Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g88 8/2 s. 12-15
  • Er religionen ved at glide ud af billedet?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Er religionen ved at glide ud af billedet?
  • Vågn op! – 1988
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Kirker omdannet til butikker og restauranter
  • Splittede menigheder og færre præster
  • Hvorfor mister religionen fodfæste?
  • Hvilken fremtid har religionen i Europa?
  • Hvad kan man gøre for at opnå beskyttelse?
  • Religiøs krise i Holland
    Vågn op! – 1993
  • Folk udtaler sig om deres kirke
    Vågn op! – 1970
  • Hvad er der ved at ske med kirkerne?
    Vågn op! – 2007
  • Et åndens kendetegn
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
Se mere
Vågn op! – 1988
g88 8/2 s. 12-15

Er religionen ved at glide ud af billedet?

Af Vågn op!-​korrespondent i Holland

MANGE mennesker i Europa stiller sig selv ovenstående spørgsmål, der forekom i en hovedartikel i det hollandske ugeblad De Tijd. Bladet rejste også andre spørgsmål, såsom: Er det sandt at det ene trossamfund efter det andet er ved at uddø i Europa? Hvad mener folk i almindelighed om religionens fremtid?

Du har sikkert selv stillet spørgsmål vedrørende religionens nuværende tilstand. Selv i De Forenede Stater, hvor religion i traditionel forstand stadig har stor indflydelse, er dens troværdighed blevet rystet, både som følge af de skandaler der har fået tv-evangelister til at vakle og på grund af splittelserne inden for den katolske kirke. I løbet af de sidste to årtier har der desuden været et bemærkelsesværdigt fald i antallet af kirkegængere i mange katolske lande.

Her i Holland kunne man for år tilbage have affyret en kanon i gaderne en søndag formiddag uden at ramme nogen — alle var i kirke! Nu kommer der kun meget få. Hvad er der sket?

Kirker omdannet til butikker og restauranter

I løbet af de sidste ti år har to af de største trossamfund i Holland, den katolske kirke og den reformerte kirke, mistet mange medlemmer og kirkegængere. Kun 19 procent af de troende kommer i en af disse kirker. Sammenlignet hermed kom der 85 procent i den katolske kirke i 1967!

Det har resulteret i at mange kirker er blevet overflødige. Nogle er blevet revet ned, og nogle er blevet solgt til andre formål. Man skal derfor ikke blive forbavset hvis man går ind i en tidligere kirkebygning i Rotterdam eller Amsterdam og opdager at den nu er lavet om til et supermarked, en blomsterbutik, en tøjforretning, en restaurant, en cykelforretning, en sportshal eller et diskotek. Dette kommer som et chok for mange mennesker, og det voldsomme fald i medlemstallet har også haft sin virkning på præsterne og prædikanterne.

Splittede menigheder og færre præster

Ligesom mange kirkemedlemmer har forladt kirken, har mange præster og prædikanter forladt deres kald. Over en periode på fem år er antallet af katolske præster faldet med omkring 900. Samtidig er der ikke kommet mange nye til, da stadig færre har følt sig kaldet. De tilbageværende kirkefolk er ved at blive gamle. For eksempel er 89 procent af nonnerne i Holland over 50 år gamle.

Præsterne føler desuden at de ikke længere er i stand til at klare de problemer der opstår i kirken. Nogle er kørt fuldstændig ned på grund af presset og har måttet søge psykiatrisk behandling. Dagbladet Apeldoornse Courant udtrykker deres dilemma på denne måde: „Når de drister sig til at være konservative i deres prædikener, volder de anstød hos de mere progressive medlemmer af menigheden. Stiller de sig derimod blandt de progressive, bliver de udsat for kritik fra de medlemmer der holder sig nær til Bibelen. Vover en præst eller prædikant at vælge den gyldne middelvej, risikerer han at hele menigheden afviser ham.“

Disse forhold har selvfølgelig haft indflydelse på det hollandske samfund. Ifølge en undersøgelse der i 1985 blev foretaget af Hollands Samfundskulturelle Planlægningskontor, har det for første gang vist sig at over halvdelen af befolkningen betragter sig selv som ikkereligiøs.

Splittelserne inden for kirkerne, der ofte skyldes politiske spørgsmål, har gjort mange skeptiske. Kirkens støtte til „frihedsbevægelser“ i forskellige sydamerikanske og afrikanske lande har medført alvorlige indre stridigheder. Der har tilmed været ført en landsdækkende reklamekampagne under mottoet: INGEN KIRKEPENGE TIL VÆBNET KONFLIKT.

Hvordan betragter du denne udvikling? Tror du at kirkerne vil slippe uskadt gennem denne krise? For at finde svaret må vi se nærmere på de grundlæggende årsager til den nuværende splittelse inden for kirkerne.

Hvorfor mister religionen fodfæste?

