Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g93 8/9 s. 10-12
  • Religiøs krise i Holland

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Religiøs krise i Holland
  • Vågn op! – 1993
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Forlader præstestanden
  • „Istid“ for kirken
  • Hvorfor de forlader kirken
  • Vil kristenheden forsvinde?
  • Hvorfor de religiøse ledere er bekymrede
    Vågn op! – 1970
  • Er religionen ved at glide ud af billedet?
    Vågn op! – 1988
  • Er kristenhedens kirker ved at miste grebet?
    Vågn op! – 1980
  • Sydafrikas reformerte kirke — et hus i splid med sig selv
    Vågn op! – 1984
Se mere
Vågn op! – 1993
g93 8/9 s. 10-12

Religiøs krise i Holland

Af Vågn op!-​korrespondent i Holland

„VIL den sidste præst være venlig at slukke for lyset?“ Denne ironiske bemærkning cirkulerer i klostrene i Holland. Den forudsiger et tidspunkt hvor den sidste munk eller præst vil gå ud af det sidste fungerende kloster i landet og efterlade det tomt. Og han bliver bedt om at sikre sig at lyset er slukket i den forladte bygning! Kunne det virkelig ske? Er præsterne og deres hjorde i fare for at forsvinde fra Holland?

Forlader præstestanden

Hvert år falder antallet af præster i den katolske kirke. Fra 1968 til 1978 faldt antallet af sekularpræster med 27,2 procent og denne udvikling er fortsat siden da. Hvorfor? Én af de grunde der angives er det obligatoriske cølibat. I 1970 besluttede det Nationale Pastoralråd at „cølibatløftet som et krav for at udføre ens hverv som tjener skulle afskaffes“. Hollandske biskopper mente endda at det ville være til gavn for de oprigtige hvis de kunne blive betjent af gifte præster. Pave Paul VI afviste imidlertid på det kraftigste idéen. Det var uden tvivl en af grundene til at mere end 2000 præster senere, i begyndelsen af 1980, forlod præstegerningen, og at antallet af nyindsatte præster faldt.

Under en samtale om det dalende antal præster i Holland mindedes den forhenværende kardinal Alfrink en episode hvor en pavelig gesandt stod foran kardinalens hus og betragtede et fungerende seminarium. På et tidspunkt sagde han eftertænksomt at han ikke forstod hvorfor biskopperne lukker sådanne smukke bygninger. Kardinalen svarede: „De har måske ikke forstået det. Biskopperne lukker ikke nogen seminarier; de har blot lukket døren efter den sidste elev.“

I Holland er det ikke kun præsterne men også deres hjorde der forlader kirken. Og det er ikke et nyt fænomen. I 1879 viste en optælling at mindre end 1 procent af befolkningen var ikkereligiøs, det vil sige ikke medlem af en kirke. I 1920 var der næsten 8 procent af befolkningen der ikke tilhørte en religion. I 1930 steg tallet til 14,4 procent. I 1982 var det foruroligende tal nået op på 42 procent, og en nyere undersøgelse har vist at over 51 procent af hollænderne ikke tilhører nogen kirke.

„Istid“ for kirken

Problemet med det dalende medlemstal er blevet overgået af et endnu større problem — nedgangen i antallet af kirkegængere blandt dem der tilhører en kirke. I 1988 bar avisen De Telegraaf overskriften: „Istiden sætter ind i kirken.“ Avisen skrev: „Ingen bliver længere forbløffet når en kirke bliver revet ned. Det er skræmmende som antallet af kirkegængere daler. Det er ikke blot dagligdag inden for katolicismen, men også i de reformerte og calvinistiske kirker. Hvis denne verdsliggørelse fortsætter vil der inden for nogle få generationer ikke være nogen der går i kirke.“

Avisen går videre og bemærker at den mest markante nedgang ses inden for katolicismen. Den nævner at i 1965 overværede cirka 60 procent af alle hollandske katolikker stadig messen. I 1975 var dette tal 28 procent. Inden for de senere år er det faldet til under 16 procent.

Nedgangen i antallet af kirkegængere har bevirket at kirker må lukke når høje vedligeholdelses- og driftsomkostninger ikke længere kan dækkes af de stadig mindre menigheder. Derfor er adskillige religiøse bygninger blevet revet ned eller solgt til andre formål. Det er få der i dag er forbavsede over at træde ind i en kirkebygning og se den benyttet som museum, cykelforretning, sportshal, koncertsal, blomsterbutik, restaurant eller til lejligheder.

