Bliv ved med at opbygge hinanden

„Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund, men derimod en tale som er god til . . . opbyggelse.“ — EFESERNE 4:29

1, 2. (a) Hvorfor kan det med rette siges at talens gave er underfuld? (b) Hvilken advarsel er på sin plads hvad angår den måde hvorpå vi bruger tungen?

„TALE er det underfulde bånd der knytter venner, familier og samfund sammen . . . Med forstanden og ved hjælp af [tungens] koordinerede muskelsammentrækninger frembringer vi lyde der vækker kærlighed, misundelse, respekt — ja, enhver menneskelig følelse.“ — Hearing, Taste and Smell.

² Tungen er langt mere end blot et organ der bruges til at synke og smage med; ved hjælp af tungen kan vi formidle vore tanker og følelser. „Tungen er et lille lem,“ skrev Jakob. „Med den velsigner vi Jehova, ja Faderen, og med den forbander vi mennesker som er blevet til ’i Guds lighed’.“ (Jakob 3:5, 9) Ja, vi kan bruge vores tunge på en god måde, for eksempel til at prise Jehova med. Men da vi er ufuldkomne kan vi også let komme til at bruge tungen sådan at vi sårer andre eller siger noget negativt. Jakob skrev: „Det er ikke ret, mine brødre, at dette bliver ved på denne måde.“ — Jakob 3:10.

3. Hvilke to aspekter ved vores tale bør vi være opmærksomme på?

³ Intet menneske kan styre sin tunge til fuldkommenhed, men vi bør afgjort arbejde på det. Apostelen Paulus giver os denne vejledning: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund, men derimod en tale som er god til den opbyggelse der nu er behov for, så den kan være velgørende for dem der hører den.“ (Efeserne 4:29) Læg mærke til at denne formaning har to sider: dels er der noget vi bør bestræbe os på at undgå, dels er der noget vi skal forsøge at gøre. Lad os betragte begge aspekter.

Undgå rådden tale

4, 5. (a) Hvorfor må kristne kæmpe for ikke at tillægge sig et dårligt sprog? (b) Hvilket billede passer på udtrykket „rådden snak“?

⁴ Efeserbrevet 4:29 giver først denne tilskyndelse: „Lad ingen rådden tale gå ud af jeres mund.“ Det er måske ikke let, blandt andet fordi det i verden omkring os er så almindeligt at bande. Mange kristne unge må hver dag høre på banden, eftersom deres skolekammerater tror at bandeord giver deres tale større vægt eller gør dem mere ’hårde’. Vi kan måske ikke undgå at høre dårligt sprog, men vi kan og bør gøre en ihærdig indsats for ikke selv at tillægge os det. Det har ingen plads i vort sind eller i vor mund.

⁵ Det græske ord Paulus bruger anvendes om fordærvet fisk eller rådden frugt. Forestil dig at en mand bliver utålmodig og dernæst vred. Til sidst mister han besindelsen og du ser en rådden fisk komme ud af hans mund. Dernæst falder der en ildelugtende og rådden frugt ud som tilsviner alle der står i nærheden. Hvem er manden? Det ville være forfærdeligt hvis det var en af os! Men et sådant billede vil passe på os hvis vi ’lader rådden tale komme ud af vor mund’.

6. Hvordan kan Efeserbrevet 4:29 anvendes i forbindelse med kritisk og negativ tale?

⁶ For at efterleve Efeserbrevet 4:29 må vi også undgå hele tiden at være kritiske. Vi har hver især forskellig smag, og der er måske noget vi ikke kan lide eller acceptere. Men har du nogen sinde mødt nogen der tilsyneladende havde en negativ kommentar (eller mange kommentarer) om alt og alle som samtalen faldt på? (Jævnfør Romerbrevet 12:9; Hebræerbrevet 1:9.) Det virker nedbrydende og ødelæggende og gør folk deprimerede. (Salme 10:7; 64:2-4; Ordsprogene 16:27; Jakob 4:11, 12) Han indser måske ikke hvor meget han minder om de kritiske personer Malakias beskrev. (Malakias 3:13-15) Men det ville sikkert chokere ham hvis en der stod i nærheden fortalte ham at der kom fordærvet fisk eller rådden frugt ud af hans mund!