Historikere, sociologer og teologer er grundigt uenige om årsagerne til den udvikling vi i dag oplever inden for kirkerne. Nogle anfører det materialistiske samfunds fornøjelsessyge og den voksende ligegyldighed blandt befolkningen som årsager. Det leder tanken hen på apostelen Paulus’ ord i Andet Timoteusbrev 3:1, 2, 4: „Men dette skal du vide, at i de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, . . . venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud.“

Andre forsøger at forklare forholdene på baggrund af Europas historie. Dette kontinents historie er gennemvædet af blod og tårer, lige fra det 16. århundredes religionskrige til det 20. århundredes verdenskrige, som kirkerne var stærkt indblandet i. Alt dette har gjort mange stærkt mistænksomme over for enhver form for idealisme — det være sig filosofi eller teologi — da noget sådant ofte har været den egentlige årsag til krig, forfølgelse og vold.

Mange føler også at der mangler en optimistisk holdning til fremtiden inden for vore dages kirker. Den vesttyske katolske teolog professor J. B. Metz fra universitetet i Münster har sagt: „Den vestlige verdens form for religiøsitet er helt igennem verdsliggjort. Der er tilsyneladende ikke det mindste spor af messianisme tilbage. Guds herredømme findes her ikke længere. Han spiller ikke mere nogen rolle inden for kirkerne, og heller ikke hvad angår vore dages teologiske, sociale og politiske spørgsmål.“

Hertil kommer den indflydelse som verdenskrigene, der tog deres begyndelse i Europa i dette århundrede, har haft. Auschwitz har som symbol på koncentrationslejrene under den anden verdenskrig medført øget kritik af kirkerne. Mange har haft svært ved at kapere at pave Pius XII, som den katolske kirkes overhoved, praktisk talt forholdt sig tavs i kritiske perioder.

På baggrund heraf har mange mistet tilliden til kirken og dens ledere. Hvad er dit syn på denne udvikling? Har den gjort dig ligegyldig, og ræsonnerer du som så mange andre, at forholdene ikke vil ændre sig i din levetid? Man kan dog ikke overse atomkrigstruslen eller faren for en økologisk krise, der uden tvivl får mange til at tænke: Hvilken fremtid venter der egentlig mig og mine børn? Har religionen noget at tilbyde hvad fremtiden angår?

Hvilken fremtid har religionen i Europa?

Mange mener at den jødisk-kristne tradition sandsynligvis i løbet af kort tid vil være et overstået kapitel. Nogle teologer er af den opfattelse at det europæiske samfund allerede er blevet afkristnet.

Men hvad siger Bibelen om religionens fremtid? Den indeholder jo netop Jesu Kristi lære, og hvis nogen kan sige noget betydningsfuldt om dette emne, må det selvsagt være kristendommens grundlægger, Jesus Kristus.

En af de ting der uvilkårligt falder i øjnene når man studerer Bibelen, er det som apostelen Peter har sagt, angående Bibelen selv, i Første Petersbrev 1:24, 25: „Alt kød er som græs, og al dets herlighed er som græssets blomst; græsset visner, og blomsten falder af, men Jehovas ord forbliver til evig tid.“ Bibelen vil aldrig blive udryddet. Historien viser at alt hvad dens fjender har forsøgt i den retning, er mislykkedes. Og hvordan med den lære Jesus Kristus fremholdt da han befandt sig på jorden for mere end 1900 år siden? Hvor meget af hans lære findes endnu i vore dages forskellige trossamfund?

Da Jesus talte med en samaritansk kvinde ved en brønd, forklarede han hende hvilke krav der stilles til den rene tilbedelse: „Men den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ Denne tilbedelse, der foregår „i ånd og sandhed“, vil aldrig ophøre. — Johannes 4:23, 24.

Men hvad er det så der vil forsvinde? Det er den splittede kristenhed der har gjort sig til ven med den politiske verden. Men hvorfor må den nødvendigvis forsvinde? Fordi den ikke har lyttet til advarselen: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.“ — Jakob 4:4.

I den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringens bog, beskrives den falske religions verdensimperium symbolsk i kapitel 17 og 18 som en skøge kaldet „Babylon den Store“. Åbenbaringen 17:16 og 18:8 viser at politiske elementer vil ødelægge hende og at alle der har været delagtige i hendes synder også vil blive ramt af hendes plager. Derfor lyder der følgende advarsel i kapitel 18, vers 4: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ Til den tid vil Zefanias’ profeti også gå i opfyldelse: „For da giver jeg folkene et nyt sprog, et der er rent, for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder.“ — Zefanias 3:9.

Hvor står du i alt dette? Tjener du sammen med dem der påkalder Jehovas navn? Hvad kræves der for at man kan gøre dette?

Hvad kan man gøre for at opnå beskyttelse?

Skønt kristenheden, sammen med al falsk religion, vil blive fjernet fra Europa såvel som fra resten af verden, vil den sande kristendom bestå for evigt. Det afgørende spørgsmål er derfor om du vil kunne overleve som følge af din tro når kristenheden går til grunde. Hvad kræves der for at overleve? Du må ’tilbede Faderen i ånd og sandhed’. Skaberen forventer af dig at du lærer ham at kende gennem hans ord, Bibelen, hvorom Jesus sagde: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Uanset hvor på jorden man lever, kan man i Bibelen læse om hvilken kurs man skal følge for at overleve.

[Illustration på side 15]

Kirke i Hoorn, i dag lejligheder og tøjbutik

[Illustration på side 15]

Evangelisk-luthersk kirke i Arnhem der i dag bruges til lager, biograf og diskotek

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del