Det er derfor ikke overraskende at de religiøse ledere ser sort på fremtiden. Efter pave Johannes Paul II’s besøg i Holland sagde en biskop: „Paven aflagde besøg hos et lig, eller i hvert fald en dødeligt syg patient der tror han stadig er i live.“

Hvorfor de forlader kirken

Nye faktorer har gjort at nedgangen af kirkemedlemmer er accelereret. Blandt disse er den manglende respekt for myndighed. Folk er ikke længere villige til at acceptere ting bare fordi en der har myndighed siger de skal. Den vægt der lægges på den enkeltes frihed kan kobles sammen med dette. I dag ønsker folk selv at bestemme hvad de vil tro og hvordan de vil opføre sig.

To andre medvirkende faktorer siges at være påvirkningen fra medierne og nutidens tendens til at nære mistro til institutioner. Der er også følelsen af at etablerede institutioner fjerner frihed og individualitet. Andre omstændigheder kan endda få folk der stadig er religiøse, til at forlade kirken. Kirkegængere der lægger vægt på traditioner kan for eksempel føle sig dårligt tilpas i en kirke med en reformivrig præst. Og omvendt kan reformivrige kirkegængere føle at de ikke hører hjemme i konservative menigheder.

På den protestantiske side har den calvinistiske kirke længe haft ry for at følge en gammeldags moral. Mange blev derfor chokerede da Den Hollandsk-Calvinistiske Synode i 1979 tilskyndede de lokale kirker til at lade homoseksuelle forvalte sakramentet og blive præster. I 1988 bad Den Internationale Calvinistiske Økumeniske Synode calvinisterne i Holland om at tage dette op til fornyet overvejelse, men synoden svarede at beslutningen var uigenkaldelig. I 1989 stemte synoden i den hollandsk-reformerte kirke også imod at der blev taget disciplinære forholdsregler over for homoseksuelle. Forestil dig hvordan „gammeldags“ protestanter må have følt det da en calvinistisk præst, en homoseksuel, i kirken sagde at „homoseksualitet er en gave fra Gud; Gud elsker også lyserødt“!

Vil kristenheden forsvinde?

I betragtning af de ovennævnte, og mange andre, faktorer, er det da så sært at der er sket en masseudvandring fra kirkerne i Holland og i mange andre lande? Alvorligt tænkende mennesker er endda kommet til den konklusion at den sande kristendom måske ikke findes nogen steder. Vil kristenheden til sidst helt forsvinde?

Bibelen har forudsagt at kristenheden og andre religioner i vor tid vil miste deres opbakning. (Åbenbaringen 16:12; 17:15) Men den forudså også at nogle ville forlade falsk religion af andre grunde end utilfredshed og desillusionering, nemlig med et positivt formål. Bibelen siger profetisk: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder.“ (Åbenbaringen 18:4) „Hende“ hentyder til den symbolske religiøse skøge, „Babylon den Store“, der omfatter alle verdens religioner, deriblandt dem der i vor tid findes inden for kristenheden. „Mit folk“ hentyder til dem der oprigtigt søger sandheden og forlader Babylon den Store fordi de ønsker at tjene Gud på den måde Jesus lærte. Kristenheden er kommet så langt væk fra sand kristendom at oprigtige mennesker må forlade den for at kunne tjene Gud på den måde han ønsker.

Sand kristendom findes og trives, i Holland såvel som andre steder på jorden. Jehovas vidner følger, på trods af deres ufuldkommenheder, Kristi lære og eksempel. De forventer ikke at du vil acceptere denne påstand uden videre. Men de opfordrer dig til ved selvsyn at undersøge Jehovas vidners tro i lyset af Bibelen, og til ud fra Guds ord at lære den kristendom at kende som Jesu apostle forkyndte, i modsætning til det kristenhedens kirker har lært og praktiseret i århundreder. Det vil, som apostelen Paulus forklarede, gavne dig ’i livet nu og i det som skal komme’. — 1 Timoteus 4:8.

[Illustrationer på side 10, 11]

Mange europæiske kirker bruges nu til verdslige formål. Side 10: En garage i et hollandsk værksted. Side 11: Mødested for pensionister, værksted, klubhus for drenge og en forladt kirke i Penygraig i Wales

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del