7. Hvilken selvransagelse bør vi hver især foretage?

⁷ Det er imidlertid let nok at erkende når andre konstant kommer med negative eller kritiske bemærkninger. Men spørg dig selv: ’Har jeg den samme tilbøjelighed?’ Vi vil gøre klogt i tid efter anden at analysere det vi siger. Er vi for det meste negative og kritiske? Lyder vi som Jobs tre falske trøstere? (Job 2:11; 13:4, 5; 16:2; 19:2) Hvorfor ikke finde noget positivt at sige? Hvis en samtale har fået en negativ drejning, hvorfor så ikke lede den i en positiv retning?

8. Hvilken lære kan vi drage af Malakias 3:16, og hvordan kan vi vise at vi efterlever det der siges dér?

⁸ Malakias skrev: „Da talte de som frygter Jehova med hinanden, og Jehova gav agt og hørte efter, hvorpå der i hans nærværelse blev skrevet en bog til minde om dem som frygter Jehova og har hans navn i tanke.“ (Malakias 3:16) Lagde du mærke til hvordan Gud reagerer på en sådan opbyggende tale? Hvordan vil en sådan tale sandsynligvis virke på dem der hører den? Jo, det er klogt at analysere hvordan vi taler til daglig. Det vil være godt hvis vores tale hovedsagelig er som et lovprisningsoffer til Gud. — Hebræerne 13:15.

Bestræb dig for at være opbyggende

9. Hvorfor er de kristne møder en udmærket lejlighed til at opbygge hinanden?

⁹ Ved menighedens møder har vi rig lejlighed til at tale på en måde „som er god til den opbyggelse der nu er behov for, så den kan være velgørende for dem der hører den“. (Efeserne 4:29) Vi kan gøre dette når vi holder et bibelsk foredrag, når vi medvirker i en demonstration eller gennem vore kommentarer. Derved bekræfter vi det der står i Ordsprogene 20:15: „Kundskabens læber er et kostbart kar.“ Og hvem ved hvor mange hjerter vi når ind til eller opbygger ved det vi siger?

10. Hvilke ændringer kunne være nødvendige når vi tænker på hvem vi normalt snakker med? (2 Korinther 6:12, 13)

¹⁰ Før og efter møderne har vi god mulighed for at opbygge andre med en tale der er velgørende for dem der hører den. Det letteste er selvfølgelig udelukkende at tale med slægtninge og nogle få venner som vi hygger os med. (Johannes 13:23; 19:26) Men hvorfor ikke, i tråd med Efeserbrevet 4:29, også tale med andre? (Jævnfør Lukas 14:12-14.) Vi kan på forhånd beslutte os for at sige mere end blot goddag til de nye, de ældre eller de unge, og vi kan måske sætte os ned ved siden af børnene så vi er mere på deres niveau. Når vi viser ægte interesse for andre og taler opbyggende med dem, vil de kunne sige som David gjorde i Salme 122:1.

11. (a) Hvilken vane har mange fået hvad angår siddepladser i rigssalen? (b) Hvorfor vælger nogle bevidst at sidde forskellige steder i rigssalen?

