Ligesom Jesus henter Jakob sine illustrationer fra kendte forhold — havets bølger, skibe, dyr og planter, en landmand og jorden — for at give sine argumenter angående tro, beherskelse af tungen, tålmodighed og så videre kraft og farve. (Jak 1:6, 9-11; 3:3-12; 5:7) Dette, samtidig med at der stilles ransagende spørgsmål og bruges over 50 bydemåder i denne forholdsvis korte tekst, gør at Jakobs Brev virker magtfuldt og dynamisk.

Forhold til tidligere inspirerede skrifter. Jakob henviser til eller citerer fra De Hebraiske Skrifter dér hvor han omtaler menneskets skabelse (Jak 3:9; 1Mo 1:26), Abraham og Rahab (Jak 2:21-26; 1Mo 15:6; 22:9-12; Jos 2; Es 41:8), Job (Jak 5:11; Job 1:13-22; 2:7-10; 42:10-17), Loven (Jak 2:8, 10, 11; 2Mo 20:13, 14; 3Mo 19:18; 5Mo 5:17, 18) og Elias (Jak 5:17, 18; 1Kg 17:1; 18:1). Der er mange tydelige eksempler på direkte overensstemmelse med Jesu Kristi udtalelser. For blot at nævne nogle få: om forfølgelse (Jak 1:2; Mt 5:10-12), om at bede om og få noget fra Gud (Jak 1:5, 17; Lu 11:9-13), om både at høre og at handle derefter (Jak 1:22; Mt 7:21-27), om at holde sig adskilt fra verden (Jak 4:4; Joh 17:14), om ikke at dømme andre (Jak 4:12; Lu 6:37), om at tale sandt (Jak 5:12; Mt 5:33-37).

Med hensyn til Jakob 4:5 hersker der usikkerhed om hvilket eller hvilke vers Jakob her citerer (eller måske blot henviser til). Stedet lyder: „Eller mener I at det er til ingen nytte skriftstedet siger: ’Med tendens til misundelse længes den ånd som bor i os’?“ En mulig forklaring er at Jakob har fremsat ordene under guddommelig inspiration ud fra hovedtanken i skriftsteder som 1 Mosebog 6:5; 8:21; Ordsprogene 21:10 og Galaterne 5:17.

[Ramme på side 1052]

HOVEDPUNKTER I JAKOBS BREV

Et brev der understreger at troen må vises i gerninger

Skrevet før år 62, mere end otte år før Jerusalem blev ødelagt af romerne

Kristne der trofast holder ud under prøvelse, har grund til at være lykkelige (1:1-18)

Gud vil gavmildt give os den fornødne visdom til at holde ud hvis vi bliver ved med at bede om den i tro

Gud prøver ikke nogen med noget ondt, men man kan blive lokket til en uret handlemåde af sit eget urette begær

Alt hvad Gud skænker, er godt

En tilbedelse der er antagelig for Gud, kræver rette gerninger som et vidnesbyrd om ens tro (1:19–2:26)

Aflæg al slethed, og tag med mildhed imod Guds ord; vær ordets gørere og ikke blot dets hørere

Lær at beherske tungen; se til faderløse og enker, og forbliv uplettede af verden

At begunstige de rige mens man ser ned på de fattige, er en krænkelse af „den kongelige lov“ om kærlighed

En levende tro viser sig i gerninger, som det ses af Abrahams og Rahabs eksempel

Lærere har et stort ansvar over for Gud (3:1-18)

De må som alle kristne lære at beherske tungen

De kan gøre det hvis de har visdommen ovenfra

Verdslige tilbøjeligheder vil indvirke på vort forhold til Gud (4:1–5:12)

De der indvikler sig i kamp og strid for at nå deres egne selviske mål, og de der dømmer deres brødre, må angre og vende om

Venskab med verden er fjendskab med Gud

Materialistiske planer der tilsidesætter Jehovas vilje, er tegn på stolthed

Guds dom venter de rige, bedrageriske undertrykkere

Man skal passe på ikke at være utålmodig og at sukke under modgang mens man venter på at Jesus Kristus træder frem som dommer

Den der er åndeligt syg på grund af synd, skal tilkalde de ældste for at få hjælp og blive rask (5:13-20)

En åben bekendelse af synden i forening med de ældstes bønner for synderen vil fremme den åndelige helbredelse

Hvis man hjælper en broder der er faret vild, frelser man ham fra åndelig død