¹¹ Noget andet der kan hjælpe os til at føre opbyggende samtaler med andre er at sætte sig forskellige steder ved møderne. Forældre med spædbørn vil måske gerne sidde i nærheden af udgangen og nogle ældre har måske behov for at sidde yderst på en række. Men hvad med os andre? Af ren og skær vane sætter vi os måske på en bestemt plads eller i en bestemt ende af salen — selv en fugl vender instinktivt tilbage til sin siddepind. (Esajas 1:3; Mattæus 8:20) Men eftersom vi kan sidde hvor vi har lyst, hvorfor så ikke sidde på forskellige pladser — i højre side, i venstre side, foran, midt i salen, og så videre — og på den måde lære de forskellige bedre at kende? Det er naturligvis ingen regel at vi skal gøre dette, men ældste og andre modne kristne der sidder på skiftende pladser har fundet at det gør det lettere for dem at veksle nogle opmuntrende ord med flere, og ikke blot med nogle relativt få nære venner.

Opbygget på en måde som Gud vil

12. Hvilken dårlig tendens har mennesker altid haft?

¹² En kristens ønske om at opbygge andre bør få ham til at efterligne Gud og ikke blot følge den menneskelige tilbøjelighed til at opstille en mængde regler.a Ufuldkomne mennesker har længe været tilbøjelige til at herske over deres medmennesker, og selv nogle af Guds tjenere har givet efter for denne tilbøjelighed. (1 Mosebog 3:16; Prædikeren 8:9) På Jesu tid bandt de jødiske ledere ’tunge byrder sammen og lagde dem på folks skuldre, men selv ville de ikke røre dem med en finger’. (Mattæus 23:4) De gjorde harmløse skikke til obligatoriske traditioner og fokuserede så meget på menneskeskabte regler at de overså det som i Guds øjne var af størst betydning. Ved at opstille sådanne ubibelske regler opbyggede de ingen, og de handlede ikke i overensstemmelse med Guds vilje. — Mattæus 23:23, 24; Markus 7:1-13.

13. Hvorfor er det upassende at opstille en mængde regler for sine medkristne?

¹³ Kristne ønsker oprigtigt at følge Guds love. Men vi kunne give efter for tendensen til at opstille mange byrdefulde regler, blandt andet fordi smag og behag er forskellig. Nogle kan måske godt lide noget som andre ikke bryder sig om og som de mener burde forbydes. Det er også forskelligt hvor langt kristne er nået med at gøre fremskridt hen imod åndelig modenhed. Men er det Guds hensigt at man skal hjælpe hinanden til at gøre åndelige fremskridt ved at opstille mange regler? (Filipperne 3:15; 1 Timoteus 1:19; Hebræerne 5:14) Det er spørgsmålet om det er fornuftigt at opstille forbud, selv når nogen følger en kurs der synes ekstrem eller risikabel. Gud ønsker at de der er kvalificerede dertil forsøger at bringe den vildfarne i den rette tilstand igen ved at ræsonnere med vedkommende i mildhedens ånd. — Galaterne 6:1.

14. Hvilken hensigt tjente de love Gud gav Israel?

¹⁴ Da Israel var Guds folk opstillede han ganske vist i hundredvis af love om tilbedelsen i templet og om ofre og hygiejne. Dette var på sin plads fordi Israel var Guds ejendomsfolk. Mange af lovene havde desuden profetisk betydning og ledte jøderne til Messias. Paulus skrev: „Loven [er] blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro. Men nu da troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager.“ (Galaterne 3:19, 23-25) Og hvad så med de kristne? Efter at Loven var blevet ophævet ved marterpælen, gav Gud ikke de kristne et omfattende regelsæt om alle livets anliggender, som om de på den måde kunne få opbygget en stærk tro.

15. Hvilke retningslinjer har Gud givet de kristne?

¹⁵ Det vil naturligvis ikke sige at vi som kristne er uden lov. Gud har befalet at vi skal afholde os fra afgudsdyrkelse, utugt, ægteskabsbrud og misbrug af blod. Han forbyder udtrykkelig mord, løgn, spiritisme og forskellige andre synder. (Apostelgerninger 15:28, 29; 1 Korinther 6:9, 10; Åbenbaringen 21:8) Endvidere giver han i sit ord specifik vejledning om mange spørgsmål. Men i sammenligning med israelitterne er vi i langt højere grad selv ansvarlige for at lære og anvende Bibelens principper. Ældste kan opbygge andre ved at hjælpe dem til at finde frem til og overveje disse principper i stedet for blot at få opstillet regler.

Ældste der opbygger

16, 17. Hvilket godt eksempel satte apostlene i forbindelse med dét at opstille regler for deres trosfæller?

¹⁶ Paulus skrev: „Lad os i hvert fald, så langt som vi er nået, fortsat vandre regelret i samme gænge.“ (Filipperne 3:16) I tråd hermed behandlede apostelen andre på en måde der virkede opbyggende. For eksempel opstod der et spørgsmål om hvorvidt man kunne spise kød der kunne tænkes at stamme fra et afgudstempel. Opstillede denne ældste, måske for at være konsekvent eller for at skære igennem, en regel som alle i den kristne menighed skulle følge? Nej. Han erkendte at forskel i kundskab og modenhed kunne få kristne til at træffe forskellige valg. Hvad angik ham selv var han besluttet på at sætte et godt eksempel. — Romerne 14:1-4; 1 Korinther 8:4-13.

¹⁷ De Kristne Græske Skrifter viser at apostlene gav nyttig vejledning i personlige spørgsmål om blandt andet klædedragt og soignering, men de opstillede aldrig omfattende regler. Dette er et godt eksempel for kristne tilsynsmænd i dag som gerne vil opbygge hjorden. Hvis de følger dette eksempel efterligner de faktisk den måde hvorpå Gud handlede med fortidens Israel.

18. Hvilke regler gav Jehova Israel angående klædedragt?

¹⁸ Gud gav ikke israelitterne omfattende lovregler om klædedragt. Mænd og kvinder brugte øjensynlig den samme slags kapper eller yderklæder, men kvindernes kunne være broderede eller mere farverige. Begge køn bar også en sadhinʹ, en underklædning. (Dommerne 14:12; Ordsprogene 31:24; Esajas 3:23) Hvilke love gav Gud om klædedragt? Hverken mænd eller kvinder måtte bære klæder der identificerede dem med det modsatte køn, åbenbart i homoseksuelt øjemed. (5 Mosebog 22:5) Israelitterne skulle vise at de var adskilt fra de omboende folkeslag ved at lave frynser på sømmene af deres klæder og sætte en blå snor oven på frynsen og eventuelt kvaster i kappens hjørner. (4 Mosebog 15:38-41) Det er i det store og hele den vejledning Loven indeholdt om klædedragt.

19, 20. (a) Hvilken vejledning giver Bibelen de kristne angående soignering og påklædning? (b) Hvilken indstilling bør ældste have til det at opstille regler angående soignering?

¹⁹ Eftersom kristne ikke er underlagt Moseloven, findes der da andre detaljerede regler om klædedragt i Bibelen som vi skal følge? Egentlig ikke. Gud har givet os nogle velafbalancerede principper som vi kan anvende. Paulus skrev: „Jeg [ønsker] at kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind, ikke med hårfletningsfrisurer og guld eller perler eller meget dyr klædedragt.“ (1 Timoteus 2:9) Peter sagde til de kristne kvinder at de i stedet for at fokusere på den udvendige prydelse, skulle koncentrere sig om „hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt“. (1 Peter 3:3, 4) At det var nødvendigt med en sådan vejledning tyder på at nogle kristne i det første århundrede måske har haft behov for at være mere beskedne og tilbageholdende i deres soignering og klædedragt. Apostlene forbød eller påbød dog ikke en bestemt klædedragt men gav blot opbyggende vejledning.

²⁰ Jehovas vidner bør være og er i det store og hele respekterede for deres beskedne og ærbare fremtræden. Stilen varierer imidlertid fra land til land, ja, selv inden for en menigheds distrikt. En ældste der har stærke meninger eller en bestemt smag hvad angår soignering og klædedragt, kan selvfølgelig bestemme hvordan han selv og hans familie skal gå klædt. Men når det gælder hjorden bør han tænke på det Paulus sagde: „Ikke at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde, for det er ved jeres tro I står.“ (2 Korinther 1:24) Ja, ældste må modstå enhver tendens til at opstille regler og i stedet arbejde på at opbygge andres tro.

21. Hvordan kan ældste yde opbyggende hjælp hvis nogle går til yderligheder i deres påklædning?

²¹ Ligesom i det første århundrede er der måske i dag nogle nye eller åndeligt svage der følger en tvivlsom eller uklog kurs hvad angår klædedragt og brug af smykker og makeup. Hvad skal man så gøre? Her indeholder Galaterbrevet 6:1 også en retningslinje for ældste der oprigtigt ønsker at hjælpe. Før en ældste beslutter sig for at give vejledning vil det være klogt at han først rådfører sig med en medældste, og helst en der ikke har samme smag og indstilling som han selv. Hvis mange i menigheden afspejler en verdslig tilbøjelighed i soignering og klædedragt, kan ældsterådet drøfte hvordan de bedst yder hjælp, for eksempel ved at holde et venligt og opmuntrende indlæg på et møde eller ved at yde individuel hjælp. (Ordsprogene 24:6; 27:17) Det bør være deres mål at fremme den indstilling der kommer til udtryk i Andet Korintherbrev 6:3: „Vi giver ikke på nogen måde anledning til snublen og fald, for at vor tjeneste ikke skal blive dadlet.“

22. (a) Hvorfor bør man ikke foruroliges hvis der forekommer små meningsforskelle? (b) Hvilket godt eksempel satte Paulus?

²² Kristne ældste der er ’hyrder for Guds hjord i deres varetægt’, ønsker at følge Peters vejledning om ikke at ’spille herrer over dem der udgør Guds arv’. (1 Peter 5:2, 3) Når de kærligt varetager deres opgave kan der opstå spørgsmål hvor smag og behag spiller ind. Det er måske lokal skik og brug at den der oplæser paragrafferne ved vagttårnsstudiet gør det stående. Gruppevidnearbejde i forkyndelsen og mange andre detaljer organiseres måske i overensstemmelse med skik og brug i området. Men ville det være en katastrofe hvis nogen gjorde tingene på en lidt anden måde? Kærlige tilsynsmænd ønsker at alt skal foregå „sømmeligt og med orden“, et udtryk Paulus brugte i forbindelse med de mirakuløse gaver. Men sammenhængen viser at Paulus først og fremmest var interesseret i det der var „til menighedens opbyggelse“. (1 Korinther 14:12, 40) Han opstillede ikke den ene regel efter den anden, og han var ikke hovedsagelig interesseret i at alle skulle være fuldstændig ens eller at alt skulle være et hundrede procent effektivt. Han skrev: „Herren har givet os [myndighed] til at bygge op og ikke til at rive ned hos jer.“ — 2 Korinther 10:8.

23. Hvordan kan vi følge Paulus’ eksempel og opbygge andre?

²³ Der hersker ingen tvivl om at Paulus bestræbte sig på at opbygge andre ved at tale positivt og opbyggende. Han havde ikke kun en begrænset vennekreds, men bestræbte sig ihærdigt på at besøge mange brødre og søstre, både de åndeligt stærke og dem der havde behov for at blive opbygget. Han lagde vægt på kærlighed — ikke regler — for „kærligheden opbygger“. — 1 Korinther 8:1.

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvorfor er det nødvendigt at foretage en forandring hvis man er tilbøjelig til at være negativ eller kritisk?

◻ Hvad kan vi gøre for at være mere opbyggende i menigheden?

◻ Hvilket eksempel har Gud sat i forbindelse med det at opstille regler for andre?

◻ Hvad vil hjælpe ældste til ikke at opstille menneskeskabte regler for hjorden?